Udveje for en levebrødspolitiker, der har splittet de partier, han har besøgt.

Med de afskalninger, der udfolder sig i centrum-højre-spektret af dansk politik, er vi ved at nærme os en tilstand, hvor det er blevet en sisyfosudfordring at skulle definere, hvad dansk borgerlighed betyder.

Naser Khaders aktuelle flyverskjul føjer på dramatisk vis et kapitel til en proces, der efterhånden ligner en opløsning. Vi taler om borgerlig idépolitik, der er trængt af levebrødspolitikere, hvor adfærd får større opmærksomhed end holdninger. Et eksempel til sammenligning: En af Khaders folketingskolleger lagde for en lille halv snes år siden sin hånd på en kollegas lår, sygemeldte sig med ’stress’ (folkevalgtes synonym for tænkepause) og meddelte siden, at han afslutter sin politiske karriere.

Tro nu ikke, at Naser Khader lader sig inspirere af Morten Østergaards eksempel. Khader er en overlever, hedder det i tv-kanalernes kommentarkor. En overlever? Hvis de afsløringer af Khaders adfærd, som Berlingske dygtigt præsenterede forgangne søndag, holder, så nærmer dramaets hovedperson sig en politiundersøgelse.

Kilder med indsigt lader forstå, at der er »større og værre sager« undervejs, som det blev formuleret i min indbakke af en, der på sociale medier har knyttet næver mod Khader ved flere lejligheder.

Der bides negle i det borgerlige Danmark. For en snes år siden fik jeg læst bogen ’khader.dk’. Velskrevet og spækket med indsigt i udlændingepolitikkens mange udfordringer. Konstruktive uideologiske synspunkter, der kaldte på respekt. Her var danskernes mønsterindvandrer. Stærk politikerprofil bekræftet under tegningekrisen i 2006.

Tegning: Roald Als

»Jeg er radikal ind til benet«, sagde Khader i ’P1 Morgen’ i maj 2007, døgnet før det borgerlige Danmark vågnede op til partikonstruktionen Ny Alliance, som han var frontfigur i. En monstrøs fiasko, der underholdt nationen i godt et års tid. Så blev det svært at tage mønsterpolitikeren alvorligt. Siden 2009 har Khader forsøgt at gøre en forskel for Det Konservative Folkeparti. Her står det nu klart, at det, Søren Pape Poulsen troede kunne blive et aktiv, er på vej til at blive en belastning.

Når ikke Naser Khader har været optaget af folketingsarbejde, har han haft uhindret adgang til f.eks. magasinprogrammer i DR foruden en ganske omfattende foredragsvirksomhed i Foreningsdanmark.Spørgsmålet er selvfølgelig nu, om den slags rækker til at score de ekstra folketingsmandater, der kan gøre Det Konservative Folkeparti til det borgerligt-liberale Danmarks ledende parti? Hvis ikke, kan Khader så gøre gavn i et andet parti?Mens vi venter på, hvad Lars Løkke Rasmussen barsler med, kan vi for argumentets skyld opfinde et nyt, om end helt teoretisk ét af slagsen: Vi kalder det Dansk Opportunismes Levebrødspolitiker-Parti (Dolp).

FREMTIDENS krønikeskrivere vil kunne karakterisere Dolp’s folketingskandidater således: Veludviklet evne til at manøvre både i etablerede public service-medier og på sociale/asociale medier. Umulige at placere på den klassiske højre-venstre-skala. Kan argumentere for højreorienterede vælgere om onsdagen, for midtervælgere om torsdagen og for centrum-venstre-spektret og alle de uafklarede fredag og weekenden ud. Slet ikke nogen ny politikertype. Vi erindrer os den oprindeligt venstresocialistiske aktivist, debattør og journalist, siden højrenationale socialdemokrat Karen Jespersen, der nåede at bestride ministerposter i regeringer ledet af først Socialdemokratiet, siden Venstre. Hun er i dag landet ideologisk i umiddelbar nærhed af Nye Borgerlige. Tjek Den Korte Avis.

Her er der tale om en omstillingsparathed, som må være idealbilledet for enhver konkurrencestatspolitiker. Kun Bjarne Corydon kunne have gjort det mere konsekvent, men valgte i stedet en post som mediechef som afsæt for sin fusion af borgerlig økonomisk politik og nysocialdemokratisk velfærdsstatslogik. Højre-venstre-skalaen er skindød.

Tegning. Mette Dreyer

Naser Khader kommer ikke til at vandre i samme spor som hverken Jespersen, Corydon eller f.eks. Ida Auken, der var på ni måneders sygeorlov (tænkepause med fuldt mf-vederlag og hertil det skattefrie omkostningstillæg på 5.254 kroner månedligt). Ida Auken blev rask, samme dag hun valgte at skifte Radikale Venstre ud med Socialdemokratiet, hvilket udløste panderynker hos partiets øvrige kandidater i hovedstadsområdet, Peter Hummelgaard, Pernille Rosenkrantz-Theil, Lars Aslan Rasmussen og Jeppe Kofod.

Men udvejen til det ideologiske venstre er lukket for Khader. Hvis Pape Poulsen ikke giver ham en god opstillingskreds, kan Lars Løkke Rasmussens diffuse midterprojekt måske finde plads?

Mønsterindvandreren kan stadig overraske, og Løkke er en oplagt makker.

(klumme i Politiken 16.04.2021)