Europa og Østasien fortsætter den økonomiske integration.

Her er en af de mest monumentale udfordringer for europæiske beslutningstagere de kommende par årtier: Hvordan kan den gamle verden få størst mulig gavn af Kinas globale ambitioner? Til mest mulig nytte for klimaforbedringer, terrorforebyggelse og -bekæmpelse, samhandel og beskæftigelse ?

Bruxelles har konstrueret prædikatet ’systemisk rival’ om giganten i øst. I Washington er den foretrukne betegnelse ’strategisk rival’. Beijing vil helst håndtere Europa som strategisk partner ikke ulig en række nabolande i Asien, men overalt kniber det med tilliden til Kinas hensigter.

Forskellen på systemisk og strategisk? Kinesisk logik tilsiger, at strategiske partnere ikke påfører hinanden sanktioner. Alligevel er sådanne tiltag realiseret, om end de er så beskedne, at de falder i kategorien symbolpolitik. Den har som oftest til formål at berolige indignerede politikere og aktivister, der dagdrømmer om en anden verden end den eksisterende.

FORHISTORIE: I 2019 vedtog Bruxelles et forhandlingsmandat, der som mål havde at fuldende en investeringsaftale med Kina senest ved udgangen af 2020. Beijings forhandlere var angiveligt forbløffede; for man opfattede meldingen som et ultimatum.

For EU handlede dette skridt om at få markeret forskellen på den strategiske og den systemiske rivalisering med Kina. Altså at Bruxelles høfligt kunne lægge distance til den sikkerhedspolitiske partner i Washington og samtidig fortælle Beijing, at det økonomiske samkvem fortsættes og udbygges, men i højere grad på betingelser, som europæerne definerer.

Logikken kendes fra relationerne inden for EU’s medlemskreds: Man kritiserer højlydt de nationalpopulistiske ledere i Ungarn og Polen, uden at disse uenigheder får lov til at bremse udviklingen i den fælles kilde til velstand, det indre marked.

Kinas økonomiske volumen og landets politiske system gør det selvfølgelig langt sværere, end når der er tale om medlemslande. Men EU har gennem det seneste par år haft travlt med at regulere rammerne og reglerne for fortsat økonomisk samkvem med den systemiske rival i øst.

Der er bl.a. kommet procedurer for kontrol med investeringer i kritisk infrastruktur og regler over for konkurrenceforvridende subsidier. Beijing reagerede i EU’s optik positivt ved at acceptere de fleste tiltag og derudover stille udvidet adgang til det store kinesiske hjemmemarked i udsigt.

Forskellen i perspektivet: For EU var investeringsaftalen en økonomisk aftale, renset for politik og ideologi. For Kina var samme aftale et politisk partnerskabspapir.

Da så Bruxelles i marts tilsluttede sig britiske og amerikanske sanktioner mod udvalgte kinesiske embedspersoner på grund af disses ansvar for menneskeretsovergreb på muslimer i Xinjiang-regionen, valgte Beijing det hårde greb: en opsigelse af den dengang kun tre måneder gamle investeringsaftale.

Udgangen på dette lidt snublende forløb er, at Europas Kina-politik kører på to spor: Bruxelles kan til enhver tid sanktionere udvalgte kinesiske embedsfolk, samtidig med at europæiske virksomheder fortsætter med at handle med kinesiske virksomheder upåvirket af presset fra Washington.

Ikke et eneste af de sanktionstiltag, Beijing og Bruxelles har rettet mod hinanden, har til hensigt at bremse det økonomiske samkvem. Tværtimod mener EU’s diplomater, at de er godt på vej til at berede vejen for en langsigtet økonomisk integration østover blot uden brug af betegnelsen ’partnerskab’.

Den mest sandsynlige næste kansler i Tyskland, Armin Laschet, har for længst gjort linjen klar for præsident Joe Biden: Europa har ikke brug for hverken en ny fjende eller en ny kold krig – og slet ikke mod Kina.

MEN WASHINGTON sveder. Amerikanske kommentatorer på højrefløjen kom op i det røde felt, da de læste den kinesiske ledelses positive udlægning af den telefoniske dialog mellem afgående kansler Merkel og blivende præsident Xi Jinping i april. Merkel betonede, at EU arbejder for strategisk autonomi i sine handels- og udenrigsrelationer. Oversat til dansk: politik og økonomi holdt adskilt. Bundlinjen på den lange bane: Kinas silkevejsprojekter er et godt match til den europæiske markedslogik.

At EU er undervejs med infrastrukturprogrammer i øst- og centraleuropæiske lande, er blot et udtryk for sund konkurrence. Silkevejene diversificeres. At europæiske krigsskibe i denne uge gennemsejler Det Sydkinesiske Hav, er blot en bekræftelse på, at politik og økonomi kører i hver sit spor.

Dansk Erhverv er tilfreds, Human Rights Watch skumler, og karavanen ruller videre.

(klumme i Politiken 12.08.21)