Ramt af olympisk usynlighed

Verden har brug for Tokyo som global brobygger.

VERDENS OPMÆRKSOMHED skulle i denne coronaplagede sommer have været rettet mod Tokyo, som var tildelt værtsskabet for de olympiske sommerlege. En udskydelse blev uundgåelig, men et sommer-OL i 2021 begynder allerede nu at tage sig vanskeligt ud.

Da Tokyo fik æren første gang i 1964, kom det til at stå klart for enhver, hvor hurtigt ø-nationen havde rejst sig fra krigsruinerne og de to atombomber i august 1945. Kulturelt og økonomisk repræsenterer Japan noget helt unikt også i dag, og vi europæere har godt af at blive klogere på dette samfund.

Fra midten af 1960’erne blev vi herhjemme fortrolige med navne som Toyota, Kawasaki, Nikon og Suzuki i dagligdagen. Den vellykkede japanske udviklingsmodel blev siden i varierende udformninger brugt som inspiration af naboerne, anført af de såkaldte tigerøkonomier. Resten er historie, og den er alt overvejende positiv. I ingen anden region på kloden er velstanden hen over et halvt århundrede løftet hurtigere for så mange.

Landets længst siddende regeringschef, Shinzo Abe, bebudede i sidste uge sin afgang, Det skete uden foruroligelse. Den opgående sols land ser ud til at forblive i rollen som en økonomisk succeshistorie, men risikerer at visne hen i usynlighed. Mens strategerne i regeringspartiets mange fraktioner forhandler et kompromis, der kan levere Shinzo Abes afløser, vokser spekulationerne om, hvorvidt Japan overhovedet får lov at afholde olympiske sommerlege i 2021.

En nylig opinionsundersøgelse foretaget af Shoko Research i Tokyo giver anledning til bekymring: 27,8 procent af 12.857 adspurgte virksomheder foretrækker, at sommerlegene i 2021 helt aflyses, mens andre 25,8 procent går ind for endnu en udskydelse.

Pessimismen afspejler den realitet, at der kun vil være et begrænset antal gæster og tilskuere, og at afholdelsen derfor vil resultere i et gigantisk underskud i en forvejen gældstynget økonomi.

For årtier siden lærte dansk skoleungdom, at de japanske industrigiganter tilbød deres ansatte livslang beskæftigelse med tilhørende sociale goder. Sådan er virkeligheden ikke længere: Mere end en tredjedel af landets arbejdsstyrke tilhører i dag et prækariat, dvs. de har usikre tidsbegrænsede ansættelsesvilkår.

Samtidig skifter arbejdsstyrken sammensætning: det er Shinzo Abes fortjeneste, at landet har fordoblet antallet af udenlandske gæstearbejdere i løbet af hans regeringsperiode. Porten åbnes for folk fra nabolandene, men ikke for nødstedte fra Mellemøsten og Afrika.

I FORHOLDET til omverdenen står den kommende regeringschef over for samme udfordringer som den afgående: Japan har brug for at placere sig realistisk i en verdensorden, hvor Kina får flere muskler og USA, Japans beskytter siden 1945, færre af slagsen.

Den logiske konsekvens ville være at reformere Japans pacifistiske forfatning, ikke mindst i lyset af risikoen for yderligere fire år under Trump og dennes Amerika først-politik. Den nordkoreanske nabos atompotentiale kaster skygger hele vejen til Tokyo. Abe forsøgte at reformere landets pacifistiske forfatning men uden resultat.

Aktuelt vokser spændingerne omkring den tidligere japanske koloni Taiwan. Amerikanske militærsagkyndige spekulerer i realistiske vendinger i en militær konfrontation om det Taiwan, som Kina kræver genindlemmet i riget, uagtet at denne demokratisk styrede ø-republik er omfattet af amerikanske sikkerhedsgarantier.

Et scenario lyder, at der opstår i et politisk kaos i USA efter en uafklaret valghandling i november, og at politbureauet i Beijing benytter sig af den usikre tilstand til at gennemføre en landgang i Taiwan. En serie af cyberangreb lammer Taiwans infrastruktur, øens befolkning lægger sig fladt ned, og USA gør intet, fordi hjemmefronten er lammet af kaos.

Forhåbentlig kommer det aldrig så vidt, og hvorledes ser en forebyggelse så ud?

Her kunne Japan gøre en forskel. Landets bitre historiske erfaring som krigsførende i perioden 1931-45 burde kunne få den næste generation af ledere til at fortælle USA og Kina: Vi har i Østasien oplevet snart syv årtiers stabilitet, fred og velstand, og vi ønsker at fortsætte ad det spor.

Meget ville se anderledes ud, hvis Japan kunne følge Tysklands eksempel i Europa og fremme integrationsbestræbelserne i Østasien, men her har Tokyo aldrig siddet i førerkabinen.

Ønskescenariet, mens vi venter på OL: At Xi Jinping og Donald Trump samt Sydkoreas præsident Moon inviteres til Tokyo og forhandler en ny indretning af Østasiens regionale magtbalancer. Japans næste leder bør gøre en forskel for resten af verden.

(klumme i Politiken 7.sept. 2020)

 

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s