Joe Biden har mulighed for at genstarte forhandlinger med Beijing.

Folk lidt oppe i årene kan huske tiden med Vietnam-syndromet: betegnelsen for den tilstand, der ramte amerikanske politikere i årene efter den skæbnesvangre april i 1975, hvor klodens også dengang stærkeste militærmagt måtte foretage en ydmygende retræte fra først den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, og siden Saigon i datidens Sydvietnam.

Kønt var det ingenlunde, men Hollywoods manuskriptforfattere kom hurtigt i omdrejninger. Syndrom eller ej, vi er mange, der nu venter i spænding på fortællingerne om retræten fra Afghanistan.

Robert Gates, tidligere CIA-chef og forsvarsminister under både George W. Bush og Barack Obama, når i sin nyligt udkomne bog om amerikansk magtudøvelse til den konklusion, at supermagtens globale indflydelse og tilstedeværelse fortsat vil være på retur, så længe opbygningen på hjemmefronten svigtes. Med andre ord: Når Joe Biden insisterer på, at USA ikke kan stå i spidsen for nationsopbygning på fjerne kontinenter, skyldes det den polarisering og de indenrigspolitiske forsømmelser, der blev dramatisk synlige i de fire dysfunktionelle år under Donald Trump.

En anden analytisk sværvægter, Graham Allison, der har skolet snesevis af kongrespolitikere og præsidentaspiranter, formulerer det på følgende vis: I en tid, hvor den amerikanske befolkning er mere splittet, end den har været siden borgerkrigen, vil det, som supermagten undlader at gøre i eget samfund, have større globale konsekvenser end en hvilken som helst begivenhed uden for USA’s grænser.

Med i ligningen hører, at USA’s økonomi fylder relativt mindre globalt. Ved starten på den kolde krig ca. 1950 stod amerikansk økonomi for omtrent halvdelen af den globale produktion. Da den kolde krig blev afviklet i 1991, var andelen bragt ned til en fjerdedel. I dag er den på en syvendedel og skrumpende.

Her trænger situationen i Kabul og omegn sig på igen. For USA bør selvfølgelig løfte sin del af det internationale ansvar for de millioner af civile afghanere, der her og nu risikerer undertrykkelse, smerte, sygdom og død.

Interessant nok har Kina allerede budt sig til med en håndsrækning og konkrete forslag. Det er sket 20. august i en opsigtsvækkende såkaldt gæsteklumme i New York Times. Forfatteren er Zhou Bo, der i avisen præsenteres som tidligere oberst og nuværende strategisk analytiker på vegne af Folkets Befrielseshær, Kinas væbnede styrker.

Zhou Bo inviterer til etablering af en fredsbevarende FN-styrke i Afghanistan, hvortil Kina kan tilbyde broderparten af soldaterne. Eftersom disse vil være udsendt af et venligsindet naboland, vil Taleban acceptere en sådan styrke, lyder argumentet. Af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har Kina længe været den største bidragyder til FN’s fredsbevarende operationer, så Beijing har et solidt udgangspunkt for en særlig og forhåbentlig snarlig humanitær indsats i Afghanistan.

USA og Kina har gjort noget lignende før. Glemt af de fleste er FN’s ambitiøse fredsbevarende mission i Cambodja 1991-94. Den omfattede en international civil og militær indsats, der talte 23.000 mand, hvoraf de 16.000 var soldater hentet fra en snes lande. Det hører med til historien, at USA havde sønderbombet Cambodja i 1969 og igen 1973, og at Kina havde været den eneste allierede og økonomiske sponsor for Røde Khmer-regimet, der kontrollerede Cambodja 1975-79 og kostede anslået halvanden million af landets indbyggere livet.

Asiens geopolitiske landkort har adskillige uafgjorte opgør, hvor USA og Kina har store aktier i spil: Den Koreanske Halvø er stadig delt, og det er amerikansk militær, der holder den nordkoreanske broderfjende i skak. Onkel Sams udsendte er her en nødvendighed.

Sværere bliver det med Taiwan. Her har USA i nu syv årtier sikret, at Taiwan ikke rammes af en skæbne, som øens indbyggere ikke selv har inviteret til. Det foruroligende er, at Kabuls nylige fald har foranlediget spekulationer om, hvorvidt de amerikanske sikkerhedsgarantier for øen stadig er gældende. Her behøves diplomati. Og jo, Joe Bidens ’klimakommissær’, John Kerry, har netop besøgt Kina, og han talte ikke kun om vejret.

Med sit kolossale silkevejsprojekt har Kina en stærk interesse i, at Afghanistan og Pakistan stabiliseres. Her kan veje, broer og telemaster vise sig mere nyttige end droner og missiler. Tilstanden kalder på, at Kina og USA i fællesskab forsøger at forvandle de afghanske slagmarker til markedspladser.

(klumme i Politiken 9. sept. 2021)