Den oversete faktor i Taiwan

Udgivet den 30. september 2011 af flemmingytzen

Østatens faldende fødselsrate får større betydning i forholdet til Kina

MERE END 60 ÅR har Taiwans placering i Asien været defineret af de amerikanske sikkerhedsgarantier, som USA stiller for østaten. Den grundlæggende forudsætning for USA’s beskyttelse er, at skulle en taiwansk regering beslutte sig for at blive en del af Folkerepublikken Kina, sådan som det er Beijings erklærede mål, vil USA ikke modsætte sig en sådan udvikling, hvis den kan ske fredeligt.

Hvis Kina derimod gør brug af militære midler, vil USA reagere, ganske som det skete i foråret 1996, da Kina affyrede en serie missiler i farvandet i et forsøg på at skræmme vælgerne i Taiwan fra at stemme på en præsidentkandidat, som Kina ikke brød sig om.

Missilerne var ganske vist ikke armerede, men beskeden var jo ikke til at tage fejl af.

 

AT DE 23 MILLIONER indbyggere i Taiwan således lever på USA’s og Kinas nåde er kun undtagelsesvis et emne i østatens politiske debat. Med mellemrum opfører Kina og USA et rituelt politisk teater, som bliver en slags temperaturmåling på den sikkerhedspolitiske tilstand ikke bare hen over Taiwanstrædet, men i hele den vestlige Stillehavsregion.

Dette spil handler om USA’s salg af avancerede kampfly til Taiwan. I forrige uge skulle præsident Obama og Kongressen nå til enighed om, hvorvidt USA kunne sige ja til et salg af 66 eksemplarer af den nyeste udgave af F-16-kampflyet til Taiwan. Amerikanerne sagde høfligt nej, og i stedet vil Pentagon levere en ‘ opgradering’ af de 145 kampfly, som USA solgte til Taiwan tilbage i 1992.

Hvor reel er så Kinas militære trussel mod Taiwan? I juli offentliggjorde det taiwanske forsvarsministerium 2011-udgaven af sin forsvarspolitiske hvidbog.

I et kapitel om det kinesiske militær bemærkes, at Kina nu har nået et niveau for sin kapacitet, så det kan gennemføre en blokade af Taiwan og erobre nogle af de mindre taiwanske øer, der ligger lige op ad den fastlandskinesiske kyst. En regulær invasion af Taiwan har Kinas militær endnu ikke kapacitet til, siger hvidbogen, men Folkets Befrielseshær er begyndt at opstille de missilsystemer, der kan ramme skibe i Taiwanstrædet. Hensigten med disse systemer er at afskrække USA fra at sende hangarskibsgrupper ind i strædet, sådan som det skete for 15 år siden.

HVIDBOGEN nævner andre faktorer, der rummer potentielle trusler mod Taiwans sikkerhed, og de er interessant nok ikkemilitære. Naturkatastrofer og energiknaphed omtales, men det virkelig opsigtsvækkende er den demografiske udvikling. Forsvarsministeriets analytikere advarer om, at antallet af unge taiwanske mænd i den værnepligtige alder har været faldende i nogle år, og at tendensen vil fortsætte.

I år vil 117.702 unge mænd kunne optages i Taiwans væbnede styrker. I 2025 vil dette tal være faldet til 75.338. Den demografiske udvikling vil gøre det nødvendigt at fremme planer om at organisere fremtidens forsvar på frivillighed, dvs. kontraktansatte frem for værnepligt.

Fremtidens politikere i Taiwan kommer derfor til at diskutere, hvorledes de skal indrette sig på en militær trussel fra en potentiel modstander, der samtidig er østatens største samhandelspartner. Anslået en million taiwanere har nu fast bopæl i Kina: altså er den demografiske udfordring ledsaget af et problem med voksende hjerneflugt. Den nye taiwanske forretningselite tager til Kina for at møde fremtiden.

Lederen af Taiwan Security Analysis Center ( Taisac), Fu S. Mei, peger på yderligere en faktor, der gør den politiske udfordring svær: »Taiwans militære ledere oplever, at det, de står for, ikke nyder høj prioritering hos præsidenten og regeringen. Den militære dagsorden og dens prioriteringer har ikke megen synlighed. Med det fokus, som præsidenten har på forholdet til Kina, repræsenterer Taiwans forsvarsministerium nu den eneste stemme i regeringsapparatet, som regelmæssigt gør opmærksom på den voksende militære trussel fra Kina«.

Hvidbogen er et forsøg på at skabe opmærksomhed i den aktuelle præsidentvalgkamp, mener Mei.

Jo, det er Paris Hilton, der læser Sun Tzu's The Art of War

HVORDAN ser dette ud fra Beijing?

Perspektivet er enkelt og blev formuleret af den berømte filosof Sun Tzu i bogen ‘ Krigskunsten’ skrevet i det 6. århundrede f. Kr. Heri hedder det: »Man bør erobre fjendens land intakt. At ødelægge det er ikke god krigskunst. Det er altså ikke stor krigskunst, hvis du vinder alle dine slag. Den største kunst ligger i at undertvinge fjenden uden kamp. Den højeste krigskunst er at ødelægge fjendens planer. Den næstbedste er at forhindre fjendens styrker i at forenes (…) den dygtige leder besejrer sin fjende uden kamp, erobrer hans byer uden belejring og styrter ham uden langstrakte felttog. Med sine styrker intakt kan han stræbe mod herredømmet over hele riget, og uden at have mistet én mand vil hans triumf være fuldstændig. Dette er krigslistens metode«.

Og ikke et ord om den gigantiske amerikanske gæld til Kina i denne sammenhæng.

(klumme i Politiken 30.09.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kan og vil Kina redde Europa?

Udgivet den 24. september 2011 af flemmingytzen

Kina udtrykker vilje til at hjælpe skrantende økonomier i EU, men advarer samtidig Bruxelles mod protektionisme.

PARADOKSET skriger til himlen: Klodens største udviklingsland gør sig klar til at hjælpe kontinentet med de velstående, men skrantende og tilsyneladende handlingslammede nationer. Spørgsmålet fra alle hjørner lyder: Følger der betingelser med? Er Europas fremtid ved at blive solgt til kinesiske autokrater?

At tyngdepunktet i den globale økonomi er flyttet østpå er for længst blevet en trivialitet. Betyder det så også, at en nødlidende euro også kan forvente hjælp fra klodens næststørste økonomi?

Adskillige medier refererede for en uge siden den kinesiske regeringschef Wen Jiabao for følgende udtalelse fremsat på et møde i World Economic Forum i den kinesiske by Dalian: »Vi har udtrykt vores vilje til at hjælpe mange gange. Vi vil fortsætte med at udvide vore investeringer i Europa«. Så fulgte betingelserne: »Ifølge reglerne i Verdenshandelsorganisationen WTO vil Kina få fuldgyldig status som markedsøkonomi i 2016. Hvis EU kan vise oprigtighed tidligere end dette tidspunkt, vil vi se det som en ven, der hjælper en ven«.

Samme dag, som Wen Jiabao fremsatte sin udtalelse, offentliggjorde den amerikanske tænketank German Marshall Fund en undersøgelse, at befolkningerne i EU ikke frygter kinesisk dominans i samme grad, som amerikanerne gør det. 46 procent af europæerne ser Kina som en de økonomiske muligheders land, og 62 procent afviser, at Kina udgør en militær trussel. Modsætningsvis ser 63 procent af amerikanerne Kina som en økonomisk trussel, og 47 procent ser den asiatiske kæmpe som en strategisk modstander.

MANGE SPØRGSMÅL hang i luften over Europa, da Wen Jiabao for tre måneder siden gennemførte et besøg i flere lande både inden og uden for eurozonen. Da Wen landede i Birmingham, konstaterede Daily Telegraph, at det var svært at undslippe den oplevelse, at ikke bare Storbritannien, men hele Europa aldrig havde set svagere ud i kinesisk optik.

Der var som så ofte tidligere knyttet megen symbolik til besøget. Wen Jiabao tog til Longbridge, som er hjemsted for bilfirmaet MG Rovers fabrik, et hæderkronet britisk mærke, som blev opkøbt af kineserne i 2005. Fabrikken i Longbridge var engang repræsentativ for den tid, hvor britisk bilproduktion var synonymt med lav produktivitet, hyppige arbejdsnedlæggelser og fagforeningstyranni. I dag er virksomheden det fysiske udtryk for Kinas største industrielle tilstedeværelse i Storbritannien. Ejeren er Shanghai Automobile Industry, og dens hovedaktivitet er at designe og fremstille MG-biler, hvor størsteparten af enkeltdelene er fremstillet på virksomheder i Kina.

Den britiske regeringschef David Cameron sagde under Wens besøg, at det britisk-kinesiske samarbejde skal have meget mere volumen, end det samarbejde om bilproduktion kan give. Cameron har sat et mål: I 2015 skal det bilaterale handelsvolumen op på 100 milliarder dollar, hvilket vil være en stigning på 60 procent i forhold til niveauet i 2010, hvis det lykkes.

Kinas støtte til europæisk økonomi vil også handle om at fremme strategiske kinesiske erhvervsinteresser, hvilket er blevet gjort fuldstændigt tydeligt af Beijings ambassadør i Storbritannien, Liu Xiaoming.

Han udtalte op til sin regeringschefs besøg, at Kina gerne tager mange af byggekontrakterne til de nye britiske højhastighedstog.

»Kinesiske virksomheder overvejer nu, om det giver mere mening at investere i Storbritannien frem for Frankrig eller Tyskland. Vi har brug for at satse på et flagskib, og et højhastighedstog vil være oplagt«, sagde ambassadøren til den britiske avis The Times.

På kun få år er der indtruffet afgørende skift i styrkeforholdet mellem Kina og Europa. Analyseinstituttet ISN Insights minder om, hvorledes et planlagt europæiskkinesisk topmøde i 2008 blev ødelagt af de spændinger, der var skabt op til afholdelsen af OL i Beijing og af den opmærksomhed, som europæiske politikere som f. eks. den franske præsident Nicholas Sarkozy gav den tibetanske eksilleder Dalai Lama. Dengang trak kineserne stikket ud til et planlagt økonomisk topmøde.

I fjor kom Wen Jiabao til Bruxelles med en formodning om, at han ville blive givet prædikatet ‘ markedsøkonomi’ på en sølvbakke af kommissionen. I stedet fik han en liste over forskellige økonomiske handelsteknikaliteter, som var uafklarede. Mødet brød sammen, og en planlagt pressekonference blev aflyst.

Hen over denne mareridtsagtige europæiske krisesommer har kinesiske diplomater forklaret flere europæiske regeringer, at tiden er inde til, at Bruxelles og andre hovedstæder får »orden i eget hus«. Samme besked fik den amerikanske vicepræsident Joe Biden under sit seneste Kina-besøg, som ifølge The Economist havde karakter af en ubønhørlig skolemesterbelæring af gæsten.

Men ét er retorikken og deklarationerne. Hvad har de kinesiske investorer ( og dermed statsmagten) gjort i praksis? Nyhedsbrevet China Brief, der udgives af tænketanken Jamestown Foundation i USA, leverer nogle interessante detaljer i sin seneste udgave. Tidligere i denne måned foreslog den kinesiske viceudenrigsminister Wang Qishan, at London bliver Kinas europæiske center for handel med landets valuta, renminbi. Det fremgår af en artikel af Ting Xu, der er afdelingsleder ved Bertelsmann Foundation i Washington.

Han forklarer også, samhandelen mellem Kina og EU steg med 21 procent i 2010 i forhold til året før, hvilket betyder, at EUområdet nu er en større handelspartner for Kina end USA. Kina har dermed overhalet USA som Tysklands største ikke-europæiske handelspartner.

Men den sydeuropæiske gældskrise da? Ifølge China Brief investerede Kina sidste år i græske statsobligationer som modydelse for en 35-årig lejekontrakt i Athens havneby Piræus.

Tre måneder efter indgåelse af denne aftale stillede regeringschefen Wen Jiabao grækerne i udsigt, at Beijing vil fortsætte med at finansiere græske statsgældsbeviser.

Siden sommeren 2010 har Beijing lovet af købe statsobligationer i Spanien, Portugal og Irland i en politik, som premierminister Wen har kaldt »en hjælpende hånd langvejs fra«.

China Brief forklarer, at hovedparten af Kinas oversøiske investeringer fortsat er koncentreret i Asien og Latinamerika, men omfanget af Beijings kapitalplaceringer i både USA og Europa vokser alligevel med bemærkelsesværdig hast. Mellem 2006 og 2009 firedobledes Kinas investeringer i EU-området til 5.727 milliarder euro, og alene i perioden fra oktober 2010 til marts i år omfattede de 64 milliarder dollar, svarende til en firedobling per kvartalsperiode sammenholdt med de 11 foregående kvartaler. Samme billede gør sig gældende i USA, hvor de kinesiske investeringer næsten tredobledes fra 2006 til 2009.

ER DER EN grænse for den kinesiske velvilje over for Europa? I denne uge citerede den regeringsstyrede avis China Daily den kinesiske EU-ambassadør på en måde, der kun kan tolkes som en diskret advarsel.

Ambassadør Song Zhe forklarede til avisen, at en lang række kinesiske investeringsforslag er blevet blokeret, bl. a. fordi de europæiske myndigheder gennemfører »urimelige« undersøgelser af de kinesiske investorers baggrund.

»Mange erhvervsfolk fra Kina oplever at få deres forslag blokeret, hvilket efterlader det indtryk, at det europæiske investeringsklima forværres. Derfor er der flere, der enten udskyder eller helt opgiver deres planer. Sådanne handlinger kan obstruere kinesiske investeringer. Den europæiske gældskrise har skabt grobund for protektionisme«, sagde ambassadøren.

China Daily citerer en europæisk diplomat for det synspunkt, at Bruxelles traditionelt har et konservativt syn på Beijing, og at dette har rødder i medlemslandenes delte holdninger til giganten i øst.

»Der skal arbejdes hårdt for at få skabt tillid«, pointerer diplomaten.

(publiceret i Politikens Debatsektion 24.09.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Tøbrudsdage i Burma

Udgivet den 23. september 2011 af flemmingytzen

Frygt for arabiske tilstande har ført til forhandlinger i Myanmar

FORSONINGSPROCESSEN i Myanmar, det tidligere Burma, flyder som en lotusblomst på Irrawaddy-floden. Lydløst og langsomt, men retningen er ikke til at tage fejl af. Efter årtiers fastlåst konfrontation vakler det bambustæppe af frygt og fjendtlighed, som i årtier forhindrede politiske løsninger.

Forandringerne ses i det burmesiske medielandskab, hvor der er sket en lempelse i internetcensuren og en voksende mødevirksomhed blandt organisationer, som indtil for nylig blev forfulgt af staten og dens militære undertrykkelsesapparat.

Nobelpristageren og oppositionslederen Aung San Suu Kyi er tilbage i udviklingens centrum, inviteret af ingen ringere end landets præsident, Thein Sein. Forgangne weekend gav hun et interview og udtalte bl. a. følgende:

»Der er sket mange forandringer, men vi er langtfra alle fuldstændig frie. Der er stadig et stykke vej at gå, men der har været en positiv udvikling. Jeg har altid sagt, at jeg er en forsigtig optimist, og en sådan fortsætter jeg med at være. Jeg er overbevist om, at præsidenten er indstillet på positive forandringer, men hvor meget han vil være i stand til at opnå, er et åbent spørgsmål, som vi vil undersøge nøje«.

Da Suu Kyi blev frigivet fra flere års husarrest for snart et år siden, fik hun strenge ordrer om at holde sig uden for politisk aktivitet. Så gik den daværende juntachef, Than Shwe, på pension. Siden har Suu Kyi kunnet rejse ud af sin hjemby, Yangon ( Rangoon), for at holde møder med tusinder af tilhængere. I sidste måned inviterede præsidenten hende til hovedstaden, Naypyidaw, og begge forklarede efterfølgende, at de har fundet områder, hvor de er enige.

I SIDSTE uge blev der slået endnu et hul i det burmesiske bambustæppe. Det skete, da USA’s særlige udsending for Burma, ambassadør Derek Mitchell, gennemførte et fem dage langt besøg, det første af slagsen.

Han havde møder med både regeringsfolk og opposition. Mitchells pressemøde ved besøgets afslutning rummede budskaber, som ville have været utænkelige for bare et år siden.

»Jeg er under mit besøg konstant blevet mindet om, at Suu Kyi fortsat har den allerstørste betydning for borgerne i dette land, både burmanerne ( det etniske flertal, red.) og de etniske minoriteter. Ethvert troværdigt reformforsøg må have hendes deltagelse. Det står ligeledes klart, at hun er fuldt ud engageret i bestræbelserne på fredelige forandringer gennem dialog«.

Den amerikanske udsendings besøg står i skærende kontrast til de tidligere forhandlingsforsøg, der blev gjort af FN’s særlige udsendinge. Dokumenter fra WikiLeaks har afsløret, at eksdiktatoren Than Shwe engang eksploderede af raseri og irettesatte FN-udsendingen Ibrahim Gambari med bemærkninger om, at Myanmar »hverken havde politiske fanger eller humanitære problemer«.

I MANGE år herskede der nordkoreanske tilstande i Myanmar. Omverdenen kunne kun have spinkle formodninger om, hvad der rørte sig i bag magtens Potemkinkulisser i den nybyggede hovedstad, Naypyidaw.

Men tidligere på måneden lukkede en markant afhopper op for en hidtil ukendt indsigt i den daværende juntas tankegang. Manden hedder Aung Lynn Htut, er tidligere major i sit lands militære efterretningsvæsen og næstkommanderende på Myanmars ambassade i Washington indtil sin spektakulære afhopning i 2005.

Aung Lynn Htut ser grund til optimisme i den aktuelle udvikling under det formelt civile styre, som juntaen gav plads til efter et manipuleret valg i fjor: Suu Kyis besøg uden for Yangon og hendes møder med både udenlandske dignitarer og burmesiske organisationsfolk er reelle tegn på tøbrud, mener han.

Den tidligere diplomat peger samtidig på en overraskende faktor, der har bidraget til opblødningen i de militære rækker: det arabiske forår. Myanmars yngre officerselite har indset nødvendigheden af reformer, inden en ny folkelig revolte eksploderer i Yangons gader.

Denne forklaring korresponderer med et udsagn, som Aung San Suu Kyi fremsætter i førnævnte interview: Hun modsætter sig, at Myanmar rammes af en opstand i stil med det, der er set i Mellemøsten og Nordafrika, og pointerer følgende: »Hvad vi ønsker, der skal gøres, er en åndelig revolution.En virkelig revolution tager meget lang tid at gennemføre, og jeg foretrækker, at de forandringer, vi har brug for, opnås ved fredelige midler, gennem forhandlinger«.

Landets præsident, Thein Sein, er klar over, at vejen til politisk legitimitet går gennem Suu Kyi. Der er opstået et interessefællesskab med mindelser om det, der i sin tid udviklede sig mellem Frederik de Klerk og Nelson Mandela.

(klumme i Politiken 23.09.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kan Jesus også frelse Kina?

Udgivet den 15. september 2011 af flemmingytzen

Kristendom og kapitalisme er på en lang march i Øst

I DENNE uge begynder forfatteren Liao Yiwu en foredragsturne i USA for at promovere sin seneste engelsksprogede udgivelse: ‘ Gud er rød: Historien om, hvordan kristendommen overlever og blomstrer i det kommunistiske Kina’.

Liao er sikker på at opleve fyldte foredragssale. Han sætter ord på en århundredgammel amerikansk vision om, at verdens folkerigeste land før eller siden vil blive omvendt til kristendommen. Selv erklærer forfatteren sig for ikketroende, men er blevet udfordret af den realitet, at dagens Kina snart har flere kristne end medlemmer af kommunistpartiet ( med ca. 80 millioner i kartotekerne).

Officielle data fra 2010 fortæller, at Kina har 23 millioner katolikker og protestanter i de tre statsgodkendte kirkeorganisationer. Tælles de uofficielle ‘ huskirker’ med, kan tallet ifølge forskere være på 60 millioner. World Christian Database skønner optimistisk, at Kina har 70 millioner kristne svarende til 5 procent af befolkningen. Dermed er kristendom Kinas næststørste religion kun overgået af buddhismen.

DEN ENKLE forklaring på fænomenet er, at Kina befinder sig i en åndelig krise: Stort set ingen tror længere på den kommunistiske ideologi, og alle er optaget af at skabe materiel velstand. Millioner af kinesere savner moralsk retning i tilværelsen, og deres sjæle lever i et kaos, som Liao skriver i ‘ Gud er rød’.

De kinesiske myndigheder forfølger ham på grund af det forfatterskab, der er ved at give ham anerkendelse i Vesten, så for tre måneder siden måtte han tage flugten over grænsen til Vietnam. Men Liao Yiwu har ikke opgivet troen på, at kristendommen vil bidrage til en uundgåelig transformation af Kina.

Han bemærker et sted, at kommunistpartiet begynder at inkorporere klassiske kristne budskaber som næstekærlighed som en del af den officielle propaganda.

Tendensen bekræftes af forskeren Gerda Wielander fra Westminster University i London.

Hun peger i en nylig analyse i tidsskriftet China Journal på, at partiet i 2009 opfordrede til »udvikling af det positive indhold af religiøse doktriner«. Da titusinder af borgere i foråret 2008 strømmede til for at hjælpe jordskælvsofrene i Sichuan, blev det set som udtryk for en folkelig medfølelse, som partiet siden har forsøgt at profitere af, mener hun.

I APRIL RYKKEDE politifolk ud og fjernede alt inventar i det lokale, som den private Shouwangkirke havde lejet i Beijing for sine godt 1.000 medlemmer. Efterfølgende offentliggjorde 17 ledere af undergrundskirker sensationelt en opfordring til regeringen om at revidere den lovgivning, der lægger rammerne for religionsudøvelse i Kina.

Sagen fik den regeringskontrollerede avis Global Times til at publicere en kommentar, der begrundede lukningen af Shouwangkirken: »En kirke må ikke blive et magtcenter, som kan fremme radikale forandringer. For det vil indebære, at en sådan kirke ikke er optaget af religion, men af politik, og den slags er ikke tilladt for en kirke«.

Kinas statskontrollerede kirkesamfund er reelt partistatens forlængede arm, mens ‘ huskirkerne’ som f. eks. Shouwang har oplevet en eksplosiv fremgang og regelmæssigt er ude for, at medlemmer og præster fjernes og fængsles.

Er der håb om, at et mere tolerant Kina er på vej? I sin seneste bog ‘ Civilization – The West and the Rest’ citerer den britiske historiker Niall Ferguson et anonymt ledende medlem af Kinas Socialvidenskabelige Akademi for følgende synspunkt: Efter mange århundreder som klodens mest avancerede land blev Kina i 1800-tallet overhalet af Europa.

Skyldtes det, at de europæiske hære og flåder havde bedre våben? Var de europæiske politiske og økonomiske systemer mere sofistikerede end Kinas? Ingen af disse forklaringer er direkte forkerte, men hen over de seneste tyve år er de kinesiske historieforskere nået frem til, at hovedforklaringen er europæernes religion, kristendommen. For den kunne sammenbinde kapitalisme med moral og ånd.

ET AF NUTIDENS helt store paradokser er således, at mens kristendommen er på retur i et stagnerende Europa, er den på massiv fremmarch i det land, som formand Mao i 1958 erklærede for »renset for religion«. Men Kinas kirkegængere er ikke fattige og undertrykte proletarer, der søger opium for folket. Det er den entreprenante og pengestærke middelklasse, som Jesus har fået tag i.

Det fysiske bevis for samspillet mellem kapitalisme og kristendom i Kina ligger i Nanjing. Trykkerivirksomheden Amity Printing er verdens største producent af bibeler. Tre ud af fire af de tolv millioner bibeler, der produceres årligt her, sælges til kinesiske kunder.

Ejeren er Amity Foundation, som blev grundlagt i 1985 af en gruppe kristne kinesere. De er i dag millionærer.

(klumme i Politiken 15.09.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kina som det nye USA? Uha!

Udgivet den 11. september 2011 af flemmingytzen

Klodens nr. 2 bør næppe gøre, som klodens nr. 1 har gjort

FOR NØJAGTIG to måneder siden bragte USA’s og verdens førende finansdagblad, Wall Street Journal, en kommentar af en fhv. Microsoft-topchef, Robert J.Herbold. Hans emne var at sammenligne ledelseskulturen i klodens to største økonomier, den amerikanske og den kinesiske. Overskriften fik mange på Wall Street og Capitol Hill til at få kaffen i den gale hals den julimorgen: ‘ Kina vs. USA: Hvilket af de to er et udviklingsland?’.

Herbold beretter, hvorledes han efter en forretningsrejse, der bragte ham fra Los Angeles til Shanghai og Beijing, begyndte at fundere over, hvilket af de to lande der er det mest udviklede.

»Vi må erkende, at Los Angeles er i forfald. Byens lufthavn er beskidt og overbelastet, og der er alt for meget, der ikke vedligeholdes. Til forskel herfra er lufthavnene i Beijing og Shanghai nye og moderne, renholdte og rummelige og med et personale, der er overvældende hjælpsomt (…) og på motorvejene fra Los Angeles til lufthavnen er forfaldet mere end tydeligt, og enhver kender baggrunden: at Californien er bankerot. Til sammenligning er infrastrukturen i større kinesiske byer som Shanghai og Beijing forholdsvis ny og bestemt i topklasse«.

MEN det er langtfra kun forskellen i infrastruktur, der har været slående for gæsten. Herbold forklarer, hvorledes han på sine møder træffer både virksomheds-og regeringsfolk, og at alle er optagede af at realisere Kinas nye femårsplan, som blev offentliggjort i marts. Miljøhensyn og jobskabelse har det stærkeste fokus i denne plan, noterer han og spørger: »Kan vi forestille os, at Kongressen og præsidenten enes om en samlet femårsplan med udsigt til at lykkes på samme måde, som det sker i Kina?«.

Han minder om, at mens Kina sidder på et bjerg af valutareserver og værdipapirer, nærmer de amerikanske statsfinanser sig græske tilstande. Han forklarer også om Kinas bestræbelser på at forkæle de grene af videnskaben, som kan bringe nationen videre, såsom det rekrutteringsprogram, ‘ Titusinde talenter’, der skal bringe oversøisk uddannede forskerhoveder til at rejse hjem og bruge deres evner i fædrelandet.

»Lad os erkende, hvad der er ved at ske. Vi bliver overhalet, fordi den amerikanske regering ikke længere er i stand til at skabe de nødvendige forbedringer, alt imens den autokratiske kinesiske ledelse får sin politik gennemført hurtigt og effektivt«.

SERIØSE debattører er for længst begyndt at spørge, om Kina på sigt overtager USA’s globale lederrolle. Er det overhovedet ønskværdigt, at det kommer så vidt? Historiske erfaringer giver heller ikke belæg for påstande om, at Kina er på vej til at overtage verden.

Kan USA så lære Kina noget om dyderne ved godt naboskab? At undlade at true dem, man bor tæt på? Hverken i Det Øst-eller Sydøstkinesiske Hav er der eksempler på, at Kina har gjort ved sine naboer, hvad USA’s militær har gjort ved Grenada, Panama, Nicaragua, Guatemala eller for den sags skyld Cuba.

Så hvem bør være eksempel for hvem? David Herold, der er lektor ved Hongkongs Polytekniske Universitet, pointerer, at intet andet land siden 1945 har destabiliseret så mange nationer som USA: »USA har belært verden om, at enhver regering har et valg ud af to: enten at acceptere de regelsæt, USA har defineret, eller at anskaffe sig kernevåben som det eneste effektive redskab til at forhindre amerikansk indblanding. Om USA da ikke repræsenterer universelle spilleregler i international konflikthåndtering? Jo, når de gælder alle andre end USA og dets borgere. Krigsforbrydertribunaler? Gælder ikke for amerikanske soldater. Den sidste af torturbødlerne fra Abu Ghraib er for nylig blevet løsladt efter kun otte år bag tremmer«.

Og hvad er det så, et opstigende Kina lærer resten af verden i disse år, spørger David Herold og svarer: »At Kina er helt og aldeles indifferent over for andre befolkningers og landes politiske systemer, religiøse opfattelsermv. så længe disse ikke påvirker Kinas hellige køer, dvs. Taiwan, Tibet og Xinjiang. Ellers er alt, hvad kineserne er optaget af, at tjene penge, skaffe sig naturressourcer og opbygge forretningsforbindelser. At købe af og sælge til flest mulige i verden«.

SÅ NEJ TAK, Kina, lad for Guds skyld være med at gøre som USA. I skal nemlig ikke ønske jer at have USA’s interne vanskeligheder: en gældshul så dybt som Grand Canyon, en arbejdsløshed, der er så høj som Rocky Mountains, et Californien, der er fallit, en tedrikkende fundamentalistisk religiøs bevægelse, der har lammet det politiske system; uduelige demagogiske politikere, et oppustet militærapparat etc.

Forbløffende, at dønningerne fra jasminrevolutionerne i de arabiske lande ikke for længst har ramt Manhattan.

(klumme i Politiken 9.9.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Handlekraft er en japansk mangelvare

Udgivet den 31. august 2011 af flemmingytzen

Stagnation og politisk uansvarlighed i klodens tredjestørste økonomi

HVORNÅR begynder Japans folkevalgte at tage reelt ansvar for at ændre på nationens miserable tilstand, og hvornår viser disse politikere en tålmodig befolkning, at de har den handlekraft, der skal bringe samfundet ud af mange års stagnation? Japan er kendt af omverdenen for effektive transportsystemer, enestående orden og systematik og næsten kriminalitetsfrie storbyer, men landets politiske system ligner noget fra en epoke, der ligger langt tilbage. Den hastighed, hvormed der skiftes regeringschefer ud, har mindelser om autokratiske systemer, hvor hensynet til den folkelige opinion og samfundets behov ikke betyder alverden.

REGERINGSPARTIET DPJ ( Demokraterne) valgte mandag finansminister Yoshihiko Noda som landets sjette regeringschef på fem år. Noda bliver den tredje regeringschef i en regering ledet af DPJ, siden dette parti høstede en historisk sejr over det konservative LDP ( Liberal-Demokraterne) i august 2009. Den afgående regeringschef, Naoto Kan, forsøgte at takle de monumentale udfordringer, der rejste sig efter tsunamien i marts. Han tog skridt til at reformere landets energipolitik, der er domineret af atomindustrien, og skulle finde midlerne til den store genopbygningsindsats i de katastroferamte områder.

En særskat kunne være nøglen til denne finansiering, men blandt flere af Kans og Nodas partifæller er modviljen modnye og ekstra skatter så stor, at de hellere vil skabe usikkerhed om landets ledelse end arbejde for langsigtede løsninger for at hive nationen op af det politiske mudder.

FÆNOMENET kendes også fra forgængeren LDP’s mange år ved magten. Partiernes fraktioner skiftevis bekæmper hinanden og samarbejder, alt efterhvilke personinteresser og enkeltsager der er i spil. Hvad der tilsidesættes eller direkte ofres i disse indviklede kabaler, er de overordnede nationale interesser. Taktikken kvæler strategien.

For økonomer ser det absurd ud, at politikerne ikke kan hæve forbrugsafgiften på kun 5 procent, men sådanne indlysende fi-nansielle redskaber undgår politikerne, fordi de tager taktiske hensyn.

Genopbygningen efter tsunamien 11. marts er den største udfordring for Japan siden krigsnederlaget i 1945. Katastrofen på Fukushima atomkraftanlægget er langtfra afklaret og har følgevirkninger langt ud over lokalområdet. Myndigheder over hele Japan er tilbageholdende med at give igangsætningstilladelser til de anlæg, der er blevet standset for at gennemføre særlige sikkerheds-og kontroleftersyn. To ud af tre japanske kernekraftværker er ‘ afkoblede’, og der er derfor risiko for energimangel i flere områder.

PÅ DET længere sigt er der store uafklarede problemer om, hvorledes verdens tredjestørste økonomi kan genstartes, hvorledes velfærdssystemerne kan opretholdes og udbygges for en befolkning, der ældes hurtigere end i noget andet G20-land. Japans offentlige gæld er den største i gruppen af verdens mest avancerede økonomier, og der er ikke tegn til, at gældsbyrden aftager.

Et medlem af oppositionspartiet LDP, Taro Kono, beskriver tilstanden således: »Vi befinder os i en politisk katastrofe. Det offentlige budgetunderskud og den aldrende befolkning har betydet, at vi i ti år har diskuteret reformer af pensionssystemet, men intet er der sket. Alt for meget er i stagnation, og politikerne må til at erkende virkeligheden. Tiden er ikke længere til politiske fraktionskampe. Vi må samarbejde bredt for at hjælpe nationen«.

En dansk analytiker af japansk indenrigspolitik, Lau Blaxekjær fra Københavns Universitet, forklarer de seneste dages udvikling således: »Når Naoto Kan træder tilbage nu, sker det efter en aftale med oppositionen. Hans kamp til det sidste for at gennemføre energilovgivning og finansiering af genopbygningen er nøje iscenesat. Kan spiller på japanernes forestilling om, at helten altid dør. En politiker, der gør det nødvendige, ofrer sig for helheden, dvs. samfundet og forlader derefter scenen. Det er en del af den japanske politiske mytologi. Men Kan sidder nu bagved som en skyggeshogun og har sin egen mand sat ind som premierminister, der har lovet at fortsætte Kans arbejde«.

DEN STØRSTE udfordring for den nyudnævnte regeringschef og alle japanske politikere af betydning er, at befolkningen har mistet tilliden til det politiske system. Hvis ikke Noda og DPJ får gang i økonomien og hurtigt finder en fornuftig løsning på konsekvenserne af atomkatastrofen, vil meningsmålingerne igen og igen vise vælgernes pessimisme, og Japan vil atter opleve nye premierministre gøre et forsøg.

(klumme i Politiken 31.08.2011)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Realiteterne om Myanmar

Udgivet den 25. august 2011 af flemmingytzen

Sanktionerne har virket: et politisk tøbrud er indledt

EN KOMBINATION af politisk pres og dialog, økonomiske sanktioner og politiske incitamenter har ført til, at en dialog om national forsoning i Myanmar, det tidligere Burma, er sat i værk.

For en uge siden rejste oppositionslederen Aung San Suu Kyi til Naypyidaw, den nyopførte hovedstad 330 kilometer nord for Yangon (tidl. Rangoon), og mødtes med landets præsident, Thein Sein. Dagen før mødet holdt præsidenten en tale med opfordringer til landets etniske oprørsgrupper om at indlede reelle forhandlinger efter et halvt århundredes partisankrig. Efter sin tiltrædelse for fem måneder siden har styret inviteret repræsentanter for Den Internationale Valutafond (IMF) til landet for at drøfte reform af landets pengesystem.

En sådan udvikling ville have været utænkelig under den tidligere juntaleder Than Shwe, der gik på en forgyldt pension efter et manipuleret valg i fjor. Asiatiske og vestlige diplomater har i årevis berettet, hvorledes Than Shwe blokerede for ethvert tiltag i retning af national forsoning i de mange år, hvor Aung San Suu Kyi sad i husarrest, hvorfra hun konstant holdt et tilbud om forhandling åbent.

Regimet brugte valghandlingen i fjor til at håndplukke nogle få civile politikere, der giver garanti for, at generalerne ikke udsættes for et retsopgør om de mange massakrer, de er ansvarlige for. Than Shwe, ’Sydøstasiens Slobodan Milosevic’, nærmer sig de 80, er syg og svækket, og den yngre del af officerskorpset vil gerne have ham sendt ud i glemsel, som det skete med forgængeren Ne Win. Militæret er foruroliget over Kinas økonomiske invasion af det nordlige Burma og vil derfor invitere andre økonomiske aktører end de kinesiske.

DEN AKTUELLE udvikling har givet anledning til en gryende optimisme i de sydøstasiatiske nabolande, USA og EU-kredsen.

I 2014 vil den burmesiske regering have mulighed for at lede formandskabet i den sydøstasiatiske Asean-sammenslutning. Sidst denne mulighed var på tale, var i 2004, men da blev juntalandet droppet med henvisning til netop den manglende politiske dialog om national forsoning. At give den burmesiske regering formandskabet bliver en prøve på politisk troværdighed for ikke bare styret i Naypyidaw, men hele det politiske samarbejde i Sydøstasien.

Giver den påbegyndte dialog resultater i form af gradvis politisk liberalisering, frigivelse af politiske fanger og vestlige tilsagn om udviklingsrådgivning, vil både USA og EU kunne være deltagere i en normaliseringsproces i 2014. Derfor måtte eksgeneral Than Shwe lempes ud gennem en sidedør i fjor, og derfor gav det mening af frigive Aung San Suu Kyi fra flere års husarrest. De beskedne sanktioner fra vestlig side var en konstant påmindelse til Kina, Indien og Asean om, at der måtte lægges et diskret asiatisk pres på det juntastyrede parialand, hvis Vesten og Østasien skulle tilbage på dialogsporet.

Gennem mere end 10 år har kinesiske diplomaters budskab til de burmesiske generaler været: Start en national forsoning. Eksgeneral Than Shwe ignorerede dette vink med en bambuskæp, men hans efterfølgere har rettet ind. Asean har, siden Myanmar i 1997 blev medlem, fortalt juntaen: Find ud af at danne en normal regering, for et militærstyre er ikke en normal regering. Juntaen gjorde en retræte.

SITUATIONEN bærer mindelser om den udvikling, der forandrede Myanmars umiddelbare nabolag for en snes år siden: Det kommunistiske Vietnams besættelse af nabolandet Cambodja 1989-99 afstedkom sanktioner og bistandsboykot fra vestlig side. Da Asean fik sat skub i en dialog, åbnede først Japan og siden EU og USA op for politisk og økonomisk kontakt med Hanoi og Phnom Penh. De vestlige sanktioners positive virkning blev tydelig, da regimerne begyndte at give indrømmelser.

Kinesiske investeringer i infrastruktur vil være det væsentligste bidrag til økonomisk udvikling i Myanmar/Burma fremover. Men EU og USA kan levere, hvad de er bedst til: gradvis politisk liberalisering gennem styrkelse af civilsamfundet.

GIVER DET MENING, at en dansk politiker vil lege turistguide i det engang så isolerede land? Ja, hvis han bruger opholdet vil reel oplysning om landets tilstand. Turisme er ikke og har aldrig været en del af sanktionerne. At hævde at fraværet af masseturisme er årsagen til den økonomiske elendighed i Myanmar svarer til, at man i sin tid havde gjort det sydafrikanske befolkningsflertal ansvarligt for apartheid. Den fratrådte junta svømmer i milliarder fra olie- og gasudvinding, som franske og amerikanske firmaer hjælper til med at skaffe. Måske nogle af disse formuer kunne bruges til fattigdomsbekæmpelse, hvis FN giver en hånd med?

Sanktionerne kan løftes gradvist i takt med politiske indrømmelser fra regimets side. Første krav: frigivelse af politiske fanger.

(klumme i Politiken 26.08.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

En ny start for tibetanerne?

Udgivet den 19. august 2011 af flemmingytzen

Kan en sekulær eksilleder få Kina i tale? En svimlende udfordring

DA TIBETANERNES åndelige leder, Dalai Lama, i april besøgte Danmark, var han en ‘forhenværende’, i betydningen at han ikke længere var politisk leder af det tibetanske eksilsamfund, men ‘ kun’ åndelig leder for alle tibetanere overalt på kloden. Bringer dette skifte gode nyheder med sig for andre end de 150.000 eksiltibetanere?

For et par uger siden blev Dalai Lamas afløser på posten som ‘ kalon tripa’ ( regeringschef), Lobsang Sangay, taget i ed. Udnævnelsen af den 43-årige amerikansk-uddannede akademiker er resultatet af en proces, som tibetanske repræsentanter siger er udtryk for en længe forberedt demokratiseringsproces i det tibetanske eksilsamfund.

»Jeg har ofte sagt, at en religiøs leder ikke bør have et politisk lederskab. Nu lever jeg op til det, jeg selv har prædiket«, sagde den 76- årige åndelige leder i forbindelse med den ceremoni, hvor afløseren blev taget i ed.

Ingen er dog i tvivl om, at Dalai forbliver som den samlende spirituelle og moralske skikkelse, hvis hele livshistorie er synonym med det tibetanske folks skæbne i moderne tid. Det var ham, der under kinesisk pres underskrev den 17-punkts aftale, som i 1951 stillede en form for autonomi i udsigt for den tibetanske befolkning.

Året forinden havde kinesiske hærstyrker annekteret Tibet, efter at den tibetanske region i 40 år havde oplevet reel selvstændighed som et feudalt teokrati og uden at være anerkendt af datidens stormagter.

Da et tibetansk oprør i 1959 blev slået ned af kinesisk militær, fulgte titusinder af tibetanere Dalai Lama over Himalayabjergene til eksilet i nordindiske Dharamsala, hvor hovedkvarteret stadig er placeret.

DALAI LAMAS formelle tilbagetrækning er reelt en indrømmelse til Beijing. De forhandlinger, der har fundet sted siden 2002, har været mellem Beijings udsendinge og repræsentanter for Dalai Lama alene i dennes egenskab af åndelig leder og har handlet om betingelserne for Dalai Lamas tilbagevenden til det land, han flygtede fra i 1959, ikke om indsættelse af en særlig lokal administration i stil med det lokale selvstyre, som Hongkong har haft siden tilbageleveringen i 1997, og som har tjent Hongkong godt.

Ideelt repræsenterer Hongkong-modellen det eneste politisk realistiske alternativ for et tibetansk selvstyre, men i uformelle samtaler har kinesiske diplomater gjort det klart, at det tibetanske samfund ikke har nået et ‘ udviklingsniveau’, hvor denne særlige variant af lokalt selvstyre kan danne forbillede for en fremtidig ordning på det tibetanske plateau.

LOBSANG SANGAY er stillet over for kolossale udfordringer. Han er født i indiske Darjeeling, har en juridisk doktorgrad fra Harvard University i USA og har aldrig besøgt Tibet. Hans far opgav i 1950 en munketilværelse og tilsluttede sig som partisan den væbnede opstand mod det kinesiske styre og blev såret, da han i 1959 var en del af den gruppe, der hjalp Dalai Lama til at flygte ud af Lhasa.

Som ung aktivist blev Lobsang Sangay medlem af Den Tibetanske Ungdomskongres (TYC), som Kina kalder en terrororganisation. Han deltog jævnlig i protestdemonstrationer foran den kinesiske ambassade i New Delhi, hvor han blev arresteret af indisk politi. Siden blev hans synspunkter moderate. Som bosiddende i USA gennem 15 år er han nødt til at bruge de budskaber om trosfrihed og menneskerettigheder, der har klangbund i det amerikanske samfund.

Da eksilsamfundet begyndte at lede efter en afløser for Dalai Lama, var de eneste kandidater, der blev bragt i spil, personer med rødder i USA. Dermed sikres fortsat politisk og økonomisk opbakning hos de mange dollarspækkede amerikanske lobbygrupper, men hvordan kan en Harvard-jurist tale for de tibetanere, der lever i selve Tibet – ludfattige bjergbønder, nomader, småhandlende, børn og unge uden uddannelse og derfor mange analfabeter?

Robbie Barnett, der er direktør for Modern Tibetan Studies ved New Yorks Columbia University, siger det fuldstændig usentimentalt: »Hvis Lobsang Sangay mener sin sag alvorligt, har han forhåbentlig brugt de sidste 15 år på at lære sig kinesisk«.

SELV HVIS DET nogensinde kommer til en reel dialog mellem eksiladministrationen og Beijing, er styrkeforholdet i dag mere ulige end nogensinde tidligere. Med den politiske og økonomiske styrke Kina har bygget op, er en militær besættelsesstyrke på sigt overflødig. Investeringskapital, massive satsninger på infrastruktur, samhandel og åbning af markedsadgang til hele Centralasien repræsenterer en politisk kraft, som selv de mest højrøstede vestlige støtter for den tibetanske sag må kapitulere over for.

Kina har lært af den amerikanske udviklingshistorie i det vestlige USA fra midten af 1800-tallet. Visionen om et sekulært tibetansk lokalstyre med base i Lhasa fortaber sig i meget fjerne horisonter.

(klumme i Politiken 19.8.2011)

Udgivet i Kina | Skriv en kommentar

G2 begyndte for 40 år siden

Udgivet den 5. august 2011 af flemmingytzen

Respekt for den Nixon, der gjorde op med en unormal verden

NÅR HISTORIEN om den amerikanske gældskrise engang skal skrives, vil forskere utvivlsomt kritisere George W. Bush og dennes økonomiske politik. Men i samme forbindelse vil historikere sandsynligvis rose Bush for hans nøgterne Kinapolitik, der gjorde det muligt for USA at opbygge et økonomisk partnerskab med den asiatiske gigant.

Uofficielt kaldes den gensidige afhængighed mellem USA og Kina for G2. Om afhængigheden også udvikler gensidig ansvarlighed, bliver afgørende for en ny verdensorden præget af fornuft.

Hvem lagde grundstenen til G2? En anden republikansk præsident, der sluttede med at være upopulær i sit hjemland.

For en stor del af den generation, der blev politisk interesseret i begyndelsen af 1970′ erne, var Richard Nixon et hadeobjekt. USA’s 37. præsident var en republikansk kommunistjæger, der blev forbundet med grum og brutal realpolitik i Vietnam og Cambodja ( 1969-72) og Chile ( 1973). Som bekendt er Nixon den eneste amerikanske præsident, der er fratrådt embedet i utide og i vanære ( Watergateskandalen 1974).

17 år efter Nixons død er der opstået en anledning til at se præsidentens resultater i et mere forklarende lys. Hans sikkerhedsrådgiver, Henry Kissingers, seneste udgivelse, ‘ On China’ leverer en dyb og detaljeret indsigt i mange af de omstændigheder og motiver, der for fire årtier siden fik Nixon til at indlede en normalisering med det Kina, som amerikanerne havde været i en krigslignende tilstand med siden Folkerepublikkens oprettelse 1949.

Den nu 88-årige Kissinger bruger ikke kun de 586 bogsider på at lovprise sin tidligere chef. USA’s vigtigste diplomatiske håndværker i årene 1968-75 beskriver nøgternt de motiver, der i juli 1971 førte til, at præsident Nixon sendte Kissinger på en hemmelig mission til Beijing for at sondere mulighederne for en politisk åbning.

Kissinger kom til fjendeland med sin præsidents erkendelse af, at Kinas politiske isolation var en historisk anomali.

USA så naturligvis nogle strategiske fordele i at gøre Kina til en medspiller i inddæmningen af Sovjetunionen. Men Nixon havde også et blik for, at Kina skulle bringes tilbage til en accepteret placering i verden. En imponerende vision, når man erindrer sig, at et stærkt Amerika-fjendtligt Kina i 1971-72 netop var kommet ud af den værste og mest destruktive, ideologisk hysteriske fase af kulturrevolutionen.

I FEBRUAR 1972 rejser Nixon til Beijing og indleder en proces, der syv år senere fører til oprettelse af diplomatiske forbindelser efter 30 års konflikt og diplomatisk kulde. Resten er historie, og den er overvejende positiv.

Kissinger forklarer Nixons håndtering af møderne i Beijing i februar 1972 således: »Af de ti amerikanske præsidenter, jeg har kendt, havde han ( Nixon) et unikt greb om langsigtede internationale tendenser.

Han brugte 15 timers møder med Zhou Enlai ( Kinas regeringschef, red.) til at fremlægge sin vision for amerikansk-kinesiske relationer og de konsekvenser, de ville kunne have for verdens tilstand. Nixon forklarer sin udsending, at det er i USA’s langsigtede strategiske interesse at have et normalt forhold til Kina (…) Ikke fordi vi elsker dem, men fordi de er der..og fordi verden er i så hastig forandring«. Han citerer Nixon for under besøget i Beijing at sige til sine medarbejdere: »Prøv at stoppe op, og tænk over, hvad der ville ske, hvis nogen, der kunne levere anstændig regeringsførelse, fik kontrollen med det kinesiske fastland. Gode Gud… (…) hvis du sætter 800 millioner kinesere til at arbejde under et anstændigt system… ville de blive verdens ledere«.

SOM EN illustration af, hvor meget der er spil for hele verden, hvis USA og Kina ikke magter at samarbejde konstruktivt, trækker han en parallel til den situation, som Storbritannien stod i over for et voksende Tyskland i årene op til udbruddet af Første Verdenskrig: USA må forholde sig klogt og forsigtigt over for den realitet, at Kinas fortsatte vækst bringer det tilbage til sin normale placering på verdensscenen.

Kissinger gør i sit konkluderende afsnit brug af filosoffen Immanuel Kant, der advarede om, at vedvarende fred kun vil komme til verden på en ud af to måder: enten gennem menneskelig erkendelse og indsigt eller modsætningsvis katastrofer og konflikt, hvor menneskeheden ikke har haft andre valg.

»Vi er nået til et sådant punkt«, mener forfatteren, der slutter bogen således: »Da premierminister Zhou Enlai og jeg nåede til enighed om den erklæring, som offentliggjorde mit besøg, sagde han: Dette vil ryste verden. Sikke en kulmination, hvis, fyrre år efter, USA og Kina kan bringe kræfterne sammen, ikke for at ryste verden, men bygge den op«.

(klumme i Politiken 5.8.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Da Murdoch løb ind i Kinas mur

Udgivet den 29. juli 2011 af flemmingytzen

Wendi Deng har ikke kunnet udfylde hele den rolle, hun var tiltænkt

HVEM SKULLE have troet, at Rupert Murdoch nogensinde ville nedlade sig til at skulle besvare spørgsmål fra politikere og så tilmed for rullende kameraer? Nu kender verden også hans søn James og hans tredje hustru, Wendi Deng. Det var hende, der demonstrerede en kvik refleks, da en aktivist forsøgte at smøre Murdoch ind i barberskum midt i en byge af spørgsmål fra parlamentarikerne. Hun slog fra sig og minimerede skaderne på sin 38 år ældre ægtefælle. Ikke kun er hun en tigermor for parrets to børn ( f. 2001 og 2003), hun har også demonstreret, at hun er en tigerhustru.

Wendi Deng minder verden om, at Rupert Murdoch i mere end én forstand har haft Kina og Østasien inde i sin strategiske planlægning. Da giftermålet var en realitet i 1999, blev hun set som den kulturelle murbrækker, der kunne hjælpe gemalens interesser på vej ind på det lukrative kinesiske marked. Siden mødte ‘ imperialisten’ sin overmagt i det censurspækkede kinesiske kontrolapparat.

Gennem en snes år forsøgte Murdoch gennem regelmæssige besøg i Kina at få myndighederne til at give selskaber i News Corp. adgang i form af licenser og opkøb. At han næsten har opgivet ambitionen om at spinde guld på det hastigt voksende kinesiske mediemarked stod klart for et år siden, da News Corp. meddelte, at selskabet afhændede de kontrollerende aktieandele i tre af sine Kina-baserede tv-selskaber til lokale firmaer i Beijing og Shanghai.

Tilbage i 1993 købte Murdoch Star TV af en af Asiens rigeste mænd, Li Ka-shing, for en pris af omkring 1 milliard dollar. Overtagelsen fandt sted på et tidspunkt, hvor Star TV sendte underholdningsprogrammer over det meste af Asien, og hvor der endnu ikke var nogen stærk regulering på Kinas dengang beskedne kommercielle tv-marked.

Den fremstormende Wendi var ankommet til netop Star TV, da hun mødte koncernens øverste chef i 1997. Meget hurtigt avancerede hun fra at have været praktikant til at blive juniordirektør. To år senere blev alliancen beseglet med vielsesringe, netop som Kina tog tilløb til at blive medlem af verdenshandelsorganisationen, WTO. Kinesisk statscensur og forfølgelse af regeringskritikere fyldte ikke meget i debatten i Hongkong ( det var lige efter tilbageleveringen i 1997), og vestlige erhvervsfolk mærkede suset fra den åbning af Kinas markeder, som havde taget fart få år tidligere.

NEWS CORP. befandt sig i et kapløb med Time Warner, Viacom og Disney om at komme ind og få bidder af det voksende kinesiske tv-marked for især underholdningsprogrammer.

De fire giganter bød sig til i 2003, da Kinas mest velstående provins, Guangdong (‘ verdens fabrikshal’), begyndte at udstede sendetilladelser. Selskaberne havde en forestilling om, at de fra Guangdong kunne fortsætte erobringen til andre kinesiske provinser.

Men i 2005 offentliggjorde Kinas statsagentur for radio, tv og film de regulativer, der gjorde det klart, at udenlandske medieselskaber ikke ville få lov at opkøbe indenlandske radio og tv-kanaler og andre medieorganisationer.

For News Corp. betød det, at en planlagt ekspansion i form af en joint-venture med provinskanalen Qinghai Satellite Television som partner måtte opgives.

Murdoch tabte angiveligt 50 millioner dollar på dette eventyr, som Wendi Deng var udset til at lede. I stedet fik hun chefjobbet i MySpaces Kina-afdeling, der meget passende bortcensurerer sider på nettet, hvori der indgår ord som Tibet, Dalai Lama og Falun Gong. Wendi Deng forlod selskabet, da News Corp. solgte det fra i sidste måned.

I SINE årelange forsøg på at bane vej for guldrandede aftaler med Beijings mediebaroner spillede Murdoch og hans klakører nogle sjove takter for at komme i mål. Da Hongkongs sidste britiske guvernør Chris Pattens memoirer skulle udgives – og disse var som bekendt fyldt med kritiske observationer af styret i Beijing – var det planlagt at skulle ske på et Murdoch-ejet forlag. Udgivelsen blev droppet, og Patten måtte finde en anden forlægger. Så var det en anderledes generøs Murdoch-hånd, der finansierede udgivelsen af de memoirer, som en datter af den kinesiske reformleder Deng Xiaoping havde skrevet for at hylde sin fader.

Da Rupert Murdoch kaldte Dalai Lama »en gammel og meget politisk munk, der lunter omkring i Gucci-sko«, var ingen i tvivl om, at hensigten var at behage visse forretningspartnere, ganske som da sønnen James satte en etiket på meditationsbevægelsen Falun Gong med ordene: »en farlig, apokalyptisk kult«. Lige lidt hjalp det. Der lå ikke guld for enden af regnbuen i Murdochs kinesiske medieeventyr. Den ydmygelse, Wendi, Rupert og James oplevede i London, var ikke den første, men den var noget anderledes end den, de stødte på hos Wendis landsmænd.

(klumme i Politiken 29.07.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar