Europa må lære at leve med et autokratisk, nationalkonservativt Rusland, som heller ikke efter Putin-æraen vil være liberalt, mener forfatter, der er aktuel med ny bog om det gådefulde land.

Danske politikere og beslutningstagere må lægge forventningerne om et mere liberalt og tolerant Rusland over i historiens skrotbunke, for den østlige stormagt med de mange råstoffer har ikke den ringeste udsigt til at blive en politisk kopi af hverken Europa eller USA. Prøv derfor at leve med et stabilt og forudsigeligt Rusland, hvor den toneangivende middelklasse bakker op om herskeren, selv når han minder om en af fortidens zarer.

Skåret ind til benet er dette holdningen hos en kyndig udi russisk tænkning og traditioner, faghistorikeren og forfatteren Jens Jørgen Nielsen. Han har selv passeret de syv årtier, og i fire af disse har han haft det russiske samfund og dets naboskaber som sin arbejdsmark, begyndende i det sidste årti af den sovjetiske supermagts levetid.

Som russisk gift og med flere års bopælsadresse i landet kender han den modsætningsfyldte nation bedre end de fleste. Som stillingsbetegnelse har han kunnet skrive underviser, foredragsholder, korrespondent og virksomhedskonsulent på sit generalieblad. Oveni har han måttet lægge øre til beskyldninger for at være for imødekommende over for den herskende logik i Moskva, men selv mener han, at den aktuelle udvikling i Putins rige vil give ham ret i udsagnet om, at vi i Vesten gør bedst i at finde frem til et fornuftsbetonet samkvem med giganten i øst.

»Vi er jo for længst forbi tilstanden med krigstrusler, som det var tilfældet under den kolde krig. Et dansk og europæisk samliv med Rusland må forudsætte en realistisk erkendelse af, at Putin er en nationalkonservativ leder, hvis store inspirationskilde er nogle af fortidens store zarer. Både sovjetisk og russisk historie har lært os, at hvis der skal komme forandringer – helst i en retning, så Rusland bliver en mere acceptabel nabo – skal de komme indefra i magtapparatet, ikke fra gaden, ikke fra systemkritikere, hvis eneste salgsvare er en ensidig kritik af regeringen og magthaverne. Vi skal erindre os, at de to ledere, der tillod en afvikling af det sovjetiske imperium, Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin, begge var udklækket af det sovjetkommunistiske magtapparat«, lyder hans pointe.

Ukraine bør finlandiseres

Mange vil give dig ret, men det hjælper jo ikke de ukrainere, der ser deres land sønderrevet af regulær krigsførelse eller de folk i de baltiske lande, der må leve med russisk militæropbygning tæt på deres grænser?

»Krim var kun ukrainsk midlertidigt, efter at den daværende sovjetleder Nikita Khrusjtjov som en venlig gestus overdrog halvøen til den ukrainske sovjetstat i 1954. Krigen og konflikterne i Ukraine er ubehagelige, men løsninger er mulige og vil kræve både vestlig og russisk velvilje«.

Hvordan?

»Alle kan lære af den tidlige fase af den kolde krig. Gå tilbage i historien og se, hvorledes Østrig i 1955 sikrede sig en status som neutral stat mellem rivalerne i øst og vest. Sammen med Finland, der som bekendt havde været i regulær krig med den kommunistiske stormagt. Datidens ledelse i Moskva gav begge lande garantier, der sikrede, at de kunne leve som demokratier uden trusler og pres«.

Altså mener du, at Ukraine skal finlandiseres, som det dengang hed sig?

»Præcis. Europa har kendt den model før, og den bør forsøges her i nutiden«.

Næppe mange ukrainere vil være begejstret over, at deres placering på det politiske landkort vil blive forhandlet hen over deres hoveder?

»Så skal man gøre sig klart, hvor dårligt regeret Ukraine er blevet siden ophøret som sovjetrepublik. I den østlige del af landet er folkestemningen alt overvejende prorussisk, og samtidig har landet kæmpet med dybt inkompetente folkevalgte regeringer. Der er stærkt brug for, at Ukraine kommer økonomisk på fode, og her vil en status med formaliseret neutralitet være en stor hjælp. Fremfor alt vil det formilde Putin og hans efterfølgere, hvis der gives garantier for, at Ukraine aldrig kan blive medlem af Nato«.

Og Baltikum?

»Man kan undre sig over, at det skal være nødvendigt at udstationere danske soldater på en base i Estland. For Putin har på intet tidspunkt ytret noget, der kan tolkes som intentioner om at invadere eller overtage et eller flere af disse lande. Der er noget teatertorden over den militære opbygning, der finder sted i denne del af Europa. De fleste har tilsyneladende glemt, at Putin i sine tidlige regeringsår var positiv over for en tanke om at gøre Rusland til en del af Nato i en eller anden form. I den første tid efter sin magtovertagelse for lidt over en snes år siden stod han i spidsen for en svag og skrøbelig nation og mente oprigtigt, at han kunne komme til en forståelse med Vesten om at udvikle en pragmatisk sameksistens«.

Hvornår og hvorfor begynder han så at slå ind på en mere antivestlig kurs?

»Det bliver tydeligt, da præsident George W. Bush ensidigt trækker sig fra den store nedrustningsaftale om langtrækkende, defensive missilsystemer, kendt som ABM-aftalen. Denne beslutning indebar, at USA ville beholde retten til at ramme Rusland i et såkaldt førsteslags-angreb. I årene inden da havde der været voksende spændinger om Kosovo, hvor russiske og amerikanske styrker var tæt på at komme i regulær kamp. Amerikansk støtte til muslimsk separatisme i Tjetjenien spillede også ind«.

Putins kritikere ligner ham

Alle undersøgelser viser, at den russiske befolkning er træt af korruptionen, så det er måske her, han burde sætte ind for at styrke sin popularitet?

»Der går næppe en uge, hvor han ikke taler om nødvendigheden af at bekæmpe korruption. Problemet er, at den er systemisk, den har dybe rødder i kulturen. Selv hvis en figur som Aleksej Navalnyj (oppositionslederen, der er idømt en fængselsstraf, red.) kom til magten, ville korruptionen fortsætte. Vesten overser, at nogle af Putins hårdeste kritikere overhovedet ikke er liberale, men tværtimod ligner ham. Navalnyj er en hårdhudet nationalist, der omtaler muslimske oprørere som skadedyr. Så hvorfor gav det mening, at kansler Angela Merkel aflagde sygebesøg hos Navalnyj, da han var indlagt på et tysk hospital? Den slags bliver ikke taget godt imod hos patriotiske russere«.

Meget ville se anderledes ud, hvis forsøgene på at myrde journalister og oppositionsfolk ophørte?

»Absolut, men det hører med i billedet, at der blev dræbt flere journalister under Vestens darling Boris Jeltsin, end det er sket under Putin«.

Hvad er opskriften på et bedre forhold mellem Vesten og Rusland?

»At vestlige beslutningstagere og meningsdannere koncentrerer sig om at gøre, hvad der er godt for Vesten og lader den russiske magtelite få lov til at lede deres land, som de finder bedst. Vestlig accept af Rusland vil mildne magten og skabe et større råderum. Forsøg på regimeskift vil tænde alle røde lamper i Rusland og skade den liberale sag«.

Med andre ord vil du foretrække, at Vesten tier om de overgreb, der finder sted på menneskerettighedsforkæmpere og andre aktivister i Rusland?

»Jeg så gerne en større vestlig selvkritik. Der er brug for at se på de finansieringskilder, der sender penge til aktivistmiljøerne. Disse har ingen respekt hos russere, der kæmper for et mere liberalt og tolerant samfund. De fleste af Putins kritikere i Rusland kritiserer fra en nationalistisk vinkel og mener, at Putin er for svag over for Vesten, at han er for liberal og tillader for mange indvandrere fra Centralasien. Putin understreger på sin side, at Rusland er en multinational stat«.

Putin nærmer sig de 70. Kan systemet overleve ham den dag, han ikke er mere?

»Det ser svært ud, for han er en moderne zar. Der er noget sakrosankt over ham, hvilket er pudsigt i betragtning af, at han blev set som svag, noget i retning af en konfirmand i et for stort jakkesæt, da han overtog et meget svagt Rusland for en snes år siden«.

Han har ikke hjulpet en kronprins med sig op?

»Slet ikke. Der er stilhed i medierne om hans private cirkler og mange spekulationer om elskerinder og børn, han kan have fået med disse. Meget lidt er kommet ud til offentlighedens kendskab«.

Hvad kan man frygte, der vil ske, når Putin ikke er ved magten mere?

»Rusland er stadig et relativt skrøbeligt samfund med en vis stabilisering under Putin. Skrækscenariet er et statsligt sammenbrud. Putin har møjsommeligt opbygget staten på personlige relationer til regionale og ideologiske størrelser. Tjetjeniens skæbne er afhængig af et godt forhold mellem Putin og republikkens leder, Ramzan Kadyrov. Bliver det ikke genetableret med en ny russisk leder, kan meget gå galt. Strid mellem forskellige russiske oligarker kan heller ikke udelukkes«.

»Man skal dog ikke forvente, at der kommer en provestlig liberal til magten, slet ikke nogen uden for systemet. Udenrigspolitikken vil uanset hvad stort set forblive den samme – måske endda mere kritisk over for Vesten. De nationalistiske Putin-kritikere er stærkere og mere talrige end de liberale. Putins efterfølger vil holde sig til hans moderate konservative linje, der er midtsøgende efter russiske forhold. Der vil næppe ske drastiske ændringer. Russerne gider ikke flere revolutioner uanset i hvilken ideologis navn«.

(Interview i Politiken 14.11.2021)