Råstoffer er en evig forbandelse

Grønland har ikke udsigt til at bestemme over egen fremtid.

Uanset hvad de grønlandske vælgere måtte bestemme sig for, når de har været omkring stemmeurnerne i næste uge, så er kontrollen med dette unikke samfunds fremtid ikke i inuitbefolkningens egne hænder. Forklaringerne er historiske realiteter, geografisk beliggenhed, global magtpolitik og ikke mindst råstoffer.

I årtier har vi talt om, at Grønland bør bestemme mere over egne anliggender. Derfor hjemmestyret, siden selvstyret, men indtil videre ikke noget, der ligner uafhængighed i dette begrebs klassiske forstand.

Rigsfællesskabet har været en særdeles praktisk og håndterlig ramme for den realitet, at dansk sikkerhedspolitik er uløseligt forbundet med den magtudøvelse, der til enhver tid udgår fra supermagtshovedkvarteret i Washington, D.C.

Det nye i hele den ligning er stormagternes interesser i det, der kaldes sjældne jordarter, som beskrevet her i avisen 29. marts.

Inden vi forfalder til en opfattelse af, at USA vil bestemme det meste, skal det for god ordens skyld pointeres, at det langtfra kun er amerikanske virksomheder, der har kastet sultne blikke på de grønlandske råstoffer. Ud af de 41 selskaber, der har licens til at eftersøge, udvinde og anvende råstoffer i Grønland, er de 27 hjemmehørende i Storbritannien, Canada og Australien.

Geografiens og befolkningstæthedens ugunst gør, at Grønland ikke kommer til at lære af hverken Dubai, Singapore eller Australien. Vi taler om et samfund med et areal, der er 6 gange Tysklands, 98 procent af rigsfællesskabet og et indbyggertal på niveau med en mellemstor syddansk provinsbys. Ikke just betingelser, der definerer opskriften på et udviklingsmirakel.

Hvad angår stormagternes voksende interesse for de mineraler, vi kalder sjældne jordarter, så er kapløbet logisk nok. EU-chef Ursula von der Leyen har absolut ret i, at Kinas dominans på området ikke er ønskelig. Der er stærkt brug for en international regulering af disse mineraler i stil med klimapolitikken.

Men uanset hvor dette opgør lander, bliver det skidt for grønlænderne og deres fremtid. Sagt brutalt bliver den grønlandske økonomi i stigende grad ’afrikaniseret’: med en voksende afhængighed både af multinationale virksomheders engagement og af milliardstore bloktilskud fra København, der skal holde infrastrukturen kørende.

VI KENDER DET i udviklingsteorien som råstoffernes forbandelse: at et samfund, der henter kilderne til vækst op af jorden eller havbunden, forsømmer at udvikle de ressourcer, der ligger i befolkningens hjerner. Fænomenet har en nærmest epidemisk karakter i en række afrikanske og arabiske samfund og er den sikre vej til kronisk stagnation. Også stakkels Venezuela hører til i denne triste kategori.

De sjældne jordarter er en nøgle til fremstilling af ikke bare våben, flyvemaskiner, missiler og computere, men også af en række af de teknologier, der er helt afgørende i den grønne omstilling af industriproduktion. Det er en bidende ironisk pointe i den aktuelle debat, at amerikanske virksomheder for et par årtier siden udliciterede fremstillingen af de sjældne jordartsmetaller til Kina.

Under den kolde krig hørte vi nærmest intet om disse metaller, men selvklart var der også dengang interesse for dem. Her et selvoplevet eksempel fra fjendens lejr:

I 2016 besøgte jeg den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, og det lykkedes mig at komme indenfor i den ambassadebygning, der indtil 1990 havde været diplomatisk repræsentation for det kommunistiske Østtyskland (DDR), en af Nordkoreas vigtigste allierede. I dag huser bygningen ambassader for tre vestlige lande, blandt dem den tyske forbundsrepublik.

Frem til lukningen af den østtyske ambassade bestod bemandingen af ca. 90 udsendte, fik jeg hvisket i øret. De ca. 80 af dem var angiveligt geologer. Hvad de fik tiden til at gå med i Nordkorea? At lede efter sjældne jordarter til brug for en af de strategisk vigtigste industrier i Østtyskland: våbenproduktion.

Da DDR blev fortid, kunne de østtyske diplomatgeologer vende hjem til et forenet Tyskland, hvor den militære efterretningstjeneste utvivlsomt har set en stor nytteværdi i de kort over Nordkoreas mineralforekomster, som de lå inde med.

Sjældne jordarter eller ej, tiden er inde til at glemme illusioner om selvstændighed i den nordlige del af nutidens rigsfællesskab. Der bør hænge tre flag på regeringsbygningerne i Nuuk: det grønlandske, Stars and Stripes og Dannebrog. Side om side.

Så vil symbolikken passe til virkeligheden.

(klumme i Politiken 01.04.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s