Imperiemagt med pandaer og spisepinde

Nøgterne vurderinger af Kinas hensigter trænger sig på.

KINA KOMMER aldrig til at spille en nævneværdig rolle i den fremtidige udvikling af Grønland. Alene af den grund, at det gigantiske og ugæstfrie territorium er en del af den primære nordamerikanske interessesfære. Men en række vestlige landes bestræbelser på at forhindre kinesiske opkøb af virksomheder med aktiviteter i Grønland afspejler en frygt, der er vidnesbyrd om Kinas voksende globale betydning.

Længere væk, i Mellemøsten, bør det intensiverede partnerskab mellem Kina og Iran give anledning til panderynker i Washington, D.C., medmindre man tilhører den kategori af politikere, der ser det fornuftige i, at USA fortsætter sin retræte fra den arabiske verden.

DANSKE beslutningstagere lider under et nærmest kronisk underskud af viden om Kina, som giver Folketinget udfordringer, når debatten handler om Danmarks og Europas placering i forhold til en fjernøstlig gigant, der om få år overhaler USA i både økonomisk volumen og teknologisk innovation.

Fra højre til venstre i folketingssalen er der brug for at tage en kvalificeret, ikkepopulistisk og uhysterisk debat om emnet: Hvad er Kinas hensigter? Kan kineserne finde på at gøre noget grimt, den dag, vi gør noget, de ikke bryder sig om?

Riot policemen arrest protesters during a rally to show support for Uighurs and their fight for human rights in Hong Kong, Sunday, Dec. 22, 2019.

Så her følger en serie bud på Kinas mål i en verden, de næppe vil dominere, men på alle tænkelige måder influere.

Rigets enhed og sammenhæng skal opretholdes. Etniske mindretalsregioner vil blive holdt i kort og stram snor. Tibetanere og uighurer tvinges til at lære sig kinesisk til perfektion. Den slags kan de allerede i Taiwan, som får brug for kreativt diplomati for at beholde det frirum, som tre årtiers vellykket demokratisering har givet dem.

BEDSTE SCENARIO for Taiwan: en forhandlet særstatus, hvor Washington og Beijing garanterer dette frirum. Alle andre, men især Japan, der havde Taiwan som koloni i 50 år, bør holde sig langt væk. Kinesisk nationalisme er en tiger, som verden gør bedst i at lade slumre.

Hongkong er om mindre end en snes år forvandlet til en lokalitet i Perleflodsdeltaet, koblet op på den større tvillingeby Shenzhen. Sidstnævnte var for 40 år siden et søvnigt fiskerleje med 40.000 indbyggere, i dag er det en metropol med 12,5 millioner indbyggere.

Kinas 14 nabolandes forhold til imperiemagten vil være karakteriseret af respekt, frygt og tilpasning i varierende grader. En reel forsvarsalliance mellem Beijing og Moskva er ved at være en realitet, og den er langt mere robust end det ideologisk betingede partnerskab, der eksisterede i det første tiår af den kolde krig.

USA’s stillehavsflåde skal om 10 til 20 år være trængt tilbage til positioner i og omkring Australien. Fremtidens krigsførelse vil til den tid have gjort store maritime enheder delvis overflødige; i stedet udkæmpes der cyberkrige, der ikke koster menneskeliv, men værdier i milliardklassen.

Rusland og Iran vil være Kinas vigtigste partnere. Det Sydkinesiske Hav vil frit kunne gennemsejles, overalt overvåget af kinesiske skibe, fly og droner. Silkevejsprojekterne vil om en snes år have gjort Centralasien og dele af det østlige Rusland til de facto kinesiske økonomiske protektorater.

I LATINAMERIKA vil de lande, der tidligere lænede sig op ad USA, følge en kurs, der ligner Tysklands i Europa: Tale høfligt til Washington, alt imens den økonomiske og teknologiske afhængighed af kinesiske virksomheder og leverancer tiltager.

Med andre ord: ikke en ny kold krig, men nok en lunken en af slagsen. Europa bliver klemt, men vil forstå at balancere.

De nye silkeveje vil gøre Euroasien til center for klodens økonomiske dynamik, og den udvikling har beslutningstagerne i Berlin, London og Paris ikke råd til at stå udenfor.

En vigtig udfordring til den tid vil være, om USA, Kina og Europa vil være i stand til at hjælpe klodens marginaliserede økonomier beliggende i den konflikthærgede arabiske verden og det plagede og udpinte Afrika.

I fremtidens pandemibekæmpelse vil Kina i kraft af sin udbredte anvendelse af overvågningsteknologi have et forspring i forhold til Vesten. Så hvem ved, det kan være, at den Søren Brostrøm-type, vi herhjemme lytter til om 10 eller 20 år, skal på studiebesøg i Beijing om omegn?

(klumme i Politiken 05.04.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s