Kniv i ryggen, skud i foden

Kernekraft og kul. Australien har meldt sig ind i fortiden.

En kniv ryggen på os. Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, gjorde brug af et ordvalg, der er sjældent i den diplomatiske jargon mellem ligesindede, da han kommenterede den australske beslutning om at skrotte en aftale om at lade Paris være den vigtigste partner i et milliardprogram for bygning af en ny flåde af undervandsbåde.

I stedet bliver det Storbritannien og USA, som ikke kun skal bygge de nye ubåde, men også levere den teknologi, der skal gøre atomkraft til en del af Australiens energiforsyning. Premierminister Scott Morrison kalder båndene til supermagten på den anden side af Stillehavet et »evighedspartnerskab«, et udsagn, der fremstår ufrivilligt komisk, i lyset af at USA’s såkaldte evighedskrige i Afghanistan og Irak ’kun’ varede en snes år.

Naturligvis handler det om at inddæmme den voksende magt og indflydelse, som Kina har tiltaget sig i Australiens nærområde. Derfor er den nye tremagtsalliance, kaldet Aukus, også interessant, i kraft af hvem den udelukker: Japan er ikke med, ej heller de lande i Sydøstasien, som dagligt oplever kinesiske magtdemonstrationer i form af gennemsejlinger og overflyvninger.

I DISSE MÅNEDER diskuterer europæiske parlamentarikere, hvorledes Europa senere i århundredet skal opnå strategisk autonomi: Fremover er det hensigten at blive en stærkere sikkerhedspolitisk og militær aktør uden den traditionelle afhængighed af USA.

Den australske beslutning om ensidigt at forankre sig hos sin oprindelige kolonimagt og hos USA demonstrerer, at det ikke bliver europæerne, der inspirerer beslutningstagerne i Canberra til at tænke nyt. Det er en anglo-amerikansk orden, som søges genoplivet. Realiteterne i denne er i kort form følgende:

Australsk forsvarskapacitet vil operationelt blive dybere integreret i det langt større militære establishment, der ledes fra Pentagon. Læs: USA vil i al overskuelig fremtid have en de facto-vetoret over, hvor australske undervandsbåde, skibe og fly vil blive indsat. Den slags kaldes afgivelse af suverænitet. I en tilspidset konfliktsituation i Østasien vil USA kunne udstationere kernevåben på australsk jord.

Regeringschefen Scott Morrison forklarede sig efter præsentationen af Aukus-partnerskabet på følgende vis: »Australien er ikke i gang med at etablere sin egen atomindustri, og vi vil fortsætte med at overholde vore forpligtelser, hvad angår ikkespredning (af kernevåben)«.

Sidste del af udsagnet var en gratis omgang: Den traktat om forbud mod besiddelse af kernevåben, som trådte i kraft i januar i år, støttes indlysende nok ikke af de ni stater på kloden, der har kernevåben, men ej heller af Australien.

I løbet af en lille halv snes år har Australien foretaget en 180-graders vending i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. I foråret 2013 indgik den daværende arbejderpartiregering en strategisk partnerskabsaftale med Beijing, ikke ulig den, Danmark havde opnået fem år forinden. For begge landes vedkommende er en videreførelse lagt i mølposen på ubestemt tid, men volumen i samhandlen med Kina fortsætter med at vokse.

Er Australien på vej ind i et koldkrigslignende partnerskab med USA vendt mod Beijing? Ikke, hvis vi alene ser på de økonomiske realiteter: Australiens største samhandelspartner er Kina, 39 procent af alle varer, der forlader det store land, havner hos kinesiske importører, mens 27 procent af al import kommer fra Kina.

Etableringen af Aukus er et fravalg af de traditionelle redskaber for håndteringen af internationale relationer: klassisk diplomati, multilaterale organisationer, etablering af brede koalitioner. Et skud i foden, lyder det fra kritikere, især på venstrefløjen, om det, Morrison kalder »det største strategiske skridt, Australien har taget i generationer«.

AUSTRALIEN blev aldrig en betydningsfuld partner for Vesten i krigen mod terror og forsøgene på at stabilisere det kronisk konfliktplagede Mellemøsten. Klimapolitisk er det også svært: Australien har stadig den tvivlsomme rolle som klodens største eksportør af kul. Vækst i råstofsektoren forbliver et centralt element i regeringens plan for landets økonomiske fremtid, erklærede Scott Morrison i november 2019.

Både sikkerhedspolitisk og klimastrategisk ligner virkeligheden down under således en overlevering fra en verden, hvor den hvide mand, efterkommer af britiske straffefanger, lever i en indbildning om at bestemme det meste, men har udliciteret strategiske kompetencer til sine to større anglo-amerikanske brødre.

(klumme i Politiken 21.09.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s