At undgå dialog med Beijing er kujoneri og virkelighedsflugt.

Upåagtet af den danske nyhedsindustri rejste udenrigsminister Jeppe Kofod i november til Kina for at føre en flere timer lang dialog med sin kinesiske kollega, Wang Yi.

De to nåede hele raden rundt af betændte emner: undertrykkelse af mindretal og regimekritikere, den ubehagelige tilstand i Hongkong og Xinjiang, spændingerne i Det Sydkinesiske Hav, men også det nødvendige i en fortsættelse af det flerårige samarbejde om grøn omstilling.

Dermed lagde Kofod og regeringen sig i det spor, dansk udenrigspolitik har fulgt med stor konsekvens, siden den daværende socialdemokratiske stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i 1950’erne besøgte datidens kommunistiske supermagt Sovjetunionen.

Nødvendighedens lov for den til enhver tid siddende danske regering er, at vi taler med dem, vi er mest uenige med. At gøre det modsatte vil være en flugt fra virkeligheden. I tider med voksende spænding mellem stormagterne er vi den pragmatiske brobygger.

Så ville det give mening, at Danmark følger det amerikanske og britiske eksempel og sender sportsfolk til de olympiske vinterlege i Beijing og omegn uden ledsagelse af kulturministeren og vores sportsglade kronprins?

I så fald vil budskabet kunne udlægges som et gigantisk paradoks: at danske idrætsudøvere er fuldt acceptable repræsentanter for danske værdier, mens en minister, som er udnævnt for også at kunne forhandle med fremmede magter, dukker sig i hjemmeskjulet og tier.

At holde sig væk fra samtaler med dem, hvis værdier vi ikke deler, er ikke udtryk for moralsk storhed, men det modsatte.

PRØV AT LYTTE til den landflygtige multikunstner Ai Weiwei, Kinas mest kendte systemkritiker gennem de seneste årtier: Han mener, at sanktioner, herunder boykot-aktioner, mod hans hjemland, også de symbolske, er et tvivlsomt våben.

Aktivisten, der i dag lever i landflygtighed i Portugal, minder os om, at de hundredtusinder af unge kinesere, der i sin tid kom til Vesten på studieophold, i dag indtager ledende poster i en økonomisk gigant, hvis variant af kapitalisme på lange stræk, herunder jobskabelse og innovation, er den vestlige overlegen.

Kineserne har brugt et lille halvt århundrede på at kopiere os, også i sportens verden, og nu frygter vi, at de besejrer os, både økonomisk og i idrætten. Er det så frygten for nederlag, der gør, at vores regeringsfolk skal holde sig væk?

Samtalerne uden for de store stadioner kunne f.eks. handle om pandemibekæmpelse og klimaindsatser. Ej at forglemme den samhandel, der har bragt velstand til flere verdensdele og især Østasien.

Der er rigeligt at tale om: Når værterne i Beijing hævder, at dette OL bliver gennemført på grønne kriterier, kan vi så få at vide, hvor meget energi der medgår til at producere de 1,2 millioner kubikmeter kunstig sne og is, som er en forudsætning for gennemførelsen.

For ikke at tale om de kinesiske myndigheders løfte om at lade de internationale medier dække alle begivenheder uden forhåndskontrol og censur. Lad det komme an på en prøve.

HVAD ANGÅR den aktuelle boykot-debat, kan det være nyttigt at minde om et fortilfælde:

Anført af USA besluttede en stribe vestlige lande at boykotte sommerlegene i Moskva i 1980 i protest mod, at Sovjetunionen året forinden havde invaderet Afghanistan.

De vestlige regeringer indledte dermed en praksis, som de sædvanligvis kritiserede deres modparter for: at man spændte sportens organisationer for en politisk vogn.

Vores vigtigste allierede sendte dengang millioner af dollar i våbenhjælp til de islamistiske muhajediner i Pakistan, dvs. forløberne for de senere talebanere, for at hjælpe disse krigere med at bekæmpe datidens sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan. Dermed bidrog amerikanske skatteydere til at lægge fundamentet for det talebanske regime, som siden blev den største sikkerhedstrussel mod USA og Vesten.

Måske det på sigt bliver kineserne, der med penge og diplomati får trukket de terroristiske og islamistiske tænder ud af talebanerne? Beijing har foreslået Bidens folk et samarbejde for at stabilisere Afghanistan. Så hvorfor giver en besøgsboykot af vinterlegene i Beijing mening nu og her?

Indtil videre kan vi passende lade alle krysterne om at boykotte OL. Så kan de sidde hjemme i covid-isolation og heppe i kor på de danske hold.

(klumme i Politiken 13.01.22)