Næste nukleare stat: Myanmar

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Nordkorea spiller med i opgøret om juntalandets fremtid

(22.11.2010) I FORSOMMEREN var der sikre tegn i sol og måne til, at Sydøstasiens mangeårige slyngelstat Myanmar ville indlede en normaliseringsproces i forhold til den vestlige verden. USA havde længe talt om at engagere den juntastyrede nation, og juntaens løfte om at kombinere et parlamentsvalg med frigivelsen af demokratilederen Aung San Suu Kyi vakte håb og optimisme i både asiatiske og europæiske hovedstæder.

Ifølge den amerikanske drejebog for normaliseringen var det kongresmedlem Jim Webb, der skulle bane vejen for et engagement ved at tage til den burmesiske hovedstad Naypyidaw og trykke generalerne i hænderne for at udtrykke realistisk, amerikansk goodwill.

Men Jim Webbs besøg blev aflyst i sidste øjeblik. Kongresmanden henviste til oplysninger i nyhedsmedierne om, at den burmesiske junta samarbejder tæt med Nordkorea om at opbygge faciliteter for både civil og militær anvendelse af atomteknologi.

Forlydender om den nordkoreanske atombistand til Myanmar har der været rigeligt med siden 2003.

De nye oplysninger stammer fra afhoppede burmesiske officerer, som har fortalt journalister på mediestationen Democratic Voice of Burma ( DVB) i Thailand om underjordiske faciliteter i og nær Naypyidaw.

Af disse udsagn fremgår, at styret i Myanmar ikke kun arbejder med uranberigelse, men også har modtaget nordkoreansk udstyr til at fremstille ballistiske missiler. DVB producerede et dokumentarprogram om emnet og lod den arabiske tv-station Al-Jazeera sprede budskaberne.

DA UDENRIGSMINISTER Hillary Clinton den følgende måned tog på rundrejse i Sydøstasien, var hun på en pressekonference i Bangkok helt utvetydig i mælet: USA tager oplysningerne om juntastatens nukleare faciliteter stærkt alvorligt. Den planlagte normalisering er sat i stå, imens USA konsulterer sine allierede i Sydøstasien om juntastatens nukleare ambitioner.

Afsløringerne, som siden er blevet formidlet i et franskproduceret tv-program ( vist i dansk tv for nylig), har også skabt bekymring hos Myanmars to vigtigste naboer Kina og Indien. For Kina, der er klodens næststørste olieimportør, har Myanmar fået afgørende betydning som transit-og producentland for olie og gas. Opførelsen af en 800 kilometer lang kombineret olie-og gasrørledning fra Kyuakphyu på Myanmars vestkyst ind til Kunming i Kinas sydvestlige Yunnan-provins blev indledt i fjor og udføres af et konsortium, der ud over det statslige PetroChina også har sydkoreanske og indiske selskaber som deltagere.

Formålet med den nye rørledning er at reducere sårbarheden i de kinesiske forsyningslinjer for olie og gas. Den kinesiske energiimport fra Afrika og Mellemøsten går i øjeblikket via Malaccastrædet, der i årevis har været udsat for pirateri. Rørledningen tværs over det nordlige Myanmar vil kunne reducere denne sårbarhed, samtidig med at Kina får lettere ved opkøbe og transportere den burmesiske naturgas, hvor det hidtil har været franske, amerikanske og thailandske selskaber, der har domineret udvinding og salg.

MYANMARs økonomi er med andre ord ved at blive ‘ afrikaniseret’ – afhængigheden af olie-og gassalg er massiv. Men den nordlige rørledning går gennem områder, hvor juntaen endnu ikke har fået nedkæmpet de oprørsgrupper, der gennem et halvt århundrede har kæmpet mod centralregeringens hær. Derfor giver det mening både energi-og sikkerhedspolitisk, at juntaen spiller ‘ atomkortet’. Erfaringerne fra Iran og Nordkorea viser, at nukleare faciliteter tjener som effektiv afskrækkelse, både mod amerikansk pression og kinesiske overtalelsesforsøg, ganske som mange års stilstand omkring Nordkoreas atomkapacitet har demonstreret.

Juntaens nukleare satsninger sætter også den bizarre flytning af landets hovedstad i november 2005 fra Rangoon/Yangon til Naypyidaw, 460 kilometer nord for den gamle hovedstad, i et forklarelsens lys.

Naypyidaw er en nyopført lokalitet præget af boligkarreer af beton ( for funktionærer på lavere niveau) og officerselitens luksusboliger og varehuse, der minder om bygninger, der kendes fra Thailand, men som er atypiske i sammenhæng med det ludfattige Myanmar.

Afhoppere har fortalt, at Naypyidaw rummer store underjordiske tunnelnetværk, der forbinder kasernelignende komplekser, hvor Tatmadaw ( det burmesiske militær) skjuler sig fra amerikansk satellitovervågning.

Myanmars nylige valghandling havde til formål at bane vejen for mere åbenhed over for omverdenen i form af investeringer og bistand. Men USA hjælper ikke til at normalisere Myanmar ind i den moderne verden, så længe juntaen har forskanset sig i Naypyidaw med nordkoreansk teknologi og rådgivere fra Pyongyang. Der skrives et nyt kapitel i atomspillet i Asien.

(klumme i Politiken 22.11.2010)

Udgivet i Globalt, Korea, Myanmar/Burma | Skriv en kommentar

Generalernes stemmebokse

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen
Myanmars junta opfører valgteater.

 

(30.10.2010) GADEBILLEDET i Yangon og andre byer i Myanmar, det tidligere Burma, får nye dekorationer i disse dage.

Til afløsning for de bombastiske plakater med militaristiske sloganer a la Nordkorea, som har været dominerende i årtier, kommer der nu valgplakater op med billeder af kandidater.

Valgplakater? Jo, virkelig. For første gang i en snes år får befolkningen i det forpinte, ludfattige land en mulighed for at benytte sig af stemmesedler. 40 politiske partier stiller kandidater op for at besætte hundredvis af pladser i en national lovgivende forsamling og en stribe regionale parlamenter. Valgdagen er 7. november, hvor stribevis af asiatiske og vestlige diplomater vil bevidne fænomener, der er historisk sjældne i Myanmar: køer af vælgere foran afstemningssteder og stemmesedler, der nærmest rituelt lægges i stemmebokse.

Kan verden dermed se frem til reformer, frigivelser af politiske fanger, lempelser af undertrykkelsen, lidt mildere vinde i den lumre tropeluft? Juntastyrets talspersoner har fortalt diplomater, at de efter valget vil frigive Aung San Suu Kyi, nobelpristageren, der efter årtiers husarrest stadig står som et demokratisk ikon, siden hendes parti vandt et relativt frit parlamentsvalg i maj 1990.

Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, er blevet tvangsopløst af juntaen.

Der er således statsgaranti for, at vinderen af næste uges valg bliver USDP ( Union Solidarity and Development Party), et parti dannet i marts i år på ruinerne af en organisation, som juntaen i 1990′ erne tvangsudskrev 24 millioner af landets indbyggere til at være medlemmer af.

NÆSTE UGES valghandling er derfor alt andet end den ‘ reformproces’, som generalerne gerne vil give det udseende af. Det kommende parlament vil være domineret af håndplukkede folk. En fjerdedel af pladserne vil forlods være reserveret ‘ politikere’, som er udpeget af militæret. Alle godkendte partier har været igennem valgkommissionens ‘ filter’, og mange er siet fra. Valget vil således konsolidere en eksisterende tilstand, hvor en civil facade skal fjerne det internationale søgelys fra den realitet, at magten forbliver, hvor den hele tiden har været. Forfatningens artikel 396 gør det efterfølgende muligt for juntaens valgkommission at fjerne politikere, der ikke følger reglerne.

Juntaen tager ingen chancer. Den gør som i sin tid Stalin, når der blev valgt folk til Den Øverste Sovjet: Folk stemmer, men kandidatlisterne og valgresultatet er der styr på. Som den danske ambassadør til Myanmar så smagfuldt har fortalt embedsværket på Asiatisk Plads i København: »Der bliver næppe tale om et klassisk demokratisk valg«. Årets udenrigsministerielle rekord i underdrivelsens politik.

De asiatiske nabolande har udtrykt forventninger om, at dialog og engagement kan føre til forbedringer af tilstanden for den hårdt prøvede befolkning.

Man har brugt som argument, at sanktioner har været nytteløse, selv om disse er tynde som rispapir: olie og gas, juntaens største indtjeningskilde, er helt undtaget. Hvad sanktionsmodstanderne bekvemt glemmer er, at engagement med generalerne ofte har været forsøgt uden at have givet bare et minimum af resultater.

Gennem mere end 15 år har skiftende FN-udsendinge forsøgt at tale sig til rette med juntaen. I forhold til civilbefolkningen har disse forsøg på dialog ikke flyttet så meget som en millimeter. Suu Kyi blev kortvarigt løsladt i 2002, men da hendes massive popularitet blev for synlig, sendte juntaen et af sine tæskehold og bragte hende tilbage i isolationen.

I grænseregionerne har etniske oprørsgrupper gennem et halvt århundrede bekæmpet centralmagten.

Opiumproduktion har finansieret flere af oprørernes våben, men hen over de seneste to årtier har juntaen indgået våbenhvileaftaler med de fleste af disse grupper, hvis respektive hære er blevet forvandlet til særlige militser med ansvar for at ‘ bevogte’ grænserne. Dermed forsøger juntaen at få effektiv kontrol med de porøse grænser til især Thailand og Indien, der har givet husly til tusindvis af flygtede burmesiske mindretalsgrupper.

Nogle af disse grupper har især i Thailand opbygget civilsamfund, der har varetaget opgaver inden for uddannelse ( også til en demokratisk fremtid) og sundhed. Danmark og andre vestlige lande har hjulpet disse processer godt på vej, men danske bistandsmidler skal fremover kanaliseres ind til områder, hvor juntaens kontrol med brugen af dem vil være mere effektiv. Vi kan se frem til rapporter om hundredtusinder af bistandsdollar, der ‘ forsvinder’ på mystisk vis i organisationer, som styres af civilklædte militærfolk.

HVAD MENER den danske udviklings-og frihedsminister Søren Pind? Giver det mening at sende danske bistandsmidler ind i områder, hvor ufrihedens repræsentanter lægger nogle af uniformerne, men altid har et tæskehold i beredskab, hvis befolkningen ikke spiller lydigt nok med i valgteateret? Er der et dansk frihedsbudskab til demokratiaktivisterne?

(klumme i Politiken 30.10.2010)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinas oversete kandidater

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Nobelkomité snorksov i årtier

(20.10.2010)

LIU XIAOBO fortjener alle de lovprisninger og lykønskninger, som hustruen og hans advokater er i stand til at bringe ind i fængselscellen. Man må ønske sig, at Lius besøgsvenner sørger for at levere udskrifter af den heftige debat , som kinesiske intellektuelle fører i blogosfæren om dette års tildeling af Nobels Fredspris.

Kun tre gange tidligere er Nobels Fredspris blevet tildelt en person i fængsel. Den tyske pacifist Carl von Ossietsky i 1935, atomfysikeren og faderen til den sovjetiske atombombe, Andrej Sakharov, i 1975, og lederen af den burmesiske demokratibevægelse, Aung San Suu Kyi, i 1991. Er der ligheder mellem disse tre fi-gurer og Liu Xiaobo, ud over at de er uretfærdigt forfulgte og dømt for politiske synspunkter, de respektive regimer ikke brød/bryder sig om? Carl von Ossietsky blev dømt af Weimarrepublikkens retsvæsen i 1931 og repræsenterede en pacifisme, som over for det nazistiske tyranni var nytteløs i 1935. Sakharovs skæbne var en påmindelse om nødvendigheden af at begrænse atomtruslen samtidig med at fremme menneskerettigheder og demokrati. Aung San Suu Kyi beviste, at den bevægelse, hun stod i spidsen for, kunne vinde et parlamentsvalg, selv om hun var sat bag tremmer længe inden valgets afholdelse. Liu Xiaobo er slet ikke i nærheden af at have samme statur.

Han er medforfatter til det rettighedsmanifest, der kendes som Charter 08, og som anbefaler den gradualisme i Kinas reformer, som i perioder har været en del af landets officielle politik gennem mere end tre årtier. Som The Economist pointerer: Lius synspunkter er tæt på mainstream i det intellektuelle miljø og deles af mange, der ‘ står med mindst én fod i partiets lejr’.

SÅ LIU XIAOBO skal have en pris, ja, men ikke en fredspris. Tak til fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for lån af dette synspunkt. Hvad er det for en populistisk glidebane, nordmændene er ude på? Obama skulle jo heller ikke have haft den. Han fik i fjor prisen for ikke at være George W. Bush ( tak igen til Uffe for endnu et lån…). For hvad var det, Nobel skrev i sit testamente? Læs her: Nobelfundatsen siger, at prisen skal gives »til den person, som har arbejdet mest eller bedst for forbrødring mellem nationer, for afskaffelse eller reduktion af hære samt for fremme af fredskongresser«. Passer Liu Xiaobo til disse kriterier? Som et eksperiment i kontrafaktisk historieskrivning ( hvad nu hvis…?) er det på sin plads at spørge, om ikke Nobelkomiteen er lidt sent ude. I 1989 hed prismodtageren Dalai Lama, og Nobelkomiteens hensigt var at gøre opmærksom på den skæbne, der overgik den spirende demokratibevægelse i forsommeren samme år, da regimet sendte kampvogne og soldater ind i Beijings centrum. Ingen spurgte dengang Nobelfolkene, om det var Tibets løsrivelse, som demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads kæmpede for.

SÅ HAVDE det givet mere mening, at Nobelfolkene dengang havde givet prisen til Zhao Ziyang, den generalsekretær og ministerpræsident, som i de afgørende uger op til massakrerne i Beijing 1989 tabte opgøret mod flertallet i kommunistpartiets ledelse.

Som generalsekretær havde Zhao få år tidligere iværksat et program for en gradvis demokratisering af det politiske og administrative apparat, som i essensen handlede om at adskille parti-og statsfunktioner.

Zhao blev afsat og isoleret og sat i en husarrest, der varede helt frem til hans død i januar 2005.

En fredspris til ham ville have sendt et kraftfuldt signal til kommunistpartiets reformmodstandere: at verden støtter Kinas graduelle reformer og modsætter sig militære magtmidler.

Et andet kandidatemne i de turbulente sen-80′ ere ville have været den politiske leder, der stod i spidsen for demokratiseringen af det første kinesiske samfund på kloden: Taiwan. Chiang Ching-kuo, søn af den legendariske generalissimo Chiang Kai-shek, tog millioner af indbyggere i Republikken Kina på sengen, da han i 1987 ophævede 38 års militær undtagelsestilstand, indførte frihed for østatens medier og legaliserede den hidtil forbudte opposition.

Ikke et skud blev løsnet, hundredvis af politiske fanger blev frigivet, og Taiwan fortsatte sin udvikling frem mod det, som det er i dag: et af Østasiens mest velstående og veluddannede samfund. Og ja: Taiwans udvikling er genstand for intense studier hos ‘ broderfolket’ på det kinesiske fastland. Ulykkeligvis døde Chiang i 1988, og man kan i dag ærgre sig over, at Nobels Fredspris ikke kan uddeles posthumt. Taiwan har jo sat eksemplet for, hvordan Kina bør blive demokratisk. Hvis nogen skulle have glemt det.

De noble, men forvirrede nordmænd burde i år have overvejet denne mand: Taiwans præsident, Ma Ying-yeou. Han har skabt en forsoning og en afspænding i forhold til Folkerepublikken Kina som ingen før ham. Helt i Alfred Nobels ånd. Kun fanatiske, hjernevaskede dogmatikere tror i dag på krig mellem Kina og Taiwan, og fortjenesten for denne udvikling tilfalder Taiwans præsident.

Sover I deroppe i Oslo? Uffe, hjælp lidt med her.

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Når Kina må redde USA

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen
Washington må i 2015 bede sine asiatiske kreditorer om henstand.

TIDLIGERE PÅ ugen holdt præsident Barack Obama en tale, der rummede en indrømmelse, som ville have været et utænkeligt budskab fra Det Hvide Hus for kun få år siden. Han sagde, at krigen i Irak har kostet amerikanerne en meget stor del af deres velstand.

HOVEDTEMAET i talen var tilbagetrækningen af amerikanske kampenheder fra Irak og dermed afslutningen på de krigshandlinger, hvis erklærede formål var at give irakerne frihed. Obama kom ind på sin uenighed om krigens grundlag med forgængeren George W. Bush og bredte emnet ud til at inkludere indsatserne i Afghanistan. Herefter kom den interessante kobling mellem krigsførelsen og USA’s økonomiske tilstand: »I løbet af de seneste ti år har vi forsømt at gøre det nødvendige for at opretholde grundlaget for vor egen velstand. Vi har brugt mere end en billion dollar på at føre krig, ofte finansieret ved at låne penge i udlandet. Dette har medført et rekordstort underskud og forhindret investeringer i vor egen befolkning. Alt for længe har vi udskudt svære beslutninger på mange områder, herunder vor industrikapacitet, energipolitikken og reformer på uddannelsesområdet.

Konsekvensen er, at for mange middelklassefamilier oplever, at de må arbejdere mere og får mindre ud af det, alt imens nationens langsigtede konkurrencedygtighed er sat over styr«. Et imperiums sammenbrud skyldes aldrig en enkelt faktor, men udløses altid af en kombination af omstændigheder, herunder menneskelig dårskab. På kontoen over dårskab kan det være, at historieskriverne en skønne dag medtager George W. Bushs møde med Kinas daværende præsident, Jiang Zemin, på Bushs ranch i Texas 25. oktober 2002.

Det var ved denne lejlighed, Jiang gjorde det klart, at Kina ikke ville stille sig i vejen for en amerikanskledet invasion af Irak, og forsikrede, at Kina ville fortsætte sine massive opkøb af amerikanske statsgældsbeviser.

Dermed blev grunden lagt til en økonomisk kredsløb, der bragte USA og Kina ind i et skæbnefællesskab, hvis følgevirkninger siden har tegnet sig tydeligere: Et uformelt ‘ G2’, en finansiel balance, der indebærer, at USA og Kina er blevet hinandens uundværlige partnere.

HVIS PRÆSIDENT Obamas rådgivere havde kunnet læse dansk, burde de i forrige uge have klikket ind på den netop udkomne udgave af tidsskriftet raeson. dk, hvor det amerikansk-kinesiske problemkompleks trækkes op i en knivskarp analyse af en dansker, Jørgen Ørstrøm Møller, fhv. departementschef i Udenrigsministeriet, fhv. ambassadør i Singapore og særdeles nuværende forsker på et internationalt anerkendt forskningsinstitut i netop Singapore. Ørstrøm Møller ( der har mere end 30 bogudgivelser om internationale og historiske emner bag sig) interviewes af raeson. dk om USA’s økonomiske tilstand og siger bl. a. følgende: »Allerede i dag går knap 10 pct. af USA’s føderale budget til gæld, men dette tal stiger. Teknisk set vil USA gå fallit, fordi landet hverken kan eller vil afdrage på den gæld, det nu sidder med. Tallene viser, at de 10 pct. vil stige, og inden 2020 vil tallet nå 20 pct.

Hvor skal man få de penge fra? Regeringen vil ikke lade 20 pct. af det føderale budget gå til afdrag og renter«. Og videre: »Hvis kreditorerne går med til at afskrive noget af gælden, er USA teknisk set gået bankerot.

Hvis kreditorerne vælger ikke at afskrive dele af gælden, vil USA være nødsaget til at føre en protektionistisk anti-globaliseringspolitik for at varetage egne interesser. Dette vil indebære, at den økonomiske vækst i USA falder dramatisk. USA hører op med at være marked for kreditorernes produkter, hvilket medfører, at kreditorernes vækst vil falde«. ALTSÅ EN situation, som hverken USA, Kina eller resten af verden kan leve med. Derfor kommer der ingen teknisk falliterklæring fra Washington. Kina kan leve med at afskrive noget af den amerikanske gæld, fordi Kina stadig har sin valutareserve svarende til ca.

2,4 billioner dollar at stå imod med. Men hvordan vil den amerikanske regering fremover agere på områder, der har særlig interesse for Kina? Groft sagt er der to spor, amerikanerne kan vælge: Det ene kan vi kalde Unocal-vejen, det andet Lenovovejen.

Unocal er det amerikanske olieselskab, som Kina forsøgte at købe op i 2005, men købet blev blokeret af en Kongres, som mente at kunne se fjendtlige hensigter. Lenovo er det kinesiske computerfirma, som i 2004 opkøbte pc-divisionen i computergiganten IBM. Lenovo lever fint, Unocal blev opslugt af Chevron. Lenovo og IBM valgte en fremtidsorienteret løsning. Unocal, Chevron og et flertal i Kongressen fulgte det nationalistiske og protektionistiske spor.

USA’s regering har aldrig tidligere i så høj grad været afhængig af en ekstern magt. De amerikanske beslutningstagere må se en langvarig afhængighed af Kina i øjnene. Måske bliver denne tilstand acceptabel, hvis Kina fjerner sine protektionistiske barrierer.

Skæbnefællesskabet er en uomgængelig realitet.

(klumme i Politiken 04.09.2010)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Med Orwell og Brecht i Burma

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Militærjunta vælger sig et nyt folk

(20.08.2010)
MON DER efter verdenskommunismens sammenbrud stadig er nogen, der læser George Orwell? Det 20. århundredes største litterære fortolker af totalitarismen (‘ 1984’) har med sikkerhed en stor fanskare blandt de nordkoreanske flygtninge, som har fået eksil i Sydkorea. For et par måneder siden citerede en sydkoreansk avis en af disse flygtninge for følgende: »Hvordan kunne denne forfatter kende vort hjemland ( Nordkorea) så godt uden aldrig at have været der?« Tilsvarende er der helt sikkert illegale eksemplarer af ‘ 1984’, der cirkulerer på undergrundsmarkedet i både Havana, Cuba og i Yangon, Burma. Ikke mindst i sidstnævnte land, som vi også kender under betegnelsen Myanmar, kunne det være interessant at undersøge, om Orwells forfatterskab har en fanskare.

Litteraturforskere har peget på, at Orwell kan have hentet inspiration til ‘ 1984’, allerede da han som ung politiofficer gjorde tjeneste i det britiskstyrede Burma. Forfatteren nåede kort før sin død i 1950 at opleve, at Burma fik sin uafhængighed fra briterne og tilmed indledte sin udvikling som moderne stat inden for demokratiske rammer, men intet talte dengang for, at det sydøstasiatiske land ville degenerere til en dystopi.

HVIS ORWELL i dag kunne rejse sig fra graven og besøge det Burma, han boede i som ung, ville han opdage, hvorledes nutiden på skræmmende vis lever op til det samfund, han skildrede i sin udgivelse fra 1948. Big Brother og Partiet er blevet erstattet af Tatmadaw ( det burmesiske navn for landets militær) og Statens Råd for Fred og Udvikling, som juntaen kalder sig. Sloganer fra ‘ 1984’ som »Slaveri er frihed« og »Uvidenhed er styrke« passer alt for godt ind i nutidens burmesiske virkelighed.

Det ændres ikke af, at samme militær nu har offentliggjort datoen for afholdelsen af et længe bebudet parlamentsvalg. Den hårdt prøvede befolkning skal til stemmeurnerne 7. november.

Der er gået mere end 20 år, siden landet sidst afholdt valg, men tilbage i foråret 1990 passede det ikke generalerne, at oppositionen, ledet af nobelpristageren Aung San Suu Kyi, sejrede stort. Resultatet blev annulleret, og militæret fortsatte med at regere under forhold, der minder om permanent undtagelsestilstand.

Tilstanden udstrækker sig også til den ‘ valgkamp’, der i nær fremtid skydes i gang. De af juntaen dikterede valglove forhindrer både Suu Kyi og flere andre oppositionsgrupper i at stille op. Store grupper af befolkningen vil være forment adgang til stemmeboksene.

Det gælder flere af de minoritetsbefolkninger, der lever i grænseområderne op til Thailand, Kina, Indien og Bangladesh. Vi taler om millioner.

AT VALGDATOEN er blevet offentliggjort tre måneder før valgdagen, betyder, at de mulige oppositionspartier kun har meget kort tid til at forberede deres kampagner, mens de partier, som Big Brother har grundlagt og finansierer, har hele statsapparatet og en pæn del af Burmas milliardindtægter fra naturgas og ædelstene i ryggen.

Et af Partiets paroler i ‘ 1984’ lyder: »Den, som kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden. Den, som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden«. Formuleringerne passer alt for godt på et land, hvor skiftende juntaer har eksperimenteret med socialistisk etpartistyre og planøkonomi og nu forsøger sig med noget, der skal ligne markedsøkonomi, men som reelt styres af et militært oligarki.

Burmas nabolande følger nervøst med på sidelinjen og taler om nødvendigheden af, at en form for ‘ normalisering’ kan føre til en højere grad af ‘ stabilitet’ i det plagede land. De rige donorlande, Danmark inklusive, har længe puslet med planer om at fordele nogle bistandsmillioner til udsatte befolkningsgrupper.

Til dette formål vil nogle iscenesatte valghandlinger utvivlsomt tjene et formål. Også den internationale rejsebranche kan bruge et figenblad, der kan få militærdiktaturet til at tage sig mindre brutalt ud. Et lån fra Orwell – »Uvidenhed er styrke« – er som skabt til rejsebureauernes charmeoffensiv i Burma.

Alligevel kan det vise sig, at Orwells beskrivelser ikke rækker helt til at rumme den ‘ nye’ burmesiske virkelighed.

Så vi må ty til en af hans samtidige, den tyske dramatiker Bert Brecht, som efter at de østtyske arbejderes opstand mod kommuniststyret i 1953 var blevet brutalt nedkæmpet, skrev følgende om tilstanden i sit hjemland: Efter opstanden 17. Juni lod Forfatterforbundets sekretær i Stalin Allé uddele flyveblade, på hvilke man kunne læse, at folket havde forskertset regeringens tillid og kun ved fordoblet arbejde kunne genvinde den. Var det da ikke enklere, om regeringen opløste folket og valgte et nyt? Hvilket nøjagtig er, hvad den burmesiske junta er i gang med. Den har brugt et halvt århundrede på at opløse folket og vil til november vælge sig et nyt folk.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Skueprocessen i Cambodja

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen
15.08.2010 | Kultur | Side 12 | 757 ord | artikel-id: e2234727

De Røde Khmerers chefbøddel kan være en fri mand som 86-årig

 

(15.08.2010)

ER DET en slags retfærdighed, der langt om længe er ankommet til Cambodja? Spørgsmålet rejser sig efter dommen over den første af de anklagede Røde Khmer-ledere ved det Internationale Tribunal ( kendt som ECCC, Extraordinary Chambers of The Courts of Cambodia) i hovedstaden, Phnom Penh, i sidste måned. Fem fhv. Røde Khmer-topfolk er her anklaget for forbrydelser mod menneskeheden.

Den dømte er den 67-årige Kang Guek Eav, kendt som ‘ Duch’. Under de Røde Khmers terrorregime 1975-79 var han chef for dets forhørs-og torturcenter, S-21, der blev indrettet i den tidligere gymnasieskole Tuol Sleng midt i Phnom Penh.

Dommen over ‘ Duch’ lød på 35 års fængsel. Men dommerne besluttede at fratrække fem år, hvilket blev begrundet med, at ‘ Duch’ sad i ‘ ulovligt’ varetægtsfængsel ved en militær domstol i perioden 1999-2007. Derudover opgør dommen, at ‘ Duch’ allerede har siddet inde i 11 år, så disse fratrækkes perioden.

Summa Summarum: ‘ Duch’ kan, hvis han lever så længe, forlade fængslet som en 86-årig fri mand i 2029.

Vi taler her om en person, der var blandt de højst rangerende medarbejdere i den kommunistiske magelite, der havde Pol Pot som centrum. ‘ Duch’ var meget mere end blot en Adolf Eichmann for sine overordnede.

Regimets udrensningskampagner, der var rettet mod alle såkaldte statsfjender, ramte titusinder i flæng. Historisk forskning har dokumenteret, at omkring 14.000 cambodjanere, heraf mange ældre, kvinder, børn og unge, endte deres dage på den mest bestialske vis i S-21 og på den henrettelsesplads, der er i dag er en velbesøgt turistdestination uden for Phnom Penh.

En talsmand for ECCC har begrundet den relativt milde dom med, at ‘ Duch’ samarbejdede med domstolen, at han erkendte et vist medansvar og gav periodisk udtryk for noget, der kunne tolkes som anger.

Han beskriver sig i dag som en genfødt kristen og har i øvrigt appelleret dommen.

EN AF de få overlevende fra S-21, den 79-årige Chum Mey, har forklaret New York Times, at han ikke finder dommen acceptabel: »Nu er vi blevet ofre for anden gang. Først gang var under de Røde Khmerer. Anden gang er ved denne domstol. ‘ Duch’ får en komfortabel fængselscelle med aircondition, tre måltider om dagen og den slags. Jeg var i sin tid lænket til en celle, hvor gulvet var fyldt med ekskrementer«. ECCC tager om kort tid tager fat på at forhøre og dømme den resterende gruppe af datidens højtrangerende Røde Khmer-ledere: Khieu Samphan, i sin tid styrets præsident; Pol Pots daværende udenrigsminister, Ieng Sary; dennes hustru, regimets socialminister, Ieng Thirith, og Nuon Chea, i sin tid Pol Pots ideologiske højre hånd. Angiveligt nøjagtig de fem, der bar det største ansvar og hovedskylden for de massive overgreb på den cambodjanske civilbefolkning, som betød døden for sandsynligvis 1,7 millioner.

Langt størsteparten bukkede under for tvangsarbejde og mangel på mad og medicin.

Retsopgøret i Cambodja er forskelligt fra andre retssager om forbrydelser mod menneskeheden ved, at der er tale om et blandet tribunal, der kombinerer cambodjansk lov med internationale standarder.

Kan kombinationen af 17 cambodjanske og 12 internationale dommere sikre en fri og retfærdig rettergang mod ‘ Duch’s medsammensvorne? Med begrebet skueproces forstås almindeligvis retssager, hvor dommen allerede er blevet lagt fast i forvejen, og retssagen blot har det formål at udstille den anklagede og fremvise hans skyld for hele offentligheden.

I ‘ Duch’s tilfælde var der tale om en delvis tilståelse, hvad der forenklede forløbet.

Om der også er udsigt til hele eller delvise tilståelser ved de kommende fire retssager, er uklart. Men det skal blive interessant at se, om dommer, anklager og forsvarer overhovedet vil nævne, at den tidligere udenrigsminister Ieng Sary var blandt dem, der fik en regeringsamnesti i 1996 og efterfølgende kunne indrette sig i en komfortabel luksusvilla midt i Phnom Penh.

Denne idyl var det slut med, da han og hustruen, Ieng Tirith, 12. november 2007 blev arresteret og præsenteret for tribunalets anklageskrift.

SAGERNE skal være afsluttede i år. Tribunalets budget på 56 millioner dollar er for længst overskredet. Da nærværende signatur i november 2006 besøgte tribunalet, forklarede en embedsmand: »Vi håber, at de domme, der afsiges, kan tjene til inspiration for det nationale cambodjanske retsvæsen, så flere sager kan gennemføres«. Dette håb kan ofrene for De Røde Khmerers terrorregime glemme alt om. ECCC har for længst afgjort, at kun nogle få hovedansvarlige vil blive dømt. Skueprocesserne gøres færdige, alt imens hundredvis af medskyldige lever fredeligt videre og passer deres embedspligter i den nuværende cambodjanske regeringsadministration.

(klumme i Politiken 15.08.2010)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Førertrøjen til Østasiens vise mænd

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Mens USA sidder fast i to krige, forandres verden af Asiens vækst

(08.08.2010)
HEN OVER finanskrisens snart to år har der bredt sig en erkendelse af, at udvikling af velstand og et stabilt politisk system med respekt for udvalgte frihedsrettigheder ikke nødvendigvis er identisk med vores, dvs. Europas og Nordamerikas politiske model.

Milliardbeløb til militære og økonomiske udviklingsindsatser er sendt til Irak og Afghanistan, men i ingen af de to lande er der i en overskuelig fremtid udsigt til, at de af egen kraft kan udvikle socialt, politisk og økonomisk bæredygtige samfund og blive kopier af vestlige samfund.

Mellemøsten og Centralasien er, som den franske politolog Dominique Moïsi pointerer i sin internationale bestseller ‘ The Geopolitics of Emotion’, blevet ydmygelsens verdensdel.

En af konsekvenserne af de forandrede globale vilkår er, at Vesten mister monopolet på at være vejleder for indretningen af fremtidens samfund. Ikke til nogen variant af religiøs fundamentalisme, som den vi er i krig imod, men til meritokratiet i flere østasiatiske lande.

Meritokrati er et system, hvor det enkelte menneske tildeles ansvar, autoritet og privilegier på grundlag af færdigheder og præstationer. Hvor intelligens, indsigt og kompetence er baggrund for magt og social status. Modellen er præget af pragmatisme frem for ideologi. Et system, hvor befolkningen foretrækker en leder med indsigt i praktiske emner frem for en universitetslærer eller en parlamentariker med den herskende, korrekte politiske holdning.

Et meritokratisk system, som vi kender det fra bl. a. Kina, Taiwan og Singapore, er ikke repræsentativt som i Europa og USA. Men det har vist sig modstandsdygtigt over for populisme. I Danmark kan en præst eller en hjemmehjælper blive statsminister – eller få næsten lige så meget magt som flere ministre. Den risiko er ikke til stede i Østasiens meritokratier.

BÅDE I VORT demokrati og i den østasiatiske form for meritokrati i er tillid en bærende forudsætning for vækst og udvikling. Tillid er en af grundforudsætningerne for sammenhængskraft – det fænomen vi kender som social kapital. Dette aktiv er ikke bundet til noget bestemt politisk system. Den var fremtrædende i efterkrigstidens indtil for en snes år siden mest effektive udviklingsstat, Japan, men er også stærk i etpartistaten Kina.

Under den kolde krig var Japan et anker for supermagten USA i Asien, i lange perioder i en rollefordeling med allierede som Sydkorea, Taiwan, Filippinerne og Thailand. Hele dette alliancemønster er nu langsomt ved at forandres. Overalt i verdensdelen orienterer erhvervsliv, regeringer og folkevalgte sig nu i voksende grad mod verdensdelens ledende meritokrati og største pengetank, Kina. Der handles og samarbejdes på kryds og tværs med en gigant, der ledes af verdens største politiske parti, som tilmed har den frækhed at kalde sig kommunistisk. Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Forklaringen skal søges i førnævnte begreber: meritokratiet og den sociale kapital. Som den amerikanske nobelpristager Kenneth Arrows forklarer: »Så godt som alle kommercielle transaktioner rummer i sig selv et element af tillid. Meget af den økonomiske tilbageståenhed i verden kan forklares ved manglen på gensidig tillid«. Finanskrisen i euroland og USA viste, at en lang række finansinstitutioner svigtede denne tillid – indbyrdes og i forhold til de politiske systemer og befolkningerne -kunderne, om man vil.

AMERIKANEREN Robert Fogel, der modtog Nobelprisen i Økonomi i 1993, professor ved Chicago School of Business, trak for nylig udviklingens konsekvenser op i en samtale med Berlingske Tidende: USA og EU skal vænne sig til, at Vesten ikke længere er centrum.

Kina vil igen – præcis som det formentlig var i de første 18 århundreder efter Kristi fødsel – blive verdens største økonomi. Europas største problem bliver forsørgelsen af den aldrende befolkning og at for mange af dem, som er i den arbejdsdygtige alder, vil gøre alt, hvad de kan, for at bestille så lidt som muligt.

Dominique Moïsi mener, at verdens aktuelle tilstand kan forklares med tre grundfølelser: frygt, ydmygelse og håb. De bunder alle tre i tillid: håb er tillid, frygt er mangel på tillid, og ydmygelse er tabt tillid. Tillid kan måles i indikatorer – folks forbrugsmønstre, tillid til egen fremtid, men også i sport, kunst og musik.

Ifølge Moïsi står Østasien står for håb, ydmygelse hærger Mellemøsten, mens frygt gennemsyrer Vesten. Når fremtidens historiebøger skrives, vil Vestens indsatser i Afghanistan og Irak blive fremhævet som monumenter over en periode, der begyndte med positive visioner og endte med at være byrdefulde illusioner, mens velstandens kilder rykkede til Østasien.

(klumme i Politiken 08.08.2010)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Mød Asiens Sarah Palin

Udgivet den 24. juni 2011 af flemmingytzen

Thailands valgkamp begrænser sig til stil og populistiske dagsordener

NÆRE familierelationer i politik kan få de besynderligste konsekvenser. Dog er der nok ingen, der vil bebrejde Barbara Bush ( f. 1925) for at have misbrugt sin indflydelse gennem politisk påvirkning af ægtefællen George H. W. Bush ( f. 1924) eller sønnen George W. ( f. 1946). Som mor til seks har hun haft rigeligt at se til, utvivlsomt også når der skulle ydes opbakning i valgkampe i form af f. eks. kagebagning og kaffebrygning.

Meget mere end kaffe og kager er på spil i et søskendeforhold, der ser ud til at kunne skabe fornyet politisk turbulens hos en gammel ven af USA i Asien, Thailand ( og når Bushklanen dukker op i beskrivelsen, skyldes det, at der på nærværende signaturs stamhotel i Bangkok hænger et foto fra ca. 1960, hvor den thailandske kong Bhumipol spiller klarinet i overværelse af George H. W. Bush).

NAVNET er Thaksin Shinawatra. Rigmanden, der blev kuppet fra magten af Thailands militær i september 2006 og siden har levet i eksil. Han har købt sig et luksusdomicil i Dubai, hvor han har givet åbenmundede interview til besøgende journalister. Anledningen er, at der er parlamentsvalg i Thailand 3. juli, hvor Thaksins lillesøster, Yingluck, kan blive vinderen og dermed landets kommende regeringschef.

Sker det, risikeres en gentagelse af sidste års blodige konfrontationer i Bangkok, hvor mere end 90 blev dræbt og ca. 1.500 såret.

POLITISK tilhører Thailand kategorien af provestlige demokratier, men 80 års bestræbelser på at få landets demokratiske institutioner til at fungere solidt, anstændigt og stabiliserende er atter og atter løbet ind i vanskeligheder.

Yingluck Shinawatra er i disse dage på valgturné rundt i det land, som titusinder af danskere føler, at de kender godt, så længe der ikke tales om værtslandets politik på feriestederne. I søndags præsterede Yingluck at besøge fire provinser i den nordlige del af landet, hvor hendes familie kommer fra, og hvor tilslutningen til den såkaldte rødskjortebevægelse er massiv. Den røde partifarve, som forbindes med Yingluck og Thaksin, har intet med venstreorientering eller velfærdsstat at gøre. Den repræsenterer en særlig variant af populisme, som har plaget thailandsk politik i mere end ti år, og som truer med at flå landets skrøbelige demokrati i stykker.

Med en milliardformue i ryggen er det lykkedes den korruptionsdømte Thaksin fra eksilet at manipulere opinionen i en sådan grad, at ethvert forsøg på at forhandle sig til holdbare aftaler i parlamentet har været forgæves. Vinder søsteren valget, bliver en af hendes første handlinger at udstede en amnesti, så han kan vende hjem.

NYE KONFRONTATIONER mellem den røde vælgermasse i de nordlige provinser og den gulskjortede magtbase hos Bangkoks middelklasser og veluddannede bliver svære at undgå. Meningsmålinger viser, at Shinawatrafamiliens nynationalister står til at blive det største parti efter valget efterfulgt af det nuværende regeringsparti, Demokraterne. Målingerne viser dog, at over halvdelen af vælgerne endnu er uafklarede omkring, hvor de vil sætte deres kryds. Alt tyder på, at ingen partier alene vil opnå flertal ved valget, og at resultatet vil være uklart. Der er udsigt til en mudret koalition.

Når Yingluck Shinawatra begynder at ligne en vinder, er det, fordi hun har lært sig at føre politiske kampagner med retoriske sloganer, der fører tankerne hen på den konservative amerikanske politiker Sarah Palin. De to er jævnaldrende, har karisma og er begge eminente til at bruge slagfærdige udsagn i veliscenesatte tv-klip. De har forstået, at betingelserne for at vinde et valg er at levere elegant retorik og fiks fremtræden frem for at deltage i konfronterende debatter med substans. Indlysende nok har Yingluck takket nej til at møde sin hovedmodstander, den Oxford-uddannede premierminister Abhisit Vejjajiva, i en direkte tv-debat.

DET GENNEMGÅENDE tema i Yinglucks taler er, at nationen må ‘ samles’ efter de seneste års vold og polarisering.

Udsagnet gentages i et nyligt interview med storebror Thaksin, der fra eksilet i Dubai løfter lidt af sløret for sine gøremål i det tyske ugemagasin Der Spiegel: Han har fået statsborgerskab i Montenegro og rejser rundt på et diplomatpas udstedt i Nicaragua.

Adspurgt om søsterens politiske kvalifikationer svarer han: »Nationen har brug for forsoning. En person, der hidtil har holdt sig uden for politik, har de bedste forudsætninger for at kunne forsone. Yingluck er ikke tynget af nogen politisk bagage. Desuden er hun en erfaren erhvervskvinde, som har erfaring med at lede en stor organisation«. Demokratiets forfald er ikke ovre i danskernes foretrukne feriedestination i Asien.

(klumme i Politiken 24.6.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Mødet mellem Jones og Wang

Udgivet den 17. juni 2011 af flemmingytzen

WikiLeaks-udgaven af tragedien i Beijing 1989 er knap nok opdaget

USA OG KINA har for nylig afholdt endnu en runde i den såkaldte strategiske dialog i det, der ubestrideligt er klodens vigtigste bilaterale forhold. Rapporteringen herfra har været yderst sparsom i amerikanske medier og nærmest totalt fraværende i de europæiske.

Som et lille dramadokumentarisk eksperiment fortælles i det følgende, hvor forskelligt parterne anskuer den fælles dagsorden. En amerikansk og en kinesisk diplomat, mr. Jones og mr. Wang, mødes på en frokostrestaurant i Beijing for i personligt regi at følge op på den del, der handlede om menneskerettigheder og mediers frihed.

JONES: De principielle uenigheder er der ikke ændret på. Gad vide, om vi nogensinde vil nærme os hinanden? Det nemmeste er vel at sige, at vi er enige om at være uenige.

WANG: Virkeligheden er konkret. Vi vil altid foretrække at tale om det konkrete frem for det principielle. Vi kinesere er pragmatiske og realistiske folk.

JONES: Forleden var det 22-års dagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads. I er vel tilfredse med, at dette emne ikke fylder mere, end det gør, i dialogmøderne? Wang: Vi mener, at det efterhånden er jer amerikanere, der har et forklaringsproblem.
Du kalder det massakren på Den Himmelske Freds Plads. Har du set, hvad de lækkede dokumenter fra Wiki-Leaks fortæller om begivenhederne dengang i 1989?

JONES: Ja. Kun ganske få medier har nævnt det. WikiLeaks taber interesse.

WANG: Hvilket skyldes, at det er min regerings version af begivenhederne, der bekræftes af dokumenterne fra WikiLeaks. Der var ingen massakre på Den Himmelske Freds Plads! Soldaternes beskydning foregik i bydele flere kilometer væk fra pladsen. Dette dokumenteres af telegrammer fra jeres ambassade. Den væsentligste kilde er en chilensk diplomat, der befandt sig blandt de demonstrerende studenter på Den Himmelske Freds Plads. Han videregav sine observationer til folk fra den amerikanske ambassade. Beskrivelsen er klar nok: Da soldaterne trængte ind på pladsen, brugte de ikke deres våben.

JONES: Jeg har læst gennemgangen i den britiske avis Daily Telegraph. Det fremgår, at en af aktivisternes forhandlere var Liu Xiaobo, modtageren af sidste års fredspris. Interessant.

WANG: Den chilenske diplomat er det eneste udenlandske vidne til netop den situation. Han fortæller efterfølgende sine amerikanske kolleger, at der blev opnået enighed mellem soldaterne og studenterne om en velordnet retræte fra pladsen. Der er intet, der bekræfter den udbredte fremstilling i alverdens medier om demonstranter, der skånselsløst mejes ned af militæret på selve pladsen.

JONES: Det ændrer ikke på, at jeres soldater skød og dræbte ubevæbnede civile i en anden bydel. At der var en massakre, er ubestrideligt. Men ja, det skete i andre dele af byen.

WANG: Men det indtryk, der er blevet stående siden dengang, er, at tusinder af uskyldige blev dræbt på Den Himmelske Freds Plads. Både i de politiske systemer og i medierne fylder dette billede alt. Vi kunne ønske os, at billedet bliver korrigeret.

JONES: Du ved udmærket, at vi fra statsmagten ikke går i rette med medierne, hvis frihed og uafhængighed er en grundpille i en demokratisk retsstat.

WANG: Jamen, kan du slet ikke se paradokset? Efter 22 år får vi det mest troværdige billede af tragedierne i Beijing takket være WikiLeaks. Dette bliver stort set fortiet i den vestlige verdens såkaldt frie medier. Undtagelsen er Daily Telegraph. I anklager os for at udøve statscensur af medierne. Når det så viser sig, at det er den kinesiske regerings fremstilling, der kommer nærmest virkeligheden, så forties realiteterne.

JONES: Intet nyt under solen, Wang. Det er den oplevede virkelighed og mediernes udlægninger af den, der står tilbage som de politiske realiteter. Og vi bruger altså ikke kræfter på at genopdrage hverken vores egne eller jeres medier. Så skulle vi ikke hellere se på de ubehagelige realiteter, der står tilbage.

WANG: Hvad er det så, du mener?

JONES: Der er brug for oprejsning og erstatning til ofrenes efterladte. Du ved, der findes jo denne her gruppe, Mødrene fra Tiananmen kalder de sig. De har gentagne gange skrevet til Folkekongressen og bedt om en fuldstændig og ærlig redegørelse for 1989. De får intet svar.

WANG: Læs videre i samme udgave af Daily Telegraph! Her fortælles, at en repræsentant for de kinesiske sikkerhedsmyndigheder tidligere i år har haft en forhandling med en af de efterladte for at diskutere økonomisk kompensation.

JONES: Det er foregået i diskretion.

WANG: Naturligvis. Hvad skal vi tale om, næste gang vi ses, Jones? Hvad med WikiLeaks-oplysningerne om de 109.032 dødsofre for jeres ulovlige invasion og besættelse af Irak?.

(klumme i Politiken 17.06.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Patriark med trusser og bh

Udgivet den 10. juni 2011 af flemmingytzen

Tigermoderen Amy Chua har blot gennemført et elegant rollebytte.

Professor Amy Chua er for nogle blevet en skrækvision og for andre forbilledet på, hvad en østasiatisk ’tigermor’ kan udrette. Hun er i realiteten blot en hanløve i forklædning.

De asiatiske tigermødres holdninger til børneopdragelse er ikke meget forskellige fra det, der karakteriserede vestlige fædre og deres sønner i det patriarkalske samfund, som var udbredt på vore breddegrader indtil for en generation eller to siden. Børn og unge i 1950’ernes Danmark, der voksede op i materiel knaphed og for manges vedkommende regulær fattigdom, fik fortalt, at der var én sikker vej ud af elendigheden: flid, energiske studier og målrettethed.

Den relative materielle overflod, der satte ind i 1960’erne, skabte en forestilling om, at velstanden og den deraf afledte velfærdsstat var noget, der ikke måtte rulles tilbage. Vejen frem blev at lade kvinderne uddanne sig og efterfølgende marchere ind på arbejdsmarkedet. Der var ingen, der dengang prædikede tigermor-filosofier. De fleste fædre sagde tilmed ja til, at døtrene fik bedre uddannelser, end deres mødre havde fået.

ØKONOMER kan holde maratonseminarer om forklaringerne på det østasiatiske uddannelsesmirakel, men ser som oftest bort fra den nok allervigtigste faktor: psykologien. I flertallet af nutidens østasiatiske familier eksisterer der endnu i dag en tydelig erindring om armod og sult. Voksne vietnamesere, sydkoreanere og kinesere skal kun tilbage til bedsteforældregenerationen for at høre vidnesbyrd om hyppig sygdom og underernæring. De er vokset op med konstante påmindelser om, at kun ved at præstere meget mere end det, forældrene blev i stand til, vil de kunne klare sig i en verden, hvor risikoen for en ondskabsfuld eller uduelig kejser kan knuse alle drømme om et bedre liv.

Gå i biografen og se den aktuelle film om ’Maos sidste danser’. Som fortælling er den uovertruffen i sin påvisning af de psykologiske faktorer bag nutidens kineseres opgør med fattigdom.

PÅ DE højere læreanstalter i USA ved man alt om, hvad asiatiske værdier betyder i praksis. Talrige undersøgelser gennem et halvt århundrede viser, at sønner og døtre af indvandrere fra Østasien klarer sig hurtigere og flottere gennem studierne og leverer bedre eksamensresultater end andre etniske grupper. En amerikansk professor kom i midten af 1990’erne gruelig galt af sted ved på basis af en meget omfattende undersøgelse at konkludere, at forskellene havde rødder i noget genetisk. Det skulle han aldrig have gjort. Andre undersøgelser peger på en kombination af psykologiske og kulturbestemte faktorer.

I debatten om Amy Chuas ’tigermødre’ er der mindelser om 1990’ernes ophedede debat om asiatiske værdier. Hvad var det nu, de handlede om?

Fortalerne for de asiatiske værdier kritiserede især den overdrevne individualisme i den vestlige verden. De pegede på, at i liberale vestlige samfund bygger opfattelsen af rettigheder og pligter på ideen om det suveræne individ. Familien og de pligter, der binder den sammen, er blevet hældt ud som barnet med badevandet. Europæiske og amerikanske intellektuelle ser bort fra, at i Østasien er individet fra fødslen spundet ind i et net af forpligtelser over for andre, lige fra familien til staten.

Dette forhindrer utvivlsomt mange østasiater i at profitere af de kvaliteter, vi forbinder med individualismen, såsom evnen til innovation og foretagsomhed. Men det gør dem også mindre udsatte for individualismens negative bivirkninger såsom kriminalitet, høje skilsmisseprocenter, singlekultur og fødsler uden for ægteskabet.

GENNEM et halvt århundrede har næsten alle vestlige industrilande oplevet både øget kriminalitet og en fremadskridende opløsning af kernefamilien. De eneste stater i OECD-gruppen, der indtil for nylig blev forskånet for denne udvikling, var de to asiatiske medlemmer Japan og Sydkorea. De præsterede velstandsfremgang uden at give køb på traditionelle patriarkalske kerneværdier.

Men i disse år rammes netop disse lande af en boomerang. Både Sydkorea og Japan kæmper med katastrofalt lave fødselsrater. Betydningen af etnicitet gør, at indvandring ikke er en løsning. Heller ikke Amy Chuas tigermødre er vejen frem. Som gift ind i en rig jødisk familie repræsenterer juraprofessoren Chua en undtagelse (etniske kineseres giftermål med hvide er sjældne). For ganske som i Europa vender flere og flere veluddannede asiatiske kvinder ryggen til det traditionelle liv i en kernefamilie.

Tigermorkonceptet har rødder i asiatiske indvandrerfamilier, hvor patriarken dominerede. Amy Chua har blot gennemført et rollebytte. Hun brøler som en gammel hanløve.

(klumme i Politiken 11.6.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar