Yngre europæere kan begynde her – med en fortælling af Siegfried Lenz.

Et halvt års tid med coronatilstande har påtvunget danskerne nye betingelser for rejselivet, så lad os bare kalde den hurtigst voksende ferieaktivitet for nærområdeturismen. Den er de blevet glade for i Norge, Sverige og Tyskland. Fuld bekendelse, som det hedder i disse tider: Sverige er mine børns andet fædre-/mødreland, og på fædrene side har jeg slægtsrødder ned i det, vi populært kalder grænselandet.

Så her i 100-året for den genforening, som af andre mere nøgternt kaldes Slesvigs permanente deling, gik turen til Flensborg, Husum, Vadehavet og Friedrichstadt; lokaliteter, der er solide påmindelser om, at folkeafstemningen i foråret 1920 fik et for både danskere og tyskere vellykket udfald og den dag i dag tjener til at fortælle resten af Europa om måden, hvormed andre territorialkonflikter kan løses.

Besøg i Nordtyskland bør ledsages af litterære oplevelser, og her kommer en helt uomgængelig en af slagsen: Siegfried Lenz’ lille mesterværk ’Overløberen’.

Lenz gjorde tjeneste i den nazityske flåde og flygtede i 1945 til Danmark. Han bevarede hele sit liv en nær tilknytning til den lille nabo i nord, havde gennem et kvart århundrede sommerhus på Als, og i sine sidste leveår var han dansk gift.

Historien i ’Overløberen’ udspiller sig i krigens slutning i det tidligere Østpreussen, som i dag er polsk, og hvor Lenz selv blev født i 1926. Hovedpersonen, Walther Proska, er soldat i en tysk enhed, der skal bevogte en jernbanelinje, da han møder en polsk partisankvinde, Wanda, og forelsker sig i hende.

Midt i den kaotiske tyske tilbagetrækning bliver han først krigsfange, siden overløber i den sovjetiske besættelsesmagts tjeneste og oplever chokeret, hvorledes hans elskede Wanda forvandles fra polsk frihedskæmper til kommunistisk medløber.

Et tilsvarende hamskifte undergår han selv, da han bliver funktionær i den unge østtyske statsdannelse og som civil bureaukrat skal afgøre andre menneskers liv og død.

I Berlins sovjetiske besættelseszone møder han en kvinde, som siden bliver hans hustru. Det lykkes parret at komme til Vesttyskland, og i fortællingens slutning i 1956 er Walther en tilsyneladende lykkeligt gift familiefar med to børn solidt etableret i et rækkehus i Hamburg.

Men så viser det sig, at Proska ikke kan slippe sin ungdoms krigsoplevelser på den østprøjsiske front. Mere skal ikke røbes her, andet, end at lidenskaber, loyalitet og identitet kommer i spil.

Siegfried Lenz havde bogens manuskript klar i 1951, men fik nej til publicering af sit forlag, Hoffmann und Campe. Det skete med en påtegning om, at forfatteren havde demonstreret manglende loyalitet over for sin hjemstavn. Bogen udkom først i 2016, to år efter forfatterens død. Så turde selvsamme forlag dog binde an med et førsteoplag på 50.000.

YNGRE DANSKERE, der både kørte træt i historietimerne og af ’Hitler-kanalen’ (øgenavnet for hedengangne DR K), kan passende begynde med dette unikke drama om individer i et Europa i en usikker støbeske med stank af død og krigsruiner. Lenz’ fortælling handler om kærlighedens og passionens overlevelse i tider med usikre og uklare loyaliteter.

Nutidens Europa er lykkeligvis ikke opdelt af militære og ideologiske frontlinjer, men af økonomiske, sociale og kulturelle. En svært håndterlig tilstand, som vi mindes om ved hvert eneste topmøde i Bruxelles. Hvorledes skal millioner af yngre europæere forstå forudgående generationers bestræbelser på at samle et kontinent, der havde været splittet af krige og ideologiske skillelinjer?

Maratondiskussioner om budgetter, hjælpepakker og lånebetingelser ligner ikke det stof, som mellemfolkelig forsoning er gjort af, hvad især ungarere og polakker løbende minder os om.

I det masuriske skov- og sumpområde hvor første del af ’Overløberen’ udspiller sig, traf jeg for snart fire årtier siden et jævnaldrende polsk par, der forklarede den undertrykkelsens logik, der var deres hverdag i et land under kommunistisk kontrol. Ved et gensyn over tre årtier senere talte parret om, at den store nabo mod øst stadig kontrollerede det frie demokratiske Polen, om end i en mere indirekte forstand.

I digitaliseringens tidsalder er besættelse af og kontrol med samfund nemlig ikke længere fysisk og militær. Det er mere effektivt med fake news, vildledning, propaganda og algoritmer. Vi må derfor kæmpe ekstra hårdt for at bevare lidenskaben for et helt Europa til glæde og gavn for kommende generationer.

(klumme i Politiken 23.07.209)