Pengestærke Jim bor nu i Østasien

Udgivet den 3. juni 2011 af flemmingytzen

Amerikansk topinvestor har opgivet sit fødeland: »USA er bankerot«.

MØD EN pengestærk mand. Navnet er Rogers. Jim Rogers.

En amerikansk erhvervsmand, investor, forfatter, eventyrer, familiefar og meget mere. En mand i verdensligaen for superrige. Altså langtfra den ordinære Smith eller Jones fra det Wall Street, der stadig har ondt i hovedet efter finanskrisen. Det er dog ikke finansielle tømmermænd, der plager 68-årige Pengestærke Jim. Han har forladt sit fødeland USA og er taget til Østasien. Rogers-familien har nu adresse i den lillebystat Singapore. Hvorfor?

LIDT FORHISTORIE: Med et eksamenspapir fra Yale University fik Jim Rogers sit første børsmæglerjob på Wall Street i 1964. Studierne blev fortsat på Oxford, hvor den økonomiske fagkundskab blev suppleret med filosofiog politisk videnskab.

I 1973 slog han pjalterne sammen med den senere så berømte og berygtede finansmand George Soros. De to pengemænd skabte Quantum Fund, som op gennem oliekrisernes årti blev en finansiel frontløber og formåede at mangedoble sin værdi.

Som 38-årig havde Rogers så meget på skattekistebunden, at han i 1980 gik på selvvalgt ‘ orlov’ og tog på motorcykeltur på flere kontinenter. Tilbage i New York blev han en efterspurgt rådgiver, foredragsholder og underviser i den finansielle sektor og på amerikanske eliteuniversiteter. I 1990 rykkede globetrotteren i ham igen; motorcyklen bragte ham på ny tværs over flere kontinenter, og meget betegnende kunne han efterfølgende udgive bestselleren Investment Biker.

Da Rogers rundede det halve århundrede, kunne han snildt have klaret sig med bestyrelsesposter og rådgivning, hvis det var det, han havde villet. Men nej, manden ville i Guinness Book of Records. Denne ambition realiserede han ved at rejse gennem 116 lande, nu ledsaget af hustruen, Paige Parker, i en specialbygget Parret indledte jordomrejsen i Island 1999 umiddelbart forud for fejringen af Leif Erikssons første færd til det nordamerikanske kontinent.

Tre år og 245.000 kilometer senere havde han bogen Adventure Capitalist klar til udgivelse, og ikke overraskende er den blevet hans bedst sælgende bog.

Rogers’ katalog blev i 2005 suppleret med endnu en interessant titel: Hot Commidities: How Anyone Can Invest Profitably in the World’s Best Market. Og hvad er det, finansverdenen har talt om i et års tid eller to? Ja, de stigende råvarepriser.

SÅ HVAD KAN alle vi andre lære af Pengestærke Jim? Andet end at investeringer i råvarer, metaller, fødevarer og landbrugsrelaterede virksomheder både er profitabelt og giver mening på langt sigt? Han elsker sit fødeland, USA, men har fået nok af dets dysfunktionelle finansielle system og den politiske ansvarsforflygtigelse. Ved udgangen af 2007 solgte Rogers sin luksusbolig i New York for 16 millioner dollar og flyttede sig selv og familien til Singapore. I sin seneste bog fra 2009, A Gift to My Children, forklarer han, hvorfor parrets ældste datter, Hilton Augusta, allerede som 6-årig er begyndt at lære sig et af verdenssprogene, mandarin. Samme tilbud kunne begge parrets døtre få, hvis Paige og Jim havde valgt at bosætte sig i Shanghai eller Hongkong. Men Rogers var betænkelig ved luftforureningen i de kinesiske megabyer.

Forleden var Rogers gæst i et af verdens mest sete interviewprogrammer, BBC’s Hard Talk, hvor værten Stephen Sackur bad Rogers om at forklare sin flytning fra Guds Eget Land til et af Østasiens finansielle centre. Erhvervsmandens svar bør også interessere europæiske og danske politikere: »Alle kreditornationer i verden er nu asiatiske: Kina, Japan, Sydkorea, Taiwan. De nationer, der for få år siden dominerede i den globale økonomi, er i dag reelt bankerot. Hertil kan vi regne både USA og Storbritannien (…) I det 21. århundrede er der ét land, der kommer til at have betydning for alle andre på kloden; og det er ikke Storbritannien, jeg taler om; det er heller ikke USA, og det er ej heller Danmark« ( det forbliver uklart i programmet, hvorfor lige Danmark bringes ind i denne sammenhæng).

Rogers bliver spurgt, om han da helt ser bort fra de mange risici, der præger udviklingen i Kina.

»Selvfølgelig er der problemer, masser af problemer. Der vil komme mange tilbageslag. Ejendomsmarkedet i Kina er svulmet op til en boble, som brister før eller siden. Mange af dem, der sælger fast ejendom i Kina, vil gå fallit (…). Men jeg er ikke specielt bekymret over, om Kina får en borgerkrig, epidemier eller naturkatastrofer. Det afgørende er, om Kina får løst den kolossale udfordring med vand. Hvis Kina ikke får løst sit vandproblem, er der ikke længere nogen China story (…), og kineserne er ikke ene om at have denne udfordring. Vandproblemet er endnu større i Indien«.

HØRER I efter, jer i Folketingets Udenrigsudvalg, Dansk Industri, Eksportkreditrådet osv. Eller er det kun det ynkelige græske fallitbo, der bekymrer?.

(klumme i Politiken 3.6.2011) 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

22 millioner gidsler, mindst

Udgivet den 28. maj 2011 af flemmingytzen

Nordkorea forsøger atter at presse USA til at give fødevarehjælp

KOM LIGE her og tjek, hvorledes politisk og økonomisk afpresning foregår på højeste niveau. Når en diktator tager en hel befolkning som gidsler og udøver afpresning mod både USA og FN-systemet.

Nødhjælpseksperter i Verdensfødevareprogrammet, WFP, taler nu om, at Nordkoreas behov for fødevarebistand nærmer sig en halv million ton. Så hvorfor mon diktatoren, Kim Jong-il, er på besøg i Kina, hvor han ‘ inspicerer’ virksomheder, angiveligt for at blive inspireret til at slå ind på en reformkurs, der på sigt kunne gøre det helt overflødigt at give fødevarer og anden bistand til flere millioner sultende og underernærede nordkoreanere. Hvad har kineserne dog gang i med dette absurde show?

SAMTIDIG med Kims besøg hos den store nabo er en amerikansk delegation ankommet til den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang. Dens opgave er at undersøge oplysninger om, hvorvidt det nordkoreanske samfund er på vej ud i hungerkatastrofe i stil med den tilstand, som i begyndelsen af 1990′ erne kostede mindst en million indbyggere af landets indbyggere livet.

Baggrunden er den dystre, at styret i Pyongyang i december beordrede sine ambassader til at anmode det internationale samfund om fødevarebistand. Få måneder senere rapporterede WFP, at op mod en fjerdedel af landets 23 millioner indbyggere i kritisk omfang mangler fødevarer.

Den amerikanske delegation vil forsøge at aftale vilkårene for fornyede tildelinger af fødevarebistand, hvilket i praksis vil sige, at nødhjælpens fordeling skal kunne overvåges af neutrale observatører, hvoraf nogle taler koreansk og kan gennemføre undersøgelser af befolkningens ernæringstilstand. Et andet krav handler om adgang til fleste mulige af de nordkoreanske provinser, hvor sultproblemerne menes at være de værste. For få år siden sagde Pyongyang overraskende ja til at give adgang til alle provinser på nær to.

At USA kan være på vej med noget, der ligner en humanitær gestus over for en erklæret krigsmodstander – trods anklager om nordkoreansk eksport af missilteknologi til en anden krigsmodstander, Iran – passer ikke den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, særlig godt. Lees regering frygter, at sydkoreansk og anden bistand vil blive givet til den nordkoreanske elite og til de få udvalgte, der skal stå for fejringen af 100-års dagen for den kommunistiske stats grundlægger, Kim Il-Sungs, fødselsdag ( jo, det er faderen til den nuværende diktator. Den ældre Kim døde i 1994).

Seoul ønsker amerikansk hjælp til at presse Nordkorea til at undskylde og beklage de aggressioner, som ramte Sydkorea i fjor: først sænkningen af krigsskibet ‘ Cheonan’ sidste forår og efterfølgende artilleribeskydningen af en sydkoreansk ø i Gule Hav i november.

TAG IKKE fejl af det nordkoreanske regimes evne til at presse alt, hvad de kan, ud af nabolandene og USA.

Tilbage i 1990′ erne oprettede Sydkorea et energikonsortium, hvis formål var opførelse af en atomreaktor, der skulle levere strøm til den nødlidende nordkoreanske industrisektor. Både sydkoreansk, japansk og amerikansk kapital og teknologi var involveret, og sydkoreanerne sendte ingeniører op til ‘ broderfjenden’ i nord.

Men hele projektet kollapsede, da Pyongyang sagde nej til at tillade international inspektion af de atomfaciliteter, som regimet driver på en lokalitet nord for hovedstaden. Alligevel var der selv under Bushregeringen velvilje til at hjælpe Nordkorea med fødevarer; en linje, der er fortsat under Obama. Logikken synes at være, at med alle USA’s udfordringer i den arabiske verden skal der for enhver pris holdes ro i Nordøstasien.

Hvad der her og nu forstyrrer de amerikansk-kinesiske bestræbelser på at få ro på bagsmækken i Nordøstasien, er en lækket FN-rapport, der beskriver, hvorledes Nordkorea fortsætter med at eksportere missiler ( og teknologien til at bygge dem) til Iran via Kina, hvilket er helt i strid med de sanktioner, som blev påført Nordkorea efter Pyongyangs anden atomprøvesprængning i maj 2009. Både Iran og Kina benægter.

Missiler og atomfaciliteter er Nordkoreas redskaber til at sikre fornyet vestlig fødevarebistand og undgå skærpede sanktioner. Diktatoren Kims rundrejse i Kina er et absurd show, der kun tjener til af aflede opmærksomheden fra, at Beijings gæst holder mindst 22 millioner af sine landsmænd som gidsler i endnu et afpresningsforsøg over for Vesten.

Den resterende million er de væbnede styrker, som er Kims livsforsikring. USA’s bekymring er, at fødevarebistanden går til Kims gigantiske officerskorps og ikke til de virkelig nødlidende. Dilemmaerne er uhyggelige, for her er der ingen ‘ libysk’ model, der kan bruges. ‘ Humanitære’ bombetogter så tæt på Kinas og Sydkoreas grænser? Nej, vel?.

(klumme i Politiken 27.05.2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

De udvalgtes demokrati

Udgivet den 21. maj 2011 af flemmingytzen

Sundt for demokratiet med konkurrerende modeller. Tjek Singapore!

DEN MODERNE medievirkelighed – med Facebook, Twitter og sms som de vigtige redskaber til folkelig mobilisering – har gjort demokratiske processer skrøbelige og turbulente. En banal konstatering, der dagligt bekræftes af begivenhederne i Nordafrika og Mellemøsten.

Man bør erindre sig, hvad den britiske arbejderpartileder Clement Atlee udtalte for mere end seks årtier siden: »Demokrati vil sige regering gennem diskussion, men det er kun virksomt, hvis man på et tidspunkt får folk til at holde op med at snakke«. Atlees samtidige, filosoffen og poeten G. K. Chesterton mente, at demokrati betyder de uoplystes regering, mens aristokrati betyder de dårligt oplystes regering.

Begge udsagn kan give en vis mening i beskrivelser af den tidligere britiske koloni i Sydøstasien, Singapore, der gennemførte et parlamentsvalg for et par uger siden.

Valg i Singapore har ikke på noget tidspunkt siden østatens uafhængighed i 1965 været demokratisk på samme måde, som det kendes fra europæiske himmelstrøg.

Valghandlinger i det lille multikulturelle samfund, hvor 5 millioner etniske kinesere, malajer og indere er stuvet sammen på et areal ikke meget større end Bornholm, har tjent til at bekræfte legitimiteten for en politisk elites fastholdelse af magten. Regeringspartiet People’s Action Party ( PAP) har siddet uantastet på magten i alle årene; mens al opposition har været lagkagepynt.

Hvor uspiseligt det end kan lyde for europæiske demokrater, har PAP’s kontrol med østatens politiske system tjent Singapore godt: Da landet i sin tid blev smidt ud af Den Malaysiske Føderation, troede den første regeringschef, Lee Kuan Yew, i fuld alvor, at dommedag var nær. Med ryggen mod muren – truet på eksistensen af både Indonesien og Malaysia – allierede han sig først med Storbritannien og siden USA. Med denne stormagtsbeskyttelse begyndte han så at disciplinere sine borgere til at lade flid og viden komme før alle andre dyder, politisk medbestemmelse inklusive.

KOMBINATIONEN af topstyret parIamentarisme, kungfutsiansk meritokrati og bløde politistatsmetoder har på få årtier gjort singaporeanerne mere velstående end folk i Skandinavien. Indbyggerne i denne multietniske enklave lever i verdens mest betryggede samfund med en kriminalitet så lav, at det ligner noget fra en science fiction-novelle. Straffen for at spytte tyggegummi på fortovene er stadig drakonisk, men næppe noget andet sted i verden kan familier lade deres børn løbe frit omkring på gader og stræder efter mørkets frembrud.

Den singaporeanske politiske elite mangler ikke selvtillid. Kritikeres påstande om diktatur bliver affejet; forfatningen er fuldstændig klar, når der gælder organisations-og ytringsfrihed, om end praksis ligger noget fjernt fra lovens bogstav.

Hvad der kan undre besøgende og fastboende udlændinge er, at denne form for avanceret kadaverdisciplin har nydt massiv folkelig opbakning i så mange år. Men valget 7. maj viste tegn til, at et langsomt skred er sat i gang. PAP fik lidt over 60 procent af stemmerne; en mærkbar tilbagegang fra de 66,6 procent i 2006 og endnu mere markant i forhold til valgresultatet i 2001, hvor PAP hentede hele 75,3 procent.

Singapores brug af det britiske valgsystem betyder, at selv med 60 procent af stemmerne er der kun 7 procent af parlamentets pladser, der ikke tilhører regeringspartiet.

Alligevel er der nu to ud af fem vælgere i Singapore, der er ved at være trætte af et halvt århundredes politisk aristokrati. Ikke at der er tale om en træthed, der vil bringe et magtskifte tættere på om et par valgperioder.

Det interessante er, at den politiske elite åbent begynder at tale om, at den vil tage kritikerne mere alvorligt i stedet for som tidligere at chikanere dem bl. a. via manipulerede retssager.

Premierministeren Lee Hsien Loong, søn af førnævnte Lee Kuan Yew, antyder tilmed, at regeringen vil agere med større »ydmyghed«. Den yngre Lee har såmænd offentligt undskyldt nogle af regeringens mindre populære tiltag – noget, der ville have været utænkeligt for et årti siden.

HER ER VI tilbage ved den voksende betydning af de sociale medier. Valget her i maj var det første, hvor oppositionspartier havde tilladelse til at bruge netbaserede medieplatforme til at transmittere de valgmøder, der tidligere blev totalt fortiet af de statskontrollerede radio-og tv-stationer. Onlinedebatfora har demonstreret utilfredshed med f. eks. de voksende boligudgifter og den stigende tilstrømning af gæstearbejdere og indvandrere.

Meritokrati eller ej, erfaringerne fra Singapores politiske system er ikke så lidt af en udfordring for et Europa og et USA, hvor rablende populistiske bevægelser sender voldsomme rystelser gennem etablerede partier. Tror vi måske, at den vesteuropæiske parlamentarisme er den mest langtidsholdbare demokratimodel?

(klumme i Politiken 20.05.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kampen mod bin Ladens aflæggere

Udgivet den 21. maj 2011 af flemmingytzen

Terrornetværket Jeemaah Islamiyah har plaget Sydøstasien i årtier

NAVNET Abbottabad er nu skrevet ind i verdenshistorien, så her følger en beretning og et tilbageblik, der føjer detaljer til billedet af en halv snes års amerikansk jagt på terrorister i Pakistan og i Sydøstasien.

Siden amerikanske elitesoldater gjorde kort proces med Osama bin Laden i den lokalitet, der også huser et pakistansk militærakademi, har medlemmer af Pakistans regering og parlament haft travlt med at lægge luft til beskyldningerne om, at landet er et regulært tilholdssted for denne verdens værste terrorister.

Kun en måned inden angrebet mod bin Laden og hans nærmeste i den luksuriøse villa i Abbottabad kom det frem, at pakistanske efterretningsfolk havde arresteret den mand, som Indonesiens efterretningstjeneste har jaget i ni år: Umar Patek, der er mistænkt for at være en af hovedmændene bag bombeattentatet mod et diskotek på ferieøen Bali 12. oktober 2002, hvor 202 blev dræbt, fortrinsvis turister, heraf tre danske kvinder.

Bomben på Bali og en stribe efterfølgende terrorangreb mod bl. a. et luksushotel i Jakarta i 2003 og den australske ambassade sammesteds i 2004 blev påmindelser om, at islamistiske terrornetværk havde trukket en frontlinje op også i Sydøstasien, først og fremmest i klodens folkerigeste muslimske nation Indonesien.

ORGANISATIONEN Jeemaah Islamiyah har en regional historie i Sydøstasien, der er meget ældre end den, al-Qaeda har haft i den arabiske verden. Grundlæggeren hedder Abu Bakar Bashir. 14. februar i år indledte en domstol i den indonesiske hovedstad, Jakarta, en retssag mod denne 72-årige islamistiske prædikant og organisator for at have deltaget i mordplaner mod landets præsident, Susilo Bambang Yudhoyono. Et sikkerhedsopbud på godt 1.500 politifolk og specialtrænede soldater bevogtede den retsbygning, hvor afhøringerne blev indledt i sagen mod manden, som lokalt har fået tilnavnet ‘ teflonterroristen’. To gange tidligere har han været i centrum i terrorsager, begge gange gik han fri.

Bashir blev arresteret i august i fjor i Sumatras nordligste provins, Aceh, der i årtier var slagmark for et lokalt oprør mod centralregeringen i Jakarta, indtil et finsk mæglingsinitiativ fik parterne til at slutte fred i 2005. Petrus Golose, der er chef for Indonesiens Anti-Terror Agentur, var ikke i tvivl: »Abu Bakar Bashir er terroristernes leder«.

SAMARBEJDET mellem al-Qaeda, Jeemaah Islamiyah og andre regionale terrornetværk i det sydlige Filippinerne, det muslimskdominerede Malaysia og østaten Singapore har været kendt, siden singaporeansk politi i december 2001 arresterede en gruppe sabotører, som havde planlagt attentater mod ambassadebygninger og virksomheder i den lille østat. Kortet over de udpegede terrormål i Singapore var blevet fundet hos et al-Qaeda-medlem, som amerikanske soldater havde taget til fange i Afghanistan få uger tidligere.

Bashir er inspireret af en bevægelse ved navn Darul Islam, der i 1950′ erne kæmpede for oprettelse af en islamisk stat med centrum på Java. I 1978 grundlagde han en islamisk milits, Komando Jihad, og blev anholdt.

Fire års fængsel fulgte, og efterfølgende sagsanlæg fik Bashir til at flygte til Malaysia, hvor han levede i eksil i 14 år. Det var i Malaysia, at Bashir samlede et stort antal tilhængere fra hele Sydøstasien om et idegrundlag, der omkring 1985 definerede fundamentet for etableringen af en islamisk stat i Sydøstasien.

En af disse tilhængere blev siden kendt som ‘ Hambali’. Denne 47-årige indonesers fødenavn er Encep Nurjaman, men som voksen blev han kendt som Riduan Isamudin. Han er i dag en af de tilbageblevne indsatte på den amerikanske flådebase i Guantánamo, Cuba. CIA-kilder har kaldt Hambali for en »sydøstasiatisk Osama bin Laden«.

Hambali alias Nurjaman alias Isamudin tog i 1980′ erne via Pakistan til Afghanistan og tilsluttede sig islamisternes hellige krig mod de sovjetrussiske besættere. I de afghanske bjerge traf Hambali den mand, der kom til at ændre hans livsbane for evigt: Osama bin Laden.

Da den unge indoneser flere år senere vendte hjem til sit fædreland, talte han på massemøder til tusinder af unge muslimer om den profetiske skikkelse Osama bin Laden, der viste vejen for et fremtidigt Indonesien.

Jakartas hemmelige politi lyttede med. Efter 11.9.2001 gik Hambali under jorden, og efter et par års intens politijagt blev han arresteret i Thailand i 2003.

Umar Patek, Riduan Isamudin og Abu Bakar Bashir er de levende beviser på, at de transnationale terrornetværk er andet og mere end kriminelle bandeledere. Det er perspektivløst at mene, at disse folk er Al Capone-typer i pilgrimskjortler. Krigen mod disse islamister føres hver eneste dag, også i retssale.

(klumme i Politiken 14.5.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Den koreanske rollemodel

Udgivet den 14. maj 2011 af flemmingytzen

‘Jutlandia’ må være kodeordet for nutidens danske internationalisme.

SANGEREN Kim Larsen har hjulpet yngre danskere til en forståelse af, hvordan vi for seks årtier siden gjorde en forskel i et fjernt hjørne af verden, hvor en krig rasede, og tusinder blev dræbt og såret.

Hospitalsskibet ‘ Jutlandia’ påbegyndte sin tjeneste i den sydkoreanske havneby Pusan 10. marts 1951, et par hundrede kilometer fra fronten, hvor amerikanske og internationale styrker under FN-flag kæmpede mod nordkoreanske invasionshære. Sydkoreas historieskrivning giver god plads til den enestående danske indsats: Koreanernes minder om ‘ Jutlandia’ er stærkt prægede af, at fartøjet var det eneste hospitalsskib under krigen, der også behandlede civile koreanere.

I sommeren 1953 blev der indgået våbenhvile og delingen af Korea cementeret. ‘ Jutlandia’ ankom til en heltemodtagelse i København 16. oktober 1953 efter 999 dages FNtjeneste.

I alt behandledes under tjenesten i Korea 4.981 sårede, allierede soldater fra 24 forskellige nationer samt flere end 6.000 civile koreanere ( tallet er usikkert: Det kan være op til tre gange så mange, forklarer en anonym krønikeskriver til den danske udgave af Wikipedia).

En dansk humanitær indsats gjorde en markant forskel i et fjernt hjørne af verden og i en tid, hvor danskerne havde rigeligt med bekymringer over problemer, der lå tættere på. Har erfaringen med ‘ Jutlandia’ så betydning i dag?

DET OFFICIELLE Sydkorea er ikke i tvivl. Gennem seks årtiers historieskrivning er Danmark i koreanernes bevidsthed blevet til ikke bare ‘ Jutlandia’, men også Dalgas, Grundtvig, Lego og miljøhensyn. Vi er i den koreanske optik intet mindre end en rollemodel i den europæiske familie.

Når den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, i den kommende uge gæster Danmark, løftes det nære venskab op på et højere niveau: Der etableres et strategisk partnerskab. Det sker med lanceringen af en danskkoreansk vækstalliance med intensive satsninger på grøn vækst og grøn teknologi. Lad være, at f. eks. Bjørn Lomborg og hans blå, skatteyderbetalte lejesvende næppe kan se perspektiverne i en sådan alliance, men erhvervslivet er ikke i tvivl.

Sydkorea er ved at udvikle en meget stærk grøn profil. Det sker pga. præsident Lees såkaldte Low Carbon Green Growth-strategi, der har som mål at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 30 procent inden 2020 og samtidig fastholde landets økonomiske vækst på 5 til 7 procent. Sidste efterår var Seoul vært for et G20-topmøde, hvilket var første gang for et land uden for de gamle G8-stater. Målt i velstand er koreanerne nu lige ved at bide os i haserne, og vi kan se frem til at blive overhalet i løbet af mindre end fem år.

DA ‘ JUTLANDIA’ havde overstået sin mission, lå et krigsødelagt Sydkorea tilbage med millioner af hjemløse i fortsat frygt for fortsat kommunistisk aggression nordfra. Levestandarden var som i Sudan.

Kun ti år efter våbenstilstanden var nationalproduktet løftet op til et niveau svarende til Ghanas, 230 dollar per indbygger ( selv om vi hen over et halvt århundrede har druknet ghaneserne i udviklingsbistand, har vilkårene dér ikke ændret sig nævneværdigt, og det er da heller ikke blevet bedre i Sudan. Mon det kun skyldes klimaet?).

Børnebørnene efter den generation, der husker krigserfaringerne og ‘ Jutlandia’, vokser i dag op i et land, der er blandt verdens førende inden for uddannelse, fladskærme, mobiltelefoner, skibsbyggeri og biler. Med en gennemsnitlig årlig vækst på 9 procent er Sydkoreas nationalprodukt nu på højde med Italiens og New Zealands. Så sent som i 1970′ erne var landet modtager af dansk udviklingsbistand, sidste år blev landet medlem af donorernes klub i OECD.

Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Uddannelse, uddannelse og uddannelse, men er det bare pisken, der er blevet brugt i klasseværelserne? Vi undgår ikke den værdibestemte, civilisatoriske forklaring, om end den i både rød og blå blok ( og ikke mindst i det hjemlige humanitært-industrielle kompleks) er dybt kontroversiel: Den østasiatiske dreng eller piges fundamentale æresbegreb er kungfutsiansk: Du ærer kun dine forældre ved at vise din flid, dygtighed, evne og vilje til at forberede din og andres fremtid til noget bedre end det, de kom fra.

Ingen imamer, ingen fundamentalisme, intet klanvælde. Kun pragmatisme og et forunderligt miks af Buddha, Kungfutse og Kristus, og en sund kritisk venskabelighed over den generøse amerikanske protektor, der gjorde hele udviklingsmiraklet muligt.

Vore hjemlige udenrigspolitikere har brug for at blive mindet om ‘ Jutlandia’-erfaringen, inden vi næste gang bliver lokket ud i en forløjet aggressionskrig af en statsminister, der siden blev belønnet med posten som generalsekretær i Nato, og inden vi sender flere bomber ned over et dysfunktionelt nordafrikansk klanvælde uden at vide, hvem og hvad vi rammer.

Hvorfor er der ikke et dansk hospitalsskib, der snart ankrer op ud for Benghazi?.

(Politiken 7.5.2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

I imperiets grænseland

Udgivet den 5. maj 2011 af flemmingytzen

Xinjiang demonstrerer Kinas udviklingsambitioner

INDBYGGERNE her i Xinjiang, Kinas største provinsregion, lever i to parallelle virkeligheder med to timers forskel. Officiel tid er Beijing-tid, mens den lokale tid er to timer bagud og i praksis følger tiden hos naboerne, ‘ stan-landene’ i det tidligere sovjetiske Centralasien. I hverdagen betyder det, at skolebørnenes første klassetime begynder kl. 10 officiel tid, og at mange virksomheder har ‘ siesta’ fra kl. 14.

For centralregeringen opererer ikke med den lokale tid. Kl. 22 er døgnet stadigt lyst, og aftensolen kan kaste sine stråler over Kinas største statue af folkerepublikkens grundlægger, Mao, der er flankeret af henholdsvis rådhuset og kommunistpartiets hovedkvarter lige over for hotellet, hvor nærværende signatur er rykket ind.

Mao overvåger Kashgar

Turismen er atter i vækst her knap to år efter de etniske uroligheder, der kostede cirka 150 dræbte og midlertidigt lukkede adgangen for besøgende. Nu er der atter åbent for ‘ fremmede djævle’ på den urgamle Silkevej, som for et århundrede siden var genstand for rivalisering mellem datidens imperiemagter Storbritannien og Rusland.

Dengang var Kinas sidste kejserdømme lammet af dødskramper, og stormagterne langt fremme med planer om at dele flere områder af riget op i interessesfærer. Kinesisk Turkestan, som regionen også hed på danske landkort dengang, blev af kejseren formelt gjort til Xinjiang i 1880′ erne. Navnet betyder ‘ nyt grænseland’.

Kashgar er med godt 300.000 indbyggere en lille by efter kinesiske forhold, men vil vokse eksplosivt i de kommende år. Den er sidste større station for lastbilkonvojer, der går vestpå og sydover til og fra de tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker og Pakistan.

Uighur-befolkningen i Kashgar tæller i omegnen af 90 procent, mens den resterende del er kinesere. I provinshovedstaden Urumchi er forholdet det omvendte, hvilket er resultatet af den indvandring af kinesisk arbejdskraft, som har fundet sted under tre årtiers moderniseringspolitik. For hele provinsen er balancen mellem uighurer og kinesere tæt på at være 45 procent mod 40 med de resterende 15 procent fordelt på øvrige mindretal, inklusive mongoler og kasakher. Uighurerne taler en variant af tyrkisk, næsten identisk med det usbekiske sprog. I skolerne her iXinjiang undervises der i både uighur og mandarin.

Uighurfamilie uden for Id Kah Moskeen i Kashgar

OM FÅ år vil Kashgar være totalt forvandlet. I fjor meddelte Beijing, at byen gøres til særlig udviklingszone. Milliardinvesteringer er øremærkede fra Hongkongs tvillingeby, Shenzhen, hvis virksomheder får skattefrihed og andre præferencer for at flytte produktion op sydfra og ud til vestgrænsen i Beijings økonomiske imperium.

Åbning for samhandel med naborepublikkerne skal gøre Kashgar til en dynamo i en fremtidig centralasiatisk boomøkonomi. 30 års udvikling af Shenzhen danner forbilledet for Kashgar. Shenzhen var i 1979, da reformpolitikken begyndte, et søvnigt fiskerleje med få tusinde indbyggere. I dag er byen med et indbyggertal på ti millioner større end Hongkong, og et industrielt og finansielt kraftcenter med global betydning.

UIGHURERNE risikerer at blive passive tilskuere til det økonomiske eventyr, der venter dem. Alle virksomheder af betydning kontrolleres af kinesere. Arbejdsløsheden blandt de etniske kinesere er noget nær nul, mens den blandt uighurerne er skyhøj. I lederstillinger er uighurer fraværende, mens kinesere dominerer overalt i både administration og erhvervsliv.

Mindre end en halv times kørsel fra Kashgars centrum ligger en klynge gamle landejendomme med tilhørende jord. Under en rundvisning oplyses, at brugsretten til jorden er lejet ud til de virksomheder fra Shenzhen, der snart ankommer og opfører fabriksbygninger. Den økonomiske kompensation til de tvangsflyttede landboere vil komme fra de virksomheder, der rykker ind.

End ikke historiske ejendomme i Kashgars centrum går fri. I begyndelsen af det 20. århundrede åbnede den russiske tsars udenrigstjeneste et konsulat i byen. Tilrejsende ‘ fremmede djævle’, som den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin og tsarens spion Carl Gustaf Mannerheim -jo, den senere finske marskal og frihedshelt – kom forbi og fik efterretninger om, at det kinesiske kejserdømme var i forfald. I Mannerheims rapport til tsaren i 1909, udarbejdet efter en to år lang rejse på hesteryg tværs over Asien, anbefales en russisk invasion og annektering af Kinesisk Turkestan.

De gamle russiske konsulatsbygninger er i forfald, men renoveres nu af et kapitalstærkt ejendomsfirma fra Shenzhen. På væggen i konsulatets største lokale hænger et reklamefoto fra firmaet, der viser de skyskrabere, der planlægges i Kashgars kommende ekspansion.

Skyskrabere på vej til Kashgar - her på foto i den 100-år gamle russiske konsulatsbygning

Den militære invasion, som Mannerheim anbefalede for et århundrede siden, er vendt om: Det er en kinesisk økonomisk invasion vestover, der nu tages tilløb til.

(publiceret som klumme i Politiken 30.04.2011)

Udgivet i Kina | Skriv en kommentar

Kinas nyrige ignorerer jasminerne

Udgivet den 20. april 2011 af flemmingytzen

Arrestation af Ai Weiwei skræmmer aktivister og intellektuelle.

DISSIDENTEN og multikunstneren Ai Weiwei er stuvet af vejen af kinesiske politifolk, internetcensuren er strammet til, og kritiske røster er blevet stillet over for arrestordrer eller trusler om samme.

Skyldes det mon, at Kinas regering frygter, at blæsten fra det arabiske forår fejer ind over det tibetanske plateau og nu nærmer sig de kinesiske megabyer med millioner af frihedshungrende unge?

Set på bekvem europæisk afstand gør vi bedst i at observere de markante forskelle på de økonomiske realiteter i den arabiske verden og Østasien frem for at blive euforiske over de overfladiske ligheder.

Ai Weiwei forstår at provokere. Lige nu er han forsvundet..forhåbentlig dukker han snart op

Lad os holde Egypten op mod Kina: Mubarak sad ved magten, omtrentligt lige så længe som den kinesiske reformpolitik har været i gang.

Hvor Kina har indført tidsbegrænsede embedsperioder for sine politikere – en person i toppen af den kinesiske magtpyramide sidder typisk en halv snes år – blev Egypten holdt fast af Mubarakklanen og de dermed allierede magtgrupper, militæret først og fremmest.
Kina har genindført meritsystemer, der fremmer viden og kvalifikationer som grundlag for rekruttering til det offentlige bureaukrati og inviterer til global vidensdeling. Egypten mangler innovation og er fortsat afhængigt af massiv amerikansk bistand, mens Kina er den største långiver til – ja, Egyptens største donor, USA.

SOM BEKENDT bliver autoritære og autokratiske systemer destabiliserede, når nye socialgrupper vokser og kræver større dele af den økonomiske kage – og retten til at holde i den kniv, der skærer kagen. Kina oplevede en sådan situation i sommeren 1989, da studenter og repræsentanter for en dengang meget lille middelklasse protesterede mod et stivnet magtapparats manglende evne til at give positiv respons på især sociale krav, herunder større mobilitet på arbejdsmarkedet.

Økonomisk og social ulighed er øget markant i Kina, men det er sket i takt med skabelsen af en middelklasse, der efterhånden har et omfang svarende til hele USA’s befolkning, altså ca. 300 millioner, lidt under en femtedel af folketallet.

Har vi mulighed for at tage pulsen på de holdninger, der rører sig i folkedybet hos de 300 millioner? De kinesiske myndigheder er meget udfarende i forsøgene på at lodde befolkningens ønsker og behov, og vi udenforstående kan følge med via eksterne, uafhængige målinger foretaget af f. eks. Asian Barometer i Taiwan og Pew Global Attitudes Project i USA.

Billedet er ganske klart: I Kinas middelklasse er der udbredt bekymring for, hvad indførelse af et flerpartisystem og dannelse af uafhængige interesseorganisationer vil betyde for ‘ samfundskagen’. Landets migrantarbejdere ( mindst 140 millioner) vil utvivlsomt kræve både flere rettigheder og bedre velfærdsordninger.

Hvordan skulle disse reformer i så fald finansieres? Ved at beskatte den nyrige middelklasse. Slipper de skillingerne frivilligt? Ikke sandsynligt. Altså har samme middelklasse en stærk interesse i bevarelse af den eksisterende orden.

HVORFOR så de drakoniske tiltag mod Ai Weiwei? Hans prodemokratiske synspunkter er velkendte.
Han anser den kommunistiske partistat for at være ude af trit med en moderne udviklingsstats behov.Han er kendt for hele tiden at gå til kanten af det tilladelige i intellektuel og kunstnerisk udfoldelse.

Censuren af den offentlige debat gør, at han er næppe er mere end overfladisk kendt i bredere kredse. Vi må antage, at kun snævre intellektuelle miljøer følger hans skæbne og kommunikerer via sociale medier på en måde, der kan virke mobiliserende.

Nok har moderne kommunikationsteknologi skabt et mere åbent Kina, men samme teknologi giver regimet redskaber til at manipulere opinionen. En fjernelse af Ai Weiwei fra offentlighedens spotlys i nogle uger eller måneder er i regimets optik en præventiv foranstaltning. Andre aktivister vil tage bestik af det signal, regimet sender. Resignation og apati er den mest sandsynlige reaktion.

Isolerede protester mod lokalt magtmisbrug vil fortsat finde sted. Konservative skøn taler om op mod 100.000 protester på årsbasis. Men de er spredte og ukoordinerede.

At samle den sociale utilfredshed vil kræve en folkelig gennemslagskraft som den, Polens Lech Walesa viste sig i stand til i Gdansk for tre årtier siden. Ai Weiwei interesserer ikke den kinesiske arbejderklasse. Den er optaget af, at væksten fortsætter med det store velstandsløft, som har gjort den kinesiske økonomi til klodens næststørste.

Det er en noget for noget-filosofi, der virker i Kina. Hvorfor opsige en social kontrakt, der både leverer velstand og giver den ledende elite pusterum til næste års generationsskifte. Ai Weiwei må vente på bedre tider med yngre ledere.

Udgivet i Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

En diktators stilfærdige exit

Udgivet den 14. april 2011 af flemmingytzen

Kosmetisk forandring i Orwellstaten

MENS VERDENS opmærksomhed har været rettet mod Libyen, og vi spekulerer over Moamar Gaddafis næste træk, er der i en anden verdensdel sket noget tilsvarende det, som mange ønsker sig vil blive den libyske diktators exit fra scenen. Et fredeligt og udramatisk farvel.

For det var, hvad der skete i den Myanmars hovedstad, Naypyidaw, tre dage inde i april, i hvert fald overfladisk betragtet: Seniorgeneral Than Shwe, 78, bekendtgjorde, at han opløste Statens Råd for Fred og Udvikling, den junta, som har styret Myanmar, det tidligere Burma, i årtier. Fanfare i det nationale, statskontrollerede tv. Stive overlæber på de asiatiske nabolandes ambassadører og diplomater. Dyb tavshed i resten af verden.

Than Shwe - nu pensioneret. En ualmindelig kedelig fætter...

Sæt så tiden et halvt århundrede tilbage: I 1962 tog datidens burmesiske generaler magten efter en periode, hvor landets skrøbelige parlamentariske demokrati havde været presset af borgerkrig og etniske oprør. I 1974 gennemførte juntaen en overgang til noget, der blev kaldt ‘ civilt’ styre, efter en manipuleret afstemning om en forfatning, der gjorde datidens Burma til en de facto-etpartistat.

Et interessant perspektiv: Fra 1962 til 1974 oplevede verden 64 militære magtovertagelser. I hvilke lande af denne periodes diktaturer havde militæret stadig magten ved indgangen til 2011? Myanmar – og Libyen! Kontrasten er markant: I den libyske ørken kæmper en fanatisk klanleder for sin overlevelse mod andre fanatiske klanledere. Så har seniorgeneral Than Shwe i virkeligheden gjort klogt i at fortrække til sin luksusbolig i en befæstet potemkinkulisse?

MILITÆRET ER naturligvis stadig ved magten; den er blot trukket i civil, mens den bevarer kontrollen med alle magtens redskaber og med landets milliardformuer, der bygger på salg af olie og naturgas til nabostaterne.

En fjerdedel af det ‘ parlament’, som blev ‘ valgt’ i november i fjor, er forlods besat af officerer.Fire ud af fem af de pladser, der var på ‘ valg’, er besat med folk fra det militært kontrollerede parti USDP. I ‘ parlamentet’ sidder en lille kuet opposition og frygter for Orwellstatens næste træk – oven i telefonaflytninger, pligt til at oplyse bankkonti, brandbeskatning af mobiltelefoner og netcafeer.

Forfatningen kræver én årlig samling i parlamentet, så det netop afsluttede møde kan vise sig at være årets eneste. Da et lille oppositionsparti fremsendte 34 spørgsmål vedrørende jordreformer, fik dets folkevalgte at vide, at kun to af disse var »egnet« til besvarelse fra regeringens side, resten blev ignoreret.

Militærets dagblad, Myanmar Nye Lys, skriver på lederplads, at al tale om »national forsoning« ( læs: dialog med den reelle oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, der siden sin frigivelse har tilbudt forhandlinger, også om de vestlige sanktioner) må forstumme, for det, der er behov for, er »national genopbygning« ( læs: yderligere berigelse af en lille, stinkende rig klike af officerer).

Nyeste aktivitet på den økonomiske front er en olie-og gasledning tværs over den nordlige del af landet, hvor kinesiske og sydkoreanske entreprenørselskaber står for en stor del af det praktiske. Kina planlægger opførelse af et højhastighedstog fra den sydlige provins Yunnan til den burmesiske kyst, hvor kinesiske selskaber er i fuld gang med at projektere moderne havnefaciliteter. Følg med her, Mærsk.

Europæiske selskaber er aktører i dette spil, hvilket afsløres af et citat fra Myint Soe, der repræsenterer Myanmar Federation of Chambers of Commerce and Industry i avisen Myanmar Times: »Blandt de europæiske lande er Tyskland en af vore største partnere, selv på trods af sanktionerne«.

I Myanmars partnerlande i Asean er der voksende frustration over manglen på fremskridt. Dokumenter fra WikiLeaks afslører et udsagn fra Singapores grundlægger og nuværende regeringsrådgiver, Lee Kuan Yew: »At tale med generalerne i Myanmar er som at tale med døde«. En indrømmelse af, at mange års sydøstasiatiske forsøg på at engagere juntastyret er fejlet totalt.

DEN FORMELLE opløsning af juntaen ændrer ikke ved, at eksgeneral Than Shwe stadig har rådgiverstatus og tilmed beholder den luksuriøse embedsbolig, som er opført i hovedstaden Naypyidaw af tvangsudskrevet arbejdskraft. Overgangen til ‘ civile’ ledere er blot en gentagelse af, hvad datidens junta gennemførte i 1974.

Hvad skal EU stille op i dette mareridtsland med sol, badestrande og palmer? Her er nogle forslag: Anslået 10 procent af Myanmars landsbyer er omgivet af jord, der er spækket med landminer. Tusinder af civile er blevet dræbt eller såret, mens de forsøgte at dyrke jorden eller komme til og fra deres hjem. Anslået 1 million ud af Myanmars 50 millioner indbyggere er internt fordrevne. Bruxelles må på banen og fortælle juntaens partnere i Kina, Indien og Thailand, at minerydning er en opgave, der kan løftes af Europa. Inden disse opgaver er håndteret, kommer der ingen reel økonomisk udvikling i Myanmar andet end den, som kinesiske, indiske, sydkoreanske og japanske investeringer i infrastruktur bringer med sig.

(klumme i Politiken 14.4.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinas største tabu kortlagt

Udgivet den 8. april 2011 af flemmingytzen

Hvem giver Yang Jisheng den pris, han fortjener, inden det er for sent?

MENS DEN demokratiske verden i disse dage lægger pres på Kinas myndigheder for at få oplysninger om multikunstneren Ai Weiweis tilstand, kan det være på sin plads at minde om en i vor verdensdel ganske ukendt landsmand til Ai Weiwei.

For nogen må tage sig sammen og tildele den 70-årige pensionerede kinesiske journalist og forfatter Yang Jisheng en pris. Han skal hædres for bogen ‘ Mu Bei’, der betyder ‘ Gravsten’. Bogen, der udkom i Hongkong for et par år siden, er den første overbliksgivende udgivelse på kinesisk om den økonomiske kampagne kaldet ‘ Det store spring fremad’, Kinas og måske verdens største menneskeskabte katastrofe i det 20. århundrede i fredstid. Bogen er naturligvis forbudt i resten af Kina.

Yang Jisheng fortjener en hæderspris

I forordet skriver Yang, at bogen er et »… gravskrift både for min fader, der døde af sult i 1959, og for de 36 millioner andre kinesere, der døde ligeledes af sult. Men den er også et gravskrift for det system, der forårsagede deres alt for tidlige død og måske også for mig selv, fordi jeg har skrevet bogen«. Udgivelsen, der omfatter to bind, er på 1.100 sider og baserer sig på skriftlige kilder og interview med overlevende, som Yang har truffet gennem ti års rundrejser i Kinas historieforglemmende landskab.

YANG VAR det meste af sit arbejdsliv journalist ved det offi-cielle, statsstyrede nyheds-og informationsbureau Xinhua. I denne egenskab havde han privilegeret adgang til alle slags kilder i sit lands gigantiske bureaukrati, hvor han fik betydelig hjælp fra et stort antal hemmelige informanter. Disse var fortrinsvis demografer, som havde arbejdet i det skjulte med at bearbejde data, der kunne danne grundlag for et mere komplet billede af katastrofen. Frem til i dag forklarer kinesiske historiebøger den korte periode i slutningen af 1950′ erne som katastrofeår præget af dårlige vejrforhold, hvor høsten slog fejl.

Der er gået et halvt århundrede siden ‘ Springet’, uden at kommunistpartiet har taget ansvar for tragedien, og uden at der officielt er sat tal på antallet af dødsofre. I midten af 1980′ erne foranstaltede partiet en undersøgelse, der forblev til internt brug. Den forsker, som partiet satte på opgaven, havde kun en beskeden erfaring som demograf bag sig, hvilket kan forklare, hvorfor denne opgørelse ‘ kun’ nåede frem til et ‘ facit’ på 17 millioner sultofre.

Yang har forklaret, at han under arbejdet med bogen opsøgte 12 provinsarkiver og de centrale arkiver i Beijing. I gennemsnit tog han 300 fotokopier i hvert arkiv. Så bogen er baseret på 3.600 stykker dokumentation.

»Mange af dem har jeg i min lejlighed, mens andre er placeret hos en bekendt, der bor på landet«, har han forklaret.

Det er forbløffende, at Yang har undgået straf eller sanktioner for sit banebrydende arbejde. Han lever i dag som pensionist i den lejlighed i Beijing, som Xinhua har skaffet ham. Ingen af hans hemmelige partnere og informanter i projektet er blevet udsat for repressalier, har han fortalt til korrespondenten for Financial Times i Beijing, Richard McGregor.

»Myndighederne er ikke så dumme som tidligere. Hvis dette var sket i en tidligere periode, havde jeg for længst været en død mand, og min familie havde været ødelagt. Men jeg er her stadig, jeg skriver bøger og giver interview. Alene den realitet, at jeg ikke er sendt i fængsel, vidner om, at der er sket forandringer«. Hvilke forandringer, spørger McGregor. Svaret er overraskende: »Et system falder fra hinanden, mens et andet system er ved at udvikle sig. Det er svært at sige, om det er det nye eller det gamle system, der ender med at være det, der overlever«.

BOGEN LÆGGER ikke fingre imellem, når det gælder placeringen af ansvaret for det 20. århundredes største menneskeskabte historie i fredstid: Mao Zedong.

Kommunistpartiets øverste chef stod for en ideologisk fanatisme og et afsindigt tyranni, hvor almindelig sund fornuft var sat ud af spillet. Men som en anden og nyere udgivelse om emnet, Frank Dikötters ‘ Mao’s Great Famine’ fra 2010, viser, var der ikke tale om, at partiledelsen og dens formand kommanderede de kinesiske bønder ind i dødslejre, hvor krematorierne ventede. Ingen i ledelsen beordrede drab direkte; det var folk i det gigantiske embedsapparat, der gik amok i desperate forsøg på at efterleve de centrale direktiver fra Beijing. Konsekvensen var rå vold, når partisoldater tævede løs på sagesløse bønder og foranstaltede massive strafforanstaltninger mod deres familiemedlemmer. Den primære dødsårsag var massesult, fordi bønderne ikke måtte udføre det, de var bedst til: producere fødevarer. Mao havde kommanderet dem til at producere stål ud fra en absurd målsætning om, at den britiske stålproduktion skulle overhales.

‘ Gravsten’ bør snarest oversættes. Det tjener ikke historieskrivningen, at en så sjusket og ufuldstændig bog som Jung Chang og Jon Hallidays biografiom Mao dominerer opfattelserne af Kinas historie siden 1949, når Yang Jisheng har risikeret livet ved at gøre det nødvendige.

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Fukushima rimer på Hiroshima

Udgivet den 1. april 2011 af flemmingytzen

– men atomkraften er ikke på vej ud

APOKALYPSE NU? Skulle der gå tre årtier – over Three Mile Island 1979, Tjernobyl 1986 og Fukushima 2011 – før verden for alvor opgav kernekraften? Nok rimer Fukushima på Hiroshima, men nej, dommedag er ikke ankommet, heller ikke for kernekraften.

Lige nu er det selvransagelsen i Japan, der trænger sig på. Tsunamien og ødelæggelserne på atomkraftværket Fukushima bliver det, som afgør, om Japans Demokratiske Parti bliver andet end en døgnflue i landets politiske historie. Regeringen kan ganske vist forsøge at tørre en stor del af ansvaret af på sin forgænger, det konservative Liberal-Demokratiske Parti ( LDP), men forsømmelserne har meget lidt med partiskel at gøre.

Dokumenter offentliggjort af WikiLeaks viser, at Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, i december 2008 advarede de japanske myndigheder om, at landets kernekraftreaktorer ikke ville kunne modstå større jordskælv, og at de nationale sikkerhedsbestemmelser var forældede. Dokumenterne fra WikiLeaks fortæller også, at den amerikanske ambassade i Tokyo har refereret en anonym ekspert for, at den japanske atomindustris sikkerhedsregulativer for seismisk aktivitet kun er blevet revideret tre gange i løbet af 35 år, hvilket var anledningen til, at IAEA tog emnet op.

Regeringen i Tokyo modsatte sig tilmed en afgørelse fra en domstol om, at et andet kernekraftværk skulle lukkes, fordi der var bekymringer over, om det kunne modstå jordskælv af styrke 6,5. I marts 2006 meddelte den japanske styrelse for atomsikkerhed, at den ikke ville efterleve domstolsafgørelsen, fordi dens egne analyser angiveligt viste, at alt var i orden. Regeringen appellerede kendelsen og fik medhold ved en højere retsinstans i 2009.

I parlamentet har det ikke skortet på advarsler, forklarer WikiLeaks: Et medlem af Underhuset, Taro Kono, fortalte i 2008 amerikanske diplomater, at LDPregeringen havde holdt flere oplysninger om atomuheld skjult for offentligheden.

FLERE OVERHØRTE advarsler er kommet op til over-fladen. Professor Ishibashi Katsuhiko fra Kobe Universitet forlod i 2007 sin post i en sikkerhedskommission, efter at han havde advaret om, at flere reaktorers placering i jordskælvszoner før eller siden ville udløse en katastrofe. Katsuhiko mente, at de sikkerhedsforskrifter, der blev gældende i 2006 for samtlige Japans 55 reaktorer, var stærkt mangelfulde.

I hvilken kategori skal man så placere Fukushimakatastrofen? Ifølge ugemagasinet The Economist er den ikke så slem som Tjernobyl ( 1986), men betydeligt værre end Three Mile Island ( 1979). Hvad de teknologiske konsekvenser bliver, kan ingen sige noget præcist om her og nu, men intet taler for, at den japanske katastrofe fører resten af verden ud i en ny økonomisk nedsmeltning.

Af hele klodens elektricitetsforbrug tegner kernekraften sig for 14 procent. Erfaringerne fra Fukushima vil føre til skærpede og dyrere sikkerhedsforanstaltninger ved værker overalt på kloden, og mange nationale energiplaner vil blive revideret. Men der bliver næppe tale om, at større, højt udviklede lande helt afvikler kernekraften.

Ikke overraskende er det i Kina, at det mest ekspansive udbygningsprogram er undervejs. 77 kinesiske reaktorer er under opførelse eller projektering. Alligevel vil hovedparten af Kinas energiforsyning fortsat være baseret på kul i mange år fremover, viser Beijings nyligt offentliggjorte femårsplan.

Kinas store satsninger på stort set alle energiformer ændrer ikke ved, at 80 procent af verdens atomstrøm stadig produceres i OECD-landene, dvs. Europa, Nordamerika, Japan og Sydkorea. I 2007, lige inden finanskrisen, havde Kongressen i Washington givet grønt lys for lånegarantier til 28 nye amerikanske kernekraftanlæg, men her er der allerede sket en dramatisk opbremsning, først og fremmest fordi bunden er gået ud på alt for mange offentlige kasser og pengeinstitutter i USA.

DEN GODE nyhed i dette billede kom tidligere i denne uge, da det amerikanske Pew Environment Group offentliggjorde en undersøgelse, der viste, at klodens hurtigst ekspanderende energiforbruger og forurener, Kina, nu er blevet globalt førende, når det gælder investeringer i lavt forurenende energiteknologier.

Kina investerede i fjor 54,4 milliarder dollar i denne kategori, en stigning på knapt 39 procent i forhold til året før.

Det fremgår, at solenergi er den sektor, hvor udviklingen går stærkest. 40 procent af de samlede globale investeringer i klimavenlige energikilder ligger her. Kina tiltrækker de største investeringer på området og er på kort tid blevet verdens førende producent af både vindturbiner og solenergianlæg.

Den interessante udvikling kommer den dag, de kinesiske energiteknologiske firmaer indleder en global offensiv. Man kan håbe på, at Japan stiller sig forrest i rækken af kunder.

(Politiken 1.4.2011)

Udgivet i Japan | Skriv en kommentar