Engang kontrollerede sovjetsystemet et imperium. I dag sender systemets efterfølgere frihedsaktivister på flugt. Eksilbelarussisk kvindesagsforkæmper fortæller.

Historieskrivningen nærmer sig 30-året for et mirakel: sovjetsystemets sammenbrud i de sidste dramatiske måneder af det magiske år 1991. Millioner af individer i Øst- og Centraleuropa blev sat fri efter i trekvart århundrede at have levet under tvang og overvågning og i armod.

I dag er visionen om at leve i et frit, åbent og tolerant samfund i de tidligere sovjetstater trængt. Kort flyvetid fra dansk luftrum står vi med en slags nutid sovjetmagt: I Belarus, landet som vi i årtier har kendt som Hviderusland, lever en halv snes millioner indbyggere stadig under sovjetlignende forhold, akkurat som dengang landet var en relativt anonym sovjetrepublik. For et år siden stjal landets lunefulde og ryggesløse diktator, Aleksandr Lukasjenko, et valg og dermed sin nations fremtid. Siden har titusinder forladt landet.

En af dem er Lyudmila Putina fra organisationen Women’s Initiative for Democracy.

»Jeg var vicepræsident i det kristendemokratiske parti, som klarede sig fint ved valgene i 1995. Umiddelbart eftergennemførte Lukasjenko en manipuleret folkeafstemning, der reducerede parlamentspladserne fra 260 til 110. Mit mandat blev udraderet. Fire år senere blev partiet opløst via et præsidentdekret«, fortæller hun.

Siden blev Lyudmila Putina opfordret til at stille op for et andet oppositionsparti, men det er mest som kvindesagsaktivist, hun har gjort sig gældende i det hårdt trængte oppositionsmiljø.

»Jeg blev tvunget til at forlade mit land efter at have holdt en tale, hvor vi krævede bedre vilkår for kvindelige fængselsfanger. Kort efter bankede det hemmelige politi på min dør, og så begyndte min flugt«.

Lyudmila Putinas vej ud af Belarus blev gjort ekstra vanskelig af covid-19, der blokerede de sædvanlige flugtveje. Der viste sig en åbning til Tyrkiet, hvor hun i en kortere periode kunne bo hos venner.

»Selvfølgelig ville jeg helst videre til den frie del af Europa for at få politisk asyl, og vejen hertil gik via Brasilien«, tilføjer hun.

Den eksotiske destination kan forklares med, at hun her havde gode venner fra sin baggrund i det kristendemokratiske partiarbejde. Fra dette midlertidige eksil henvendte hun sig til syv EU-landes ambassader med ønsket om politisk asyl. Alle på nær et enkelt henviste til covid-19 som begrundelse for ikke at tage imod hende. Prøv igen, når pandemien er overstået, lød beskeden. Tyske diplomater var den eneste undtagelse. De inviterede til samtale og bad hende forklare sin politiske løbebane. I dag er hun bosat i Dresden som politisk flygtning.

Kvinder er i front i den belarussiske opposition. Hvordan kan det forklares?

»Lukasjenko repræsenterer det traditionelle, det patriarkalske og det sovjetiske i Belarus. De kvinder, han har fået børn med først i ægteskab og siden uden for, har levet bag høje porte og hegn. Han betragter kvinder som brugsgenstande. Ministerier og myndigheder beordres til at skaffe ham yngre kvinders selskab«.

Det lyder som en historie om en fyrste fra fortiden …

»Belarus er et moderne samfund! Vi har god infrastruktur og gode uddannelser. Trods ufriheden har kvinder kæmpet sig op til højere status og respekt. Hvis du ser på billeder fra demonstrationerne mod præsidenten, vil de vise dårligt uddannede mænd med gode lønninger, der tæver løs på bedre uddannede kvinder med lavere lønninger«.

Belarus beskrives som landet, hvor sovjetsystemet har overlevet, selv om Sovjetunionen lukkede og slukkede ved udgangen af 1991. Hvordan kan en belarussisk nationalfølelse overleve under disse betingelser?

»Identiteten er vokset ud af modstanden mod undertrykkerne. Min bedstefar var i Sovjetunionens tidlige periode en velhavende bonde, der blev frataget alt og sendt til Sibirien, hvor han døde. Min mor var derfor datter af en klassefjende. Jeg blev som ung aldrig indrulleret i sovjetsystemet. Der eksisterede et skjult netværk af folk, som drømte om en fremtid i frihed«.

Europa er i dag præget af diskussioner om nationalisme. Er det i belarussernes sprog, vi skal finde rødderne til en særlig kulturel og national identitet, som I kæmper for at frisætte?

»Russisk var hovedsproget i hele den sovjetiske tid. Da vi i 1992 opnåede frihed og selvstændighed, skulle vi starte forfra med at opbygge sprogstudier i belarussisk på alle højere læreanstalter. For embedssproget var russisk i årtier, mens belarussisk blev forsømt og undertrykt. Lukasjenko har fortsat denne politik. Regeringsdokumenter skrives stadig på russisk, ikke på vort oprindelige sprog, hvilket er et stort kultur- og identitetstab. Det hemmelige politi har opretholdt navnet fra sovjettiden, KGB«.

Skal forandringen komme indefra, eventuelt i form af et kup foranstaltet af Lukasjenkos egne, der en dag får nok af sovjetiseringen?

»I hele sovjettiden var magtapparatet i Belarus underlagt beslutninger i Moskva. Folk udefra blev indsat for at styre vort land. I det sikkerhedsapparat, der den dag i dag holder Lukasjenko ved magten – politi, militær, specialstyrker – sidder der folk, han har hentet i de tidligere sovjetrepublikker. Sovjetunionen blev holdt sammen af et anonymt netværk, nomenklaturaen, som efterretningsvæsenet sikrede var renset for folk med nationalistiske tilbøjeligheder. Det er også situationen i dag. Det er stadig sovjetlogikken, der gælder«.

Men kommunismen som ideologi er borte, både i Belarus og i Putins Rusland. Hvad har Lukasjenko gjort her, noget i stil med Putins omfavnelse af den ortodokse kirke?

»Det er for begge en måde at opnå popularitet på. Lukasjenko kalder sig en ortodoks ateist, hvilket er meningsløst«.

Belarus har en svær fortid og en fremtid, der her og nu ser umulig ud. Vi bør vel minde om, at fortidens Belarus i starten af det 20. århundrede aldrig nåede at udvikle en nation, fordi sovjetmagten tog kontrollen?

»Vi har en slavisk kultur og identitet nært forbundet med fortidens polsk-litauiske storfyrstendømme. Vi har levet med grænser, der flyttede sig, og systemer, der blev påtvunget os udefra af andre. I dag er det modstanden mod undertrykkelsen, der definerer os som folk«.

Angiveligt har et par hundrede tusinde belarussere forladt landet siden sidste års valg, der blev stjålet af Lukasjenko. Han regerer videre på Vladimir Putins betingelser. Hvor længe holder det?

»Lukasjenko har kun én strategi for overlevelse: terror, og kun et eneste land at støtte sig til: Rusland. Hvilket bliver hans skæbne. Putin støtter ham af opportunistiske grunde. At være nær allieret med Moskva indebærer også en risiko for at være kontrolleret uden at være direkte besat. På den måde lever vi stadig i skyggen af den sejr, som bolsjevikkerne opnåede ved den russiske revolution i 1917. Det er tragisk med de mange, der har forladt landet. En flygtning vil aldrig opnå ligeværd med værtslandets borgere, man vil altid være andenrangs«.

(interview i Politiken 21.08.21)