Valghandlinger bør forblive på papiret nogle årtier endnu. Helst for evigt.

Selvfølgelig er det fristende, at vi en dag kan klare stemmeafgivelsen ved nogle få klik på computerens tastatur.

Når nu vores tilværelse er digitaliseret på mange andre felter – skattebetaling, medicinrecepter, bankforretninger, borgerservice, læring og meningsmålinger – så bør det vel også kunne realiseres, at vi sender vore folkevalgte ind i byrådssalen med de nødvendige klik?

Forsøg har været gjort, og erfaringerne er mildt sagt blandede. Vor nabo Estland blev en pioner med afholdelse af de første nationale e-valg nogetsteds på kloden i 2007, og 30.275 estere, svarende til 3,4 procent de stemmeberettigede, gjorde brug af muligheden. En generalprøve var gjort to år tidligere ved lokale valg. Begge gange konkluderede myndigheder og folkevalgte, at forsøgene havde været vellykkede.

AMERIKANSKE delstater har forsøgt sig med digital stemmeafgivning, men her er udfordringerne anderledes komplekse. West Virginia har siden 2018 tilladt stemmeafgivning for oversøiske vælgere og militært personale via en app. Siden er Delaware og New Jersey kommet til.

De tre staters eksperiment er baseret på, at de har overdraget gennemførelsen til en virksomhed, der kalder sig Democracy Live. Systemet er indrettet således, at vælgeren modtager en mail, der anviser, hvorledes der logges ind på Democracy Lives portal. Når stemmen er afgivet, kan vælgeren enten printe sin seddel ud eller afsende den digitalt. Ved modtagelsen af sedlen printes den ud og lagres hos Democracy Live, så muligheden for papirkontrol opretholdes.

Bryan Finney, stifter af og direktør for Democracy Live, forklarer sin virksomheds eksistensberettigelse med, at den digitale adgang er den realistiske måde at nå ud til anslået 30 millioner amerikanske borgere, der af forskellige grunde aldrig finder vej til et afstemningslokale.

Advarsler har det ikke skortet på. Digitalt sagkyndige siger nærmest i kor, at det er enklere at hacke et system for stemmeafgivning end at begå digitalt tyveri på e-portaler for shopping. Alene omkostningerne ved at oprette de nødvendige kontrolfunktioner vil overstige de potentielle besparelser, lyder det.

Med til at komplicere tilstanden hører, at USA ikke har en samlet standardiseret infrastruktur for valghandlinger. Hver enkelt delstat indretter sig, som det bestemmes lokalt.

Denne mulighed benyttede Det Demokratiske Parti i Iowa sig af, da det i februar i fjor skulle afholde et primærvalg. Udfaldet var imødeset af partiafdelinger på tværs af det store land, fordi man her ville få en første indikation af, hvem der ville blive partiets præsidentkandidat ved valget senere samme år.

Men alt, hvad der kunne gå galt ved en digital stemmeafgivning, gik galt i Iowa. Efter et døgn fyldt med klager over manglende funktionalitet på den smartphone-app, der var udviklet til formålet, kunne partiet stadig ikke sætte navn på vinderen.

DE TEKNISK sagkyndige kunne ikke finde spor af hackere; det var appen, der var upålidelig. Stemmeoptællere måtte ty til papirsporet for at indrapportere resultaterne. Efterfølgende afviste demokraternes partiledelse i Iowa at forklare medierne, hvem der havde udviklet appen. Man begrundede det med, at så længe softwareudvikleren er anonym, vil hackere ikke kunne forstyrre eller destruere denne digitale stemmeboks.

Så gik det trods alt bedre i Estland med en befolkning på kun det halve af Iowas. Som en konsekvens af en klage over hacking af valgsteder vedtog de estiske myndigheder i 2013 en særlig procedure for verifikation af vælgere efter stemmeafgivning. Og jo, den er digital:

Den stemmeberettigede skal aflæse en QR-kode fra den dekstops afstemningsside, der er brugt, hvorefter navnet på den kandidat, der har fået stemmen, popper op på den stemmeberettigedes smartphone.

Men, sagde kritikerne dengang, der var ingen mekanisme til at verificere, at stemmen blev talt med i det digitale optællingsprogram.

HVOR SVÆRT kan det ikke være at være en digitaliseret borger? Man erindrer sig en anekdote fra rumkapløbets tidlige år: Det amerikanske rumagentur Nasa brugte angiveligt millioner på at udvikle kuglepenne og andre skriveredskaber, der kunne fungere i rumkabiner med vægtløshed. Deres sovjetiske rivaler brugte blyanter bundet med snor til astronautens håndled.

Herfra må anbefales at gøre blyanter sakrosankte.

(klumme i Politiken 15.11.21)