Er Joe Biden en udvikler eller en  afvikler?

Kan et USA, der har mistet flere menneskeliv på et halvt år med pandemi end ved syv årtiers krigsførelse over den ganske klode, stadig kaldes en supermagt? Hvornår viser ledelsen i Washington, at den formår at tage vare på egne borgere i en national nødsituation?

Historieskrivningen er fyldt med beretninger om, hvorfor og hvornår imperier går under, men årsagerne er sjældent tydelige, mens sammenbruddet står på. Der gik f.eks. et årti med en mafiøs russisk snylterkapitalisme under Boris Jeltsin, inden det stod klart for oligarkerne, at de måtte skaffe sig en politisk jernhånd i skikkelse af Vladimir Putin for at få genskabt et Rusland, der i det mindste kunne lade, som om det stadig er en stormagt.

Det franske koloniimperium sled sig op med nederlagene i først Indokina og siden Algeriet, mens briterne kom mere lempeligt ud af Indien og Afrika. Det britiske Commonwealth dyrker i dag nostalgisk kricket, Shakespeare og Kipling, mens den internationale Frankofoni Organisation, der har 80 medlemslande, blot er en sprog- og kulturforening med hang til god rødvin og ost.

BEGGE HARMLØSE sentimentale foretagender, der dyrker fortids storhed. Okay, de har blød magt, vil nogen sige, men det var jo hverken Paris eller London, der opfandt Facebook og Google, det 21. århundredes digitale imperiebyggere.

Denne pointe bringer os til tilstanden i det nyeste imperium, det amerikanske, og dets fremadskridende forfald. Snesevis af amerikanske historikere diskuterer i denne tid, hvorfor sammenbruddet har accelereret, som det har. De indså for sent, hvad Donald Trumps slogan ’America First’ virkelig betød.

Det dramatiske paradoks er her, at mens vi iagttager nedlukningen af det gamle imperium, dukker det nye op – techgiganternes. Disse er karakteriseret ved, at de unddrager sig central politisk kontrol og kan angribe udadtil og underminere indefra.

Her er der ingen Harry S. Truman eller Dwight D. Eisenhower, der reddede det halve Europa ved at inddæmme sovjetkommunismen. Ej heller en Ronald Reagan eller George H.W. Bush, der snedigt og elegant fik lokket de sovjetiske dinosaurer ud i en sump, der druknede kommunismen som ideologisk projekt.

Nutidens amerikanske techgiganter råder over redskaber, som formår at overvåge milliardstore befolkninger – tilmed på en måde, så de lever i forestillingen om, at alt dette sker med deres frie vilje. Først for relativt nylig har EU fattet, at Europas borgere er en del af en forretningsmodel, der i sin kerne handler om at kontrollere og udnytte individer.

Den første, der dokumenterede dette, var en mand, der var et produkt af dette system (USA’s efterretningstjenester) og gennemskuede det: Edward Snowden, som i dag lever i landflygtighed i Rusland. I Putins kleptokrati, der præsenterer den største samlede trussel mod Europa siden 1989. Kan nogen se ironien her?

DET ER PÅ denne baggrund, vi skal forstå en række vestlige landes koordinerede offensiv mod den kinesiske techgigant Huawei. Dette firma er som bekendt skabt af en tidligere officer i Folkets Befrielseshær, så selvfølgelig er der en lige linje fra Huaweis direktionsgang til politbureauet i Beijing.

Huaweis ekspansion og Kinas ambitiøse infrastrukturprojekt, Belt and Road, repræsenterer den eneste magtfaktor på kloden, der har styrke til at modsætte sig amerikansk dominans. Det er derfor, vi hører danske folketingspolitikere som f.eks. den konservative Naser Khader tale i hysteriske vendinger om, at Kina er på vej til at etablere et verdensherredømme.

Hvilket er demagogi og nonsens. Se dog på Japan, Sydkorea og Taiwan, der alle nyder solid amerikansk militær beskyttelse i Kinas nærområde. Men de frabeder sig alle tre at blive gidsler i en konfrontation mellem Kina og USA. Vejen frem for Europa er at gøre som i Sydøstasien: at balancere mellem giganterne og forhindre en mere vidtgående konfrontation.

Robert Gates, forsvarsminister under både Barack Obama og George W. Bush, har i sin netop udgivne bog ’Exercise in Power’ givet det hidtil mest kvalificerede bud på, hvorledes USA kan genskabe det bedste i sig selv og gavne verden på ny:

Landets læreanstalter skal blive ved med at tiltrække virksomheder, forskere og undervisere. Kan dette lade sig gøre i den næste præsidentperiode, når der samtidig venter et gigantisk reparationsarbejde – sundhed, jobskabelse, et nødlidende retsvæsen?

Joe Biden, stå frem! Og uden tweets, tak.

(klumme i Politiken 09.07.2020)