Hvem har modet til at forslå en permanent løsning: landets deling?

HVER GANG talen falder på Ukraines tilstand og fremtid, er der med sikkerhed en mulighed, der udelukkes: Et forslag om, at den ukrainske nation kan blive delt permanent med forbillede i det, der skete med en anden postsovjetkommunistisk stat, Tjekkoslovakiet, ved årsskiftet 1992-93.

Modsat den opløsning, der på samme tid var i gang i det tidligere Jugoslavien, foregik adskillelsen af den tjekkiske og den slovakiske statsdannelse frivilligt og fredeligt. Tjekker og slovakker klager ikke nævneværdigt i dag. Er det vildt utopisk at forestille sig, at en lignende udvikling en skønne dag kan blive Ukraines skæbne? Tankeeksperimenter koster hverken krigsofre eller flygtningestrømme.

Hvad indebærer status quo? Den ubehagelige realitet er, at så længe kaptajnen på broen i Moskva hedder Vladimir Putin, vil en kontinuerlig destabilisering af det ukrainske samfund være en særdeles effektiv, nationalistisk russisk måde at ødelægge det eksisterende Ukraine på og holde det resterende Europa i en tilstand af lammelse – svækket, desorienteret og i konstant frygt for, hvor længe Moskva fortsætter sin asymmetriske krigsførelse mod Vesten.

Svaret er altså: Destabilisering, lige så langt kikkerten rækker. I hvert fald så længe USA og EU ikke formår at indgå et stort, mudret kompromis med Putin og hans folk. Lad os bare kalde opgøret i Ukraine en stedfortræderkrig og en hævn for de ydmygelser, der fulgte som en reaktion på sovjetimperiets opløsning 1989-91. Husk, at Putin blev opdraget og uddannet i den sovjetiske efterretningstjeneste. Fra denne magtbase kaster historien lange skygger hele vejen til Washington, D.C., og Bruxelles også i dag.

Mens vestlige ledere i 1990’erne smilte anstrengt over det demokratiske Ruslands alkoholiserede leder, Boris Jeltins, misregimente, trak Kremls skyggeeliter det russiske samfund hjem til dets autoritært ortodokse civilisatoriske rødder, godt hjulpet af oligarker, der var spækket med petrodollars. Den tyske ekskansler, socialdemokraten Gerhard Schröder blev som rådgiver for fossilgiganten Gazprom en af den tids nyttige idioter. Så snart Putin havde taget over efter Jeltsin i det sidste døgn af 1999, begyndte den tidligere KGB-agent at appellere til det russiske folkehavs nationalfølelse, der havde slumret i årevis i kirkerne. Udadtil blev kampen om det faldne imperiums sjæle ført først i Georgien i 2008, siden på de ukrainske slagmarker fra 2014.

Som statsdannelse har Ukraine det dårligst tænkelige udgangspunkt. I de tumultariske år efter verdenskrigen og det russiske kejserdømmes sammenbrud (1918) nåede den Ukrainske Folkerepublik kun en kort levetid, inden sovjetiseringen fulgte med sult, massedød og folkeflytninger til følge. Dengang som nu er en overlevelsesdygtig ukrainsk nationalkultur en størrelse, der overlever på Moskvas nåde. Putins lavintensive krigsførelse ført af ’små grønne mænd’ og bakket op af panserenheder forstærker en splittelse, der går århundreder tilbage. Den vestlige del af det ukrainske territorium har en kulturel forbundethed med Øst- og Centraleuropa, mens store befolkningsgrupper i Østukraine har genfundet de rødder, der udgår fra russiskortodoks kernekultur. En civilisatorisk brudlinje.

UKRAINE-KONFLIKTENS største lighedspunkter er med Eksjugoslavien, der efter 1990’ernes krige resulterede i opsplitninger med kun få politiske forsoningsprocesser. Begge statskonstruktioner var kunstige, skåret ud af den Versailles-traktat i 1919, der ifølge sin snedkermester, den amerikanske præsident Woodrow Wilson, skulle gøre verden »sikker for demokratiet«. Wilson havde ikke identitetspolitik, kultur og religion med i sin værktøjskasse. Derfor virkede hans formler ikke på Balkan, i de russiske randregioner eller i de arabiske statsdannelser, der groede ud af Det Osmanniske Riges opløsning.

Konsekvenser i nutiden? Et nervøst Balkan, et delt Ukraine, et selvbevidst Tyrkiet og krigsødelagte arabiske samfund i Irak og Syrien. Over dette landskab falder Kremls lange skygger.

Vestlig hjælp til Ukraine forbliver en illusion. Når USA er tilbageholdende og europæerne tavse, kan det forklares med de bitre erfaringer fra Irak. Den skabelon for demokrati og frihed, som den USA-ledede ’koalition af villige’ forsøgte sig med, viste sig uegnet til det kludetæppe af etnicitet, identitet og religion, som udgør det irakiske samfund. Den lære drog Putin tidligere end George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen, og derfor er der ingen, der hjælper ukrainerne fra en skæbne, hvor Ruslands interesser vejer tungest. Katastrofen fortsætter, og ingen vestlige ledere drages til ansvar.

(klumme i Politiken 03.05.2021)