Nato og EU på retræte til en magtesløshed uden fortilfælde. Det er en genkomst af en verdensorden, der ligner 1800-tallets.

Vesten fik en advarsel af USA’s daværende forsvarsminister, Jim Mattis, tilbage i 2018: Han forklarede i USA’s nationale sikkerhedsstrategi, at supermagten tidligere havde haft uantastet overlegenhed i et ethvert konfliktdomæne, havde kunnet operere på egne betingelser i alle hjørner af kloden, men nu var »udfordret overalt – i luften, på land, på havene, i rummet og i cyberspace«.

Det er denne tilstand, som Ruslands leder, Vladimir Putin, gennem december har afprøvet med Ukraine som slagmark – og han har sejret helt entydigt. Ikke en kold krig, heller ikke en varm af den klassiske slags, snarere en lunken.

Moskva har ført en gråzonekrig mod visionen om et samlet og samarbejdende Europa og har vundet. Med minimale omkostninger. Kald det bare den tidligere KGB-officer Putins hævn for den største »geopolitiske katastrofe« (hans egne ord) i nyere tid: Sovjetunionens opløsning for nøjagtig 30 år siden.

Nato, som vi har kendt det, er et afsluttet stadie, og præsident Biden har i realiteten ingen handlemuligheder. De vesteuropæiske muligheder er sparet væk, skriver en pensioneret dansk general med deprimerende klarhed i en mail.

DEN DANSKE medieoffentlighed har vanskeligt ved at fatte katastrofen, når MeToo eller vaccinepolitikken løber med opmærksomheden hver uge.

Tilbagerulningen af amerikansk magt og indflydelse startede ikke i Ruslands nærområder. Den begyndte med bestræbelserne på at omforme Mellemøsten i en mere frihedsorienteret og demokratisk retning ved at invadere en sekulær stat, Saddam Husseins Irak, i 2003. Følgerne i nutiden lader sig ikke bortforklare. Da de amerikanske soldater forlod Irak i 2011, blev tomrummet udfyldt af jihadistiske krigere.

Barack Obama trak en rød linje året efter, da der blev anvendt kemiske våben mod den syriske befolkning, men satte aldrig magt bag.

Donald Trump indledte afviklingen af de multilaterale institutioner, aftaler og normer, som samtlige hans forgængere siden 1945 møjsommeligt havde fået banket på plads i stabilitetens navn. Siden vendte Amerika tilbage til verdensscenen, proklamerede Joe Biden, for så at evakuere Kabul uden at konsultere allierede.

VLADIMIR PUTIN har nøje kalkuleret tidspunkt og omstændigheder for, hvornår han skulle sætte et lammende stød ind mod sin modstander. Ikke siden Berlin-krisen 1958-1961 har et lederskab i Moskva stillet et ultimatum til en amerikansk præsident med udsigt til at lykkes.

USA har ingen vitale interesser på spil i Ukraine, så Bidens afvisning af at bruge militær magt er logisk nok. Samme tilstand herskede i 2008, da Putin annekterede et par provinser i Georgien. Samme igen for Obamas vedkommende, da Rusland bragte Krim tilbage til sit civilisatoriske moderland.

AT NATO IKKE griber til militære modforholdsregler, er en selvfølge, for alliancens musketer-filosofi gælder kun medlemslandene. Værre ser det ud for EU’s forsøg på at agere forbillede for potentielle medlemmer og associerede partnerlande og redningsplanke i konflikthærgede nærområder. Ruslands og Tyrkiets brug af migrationsvåbenet illustrerer skrøbeligheden i de visioner, Bruxelles har forsøgt sig med.

EU’s ambitioner for grøn omstilling ændrer ikke på, at kontinentets afhængighed af russiske fossile leverancer vil være en realitet årtier fremover.

Vi ser nu genkomsten af en verdensorden, der ligner 1800-tallets: Lande og regioner opdeles i interessesfærer. Definitionen på sådanne kommer her: et land eller et område, hvor et andet land har magten til at påvirke udviklingen uden at have formel autoritet.

Ukraine er nu på vej mod en tilstand som russisk vasalstat, mens Tyskland og dermed EU tøver, og USA fortsætter sin retræte. Sovjetunionens fald er hævnet.

(klumme i Politiken 26.12.21)