Senatorer i kulstat kan sætte en stopper for Joe Bidens klimapolitik.

Om en halv snes dage samles klodens vigtigste beslutningstagere i Skotland for at lægge rammerne for planetens fremtidige indretning. Ikke kun for resten af 20’erne, men årtier frem. Klimapolitik er blevet sikkerheds- og magtpolitik, der kalder på solide kompromiser, hvis vores børnebørn skal kunne leve anstændigt.

Ferskvandsbiologer, meteorologer, metallurgikyndige og it-specialister vil fremover være, hvad kampvognskommandører, specialstyrker og jagerpiloter var i forgangne årtier. Klimaet skal sikres, pandemier forebygges og terrorisme bekæmpes med digitaliseringens redskaber, herunder kunstig intelligens, sporing og overvågning.

Selv hvis det lykkes at nå et anstændigt kompromis på klimatopmødet i Glasgow, trækker den akutte tilstand i verdensøkonomien den forkerte retning. Flaskehalsene i de globale forsyningskæder vil få producenter af fossil energi hos de største forurenere til at skrue op for alt det, kloden skal forsøge at afvikle. Det vil gælde i West Virginia såvel som i det østlige Sibirien.

Klimaforandringerne er nu så gennemgribende, at de på sigt kan gøre Rusland til en større producent og leverandør af olie og gas end Mellemøsten og Afrika sammenlagt. For tundraen i det østlige og nordlige Sibirien smelter nu med en sådan hast, at gigantiske depoter af gas og olie bliver lettere tilgængelige.

Så Vladimir Putin ignorerer ikke klimaforandringerne, men drager massive fordele af dem. Mens de tiltag, vi i Europa investerer milliarder i, risikerer at blive elimineret af udledningerne fra øst.

HUSK OGSÅ, at Putin i 2014 underskrev en 30-årig energiaftale med klodens snart største økonomi, den kinesiske. Denne aftale forpligter Rusland til årligt at eksportere ca. 40 milliarder kubikmeter gas til kineserne frem til 2048.

For Europas beslutningstagere bliver det tvingende nødvendigt at få Kina og USA bragt tilbage på det bredeste mulige dialogspor omfattende klima, samhandel og tech. Men der er mange forhindringer undervejs:

Kina er kommet hurtigere ud af covid-19-pandemien end nogen anden af de højtudviklede sværvægtsøkonomier. Hvilket forklarer, hvorfor kinesisk eksport til USA er steget med 31 procent siden januar 2018, da Donald Trump begyndte at bruge toldvåbnet mod kinesiske importvarer.

Godt halvdelen af alle kinesiske produkter til det amerikanske marked er pålagt en toldsats på 20 procent. Alligevel intensiveres samhandelen i den asiatiske gigants favør: Amerikansk eksport til Kina udgør kun en tredjedel af den kinesiske eksport til USA. Med dette for USA dystre bagtæppe giver det mening, at præsidenterne Joe Biden og Xi Jinping angiveligt skal have et topmøde, muligvis et fysisk af slagsen, inden årsskiftet.

Hvis de to rivaler vælger samarbejdets vej frem for konfrontationens, kan der på sigt skabes grønne jobs i millionvis i både Californien og Manchuriet, men også her i Europa.

Indadtil skal Joe Biden først forklare vrangvillige kongresmedlemmer, at grøn omstilling kan levere den jobskabelse, som vil have gavnlige virkninger i alle de regioner af verden, der spiller med i de vigtigste industrielle og teknologiske forsyningskæder. Men to senatorer i kulstaten over alle andre, West Virginia, nemlig demokraten Joe Manchin og republikaneren Shelley Moore Capito, modsætter sig begge det ambitiøse program for grøn strøm, som er kernen i præsident Bidens klimaprogram.

USA’s valgsystem er således indrettet, at to bagstræberiske senatorer i en svingstat med kun 1,8 millioner indbyggere kan forhindre, at Joe Bidens klimaforhandler John Kerry rejser til Glasgow med et tilbud, som kan få EU, Kina og andre storforurenere til at byde ind med en løsning.

Manchin er formand for Senatets energipolitiske udvalg og berygtet blandt klimaaktivister for sin modstand mod grønne energikilder. Han er blevet mangemillionær på sit familieejede kulfirma og modsætter sig, at USA bliver en af de førende i den grønne omstilling. West Virginias kulminer kommer først.

NÆSTE ÅRS midtvejsvalg vil demonstrere, om nogle få folkevalgte vælger rollerne som de mest uforsonlige fjender af en ansvarlig fremtid for amerikanerne og os andre. Inden da kan Joe Manchin og ligesindede (overvejende olie-, gas- og kulelskende republikanere i andre svingstater) nå at handlingslamme præsidentens og Kongressens klimapolitik.

Hvis West Virginias kulmafia får sin vilje, taber resten af kloden, og den fossile stormagt over alle andre, Rusland, er ikke færdig med at indkassere gevinster.

(klumme i Politiken 21.10.21)