Både ministre og topembedsmænd snublede, da ambassaden i Berlin skulle have ny chef.

Den kortest mulige fortælling om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik kan skæres ned til følgende budskab: Få styr på Tyskland.

Vores beslutningstagere på højeste niveau har stået med de tyske udfordringer især i 1848, 1864, 1914, 1940, 1949, 1972 og 1990. Vi har med varierende succes forsøgt os med krigsførelse, afgivelse af land, væbnet neutralitet, passivitet, at være ofre for en besættelsesmagt og at samarbejde i et forpligtende, demokratisk alliancefællesskab.

En afgørende milepæl blev passeret i 1949, hvor underskrivelsen af Atlantpagten primært handlede om at etablere et bolværk vendt mod Sovjetunionen og denne stormagts vasaller i Øst- og Centraleuropa. Også dengang bestod udfordringen i at håndtere vor store nabo mod syd.

Som Nato’s første generalsekretær Hastings Ismay udtrykte det i forbindelse med sin tiltrædelse i 1952: Denne alliance har tre hovedformål – at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede. Citat slut.

Vor ambassade i Berlin er en af de tre vigtigste i det udenrigsministerielle repræsentative hierarki – de to andre er selvfølgelig Bruxelles og Washington.

Den bør derfor bemandes og ledes af folk med de ypperste kompetencer. Chefen på stedet bør være flydende i tysk og kunne både Forbundsrepublikkens forfatning og historie, Goethe i udvalg, Luther og Max Weber til fingerspidserne, Günther Grass og lidt til.

SÅ HVAD skete der lige, da posten senest skulle besættes? Den gik til en klassisk bureaukrat med store ambitioner og visse forklaringsproblemer. En embedsmand, der har siddet på tunge poster i forsvars- og sikkerhedshierarkiet, men burde have ledet mindst en mellemstor ambassade i Europa, inden han blev tildelt Tyskland.

Ambassadørudnævnelser hører til de tungere poster i centraladministrationen og skal omkring regeringens ansættelsesudvalg, hvor statsministeren sidder for bordenden. Vi taler her om diplomater i sværvægtskategorien. Med kors og bånd og stjerner på, men ikke nødvendigvis en sovsekande som hovedbeklædning. En af disse sværvægtere var manden, der i forgangne uge forlod netop den vigtige adresse i Berlin.

Han havde været udenrigsministeriets direktør 1997-2005, ambassadør i Washington 2005-2010, ambassadør i Beijing 2010-2015 for så at afslutte karrieren i Berlin 2015-2020.En indlysende logisk indre sammenhæng i placeringerne: Samme person i rap i verdens tre vigtigste hovedstæder.

En af flere uskønne brikker i spillet omkring personerne i skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) handler om, at den ene af sagens hovedpersoner, departementschef Thomas Ahrenkiel, blev tildelt posten som ambassadør i Berlin.

OFFENTLIGHEDEN har ikke adgang til den ledelsesmanual, der tages i brug, når tunge ambassadørposter skal besættes. Men vi ved lidt om, hvordan der tænkes hos departementschefen på Asiatisk Plads, der er ophavsmand til følgende udsagn:

»Vi har behov for en højere grad af fleksibilitet blandt vores chefer. De skal ligesom medarbejderne kunne glide ind og ud af stillinger og bidrage der, hvor behovet er størst, og deres kompetencer kommer bedst i spil. Skal det fungere i praksis, skal de høje lønrammer være knyttet til stillingen og ikke personen. Derfor har vi indført åremålsansættelse for chefer, så lønrammen følger med, når chefen går op, ned eller til siden«. (kilde: temanummer af tidsskriftet Økonomi og Politik udgivet i anledning af Udenrigsministeriets 250-års jubilæum).

Departementschefen burde have præciseret, at den fleksibilitet, han taler så henført om, åbenbart skal til at gælde på tværs af hele centraladministrationen, altså i princippet alle ministerier.

Forude venter en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, og den kommer til at vare flere år og koste millioner. Også på dette felt kan danske beslutningstagere lære meget af tysk embedskultur. I Tyskland kan en fjerdedel af Forbundsdagens medlemmer kræve, at der nedsættes et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, som er det, vi herhjemme kalder en kommission. I Danmark skal der et flertal til.

En Irak-kommission ville ikke kunne lukkes i Tyskland, således som det skete herhjemme, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen dannede regering efter folketingsvalget i 2015 og ikke ville genere den mand, der i 2009 havde sat ham i chefstolen.

Den kommende undersøgelseskommission ville kunne spare en del af papirarbejdet, hvis den ene departementschef havde ringet den anden op og leveret denne besked: ’Du, Thomas, vi åbner en repræsentation i Centralasien, cirka halvvejs mellem Moskva og Beijing. Du får alle stan-landene helt for dig selv. Glæd dig!’

(klumme i Politiken 03.09.2020)