En enestående amerikansk præsident fylder rundt. Det var i Jimmy Carters embedsperiode 1977-80, at en reel forsoningsproces mellem Israel og den arabiske verden tog sin begyndelse, og at Kina og USA normaliserede de diplomatiske relationer. Siden er det kun gået tilbage for stort set alle mellemøstlige samfund, mens Kina og USA fortsat handler sammen i stor skala.
Jeg besøgte i maj 2024 The Jimmy Carter Presidential Museum and Library i Atlanta, Georgia, hvilket blev en stor oplevelse. Her nogle fotos fra besøget
Nedenstående fra filmkurator på Cinemateket, Bjørn Juul Andersen, lagt på Facebook 06.09.2024:
I sommeren 2016 var jeg sammen med en flok gamle gymnasievenner på besøg i Kina for at besøge vores gode ven Søren, der – indlogeret på et virkelig tarveligt dorm room i Beijing – kunne ca. to sætninger på kinesisk: ”Hvor er vi?” og ”5 øl tak”.
Der var et ret vildt besøg for mig. At se og opleve den moderne og stolte kinesiske (storby)befolkning, der lever i et autokratisk, kommunistisk styre gennemsyret af kapitalisme. Et på alle måder fascinerende, mangefacetteret og yderst komplekst land, hvor historien spiller en stor rolle til at forstå dets ofte – for os i Vesten – modstridende ideer: Kommunisme vs. Kapitalisme. Demokrati vs. Diktatur. Nationalisme vs. globalisme.
Især turen til Den Himmelske Freds Plads, hvor Mao troner sig op som en kommunistisk konge, var virkelig tankevækkende. Hvordan kan Mao, hvis kampagner jo ikke ligefrem er blevet hyldet i eftertiden i hverken Kina eller Vesten, stadig stå som en hyldet landsfader for det moderne Kina?
Lige siden har jeg set mange kinesiske film – både nye og gamle – og en filmserie om Kinas moderne historie har længe været på tegnebrættet. Og NU – i anledning af Folkerepublikken Kinas 75-årige fødselsdag den 1. oktober – er den minsandten blevet til virkelig i verdens bedste biograf, Cinemateket.
Serien løber fra 3. oktober til 9. november og udforsker det kommunistiske Kinas turbulente historie. Fra Maos radikale (og fatale) politiske kampagner i 50’erne og 60’erne over Deng Xiaopings mere åbne, kapitalistiske Kina i 80’erne og 90’erne til stigende autoritær kontrol og USA-rivalisering under den nye hersker Xi Jinping.
Igennem sjældent viste kinesiske klassikere – bl.a. maoistisk revolutionsopera, episk blockbuster-propaganda og værker af instruktørikoner som Xie Jin, Jia Zhangke og Wang Bing – samt en lang række foredrag, talks og introduktioner giver serien en overflyvning af det nye Kinas udvikling siden Maos magtovertagelse.
Serien af skabt i samarbejde med min gode (tennis)makker Tobias Lynge Herler, som har haft et hyr med at skaffe filmene hjem fra hele verden. Kæmpestort tak til Cinematekets programredaktion – Michelle, Sophie, Rasmus, Lone, Morten, Christian, Tobias, Kenneth og Jesper (samt Kristine for de velvalgte billeder!) – for at give mig lov til at fedte rundt med lidt kinesiske film.
Og ikke mindst stort tak til alle seriens mange oplægsholdere og samarbejdspartnere: Dansk-Kinesisk Forening v. Kjeld Allan Larsen, TORS på Københavns Universitet ved Tippe Eisner, KLUB:DOX ved Nicolai Westh, Mette Holm, Elena Meyer-Clement, Bo Ærenlund Sørensen, Peter Viggo Jakobsen, Jørgen Delman, Jørgen Leth, Philip Róin, Kjeld Erik Brødsgaard, Flemming Ytzen og – sidst, men ikke mindst – Mads K. Mikkelsen, der vil introducere den ni timer lange doc-klassiker, ’West of the Tracks’, som han har set intet mindre end to(!) gange.
Henry Kissinger blev 100. Hans indsatser fik varige konsekvenser for verden.
HVIS MAN knytter prædikaterne topdiplomat, chefstrateg og superskurk til en og samme figur, kan det kun handle om det 20. århundredes mest kontroversielle sikkerhedspolitiske håndværker: Henry Kissinger.
Da superdiplomaten i 1973 blev tildelt Nobels Fredspris for sin rolle i fredsforhandlingerne om Vietnam, kommenterede den legendariske sanger og komponist Tom Lehrer, at ’al politisk satire herefter var blevet forældet’. Den duknakkede professortype med den skurrende basstemme og den tysk-klingende Dr. Strangelove-accent var gennem årtier et hadeobjekt for venstreorienterede anti-imperialister over den ganske klode.
Kissinger huskes især i sin rolle som præsident Richard Nixons nationale sikkerhedsrådgiver og efter dennes afgang som følge af Watergate-skandalen i 1974 som udenrigsminister for efterfølgeren Gerald Ford.
Et hovedpunkt i kritikken, som Kissinger ved sjældne lejligheder uelegant forsøgte at bortklare, var, at han forlængede krigsførelsen med politisk illegale midler: omfattende bombardementer af Laos og Cambodja blev holdt hemmelige. Kongressen i Washington fik først viden om det meste af disse massive overgreb (bomberegnen var større end den der ramte Nazityskland og Japan under Anden Verdenskrig) længe efter den amerikanske retræte. Men det var også Henry Kissinger, der fik sine to præsidenter, Nixon og Ford, til at indgå nedrustningsaftaler med Sovjetunionen, så der blev en slags ro om kernevåbenoprustningen.
Både beundrere og kritikere er enige om, at manden var en gigant i påvirkningen af det globale magtspil i nogle helt afgørende årtier for USA og verden. Efter sin afgang i 1975 fortsatte han med at have indflydelse som privat rådgiver, analytiker og historiker. Hans bøger, mere end en snes er det blevet til, er en perlerække analytisk indsigt i verdens ubehagelige indretning og især USA’s forsøg på at forandre kloden til noget friere og bedre, også selv om konsekvenserne blev det stik modsatte af det tilsigtede.
Som ejer af et konsulentfirma med adresse på Manhattan forsatte han i årtier med at rådgive præsidenter, udenrigs- og forsvarsministre fra begge partier og i udlandet. Han havde adgang til magtens hellige haller i Beijing, når det passede ham og blev betragtet af de kinesiske magthavere som en historisk vigtig forbundsfælle og ven af nationen. Seneste besøg i Kina gennemførtes forgangne sommer, og selveste Xi Jinping leverede selvfølgelig et håndtryk og en samtale med den højt respekterede ven af det kinesiske folk.
Født som Heinz Alfred Kissinger i Fürth i Bayern i 1923 er det nærliggende at pege på, at han med familiens flugt til USA havde fået Europas skæbne og fremtid ind under blodbanerne. Han returnerede i verdenskrigens slutfase til sit fødeland som amerikansk soldat og bevidnede Nazitysklands fald. Hærledelsen under general og senere præsident Dwight D. Eisenhower flyttede ham derefter til efterretningsvæsenet, hvor han afrundede karrieren med at være lektor på en spionskole.
Da Kissinger i midten af 1950erne var færdig med studierne i statskundskab ved Harvard Universitetet, blev han straks ansat sammesteds, fra 1962 med en professortitel. Forinden var han blevet kendt i både akademiske og politiske cirkler for sin bog om den sovjetiske udfordring med titlen ’Atomvåben og udenrigspolitik’. Den etablerede ham som ekspert i amerikansk strategisk politik.
Mandens analytiske evner gjorde ham til rådgiver for skiftende regeringer fra republikaneren Dwight D. Eisenhower, over demokraternes John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson frem til Nixon og Ford. Kennedy fulgte Kissingers råd om ikke at gribe ind militært, da DDR i 1961 byggede Berlin-muren og cementerede den kolde krigs ’jerntæppe’.
Kissingers ry som statsvidenskabsmand betød, at republikaneren Richard Nixon i 1969 gjorde ham til chef for sit Nationale Sikkerhedsråd på et tidspunkt, da amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik befandt sig på et lavpunkt: Det udsigtsløse engagement i Vietnam, der stødte på stigende modstand i USA, og i Mellemøsten, hvor Sovjetunionen siden seksdageskrigen i 1967 havde fået stor indflydelse.
Med Nixons forståelse ændrede han den hidtidige politik, hvor USA var verdens politimand til en stormagt indstillet på samarbejde gennem magtbalancer, diplomati, aftaler og traktater. På mange måder er Kissinger ophavsmanden til den verdensorden, der er kraftigt udfordret i dag.
I sommeren 1971 rejste han hemmeligt til Kina, hvor han førte de afgørende forhandlinger, der skulle resultere i Kinas optagelse i FN og efterfølgende Nixons sensationelle rejse til Kina i februar 1972. Senere samme år var han i Moskva, hvor USA og Sovjetunionen tog fat på nedrustningsforhandlinger, der skulle føre til begrænsninger i de to landes lager af strategisk kernevåben.
Efter årelange forhandlinger mellem den nordvietnamesiske forhandler Le Duc Tho og Kissinger blev der i 1973 i Paris underskrevet en aftale om afslutning af krigen i det delte Vietnam. En tilsvarende aftale havde Kissinger medvirket til i 1968, hvor han sad som forhandler i Paris som udsendt af præsident Lyndon Johnson, samtidig med at han i hemmelighed kommunikerede indholdet af forhandlingerne til rivalen og præsidentkandidaten Richard Nixon.
Nixon udnyttede denne lækage og opfordrede sydvietnameserne til ikke at underskrive et aftaledokument, som der var substantiel enighed om. Resultat: fire års ekstra krig, hundredtusinder af dræbte – og et nyt job i Det hvide Hus til toprådgiveren.
Da Kissinger i september 1973 afløste William Rogers som amerikansk udenrigsminister, var det første gang, at en indvandrer fik denne høje post.
Han kom omgående på hårdt arbejde. Da Yom Kippur-krigen brød ud i oktober samme år sikrede Kissinger, at Israel blev hjulpet med massive våbenleverancer, men da der var opnået en slags ligevægt mellem de krigende parter, indledte han forhandlinger med Sovjetunionen om at fremme en politisk løsning. Ved hjælp af et omstridt penduldiplomati kom der en aftale på plads, der skilte de israelske, egyptiske og syriske tropper, og det blev grundlaget for fredsaftalen mellem Egypten og Israel fem år senere. I januar 1974 indledte han et maratonagtigt forhandlingsinitiativ med i alt 11 besøg i Mellemøsten, der inkluderede et månedlangt penduldiplomati – 16 ankomster til Jerusalem og 11 til Damaskus suppleret med besøg i seks af regionens øvrige lande.
Hans verdensopfattelse havde rod på det kontinent, hvor han var født. Europas historiske udvikling forblev Kissingers politiske ledestjerne i form af Den Westfalske Fred, skabt i 1648 som det aftaleprojekt, der stabiliserede kontinentet. Pragmatiske magtbalancer mellem velordnede stater blev mandens ledestjerne.
Modsætningen til de europæiske balanceteorier fandt Kissinger i islam, som han i bogen World Order fra 2014 kaldte både en religion og en multietnisk superstat, der har stået bag århundredlange forsøg på at fremme en religiøst drevet verdensorden ledet af enten arabere, tyrkere eller persere.
Sekularismen er en kristen opfindelse, forklarede han: »Med tiden blev kristendommen et filosofisk og historisk koncept i stedet for en operationel strategi eller et organisationsprincip for en verdensorden«, hed det i en typisk Kissinger-formulering.
Det 20. århundredes verdenskrige gjorde op med det alt sammen, men der blev skabt ro med den kolde krig, der fungerede takket være atomvåben og magtbalancer. Dem var forfatteren selv med til at udforme og kan derfor tale med overbevisning om deres nytteværdi.
Mere end nogen anden af sine indsatser vil Kissinger blive husket for åbningen til Kina; en indsats der mærkes stærkere og tydeligere i nutiden. Han forklarede sig på følgende vis:
»Jeg mener, at åbningen indledte det mønster, vi nu ser inden for international politik. Det standsede en frossen kold krig, åbnede verden for Kina og gjorde Sovjetunionen mere fleksibelt. Så jeg mener, at det var en af de begivenheder, der ændrede noget. Jeg vil dog gerne tilføje, at det ikke er noget, jeg siger for at glorificere specielle tiltag, som Nixon eller jeg foretog. Muligheden eksisterede, og alle andre kunne også have grebet den«.
Da Koreakrigen sluttede for 70 år siden, var Sydkoreas hovedstad, Seoul, en ruinhob. I dag er byen en moderne og gennemdigitaliseret metropol
Uddrag af rejsereportage i Kristeligt Dagblad 18.11.23:
Sydkorea er et gennemdigitaliseret samfund, og det mærkes i Seouls puls. Overalt kommunikeres der via smartphones og tablets. Seouls digitalisering er mere intensiv end Københavns.
10 millioner indbyggere er der blevet plads til, og metropolens ekspansion gennem det seneste halve århundrede gør, at en ud af fem af de næsten 52 millioner sydkoreanere bor i byen plus omegnen kaldet ”Greater Seoul”, der strækker sig helt ud til kystbyen Incheon, som er lokaliteten for landets største og vigtigste lufthavn, hvortil de fleste besøgende ankommer.
Heldigvis er storbyens metrosystem effektivt og billigt og transporterer millioner af individer til og fra hjem og arbejde. Trafiktætheden gør, at en førstegangsbesøgende kan lede længe efter markedspladser og butikscentre, men det er der en indlysende forklaring på:
De billigste markeder for souvenirs er at finde i de underjordiske shoppingcentre, der angiveligt er Asiens største, og kan fint kombineres med turen rundt til nogle af de vigtigste seværdigheder: paladserne, sindrigt udsmykkede og omhyggeligt vedligeholdte påmindelser om en årtusindgammel civilisation. Paladserne og de parker, der knytter sig til dem, er nødvendige åndehuller, der skaber luft mellem de mange kontorhøjhuse og boligblokke.
Forbilledlig udgivelse om det kinesiske udviklingsmirakel på øen “Formosa” er en vigtig håndsrækning især til undervisere
Uddrag af anmeldelse i Kristeligt Dagblad 13.11.2023:
Forlaget Frydenlund har samlet et håndboldhold af kyndige undervisere og forskere, der med forskellige indgange forklarer læserne, hvilket økonomisk og politisk mirakel, der gemmer sig bag navnet Taiwan.
For et mirakel er, hvad dette øsamfund er. I 1950’erne og et par årtier frem var Republikken Kina et jernhårdt antikommunistisk diktatur, hvor systemkritikere blev fængslet, mens fabrikkerne producerede plasticlegetøj til børn i de rige samfund. I dag leverer taiwanerne klodens vigtigste mikrochips, har et sundheds- og velfærdssystem, der fuldt ud matcher de europæiske af slagsen, også for de etniske mindretalsgrupper, der nyder samme politiske rettigheder som landets kinesisktalende flertal.
Bogen ”Taiwan – politik, historie og samfund” forklarer grundigt alt, hvad der er sket for at realisere udviklingsmiraklet. Denne historie har været gemt af vejen alt for længe, men trænger sig på i dag, hvor øen ligger lige i skudlinjen i den geopolitiske rivalisering mellem Kina og USA.
Tusinder af flygtede nordkoreanere har svært ved at falde til i det dynamiske Sydkorea, hvor familierelationer betyder alt
Engang troede Geom-on Ji, at hun kunne leve et traditionelt harmonisk familieliv som hustru og mor i en nordkoreansk landsby, hvor indbyggerne havde adgang til grundlæggende fornødenheder. Tag over hovedet, mad på bordet, en køkkenhave, skolegang.
Denne forestilling begyndte at visne, da hun på det lokale marked erfarede, at stort set alle de moderne goder til salg ikke var produceret i det socialistiske paradis, som Nordkorea giver sig ud for at være, men var importeret fra den langt mere velstående nabo i nord, Kina.
“Mange kinesiske varer er eftertragtede blandt de nordkoreanere, der har råd til at købe dem,” forklarer hun, da vi mødes hos den private hjælpeorganisation i Seoul i Sydkorea, hvor hun i dag gør nytte som social aktivist og kontaktperson for andre af nordkoreansk oprindelse.
Geom-on Ji kæmper med at forklare sin livshistorie. Hendes tale er så lavmælt, at den ind imellem nærmer sig hvisken. Hun kæmper for at holde tårerne tilbage, når talen falder på den søn, hun har mistet. Først efter sin flugt og ankomst til Sydkorea erfarede hun, at sønnen var død. De nærmere omstændigheder er uafklarede.
“Folk i Nordkorea vokser op i den tro, at vi lever i et af verdens mest harmoniske samfund, og at vi skylder vor lykke til den familie, der har skabt staten: Kim Il-sung, sønnen Kim Jong-il og nu lederen i tredje generation, Kim Jong-un. Men realiteten er, at det store flertal har oplevet sult, sygdom og ulykke. Alle har mistet slægtninge,” siger hun.
Vejen ud af elendigheden gik for Geom-on Ji gennem at handle med de ulovligt importerede kinesiske varer, som udgør en voksende del af den nordkoreanske undergrundsøkonomi.
Men denne eksistens viste sig risikabel. Sortbørshandel kan være en enkeltbillet til straffelejren. Til sidst så hun ingen anden udvej end at tage flugten over den skarpt bevogtede grænse ind i Kina, der er næsten 1400 kilometer lang og nogle steder tilstrækkelig porøs til, at nogle slipper igennem.
Herefter begyndte en lang og farefuld færd. Tidsfornemmelsen tabte hun. Omkring et års tid tog det hende at krydse Kina og nå til Sydøstasien.
“Det kan lade sig gøre, hvis der betales,” forklarer Geom-on Ji usentimentalt.
Forklaringen på, hvordan hun som nordkoreansk kvinde kunne finansiere sin vej til relativ frihed ligger i Kinas massive overskud af enlige mænd, der savner en hustru, en husholderske, en livsledsager. Kort sagt en, der er leveringsdygtig i alle ydelser, der kan få tilværelsen til at blive lidt mere udholdelig.
Uden familie og isoleret
I dag, tre år efter sin ankomst til Sydkorea, er Geom-on Ji frivillighjælper i Borgeralliancen for Nordkoreaneres Menneskerettigheder med hovedkvarter i Seoul. Organisationen er blandt de ældste og største i det Sydkorea, som hvert år tager imod hundredvis af flygtninge fra et af klodens mest undertrykkende regimer.
Det brutale forløb, der gik forud for hendes ankomst til den sydkoreanske hovedstad, gør, at aldringen er sat tidligt ind.
Geom-on Jis held består i, at det sydkoreanske samfund har taget sig af hende fra første dag, hun landede i denne frie del af fædrelandet. Kernen i den række af prøvelser, som hendes livshistorie udgør, er, at sydkoreansk lovgivning allerede ved ankomsten gør hende til borger. Men herefter følger vanskelige udfordringer: at kunne bygge relationer til andre individer i et samfund, hvor forholdet til slægtninge betyder alt.
Er man uden familierelationer i dette strengt hierarkiske samfund, må man leve på kanten mellem minimal overlevelse og glemsel. Et ukendt antal lever i total isolation.
Ifølge officielle tal befinder der sig tæt på 35.000 nordkoreanere i Sydkorea. De er principielt ligestillede med de næsten 52 millioner sydkoreanere, men er i voksende omfang socialt marginaliserede. Med en markant undtagelse: yngre, smukke nordkoreanske kvinder, der optræder i tv-programmer, udgiver portrætbøger og podcasts og er aktive på sociale medier.
Geom-on Ji hører ikke til i denne kategori. Hendes overlevelse sikres af, at myndighederne har stillet en lejlighed til rådighed og betaler hende lige akkurat nok til at kunne dække fødevarer, el og varme.
Geom-on Ji (t.h.) er mærket af sin fortid i Nordkorea, men overlever i Seoul i Sydkorea takket være hjælp fra myndighederne. Dagligdagen består i at være hjælper og kontaktperson for andre isolerede kvinder af nordkoreansk oprindelse.
Diskrimination er udbredt
Den nordkoreanske del af befolkningen i Sydkorea er nemme at identificere, da de taler en særlig dialekt af nationens fælles sprog. Men det gør dem også udsatte for diskrimination, forklarer den polske forsker Johanna Hosaniak, der for Borgeralliancen har undersøgt befolkningens holdninger til samfundets relativt nye underklasse.
“Sydkorea er som et stammesamfund, bare stærkt konkurrencepræget. Den enkelte skal klare sig på sine evner, men når det er svært, har man slægtninge at støtte sig til. Her bliver det rigtig svært for nordkoreanerne,” forklarer hun.
Hurtigt efter ankomsten sendes nordkoreanerne på et tre måneders indskolings- og læringsophold. Myndighederne tjekker her, om der er spioner blandt de flygtede.
“De bombarderes med al mulig viden, der er helt ny for dem. Hvordan man åbner en bankkonto, skriver en ansøgning, tager et kørekort og så videre. Men vores undersøgelser viser, at de glemmer en stor del hurtigt efter, at de er kommet ud i samfundet,” fortæller Johanna Hosaniak.
Geom-on Ji stiftede efter ankomsten til Sydkorea for første gang i sit liv bekendtskab med en computer.
“Jeg var så desperat i starten, at jeg snart længtes efter at vende tilbage til Nordkorea,” tilføjer hun og griber ud efter sin smartphone.
Den er det vigtigste kontaktled til den hverdag, hvor hun hjælper landsmænd fra nord igennem de samme forhindringer, hun selv oplevede i den første svære tid.
Da Nordkorea er totalt afskåret fra information ad normale, lovlige kanaler, kan det undre, hvordan nordkoreanske indbyggere får det indtryk, at tilværelsen i Sydkorea er så meget bedre?
“De ser indsmuglede sydkoreanske sæbeoperaer,” lyder forklaringen fra Johanna Hosaniak.
“De får indtrykket af et land, hvor livsformerne er glamourøse, og det økonomiske overskud overvældende, men de hører intet om, hvor svært det er for et samfund at nå til et sådant materielt niveau. Derfor ender mange af dem som dybt skuffede.”
Fakta: KOREAS DELING
Koreas deling mellem sejrsmagterne i Anden Verdenskrig var tænkt som midlertidig, men i 1950 forsøgte det kommunistiske styre i nord at invadere Sydkorea. En USA-ledet invasion under FN-flag forhindrede dette.
Med våbenstilstanden i Korea 1953 opstod et massivt flygtningeproblem. Millioner af familier blev delt, langt de fleste valgte at flytte til Sydkorea.
Nordkoreanere fortsætter med at flygte fra fattigdom og undertrykkelse. Anslået 35.000 individer født i Nordkorea opholder sig i dag i Sydkorea. Geom-on Ji (t.h.) er mærket af sin fortid i Nordkorea, men overlever i Seoul i Sydkorea takket være hjælp fra myndighederne. Dagligdagen består i at være hjælper og kontaktperson for andre isolerede kvinder af nordkoreansk oprindelse.
Forfatteren Seiichi Morimura gjorde Japans biologiske krigsførelse kendt for en større offentlighed. Han blev 90 år
Næppe mange europæere har hørt om den japanske forfatter Seiichi Morimura, der døde den 24. juli i en alder af 90 år. Ikke desto mindre ændrede hans journalistiske og litterære virke historieskrivningen om Japan som krigsførende magt.
I sine yngre dage blev Morimura kendt for sine kriminalromaner, indtil hans karriere tog et markant kursskifte omkring 1981-1982. Det skete, da det lille japanske kommunistpartis avis publicerede hans reportageserie om den japanske hærs eksperimenter med biologisk krigsførelse i Kina i årene 1937-1945. Artiklerne blev herefter udgivet i bogen ”Djævelens grådighed”, der solgte i millionoplag.
Bøgernes tema er Enhed 731, den specialorganisation, der stod for biologiske eksperimenter på krigsfanger og civile i den kinesiske region Manchuriet, som under navnet Manchukuo blev gjort til en japansk lydstat 1931-1945.
Enhed 731 påførte tilfangetagne tyfus, kolera og andre smitsomme sygdomme for at teste ofrenes reaktioner. Tusinder omkom i forbindelse med eksperimenterne, som i de første efterkrigsårtier blev holdt uden for en større offentligheds opmærksomhed. Morimura opsøgte 60 af veteranerne, der havde tjent under Enhed 731 og overtalte dem til at dele deres erfaringer.
Morimuras bog afslørerede, at cirka 2600 officerer og soldater i Enhed 731 undgik retsforfølgelse, da USA og de øvrige allierede sejrsmagter i 1946 gennemførte de såkaldte Tokyo-processer. Den amerikanske besættelsesadministration i Japan tilbød ifølge Morimuras bog amnesti til Enhed 731-folkene, fordi man ønskede adgang til deres vidnesbyrd og data.
Under dække af at skulle rense forurenet vand og forhindre epidemier hvervede Enhed 731 også mange læger til gennemførelse af de biologiske eksperimenter på såkaldte forsøgspersoner. Disse talte tusinder, fortrinsvis kinesere, koreanere og russere, der var blevet taget som krigsfanger under den kejserlige japanske hærs felttog i Manchuriet.
Fanger rejste krav om erstatning
”Djævelens grådighed” førte til fornyede undersøgelser af Enhed 731. Så sent som i 2005 rejste overlevende kinesiske fanger krav om økonomisk erstatning og en officiel undskyldning, men det blev afvist af højesteret i Tokyo. Dette til trods for, at en retsafgørelse tre år tidligere havde anerkendt den japanske regerings ansvar for biologiske eksperimenter på krigsfanger.
Morimura havde som 12-årig oplevet det amerikanske luftvåbens bombardementer af Tokyo i foråret 1945, der kostede titusinder af civile livet. Denne voldsomme erfaring gjorde ham til socialistisk pacifist resten af livet.
Hans motivation for at gøre Enhed 731’s biologiske eksperimenter kendte gennem en journalistisk indsats forklarede han med, at Japans officielt sanktionerede historieskrivning om Stillehavskrigen altid har handlet om at fremstille landet som offer for krigshandlinger frem for som ansvarlig for disse.
”Hver eneste japanske generation bør have kendskab til disse ugerninger, så vi undgår gentagelser,” forklarede han for år tilbage i et interview til New York Times.
Bogen ”Djævelens grådighed” gav kraftig genlyd i den japanske offentlighed og førte for første gang til en parlamentsdebat og regeringens indrømmelse af, at overgrebene havde fundet sted.
(uddrag af nekrolog i Kristeligt Dagblad 09.08.2023)
Gennem årtier så sydkoreanske magthavere en genforening med Nordkorea som det eneste mulige fremtidsscenario. I dag har de politiske toner i Seoul fået en ganske anden lyd, og især yngre sydkoreanere kan ikke se, hvad en genforening skulle gøre godt for
Uddrag af artikel i Kristeligt Dagblad 15.07.23
Generationer af danskere har forbundet Korea med først hospitalsskibet Jutlandias indsats under krigen 1950-1953, siden mange adoptivbørn og i nyere tid fladskærme og populære bilmærker, der almindeligvis regnes for nogle af markedets mest konkurrencedygtige; der er Samsung i dagligstuen og Hyundai i carporten hos tusinder af danskere.
Langt sjældnere er beretninger fra sydkoreanernes broderfjende nord for den 38. breddegrad, det jernhårde, atombevæbnede familiediktatur under Kim Jong-un, barnebarn af Nordkoreas grundlægger, Kim Il-sung (1912-1994).
Flere end 10 millioner sydkoreanere bor og arbejder i regioner, der kan rammes af det tunge nordkoreanske artilleri, fordi dette er positioneret tæt på den delingslinje, der skiller de to rivaliserende koreanske stater. Tilstedeværelsen af flere end 30.000 amerikanske soldater på baser i Sydkorea i kombination med en topprofessionel national hær gør, at et nordkoreansk konventionelt angreb ind over sydkoreansk territorium, som det skete i sommeren 1950, ikke er et sandsynligt scenario.
Hvad der optager de stormagter, der er Koreas naboer, er derimod Kim-dynastiets atombevæbning – ikke mindst fordi Nordkoreas missiler sandsynligvis kan nå amerikanske mål i Stillehavsregionen.
En overset pointe: Det amerikanske militær er i Sydkorea for at sikre USA mere end for at hjælpe den velstående og velbevæbnede asiatiske allierede. Aktuelt har denne tilstand givet anledning til fornyede overvejelser hos Sydkoreas politiske eliter om, at landet skal tilstræbe at udvikle sin egen atombevæbning.
Sydkoreanerne er forfatningsmæssigt forpligtede til at virke for en genforening af den delte nation, men dette mål tegner mere urealistisk end nogensinde tidligere, forklarer militærforsker og pensioneret oberst fra luftvåbenet Young-geun Kwon.
Flertal ønsker nationale atomvåben
Forsøgene på at gøre den koreanske halvø fri for kernevåben går tilbage til årene omkring årtusindskiftet, men strandede på nordkoreansk modvilje mod at acceptere international inspektion af sine atomfaciliteter. Nylige opinionsundersøgelser viser, at tre ud af fire sydkoreanere ikke længere tror på, at stormagterne kan presse eller overtale Nordkorea til at forhandle en afvikling af regimets atomvåben, og den indlysende følgeslutning i meningsmålingerne er, at Sydkorea ikke har andet valg end selv at skaffe sig kernevåben, mener Young-geun Kwon.
Forskningslektor Sung-kyung Kim på University of North Korean Studies minder om, at Sydkorea, Japan, USA og Kina indtil for en snes år siden havde gjort meget for at fremme en nuklear afvæbning af Nordkorea, blandt andet ved at tilbyde opbygning af civil kernekraftskapacitet. Når disse forsøg slog fejl, kan det ikke alene bebrejdes styret i Pyongyang. De bad om sikkerhedsgarantier og politisk anerkendelse fra USA, som de ikke fik, pointerer hun.
”Derfor er det sandsynlige scenario, at det delte Korea forsætter med at være en såkaldt frossen konflikt,” siger hun og tilføjer, at der er vigtige pointer for europæiske beslutningstagere i en kommende mulig fredsproces omkring Ukraine.
”Atomvåben fastlåser konflikter, der kunne være blevet løst ved brug af konventionelle våben alene, som det skete under krigen 1950-1953,” siger hun.
For det komplicerer udfordringerne både i Europa og Nordøstasien, at amerikansk sikkerhedspolitik i voksende omfang er fokuseret på at inddæmme Kina og begrænse den asiatiske stormagts opstigning på verdensscenen. Konflikterne i Asien kan kun løses ved at inddrage Kina frem for at lade den vestlige supermagt og dens allierede forsøge at definere betingelserne, forklarer forskeren.
Gennem årtier hed det sig i de sydkoreanske magtcentre, at genforeningen var uundgåelig, altså en historisk uretfærdighed, som måtte korrigeres i kølvandet på sammenbruddet i kommunistisk-ideologiske systemer. Alle embedspersoner i det offentlige sydkoreanske system skulle sværge en ed på at ville virke for en genforening til deres dages ende.
I dag har de politiske toner i Seoul fået en ganske anden lyd. Som det udtrykkes samstemmende i civilsamfund og blandt erhvervsledere: Der bliver hele tiden færre sydkoreanere med overlevende aldrende slægtninge, der lever et (kummerligt) liv nord for halvøens 38. breddegrad.
”Yngre koreanere kan ikke se for sig, at de skal betale for at bringe 22 millioner nordkoreanere op på samme økonomiske niveau som folk i Sydkorea,” som Park Sang-bae, generaldirektør i organisationen Korea Foundation, forklarer det.
Tysk genforening er intet forbillede
I de første år efter ophøret af den kolde krig i Europa gav det en vis mening, at sammenligne det delte Korea med den tilstand, der herskede mellem de to tyske stater frem til 1990.
Men her i nutiden er der ikke længere sydkoreanske embedsfolk eller politikere, der finder bare den mindste inspiration i den udvikling i 1989-1990, der gjorde, at datidens vesttyske forbundsrepublik i realiteten opslugte, hvad der var tilbage af datidens DDR, den østtyske kommunistiske statsdannelse.
Chul Lee, der bærer titlerne præsident og biskop for Den Koreanske Metodistiske Kirke, siger rent ud, at bare betegnelsen ”kommunistisk” ikke længere er meningsfuld, når man taler om Nordkorea og forsøger at forklare styrets særlige karakter.
”Vi taler om et familiedynasti, der drives af ønsket om overlevelse, ikke af at ville fremme en bestemt ideologi,” forklarer biskoppen.
Konfucianismen, en 2500 år gammel moral-filosofi, er bekvem for den kinesiske regering, fordi den fortæller borgerne om nødvendigheden af at kende deres plads og ikke udfordre partistyret
Uddrag af artikel i Kristeligt Dagblad 07.07.2023
Den konfucianske filosofi er helt anderledes end både den vestlige verdens liberale kultur og de monoteistiske religioner. Denne praksisorienterede tænkning lægger vægt på orden og harmoni og respekt for autoriteter og omtanke for andre.
Konfucianismen er en række opdragelsesregler, som forældre holder sig til i opdragelsen af deres børn. Det overordnede mål er for det første at udvikle alt det gode, alle evner, alle muligheder, der findes i barnet, og for det andet at lære det alt, hvad der er nødvendigt, for at det kan blive et optimalt tilpasset medlem af samfundet.
For regeringen og kommunistpartiet i Kina er konfucianismen en velsignelse, fordi den regerende elite har kæmpet for at beholde sin autoritet uden længere at have den ideologiske ballast fra marxismen-leninismen til at kunne legitimere sin magtanvendelse med. Konfucianismen er bekvem, fordi den fortæller kineserne om nødvendigheden af at kende deres plads i samfundet og ikke udfordre partistyret.
”Der er betydelige ligheder mellem kommunisme og konfucianisme og dermed en vis kompatibilitet. På det teoretiske plan er der store forskelle, men i den praktiske implementering kan de kommunistiske kadrer godt sammenlignes med den konfucianske elite, der guider den almindelige befolkning,” forklarer lektor ved Københavns Universitet Bent Nielsen, der har beskæftiget sig indgående med konfucianismen.
Kinas hurtige opstigning i verdensøkonomien er en kilde til fortsat undren blandt vestlige beslutningstagere, der typisk har stillet spørgsmålet: Hvordan kan en leninistisk partistat administrere en statskapitalistisk udviklingsmodel, uden at befolkningen går på gaden og kræver mere frihed?
”Kristendommen i sin oprindelse var antiautoritær, men endte med at blive magthavernes værktøj. Mange af konfucianismens idéer var også i deres oprindelse tænkt anderledes, end de blev implementeret som statsfilosofi. Således blev begrebet loyalitet fortolket som loyalitet over for herskeren i stedet for at gøre en helhjertet indsats for at blive et bedre menneske,” forklarer Bent Nielsen, der oplyser, at Konfucius’ idéer gennem seks århundreder var obligatorisk eksamenspensum for kommende embedsmænd ved det kejserlige hof. Denne tradition ophørte seks år før det sidste dynastis sammenbrud i 1911.
Konfucianismen opfatter den menneskelige verden gennem De Fem Grundlæggende Relationer. De består af forholdet mellem hersker og undersåt, far og søn, mand og kone, ældre og yngre brødre samt ældre og yngre venner. Konfucianismen fokuserer ikke på organisationsmæssige relationer, men betragter alle menneskelige relationer fra et interpersonelt og socialt perspektiv. Resultatet er, at kinesere som oftest gør forretninger med dig som person og ikke med dig som en del af en organisation.
Flemming Ytzen 