Flemming Ytzen

Hvad stiller en moderne verden op med fanatiske klanledere?

I DAG ER det nøjagtig et år, siden en nordkoreansk torpedo sænkede den sydkoreanske korvet ‘ Cheonan’ i Det Gule Hav syd for den nordkoreanske kystlinje og øst for den sydkoreanske. Skibet befandt sig i et farvand, hvor der har været strid om grænsedragningen siden våbenstilstanden i Koreakrigen 1953. 46 ud af besætningens 104 mand omkom.

Sagen landede vanen tro i FN’s Sikkerhedsråd, som kritiserede ‘ de ansvarlige’ for ‘ episoden’, men ved russisk og kinesisk mellemkomst uden at nævne Nordkorea ved navn. Denne blødere formulering på højeste diplomatiske niveau blev ikke belønnet med nordkoreansk mådehold. Otte måneder efter sænkningen af ‘ Cheonan’ lod nordkoreanerne omkring 170 artillerigranater regne ned over en sydkoreansk ø i samme farvand. 4 civile blev dræbt, 19 såret, og talrige bygninger blev smadret. 2010 blev et dramatisk år på og omkring Den Koreanske Halvø.

I DISSE DAGE får vi daglige påmindelser om Nordøstasiens politiske og teknologiske skrøbelighed. Tsunamiens skadevirkninger på atomkraftværket Fukushima og det efterfølgende udslip af radioaktivt materiale er et advarselssignal om, hvor udsatte højtudviklede samfund er. Både geografien og historien kan være ubarmhjertige: Kun få hundrede kilometer vest for Fukushima har et anakronistisk og rablende fanatisk klanvælde barrikaderet sig mod en omverden, den opfatter sig som værende i krig med.

Det nordkoreanske Kim-dynasti har rustet sig med kernevåben for at modsætte sig den undergang, der før eller siden overgår alle lukkede stammesamfund, således som vi er vidne til i en række samfund i Mellemøsten og Nordafrika, mest dramatisk i Libyen.

Gaddafis vigtigste redskab i forsvaret af sin klan var i mange år terror, mens Nordkoreas var kernevåbenteknologi.

Tilbage i 1998 prøveaffyrede det nordkoreanske militær for første gang et missil, der fløj hen over det nordlige Japan for at falde ned i Stillehavet. I juli 2006 fulgte affyringerne af hele syv langtrækkende missiler, og i oktober samme år kom meddelelsen om Nordkoreas første underjordiske prøvesprængning af en atombombe. Prøvesprængning nr. 2 fulgte i maj 2009.

Perspektiverne er svimlende, men de militære planlæggere i Sydkorea, Japan, USA og Kina må for længst have tænkt tanken: Hvis Kim Jong-il er mentalt skruet sammen som oberst Gadda-fi, kan man ikke se bort fra risikoen for, at armerede nordkoreanske missiler en dag rettes mod Fukushima eller et andet japansk kernekraftværk. For hvad gør en desperat stammehøvding, der ser fjenderne nærme sig fra alle sider? Han slår til mod angribernes svageste led.

Hail to the Chief, siger de i Mordkorea...

LIGHEDERNE mellem oberst Gaddafis Libyen og det Nordkorea, som på syvende årti regeres af en i propagandaen sagnomspunden familie, er uhyggeligt store.

Begge steder har høvdingene forsøgt at bilde omverdenen ind, at de kunne holde sammen på noget, der knap nok fortjener prædikatet ‘ samfund’, endsige ‘ stat’. Hverken oberst Gaddafieller general Kim Jong-il har nogensinde befattet sig med deres respektive landsmænd som borgere.

Når Gaddafii disse dage påberåber sig forsvaret af den libyske nation, forsøger han at gøre krav på noget, der kun har eksisteret i den mest overfladiske betydning af ordet. Europæiske og amerikanske lederes omklamring af den fanatiske høvding i Tripoli – som en del af noget, der blev kaldt ‘ normalisering’ – må gå over i historien som en af de største diplomatiske farcer i moderne tid.

Ulykkeligvis er det ikke anderledes med det Nordkorea, der på bedste orwellske vis kalder sig Den Demokratiske Folkerepublik Korea, og som i realiteten er klodens sandsynligvis farligste militær-industrielle kompleks, en fanatisk kasernestat, der holdes sammen af frygt, propaganda, vold og terror.

Nu hvor nedtællingen er i gang for den definitive undergang i ørkenteltet, må Gaddafi ærgre sig gul og grøn over, at han ikke lyttede til sin skrantende våbenbroder i Nordøstasien og anskaffede sig nukleare faciliteter. På den anden side: Hvis det var sket, ville israelske eller amerikanske bombefly meget hurtigt have sat disse anlæg ud af spillet. Gaddafifik et varsel i april 1986, men amerikanerne ramte ikke det rigtige telt.

Tripolis klanleder vil snart bukke under i det, der mere og mere ligner en borgerkrig. Den efterfølgende nationsopbygning vil tage generationer, da ingen af naboerne har styrke eller vilje til at rydde ud i dette stammekaos.

Nordafrikas farligste klanleder

Så er der trods alt grund til lidt mere optimisme den dag, de 22 millioner nordkoreanere får muligheden for at blive meldt ind i den moderne verden. Sydkorea har viljen og evnerne – og pligten, ikke mindst – og de øvrige naboer har pengene. Hvad der vil vise forskellen på Libyen og Korea i de forandringer, der venter, er et par årtusinders asiatisk tradition for statsopbygning.

Hvad er mon scenariet for valg i den arabiske verden? Følg med her.

ER PROTESTBEVÆGELSERNE i Nordafrika og Mellemøsten udtryk for, at flere lande er på vej til at melde sig ind i demokratiernes klub? I de kommende måneder og år vil der være massiv interesse rettet mod de lande syd og øst for Middelhavet, hvor gamle enerådende hanelefanter enten er faldet eller skranter så meget, at dødsattesten blot venter på at få den obligatoriske påtegning. Så er de nødvendige forudsætninger til stede for, at en demokratisk kultur kan slå de nødvendige rødder? Her vil det hjælpe på kvaliteten i debatten, hvis vi vælger at vurdere ‘ demokrati’ som en proces snarere end en tilstand.

Udviklingen i det tidligere Jugoslavien efter 1990 understregede, at overgangsperioden fra en diktatorisk tilstand til mere demokratiske samfundsmodeller blev voldelig, inden den blev ordentlig.

De demokratiske succeshistorier i Øst-og Centraleuropa byggede på radikalt anderledes forudsætninger end dem, der lige nu eksisterer i Nordafrika og Mellemøsten. De tidligere østbloklande havde to afgørende forudsætninger på plads: høje uddannelsesniveauer og udbredt sekularisering. Kort sagt: modernitet.

I DEN BEDSTE af alle verdener kunne man ønske sig et scenario, hvor en autokrat møder op på det ugentlige regeringsmøde og meddeler sine ministre og generaler følgende:

»Nu må det være nok med de mange år med undtagelsestilstand, unødvendige fængslinger af borgere, forfølgelse af kritiske forfattere og journalister og iscenesatte parlamentsvalg.Vi kan ikke længere byde befolkningen den slags gammeldags metoder. Lad os blive et accepteret land i demokratiernes familie. Fortæl generalstaben og politiledelsen, at undtagelsestilstanden ophæves mandag morgen«.

Lyder det bare vildt urealistisk? Noget fra en roman? Tja, det skete faktisk en sommerdag i 1987 i Taipei i det, der officielt hedder Republikken Kina, beliggende på øen Taiwan. Præsidenten, der hjalp sine 22 millioner indbyggere med denne enestående beslutning, hed Chiang-Ching-kuo. Ulykkeligvis døde han året efter og nåede derfor aldrig at modtage den Nobelfredspris, som han så indlysende havde fortjent.

En hædersmand, Chiang Ching-kuo

Taiwans mirakuløse demokratisering – ikke et skud blev løsnet, og der var ingen hujende folkemasser i gaderne – var drevet af præsidentens ønske om at være et attraktivt alternativ til det land, som er nabo til østaten, og som den har et navnefællesskab med. Siden nationalisternes nederlag i den kinesiske borgerkrig ( 1949) havde de levet i eksil i Taiwan, hvorfra de i årtier gjorde krav på at repræsentere hele Kina ( fastlandet plus Taiwan). Fra 1979 skiftede Taiwans mangeårige forbundsfælle og beskytter, USA, side og blev politisk og diplomatisk sengekammerat med Folkerepublikken Kina, dvs. kommunisterne i Beijing.

Derfor blev Chiang Ching-kuo nervøs og frygtede, at USA kunne ‘ sælge’ Taiwan til den ideologiske arvefjende på den anden side af det kun 150 kilometer brede Taiwanstræde. At blive reduceret til en provins i et diktatur var på ingen måde attraktivt for Chiang og hans øboer. Så hvordan komme ud af den klemme? Fordi østaten forvandledes fra et autokrati til et demokrati, blev Taiwan pludselig – igen – interessant for USA, for ingen ansvarlig amerikansk præsident kunne tillade det autokratiske Kina at opsluge et demokratisk Taiwan.Interessant nok har Chiangs parti ikke formelt opgivet en form for formel tilknytning til ‘ broderfjenden’ på den anden side af Taiwanstrædet. For hvorfor skal en lille gibbonabe tirre den 400-kilos gorilla, som den er nabo til.

FINDES DER i Nordafrika og Mellemøsten en leder eller to af samme format som Chiang? En, der har det politiske mod til at sige til både sine landsmænd og naboerne:

»Se her, kammerater, jeg og mit land vil gerne gå foran med det gode eksempel: Vi indfører en særlig bestemmelse om, at præster ikke må drive politisk virksomhed, og vi forbyder partier, der bruger Koranen som ideologisk grundlag. Vi indfører for resten også en bestemmelse om, at alle partier skal kunne stille med mindst 50 procent kvindelige kandidater, da vi finder det vigtigt, at halvdelen af befolkningen er repræsenteret på passende vis«.

»Desuden sørger vore væbnede styrker for, at nabolande ikke intimiderer vore partier eller sender petrodollar til moskeerne. I det hele taget vil der være gode patriotiske soldater overalt til at sikre, at stemmerne bliver talt rigtigt op, så vi ikke fornærmer vore venner i Washington og Bruxelles. Under disse betryggende forudsætninger vil udfaldet både af præsident-og parlamentsvalg være sikret på forhånd«.

Stemmeafgivningen vil være en ren formssag.. Hvilken europæisk udenrigsminister skal vi invitere til at overvære showet? Det kunne være hende Espersen i Copenhagen..

(publiceret i Politiken 3.3.2011)

Kulørt folkemagt i gaderne er ingen garanti for demokratiske fremskridt

HVAD VENTER der Egypten efter de turbulente dage, som på overfladen lignede endnu en kulørt folkeopstand og dermed en ufuldstændig revolution? Indlysende nok er der allerede draget sammenligninger til Tyrkiet, men hvis der findes en moderne egyptisk Atatürk, der kan neutralisere Det Muslimske Broderskab med fredelige midler, kunne han så være så venlig at træde et skridt frem?

Demokratiske tilstande har indtil for få år siden været undtagelsen mere end reglen i det, vi i mangel af bedre kaldte den tredje verden. Så når nogle tusinder utilfredse byboere og studenter holder en folkefest på et torv i landets hovedstad og diktatoren går af, er det så ensbetydende med, at friheden og det demokratiske liv venter lige om hjørnet?

Vesten er rådvild. Præsident Barack Obama og EU’s udenrigsminister, baronesse Ashton, kan passende studere Napoleon Bonapartes forsøg på at definere en Egyptenpolitik under Frankrigs fatale middelhavskampagne i 1798. Napoleon tilbød beskyttelse af det egyptiske samfund, som var ved at falde ud af Det Ottomanske Rige, og begrundede tilbuddet med følgende erklæring i et brev til en af egypternes magtfulde sheiker: »Jeg håber at blive i stand til at forene alle kloge og oplyste mænd og etablere et samlet styre baseret på Koranens sandfærdige principper, for disse kan alene føre menneskene til ægte lykke«.Næppe et budskab, der egner sig til terrorbekæmpelsens tidsalder. Men fra Napoleons sekretær Bourienne ved vi, at hærføreren ingen seriøs interesse havde i islam eller for den sags skyld nogen anden religion, medmindre han kunne bruge det religiøse element i egen politisk interesse, dvs.som et redskab i en del og hersk-politik.

Han vidste hvad han talte om - og handlede derefter..

DEN velanskrevne britiske historiker Niall Ferguson debuterer i nyhedsmagasinet Newsweeks seneste udgave som bladets ledende klummeskribent og formulerer en nådesløs kritik af den amerikanske strategi over for den arabiske verdens vigtigste land: »Der er ingen mere knusende domfældelse over Obama-administrationens strategiske tænkning end den realitet, at den aldrig var i stand til at forestille sig et scenarie, hvor Mubarak blev konfronteret med en folkelig opstand«.

De relevante folk i State Departement og præsident Obamas Nationale Sikkerhedsråd kan have gjort klogt i at konsultere kollegerne i udenrigsministeriets fjernøstlige afdelinger. For kun 12 år siden var det en sydøstasiatisk ‘ Mubarak’, den indonesiske general og præsident gennem 32 år, Suharto, der blev presset fra magten efter nogle ugers demonstrationer i Jakarta.

Siden har Indonesien, i dag med en folkevalgt, pensioneret general i spidsen, udviklet sig til den muslimske verdens største demokratiske succeshistorie.Valghandlinger i landet fungerer. Medier og civilsamfund udfolder sig på en måde, som bør tjene som et forbillede for demokratiforkæmpere i de mere eller mindre dysfunktionelle samfund i Mellemøsten og Afrika. Med i billedet hører, at den indonesiske officerselite placerede sig solidt som en vestlig allieret ved at sætte hårdt ind mod landets islamistisk-inspirerede terrornetværk. Man har dømt og henrettet et par af de ansvarlige for terrorbomben på Bali i 2002.

Men de asiatiske erfaringer er brogede. ‘ People Power’ – kulørte, folkelige revolter i storbyer – blev skabt i Indonesiens naboland Filippinerne helt tilbage i 1986. Netop i denne måned holdes der filippinsk 25-års jubilæum for den opstand, der førte til Marcosdiktaturets fald. Men Filippinernes erfaringer med demokrati har været en ynkelig affære. Nepotismen og klanvældet følges ad med en nedadgående økonomisk spiral. I en sammenligning mellem Sydøstasiens to store øriger kan det konkluderes, at muslimerne har klaret sig langt bedre end katolikkerne!

ET TREDJE eksempel, som både Hillary Clinton og Catherine Ashton kan skele til, når de skal revidere den vestlige Egyptenpolitik, er Thailand. Siden en folkelig opstand i Bangkok i maj 1992 forhindrede en militær magtovertagelse, er den thailandske forfatning blevet ændret flere gange. Forfatningsdomstolen har opløst partier, som så er genopstået i nye forklædninger.

Thailands dominerende religion har utvivlsomt haft en modererende indflydelse på de politiske kræfter i landet. Monarken Bhumipol, verdens længst siddende, har som en af Asiens sidste gudekonger optrådt som en politisk farao. Da konfrontationerne i foråret 1992 var ved at komme ud af kontrol, var det kongen, der kaldte de stridende til orden.
Næste kapitel i det egyptiske drama kommer sandsynligvis til at handle om ændringer af forfatningen. For hæren, landets faktiske magthaver, har suspenderet den gamle. Mon ikke generalerne i Kairo genkalder sig, hvad Napoleon sagde om det vigtigste ved en forfatning: Den skal være kort og uklar.

(publiceret i Politiken 18. febr. 2011)