Monty Python mere end Solsjenitsyn

Kinas omskolede muslimer frigives til bomuldsmarker og fabriksarbejde.

MON DER stadig er læsere, der husker den russiske forfatter Aleksander Solsjenitsyns banebrydende værker om de sovjetiske tvangsarbejdslejre, kendt under samlebetegnelsen ’Gulag Øhavet’?

Offentliggørelsen af forfatterens erfaringer fra otte års ophold i en arbejdslejr i det nuværende Kasakhstan fjernede i 1970’erne de sidste rester af illusioner om karakteren af datidens sovjetstyre og medførte, at talløse selverklærede socialister og kommunister i Vesten vendte på den ideologiske tallerken og tog afstand fra alt, hvad marxismen-leninismens moderimperium stod for.

Resten er historie og ender i nyere tid med nationalkonservative gamlinge, der nødigt taler i detaljer om ungdommens kommunistiske sympatier. Solsjenitsyn selv blev landsforvist i 1974, men returnerede en snes år senere til Boris Jeltsins Rusland og blev på sine gamle dage en klassisk russisk nationalist, der ikke sparede på sympatierklæringer til Vladimir Putin.

Sådan forvandles koldkrigsæraens menneskeretsforkæmpere til apologeter for nutidens nationalpopulisme. Tilbage står ’Gulag Øhavet’ som et begreb på en ekstrem umenneskelighed: arbejdslejre, hvor millioner sled sig ihjel i en højere sags tjeneste, sovjetkommunismens. Jeltsin løslod øhavets sidste fanger i 1992.

ANLEDNINGEN til dette tilbageblik er, at især amerikanske menneskeretsorganisationer har fundet det nødvendigt at genbruge gulag-betegnelsen for de genopdragelses- og omskolingscentre i Kinas nordvestlige Xinjiang-region, som styret i Beijing får stadig hårdere kritik for.

Men amerikanerne overser helt den virkelighed, som den kinesiske statskapitalisme har placeret en af klodens største arbejdskraftreserver i. Vi taler om en for de fleste ubegribelig fusion af Lenin, Marx og Adam Smith, og hvem havde lige set den komme?

Nye læsere kan begynde her: Brug gerne 12 minutter på BBC’s dokumentarprogram ’Inside China’s thought transformation camps’. Kan ses her:

hhtp://www.youtube.com/watch?v=WmId2ZP3h0c.

BBC-reportagen er en enestående og flere steder indirekte komisk fremstilling af, hvorledes den kinesiske stat i terrorforebyggelsens navn forsøger at forvandle en stor del af regionens muslimske befolkning til en pligtopfyldende arbejdskraft, hvor bevidstheden er mere fokuseret på symaskiner, samlebånd og bomuldsplukning end på doktrinerne i Koranen.

’Efteruddannelseskurserne’ suppleres med patriotiske hyldestsange fremført af voksne i skoleuniformer. Hertil åndelig føde i form af studier af nationens, statens og partiets forfatning. Målt på enhver alen er der tale om en praksis, der burde være en umulighed i det 21. århundrede undtagen i Nordkorea.

Men muligvis er der ved at være et lille lys for enden af et kulsort tunnelmørke: Centrene, der er omhegnet af høje pigtrådsbeklædte mure og vagttårn, er sandsynligvis ved at have udtjent deres potentiale.

Tusinder af omskolede uighurer, angiveligt befriede for islamistisk påvirkning og terrorsympatier, forbliver ikke i lejrene. De bliver sluset ud i civile funktioner som fabriks-, landbrugs- og servicearbejdere i den del af den globale værdikæde, vi plejer at kalde for lavtlønsindustrier.

Antropologen Rune Steenberg, den eneste danske forsker med indsigt i forfølgelsen af uighurerne, skrev allerede i fjor om, at de fleste af centrene reelt er gennemgangslejre. Men overgrebene er massive nok: Hen over et par år skal mellem en og tre millioner uighurer have været på tvangsomskolingsophold på disse centre.

I det Gulag-øhav, som Solsjenitsyn beskrev, døde ofrene i milliontal af kulde, sult og overanstrengelse, når ikke de blev likvideret af nakkeskud. Xinjiangs muslimer dør ikke i bunker, men kommer ud af centrene som en hjernevasket arbejdsstyrke, der kan levere bomulden til den beklædning, vi andre går de skiftende årstider i møde med.

Råvaren til din skjorte eller dimserne i din nye smartphone kan hidrøre fra en bomuldsmark eller et samlebånd i Xinjiang. For den kinesiske statskapitalisme har indgået en djævelsk pagt med den multinationale kapitalisme, som vi i Vesten engang troede, vi havde monopol på. Tjek dine t-shirts!

De 12 minutter i BBC’s reportage, hvor uighurer repeterer regimets slagord, synger og spiller folklore, demonstrerer på den mest groteske vis, hvorledes Kina har transformeret et koncept, skabt af Vladimir Lenin i 1920, til faciliteter, som til perfektion passer ind i en global økonomis værdikæde og arbejdsdeling.

Komikken og ironien er brutal: Aleksander Solsjenitsyns øhav med doser af Monty Python-udgaver af kinesisk nationalpopulisme.

(klumme i Politiken 10.08.2020)

 

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s