Med tak til Niels Ivar Larsen, dagbladet Information:

Den 14. juli, mens tropper fra 35 lande – også Danmark og Ukraine, men ikke USA – marcherede ned ad Champs-Élysées, lagde den amerikanske vicekrigsministerElbridge Colby en tråd af indlæg på X, der på overfladen handlede om strategisk teori. Reelt var der tale om en advarsel rettet mod de vestlige hovedstæder, der i stigende grad taler om, hvordan de kan stå sammen uden om Washington.

Timingen var næppe tilfældig. Samme dag som den franske nationaldag, hvor Ukraines Volodymyr Zelenskyj var blandt 25 inviterede stats- og regeringschefer, og hvor paraden demonstrativt skulle understrege en europæisk-ledet koalitionslogik, valgte USA’s nummer tre i Pentagon (som siden september sidste år hedder Krigsministeriet) at slå fast, hvem der ifølge ham bestemmer. 

Den 46-årige amerikanske vicekrigsminister Colby er en fremtrædende republikansk strateg og mangeårig fortaler for en omlægning af de amerikanske militære ressourcer med henblik på at hævde sig i rivalitetsforholdet med Kina. Han var under Trumps første administration chefarkitekt bag den nationale forsvarsstrategi fra 2018 og er nu ’undersekretær for krig med ansvar for politik’. Som forfatter til værket The Strategy of Denial bekender han sig til en rigid sikkerhedspolitisk realisme, hvor værdien af allianceforhold alene skal anskues gennem et »prisme af interesser, geografi, økonomi og militær magt« – med andre ord: væk med alle idealer om at udbrede demokrati og international retsorden.

I sin X-tråd, som lige siden er blevet vidt og bredt delt og kommenteret, henvender Colby sig til andre sikkerhedsanalytikere. Men som sagt: i virkeligheden nok mest til hovedstæderne i de lande, der historisk set har været allierede med USA. 

Colby afviser kategorisk tanken om en sammenhængende koalition af »mellemstore magter«. Han beskriver hele idéen som en distraktion og advarer om, at allierede risikerer at spilde »værdifuld tid, penge og politisk kapital«. Ifølge ham bygger strategien på »en fejlagtig forståelse af internationale relationer«, fordi mellemstore magter ganske enkelt »ikke har et sammenhængende grundlag for at indgå i en alliance«.

Hans formål er dobbelt: Dels at advare imod ethvert forsøg på koordinering mellem mellemstore magter uden om USA. Dels at minde om, at disse landes absolutte afhængighed af den amerikanske forsvarsindustri består. Han ulejliger sig knap med at tilsløre truslen: »Adgang til den amerikanske forsvarsindustri er et privilegium, ikke en rettighed«, skriver han.

Ifølge Colby mangler mellemstore magter (læs: Storbritannien, Canada, Australien, EU’s større nationer, Japan og Sydkorea) et sammenhængende grundlag for alliance – de har for forskellige interesser til at kunne optræde som et samlet kollektiv over for verdens sande stormagter. 

For det andet afviser han, at traditionelle allierede skulle være på vej til at vende USA ryggen som våbenleverandør. Han insisterer på, at det amerikanske forsvarsindustrielle kompleks på ingen måde er i færd med at tabe terræn på grund af kundernes utilfredshed med Washington. Som han formulerer det: »The simple fact of the matter is that no alternative country or countries can compete with the U.S. defense industrial base, either in quantity or quality.«

Colby supplerer med en tredje pointe: Allierede opfordres til at investere mere i egen forsvarsindustri – men vel at mærke kun på måder, der involverer samarbejde med USA frem for dødsdømte forsøg på at erstatte eller overflødiggøre koalitionen med den amerikanske supermagt. 

Med andre ord: Oprust endelig! Så længe I bare gør det inden for rammer, Washington fortsat kan styre og kontrollere. 

Kritiske modrøster har slået ned på det paradoksale at sige, at det aldrig kan lykkes for mellemstore magter at gøre sig uafhængig af den amerikanske forsvarsindustri og hellere skulle integrere sig med den – og i samme åndedrag understrege, at adgang til den industri ikke er en ret, som disse lande bør tage for givet. 

Men hvis fortsat afhængighed er eneste meningsfulde rationelle vej, hvorfor så true med at lukke den af?

Den canadiske sikkerhedspolitiske forsker Fen Hampson beskriver Colbys udbrud som et eksempel på, hvad han kalder USA’s aktuelle ’bipolare forstyrrelse’ – hvor Washington under Trump er blevet upålideligt for sine allierede, men stadig kræver disses loyalitet og opmærksomhed som eksemplificeret ved Trumps vrede over, at NATO ikke gik med i hans og Israels krig mod Iran. 

USA vil med andre ord gerne frigøre sig fra forpligtelser over for sine partnere, men vil for alt i verden ikke have, at partnerne kunne finde på at gøre ligeså over for USA. 

Spørgsmålet er: Afspejler Colbys indlæg en gryende og reel ny nervøsitet i Washington over at miste grebet om de gamle allierede. Eller om det bare er skryderi på de sociale medier?

På retorikkens overflade klinger budskabet selvsikkert arrogant. Men at Pentagons tredjemand finder det opportunt at poste en X-tråd på at nedskyde et begreb, han erklærer strategisk irrelevant, er dog påfaldende. Hvorfor bruge krudt på at tilbagevise ting, man ikke kan tage alvorligt?

Man kan hævde, at USA har grund til bekymring. Ifølge SIPRI’s seneste opgørelse fra marts 2026 øgede Europa sine militærudgifter med 14 procent i 2025 – den hurtigste stigning blandt NATO’s europæiske medlemmer siden 1953, og samtidig søger EU gennem Security Action for Europe-programmet (SAFE) at omlæggesine fremtidigeforsvarsindkøb, så mindst 65 procent af værdien kommer fra europæiske, ukrainske eller tilknyttede producenter. SAFE-fonden har foreløbig fået tilført ikke mindre end 150 milliarder euro. I februar 2026 blev Canada det første ikke-europæiske land, der sluttede sig SAFE. 

Dermed er der skabt et stærkt politisk incitament til gradvist at mindske afhængigheden af amerikanske leverandører, selv om USA fortsat dominerer det europæiske marked: ifølge en tidligere SIPRI-opgørelse fra marts 2025, der dækker perioden 2020-24, leverede amerikanske producenter 64 procent af de europæiske NATO-landes våbenimport i disse år mod 52 procent i 2015-19 – altså en stigende, ikke faldende, amerikansk andel over den periode.

Med ved bordet eller på menuen
Netop Canadas premierminister, Mark Carney, som Colby ikke nævner ved navn, var manden, der i en skarp januar-tale til World Economic Forum i Davos oprindeligt lancerede visionen om et fællesskab af mellemstore magter. Carneys pointe var enkel og er blevet stående som referencepunkt for debatten: De mellemstore magter må handle sammen, for sidder de ikke med ved bordet, ender de på menuen. Derimod kan de store magter – indtil videre – klare sig alene, fordi de har den markedsstørrelse, militære kapacitet og gennemslagskraft, det kræver at diktere andre deres vilkår.

Colby har temmeligt sikkert ret i, at ingen kan matche amerikansk forsvarsindustri i kvalitet og volumen på kort sigt. Men det centrale spørgsmål er: Hvorfor er vestlige mellemstore magter overhovedet nået til et punkt, hvor de finder det nødvendigt at forsikre sig imod at være afhængige af USA?

Det begyndte med tvivlen om Amerikas langsigtede forpligtelse til NATO, som fik europæiske partnere til at søge tættere strategiske bånd imellem sig – eksemplificeret ved, at ledere fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Ukraine og seks partnerlande kort efter et NATO-topmøde i Ankara mødtes i Paris for at præsentere et fælles europæisk missilforsvarsinitiativ. Den slags projekter opstår ikke, fordi europæerne pludselig ønsker at bryde med USA af princip, men de kan være forsikringspolice mod et scenarie, hvor de amerikanske sikkerhedsgarantier viser sig mindre robuste, end de historisk har været. 

Når Washington signalerer frigørelse fra forpligtelser over gamle alliancer og insisterer på, at partnerne vedblivende skal opføre sig som klienter i det amerikanske system, opstår der en ubalance, ingen suveræn stat kan acceptere i det lange løb. At blive behandlet som en, der kan blive afskåret fra sikkerhedsgarantier uden varsel og samtidig forventes at forblive fuldstændig afhængig af amerikansk udstyr, er ikke en komfortabel position. Al logik tilsiger, at man må søge alternativer.

Tilgangens formål behøver ikke at være at søge en erstatning for alliancen med et USA, der trods alt næppe vil blive regeret af trumpister for evigt, men som minimum at skabe valgmuligheder: diversificering af våbenleverandører, styrkelse af nationale forsvarsindustrier og samarbejde mellem allierede uden om Washington. 

Målet er at mindske risikoen for at blive fanget i, hvad den franske sikkerhedsforsker Olivier Schmitt kalder »racket de protection« samt for, at afhængigheder bliver til sårbarheder, der fører til vasalstatus. 

De europæiske og øvrige vestlige mellemstore magter ønsker ikke at være vasaller, og derfor søger de imod strategisk autonomi. Man må betvivle, at det kan lykkes for Trump, Colby og andre i USA at true dem til vasalstatus. En trussel om at lukke af for adgangen til amerikansk forsvarsindustri virker kun, hvis modparten ikke har alternativer eller ikke er villig til at betale prisen for uafhængighed. 

Når Europa – ganske vist langsomt og med betydelige omkostninger – går så benhårdt efter at reducere sine indkøb fra amerikanske producenter, viser det, at truslen ikke er lige så virkningsfuld, som Colby giver det udseende af.

Advarsel kan virke stik modsat
Det skal medgives, at de mellemstore europæiske magters strategiske autonomi ikke er om hjørnet. Europa står ikke her og nu på tærsklen til fuld strategisk uafhængighed, dybt afhængige som vi er af amerikanske kapaciteter på afgørende områder – fra satellitbaseret efterretning, strategisk lufttransport og lufttankning til missilforsvar og dele af den digitale militære infrastruktur. Opbygningen af en forsvarsindustri med tilstrækkelig produktionskapacitet kan komme til at tage år, hvis ikke et årti eller to.

Men Europas langsigtede muligheder bør ikke undervurderes. EU og Storbritannien råder tilsammen over en økonomi på størrelse med USA’s, nogle af verdens mest avancerede forskningsmiljøer og en højt udviklet teknologisk og industriel base. Europa designer og producerer allerede kampfly, ubåde, missiler, radarer, satellitter og avancerede elektroniksystemer. 

For at sammenfatte: Colbys budskab er udtryk for to modstridende ting på én gang: at fremstå som en afvisning af en trussel, der ifølge ham selv er ikkeeksisterende. Og at fungere som en direkte advarsel til de lande, der måtte overveje at organisere sig uden om Washington. Den slags dobbeltbevægelse – ’I er ikke en trussel, men lad hellere være med at prøve’ – er et typisk tegn på, at man mærker jorden bevæge sig under ens fødder, selv om man ikke er villig til at indrømme det højt.

De vestlige mellemstore magter er næppe slået ind på en selvstændiggørelseskurs ud fra en ideologisk drift mod at bryde definitivt med USA. Det er de, fordi den amerikanske adfærd under den nuværende administration – svingende forpligtelser, transaktionel logik og direkte trusler om at lukke adgangen til forsvarsmateriel – har gjort fortsat fuld afhængighed til uforsvarlig strategi. Og netop fordi disse lande hverken ønsker at være vasaller eller kan tvinges til det med retorik, er Colbys indlæg snarere et symptom på amerikansk magttab end bevis på fortsat amerikansk kontrol.

Colbys advarsel risikerer nu at virke stik modsat. Jo mere, Washington gør adgangen til amerikansk teknologi og våben til politisk pressionsmiddel, desto stærkere bliver incitamentet for europæerne til at opbygge de kapaciteter, de endnu mangler.

(publiceret hos Information 18.07.2026)