Ingen jubilæumsfejring i 30-året for sovjetimiperiets opløsning

Hvert eneste år er der højtideligheder 4. maj for at markere ophøret af den nazityske besættelse af Danmark – en tradition, som forhåbentlig vil fortsætte i adskillige af vore efterkommeres generationer.

Der er andre store begivenheder, der fortjener fejring. Nøjagtig i disse dage er det 30 år siden, at et dramatisk begivenhedsforløb i Moskva blev et afgørende kapitel i det, der få måneder senere resulterede i opløsningen af det største landbaserede imperium i menneskehedens historie, det, som i 1917-22 blev grundlagt af Vladimir Lenin, og som havde hentet sit teoretiske fundament hos den tyske filosof Karl Marx.

Opløsningen, der forløb i ryk fra august hen over de sidste måneder af 1991, var en proces, der to år tidligere var indledt med Berlinmurens fald, og som på mirakuløs vis forløb fredeligt, indtil en opstand i Rumænien i december 1989 førte til diktatorparret Ceausescus henrettelse. Men selv her, i Europas kolde kælder, som landet blev kaldt dengang, var dødsofrene få.

Bevæbningen i øst taget i betragtning slap Europa billigt.

I nogle hektiske sensommerdøgn for tre årtier siden var vi nogle millioner, der nervøst fulgte, hvorledes et uhyggeligt militært-industrielt kompleks slog revner, så det bragede. Vi var vidner til det såkaldte augustkup, hvor modstandere af datidens sovjetiske generalsekretær og præsident, Mikhail Gorbatjov, forsøgte at afsætte deres øverste leder. Lykkeligvis fejlede de.

24. august trådte Gorbatjov tilbage som kommunistpartiets generalsekretær. Hans afløser holdt i fem døgn. Gorbatjovs rival Boris Jeltsin nationaliserede herefter alle partiets ejendomme i hele unionen, inklusive hospitaler, læreanstalter, boliger og andet. 6. november udstedte Jeltsin et dekret, der forbød al partikommunistisk aktivitet i den russiske delrepublik, reelt centret i det døende imperium.

Så spoler vi filmen frem til 8. december, hvor datidens ledere af Rusland, Ukraine og Belarus underskrev en aftale, der opløste den union, der blev skabt i 1922. Holdt op mod nutidens realiteter er det ironisk, at imperiets opløsning blev formaliseret i Belarus’ hovedstad, Minsk, i dag magtcentret for en klike, der med jernhård stædighed praktiserer de sovjetiske metoder.

ALEKSANDR LUKASJENKO har hersket i Belarus i 27 år. Han er født i 1954, så mon ikke han forestiller sig at kunne blive siddende en halv snes år mere? Det rigtige sted at rette spørgsmålet hen er nok ikke præsidentpaladset i Minsk, men magtcentret i Moskva.

Ingen kan være i tvivl om, hvem der spiller henholdsvis storebror og lillebror her. Europæiske beslutningstagere bør have et større fokus på, at russiske og belarussiske militærstyrker i over et år nu har holdt regelmæssige militærøvelser. I næste måned er planlagt en stor én af slagsen, der benævnes sapad , der på russisk betyder vest.

I kulisserne foregår der en integration af de to landes efterretningstjenester: Det russiske FSB er tilsyneladende ved langsomt at opsluge sin belarussiske søsterorganisation. Ruslands ambassadør i Minsk har ikke overraskende gjort karriere i fortidens sovjetiske KGB, og måske han dengang traf den i Østtyskland udstationerede kollega Vladimir Putin?

Mens Sovjetunionen eksisterede, rustede det frie Europa sig mod konventionelle og atomare våbentrusler fra øst. Selv om nutidens nedrustningsbestræbelser lader en del tilbage at ønske, er der ikke umiddelbart megen realisme i at forberede sig på en klassisk invasion med kampvogne ind over grænserne til EU.

For det nyeste værktøj i den postsovjetiske værktøjskasse er: migrantvåbnet. Det består af tusinder af især mellemøstlige, centralasiatiske og afrikanske flygtninge, der har forladt deres sammenbrudte hjemlande. Her kan Putin, Lukasjenko og Nato’s tyrkiske ven Erdogan lukke op og i for sluserne.

Lige nu er det lille skrøbelige Litauen, der kæmper med, hvad myndighederne kalder hybrid krigsførelse. Den er som bekendt asymmetrisk og fleksibel og kan gennemføres med lave omkostninger.

Virkningerne er i første omgang psykologiske. Hen over det frie Europa skyller bølger af angst og tvivl om, hvad vi skal stille op. Skubber vi migranterne tilbage over grænsen, kritiseres vi i første række af vore egne. Lukasjenko og Putin ved, hvad de gør. De har allerede ramt os i det bløde mellemgulv.

(klumme i Politiken 23.08.21)