Moderne samfund må værne sig mod talebanisering.

Mure, hegn og pigtråd, hvad betyder den slags for mennesker og deres samfund? Hvilken lære kan vi drage af det store drama i Kabul, når vi sammenholder med begivenheder, der fandt sted i Europas hjerte for seks årtier siden nøjagtig i denne augustmåned?

Vi taler om det ultimative symbol på Europas deling, manifesteret ved det østtyske kommuniststyres beslutning i august 1961 om at rejse en mur, der skulle forhindre indbyggere i DDR i at søge tilflugt hos deres frie landsmænd i datidens vesttyske forbundsrepublik.

Berlinmuren blev skillelinjen mellem frihed og tyranni. De østtyskere, der slap igennem, landede i en velfungerende, tolerant stat. Med nutidens mure i flere verdensdele er denne logik vendt på hovedet. Moderne stater vil værne sig mod folkestrømme, der opleves som trusler mod stabilitet og velstand.

Den østtyske ledelse kaldte Berlinmuren ’den antifascistiske beskyttelsesmur’, den faldt efter 28 år som konsekvens af folkeligt pres og et heldigt sammenfald af politiske omstændigheder.

Beskyttelsesmur? Et heftigt udtryk, opfundet af fæle kommunister, uha. Men vi kan lige så godt vænne os til dette begreb, for der er allerede mange af dem. Mindst 65, har forskere ved Québecs universitet i Montreal opgjort.

Murene er ikke kun rejst i de varme lande, EU-familien gør det også. Østrig vil værne sig mod migranter og flygtninge, der ankommer fra nabolandet Ungarn, Slovenien vil forhindre indvandring fra Rusland via Kroatien. Spanien har rejst et 12 kilometer langt stålhegn for at forhindre afrikanske menneskestrømme fra Marokko. Senest har Litauen besluttet at bygge en mur mod Belarus for at stoppe migrantstrømmen over grænsen. Både Egypten og Israel har sat stål- og betonbarrikader op mod Gaza.

Hvem af nutidens beslutningstagere her i Europa tør kalde nutidens barrierer antiislamistiske beskyttelsesmure? Den lader vi stå et øjeblik.

Ville Joe Biden gøre op med forgængeren Donald Trumps beslutning om at sætte barrierer op langs USA’s sydlige grænse mod Mexico? Næh, de amerikanske grænsemyndigheder er i gang med at teste hele otte forskellige prototyper på grænsehegn.

TIDENS GIGANTISKE paradoks er umuligt at undslippe: Varer, tjenesteydelser og kommunikation flyder tværs over landegrænser og mellem kontinenter i et tempo og i mængder, ingen kunne have forestillet sig for få årtier siden. Men i stigende omfang bremses transport af almindelige mennesker, potentiel arbejdskraft eller ej.

Kabuls fald har lært os den virkelighed at kende, som beslutningstagere også op til invasionen af Irak i 2003 forsøgte at bortforklare: Ingen stormagtsalliance kan indføre demokrati og frihedsrettigheder med brug af missiler, bomber, panservåben og droner. Pigeskolerne tjente som humanitært alibi for terrorbekæmpelsen.

For når Afghanistan tilhører et forrykt kludetæppe af stammekrigere, hvis strid, vold og undertrykkelse er klanfejdernes vilkår, må vi andre bare se til og lade dem ødelægge det, der kunne have været en nation.

I årtier levede vi med forestillingen om, at den mest afgørende frontlinje på kloden går mellem frihedsdyrkende demokratier på den ene side og brutale autokratier og diktaturer på den anden. Gid det var så enkelt.

Nej, nederlaget i Hindu Kush fortæller os, at verden fordeler sig i to hovedkategorier: stater, der fremmer velstand og stabilitet, på den ene side af murene og kaotiske og dysfunktionelle ’samfund’ på den anden.

Kultur, religion og etnicitet er her afgørende faktorer, og nej, Egyptens herskere kommer aldrig til at træffe så kloge valg, som det sker i politbureauet i Vietnam, Uganda bliver aldrig så vellykket en udviklingsstat som Malaysia, og hverken Ghana, Nigeria eller Irak kan kopiere de kloge erfaringer fra Sydkorea.

Hør lige efter, konfliktforskere i diverse tænketanke: Ingen frihed eller rettighed på denne klode er universel bortset fra i FN-vedtagelsernes papirdynger, medmindre et samfunds ledere vil befolkningen det godt. Lakmusprøven lyder: Kan bedsteforældregenerationen sidde tilbage og se, at deres børn fik det dobbelt så godt, som de selv har haft det, og at børnebørnene har udsigt til at få det tredobbelt så godt?

Og murene? De er nødvendige, lige så langt kikkertsigtet rækker ud i fremtiden; lige så længe der i civilisationernes udkant er udsigt til kaos, vold, ekstremisme, jihad, klanfejder og terror. Ikke den verden, vi drømte om, da Muren i Berlin faldt en novemberaften i 1989.

(klumme i Politiken 26.08.2021)