Tyske Carl Schmitt har fået en renæssance i Beijing.

DEN MEST konsekvent antiliberale af de store tænkere i det 20. århundrede er uden sammenligning den tyske retsfilosof Carl Schmitt (1888-1985). Den ekstreme højrefløjs mest geniale og farligste teoretiker er han blevet kaldt.

’Adolf Hitlers hofjurist’ blev tilnavnet, efter at Schmitt i maj 1933 havde meldt sig ind i nazistpartiet. Her faldt han få år senere i unåde, men forblev i en professorstilling på Humboldt-Universität zu Berlin indtil verdenskrigens afslutning.

Da den amerikanske besættelsesmagt ville indskrive Schmitt til et afnazificeringsprogram, nægtede den velformulerede jurist at deltage med begrundelsen, at han aldrig havde været nazificeret.

Schmitt var afskåret fra akademisk beskæftigelse i efterkrigstidens Vesttyskland, men hans teoretiske udredninger om statens indretning tiltrak sig i årtier opmærksomhed både blandt intellektuelle konservative og ditto socialister. Han var regelmæssigt gæsteforelæser i 1960’ernes fascistiske Spanien under general Franco og betegnede den spanske borgerkrig som en national befrielseskamp mod international kommunisme.

Kernen i Schmitts filosofi er det fuldstændige sammenfald i identitet og livsopfattelse mellem herskeren og dennes undersåtter. I konsekvens heraf ser han ingen modsætning mellem demokrati og diktatur, så længe herskeren gennem et effektivt statsapparat er i stand til at indfri befolkningens forventninger. Enhver autokrats våde drøm.

ER CARL SCHMITT relevant i nutiden? Den norske filosofiprofessor og historiker Rune Slagstad skrev på kronikplads her i avisen 2. april 2017, at hvis man vil have en klarere forståelse af Donald Trumps embedsførelse, skal man omkring Schmitts teser om undtagelsestilstanden: Suveræn er den, der bestemmer over netop undtagelsestilstanden – ikke rettens, men magtens orden.

Selv om denne mest kommer til udtryk i absurde tweets, er disse udmeldinger Trumps forsøg på at neutralisere den klassiske magtdeling, der karakteriserer de liberale retsstater, hvis grundpille er skellet mellem stat og samfund, forklarede Slagstad.

Verden burde ikke overraskes over det følgende, men Schmitts evne til at forklare og berettige statens ret over og kontrol med samfundets individer har nu også fundet vej ind i inderkredsen af toprådgivere i det kinesiske kommunistparti. Dette bekræftes med fyldige referencer i en opsigtsvækkende artikel i The New York Times 2. august skrevet af avisens erfarne korrespondent Chris Buckley.

Pointen er her, at nutidens akademiske topfolk i Kinas magtapparat er ophørt med at referere til kommunismens grundlag i Marx’ og Lenins værker, fordi Schmitt har erstattet dem. Statsmagten har kvalt de revolutionære visioner, der dominerede i perioden under Mao Zedong, der grundlagde Folkerepublikken og var dens ubestridte leder 1949-76.

Enkelte af de citerede i artiklen erkender, at de i deres studietid var tiltrukket af liberale tankesæt, og at de engang nød godt af, at censuren af medierne var mere behersket. Men de nugældende globale magtforhold, hvor USA og Europa er politisk nødlidende og handlingslammede, berettiger Kinas autoritære model, hedder det.

Fu Hualing, der er juraprofessor ved et universitet i Hongkong, forklarer, at mange af de teoretiske værker, som Carl Schmitt skrev i 1930’erne, er blevet til inspirationskilder for en yngre generation af kinesiske partifolk.

Xi Jinpings kompromisløse embedsførelse har således fundet en form for teoretisk retfærdiggørelse hos den tyske retsfilosof. Men der kan også argumenteres for, at kinesisk historie har leveret en forløber for Schmitt; filosoffen Han Fei, der levede 280-233 f.Kr. og betragtes som den fremmeste repræsentant for den såkaldte legalistiske skole, en regulær magtfilosofi på linje med, hvad Europas Machiavelli udtænkte mange århundreder senere.

Han Fei skrev om det nødvendige i lovens diktatur. Orden over alt andet.

KENDERE AF kinesisk historie burde ikke overraskes. De kinesiske kommunisters modstander i borgerkrigen, nationalistlederen Chiang Kai-shek, udsendte i midten af 1940’erne på et amerikansk forlag to bøger om Kinas skæbne og fremtid. Begge passer perfekt på Schmitts autoritære filosofi og Kinas nutidige regeringsførelse.

Den ironiske pointe er, at Chiang Kai-shek, taberen i den kinesiske borgerkrig i 1949, blev den, der leverede den økonomiske og politiske model, som de sejrende kommunister kopierede årtier senere.

Hvis man i et tankeeksperiment kunne genopfinde Chiang og vise ham nutidens Kina, ville han kunne konkludere noget i retning af følgende: Dette samfund er blevet, hvad jeg ville fra starten. Så hvorfor spildte Kina årtier på denne tåbelige kommunisme, der kostede millioner livet?

(klumme i Politiken 24.08.2020)