Hallo, Pentagon, behold bare Grønland

Lad os tone rent flag om den store ø i nord.

Kære officerer og andre medarbejdere i Pentagon, det amerikanske forsvarsministeriums hovedkvarter.

Allerførst en stærk forsinket tak for den gæstfrihed, I viste under mit Washington-besøg i 2018. Rundvisningen i jeres gigantiske kontorkompleks står absolut som et positivt højdepunkt i erindringen.

I bagklogskabens skærende klare lys kunne jeg selvfølgelig have ønsket mig en grundig orientering om USA’s hensigter på den del af kloden, hvor det sikkerhedspolitiske partnerskab mellem Danmark og USA er et regulært naboskab: nemlig Grønland.

Men i lyset af det købstilbud på den store ø, som jeres øverste chef fremsatte for nøjagtig et år siden i disse dage, forstår jeg naturligvis, at jeg aldrig ville være kommet nogen vegne med at stille spørgsmål til dette overordentligt ømtålelige emne.

ANLEDNINGEN TIL denne skrivelse er en aktuel film, som må have jeres allerstørste interesse: ’Vor mand i Amerika’, instrueret af Christina Rosendahl. Den kommer i sin internationale udgave til at hedde ’The Good Traitor’.

Bliv ikke forvirret over titlen; for den er så tvetydig, at I skal forestille jer en diplomat, der pludselig ligner en landsforræder, men i realiteten gør det rigtige i en umulig situation: forærer en del af den nation, han repræsenterer, til en fremmed magt.

I bør arrangere en særforevisning for alle officerer fra mellemniveau og opefter og allerhelst med oplæg af instruktøren plus historikeren Bo Lidegaard, der tidligere i år udsendte en bog om filmens hovedperson, Danmarks ambassadør i USA i perioden 1939-58, Henrik Kauffmann.

Filmen er en lovlig kulørt omgang, men flere steder ganske medrivende, om end den manipulerer heftigt med de historiske realiteter. Bogen er til gengæld fremragende og leverer de mest relevante forklaringer på skæbnefællesskabet mellem USA og Danmark. Forhåbentlig er der en engelsksproget udgave på vej.

2020 BLIVER et skæbneår for Amerikas politiske indretning, og jeg er fuld af forståelse for, at mange engagerede og patriotiske medarbejdere i Pentagon efterhånden må være frustrerede for ikke at sige traumatiserede på grund af de udmeldinger fra Det Hvide Hus, som I hver eneste uge siden januar 2017 har måttet døje med.

Mine amerikanske slægtninge er fortvivlede; enkelte har helt opgivet håbet om, at det troværdige Amerika, som vi voksede op med, nogensinde kommer tilbage. Joe Biden lover godt, men nogen Harry S. Truman eller Franklin D. Roosevelt bliver han næppe.

Der kan ikke være megen tvivl om, at amerikanske beslutningstagere vil have gavn af en større indsigt i de historiske begivenheder, der har ført frem til den betydning, som Grønland har haft siden 1940’erne.

Formuleret på den kortest tænkelige måde handler det om national suverænitet og om, at USA har forsvarsretten over Grønland, mens Danmark har ansvaret for resten, dvs. alt det civile. Spørgsmålet er dog, om denne adskillelse også giver mening om 50 eller 100 år, når flertallet af den amerikanske befolkning sandsynligvis har spansk som førstesprog og derfor mest vil være optaget af, hvad der sker syd for Rio Grande.

Anyway , ’Vor mand i Amerika’ er en øjenåbner for den kæde af begivenheder og tilfældigheder, der i 1940’erne gjorde, at den reelle overherre i Grønland blev USA i langt højere grad end Danmark.

I MIN OPTIK kan relationerne mellem USA og rigsfællesskabet bedst karakteriseres som strategisk tvetydighed – med plads til flere tolkninger af magt- og ansvarsfordelingen. Den logiske konsekvens vil være, at vi fremover toner rent flag overalt i Grønland og lader Dannebrog og Stars and Stripes vaje side som side – fra Nuuk til Thulebasen.

Stod det til mig, skal I bare beholde Grønland, men det ville pynte, hvis I lægger flere dollars i fælleskassen deroppe – og så lader være med at repetere alle de tåbelige fejl, som vi har gjort. Socialt og udviklingsmæssigt er det grønlandske samfund en sørgelig fiasko.

Mange bekymringer må plage jer i denne tid. Sidst på året vil det vise sig, om jeres topgeneraler skal fjerne Trump med fysisk magt, hvis han obstruerer valghandlingen så meget, at ingen kan være helt sikre på, hvem der vandt, og hvem der tabte, da stemmerne blev talt op.

Jeg krydser fingre, håber det bedste, men frygter det værste.

(klumme i Politiken 20.08.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s