Udenrigsminister Jeppe Kofod havde valgt tirsdag 8. september i to landsdækkende medier at lancere en ny udenrigs- og politisk strategi baseret på socialdemokratiske værdier som ’ret og pligt, rimelighed og lighed, tillid og forpligtende fællesskab’, som det blev formuleret i Berlingskes version.

Samme dags formiddag gav Jeppe Kofod den gas med samme doseringer i P1-programmet ’Verden ifølge Gram’. At dømme efter de fine prædikater er det de socialdemokratiske idealer om velfærdsstaten, der nu indtager udenrigspolitikken og dermed det rum, der i generationer var forbeholdt embedskorpset.

Udrulningen af den nye strategi kommer til at ske hen over det næste halve år, hvis vi skal tro udenrigsministeren. Dog oversælger han sit projekt ved at betone de socialdemokratiske værdigrundlag, eftersom hele pakken skal en tur i Udenrigspolitisk Nævn, for her er der næppe vanskeligheder med at etablere konsensus.

Traditionelt er udenrigspolitikken et samspil mellem værdier og interesser, hvor Folketinget definerer førstnævnte og embedskorpset håndterer sidstnævnte. Balancen mellem de to blev udsat for et pres under 1980’ernes fodnoteperiode og EU-forbeholdenes svære fødsel 1992-93, således som veterandiplomaten Ulrik Federspiel pointerer det med stor analytisk klarhed i sine nyligt udgivne erindringer.

Dagen forinden lanceringen i Berlingske og DR havde en af Udenrigsministeriets allertungeste og nu forhenværende drenge, den tidligere ambassadør i Washington, Beijing og Berlin, Friis Arne Petersen, udtalt følgende til Information:

»Skæbnens største drama i mine 15 år som ambassadør er, at det er USA, en amerikansk præsident, der har mindst respekt for fortsættelsen af den liberale internationale orden. Det er ikke kineserne, der har sagt, at jeres vestlige liberale orden og værdier med Paris-aftalen, WTO, FN-systemet, Nato og nedrustningsaftaler kyler vi altså væk. Det kommer fra Washington«.

Det er dette udsagn, der gør, at udmeldingerne fra Jeppe Kofod kan kaldes brandslukning.

Udenrigsministerens ord kan tolkes derhen, at Danmark står sammen med USA, uanset om Donald Trump til november tildeles fire år mere i Det Hvide Hus, uanset usikkerheden om Grønlands fremtid, de nationalpopulistiske splittelser i Europa, Ruslands destruktive cybertrolde og Kinas voksende strategiske styrke.

Kofod sagde således: »Jeg vil have USA tilbage og på banen som en stormagt (…) Først når USA er tilbage, kan vi skabe en retning på en helt anden måde, som vi gjorde det lige efter 1945«.

Heri ligger erkendelsen af USA’s deroute under Trump. For ingen af USA’s europæiske allierede ser længere Washington som en ledestjerne for de vestlige samfund.

Udenrigsministeren kunne også have sagt noget i retning af følgende: Kære amerikanere, vil I ikke nok være så venlige at vælge Joe Biden til november. Ganske vist er han ingen Harry Truman, Bill Clinton eller Barack Obama, men vi europæere vil være taknemlige over at få minimeret skaderne efter Trump.

Det ubehagelige ved Jeppe Kofods udmelding er, at han indirekte undsiger visionen om et stærkt Europa. Kombinationen af Brexit, franske Gule Veste, tyske alternative, ungarske og polske højrepopulister er en giftig cocktail for alle os, der har drømt om en friheds- og rettighedsbaseret orden, hvor Europa kunne være et forbillede for andre verdensdele.

Nedturen begyndte i Georgien, fortsatte i Ukraine og Syrien og bekræftes af den aktuelle tilstand i Hviderusland. Så hvilken medicin vil udenrigsministeren ordinere her og nu?

Han foreslår en demokratifond, der skal sende penge til demokratiske kræfter i første omgang i Hviderusland, Ukraine og Armenien. Fonden skal skabe et engagement til demokrati og folkenes selvbestemmelse, lyder det.

Folk med god hukommelse vil her se mindelser om noget tilsvarende, der blev undfanget af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i tæt samarbejde med den daværende socialdemokratiske udviklingsordfører, Christian Kelm-Hansen, i 1991. De fleste af datidens demokratikroner gik til foreningslivet i de tre baltiske lande, der dengang netop havde genvundet deres uafhængighed.

Få år senere kneb det med penge til de ny-uafhængige samfund i Eksjugoslavien. De fik i stedet Operation Bøllebank. I dag har vi soldater i Estland. Jeppe Kofod skal have ros for viljen til at opretholde optimismen på fortidens vegne, mens han kæmper med at dulme panikken. For det er de tvivlende og nølende amerikanske vælgere, vi nu overlader vores fremtid til.

(klumme i Politiken 17.09.2020)