Giv vort forsvarsministerium et navneskifte: militært beredskab og hjælp til krigsveteraner.

Hvordan gøres regnebrættet op, moralsk, politisk og økonomisk efter den store vestlige supermagts hidtil mest spektakulære militære fiasko i næsten et halvt århundrede? Forklaring følger, og den handler især om noget psykologisk:

Hvordan håndterer vi herhjemme de af vore borgere, der har sat liv og førlighed på spil i forsvaret af Danmarks internationale status, herunder alliancerelationen med USA?

Blandt folketingsmedlemmer er der udbredt enighed om, at Danmark kom for sent i gang med at formulere en veteranpolitik efter indsatserne i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne. Der er siden sket en betydelig oprustning i form af bl.a. soldaterhjem.

VI KAN SE TIL USA efter både inspiration til og skræmmebilleder på, hvilke tilstande vi bør undgå. Amerikanerne har et regulært ministerium for veterananliggender, og den vej kan vi også gå. Tænk hvis Forsvarsministeriet fik et navneskifte: Ministeriet for militært beredskab og hjælp til krigsveteraner.

Går man ind på de relevante amerikanske hjemmesider, er de til overmål udstyret med fakta. Ministeriet for Veterananliggender har f.eks. udarbejdet en tabsliste over dræbte, sårede og veteraner siden USA’s frihedskrig mod den britiske kolonimagt (1775-83), borgerkrigen (1861-65) og hele vejen op til det 20. århundredes store konflikter, herunder to verdenskrige, indsatserne i Korea, Vietnam, Mellemøsten og senest krigene mod terror (læs: fundamentalistisk politisk islam).

Hvor mange af nutidens danske soldater er klar over, at den amerikanske indsats i Vietnam 1964-75 betød, at der samlet blev indsat 3,4 millioner tjenestgørende, hvoraf de knapt 60.000 ikke overlevede? 40 år efter krigsafslutningen levede der ca. 4,48 millioner med ar og efterveer fra denne massivt inkompetente krigsførelse.

Siden fulgte evighedskrigene i Mellemøsten og Afghanistan. Det er endnu for tidligt med præcise aktuelle opgørelser over antallet af veteraner fra disse konflikter: I 2016 satte ministeriet tallet til 4.4 millioner. Gode amerikanske borgere, hvis liv og kræfter kunne have været anvendt klogere i en tid som nu, hvor den enestående, men splittede og fortvivlede nation er presset ud i en materiel, politisk og moralsk genopbygningsproces.

I SIDSTE uge offentliggjorde tænketanken Eurasia Group resultaterne af et fire år langt undersøgelsesarbejde om, hvorledes den amerikanske befolkning opfatter nationens internationale missioner. Højere læreanstalter i Danmark og medlemmer af Folketinget, læs med her:

Et hastigt voksende antal yngre amerikanere ser ikke længere Amerikas samfundsindretning og globale rolle som exceptionel. Ikke kun betvivler de nationens evne til at være supermagt, de tror i mindre omfang end før, at USA har retten til at blande sig i andre landes anliggender. Seks ud af ti amerikanere siger i undersøgelsen, at USA ikke længere er en exceptionel nation.

De unge amerikanere ser ind i en arv, der begyndte omkring år 1900, da USA nedkæmpede Spanien bl.a. i Filippinerne, en begivenhed, der fik imperialismens hofdigter Rudyard Kipling til at skrive et af sine mest berømte digte om ’den hvide mands byrde’; ment som en advarsel om ikke at gentage alle de overgreb, som digteren konkluderede, at det britiske imperium havde begået.

Kun knapt hver femte amerikaner mener, at beslutningen om en tilbagetrækning fra Afghanistan har skadet supermagtens globale status, mens dobbelt så mange mener, at USA slet ikke bør befatte sig med såkaldt nationsopbygning. Epoken med demokratieksport på larvefødder og med bombefly ligger i kisten. Ser I budskabet på lystavlen, Trine Bramsen og Jeppe Kofod?

OPMUNTRENDE er det, at svaret på tilstanden ikke er isolationisme, men diplomatisk engagement; det felt, som det tog Donald Trump kun fire år at lægge i ruiner. Heldigvis vil de unge amerikanere gerne det, der kaldes global økonomisk integration. Men tommelfingeren vender de nedad, når de spørges om, hvorvidt USA skal bruge militær magt for at straffe menneskeretsovergreb og indføre ’demokrati’ over alt på kloden.

Vigtige budskaber, når kikkertsigtet rettes mod næste års midtvejsvalg, der risikerer at spolere Joe Bidens forsøg på at genoprette et nødlidende samfund: Hvert døgn mister et par tusinde gode amerikanere livet til covid-19, mens en snes veteraner begår selvmord.

Pointen behøver at blive understreget: Dette sker hvert eneste døgn.

(klumme i Politiken 07.10.21)