Sydkoreas nye underklasse kommer fra nord

Udgivet den 15. august 2023 af flemmingytzen

Tusinder af flygtede nordkoreanere har svært ved at falde til i det dynamiske Sydkorea, hvor familierelationer betyder alt

Engang troede Geom-on Ji, at hun kunne leve et traditionelt harmonisk familieliv som hustru og mor i en nordkoreansk landsby, hvor indbyggerne havde adgang til grundlæggende fornødenheder. Tag over hovedet, mad på bordet, en køkkenhave, skolegang.

Denne forestilling begyndte at visne, da hun på det lokale marked erfarede, at stort set alle de moderne goder til salg ikke var produceret i det socialistiske paradis, som Nordkorea giver sig ud for at være, men var importeret fra den langt mere velstående nabo i nord, Kina.

“Mange kinesiske varer er eftertragtede blandt de nordkoreanere, der har råd til at købe dem,” forklarer hun, da vi mødes hos den private hjælpeorganisation i Seoul i Sydkorea, hvor hun i dag gør nytte som social aktivist og kontaktperson for andre af nordkoreansk oprindelse.

Geom-on Ji kæmper med at forklare sin livshistorie. Hendes tale er så lavmælt, at den ind imellem nærmer sig hvisken. Hun kæmper for at holde tårerne tilbage, når talen falder på den søn, hun har mistet. Først efter sin flugt og ankomst til Sydkorea erfarede hun, at sønnen var død. De nærmere omstændigheder er uafklarede.

“Folk i Nordkorea vokser op i den tro, at vi lever i et af verdens mest harmoniske samfund, og at vi skylder vor lykke til den familie, der har skabt staten: Kim Il-sung, sønnen Kim Jong-il og nu lederen i tredje generation, Kim Jong-un. Men realiteten er, at det store flertal har oplevet sult, sygdom og ulykke. Alle har mistet slægtninge,” siger hun.

Vejen ud af elendigheden gik for Geom-on Ji gennem at handle med de ulovligt importerede kinesiske varer, som udgør en voksende del af den nordkoreanske undergrundsøkonomi. 

Men denne eksistens viste sig risikabel. Sortbørshandel kan være en enkeltbillet til straffelejren. Til sidst så hun ingen anden udvej end at tage flugten over den skarpt bevogtede grænse ind i Kina, der er næsten 1400 kilometer lang og nogle steder tilstrækkelig porøs til, at nogle slipper igennem. 

Herefter begyndte en lang og farefuld færd. Tidsfornemmelsen tabte hun. Omkring et års tid tog det hende at krydse Kina og nå til Sydøstasien. 

“Det kan lade sig gøre, hvis der betales,” forklarer Geom-on Ji usentimentalt.

Forklaringen på, hvordan hun som nordkoreansk kvinde kunne finansiere sin vej til relativ frihed ligger i Kinas massive overskud af enlige mænd, der savner en hustru, en husholderske, en livsledsager. Kort sagt en, der er leveringsdygtig i alle ydelser, der kan få tilværelsen til at blive lidt mere udholdelig.

Uden familie og isoleret

I dag, tre år efter sin ankomst til Sydkorea, er Geom-on Ji frivillighjælper i Borgeralliancen for Nordkoreaneres Menneskerettigheder med hovedkvarter i Seoul. Organisationen er blandt de ældste og største i det Sydkorea, som hvert år tager imod hundredvis af flygtninge fra et af klodens mest undertrykkende regimer. 

Det brutale forløb, der gik forud for hendes ankomst til den sydkoreanske hovedstad, gør, at aldringen er sat tidligt ind. 

Geom-on Jis held består i, at det sydkoreanske samfund har taget sig af hende fra første dag, hun landede i denne frie del af fædrelandet. Kernen i den række af prøvelser, som hendes livshistorie udgør, er, at sydkoreansk lovgivning allerede ved ankomsten gør hende til borger. Men herefter følger vanskelige udfordringer: at kunne bygge relationer til andre individer i et samfund, hvor forholdet til slægtninge betyder alt. 

Er man uden familierelationer i dette strengt hierarkiske samfund, må man leve på kanten mellem minimal overlevelse og glemsel. Et ukendt antal lever i total isolation. 

Ifølge officielle tal befinder der sig tæt på 35.000 nordkoreanere i Sydkorea. De er principielt ligestillede med de næsten 52 millioner sydkoreanere, men er i voksende omfang socialt marginaliserede. Med en markant undtagelse: yngre, smukke nordkoreanske kvinder, der optræder i tv-programmer, udgiver portrætbøger og podcasts og er aktive på sociale medier. 

Geom-on Ji hører ikke til i denne kategori. Hendes overlevelse sikres af, at myndighederne har stillet en lejlighed til rådighed og betaler hende lige akkurat nok til at kunne dække fødevarer, el og varme. 

Geom-on Ji (t.h.) er mærket af sin fortid i Nordkorea, men overlever i Seoul i Sydkorea takket være hjælp fra myndighederne. Dagligdagen består i at være hjælper og kontaktperson for andre isolerede kvinder af nordkoreansk oprindelse.

Diskrimination er udbredt

Den nordkoreanske del af befolkningen i Sydkorea er nemme at identificere, da de taler en særlig dialekt af nationens fælles sprog. Men det gør dem også udsatte for diskrimination, forklarer den polske forsker Johanna Hosaniak, der for Borgeralliancen har undersøgt befolkningens holdninger til samfundets relativt nye underklasse. 

“Sydkorea er som et stammesamfund, bare stærkt konkurrencepræget. Den enkelte skal klare sig på sine evner, men når det er svært, har man slægtninge at støtte sig til. Her bliver det rigtig svært for nordkoreanerne,” forklarer hun.

Hurtigt efter ankomsten sendes nordkoreanerne på et tre måneders indskolings- og læringsophold. Myndighederne tjekker her, om der er spioner blandt de flygtede. 

“De bombarderes med al mulig viden, der er helt ny for dem. Hvordan man åbner en bankkonto, skriver en ansøgning, tager et kørekort og så videre. Men vores undersøgelser viser, at de glemmer en stor del hurtigt efter, at de er kommet ud i samfundet,” fortæller Johanna Hosaniak.

Geom-on Ji stiftede efter ankomsten til Sydkorea for første gang i sit liv bekendtskab med en computer.

“Jeg var så desperat i starten, at jeg snart længtes efter at vende tilbage til Nordkorea,” tilføjer hun og griber ud efter sin smartphone.

Den er det vigtigste kontaktled til den hverdag, hvor hun hjælper landsmænd fra nord igennem de samme forhindringer, hun selv oplevede i den første svære tid. 

Da Nordkorea er totalt afskåret fra information ad normale, lovlige kanaler, kan det undre, hvordan nordkoreanske indbyggere får det indtryk, at tilværelsen i Sydkorea er så meget bedre?

“De ser indsmuglede sydkoreanske sæbeoperaer,” lyder forklaringen fra Johanna Hosaniak. 

“De får indtrykket af et land, hvor livsformerne er glamourøse, og det økonomiske overskud overvældende, men de hører intet om, hvor svært det er for et samfund at nå til et sådant materielt niveau. Derfor ender mange af dem som dybt skuffede.”

Fakta: KOREAS DELING

Koreas deling mellem sejrsmagterne i Anden Verdenskrig var tænkt som midlertidig, men i 1950 forsøgte det kommunistiske styre i nord at invadere Sydkorea. En USA-ledet invasion under FN-flag forhindrede dette.

Med våbenstilstanden i Korea 1953 opstod et massivt flygtningeproblem. Millioner af familier blev delt, langt de fleste valgte at flytte til Sydkorea.

Nordkoreanere fortsætter med at flygte fra fattigdom og undertrykkelse. Anslået 35.000 individer født i Nordkorea opholder sig i dag i Sydkorea. Geom-on Ji (t.h.) er mærket af sin fortid i Nordkorea, men overlever i Seoul i Sydkorea takket være hjælp fra myndighederne. Dagligdagen består i at være hjælper og kontaktperson for andre isolerede kvinder af nordkoreansk oprindelse.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Forfatter ændrede verdenskrigens historieskrivning

Udgivet den 9. august 2023 af flemmingytzen

Forfatteren Seiichi Morimura gjorde Japans biologiske krigsførelse kendt for en større offentlighed. Han blev 90 år

Næppe mange europæere har hørt om den japanske forfatter Seiichi Morimura, der døde den 24. juli i en alder af 90 år. Ikke desto mindre ændrede hans journalistiske og litterære virke historieskrivningen om Japan som krigsførende magt.

I sine yngre dage blev Morimura kendt for sine kriminalromaner, indtil hans karriere tog et markant kursskifte omkring 1981-1982. Det skete, da det lille japanske kommunistpartis avis publicerede hans reportageserie om den japanske hærs eksperimenter med biologisk krigsførelse i Kina i årene 1937-1945. Artiklerne blev herefter udgivet i bogen ”Djævelens grådighed”, der solgte i millionoplag.

Bøgernes tema er Enhed 731, den specialorganisation, der stod for biologiske eksperimenter på krigsfanger og civile i den kinesiske region Manchuriet, som under navnet Manchukuo blev gjort til en japansk lydstat 1931-1945.

Enhed 731 påførte tilfangetagne tyfus, kolera og andre smitsomme sygdomme for at teste ofrenes reaktioner. Tusinder omkom i forbindelse med eksperimenterne, som i de første efterkrigsårtier blev holdt uden for en større offentligheds opmærksomhed. Morimura opsøgte 60 af veteranerne, der havde tjent under Enhed 731 og overtalte dem til at dele deres erfaringer.

Morimuras bog afslørerede, at cirka 2600 officerer og soldater i Enhed 731 undgik retsforfølgelse, da USA og de øvrige allierede sejrsmagter i 1946 gennemførte de såkaldte Tokyo-processer. Den amerikanske besættelsesadministration i Japan tilbød ifølge Morimuras bog amnesti til Enhed 731-folkene, fordi man ønskede adgang til deres vidnesbyrd og data.

Under dække af at skulle rense forurenet vand og forhindre epidemier hvervede Enhed 731 også mange læger til gennemførelse af de biologiske eksperimenter på såkaldte forsøgspersoner. Disse talte tusinder, fortrinsvis kinesere, koreanere og russere, der var blevet taget som krigsfanger under den kejserlige japanske hærs felttog i Manchuriet.

Fanger rejste krav om erstatning

”Djævelens grådighed” førte til fornyede undersøgelser af Enhed 731. Så sent som i 2005 rejste overlevende kinesiske fanger krav om økonomisk erstatning og en officiel undskyldning, men det blev afvist af højesteret i Tokyo. Dette til trods for, at en retsafgørelse tre år tidligere havde anerkendt den japanske regerings ansvar for biologiske eksperimenter på krigsfanger.

Morimura havde som 12-årig oplevet det amerikanske luftvåbens bombardementer af Tokyo i foråret 1945, der kostede titusinder af civile livet. Denne voldsomme erfaring gjorde ham til socialistisk pacifist resten af livet.

Hans motivation for at gøre Enhed 731’s biologiske eksperimenter kendte gennem en journalistisk indsats forklarede han med, at Japans officielt sanktionerede historieskrivning om Stillehavskrigen altid har handlet om at fremstille landet som offer for krigshandlinger frem for som ansvarlig for disse.

”Hver eneste japanske generation bør have kendskab til disse ugerninger, så vi undgår gentagelser,” forklarede han for år tilbage i et interview til New York Times.

Bogen ”Djævelens grådighed” gav kraftig genlyd i den japanske offentlighed og førte for første gang til en parlamentsdebat og regeringens indrømmelse af, at overgrebene havde fundet sted.

(uddrag af nekrolog i Kristeligt Dagblad 09.08.2023)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Sydkoreanerne tror ikke længere på genforening

Udgivet den 15. juli 2023 af flemmingytzen

Gennem årtier så sydkoreanske magthavere en genforening med Nordkorea som det eneste mulige fremtidsscenario. I dag har de politiske toner i Seoul fået en ganske anden lyd, og især yngre sydkoreanere kan ikke se, hvad en genforening skulle gøre godt for

Uddrag af artikel i Kristeligt Dagblad 15.07.23

Generationer af danskere har forbundet Korea med først hospitalsskibet Jutlandias indsats under krigen 1950-1953, siden mange adoptivbørn og i nyere tid fladskærme og populære bilmærker, der almindeligvis regnes for nogle af markedets mest konkurrencedygtige; der er Samsung i dagligstuen og Hyundai i carporten hos tusinder af danskere.

Langt sjældnere er beretninger fra sydkoreanernes broderfjende nord for den 38. breddegrad, det jernhårde, atombevæbnede familiediktatur under Kim Jong-un, barnebarn af Nordkoreas grundlægger, Kim Il-sung (1912-1994).

Flere end 10 millioner sydkoreanere bor og arbejder i regioner, der kan rammes af det tunge nordkoreanske artilleri, fordi dette er positioneret tæt på den delingslinje, der skiller de to rivaliserende koreanske stater. Tilstedeværelsen af flere end 30.000 amerikanske soldater på baser i Sydkorea i kombination med en topprofessionel national hær gør, at et nordkoreansk konventionelt angreb ind over sydkoreansk territorium, som det skete i sommeren 1950, ikke er et sandsynligt scenario.

Hvad der optager de stormagter, der er Koreas naboer, er derimod Kim-dynastiets atombevæbning – ikke mindst fordi Nordkoreas missiler sandsynligvis kan nå amerikanske mål i Stillehavsregionen.

En overset pointe: Det amerikanske militær er i Sydkorea for at sikre USA mere end for at hjælpe den velstående og velbevæbnede asiatiske allierede. Aktuelt har denne tilstand givet anledning til fornyede overvejelser hos Sydkoreas politiske eliter om, at landet skal tilstræbe at udvikle sin egen atombevæbning.

Sydkoreanerne er forfatningsmæssigt forpligtede til at virke for en genforening af den delte nation, men dette mål tegner mere urealistisk end nogensinde tidligere, forklarer militærforsker og pensioneret oberst fra luftvåbenet Young-geun Kwon.

Flertal ønsker nationale atomvåben

Forsøgene på at gøre den koreanske halvø fri for kernevåben går tilbage til årene omkring årtusindskiftet, men strandede på nordkoreansk modvilje mod at acceptere international inspektion af sine atomfaciliteter. Nylige opinionsundersøgelser viser, at tre ud af fire sydkoreanere ikke længere tror på, at stormagterne kan presse eller overtale Nordkorea til at forhandle en afvikling af regimets atomvåben, og den indlysende følgeslutning i meningsmålingerne er, at Sydkorea ikke har andet valg end selv at skaffe sig kernevåben, mener Young-geun Kwon.

Forskningslektor Sung-kyung Kim på University of North Korean Studies minder om, at Sydkorea, Japan, USA og Kina indtil for en snes år siden havde gjort meget for at fremme en nuklear afvæbning af Nordkorea, blandt andet ved at tilbyde opbygning af civil kernekraftskapacitet. Når disse forsøg slog fejl, kan det ikke alene bebrejdes styret i Pyongyang. De bad om sikkerhedsgarantier og politisk anerkendelse fra USA, som de ikke fik, pointerer hun.

”Derfor er det sandsynlige scenario, at det delte Korea forsætter med at være en såkaldt frossen konflikt,” siger hun og tilføjer, at der er vigtige pointer for europæiske beslutningstagere i en kommende mulig fredsproces omkring Ukraine.

”Atomvåben fastlåser konflikter, der kunne være blevet løst ved brug af konventionelle våben alene, som det skete under krigen 1950-1953,” siger hun.

For det komplicerer udfordringerne både i Europa og Nordøstasien, at amerikansk sikkerhedspolitik i voksende omfang er fokuseret på at inddæmme Kina og begrænse den asiatiske stormagts opstigning på verdensscenen. Konflikterne i Asien kan kun løses ved at inddrage Kina frem for at lade den vestlige supermagt og dens allierede forsøge at definere betingelserne, forklarer forskeren.

Gennem årtier hed det sig i de sydkoreanske magtcentre, at genforeningen var uundgåelig, altså en historisk uretfærdighed, som måtte korrigeres i kølvandet på sammenbruddet i kommunistisk-ideologiske systemer. Alle embedspersoner i det offentlige sydkoreanske system skulle sværge en ed på at ville virke for en genforening til deres dages ende.

I dag har de politiske toner i Seoul fået en ganske anden lyd. Som det udtrykkes samstemmende i civilsamfund og blandt erhvervsledere: Der bliver hele tiden færre sydkoreanere med overlevende aldrende slægtninge, der lever et (kummerligt) liv nord for halvøens 38. breddegrad.

”Yngre koreanere kan ikke se for sig, at de skal betale for at bringe 22 millioner nordkoreanere op på samme økonomiske niveau som folk i Sydkorea,” som Park Sang-bae, generaldirektør i organisationen Korea Foundation, forklarer det.

Tysk genforening er intet forbillede

I de første år efter ophøret af den kolde krig i Europa gav det en vis mening, at sammenligne det delte Korea med den tilstand, der herskede mellem de to tyske stater frem til 1990.

Men her i nutiden er der ikke længere sydkoreanske embedsfolk eller politikere, der finder bare den mindste inspiration i den udvikling i 1989-1990, der gjorde, at datidens vesttyske forbundsrepublik i realiteten opslugte, hvad der var tilbage af datidens DDR, den østtyske kommunistiske statsdannelse.

Chul Lee, der bærer titlerne præsident og biskop for Den Koreanske Metodistiske Kirke, siger rent ud, at bare betegnelsen ”kommunistisk” ikke længere er meningsfuld, når man taler om Nordkorea og forsøger at forklare styrets særlige karakter.

”Vi taler om et familiedynasti, der drives af ønsket om overlevelse, ikke af at ville fremme en bestemt ideologi,” forklarer biskoppen.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Ældgammel kinesisk moralfilosofi skaber loyalitet over for staten

Udgivet den 7. juli 2023 af flemmingytzen

Konfucianismen, en 2500 år gammel moral-filosofi, er bekvem for den kinesiske regering, fordi den fortæller borgerne om nødvendigheden af at kende deres plads og ikke udfordre partistyret

Uddrag af artikel i Kristeligt Dagblad 07.07.2023

Den konfucianske filosofi er helt anderledes end både den vestlige verdens liberale kultur og de monoteistiske religioner. Denne praksisorienterede tænkning lægger vægt på orden og harmoni og respekt for autoriteter og omtanke for andre.

Konfucianismen er en række opdragelsesregler, som forældre holder sig til i opdragelsen af deres børn. Det overordnede mål er for det første at udvikle alt det gode, alle evner, alle muligheder, der findes i barnet, og for det andet at lære det alt, hvad der er nødvendigt, for at det kan blive et optimalt tilpasset medlem af samfundet.

For regeringen og kommunistpartiet i Kina er konfucianismen en velsignelse, fordi den regerende elite har kæmpet for at beholde sin autoritet uden længere at have den ideologiske ballast fra marxismen-leninismen til at kunne legitimere sin magtanvendelse med. Konfucianismen er bekvem, fordi den fortæller kineserne om nødvendigheden af at kende deres plads i samfundet og ikke udfordre partistyret.

”Der er betydelige ligheder mellem kommunisme og konfucianisme og dermed en vis kompatibilitet. På det teoretiske plan er der store forskelle, men i den praktiske implementering kan de kommunistiske kadrer godt sammenlignes med den konfucianske elite, der guider den almindelige befolkning,” forklarer lektor ved Københavns Universitet Bent Nielsen, der har beskæftiget sig indgående med konfucianismen.

Kinas hurtige opstigning i verdensøkonomien er en kilde til fortsat undren blandt vestlige beslutningstagere, der typisk har stillet spørgsmålet: Hvordan kan en leninistisk partistat administrere en statskapitalistisk udviklingsmodel, uden at befolkningen går på gaden og kræver mere frihed?

”Kristendommen i sin oprindelse var antiautoritær, men endte med at blive magthavernes værktøj. Mange af konfucianismens idéer var også i deres oprindelse tænkt anderledes, end de blev implementeret som statsfilosofi. Således blev begrebet loyalitet fortolket som loyalitet over for herskeren i stedet for at gøre en helhjertet indsats for at blive et bedre menneske,” forklarer Bent Nielsen, der oplyser, at Konfucius’ idéer gennem seks århundreder var obligatorisk eksamenspensum for kommende embedsmænd ved det kejserlige hof. Denne tradition ophørte seks år før det sidste dynastis sammenbrud i 1911.

Konfucianismen opfatter den menneskelige verden gennem De Fem Grundlæggende Relationer. De består af forholdet mellem hersker og undersåt, far og søn, mand og kone, ældre og yngre brødre samt ældre og yngre venner. Konfucianismen fokuserer ikke på organisationsmæssige relationer, men betragter alle menneskelige relationer fra et interpersonelt og socialt perspektiv. Resultatet er, at kinesere som oftest gør forretninger med dig som person og ikke med dig som en del af en organisation.

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Vil Thailands militær slippe magten?

Udgivet den 3. juli 2023 af flemmingytzen

Medvirken i Radio4’s udenrigsmagasin Verden kalder 3. juli 2023. Stine Kromann Dragsted er vært i programmet, der varer en halv time

https://www.radio4.dk/program/verden-kalder/?gid=73547&title=perspektiv-vil-thailands-militr-slippe-magten

I programmet ser vi på mulighederne for, om Thailands politiske liv kan vende tilbage til civile, demokratiske tilstande.

Fra valgkampen i Thailand i maj 2023

Info om Radio 4:

https://www.radio4.dk/om-radio4/

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Vesten behøver et buddhistisk ikon. Men det krakelerer lige nu.

Udgivet den 17. april 2023 af flemmingytzen

Debatten om Tibet og Dalai Lama er på vej ud i usikkert farvand. Ny bog går bag om overskrifterne.

Den 14. Dalai Lama, Tenzin Gyatso, fortjener vor sympati, og hvordan omsættes en sådan i praksis? Hans sag – at opnå mere åndsfrihed og tolerance, i et samfund der kontrolleres hårdt og kompromisløst af kinesiske sikkerhedsmyndigheder – behøver en anderledes støtte end den, han har oplevet under sine mange besøg i vestlige samfund og Kinas asiatiske nabolande. Forklaring følger.

Et for nylig offentliggjort videoklip, der viser Dalai Lama bede en mindreårig om at kysse tunger, kan blive et spirituelt og moralsk dødsstød for et religiøst ikon, der har haft gennemslagskraft for millioner, måske mere i Vesten end i Asien, hvor den tibetanske buddhisme har sit udspring.

Skaden, der er forvoldt den tibetanske bløde magt og indflydelse, kan vise sig at være uoprettelig i lang tid fremover. For hvordan overlever tibetansk kultur og spiritualitet i en verden, der mere og mere styres efter økonomiske nyttekriterier, og hvor fejltrin kan ødelægge karrierer og de positive fortællinger, som millioner hungrer efter?

Dalai Lama har boet i Dharamsala i det nordlige Indien i mere end seks årtier. Indien har været vært for den tibetanske eksilregering siden Dalai Lamas flugt i 1959, men støtten fra det internationale samfund i skikkelse af politisk opbakning i FN-systemet har været nærmest nul. Eksilregeringen overlever på indisk gæstfrihed tilsat vestlige og asiatiske donationer, herunder bidrag fra store virksomheder.

Mens vi som borgere udtrykker støtte til de undertrykte tibetaneres åndelige overhoved, står det ubehageligt klart, at hverken Danmark eller noget andet land i Vesten er indstillet på at ofre snævre nationale interesser i forhold til det Kina, som bestemmer Tibets nutid og fremtid.

Timeglasset rinder ud

Hans helligheds rejsevirksomhed er sandsynligvis ophørt, og hans globale betydning er faldende, kan man også konkludere efter læsning af den senest udgivne biografi om Dalai Lama, skrevet af den svenske forfatter og journalist Bertil Lintner og udgivet på forlaget Historiska Media i Lund. Lintner har dækket Asien for en stribe internationale medier siden begyndelsen af 1980’erne og har forfattet flere anmelderroste bøger om asiatisk politik og historie.

Dalai Lamas fødselsår er 1935, så hans timeglas er ved at rinde ud. Hvad sker der med det tibetanske folk og dets unikke kultur, når han ikke er her mere? Han chokerede utvivlsomt mange af sine tilhængere, da han i interviews med britiske BBC og den tyske avis Die Welt am Sonntag i 2014 meldte ud, at eksilsamfundet ikke nødvendigvis behøver en efterfølger.

”Lad os afslutte med en populær Dalai Lama. Dersom der dukker en svag Dalai Lama op, vil det bringe skam over os. Den tibetanske buddhisme er ikke afhængig af enkeltpersoner. Vi har en virkelig god organisatorisk struktur med veluddannede munke og skriftlærde”, lød hans forklaring dengang.

Nærværende skribent har mødt Dalai Lama flere gange, første gang i Thailand i 1994 og siden ved et par møder under hans besøg i København. Interviews er det ikke blevet til, som journalist henvises man til hans embedsværk. Efter at have rejst inkognito ind i Tibet i 1998 lykkedes det mig at træffe en af eksilregeringens tidligere udenrigsministre, da denne lagde vejen omkring København. Denne repræsentant havde et beskedent håb om, at Kina kunne udvikles i en mere tolerant retning. Men det er fortid.

Eksilregeringens daværende regeringschef, Lobsang Sangay, interviewede jeg i 2011, og hans mest markante udsagn i samtalen lød således:

”I mere end et halvt århundrede har vi stået for en ikke-voldspolitik, som Kina bør tage til sig for at demonstrere egne fredelige hensigter. Senest har vi udviklet demokrati, som vi gerne vil have mulighed for at lade blomstre inden for det tibetanske samfund i Kina. Vi tilbyder også at samarbejde om en økologisk og socialt balanceret udviklingsstrategi, som kan vise vejen for en politik, der sætter mennesker og ikke penge i centrum.”

Sød musik, hvis det var sagt fra en FN-talerstol. Men et Kina under Xi Jinpings ledelse er ingenlunde på vej i den retning, tværtimod. Mine observationer under besøget i Lhasa for 25 år siden gav heller ikke anledning til opmuntring på tibetanernes vegne.

Tibet forbliver under kinesisk kontrol i al evighed – de er ikke en slags asiatiske inuitter, hvis voksende tilhørsforhold til USA en skønne dag stiller Danmark i et svært ubehageligt dilemma.

Et spørgsmål nager: Har liberale, tolerante og kristne vesterlændinge i realiteten mere brug for Dalai Lama end den kinesiske befolkning med dennes ensidige fokus på materiel og økonomisk vækst og velstand? Man fristes til at svare bekræftende. Den kinesiske stats projekt i Tibet består i at forvandle tibetanerne til lydige individer, der i det mindste lader som om, at de bliver, som kinesere er flest. Hvilket ikke ændrer på, at befolkningerne i Vesten har brug for et åndeligt symbol som Dalai Lama, der udtrykker en spirituel utopi, i en tid hvor befolkningerne føler sig truet og presset af den økonomiske globalisering, som især Kinas tilbagekomst på verdensscenen er udtryk for.

Ved Marienborg 2009

Erstatningsgud

Med de nationale kulturer på retræte søger vi efter både nye fjendebilleder (Kina) og nye forbilleder (Dalai Lama og hans eksilsamfund, et åndeligt Shangri-La). Vi famler efter en universalisme og finder den i et tibetansk orakel, hvis ytringer er så sympatiske, generelle og ufarlige, at enhver kan identificere sig med dem.

Dyrkelsen af myten om et humanistisk og menneskekærligt Shangri-La er udtryk for forsøg på at skabe en ny mytologi og en forestilling om et åndeligt rige, hvor vi aldrig kommer, men hvor mange af os har brug for at drømme os hen: Dalai Lama er udtryk for vor egen tabte spiritualitet. Brutalt og usentimentalt sagt er Tenzin Gyatso blevet den vestlige civilisations erstatningsgud.

Tibetanernes åndelige overhoved er blevet et globalt symbol på mange åndelige strømninger, som ellers ville have været hjemløse. Han har med stor dygtighed formået at skaffe sig venner i Vesten, siden han i 1989 blev tildelt Nobels fredspris.

Året forinden havde han i en tale til Europa-Parlamentet markeret, at Tibets sag fremover skulle internationaliseres. Det skete som en reaktion på, at flere års hemmelige forhandlinger med Beijing om hans mulige tilbagevenden til det hjemland, han flygtede fra i 1959, var slået fejl.

Dalai Lamas status som åndeligt overhoved blev formelt indledt i 1950, mens han endnu var teenager. Det var samme år, som Tibet blev invaderet af Kinas kommunistiske hær, der havde udråbt Folkerepublikken Kina året før.

I ni år forsøgte Dalai Lama at leve i en form for fredelig sameksistens med de nye kinesiske herskere, men eksperimentet faldt dårligt ud. I 1959 gjorde tibetanerne oprør mod Kinas overherredømme, og Dalai Lama måtte tage flugten til Indien, ledsaget af tusinder af landsmænd.

Alle os, der har haft den ære at træffe hans hellighed den 14. Dalai Lama, har oplevet, hvorledes han er i stand til med få ord at gøre kål på den indre kyniker hos både højre- og venstreorienterede. Han repræsenterer en universalisme, som er gået tabt i Vesten især på grund af vores fejlslagne krige i Mellemøsten, Afghanistan og andre steder, men også på grund af en altfortærende populisme, klarest symboliseret af Donald Trump, Viktor Orbán og andre.

Brogede dagsordener

Kan det forventes, at Danmark forsøger sig med et særligt tibetansk initiativ, når nu udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) forbereder at tage til Kina for at forny den dansk-kinesiske partnerskabsaftale?

Dalai Lamas kolossale popularitet betyder, at han bliver brugt som symbol af politiske kræfter med andre og mere brogede dagsordener. Her er der plads til nyreligiøse spiritualister, bekymrede antiglobalister, uskyldsrene fromhedsdyrkere, bissende og fanatiske antikommunister, menneskerets-forkæmpere af alle kulører og ikke mindst dem, der frygter, at et økonomisk og politisk stærkt Kina vil dominere det 21. århundrede.

Lintners bog er nøgternt og usentimentalt skrevet og derfor et godt sted at begynde, hvis debatten om Tibet på den lange bane skal handle om andet end danske embeds- og politifolks uelegante håndtering af demonstrationer mod besøgende kinesiske stats- og partirepræsentanter.

Om værket

Bertil Lintner: Dalai Lama. 175 sider. 185 svenske kroner. Historiska Media.

Dalai Lama nr. 14

Født som Tenzin Gyatso i 1935.

I perioden 1912-1950 var Tibet reelt selvstændigt – på grund af borgerkrigen i Kina – dog uden at være anerkendt af stormagterne.

Dalai betyder ”visdommens hav”, og Lama betyder ”åndelig lærer”.

Dalai Lama er overhoved for gelug-sekten og en genfødsel af den første Lama fra år 1381. Hans eksilregering har hovedsæde i Dharamsala i det nordlige Indien. Herfra har han forgæves forsøgt at føre forhandlinger om en tibetansk selvstyreordning med Kina.

Tibets tilhørsforhold

Fra 1200-tallet havde Tibet varierende grader af tilknytning til først det mongolske og siden det kinesiske kejserdømme. Fra slutningen af 1800-tallet blev Tibet og Centralasien inddraget i stormagtsopgøret mellem Rusland, Kina og Storbritannien.

I 1907 indgik Storbritannien og Rusland en aftale, der anerkendte Kinas overhøjhed over Tibet. I 1911 brød det kinesiske kejserdømme sammen. Den 13. Dalai Lama udviste i 1913 alle kinesere fra hovedstaden Lhasa og begyndte at opbygge en uafhængig stat med selvstændige relationer til omverdenen.

I oktober 1949 afsluttedes den kinesiske borgerkrig med kommunistisk sejr. Et år senere invaderede kinesiske styrker Tibet. I 1951 fik det den 14. Dalai Lama og hans administration til at indgå en 17-punktsaftale, hvis formål var Tibets ”fredelige indlemmelse”.

I marts 1959 indledtes en tibetansk opstand mod det kinesiske overherredømme. Dalai Lama flygtede til Indien og etablerede en eksilregering i Dharamsala, Indien.

(anmeldelse i Kristeligt Dagblad 17.04.23)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Mønsterstaten Taiwan afgør, om supermagterne kan finde en sameksistens

Udgivet den 3. april 2023 af flemmingytzen

Fanget mellem kinesiske og amerikanske interesser kan Taiwans fremtid tegne relationen mellem de to supermagter. Europa skal håbe på, at USA og Kina finder en fredelig løsning

Øen er lidt mindre end Danmark i areal, her bor cirka 23 millioner mennesker, og de taler næsten alle med forskellig kinesisk dialekt. Dens officielle navn er Republikken Kina, men vi kender stedet i daglig tale som Taiwan, og nærværende skribent har været en regelmæssig gæst på øen siden 1989.

Jeg vil ikke tøve med at kalde det taiwanske samfund for en mønsterstat, som er lykkedes med alt det, som Fastlandskina, der gør krav på øen, burde gøre, men som af politiske grunde er en umulighed. Er der så en løsning på en konflikt, der risikerer at kaste Kina og USA ud i en storkrig? Vist så, men debatten herom er ikkeeksisterende i Danmark.

Aktuelt har Taiwans præsident været i USA på et halvofficielt besøg, alt imens en af hendes forgængere i embedet har været i Kina. Denne interessante samtidighed fortæller os noget om de to hovedkræfter i taiwansk politik: den ene bevægelse, der vil, at det selvstyrende Taiwan opnår en tydeligere international anerkendelse; og en anden, der hellere ser, at der opbygges pragmatiske relationer til Kina, så Beijing-styrets trusler om krig og invasion bliver overflødige, og som ønsker en føderal statsdannelse, et indtil videre teoretisk Storkina.

Magtapparatet under Kinas leder, Xi Jinping, mobiliseres i disse år for at hente ”udbryderprovinsen” Taiwan hjem til moderlandet. Helst fredeligt, men alternativet bliver ikke udelukket. Der er god tid til dette projekt, og Beijings foretrukne metode er en vedholdende intimidering af den taiwanske befolkning og omringning af øen i det Sydkinesiske Hav.

En invasion, i lighed med hvad USA og venner har forsøgt sig med i Irak og Afghanistan, har minimal sandsynlighed. Sporene skræmmer og noget af det eneste positive, man kan sige om Kina under Xi, er, at han magtpolitisk ikke efteraber USA.

Mere sandsynligt er en kinesisk flådeblokade, der vil lamme Taiwans forsyninger af mikrochip til resten af verden – virksomheden TSMC i Taiwan leverer klodens mest efterspurgte mikrochip.

Taiwan var en japansk koloni i et halvt århundrede (1895-1945) og er derfor en brik i et historisk asiatisk magtspil. Så hvorfor er det kinesiske flyvevåben regelmæssigt på vingerne omkring Taiwan her i nutiden?

Her foreligger et ironisk paradoks: Kina rasler med sablen for at fastholde en tilstand i konflikten, der er defineret af USA. Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med en invasion. Magthaverne i Beijing afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato i Europa.

Nøglen til Taiwans demokratiske overlevelse indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912. Det betyder, at øens indbyggere ikke kan eller bør underlægges et nutidigt udemokratisk centralstyre i Beijing.

Denne model bygger på amerikansk lovgivning fra 1979, Taiwan Relations Act (TRA) og har fungeret effektivt i mere end fire årtier – det kaldes strategisk tvetydighed: Taiwan er de facto selvstyrende på trods af en historisk betinget tilknytning til det kinesiske fastland.

Bundlinjen er, at Kinas erklærede mål om at få bragt Taiwan ”hjem” til moderlandet kun kan realiseres med accept fra USA, der med TRA garanterer, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. USA’s politiske beskyttende rolle over for Taiwan er således en succes, der er en Nobels fredspris værdig og en markant kontrast til supermagtens massive fiaskoer i Vietnam, Irak og Afghanistan.

Konflikten om Taiwan handler også om uafsluttede regnskaber fra det 20. århundredes konflikter, for landene i Østasien mangler helt at gennemføre den forsoning, vi oplevede i Europa mellem Frankrig og Tyskland i 1950’erne og siden mellem EU og de tidligere østblokstater i Centraleuropa i 1990’erne. Politisk og kulturelt er østasiaterne et helt andet sted.

Verden har brug for at blive mindet om, at Taiwan i 1987-88 blev klodens første kinesiske demokrati, realiseret uden at ét skud blev løsnet. Vil Kina påtvinge Taiwan et kommunistisk styre? Dette er et helt urealistisk scenario. Ikke en eneste politiker i Taiwan vil acceptere et Taiwan med status som provins under Beijing.

I 1992 nåede forhandlere fra Kina og Taiwan til en konsensus om, at Taiwan er en del af et samlet Kina, men at det er op til parterne selv at fortolke, hvilken statsdannelse der er dette samlede Kina.

Beijings tilbud til Taiwan er, at øen kan beholde sit eksisterende politiske og sociale system også efter en formel genforening eller tilknytning. Der er ikke mange i Taiwan, som tror på den model, men man skal ikke underkende betydningen og virkningerne af, at tusinder af kinesere i disse år besøger Taiwan og får indblik i de frihedsrettigheder, som indbyggerne i Taiwan nyder godt af.

Internt i det kinesiske kommunistparti er fristen for en løsning på Taiwan-spørgsmålet sat til 2049, som er 100-året for Folkerepublikken Kinas grundlæggelse. Til den tid er Xi Jinping fortid og forhåbentlig afløst af en pragmatiker.

Hvad har Danmark og resten af Europa på spil her? Vi kan vinde stort på, at relationerne mellem Kina, Taiwan og USA vender tilbage til den stabilitet, der eksisterede indtil for få år siden.

I spillet om Taiwans fremtid betyder mikrochip heldigvis mere end atombevæbnede missiler – den kinesiske ledelse slagter selvfølgelig ikke den høne, der i årtier har lagt guldæg på fastlandet. Taiwans økonomiske mirakel i 1960’erne og 1970’erne er selve forbilledet på de resultater, der er opnået hos broderfjenden på den anden side af Taiwanstrædet de sidste fire årtier.

Krigen i Ukraine har givet anledning til spekulationer i retning af, om det russisk-kinesiske partnerskab kan føre til militære konfrontationer i Østasien. I fjor udtalte den japanske regeringschef Fumio Kishida, at nutidens Ukraine kan blive en realitet i Østasien i morgen. Udsagnet førte til en nationalistkinesisk storm på sociale medier, da det kom fra Taiwans koloniherre gennem et halvt århundrede

Nato-generalsekretær Jens Stoltenbergs nylige besøg i Japan og Sydkorea lagde sig i samme spor, men her er det påfaldende, at politiske ledere i Nato-medlemskredsen ikke er kommet med udsagn, der trækker i samme retning. Stoltenbergs besøg var en prøveballon uden politiske konsekvenser.

Mens krigen i Ukraine raser, vil det så give mening, at der sejler europæiske Nato-fartøjer ind i Taiwanstrædet? Østasien er naturligvis bedst tjent med, at Taiwan-spørgsmålet løses af konfliktens historiske parter, det kinesiske nationalistparti, KMT, og dets rival fra borgerkrigen, kommunistpartiet.

Her kunne USA gøre en forskel, som det skete for en snes år siden, hvor præsident George W. Bush forhindrede, at Taiwans daværende leder, Chen Shui-bian, gik i retning af en selvstændighedserklæring for Republikken Kina i Taiwan.

Er det hele dybt kompliceret? Vist så. Vestlig demonstrationspolitik er ingenlunde vejen frem. Taiwan-spørgsmålet afgør, om USA og Kina finder en sameksistens, som også vil gavne Europa.

Mens vi venter på diplomatiet, bør Taiwan opruste massivt efter finsk eller sydkoreansk forbillede. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning.

(klumme i Kristeligt Dagblad 04.04.23)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Katastrofen i Irak kortlagt i detaljer

Udgivet den 26. marts 2023 af flemmingytzen

Diplomaten Torben Gettermann har leveret en hudløst ærlig beskrivelse af en skæbnestund i dansk udenrigspolitik: Den forløjede invasion af Irak for 20 år siden og konsekvenserne af en fejlslagen genopbygningsindsats

Fire stjerner

Dansk sikkerhedspolitik blev afgørende ændret med beslutningen om at deltage i den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003. Kalenderen har netop passeret 20-året for denne skelsættende begivenhed, der stadig kaster skygger over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) regeringstid.

Historieinteresserede kunne have ønsket sig en offentlig høring, hvor der kunne samles op på erfaringerne. I fraværet af en sådan må det hilses velkomment, at en af datidens praktiske aktører i den danske udenrigstjeneste, diplomaten Torben Gettermann, har udgivet sine erindringer om, hvad Danmark som loyal USA-allieret gjorde i samarbejde med koalitionspartnerne. Gettermann tilbragte to år i Irak: Fra maj 2003 til juni 2004 var han Danmarks repræsentant ved CPA (Coalition Provisional Authority) og efterfølgende ambassadør i Bagdad frem til juli 2005.

Kort rekapituleret var situationen, at USA påstod, at det irakiske styre under diktatoren Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, hvilket som bekendt viste sig at være et falsum. FN’s våbeninspektører gennemførte stribevis af besøg uden at levere de nødvendige beviser. Alligevel stillede USA et ultimatum, der krævede Irak afvæbnet. Resultatet blev, at Danmark som medlem af en USA-ledet koalition invaderede Irak på et grundlag, der var i strid med folkeretten.

En umulig vej til demokrati

Undertitlen på Torben Gettermanns bog siger det hele: en insiderberetning om Iraks umulige vej til demokrati. Hans detaljemættede beretning undlader at dissekere den debat i Folketinget, der førte til den skæbnesvangre beslutning. I stedet tager han os med ned i det, man kan kalde det diplomatiske og sikkerhedspolitiske maskinrum: Hvordan genopbygger man et arabisk samfund på ruindyngerne efter en folkeretsstridig krig?

Læserne får indsigt i, hvor vanskeligt det er at indføre demokratiske mekanismer i en stat, der aldrig har haft demokrati. Hvordan samarbejdsrelationer med vore nærmeste allierede blev presset til det yderste. Hvordan Folketinget bevilgede 350 millioner kroner til at indføre god regeringsførelse herunder et anstændigt retssystem – forgæves, skulle det vise sig. Hvordan den amerikanske ledelse af koalitionen enerådigt tilsidesatte stort set alt, hvad de mindre koalitionspartnere forsøgte sig med.

Gettermann siger det ikke direkte, men konklusionen ligger lige for: Danmark deltog ikke for at hjælpe den irakiske befolkning til en bedre tilstand, men for at demonstrere solidaritet med amerikanerne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen pløjede dermed en vej direkte til chefstolen som generalsekretær i Nato. Daværende præsident George W. Bush belønnede den mest USA-loyale regeringschef i den vestlige alliance – men konsekvenserne for verdens indretning havde hverken Fogh eller hans udenrigsminister, Per Stig Møller, eller andre blik for: stort set hele det globale syd nærer i dag en afgrundsdyb skepsis over for USA.

Den uforudsete udfordring

Datidens udsendte embedsværk havde forventninger om, at irakerne ville omfavne koalitionen på samme måde som tyskere, italienere og japanere tog imod de allierede befriere i 1945. Men den arabiske del af Mellemøsten frembyder udfordringerne af en karakter, som ingen kunne forudse:

Sammenbruddet i den statsorden, som Irak havde haft, åbnede et rum for Islamisk Stat, hvorved den USA-ledede koalition ufrivilligt leverede en selvopfyldende profeti: De irakiske masseødelæggelsesvåben var ikke kemiske eller biologiske våben, men i stedet fundamentalistisk, militant islamisme, som kunne eksporteres via terrorgrupper, der opererede i Europa.

En af Gettermanns konklusioner er indlysende nedslående: ”Det danske bidrag var forsvindende lille i forhold til såvel det amerikanske som det britiske. Reelt blev Danmark og de øvrige koalitionspartnere udnyttet af USA. Vi var gode at have med, fordi det gav koalitionen en eller anden form for legitimitet, men når det kom til stykket, havde vi intet at skulle have sagt og ingen indflydelse på, hvad der foregik i Irak”.

Koalitionens indsats blev at ødelægge den stat, der var tilbage efter mange års sanktioner. Den statsdannelse, der er sat i stedet, består frem til i dag af mafiøse grupperinger og kleptokratiske oligarker. Krig mod besættelsesmagten førte til dannelsen af Islamisk Stat.

Ingen udsigt til demokrati

Irak er i dag en kampplads mellem primært iranske og amerikanske interesser, ikke en stabil stat for almindelige irakere. Den islamistiske milits ISIL tog kontrollen med store områder i Irak, herunder byen Mosul, og bredte sig derfra ind i Syrien. Derefter blev kalifatet udråbt. Missionen for en afvæbning af Saddam-styret var dermed forvandlet til en krig mellem civilisationer. I dag har Irak ikke den ringeste udsigt til hverken stabilitet, demokrati eller velstand.

Folketingets beslutning om at afsætte millionbeløb til genopbygning af Irak var baseret på et tyndt, amerikansk-defineret grundlag, lyder forfatterens hovedkonklusion. Den danske udsendelse af eksperter skete i tiltro til, at der lå en gennemarbejdet amerikansk plan for tiden efter krigen, hvilket ikke var tilfældet. Slingrekursen i Irak blev et kuriøst resultat af amerikansk indenrigspolitik, især kampagnen for at sikre genvalget af George W. Bush i 2004. Krigens konsekvens for irakerne blev den stik modsatte af det tilsigtede.

Torben Gettermann har skrevet en bog, der bør indgå som pligtlæsning for alle medlemmer af Folketinget, nuværende som kommende. Plus ansatte i udenrigs- og forsvarsministerierne. Men ingen skal forvente bodsgang fra datidens ansvarlige. Den kommission, der skulle undersøge grundlaget for krigen, blev nedlagt, og den regeringschef, der afviklede kommissionen, er i dag Mette Frederiksens (S) udenrigsminister.

Om værket

Torben Gettermann: Krigszone. En insiderberetning om Iraks umulige vej til demokrati 2003-2005. 336 sider. 349,95 kroner. Gyldendal.

(anmeldelse i Kristeligt Dagblad 27.03.23)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized, USA | 1 kommentar

Krigen i Ukraine får Danmark til at fokusere på Østasien

Udgivet den 10. marts 2023 af flemmingytzen

Det store flertal i det globale syd følger ikke slavisk den vestlige sanktionspolitik over for Rusland, og derfor er det afgørende for Danmark at udvikle tætte relationer til regionens toneangivende lande

Til læserne: Fremover skriver jeg om udenrigspolitik i Kristeligt Dagblad. Første bidrag til avisen i dens fredagsudgave 10. marts 2023:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/ukrainekrig-faar-danmark-til-fokusere-paa-oestasien

God læselyst.

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Dan Jørgensen er mere afvikler end udvikler

Udgivet den 27. januar 2023 af flemmingytzen

Ministerrokaden viste, at en epoke i dansk idealisme er forbi.

Blev socialdemokraten Dan Jørgensen forfremmet eller det modsatte? Det sædvanlige ekkorum af speedsnakker-kommentatorer på tv-kanalerne har indtil videre tiet om dette spørgsmål.

Indtil regeringsomdannelsen blev Dan Jørgensen set som værende en del af Mette Frederiksens inderkreds. Den tid er nok forbi, og Jørgensen er havnet i et rum af cirkulation, hvor han i næste rokade kan blive placeret, hvor der må være brug for hans erfaringer; altså hvor som helst det passer regeringschefen.

Jørgensens afløser på klimafeltet, Lars Aagaard, er en håndplukket teknokrat, som skal sikre gennemførelsen af politikker, der allerede er skabt solide flertal for, og derfor er han ukontroversiel.

Med fusionen af klimapolitik og udviklingsbistand under Dan Jørgensen er der i realiteten tale om en begyndende afvikling af sidstnævnte i den form, vi har kendt den i mere end et halvt århundrede

For årtier siden var Danmark en idealist i international udviklingspolitik. Når danske indsatser i det, der engang blev kaldt den tredje verden, blev evalueret af vore partnerlande i de riges klub, OECD, fik vi førstekarakter. Det lille idealistiske land i nord blev en rollemodel.

Især amerikanske beslutningstagere fremhævede engang Danmark som et land, der viste vejen for andre i den velstående verdens relationer til det globale syd. Det var i udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens tid. Han behøvede ingen juniorminister til at tage sig af de varme lande, Venstre-formanden klarede det fint selv.

I dag er vore ambitioner i det globale syd overhalet af brutale erfaringer, læs Afghanistan og Irak, plus migrationspresset syd og øst for Middelhavet. Mange af Vestens tidligere partnerlande i Afrika og Mellemøsten ser nu mod Beijing, før de henvender sig til Washington og Bruxelles. Beklageligt, vil mange synes, men det er den fremvoksende realitet her i 2023.

På de indenrigspolitiske linjer er der også en ændret logik, der gør sig gældende. Alt underordnes klimapolitikken, både sikkerhed og udvikling, og her er Pakistan et foruroligende eksempel. Denne islamiske republik er et arnested for terror og et eksempel på kronisk underudvikling på grund af den ukontrollable udvikling i befolkningstallet og fraværet af sekularisering. Store dele af landet er i dag under vand.

I de seks årtier, hvor Danmark har ydet udviklingsbistand, har de primære formål været krystalklart defineret: at hjælpe de mest udsatte befolkningsgrupper i de fattigste lande. Denne målsætning er der principielt ikke ændret ved, heller ikke efter sidste måneds regeringsdannelse.

Men vi er ophørt med at have illusioner om, at bistanden kan levere det umulige. I mange år blev der skelet heftigt til danske erhvervsinteresser, samtidig med at vi viftede med de idealistiske faner.

Interessant nok er kommunistiske Vietnam blevet eksemplet på, at en modtager af dansk bistand og erhvervsinvesteringer kan bevæge sig ad to spor samtidig, både fattigdomsbekæmpelse og globalisering. Vietnameserne har fået en middelklasseøkonomi med muskler nok til fremover selv at kunne håndtere landets fattigdomsudfordringer. Derfor er Danmark i dag kun beskedent til stede i dette vigtige sydøstasiatiske land med tæt på 100 millioner flittige indbyggere. For tre årtier siden ankom vi derude med bistand i superstørrelse.

Anderledes med Tanzania, hvor dansk udviklingspolitik debuterede for seks årtier siden. Opgjort i 2019-priser har det østafrikanske land modtaget mere end 32 milliarder danske bistandskroner siden 1965, viser en opgørelse udarbejdet af Udenrigsministeriets egne folk.

Ganske mange tanzanianere har fået det bedre, men landets fundamentale udviklingsudfordring, som er befolkningstilvæksten, har international bistand ikke ændret det ringeste på. På kun et tiår er befolkningen vokset med 37 procent og har nu rundet de 62 millioner. I 2050 forventes tallet at nå 151 millioner.

Dansk politik i Afrika tegnes i dag af planerne om et flygtningecenter i Rwanda mere end af den idealisme, der engang udfoldede sig på savannen i Tanzania. Velkommen til virkeligheden, Dan Jørgensen.

Ved denne korsvej i dansk udviklingspolitik er der en ironisk pointe i, at vor statsminister har en kandidatgrad i – jo, den er god nok: Afrika-studier. Kan nogen mon komme i tanke om, hvornår hun sidst har sat foden på det afrikanske kontinent?

(klumme i Politiken 26.01.23)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar