Med tak til historikeren Jes Fabricius Møller: nedenfor et redigeret uddrag af et opslag på hans facebookside 01.11.2026

Krig er politik videreført med andre midler, som von Clausewitz ofte citeres for at have skrevet. Det vil sige, at krig ikke i sig selv nødvendigvis skal opfattes som et onde, fordi den politiske situation kan være således, at der må søges en løsning i felten.

For Danmarks vedkommende var vi i generationer vænnet til, at det var krigen, der var problemet. Det var erfaringen fra 1864, der satte sig igennem. Derfor har vi nok også haft svært ved at se, at den danske regerings bevidste fremkaldelse af en konflikt i løbet af 1863 var andet end tåbelighed og overmod.

Den nuværende diskussion om tilvejebringelse af fred i Ukraine er præget af to tilsvarende forskellige opfattelser af krigens natur. Nogle mener, at det er krigen, der er problemet, og derfor søger de freden for enhver pris. Andre mener, at krigen er en pris, man må betale for at undgå noget værre. Til de første hører typisk de udenforstående. Til de sidste hører de krigsførende parter.

Putin ønsker at genoprette et russisk imperium. Ukrainerne vil gerne have uafhængighed og frihed. Ukraine udkæmper ikke en krig på Europas vegne, som mange gerne vil gøre det til. Det er ikke Europa, der tvinger Ukraine til at kæmpe. Det øjeblik Ukraine ikke længere ønsker at kæmpe, stopper krigen.

Vi understøtter ukrainernes mulighed for at udkæmpe krigen, så længe de kan og vil. Det gør vi, fordi det er i vores sikkerhedspolitiske interesse, men også fordi vi dermed understøtter ukrainernes ønske om at beskytte det, som vi højstemt kalder den europæiske idé. Den kunne vi tidligere kategorisere under fanebladet ‘vestlige værdier’, men vi afventer lige en nærmere afgørelse på den anden side af Atlanten for at få dem med på holdet igen.

Der skal en til at skabe krig, men to til at skabe fred, hører man ofte. Det lyder rigtigt, men er det i udgangspunktet ikke, fordi hvis krigen skyldes en enkelt aktør, kan krige afsluttes, hvis den pågældende aktør holder op med at føre krig. Det gælder særskilt i tilfældet Ukraine. Hvis Rusland trak sine tropper tilbage til den overenskomstmæssige tilstand før 2014, var der fred og ingen fare.

Her kan man ikke undlade at indskyde den machiavielliske betragtning, at Putin har forsømt den ene mulighed efter den anden for at gøre Rusland til en dominerende europæisk magt. Hvis Putin havde ladet Rusland integrere i Europa, kunne han have spillet sine kort helt anderledes. Han kunne have gjort Rusland til et både velstående og indflydelsesrigt medlem af de europæiske fællesskaber, bygget på rigelighed af naturressourcer og demografisk overlegenhed. I stedet har han skabt et militært despoti med en økonomi, der har samme størrelse som Benelux-landenes.

Når man i dag søger freden, skal man derfor heller ikke regne med, at Putin er en rationel aktør, der søger de mål, som vi betragter som anerkendelsesværdige, med de midler, som vi betragter som hensigtsmæssige.

Vi må konstatere, at Rusland og Europa er gået glip af hinanden. Sammen kunne vi have hævet en enorm fredsdividende. Erfaringen er imidlertid, at når Rusland har defineret os som fjenden, er Rusland vores fjende. Det er historisk set tragisk, fordi det kunne have været så smukt at byde det europæiske Rusland velkomment. Sådan er det bare ikke. Skyldfordelingen for denne tragedie udestår.

Mens der nok har været fejlskøn fra vestlig side, kan der ikke være tvivl om, hvad intentionen fra Putins side har været næsten fra begyndelsen. Han er styret af en foragt for det europæiske, og dermed har han sat en enorm potentiel gevinst over styr, og så er vi tilbage ved betragtningen om krigens natur. Mens vi trækkes baglæns ind i en oprustning, der forstyrrer vores cirkler, lever Putin i en verden, hvor krigen er blevet et formål i sig selv. Ofret, som for os er den højeste pris, er for Putin som det var for Stalin en rutinemæssig omkostning.

At skabe fred på de vilkår er derfor vanskeligt. For et nederlag er – og referencen er igen Clausewitz – erkendelsen af et nederlag, ikke omfanget af de konkrete tab. Det er først, når en krigsførende part erkender at have tabt, at nederlaget er en realitet. Det hænger tæt sammen med, hvad et givet styre betragter som det legitime grundlag for sin eksistens. Hvis et styre opfatter tabet af menneskeliv som sekundært, kan det være vanskeligt at overbevise det pågældende styre om, at det er i færd med at tabe, selv om så og så mange af dets undergivne dør.

Hvad man skal være opmærksom på er, at en betydelig asymmetri gør sig gældende. Fordi styret i Kyiv har en større respekt for sine borgere end styret i Moskva, vil det være moralsk forpligtet til at slutte fred på andre vilkår end styret i Moskva.

Fredens vilkår afgøres af den, der er villig til at ofre mest. Så derfor ender det med, at det fælles sprog, der skal afgøre udfaldet, må blive styrkens sprog. Alt hvad der styrker Ukraine, styrker os, og dermed også alt, hvad vi tror på – og forhåbentlig også selv vil kæmpe for.