Biden, vores egen Gorbatjov?

Opløsningen af Vesten som politisk begreb diskuteres nu seriøst.

Indrømmet, overskriften er en provokation, for selvfølgelig lander USA ikke på historiens mødding, som det blev tilfældet i disse uger for tre årtier siden med opløsningen af Sovjetunionen. Men tillad et tankeeksperiment: at ’Vesten’, som vi kendte det under fire årtiers kold krig mellem sovjetkommunisme og de liberale demokratier, sociale markedsøkonomier og borgerrettigheder, ophører som politisk fællesskab.

Ikke fordi Putins små grønne mænd er på vej ind i et eller to af de baltiske lande, eller at en kinesisk invasionsstyrke brænder præsidentbygningen i Taipei ned til grunden.

Nej, dommedagsscenariet skyldes, at Vesten ikke er i stand til at levere samlede svar på de altoverskyggende globale udfordringer: pandemier, klimaforandringer, de islamistisk-inspirerede terrortrusler og en invalideret økonomisk globalisering.

Politiske opportunister og populister henviser til Xi Jinpings politbureau og Vladimir Putins oligarkiske netværk som hovedskurkene, mens de lukker øjnene for, at den vestlige verdens muskelmand par excellence, USA, er politisk nødlidende efter det første års tid med Joe Biden ved roret.

Forklaringer her: Fhv. departementschef og ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller har beregnet, at renteudgifterne på USA’s gæld i år (sandsynligvis 300 mia. dollars) kommer til at udgøre en større post på det føderale budget end udgifterne til uddannelse, transportsektoren, videnskab, rumfart og forskning i nye teknologier lagt sammen.

Den Washington-baserede nonprofit-tænketank CRFB har for nylig konkluderet, at USA’s renteudgifter om mindre end ti år vil være tredoblet og til den tid udgøre 90 procent af det samlede provenu fra personindkomstbeskatningen.

Den sandsynlige udgang på tilstanden er, at USA kræver af sine allierede og kreditorer, at en del af gælden må afskrives. Når dette øjeblik indtræffer, må begrebet supermagt omdefineres.

Mere endnu: Europæiske beslutningstagere sov i timen, da præsident Joe Biden på sin første dag i embedet beordrede en 100-dages gennemgang af regeringens bestræbelser på at imødegå indenlandsk terrorisme. Et dokument på Det Hvide Hus’ hjemmeside siger det rent ud: at den største terrortrussel mod USA er den, der kommer indefra. Skrevet på et fakta-ark lagt ud på siden 15. juni.

Har man appetit på uddybende og analytiske forklaringer på denne foruroligende udmelding, anbefales det at gå ind på netmediet American Purpose, som i sidste uge publicerede en knap 2.700 ord lang kommentar om Amerika som geopolitisk risikofaktor. Forfatteren er Mitchell Reiss, tidligere chef for det amerikanske udenrigsministeriums afdeling for policy planning . Altså det kontor, der krystalkugleagtigt forsøger at levere bud på fremtidens globale risici.

Reiss noterer, at hvis republikanerne vinder bare det ene af Kongressens to kamre ved midtvejsvalget om et år, vil alle Bidens indenrigske lovinitiativer afgå ved døden, når de sættes til afstemning. Piskende nødvendige reformtiltag lander i en by i Rusland, som vi med passende dansk kynisme kan formulere det.

PÅ DETTE BAGTÆPPE kan sidste uges udmelding fra vor statsminister om, at Danmarks internationale placering ligger i hjertet af både EU og Nato kun kaldes et nødråb. At det overhovedet er nødvendigt at fremhæve disse realiteter med store bogstaver, er et alarmsignal i sig selv.

Historieskrivningen om det ekstremt voldelige 20. århundrede fortæller os, at fremtiden umuligt kan blive drevet af et styresystem, der er domineret af kinesiske eller russiske eliters strategiske tænkning. Hos begge stormagter er ledelsens formål at opretholde kontrol indadtil fremfor ekspansion. Men i kombination med et politisk dysfunktionelt USA er konsekvensen en verden uden ledelse.

Tiden er inde til at tænke nyt om klodens indretning. Et seriøst forsøg gøres af Portugals tidligere europaminister Bruno Maçães i bogen History has Begun: The Birth of a New America . Her forklarer han overbevisende, hvorfor en politisk skilsmisse mellem USA og Europa er uundgåelig. De to kulturers forskellige udlægninger af det liberale tankegods er uforenelige: Europæerne er låst af nationalstaten, mens USA drømmer om en fremtid med grænseløs frihed.

Accepterer man hans analyse, turde det være en selvfølgelighed at arbejde for Europas Forenede Stater. Den model venter ikke lige om hjørnet. Biden bliver ingen Gorbatjov, men noget helt andet, vi endnu ikke kan sætte en etiket på. Måske kun et mellemspil inden Trump 2.0.

(klumme i Politiken 04.11.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

2 svar til Biden, vores egen Gorbatjov?

  1. Stig Wørmer siger:

    UDMÆRKET indlæg, men forklar lige de uvidende/ikke-oplyste/ikke-indseende læsere, hvor Trump eller Trump 0.2 fører USA hen. Det opridsede scenarie må da kræve et modspil. Hvad gør USA med den gæld? Det virker helt uoverskueligt og uløseligt.

    • flemmingytzen siger:

      Jeg ville ønske jeg havde et klart svar. Der er næppe mange der kan levere et sådant. Historiske fortilfælde er UK’s de facto betalingstandsning i 1956 (i forbindelse med Suez-krisen) og igen i 1975, hvor Valutafonden trådte til. Det skal blive interessant at se om IMF sender en delegation til Washington (nåh nej, der bor de selv). Indtil videre må vi forvente, at USA’s kreditorer bliver bedt om at afskrive noget af gælden. Eller også gør de det uden at blive bedt om det. Man kan nøjes med at konstatere, at vor alliance har nogle udfordringer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s