Silkevejene går nu via Teheran

Iransk-kinesisk alliance forandrer de globale styrkeforhold.

MENS EUROPÆISKE beslutningstagere har været optaget af den teknologiske frontlinje, hvor kinesiske Huawei aktuelt presses i defensiven, er der i Mellemøsten ved at ske en ny konfiguration af styrkeforhold og magtrelationer, som får vidtrækkende globale konsekvenser.

I kombination med de langtrækkende samfundsøkonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien bliver konsekvensen af udviklingen i Iran en fortsat dramatisk svækkelse af den amerikanske supermagts troværdighed over for landets alliancepartnere på flere kontinenter. Her tænkes på skadevirkninger, der rækker videre end den midlertidige dysfunktionalitet, der skyldes Donald Trumps embedsførelse, og som forhåbentlig ophører fra januar 2021.

Antager vi, at USA’s næste præsident hedder Joe Biden, bliver hans altoverskyggende prioritet ikke kun at skaffe milliardsummer til pandemibekæmpelse og jobskabelse. Den massive mangel på tillid mellem offentlige institutioner, føderale som lokale, og magtapparatets relationer til skattebetalerne, ligner en sisyfosopgave, hvis løsning kræver en vilje og beslutningskraft på kongresniveau, som har været svindende siden præsidenterne Bush og Obama.

Til de økonomiske skadevirkninger skal lægges både politiske og psykologiske faktorer, som knapt kan måles endnu: USA’s traditionelle venner i Europa, Asien og Latinamerika ser ikke længere mod Washington for at få vejledning i at håndtere en usikker global fremtid.

I STEDET forsøger alliancepartnerne at afbøde de værste virkninger af amerikansk embedsførelse. Herhjemme illustreret i sidste uge af det pres på rigsfællesskabet, som Mike Pompeo ikke gjorde noget elegant forsøg på at skjule. Dansk tvivl om den reelle suverænitet over Grønland forsvinder ikke med Trumps pensionering.

MEN den mest dramatiske globale magtforskydning og deraf afledte svækkelse af USA udspiller sig i Mellemøsten, efter at Iran og Kina har gjort omverdenen bekendt med en 25-årig strategisk alliance, der med en ramme på 400 milliarder dollar skal bringe iransk økonomi ud af det amerikanskledede sanktionspres.

De kinesiske silkeveje vil få en hovedrute, der går direkte til Teheran: Beijing bliver aktionær i iransk militær, landets energisektor, infrastruktur, teknologiudvikling, uddannelse – hele paletten. Se frem til kinesiske lytteposter, virksomheder og basefaciliteter langs Den Persiske Golf.

Den geografiske nærhed til kinesiske infrastrukturfaciliteter på Afrikas Horn, i Sri Lanka, Pakistan og Myanmar giver Beijing et udviklingspolitisk og strategisk økosystem, som dets ærkerivaler Indien og Japan kunne forsøge at inddæmme – om muligt med amerikansk og indisk hjælp, men der er vi ikke endnu.

SPØRGSMÅLET ER , om forståelsen mellem Teheran og Beijing er langtidsholdbar, og om Europa drager konsekvenser af det, der ligner en ny magtakse for et fremtidigt Mellemøsten.

Her er det nærliggende at se til Irans nabo Irak og tjekke, hvem der har snor i oliepolitikken her. Det har Kinas partner Rusland, når det handler om de fossile ressourcer i det delvist selvstyrende kurdiske Nordirak. I den sydlige del af Irak er olieudvindingen direkte eller indirekte på kinesiske hænder som en del af en 20-årig forsyningsaftale, der siden oktober i fjor dagligt har sendt 100.000 tønder råolie til Kina.

Læg hertil, at Kina siden 2016 har haft partnerskabsaftaler med regimerne i både Kairo og Riyadh.

Set med europæiske briller handler det om, hvorvidt Kinas strategiske fremrykning til Den Persiske Golf stabiliserer regionen eller opnår det modsatte, altså om krigsrisikoen mindskes.

Utvivlsomt er der nogle af ayatollaherne i Teheran, der har været dybt betænkelige ved at skulle omfavnes af det gudløse og materialistiske Kina. Men da et amerikansk droneangreb i januar bombedræbte den iranske general Qasem Soleimani, fik ledelsen i Teheran anledning til at fjerne den sidste rest af tvivl om nødvendigheden af at trække kineserne ind. De seneste måneders attentater og angreb på iranske militære anlæg har kun yderligere fremmet processen.

Donald Trumps sabotage af atomaftalen med Iran får sandsynligvis den bivirkning, at Europa ikke vil gøre indsigelser mod Kinas håndsrækning til Iran. Værdipolitisk går vi her ikke i takt med USA, for det er ikke demokrati og frihedsrettigheder, der skal eksporteres til de konfliktende parter i Mellemøsten. Alt handler om strategisk styrke. Det spil magter både Beijing og Teheran bedre end Washington.

Og covid-19-faktoren, hvordan ser den ud her? Sundhed er blevet en sikkerhedspolitisk faktor. Iran registrerer 17 dødsfald per 100.000 indbyggere, mens tallet for USA er 43. Mens den iranske smittekurve falder, stiger den amerikanske. Sådan visner en supermagt.

(klumme i Politiken 27. juli 2020)

 

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s