Hverken krig eller fred. Men ro på.

Taiwan er en udfordring, der forvirrer de fleste. Tvetydighed er USA’s redskab.

Prøv at forklare en forsamling tilhørere, studerende, pensionister eller noget derimellem, hvor Taiwan befinder sig på det magtpolitiske verdenskort. Det bliver hurtigt op ad bakke, ved jeg af egen erfaring.

Kina betragter øen som en udbryderprovins, der skal genindlemmes i moderlandet, om nødvendigt med brug af militær magt.

Det store flertal af Taiwans befolkning på lidt over 23 millioner har vedholdende sagt nej tak til at blive regeret som en provins under centralregeringen i Beijing.

USA har i mere end syv årtier stået som garant for Taiwans sikkerhed. I de første årtier under den kolde krig gennem baser, bombefly og anden bevæbning, siden gennem våbensalg. På det seneste er det kommet frem, at USA igen har militærrådgivere på øen, i træningsøjemed, hedder det. Kina siger, at det har man da vidst hele tiden.

Læg hertil overflyvninger og gennemsejlinger tæt på Taiwans og Kinas luftrum og farvande; det foregår alt sammen på kanten af Det Sydkinesiske Hav og dermed ruterne for en stor del af den globale handel.

HISTORIEN har vist, at når først en krig er startet, er den svær af komme ud af. Fredsslutningen i 1918-19 viste sig at være forspillet til en forlængelse af Asiens store krig 1931-45 og Europas ditto 1939-45. Her skiller Taiwan sig markant ud: Øens velsignelse og forbandelse er dens geografi: tæt på det kinesiske fastland, men centralt placeret i den globale økonomi. Klodens største producent af computerchips er taiwansk. Kald det bare en livsforsikring, for hele verden er afhængig af disse produkter.

Chipfabrikken TSMC i Hsinchu minder os om det økonomiske mirakel, østaten er. Republikken Kina, Taiwans officielle navn, er også en politisk succes. I 1987-88 afsluttede datidens magthavere fire årtiers militær undtagelsestilstand og indførte demokratiske tilstande. Politiske fanger blev frigivet, censuren ophævet, og borgerne fik civile og politiske rettigheder. Uden at ét eneste skud blev løsnet. Forberedt af en stat, der havde brugt årtier på at uddanne sin befolkning, mens den var ufri.

Så sagen turde være enkel: Et nationalkonservativt statskapitalistisk diktatur, Kina, vil opsluge et liberalt demokrati, Taiwan. Vi europæere tager vel altid, ganske som vore amerikanske venner, stilling for demokratierne, når disse er truet?

HER STILLER historieskrivningen sig i vejen: USA har gennem et halvt århundrede anerkendt den holdning hos Beijings ledere, at Taiwan er en del af det historiske Kina. Hvilket ikke er det samme som at godkende, at det store Kina blot kan overtage det lille Kina og administrere det efter forgodtbefindende.

Vi kalder det ét-Kina-politikken, og den tilslutter Danmark og EU sig. Den indebærer, at Taiwan ikke kan blive medlem af FN, hvad ørepublikken var indtil 1971. Vi har netop passeret 50-året for, at Folkerepublikken Kina overtog Taiwans plads i FN.

Er et kompromis muligt, så Taiwan kan slippe for de alarmerende overskrifter?

På det seneste har præsident Joe Bidens udmeldinger skabt forvirring, hvilket er hensigten. Supermagtens Taiwan-politik kaldes ’strategisk tvetydighed’: Ørepublikken er et selvstyrende samfund, dog uden den formelle FN-anerkendelse, som andre stater nyder. Samtidig engagerer Europa sig i voksende omfang i Taiwan, og tak for det.

TILSTANDEN giver ro på og er konsekvensen af årtiers kløgtigt amerikansk diplomati. Nul dødsofre! Prøv så lige at sammenligne med USA’s ageren i Mellemøsten. Der er oceaner af visdom til forskel.

Den historiske strid om Taiwan har to parter, og de bør gennem forhandling nå til en afslutning på den kinesiske borgerkrig. Nemt bliver det ikke.

Bundlinjen i ligningen er, at med nutidens tilstande i Beijing er Kina ikke værd for taiwanerne at genforene sig med. Det bedste håb for øens fremtid er, at det kinesiske magtsystem pensionerer Xi Jinping. Hvilket tidligst kan ske på en partikongres i 2027, samme år som Folkerepublikkens hær fejrer 100-års dagen for sin grundlæggelse.

Tålmodighed er en god asiatisk dyd, som der bliver hårdt brug for. Kreativt diplomati, tak!

Østasien vinder det 21. århundrede, hvis det lykkes at finde en fredelig løsning mellem Taiwan og Kina.

(Klumme i Politiken 02.12.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s