Verdensorden version 2.011

Udgivet den 22. juli 2011 af flemmingytzen

Vestens tab af global indflydelse betyder, at der skal tænkes forfra

RAGNAROK, Armageddon – bare i slowmotion? Hvad er det egentlig, der er på spil på den globale scene i en tid, hvor euroens overlevelse er noget, der diskuteres frygtsomt og seriøst, og hvor det amerikanske politiske system tydeligvis er præget mere af handlingslammelse end af en beslutningskraft, som der mere end nogensinde er behov for? At der foregår et massivt magtskifte fra Vest mod Øst er ikke længere noget, seriøse debattører betvivler.

At en markant voksende andel af verdens investeringskapital kontrolleres af klodens største autokratiske system, samtidig med at Europa og USA er forgældet i et omfang, der ikke er set siden Anden Verdenskrig, er ikke ensbetydende med, at vi også taber vore egne værdier, herunder vore versioner af demokrati og frihedsrettigheder, på gulvet. Men der kræves nytænkning i håndteringen af internationale relationer for at fatte og anvende de nye vilkår, som en asiatisk præget verdensorden bringer med sig. Udfordringen består i at skabe win-win-situationer.

På hver sin måde er skandalerne om den forhenværende IMF-chef Dominique Strauss-Kahn og medieimperialisten Rupert Murdoch blevet til symbolhistorier, der udtrykker det tab af magt og prestige, som vestligt skabte institutioner repræsenterede gennem et halvt århundrede.

Asiatiske ledere spørger med rette: Er Washington og Bruxelles rollemodeller for demokratisk, handlekraftig og ansvarlig regeringsførelse lige nu? Heller ikke de vestligt ledede militære interventioner i Afghanistan, Irak og Libyen hen over et tiår tegner til at blive fortsatte ledestjerner for en verdensorden som den, USA’s neokonservative elite så for sig i kølvandet på angrebet 11. september. Et amerikansk skattebetaleroprør, der vil sætte begrænsninger på flere militære eventyr, kommer via Tea Party-bevægelsen.

Europa vil se mere og mere indad for at redde, hvad reddes kan af de fallerede økonomier i middelhavsområdet, og sikre, at nogle af de eksjugoslaviske lande integreres.

Hvad stiller en dansk regering op? Som fhv. udenrigsminister Niels Helveg Petersen har udtrykt det: »Hvis vi ikke tager os sammen, bliver det os, der skal leve af at danse folkedans for kineserne«.

MEN DE NYE og velstående, magtfulde eliter i Østasien ser ikke fordele i at lade Vesten forfalde økonomisk.

Kinesiske investeringer er på vej ind for at tage medejerskab af europæisk infrastruktur i et mønster ikke ulig det, vi i nogle år har kunnet observere i Afrika.

Det er ikke politisk systemeksport, der er på tale. Grækenland kommer med stor sandsynlighed til at se sig selv i selskab med afrikanske og latinamerikanske lande, der beredvilligt har taget imod kinesiske investeringer.

Samarbejdsvilje hen over kontinenter og på tværs af politiske systemforskelle bliver der brug for, hvis Vesten skal drage fordele af de ændrede styrkeforhold.

Både Kina og Indien ser gerne, at USA og EU udvikler sig økonomisk sundt. Hvad ingen af de to asiatiske giganter ønsker, er ensidige amerikanske og europæiske diktater på den globale scene.

Håndteret med fornuft og pragmatisme kan denne reviderede orden blive til en mere mangfoldig og tolerant verden. Sagt i kort form: Det behøver ikke ende med et G2 ( Kina-USA, der allerede nu koordinerer tæt), men kunne blive et G3 ( Indien inkluderes) og meget gerne et G4 ( når/hvis EU kommer med).

Som den singaporeanske seniordiplomat Kishore Mahbubani utrætteligt påpeger i sine analyser, er verden på vej til en global normaltilstand: I 1.800 ud af de forgangne 2.000 år har Kina og Indien været verdens to største økonomier. Den enestående dominans, som først Europa og siden USA har haft gennem de seneste 200 år, har været en verdenshistorisk undtagelse.

Østasiens eliter ser stadig Amerika og Europa som destinationer, hvor de ønsker at sende deres børn hen, så de kan få en højere uddannelse. Statscensur og religiøse traditioner til trods er det New York og London, som planlæggerne i Shanghai og Mumbai ønsker at kopiere. Formel kommunisme og traditionelle kastesamfund har ikke kunnet hindre opkomsten af moderne, globalt orienterede kinesiske og indiske eliter, der målbevidst arbejder på at modernisere deres samfund.

ANTALLET af internationale væbnede konflikter i Østasien er faldet dramatisk hen over 30 år i takt med eliternes og regeringernes voksende vilje til at spille sammen med det bedste af Vesten. Mon dette positive samspil kan kopieres af de kommende regimer i Libyen, Egypten, Syrien, Irak, Pakistan og Afghanistan? Ikke sandsynligt. Skal Mellemøsten få gavn af verdensordenen i version 2.011, har regionens nye ledere brug for at lære af New Delhi og Beijing. Kun hvis religion og tradition ryger ud, kommer videnssamfundet ind.

(klumme i Politiken 22.07.2011) 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Bistandsidealer og -illusioner

Udgivet den 17. juli 2011 af flemmingytzen

Modtagerne af dansk bistand bør til eksamen. Start med Tanzania.

I DEN VALGKAMP, som må forventes udløst i det tidlige efterår, vil vi for en stund opleve, at udviklings-og bistandspolitikken genindtræder på den politiske kampplads. Det bliver lige så forudsigeligt, som det bliver kortvarigt. Rød bloks budskab vil lyde: Vi vil give mere, end blå blok har givet. Blå bloks budskab vil lyde: Vi vil give det samme som hidtil, bare bedre! Så er ingen blevet klogere.

SAGENS EMNE er de godt 15 milliarder kroner, som Danmark giver til en stribe udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika. Anvendelsen af midlerne redegøres der minutiøst for i den netop udsendte årsberetning fra Danida, Udenrigsministeriets afdeling for udviklingsbistand.

‘ Beretningen om Danmarks deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde 2009’ er et imponerende velredigeret 104-siders dokument, der til forveksling ligner en beretning fra en multinational koncern.

Beretningen vil blive nærlæst af branchens interesseparter, dvs. en række virksomheder, konsulent-firmaer, de humanitære organisationer, og – hvem ved – måske vil medlemmerne af Folketingets Udenrigsudvalg bladre lidt i den. En bredere debat kommer ikke, for den har været fraværende i efterhånden en del år.

Forklaringen på dette fravær er enkel: Dansk udviklingsbistand er presset fra flere sider af emner, som ikke oprindelig har hørt til udviklingsbistanden, herunder klimasagen og sikkerhedspolitikken (ang. sidstnævnte: Afghanistan fik i 2009 hele 456,5 millioner kroner i civil bistand fra Danmark).

Både klimaet og sikkerheden tager afsæt i langsigtede politikker, der handler lige så meget om indretningen af vore egne samfund som om, hvorledes fjerntliggende lande skal indrette sig, så de gavner både egne befolkninger og os i den velstillede verden. Men sammenfletningen af humanitære, politiske og økonomiske hensyn betyder også, at udviklingspolitikken bliver uoverskuelig for den menige skatteyder.

HEN OVER EN DEL år har meningsmålinger vist, at et flertal af danskerne mener, at vi skal fortsætte med at yde udviklingsbistand og helst ligge i førerfeltet. Samme målinger viser også, at danskerne ikke tror, at bistanden gør den store forskel i forsøgene på at løfte verdens fattige befolkningsgrupper op på anstændige niveauer. Årsberetningen fra Danida er ( s.8) nøgtern på dette punkt: Udviklingsbistanden kan bidrage til fattigdomsbekæmpelse, men kan ikke alene løfte et samfund ud af fattigdom. Så sandt som det er sagt, men hvad og hvem kan så? Formlen er enkel: Udviklingslandenes borgeres evne og vilje til at udnytte globaliseringen og producere nok til egen overlevelse skal frisættes af kompetente statsapparater.

ÅRSBERETNINGEN viser, at der er to markante succeshistorier i den danske ‘ bistandsfamilie’ på 15 lande: Bhutan og Vietnam. Dansk bistand udfases af begge, fordi de er ved at nå et niveau, hvor de kan klare sig selv. Vietnam, et klassisk kommunistisk etpartistyre, forventes at opnå mellemindkomststatus mellem 2010 og 2012, konstaterer beretningen. Applaus! Virker kommunismen så alligevel, udviklings-og frihedsminister Søren Pind?

I den tunge ende af familien finder vi demokratiske Tanzania , modtager af dansk bistand i sværvægtsklassen gennem et halvt århundrede. Langt om længe er det lykkedes vort østafrikanske partnerland at komme op på pæne vækstrater, gennemsnitlig 7 procent i perioden 2000-2008. Men uha, væksten er hovedsagelig drevet af minesektoren, for guld er landets største eksportvare. Er det så ikke den såkaldte råvarefælde, Tanzania er faldet i?

Dansk bistand til Tanzania nåede i 2009 op på 571,3 mio. kr. Så her kommer det kætterske, politisk ukorrekte ( i rød blok) regnestykke: Hvis man lægger den danske bistand til Tanzania sammen hen over det halve århundrede, der er gået, hvor meget er der så givet per tanzanisk indbygger? Utvivlsomt et betragteligt beløb, der kun har haft beskedne virkninger. Men det vil være uretfærdigt at hævde, at det er bistanden, der har fejlet. Det er modtagerlandets evne til at frigøre sine skjulte ressourcer på en måde, som ikke kun gør bistanden effektiv, men også gør tanzanisk økonomi attraktiv for internationale investorer. Hen over det halve århundrede har den danske bistand til Tanzania mere været bloktilskud (vedligeholdelsesmidler) end udviklingshjælp. Er det godt nok?

Dansk Folkeparti er netop gået i marken med et forslag om, at fremtidig dansk bistand kun skal gives til ganske få lande, og et af dem skal være Tanzania , for så kan vi virkelig gøre en forskel, hedder det. Virkelig? OECD’s evalueringer gennem mange år har vist, at dansk bistand kvalitativt og generelt er i topklasse.

Næste årsberetning fra Danida bør ikke eksaminere bistanden, men Tanzanias ansvarlige.

(klumme i Politiken 17.07.2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

En illusion om retfærdighed

Udgivet den 13. juli 2011 af flemmingytzen

Andet kapitel i Cambodjas ufuldstændige retsopgør er åbnet

I UDKANTEN af den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, ligger et imposant bygningskompleks omgivet af rismarker. Her bor Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia, ECCC – Særdomstolen for Cambodja , oprettet med det formål at gennemføre retssager mod de ansvarlige for Røde Khmer-regimets massemord og overgreb på anslået 1,7 millioner cambodjanske borgere i årene 1975-79.

Efter et langvarigt tilløb indledte domstolen sit arbejde i 2006. Den første dom blev afsagt i fjor over Kaing ‘ Duch’ Guek Eav, den tidligere chefbøddel i regimets centrale torturcenter S-21, den tidligere gymnasieskole Tuol Sleng, hvor anslået 14.000 såkaldte ‘ regimefjender’ blev pint ihjel på det grusomste. Dommen over ‘ Duch’ var på 35 år og blev efterfølgende reduceret til 19. Den tidligere matematiklærer, der i dag er en genfødt kristen, har appelleret dommen. Dommen vakte opsigt, alene fordi det var den første i en slags retsopgør med et regime, hvis eftervirkninger stadig traumatiserer tusinder i nutidens Cambodja .

TIDLIGERE i denne måned indledtes en sag, som risikerer at blive den sidste af slagsen. På anklagebænken sidder fire personer, der er blandt de politisk hovedansvarlige for Røde Khmer-styrets politik. De enten udstak eller godkendte de direktiver, som Duch og hans kolleger i systemet udførte med uhyggelig præcision. De fire arbejdede direkte for den egentlige leder, Pol Pot, der døde i 1998 i en form for husarrest efter et internt opgør i Røde Khmer organisationen.

De fire er styrets daværende udenrigsminister Ieng Sary ( 85), dennes hustru, den daværende socialminister, Ieng Tirith ( 79), Khieu Samphan ( 79), en fransk-uddannet udviklingsøkonom, der blev regimets præsident, samt den egentlige chefideolog, Nuon Chea ( 84). De tre førstnævnte har været personligt forbundne siden studieårene i Frankrig omkring 1950, hvor ideologisk skoling organiseret af det franske kommunistparti forbandt dem med Saloth Sar, manden, der siden tog navnet Pol Pot.

Alle fire har erklæret sig uskyldig. Den sandsynlige udgang er langvarige fængselsstraffe, som vil blive appelleret. Mens retten afventer appelsagen, vil de fi-re sandsynligvis forlade denne verden så fredeligt og beskyttet, at det forekommer urimeligt, når det erindres, hvilke forbrydelser de udsatte deres landsmænd for 1975-79.

HVAD VIL verden have lært af det cambodjanske eksempel på et retsopgør? Ulykkeligvis ikke meget andet, end at vi har fået en demonstration af, hvordan en sådan proces ikke skal gennemføres.

I modsætning til tribunalerne mod de ansvarlige for overgrebene i det tidligere Jugoslavien og Rwanda er den cambodjanske proces blevet gennemført som et såkaldt blandet tribunal. Kort sagt indebærer dette, at processerne skal respektere både national lovgivning og internationale retningslinjer.

I begge domstolens kamre er der et flertal af cambodjanske dommere. Domsafsigelser kræver dog en såkaldt ‘ supermajoritet’, hvilket indebærer, at mindst en af tribunalets internationale dommere skal sige god for de afgørelser, der er truffet af de nationale dommere.

Hen over et forløb, der nu har varet mere end fem år, har kritikere peget på, at de cambodjanske dommere umuligt kan have undgået at være udsat for et pres fra den regering i Phnom Penh, hvis stærke mand i årtier har været Hun Sen. Hans regering og militær er spækket med tidligere Røde Khmer-folk.

DA FN-generalsekretær Ban Ki-moon i fjor besøgte Phnom Penh, fik han i helt utvetydige vendinger at vide af Hun Sen, at ‘ Sag nr. 002’ mod de fire aldrende Røde Khmer-ledere, vil blive den sidste. Alligevel har tribunalets undersøgelsesdommere indledt retlige procedurer mod yderligere en håndfuld af de daværende militære topfolk i Røde Khmer-regimet.

Theary Seng, der er talsperson for flere af ofrene for Røde Khmer-styrets brutalitet, frygter, at tribunalets internationale sponsorer ender med at bøje nakken for det pres, som Hun Sen-regeringen lægger: »Der har aldrig været sat tal på, hvor mange domsafsigelser der ville være tilstrækkeligt. Hvis tribunalet stopper efter den igangværende sag, vil kun fem personer være dømt, og omkostningerne vil nærme sig 200 millioner dollar. Giver det overhovedet retfærdighed holdt op mod forbrydelser, der kostede 1,7 millioner cambodjanere livet?«.

Da FN gennemførte en kostbar og ambitiøs fredsplan for Cambodja 1991-93, kulminerede denne med en valghandling, hvor Hun Sens reformerede kommunistparti tabte til et royalistisk parti. I 1997 tog Hun Sen magten ved et militærkup, og siden er alle politiske modstandere blevet enten fordrevet eller marginaliseret. Standser ECCC sit virke efter ‘ Sag nr. 002’, vil en skandale være en realitet og en tragedie fuldbyrdet

(klumme i Politiken 10.7.2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Lykønskning til en ung 90-årig

Udgivet den 1. juli 2011 af flemmingytzen

Talen, som Ritt Bjerregaard kunne have holdt i Beijing i dag

DANSK POLITIKS grand old lady, Ritt Bjerregaard, er for nylig blevet udnævnt til eksportambassadør i Kina.

I denne egenskab kunne hun nu have været på besøg i Beijing, hvor kommunistpartiet i dag fejrer sin 90-års dag. Som et bud på, hvad der venter den tidligere EU-kommissær og overborgmester i hendes nye funktion, kommer her talen, som hun kunne have holdt ved en reception i Folkets Store Hal i Beijing:

ÆREDE PARTIFOLK, excellencer, mine herrer! Det er altid en fornøjelse at besøge Kina og opleve jeres enestående hovedstad. At tænke sig: Der er nu gået 33 år, siden jeg kom hertil for første gang. Dengang var alle indbyggerne klædt i kedelige blå og grå uniformer, og butikkerne havde intet særligt at byde på. Sikke en forskel, når man ser alle de fine jakkesæt, der er mødt frem her i dag. Hvad tror I, formand Mao ville have sagt til alle de limousiner, I kører rundt i? Jeg er her på en ganske særlig mission. Netop som jeg var gået på pension, ringede min statsminister og spurgte, om jeg ville løse en opgave, der består i at fremme dansk eksport til Kina. Jeg sagde naturligvis ja tak, om end jeg ikke har nogen særlig erfaring med Kina, men det skal jeg nok få rådet bod på. For på den danske ambassade sidder et dygtigt personale, som med sikkerhed kommer på overarbejde både før, under og efter mine besøg.

I DAG ER en ganske særlig dag, af det parti, der i dag bestemmer alt her i landet. At se tilbage på alle de store markante begivenheder i Kinas historie er rent ud sagt svimlende. Vi i Danmark er stolte af, at vi var blandt de første til at anerkende det nye Kina, da blev dannet i 1949. I de første 30 år måtte vi så lukke øjnene for alle de overgreb, som I udsatte befolkningen for. Lykkeligvis blev der så rettet noget op på tingene, da I begyndte at modernisere i samarbejde med omverdenen. Resultaterne af 30 års reformer taler for sig selv, mindst 300 millioner er løftet ud af fattigdom, mens andre 300 millioner udgør en ny købedygtig middelklasse, det er da en præstation! Og så skal det jo ikke glemmes, at I sidder på den største pengetank, man kan tænke sig. Sikke en kontrast til det Europa, hvor jeg bor. Som I ved, er den helt gal i Grækenland, den europæiske civilisations vugge, men også et af de mest korrupte, inkompetente og dovne samfund på kontinentet. Så jeg vil gerne gå i forbøn for grækerne og spørge til, om I kunne hjælpe med at opkøbe nogle af deres statsobligationer.

Det vil jo bare være et fingerknips for jer, men udgøre en påskønnet håndsrækning til et Europa, der aldrig har været så nødlidende som nu.

I DET HELE taget har jeg ved selvsyn konstateret, at I har fat i den lange ende herovre. I kan alt det, som Den Europæiske Union ikke magter. Lægge femårsplaner med klare og veldefinerede mål og gennemføre den nødvendige politik for at opfylde disse planer.

Jeres tiltag under de seneste års finanskrise viser med al ønskelig tydelighed, at både vi europæere og vore amerikanske venner har rigtig meget at lære af jeres evne til at tænke strategisk.

Jeg har bemærket, hvor hurtigt Kina er rykket op på hitlisten over internationale patentansøgninger. I er nu på fjerdepladsen på denne innovationsliste, og om mindre end ti år vil I have overhalet både Storbritannien, Japan og USA. Ikke underligt, at især dansk erhvervsliv er benovet over jeres resultater. Så det er blevet klart for mig, hvorfor jeres formel er så effektiv.

I har skrottet Marx, men beholdt Lenin; deraf dette pragtfulde udtryk ‘ market-leninism’ om jeres model. I kører et gigantisk samfund med blikket stift rettet mod bundlinjen, så det er ikke spor besynderligt, at I har så mange beundrere i Mærsk, Novo, Danske Bank, Apple og Microsoft.

Andre kulturer vil aldrig kunne levere, hvad I gør. Se bare, hvad der sker i Mellemøsten i denne tid, hvor mange taler om demokrati, frihed og tolerance, men det kommer til at galt, når først imamerne får fat og bakkes op af saudiske petrodollar. Jeg har den store lykke at være gift med en af Danmarks klogeste mænd, og han har gentagne gange advaret mod at tro, at vi kan eksportere demokrati og vestlige værdier til de arabiske lande ved at bombe dem først og bygge skoler bagefter. Vi har slet ikke råd til disse hovedløse, militaristiske eventyr.

NÅR DET ER sagt, må jeg nødvendigvis tage nogle forbehold over for den måde, I forvalter jeres magt på. I får rigtig dårlig omtale, når I fængsler systemkritiske folk som Ai Weiwei og Liu Xiaobo. Jeg har bedt mine værter om at arrangere besøg hos netop disse to spændende personer i de kommende dage, for jeg har gaver med: æbler fra Danmarks fineste frugtplantage, som jeg er ejer af.

Må jeg til slut gratulere med de 90. Målt med varigheden af andre kinesiske dynastier er det en ung mand, vi fejrer. Men dette unge væsen har snart hovedansvaret for skabelsen af global velstand i fremtiden.

Held og lykke med opgaven!

(klumme i Politiken 01.07.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Forskellen på Kairo og Hanoi

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Østasien løfter sig, mens Mellemøsten er i sammenbrud

(04.02.2011) I VIETNAM har det regerende kommunistparti netop afsluttet sin kongres. Det foregik så stilfærdigt, at man kunne høre en knappenål falde – i de internationale medier.

Vietnam er blevet Sydøstasiens stilfærdige succeshistorie, hvad angår fremgang i levestandard, social udvikling, ligestilling, miljø-og klimapolitik og alt det andet, vi måler på. Vi i Vesten, Danmark inklusive, har ydet rigeligt med udviklingsbistand, som er blevet effektivt anvendt. Interessant nok har vi ikke forventet, at vietnameserne skal kopiere vort samfundssystem.

Den politiske magt i Vietnam ligger stadig i et parti, der har den frækhed at bekende sig til nogle forældede kommunistiske symboler. Samme parti får med rette kredit for et økonomisk mirakel, der har trukket halvdelen af befolkningen, mere end 45 millioner mennesker, op over FN’s fattigdomsgrænse.

Det er den stik modsatte udvikling af, hvad der hen over et kvart århundrede er sket i et andet sydøstasiatisk land med omtrent samme befolkningsstørrelse, Filippinerne. Et ørige, som skal forestille at være demokratisk, og som befinder sig i et økonomisk og socialt frit fald mod bunden.

Den vietnamesiske partikongres diskuterede med en forbløffende åbenhed nogle af de problemer, der stadig plager landet. Korruption bliver kaldt, hvad det er: korruption. En massiv økonomisk skandale i selskabet Vinashin er blevet det altoverskyggende symbol på det, der ikke er lykkedes i Vietnam. Hele selskabets ledelse sidder varetægtsfængslet efter at have formøblet næsten 5 mia. dollar i udenlandske lån til skibe, der aldrig blev bygget. I stedet kastede Vinashin sig ud i feriehoteller, boligbyggeri, bilforretninger og luftfart, uden at der trods mange advarsler blev grebet ind, inden korthuset ramlede.

Alt sammen har det ført til voldsom kritik i offentligheden og Nationalforsamlingen, ikke mindst af premierministeren personligt for hans rolle.

For bare en halv snes år siden ville en sådan sag være blevet tiet ihjel. Men det er lykkedes de vietnamesiske medier at flytte grænser for kritik og debat i det ellers gammelkommunistiske system.

LIGE NU VISER tusinder af unge egyptere, at de er trætte af fåmandsvælde, korruption og socialt armod.

Så hvorfor råber de unge vietnamesere ikke ‘ ned med diktatoren’ i deres eget land, og hvorfor stiller danske aktivister, der påstår, at demokrati er den eneste sande vej til frelse, sig ikke op uden for den vietnamesiske ambassade i København og skråler lige ind i murstenene: ‘ Totalitære fascister!’? Den verdenskendte politolog Francis Fukuyama skrev for snart en snes år siden, at de vestlige liberale demokratiers største udfordring efter verdenskommunismens sammenbrud ville komme fra Østasiens bløde, autoritære og elitære, højtuddannede magthierarkier.

Hans pointe er, at lande som Singapore, Vietnam, Kina, Sydkorea og Taiwan trods åbenlyse forskelle i politiske institutioner ( nogle styres af ét parti, andre af flere) repræsenterer styringsmodeller, som vestlige samfund får svært ved at konkurrere med i kapløbet om velstand.

Thailand og Filippinerne er de to østasiatiske lande, der tidligst og mest uforbeholdent har forsøgt at opbygge liberalt demokrati efter vestligt forbillede, men de to lande leverer i disse år slet ikke ansvarlig regeringsførelse. Thailands demokrati er brudt sammen.

Valghandlinger i Filippinerne er det rene karneval, mens det oplyste ‘ singaporeanske’ enevælde, som Vietnam og Kina har udviklet, leverer økonomisk fremgang, som overhaler stort set alle sammenlignelige udviklingslande.

Singaporemodellen er ikke demokratisk efter vore begreber, men den er i stand til at understøtte helt moderne samfund inden for videnskab, forskning, uddannelse og ligestilling.

KAN FREMTIDENS ledere i Kairo, Bagdad, Kabul, Islamabad og Khartoum levere den fremgang i levestandard og muligheder, som de seneste årtier har givet befolkningerne i Hanoi, Beijing og Singapore? Intet taler for det.

Hvad er det, der stiller sig i vejen? Uha, listen er lang: Koranen, traditionen, de etniske skillelinjer i det politiske liv og frem for alt: den inkompetence, som er konsekvensen af mange års forsømmelser i uddannelsespolitikken.

Er der så et forbillede for de unge aktivister i Kairos gader? Vist så, men de skal se langt væk: Jakarta. Indonesien har klodens største muslimske befolkning og en forfatning, der ikke sætter islam højere end kristendom, men ligestiller de to verdensreligioner. Det kunne folk og ledere i Kairo, Tunis, Bagdad og Kabul lære en hel del af.

Det kan snart vise sig, at det samfundsgode, som egypterne har allermest behov for, er friheden til at slippe for religiøs politisering eller politisk brug af religionen, om man vil. Det åndelige diktatur, som udgår fra moskeerne, kan vise sig farligere end fåmandsvældet.

Har vi glemt, hvad der skete i Teheran for tre årtier siden?

(klumme i Politiken 04.02.2011)

Udgivet i Globalt, Sydøstasien | Skriv en kommentar

2.500-årig filosof går i offensiven

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Konfutse bruges i Kinas fremstød. Taiwan, følg med her.

(29.01.2011) I HJERTET af Beijing, på Den Himmelske Freds Plads, er en ældgammel skikkelse vendt tilbage for at gøre sin historiske indflydelse gældende. De kinesiske myndigheder har rejst en ni meter høj statue af Konfutse ( Confucius), lige uden for det nyrenoverede Nationalmuseum og skråt over for det mausoleum, hvor grundlæggeren af den kommunistiske Folkerepublik, Mao Zedong, ligger som vokskopi i en sarkofag.

I en kinesisk historisk kontekst er placeringen af en Konfutse-skulptur så tæt på magtens symboler intet mindre end revolutionerende. For ikke at sige kontrarevolutionær.

Indtil for få år siden opfattede det officielle Kina den 2.500 år gamle filosof som værende roden til al den dårligdom, der havde plaget dynastierne helt frem til det republikanske Kinas fødsel i 1911. Under det kulturrevolutionære amokløb i 1960′ erne blev utallige statuer af Konfutse smadret af de rødgardister, som Mao havde udkommanderet i sit sidste krampagtige forsøg på at hindre Kina i ‘ at følge kapitalismens vej’.

Uden for Folkerepublikken levede Konfutse videre som en kulturel og filosofisk ledestjerne blandt de millioner af oversøiske kinesere og især blandt de slagne nationalister, der efter nederlaget i borgerkrigen 1949 havde taget flugten til Taiwan. I løbet af få årtier udviklede Taiwan sig fra en ludfattig, fjernøstlig baggård til en moderne økonomi, godt hjulpet på vej af de konfutsianske doktriner om orden, lærdom, flid og respekt for autoriteterne.

Lu Zhangshen, der er kurator ved Nationalmuseet i Beijing, begrunder placeringen af den største statue af filosoffen, der nogensinde er bygget, således: »Konfutse blev opfattet som en helgen af mange dynastier op gennem Kinas historie. For han er symbolet på kinesisk kultur, og hans ideer vil få vidtrækkende konsekvenser over hele kloden«. OVER DEN ganske klode, intet mindre! En ældgammel filosof på barrikaderne i en moderne kulturkamp.

Vi taler om ‘ blød magt’, det begreb, som den amerikanske politolog Joseph Nye har gjort verdenskendt.

Blød magt var det, USA vandt europæernes hjerter op gennem det 20. århundrede med. Det var værdier, der gjorde amerikansk kultur værd at blive en del af: først jazz, pop, Hollywood, siden forbrugerisme og modernitet. Men den bløde kinesiske kulturoffensiv vil en anden vej: Den skal vise et modspil til både den vestligt inspirerede materialisme og Mao-tidens destruktive og absurde ideologiske kampagner.

Neokonfutsianerne i det herskende kommunistparti er tydeligvis ved at vinde den værdikamp, der raser i magtens indercirkler i Beijing.

Udadtil har offensiven for længst sat sig spor: Kinesiske diplomater har været kloden rundt med checkhæftet og skrevet generøse bidrag ud til de uddannelsesinstitutioner, som har villet lægge kvadratmeter til oprettelsen af institutter, der bærer den gamle filosofs navn. Her i Danmark har vi to: det ene på Copenhagen Business School, det andet på Aalborg Universitet.

Blød, kinesisk magt i denne udgave er traditionel, paternalistisk kultur kombineret med disciplin, viden og lærdom. Alt det, som Mao-perioden undertrykte.

Man gør klogt i ikke at undervurdere den kraft, som konfutsianismen repræsenterer. Han er for Østasien, hvad Platon er for de vestlige samfund. Konfutse har sat sig spor uden for Kina med varianter i Korea, Japan og Vietnam. Filosofien er rummelig nok til at finde plads til religiøse påvirkninger udefra. Buddhismen, der kom til Kina fra Indien, blev bearbejdet af konfutsianske lærde og dermed gjort acceptabel.

Selv de jesuitermunke, der fra 1600-tallet forsøgte at kristne kineserne, måtte erkende, at den gamle filosof havde bedre fat i folkedybet, end Bibelen nogensinde ville få det.

AKTUELT har statuen i centrum af Beijing et særligt budskab til én bestemt befolkning uden for Folkerepublikken, de 23 millioner indbyggere i Taiwan. Her er man i fuld gang med at forberede festligholdelsen af 100-året for oprettelsen af Republikken Kina, der historisk har været den statsdannelse, der bedst har repræsenteret den moderne konfutsianisme.

Men intet i de aktuelle forberedelser i Taiwan tyder på, at Beijings historiske ‘ broderfjende’, nationalistpartiet Kuomintang, vil vide af den kulturelle og historiske storebror på det kinesiske fastland. Den politiske genforening mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina, som er Beijings officielle mål, er slet ikke i syne. Men den økonomiske integration kører i højeste gear. Mennesker og kapital strømmer i begge retninger over strædet.

Kald det fredelig, kapitalistisk sameksistens. Forholdet mellem Kina og Taiwan begynder at ligne noget, der en skønne dag kan kaldes en konføderation.

Men det vil kræve mere tid. Så glem ikke, at blandt de klassiske konfutsianske dyder er tålmodighed og tolerance, som statuen i hjertet af Beijing udstråler til overmål.

(klumme i Politiken 29.01.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Spinguide til Obama og Hu

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

En alternativ dialog mellem Kinas og USA’s præsidenter

(21.01.2011) PÅ DET omhyggeligt koreograferede pressemøde mellem præsidenterne Barack Obama og Hu Jintao var det småt med overraskelser. Ubalance i samhandelen, den kinesiske valutakurs, de nukleare slyngelstater Iran og Nordkorea samt ikke mindst menneskerettighederne blev rutinemæssigt bragt op, mens mangeårige stridsemner som Tibet og Taiwan kun blev nævnt perifert. Så hvad siger en spinguide til det pressemøde med de to præsidenter, som blev holdt onsdag eftermiddag amerikansk tid? Præsident Obama forsvarede USA’s partnerskab med Kina ved at henvise til, at han fortsætter i de spor, som syv tidligere præsidenter før ham har betrådt.

USA har en klar interesse i et stærkt, velstående og mere ansvarligt Kina, betonede han.

»Vi har stadig substantielle uenigheder om menneskerettigheder. Det har jeg gjort klart på en ærlig og åben måde over for præsident Hu. Dialogen fortsætter på baggrund af den erkendelse, at vore to lande har vidt forskellige historiske baggrunde, kulturer og politiske systemer«, sagde den amerikanske præsident.

ALTERNATIVT kunne Obama have formuleret sig således: Vi amerikanere har altid lagt stor vægt på de universelle frihedsrettigheder. Det er konsekvensen af hele vor historie som republik, som kun meste af det 20. århundrede forsøgte vi at udbrede politisk frihed, demokrati og menneskerettigheder ofte med store militære, økonomiske og menneskelige omkostninger. Vi har for længst erkendt, at Kina med sin 2.500 års lange historie som civilisation er alt for stor en mundfuld for os. Så kineserne må selv finde ud af det med rettighederne, og vi yder da gerne råd og vejledning. Men forvent ikke, at det overtager vort politiske system.

Om Tibet sagde den amerikanske præsident: »USA ser gerne, at Kinas regering fører dialog med repræsentanter for det tibetanske samfund om friere vilkår for religionen«. Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Jeg er helt klar over, at Kina aldrig slipper kontrollen med Tibet. Ti af Asiens store floder har deres udspring på det tibetanske plateau. Den, der har kontrollen med disse enorme vandressourcer, har nøglen til den fremtidige velstand i ikke bare Kina, men hele Øst-og Sydasien og dermed næsten halvdelen af menneskeheden. Kun Kina, der uddanner titusinder af ingeniører hvert år, har kræfterne og pengene til at løfte den opgave. Men den slags kan jeg ikke sige højt her i USA, for så får jeg menneskeretslobbyisterne på nakken igen.

Om Taiwan sagde den amerikanske præsident: »Vi har samarbejdet effektivt og ansvarligt med den kinesiske regering om at sikre den regionale stabilitet, herunder at fremme en fredelig udvikling i Taiwan Strædet«. Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Taiwan har i 60 år været et militært protektorat for USA. Nu handler Taiwan i stort mål med den tidligere arvefjende på det kinesiske fastland, og hele den forældede krigsretorik er borte. Det eksempel viser os, at økonomisk samkvem fremmer fred og forsoning. Det kunne de virkelig lære noget af i andre verdensdele.

APROPOS Taiwan, tænk hvis præsident Hu havde svaret Obama – alternativt. Det kunne have lydt således ( stadig ifølge spinguiden): Vi kinesere mener naturligvis, at I skal holde op med at sælge avancerede våben til vore landsmænd på Taiwan. Vi skal nok vinde øens befolkning over til os gennem samhandel, investeringer og turisme. Lige nu går det helt efter vores drejebog. Snart bliver Taiwan for os, hvad Hawaii er for jer. Om det tager ti, tyve eller halvtreds år betyder mindre. Vi kinesere er tålmodige folk.

Om Nordkorea og Iran sagde den amerikanske præsident: »Vi vil fortsætte med at arbejde tæt sammen med Kinas regering om at fremme en atomfri koreansk halvø. I FN’s Sikkerhedsråd intensiverer vi bestræbelserne på at hindre Irans anvendelse af atomteknologi«.

Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Vi kunne ønske os, at Kina havde større indflydelse på den mystiske klan, der styrer Nordkorea. Men WikiLeaks har som bekendt afsløret, at kineserne er lige så trætte af nordkoreanerne, som vi er.

Tænk, hvis præsident Hu havde svaret Obama – alternativt. Det kunne have lydt således ( stadig ifølge spinguiden): Hvad vil du have, vi skal stille op med de galninge i vores baggård? De er lige så afsporede som Maos rødgardister i sin tid. Men I får os ikke til at håndtere Nordkorea, på samme måde som din forgænger tog fat på Irak. For det bliver dyrt, besværligt og blodigt.

Men måske giver det mere mening at sammenligne Nordkorea med Mexico, hvor der også er en slags krig i gang. Vil du bytte, Barack?.

(klumme i Politiken 21.01.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

G2 er den nye realitet

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Lenin og kapitalisme i Østasien

(15.01.2011) INDEN præsidenterne Hu Jintao og Barack Obama mødes i den kommende uge i Washington i det forum, som medierne passende kan kalde G2, har begge ledere nok haft næserne nede i historieskrivningen.

De kan have genkaldt sig situationen for 39 år siden, da Obamas republikanske forgænger Richard Nixon landede i et frostkoldt Beijing og besøgte et land, som USA ikke havde en ambassade i, og som det i teknisk forstand ( Taiwan) stadig var i krig med.

Efter besøget opsummerede Nixon resultaterne med ordene: »Dette var dage, der forandrede verden.

Hvad vi har sagt på skrift ( en erklæring, der handlede om Taiwan) er ikke nær så vigtigt som det, vi vil gøre i de kommende år, når der skal bygges bro over et 16.000 miles stort hav og 22 års fjendtligheder. Det, vi har sagt, er, at den bro vil blive bygget«. Forgangne uges brobygger, Obamas forsvarsminister, Robert Gates, fik sig utvivlsomt en mindre forskrækkelse, da han mellem møderne i Beijing erfarede, at det kinesiske luftvåben havde sendt sin nybyggede Stealth-jagerbomber J-20 ud på en jomfruflyvning.

Undskyld, mr. Gates, det var skam ikke ment som en magtdemonstration, skyndte de kinesiske værter sig at berolige ham. Men i både Taiwan og Sydkorea blev testflyvningen af J-20-flyet set som en påmindelse om Kinas modernisering af sit luftvåben.

En så kluntet adfærd i officerskorpset var ikke blevet tolereret af Mao og Zhou Enlai i 1972, endsige af Deng Xiaoping, da Ronald Reagan fulgte iNixons fodspor i 1984.

GENNEM HELE 2010 afholdt Kina og USA sig fra militære konsultationer, og Gates fik sidste sommer nej til et forslag om et forsoningsbesøg i Beijing. Kinas militære ambitioner i kystperiferien er uændrede. I december 2009 fik nærværende signatur i Taiwan en orientering om, at de kinesiske missiler i Fujian-provinsen nu rækker hen over Taiwan, så de kan ramme amerikanske enheder.

I FJOR MELDTE Beijing utvetydigt ud omkring Det Sydkinesiske Hav, at det er defineret som en ‘ kerneinteresse’.

Et lignende ordvalg er anvendt om Det Gule Hav, hvor kineserne uden virkning har protesteret mod de koreansk-amerikanske flådemanøvrer og overflyvninger.

Kanonbådsretorikken er næppe dækkende for Østasiens realiteter: neomerkantilistisk regionalisme, som på sigt overhaler klassisk magtbalancetankegang.

Kinas økonomi, nu klodens næststørste, er den centrale faktor i de 55 frihandelsaftaler, som omfatter alle asiatiske økonomier af betydning. Her ligger kraftcenteret i skabelsen af det 21. århundredes globale velstand. Så giver det mening at lade USA bære sikkerhedsbyrden i en region, der er blevet klodens pengetank? Jo, for Asien låner pengene til USA.

USA’s lånebehov i Kina og omegn har Obama og Kongressen ikke gjort noget ved, og den finansielle terrorbalance ser således ud: Det amerikanske lånebehov for 2010 passerede de 1,3 billioner dollar ( en billion er tusinde milliarder, eller en million millioner, hvilket skrives med 12 nuller). Alt, hvad amerikanerne bruger ud over overførselsindkomster, sundhed, sociale formål, mv., er finansieret af lån i Asien.

USA fører med andre ord sine krige i Irak og Afghanistan på kredit.

At samhandel ikke per automatik fjerner risikoen for krig blev dementeret allerede i årene op til krigsudbruddet i 1914. Men at den eneste militære supermagt på kloden har gældsat sig hele vejen til Månen, er en radikalt ny situation i historien. G2 har nu et fælles ansvar for at genskabe balance i verdensøkonomien og sikre, at globaliseringens fordele når ud til andre end den nye velbeslåede østasiatiske middelklasse.

SER VI BORT fra det arvegods fra det 20. århundrede, der ligger hen over Taiwanstrædet, ser den resterende del af G2-kataloget således ud: Korea. Generationsskiftet i Nordkorea er på plads, og naboerne kan håbe på relativ ro i 2011. Kina, Sydkorea og USA er enige om at holde nordkoreanerne inddæmmet.

Sydkorea fortsætter sin beundringsværdige og innovative udvikling, som er en vigtig inspirationskilde for kineserne.

Japan. Tynget af gæld og politisk stagnation er der intet, der taler for en proaktiv japansk udenrigspolitik, hvilket USA, Kina og Japans naboer lever fint med.

Øgrupper. Robert Gates er blevet fortalt, at de territoriale stridigheder om småøerne i farvandene mellem Kina, Taiwan og Japan er mindre irritationsmomenter, der kan piskes op af nationalistiske kredse.

Obamas folk har fortalt Kongressen, at USA ikke bør gøre noget, der kan få en uregerlig drage til at spy nationalistiske flammer.

Krumtappen i skabelsen af fremtidens velstand ligger i en akse, der hedder Beijing-Washington-Bruxelles.

Hvem ville i befrielsesåret 1989 have troet, at verdens finansielle balance og prokapitalistiske innovation ti år inde i dette 21. århundrede skulle komme til at afhænge af en politisk organisation, der er styret af leninistiske principper?

(klumme i Politiken 15.01.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Supertanker på verdens have

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Kinas vigtigste våben er checkhæftet.

ER VÆKST-og velstandsmiraklet ved at nå grænsen for det mulige, selv for Kina? Vil Obamas haltende USA og et økonomisk nødlidende Europa affinde sig med Kinas march tilbage til tidligere tiders status som globalt, økonomisk kraftcenter? Tilspidses de territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav? Kollapser Nordkorea i Kinas baggård? Spørgsmålene står i kø. I de mest avancerede vestlige økonomier ses Kina som en hovedkilde til fremtidig velstand og innovation, mens Sydeuropa, en række mellemindkomstlande og Afrika i varierende grad afindustrialiseres, fordi Kina kontrollerer stadig mere af den globale industriproduktions værdikæde og opkøber mange af de råvarer, der ligger i kædens begyndelse.

På sin sydlige flanke ønsker atommagten Kina lige så lidt som de to andre atommagter Indien og Pakistan, at Iran får en lignende status. Kina vil fortsætte den svære balancegang mellem at være nær strategisk allieret med Pakistan, samtidig med at det økonomiske samkvem med konkurrenten Indien udbygges. I Det Sydkinesiske Hav er USA vendt tilbage med en ny profil, tydeligst demonstreret af de første flådeøvelser mellem vietnamesiske og amerikanske enheder.

HVAD DER i 2010 knap blev bemærket i vestlige beslutningscentre ( fordi finanskrisen stadig fylder rigeligt) er, at årets vigtigste økonomiske begivenhed blev dannelsen af klodens største frihandelsområde: mellem Kina og de 10 lande i Asean med tilsammen 2 milliarder producenter og forbrugere og mellem Indien og Asean med tilsammen 1,7 milliarder.

En banebrydende udvikling, som sættes i relief af, at Kongressen i USA ikke har villet ratificere en frihandelsaftale med Sydkorea! Både EU, USA og Østasien har været enige om at fremme global frihandel, men det er østasiaterne, der er mest aktive angående denne målsætning.

Og jo, surprise, surprise, globalisering handler ikke længere kun om udflytning af produktion. Østasien bruger nu flere midler på forskning og udvikling end EU og Nordamerika.

Mens markederne i Vesten går på skrump eller kun får svag vækst, vil Kina i stigende grad koncentrere kræfterne om opbygningen af sit eget indre marked. Her vil infrastrukturprojekter og en forstærket urbaniseringspolitik definere de økonomiske takter. For 20 år siden levede kun hver fjerde kinesiske borger i et storbysamfund, i dag er tallet 45 procent. Holder de igangværende planer, vil tallet i 2030 være på 70 procent.

Paradoksalt nok er det er netop den forcerede urbanisering, der i ledelsens øjne er hovedfaktoren i opretholdelse af social og politisk stabilitet. Det afspejler sig i meningsmålinger, som det amerikanske Pew Research Center gennemfører, og som senest har vist, at 87 procent af den kinesiske befolkning bakker op om regeringens politik. Til sammenligning er de tilsvarende popularitetstal i USA og Frankrig henholdsvis 30 procent og 26 procent.

Forudsætningen for populariteten bag den fortsatte moderniseringspolitik er, at Kina fortsat kan tage på indkøbsture i afrikanske råstoflagre, finansiere modernisering af havnefaciliteter i Sydasien, Afrika og Sydeuropa og tilbyde at bygge højhastighedstog til lamslåede amerikanske og europæiske transportkonsortier.

Checkhæftet er Kinas vigtigste våben.

MEN NATURLIGVIS bliver Kinas fortsatte opstigning, som Beijing insisterer på vil være fredelig, ikke gnidningsfri.

USA og EU er undervejs med søgsmål i WTO, fordi Kina har begrænset eksporten af visse strategiske råvarer, herunder de ‘ sjældne jordarter’, som er nødvendige i mange højteknologiske produkter. Beijing vil derfor forsøge at tilpasse de globale standarder for handel og investeringer, så de i stigende grad matcher landets egne moderniseringsbehov.

Dette skifte får også militære og strategiske konsekvenser, hvilket blev tydeligt i april 2010, da kontreadmiral Zhang Huachen udtalte, at »Kina nu går fra et kystforsvar til et forsvar på fjerne have (…) for med udvidelsen af landets økonomiske interesser skal flåden gøre sig i stand til at beskytte livsvigtige transportruter«. Shen Dingli, en anerkendt kinesisk forsker i sikkerhedspolitik, forklarede i juli, at Kina må til at indstille sig på at oprette oversøiske baser af mere permanent karakter. Her er det Myanmar, Bangladesh, Pakistan og Sri Lanka, der får tilbuddene først, hvilket uundgåeligt vil sende Indien op i det røde felt. Så det giver mening, når Barack Obama og Hillary Clinton har travlt med at dyrke forbindelserne til Indien og Vietnam.

Og Europa? Catherine Ashton, EU’s udenrigsrepræsentant, har i et udkast til en revideret strategiplan, fremlagt her i december, anbefalet at ophæve EU’s nu 21 år gamle våbenembargo mod Kina. Militært er embargoen betydningsløs; kun symbolpolitik, men alligevel: Ashton siger, at Europa må tilpasse sig de nye globale magtforhold.

(klumme i Politiken 30.12.2010)

Udgivet i Globalt, Kina | Skriv en kommentar

Et genforenet Korea? Uha!

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen
Både USA og Koreas naboer vil foretrække status quo længe endnu

(26.11.2010) Først et udsagn, der vil være ensbetydende med en kapitulationserklæring for enhver politiker i Sydkorea: »Det er ren illusion at tale om genforening af de to stater på den koreanske halvø. Forskellen i levestandard, politiske systemer og mentalitet er for stor til, at et genforenet Korea kan blive til noget de næste 50 til 100 år. Giv dem lidt bistand og investeringer, og lad os håbe på, at de holder sig i ro«. Den fiktive politiker bag disse synspunkter ville blive sendt ud i glemsel af vælgerne ved næste parlamentsvalg.

Den patriotiske drøm om et samlet Korea kan ingen politisk leder i Sydkorea negligere. Ønsket om at overvinde den ydmygelse og det nationale kompleks, som delingen af Korea efter Anden Verdenskrig skabte, er dyb og har en fælles emotionel klangbund i begge koreanske stater.

Men et er retorik, noget andet realiteter.

Stribevis af meningsmålinger i den sydkoreanske vælgerbefolkning har gennem en årrække sendt et utvetydigt signal: En genforening har ingen hast. Giv ‘ landsmændene’ i Nordkorea tid til selv at løfte sig ud af elendigheden. Frem for alt skal omverdenen ikke blande sig den dag, nordkoreanerne for alvor nærmer sig brodernationen i syd. Hverken Kina eller USA, og slet ikke den gamle kolonimagt Japan.

NÅR HVALERNE slås, knækker rejen sin ryg, lyder et gammelt koreansk mundheld. Hvorfor tro, at naboerne vil koreanerne det godt, når den delte nation engang bliver samlet? Den koreanske tilstand gennem de forgangne 100 år er resultatet af udenlandsk indblanding: japansk kolonisering 1910, amerikansk og sovjetisk kontrol 1945, amerikanskledet FN-indblanding 1950 for at stoppe nordkoreansk aggression og fortsat amerikansk tilstedeværelse og beskyttelse via en atomparaply frem til i dag.

Denne uges nordkoreanske angreb på en sydkoreansk ø er naturligvis ikke udtryk for en reaktion på udenlandsk indblanding.

Men i et genforenet Korea – eller bare et, hvor to stater samarbejder normalt – ville der aldrig have været militære spændinger.

Så derfor, lyder logikken blandt politikere i Sydkorea, skal tilstanden før eller siden ændres.

På det lange sigt er spørgsmålet på den koreanske bundlinje dette: Hvem i omgivelserne har interesse i et genforenet Korea, der i løbet af et par generationer kunne løfte sig økonomisk – og militært med kernevåben? Ikke USA, fordi de amerikanske baser i Sydkorea vil blive lukket, hvilket vil blive startskuddet til et forstærket våbenkapløb i Nordøstasien. USA vil blive stillet over for revision af sin udenrigs-og sikkerhedspolitik, hvis truslen fra Nordkorea og dermed begrundelsen for amerikansk militær tilstedeværelse og atomparaply for Japan og Sydkorea forsvinder.

Ikke Japan, som vil se sig nødsaget til at ruste sig med kernevåben. Værktøjerne har japanerne allerede.

For Japan vil det være nærmest uacceptabelt at have en stærk økonomisk konkurrent kombineret med atomvåben som sin nærmeste nabo.

Ikke Kina, som lever fint med at have tætte relationer til det økonomisk stærke Sydkorea, hvis investeringer bidrager til vækst og udvikling i kinesisk økonomi.

En sydkoreanskfinansieret opbygning af den sammenbrudte nordkoreanske økonomi vil trække sydkoreanske resurser ud af Kina.

Ikke Rusland, som hellere bruger energien andre steder.

SÅ HVOR brutalt det end kan være, ikke mindst for de 22 millioner frysende og sultende nordkoreanere, så er et politisk status quo i Nordøstasien noget, som flertallet af aktører har det udmærket med. Tilbage står det altid presserende spørgsmål om det nordkoreanske atompotentiale.

Den nordkoreanske ledelse har for længst erkendt, at landet står sig bedst ved aldrig at indgå en aftale om atominspektion og nedrustning forstået på den måde, at usikkerhed omkring dets atomvåben tjener det bedst gennem fastholdelse af tvivlen om, hvorvidt Nordkorea er tæt på at have disse våben.

Skulle det ønskværdige ske, at der kommer en aftale om fjernelse af atomfaciliteter i Nordkorea, vil det blive set som første skridt til en genforening af Korea.

Hverken for Kina, Japan eller USA vil det være en velkommen udvikling.

Med andre ord er alle eksterne parter enige om at holde gryden i kog, helst på lavt blus. Det sker bedst med fortsat nervøsitet omkring Nordkorea, hvilket militæret i Pyongyang leverer til fuldkommenhed ved med jævne mellemrum at fremkomme med propagandistiske udtalelser, om hvorvidt det har atomvåben og muligvis agter at bruge dem.

Den nordkoreanske retorik er farverig: »Seoul vil drukne i et hav af ild«, som det så smagfuldt lyder fra propagandakanonerne i Pyongyang. Med en højere grad af ærlighed kunne de nordkoreanske kommentatorer lige så godt have sagt: »Vi gør, som vi plejer, og I gør, som I plejer«. Kynisk måske, men det er realiteterne.

(klumme i Politiken 26.11.2010)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar