Vejen til et strategisk autonomt Europa går naturligvis ikke via Washington.

Nemt bliver det ikke. Den seneste fase i pandemiudviklingen aktualiserer et klassisk og ubehageligt dilemma: Hvor mange personoplysninger er vi parat til at afgive for at bistå de fælles bestræbelser på at begrænse smitten og dermed opretholde en samfundsorden, der på en anstændig måde balancerer mellem hensynene til både tryghed og frihed?

Løsningen hedder overvågede smarte storbyer = digitaliseret urbanisering, hvor ethvert besøg på en restaurant, en café, et diskotek eller selv et hotelværelse er ledsaget af overvågning via kameraer og sensorer.

Fordelene er legio: Vi vil øge mobilitet, bæredygtig transport og ansvarlig energiudnyttelse – alt sammen for at leve i dynamiske, velstandsfremmende fællesskaber. Med det indbyggede paradoks, at jo mere vi anvender digitaliseringen, jo mere sårbare gør vi os.

Fortidens gaderøver eller indbrudstyv er afløst af en hacker, muligvis en russer, en kineser, en jihadist eller en californisk technonørd, der løber med din digitale identitet. Her er staten din eneste redningsmand. Opskriften er skrevet i Bruxelles.

DIGITAL URBANISERING og den dertil knyttede overvågning er allerede en milliardstor industri, der blomstrer på tværs af nationale grænser og ideologiske skillelinjer. Amerikanske Facebook, svenske Axis, kinesiske Huawei og Hikvision er fælles om at fremhæve fordelene ved smarte storbyer – lavere kriminalitet, mere sikker mobilitet, endnu mere connectivity – og lige så fælles er de om at underspille de negative aspekter i form af de muligheder for udnyttelse, der er i spil, når myndighedsudøvelsen er anonym eller autoritær.

Målet i liberale samfund må være den humane overvågning. Mens vi venter på denne, må det nøgternt konstateres, at 9 ud af 10 af klodens mest overvågede storbyer er kinesiske; uhyggeligt, kan man synes, men ingen andre steder på kloden falder kriminaliteten hurtigere. Spørg de multinationale forretningsmiljøer, der har etableret sig på disse lokaliteter.

Overvågningens realiteter er ingenlunde begrænset til Kina, de er udbredt i amerikanske storbyer. San Francisco var indtil 2019 spækket med gadekameraer, indtil et flertal i bystyret besluttede en tilbagerulning. Alligevel viste en kontroloptælling tidligere i år, at byen med den relativt beskedne befolkning på en lille million stadig har ca. 2.700 overvågningskameraer i anvendelse i bymiljøerne.

Indtil techopgøret mellem Kina og USA kom op i gear, sad kinesiske Hikvision på 12 procent af markedet for overvågningsudstyr – i USA. Undersøgende journalister er her nået frem til, at Hikvision havde solgt mindst trekvart million kameraer til amerikanske kunder. Og Europa? Hver anden af Storbritanniens 10 største byer har haft Hikvision som leverandør af overvågningsudstyr.

Nogle politikere har travlt med at advare os mod Huawei og Hikvision, hvilket kan være psykologisk forståeligt. Men hvad de enten fortier bevidst eller er uvidende om, er, at amerikanske techgiganter er Kinas partnere i udviklingen af autoritær kontrol og overvågning.

For nylig afslørede en undersøgelse offentliggjort af det republikanske kongresmedlem Michael McCaul, at Commerce Departement i Washington har udstedt eksportlicenser til en værdi af 100 milliarder dollars til virksomheder, der leverer komponenter til Huawei og Smic. Sidstnævnte er Kinas største producent af mikrochips.

Leverancerne begyndte i Trump-perioden og er fortsat til april i år og dermed længe efter, at kinesiske techgiganter blev sortlistet i USA. Læg hertil sidste uges afsløring af, at chefen for Apple, Tim Cook, i 2016 besøgte Kina og indgik en femårsaftale til en anslået værdi af 275 milliarder dollars: Midlerne er gået til udvikling af applikationer tilpasset det milliardstore kinesiske hjemmemarked for digitale forbrugerredskaber og den dermed forbundne overvågning og kontrol af befolkningen, ansigtsgenkendelse inklusive.

FIK I SET DEN , alle Apple-brugere? Og jer i PET, FET og medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn?

Bag den amerikansk-kinesiske rivalisering ligger en efterhånden dårligt camoufleret alliance mellem californiske techgiganter og den kinesiske kontrol- og overvågningsstat. Hvad bør Europa gøre for ikke at blive klemt her?

Vejen frem hedder strategisk autonomi. Armslængde til både USA og Kina: Vi skal sige nej tak i øst og levere høflig udenomssnak i vest. Tager vi den lange kikkert frem, fortæller udsigten os, at USA er ved at forlade Europa, hvad den nylige udvikling omkring Ukraine er et foruroligende vidnesbyrd om.

Spænd sikkerhedsbælterne, europæere. Der er turbulens forude. Både i øst og i vest.

(Klumme i Politiken 16.11.2021)