Nervøs årsdag for koreanerne

Udgivet den 24. november 2011 af flemmingytzen

For et år siden frygtede verden en genoptagelse af Koreakrigen

NERVØSITETEN var tiltagende i dagene op til årsdagen i går. Kunne fjenden, uforudsigelig som han altid er, finde på at angribe igen? Choi Ok-sun er indehaver af et lille pensionat på øen Yeonpyeong, der ligger et risikabelt sted i Det Gule Hav, tæt op ad den skillelinje, der deler sydkoreansk farvand fra nordkoreansk. I eftermiddagstimerne 23. november i fjor var hun i færd med at forberede sejladsen tilbage til fastlandet for en gruppe gæster. Det lignede en rutinedag.

Så hørte hun bragene, da nordkoreansk artilleri affyrede den første serie af granater mod øen. Choi Ok-sun og gæsterne søgte omgående tilflugt i beskyttelsesrum.

»Pludselig hørte vi lyden af eksplosioner alle vegne«, erindrer hun i en samtale med Korea Times.

»Når vi i så mange år har levet så tæt på Nordkorea, har det været i bevidstheden om, at noget sådant kunne ske. Oplevelsen var skrækindjagende«.

I DET ÅR, der er gået siden angrebet, har Nord-og Sydkorea udvekslet beskyldninger om, hvem der har hovedansvaret for den militære konfrontation, som den novemberdag i 2010 udløste det værste angreb på sydkoreansk territorium siden våbenstilstanden i Koreakrigen 1953.

Den nordkoreanske forklaring er, at man var »tvunget« til at reagere på en sydkoreansk militærøvelse, hvori der indgik artilleribeskydninger. Fire blev dræbt: to sydkoreanske marinesoldater og to bygningsarbejdere. De materielle ødelæggelser var omfattende. For Sydkorea var det en provokation nordfra som så mange tidligere af slagsen, blot en kende værre.

Folk, der besøger Yeonpyeong, beretter som et øsamfund, hvor tilværelsen for de godt 1.300 indbyggere for længst er kommet tilbage til en slags normaltilstand.

Så meget som det nu kan lade sig gøre på en lokalitet, hvor hullerne efter granatnedslagene stadig er tydelige, og hvor bygningsarbejdere stadig arbejder med at reparere skader på de bygninger, der blev ramt for et år siden.

NETOP I disse uger og måneder, hvor USA retorisk gør en hel del ud af at ‘ vende tilbage’ militært til Nordøst-og Sydøstasien, kan det være på sin plads at minde om den geografii regionen, hvor spændingerne er mest håndgribelige. Den koreanske halvø er det sted, hvor årtiers østasiatisk fremgang kan sættes over styr med et fingerknips.

Den koreanske tilstand tjener til at minde om, at USA og Kina er tvunget til at samarbejde, mere end de vil være motiveret til at udfordre hinanden. Kina er den eneste og sidste magt i verden, der kan influere på den irrationelle nordkoreanske adfærd, selv om Beijing vedblivende hævder kun at have begrænset indflydelse på det styre, som Kina reddede fra udslettelse ved at intervenere militært 1950-53.

Kan det nordkoreanske angreb i fjor forklares rationelt? Den kommunistiske stat befinder sig i en arvefølgeproces, hvor lederen, Kim Jong-il, er ved at overdrage magten til sønnen Jong-un, der er sidst i tyverne. Ifølge flere tolkninger var angrebet på den sydkoreanske ø – samt den nordkoreanske sænkning af en sydkoreansk korvet i samme farvand otte måneder tidligere – handlinger, der skulle gøre kronprinsen ‘ acceptabel’ for de virkelige magthavere i Nordkorea, militæret.

For Nordkorea har ikke et militært-industrielt kompleks; den lukkede, kunstige statsdannelse er et militært-industrielt kompleks i en langt mere gennemført forstand end Sovjetunionen, der i sin tid dannede forbillede for den nordkoreanske statskonstruktion.

TILBAGE i juni kom det frem, at Nord-og Sydkorea har holdt hemmelige forhandlinger i Beijing. Sydkoreanerne skal have anmodet modparten i nord om at gå med til afholdelse af et fælleskoreansk topmøde.

Der syntes at være opnået en forståelse af, at parterne skal afstå fra at forlange undskyldninger og placeringer af ansvar for de to militære incidenter i fjor. Senere forlød det, at der var ved at komme fremdrift i sekspartsforhandlingerne om begrænsninger og inspektion af de nordkoreanske atomfaciliteter.

Så hvorfor ser nordkoreanerne nu et behov for at fremstå som fredeligere end for et år siden? Jo, lyder en forklaring, Nordkoreas ledelse mener, at tiden er inde til atter at modtage bistand fra USA og Sydkorea. Næste år skal ‘eneboerkongedømmet’ fejre 100-året for grundlæggeren, Kim Il-sungs, fødsel – og jo, det er ham, der er fader til den siddende diktator og farfar til den kommende.

Der skal orkestreres lidt god vilje i form af potemkinkulisser, der skal vise den sultramte befolkning i nord, at nu er der endelig lidt velstand på vej. Og til ‘ landsmændene’ i syd vil man demonstrere fredsommelighed og gode viljer.

Et sted i Sydkorea vil man ikke bide på den slags propagandatricks: beboerne på Yeonpyeong. De har stadig granatnedslagene rungende i erindringen.

(klumme i Politiken 24.11.2011)

Udgivet i Korea | Skriv en kommentar

Tragedie i Tibet: sjæle i flammer

Udgivet den 18. november 2011 af flemmingytzen

Kan det tibetanske samfund moderniseres, uden at troen fortabes?

EN MAKABER protestform har udviklet sig blandt tibetanske aktivister i Kina: selvbrænding.

Tenzin Wangmo er navnet på den nonne, som i sidste måned antændte sig selv uden for Kirti-klosteret i byen Aba i Sichuanprovinsen. Den 20-årige kvinde skreg i syv minutter sine religiøse budskaber ud til chokerede forbipasserende, inden flammerne havde gjort en ende på hendes liv. Hun blev den niende tibetanske aktivist, som siden marts i år valgte den ultimative offerhandling for at markere modstand mod de kinesiske myndigheders forfølgelse og undertrykkelse af religiøs udfoldelse i Tibet.

Hyppigheden af selvbrændinger er uden fortilfælde, og de er koncentreret i den vestlige del af Sichuan, som tibetanerne kalder Kham. Tragedierne er konsekvensen af, at de kinesiske myndigheder gennemfører en ‘ patriotisk genopdragelseskampagne’, hvis formål blandt andet er at afskære klostrene fra kontakt med tibetanere uden for områdets religiøse centre. Antallet af munke i Kirti-klosteret er angiveligt blevet reduceret med tre fjerdedele i løbet af seks måneder og tæller nu omkring 600. Mindst tre munke er blevet idømt fængselsstraffe på mellem 10 og 13 år for at have ‘ hjulpet’ den 21-årige Lobsang Phuntsog, da han i marts i år valgte treårsdagen for den tibetanske opstand i 2008 til at tage sig selv af dage i flammer. Siden fulgte andre eksemplet.

DE TIBETANSKE selvbrændinger sender mindst to brutale budskaber til omverdenen: Det ene er, at et stigende antal yngre tibetanere i desperation over kinesisk politik vælger at ignorere den ikkevolds-strategi, som har været Dalai Lamas politik i et halvt århundrede.

Det andet, som stort set aldrig er en del af debatten om tibetanernes vilkår, går ud på, at en fredelig sekularisering af det tibetanske samfund efterhånden fortoner sig i tabte horisonter.

Uden for Kina sikrer netmedier, at oplysningerne om de tibetanske selvbrændinger bliver kendt for enhver. Inden for Kina bekræfter blogsamfundet den udbredte opfattelse, at tibetanerne tilhører en befolkningsgruppe, der kulturelt og udviklingsmæssigt er ‘ tilbagestående’ og skal ‘ moderniseres’.

Flere spørgsmål trænger sig på: Kan en sådan modernisering lade sig gøre på en sådan måde, at det forebygger, at unge tibetanere undlader at tage deres eget liv? Kan en vellykket sekularisering af det tibetanske samfund komme til at betyde, at den hårde kinesiske politik bliver unødvendig?

POLITISK og religiøst motiveret selvbrænding var et relativt ukendt fænomen i international offentlighed, indtil den junidag i 1963, da Thich Quang Duc, en buddhistisk munk i det daværende Sydvietnam, satte sig på en gade i hovedstaden Saigon, hældte benzin over sig og satte en tændstik til. Thich Quang Duc protesterede imod det daværende katolskdominerede regimes forfølgelse af landets buddhistiske mindretal. I de følgende år fulgte en stribe lignende aktioner, og de fik utvivlsomt virkninger for den vestlige meningsdannelse om det amerikanske militære engagement i Vietnam. Men glem venligst alle sværmeriske lænestols-utopier om, at Kina forlader Tibet, som USA forlod Vietnam.

Kinas kendteste tibetanske forfatter og blogger, Tsering Woeser – hun er tre fjerdedele tibetaner og en fjerdedel Hankineser – forklarer bølgen af selvbrændinger med, at myndighederne begyndte at tvangsfjerne hundredvis af besøgende munke fra klostre i og omkring Lhasa efter den bølge af uro, der hærgede plateauet i 2008. En stor del af disse munke kom fra Sichuan og vendte tilbage til Kirti-klosteret med beretninger om den forfølgelse, de var blevet udsat for. Tsering Woeser forklarer, at de lokale kinesiske partilederes nedladende retorik om tibetanernes religiøse praksis har udløst en desperation, der ser ud til at brede sig.

Hvordan kan omverdenen få overbevist de kinesiske myndigheder om, at de hårde metoder i de ‘ patriotiske genopdragelseskampagner’ med sikkerhed kun får flere tibetanere til at vælge døden i flammerne?

DER ER to veje frem for mere tålelige og tolerante tilstande i Tibet. Kinas moderniseringspolitik må rumme den erklærede ‘ harmoni’, som kommunistpartiet påberåber sig som landets officielle politik, mens de tibetanske samfund må lære sig den sekularisering, der helt banalt indebærer, at politik og religion adskilles.

Hvis de kredse i Vesten, der støtter tibetanernes ret til at sikre egen kultur, ikke begriber denne sammenhæng, er det, fordi de selv har glemt, hvor nødvendig sekulariseringen har været for udviklingen i de moderne vestlige samfund. Når politik og religion æder sig ind i hinanden, er det opskriften på kronisk elendighed.

Se blot på Mellemøsten.

(klumme i Politiken 18. nov. 2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Papirflyvere til Ai Weiwei

Udgivet den 11. november 2011 af flemmingytzen

Avantgardekunstner sætter dagsorden for kinesisk kulturkamp

KAN papirflyvere gøre en forskel for kunstnerisk og intellektuel frihed? Vist så. Vi ser det i disse dage i en spektakulær styrkeprøve mellem avantgardekunstneren Ai Weiwei og det kinesiske censurapparat.

Forhistorien er, at Ai Weiwei i sidste uge blev dømt til at betale en bøde på 15 millioner yuan ( ca. 13 mio.kr.), fordi han angiveligt har snydt med sine skattebetalinger.

Fristen for betaling er i næste uge, og vælger han at betale, har han samtidig accepteret, at anklagerne er korrekte.

At finde pengene er ikke længere noget problem, eftersom tusinder af hans støtter i løbet af en uge har doneret, hvad der svarer til en million dollar via en betalingsservice på internettet. Da denne blev lukket ned af myndighederne, mødte hans tilhængere op i stimer uden for hans værksted i Beijing, hvor de foldede pengesedler som papirflyvere og sendte dem ind over muren til hans ejendom.

Sandsynligvis har Ai Weiwei slet ikke behov for aktivisternes donationer, da hans værker storsælger i udlandet. Så han har valgt at opfatte bidragene som ‘ lån’, ud over at han naturligvis glæder sig over den solidaritet, som donationerne er udtryk for.

»Her er der tale om folk, som giver udtryk for deres holdninger ved at bruge pengesedler som stemmesedler. Dette viser os alle, at i internettets tidsalder er borgerne i stand til at danne sig holdninger og formulere værdier af egen kraft«, siger Ai Weiwei.

KUNSTNEREN har siden OL i Beijing i 2008 været den mest centrale skikkelse i bestræbelserne på at forandre et Kina, som hvad angår kunstnerisk og intellektuel frihed stadig har svært ved at komme ud af fortidens kulsorte skygger. I tiden op til OL var han en samfundsstøtte og systemets mand via sit medarbejderskab for opførelsen af Beijings Olympiske Stadion, kendt som Fuglereden.

Siden kom Ai Weiwei i modvind. Han blev arresteret i begyndelsen af april, holdt indespærret i 81 døgn og anklaget for skattesnyd. Hans værksted blev ransaget, computere fjernet, hustruen og otte medarbejdere taget med af politiet. Arrestationerne udløste en bølge af protester i Hongkong, blandt kinesere bloggere og i udlandet.

Herefter tog de statskontrollerede aviser fat. Global Times, som er den nationalistiske tabloidpublikation, som partiavisen Folkets Dagblad ejer, skrev efter arrestationerne, at Ai Weiwei har gjort til en dyd at udføre gerninger, som andre ikke tør: »Han bevæger sig meget tæt på de røde linjer i kinesisk lovgivning. Objektivt set har det kinesiske samfund ikke den helt store erfaring med at håndtere den slags personer. Men så længe Ai Weiwei fortsætter, som han er begyndt, vil han marchere lige ind i en rød linje«.

Tidligere har Ai Weiwei i et interview med BBC sagt, at han glæder sig over, at Kinas voksende kulturelle åbenhed har skabt friheder for landets borgere, som for få år siden var ukendte. »Men censuren er der stadig. Der er nogle tabuer, der ikke kan røres. Man skal være klog og på vagt hele tiden for ikke at overskride visse grænser«.

MYNDIGHEDERNES kampagne mod Ai Weiwei og andre intellektuelle og kunstnere, som ikke har den samme berømmelse, som han har, er blevet tolket som statsmagtens reaktion på det arabiske forår. Præventive foranstaltninger, der skal hindre frie ånder i at skabe folkelige bevægelser for forandringer i samfundet.

Dette urgamle trick er velkendt, men rimer dårligt med, hvad magthaverpartiet diskuterede på en fire dage lang konference i sidste måned. Her var emnet kultur og ideologi, og centralkomiteen vedtog, at nationen har brug for at styrke sin ‘ kulturelle sikkerhed’ med kulturproduktioner af større kvalitet end hidtil. Så sent som i sidste uge hed det på lederplads i Folkets Dagblad, at den kinesiske stat bør opbygge udgiverselskaber med internationale brands, der kan bidrage til at udbrede ‘ socialistiske kerneværdier’.

Hvad det så end er i et land med en buldrende statskapitalisme.

For et år siden blev Ai Weiweis seneste større kunstværk præsenteret internationalt. Et tæppe med 100 millioner solsikkefrø af porcelæn på Tate Modern i London. Værkets budskab var, forklarede kunstneren, at fremme en diskussion af individets rolle i et samfund, hvis velstand bygger på industriel masseproduktion.Dengang skortede ikke det på positiv omtale i de kinesiske medier. Nu er han centrum i et kulturelt opgør, som med sikkerhed vil give hans værker endnu større værdi.

Fremtiden for Kinas avantgardekunstnere er, at det kommer til at gå dem lige som landets entreprenører og kapitalister. Denne gruppe blev holdt uden for partistatens rammer indtil for ti år siden, da den daværende partichef, Jiang Zemin, lukkede dem indenfor. I dag er den entreprenante og innovative middelklasse en af de vigtigste støttepiller i det kinesiske samfund og dets magtapparat. Om højst ti år er Ai Weiwei atter blandt de accepterede og feterede.

(klumme i Politiken 11.11. 2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Østasien går fri af eurokrisen

Udgivet den 7. november 2011 af flemmingytzen

Vi ser begyndelsen til afviklingen af vestligt lederskab i global økonomi

HVAD BLEV verden vidne til i sidste uge? Et græsk drama af dimensioner, og de indledende faser af et globalt rollebytte, vi endnu har svært ved at begribe: afslutningen på en økonomisk verdensorden ledet af Amerika og Europa. Historikerne og de økonomiske analytikere kommer på overarbejde.

Umiddelbart op til G20-mødet i Cannes blev økonomen Patrick Chovanec, der underviser på Tsinghua Universitet i Beijing, interviewet af Washington Post, som citerede ham for følgende: »Det ligner en situation, hvor en magtfuld kreditor mødes med meget svage og ydmyge skyldnere. Realiteten er dog, at gældslandene og overskudslandet er indfanget i en omfavnelse, der er problematisk for begge«.
Chovanec sammenligner forholdet Kina-EU med en butiksejer, der tillader sine kunder stadig større kreditter, fordi han frygter, at hvis han undlader, holder de op med at komme, hvorefter han tvinges til at afvikle forretningen.

Er der tale om så stærkt et gensidigt afhængighedsforhold, at Kina som verdens største pengetank nærmest er tvunget til at indgå i et redningsarrangement for euroen?
Nej, det virkelig uhyggelige perspektiv for Europa er, at Kina risikerer at lade være. Ganske vist er EU Kinas største eksportmarked (med et kinesisk handelsoverskud på 230 milliarder dollar), men på det lange sigt kan kineserne vælge at satse mere på handel med deres asiatiske naboer og med andre vækstøkonomier som de latinamerikanske frem for at deltage i tvivlsomme europæiske redningspakker. Gør de det alligevel, følger der politiske betingelser med.

FORKLARINGEN på den asiatiske finansielle robusthed skal findes tilbage i en helt anden krise; den, der ramte en række østasiatiske lande i 1997-98. Siden dengang har regionen gennemført reformer, som har polstret de fleste asiatiske økonomier og rustet dem til fremtiden. Det forekommer ikke realistisk, at et hensygnende Sydeuropa kan gøre Østasien kunsten efter. Grækere, der tager ved lære af sydkoreanere? Glem det.
De ledende asiatiske økonomier har gennem mere end ti år ført en økonomisk politik med fokus på opsparing, investering og opbygning af konkurrencekraft. Kina har gjort som Sydkorea og Taiwan for en generation siden og investeret enorme beløb i produktionskapacitet. Væksten er blevet spredt fra Kina til nabolandene, fordi de kinesiske forbrugere og virksomheder køber varer og produktionskomponenter fra andre asiatiske virksomheder. Hen over en tiårs periode er de asiatiske landes eksport til Kina blevet seksdoblet til nu tæt på 700 milliarder dollar.

De store valutareserver, der er opbygget i Østasien, gør regionen til klodens nye ’verdensbank’, og det må konstateres, at denne opbygning af kapital er udtryk for en soliditet, som gør det muligt for asiaterne at føre en økonomisk ekspansiv politik i lang tid fremover.

Med andre ord kan regionen det, som er ved at være umuligt for Europa: øge gældsætning og kreditgivning. På den måde vil Østasien kunne vokse i flere år uden at løbe ind i vanskeligheder. Offentlige investeringer og indenlandsk privatforbrug vil i voksende grad få større betydning i forhold til eksporten til de vestlige markeder.

INVESTERINGSBANKEN DBS i Singapore har i en prognose set frem mod Asiens placering i verdensøkonomien i 2020 (idet Japan dog er undtaget):
Hovedkonklusionen er, at Østasien allerede har overtaget placeringen som verdensøkonomiens største vækstmotor fra USA. Den samlede asiatiske efterspørgsel til privat og offentligt forbrug samt investeringer er nu større end den amerikanske. Hvor Nordamerika, Japan og EU foretog opbremsning i forbruget efter sammenbruddet i Lehman Brothers (og stadig ligger på nogenlunde samme efterspørgselsniveau) fortsatte asiaterne med at efterspørge. Østasiens efterspørgsel er nu mere end 25 procent højere end før krisen.

DBS fremskriver denne udvikling til, at de 10 største asiatiske økonomier tilsammen i 2016 vil overhale USA. (EU og Japan optræder kun undtagelsesvis i analysen). Asiaterne har indhentet USA hurtigt. Østasiens samlede økonomiske volumen lå i 2000 på 40 procent af det amerikanske. I 2010 var tallet 80 procent. I 2020 vil det asiatiske økonomiske volumen (bruttonationalproduktet) være ca. 20 procent større end USAs.

Tiden er kommet til at erkende det, som den britiske Harvardhistoriker Niall Ferguson blev citeret for her i avisen tilbage i januar: »Vestens tilbagegang kan ikke stoppes. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det kommer til at betyde for vores liv – hvordan vores børn skal uddannes og den slags. Hvad vi hidtil har lært, er ubrugeligt nu – det er en radikalt forandret verden«.

(klumme i Politiken 7.11.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinas libyske dobbeltspil

Udgivet den 30. oktober 2011 af flemmingytzen

Tripoli gør sig klar til den ændrede globale arbejdsdeling i Afrika

KUN I den arabiske verden og på det afrikanske kontinent kan regeringsledere være statsmænd den ene måned for at blive gjort til galninge den næste. Terrorstøtte, Lockerbie og olie gjorde forskellen i Vestens håndtering af den mand, der nåede at misregere sit land i 42 år. En bitter lære for europæiske ledere i håndteringen af Gaddafi, inden han blev sendt ned i tyrannernes fællesgrav.

Europa står ikke alene ved håndvasken, og Kina er ikke gået fri for kritik af sit dobbeltspil i løbet af den dramatiske udvikling i det nordafrikanske klansamfund.

Regeringsdokumenter fundet af libyske oprørere har afsløret, at repræsentanter for Gaddafistyret i juli rejste til Beijing og holdt møder med tre statsejede kinesiske våbenproducenter.

Forhandlingernes emne var køb af våben for 200 millioner dollar, omfattende bl. a. jord til luft-missiler til brug mod de Nato-fly, der bombede mål i de områder, der stadig var under Gaddafiloyale styrkers kontrol.

Kina var dermed på vej til at overtræde de FN-sanktioner, som det selv havde været med til at stemme igennem. Da udenrigsministeriet i Beijing blev konfronteret med oplysningerne, anerkendte det, at forhandlingerne havde fundet sted, men ‘ uden regeringens vidende’, og uden at der blev underskrevet en eneste kontrakt eller afsendt en eneste våbenleverance.

Udenrigsministeriets talskvinde forklarede, at da Sikkerhedsrådets resolution blev vedtaget i februar, blev alle regeringsorganisationer orienteret. Så måske vi blot skal antage, at den statsejede kinesiske våbenindustri er en loose cannon i systemet? SÅ FIK Kina travlt med at rydde op. Beijings anerkendelse af den libyske overgangsregering kom så sent som 12. september. Det nye styre i Tripoli forklarede, at det ville respektere alle de aftaler, Kina havde indgået med Libyen i Gaddafiårene.

Det er ikke småpenge, der er på spil. Omkring 75 kinesiske virksomheder var under Gaddafi engageret i et halvt hundrede større infrastrukturprojekter, veje, broer, telekommunikation til en samlet værdi af næsten 19 mia. dollar.

35.000 kinesiske gæstearbejdere var tilknyttet aktiviteterne, og de blev alle hurtigt evakueret, da konflikten eskalerede i det tidlige forår. Snart genoptages projekterne, men Kinas troværdighed i den arabiske verden har lidt skade.

Det paradoksale i Gaddafis Kinapolitik var, at han i sin tid satte mange af sine oliemilliarder af for at ‘ befri’ sine afrikanske ‘ brødre’ fra vestlig ‘ imperialisme’, men til sin forskrækkelse kunne se, at Kina rykkede ind i flere afrikanske diktaturer og overtog mange af de funktioner, hvor vestlige lande tidligere havde været dominerende.

De nye libyske ledere ved, at situationen kalder på en pragmatisk tilgang. En talsmand for det libyske overgangsstyre er citeret for følgende: »Vi har alle brug for at erkende, at Kina er en supermagt. Hvis det er i det libyske folks interesse, at vi samarbejder med Kina, vil vi naturligvis samarbejde med Kina«.

BEIJING har brug for at demonstrere blød magt. For hvad gør kineserne, næste gang et afrikansk eller arabisk klanvælde ramler? Officielt tales der pænt om overgangsstyret: »Kina respekterer uforbeholdent det libyske folks valg og har tillid til, at Overgangsrådet kan håndtere landets problemer. Vi håber, at de libyske ledere kan stå i spidsen for en inkluderende proces, der kan beskytte national solidaritet og enhed«, lød det fra den udenrigsministerielle talskvinde, Jiang Yu.

Men i en kommentar i det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua lægges der ikke fingre imellem i beskrivelserne af det nye libyske styres vanskeligheder: »For at gennemføre den politiske overgangsproces skal der etableres partier, en regering, skrives en forfatning og holdes valg. Sammensætningen af Overgangsrådet demonstrerer vanskelighederne.

Forskellene i synspunkter gør det umuligt at danne en integrerende kraft. Rådet er fyldt med interne modsætninger, hvilket har vist sig tydeligt i, at dannelsen af en egentlig regering er udskudt flere gange«. Kommentaren påpeger risikoen ved at skubbe det gamle embedsværk til side. Sker det, kan Libyen komme til at gentage den ‘ irakiske model’, advarer Xinhua.

Meget snart vil Tripoli være fyldt med hærskarer af vestlige rådgivere, private sikkerhedsfirmaer, udviklingsagenturer, økonomiske eksperter og sociale ‘ udviklere’.

Verden vil opleve en gentagelse af en urgammel fortælling: påtvungen vestligt drevet modernisering, der kolliderer med konservative klanledere, mange med håndholdte korantekster. Alt imens de kinesiske ingeniører stilfærdigt vender tilbage til byggepladserne uden at prædike politik og moral undervejs.

Lad os kalde det den nye internationale arbejdsdeling i Nordafrika. Olien betaler det hele.

(klumme i Politiken 28.10.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Markedet giver Kinas medier større frihed

Udgivet den 25. oktober 2011 af flemmingytzen

Forskellene mellem Vestens frie medier og Kinas statsstyrede medier er velkendte. Er vi også klar over lighederne, spørger en kinesisk-canadisk medieforsker og underviser i journalistik.

Tæv kapitalisterne. Besæt Wall Street. Bekæmp grådigheden. Angrib de finansielle centre. Oprørets time er kommet, en global bevægelse er ved at tage form. Er det markedets ægteskab med staten, de protesterende vender sig imod? Meget af retorikken lyder som en besynderlig cocktail af 1960′ ernes maoistiske sloganer og den globaliseringskritiske, europæiske ATTAC-bevægelse fra slutningen af 1990′ erne. Men vi bør ikke overraskes, mener den kinesiskfødte medieforsker Zhao Yuezhi, der er på forelæsningsturné i de nordiske lande og i Danmark som gæst hos Nordisk Institut for Asien Studier, NIAS.

»Hvis det aktuelle oprør skal give mening, så er det ikke nok at skælde ud på regeringerne. Vi taler om en neoliberal orden, nemlig det pragmatiske samarbejde mellem de dominerende vestlige økonomier og den kinesiske«, pointerer Zhao.

‘ Besæt Wall Street’ er måske den mest spektakulære variant af en bevægelse, der vil gøre op med de økonomiske eliters altfortærende indflydelse hos beslutningstagerne i Kongressen og i store dele af det amerikanske opinionsmiljø.

Chimerica

Skåret ind til benet retter en stor del af oprøret sig mod det, som den britiske historiker Niall Ferguson har kaldt ‘ Chimerica’, fusionen af amerikanskdomineret finanskapitalisme og den autoritære kinesiske statskapitalisme, mener den canadiske medieforsker.

»Der er et socialt oprør under udvikling i USA, hvilket er nyt. I Kina har der længe været mange protestaktioner rettet mod både virksomheder og myndigheder. Amerikanerne har fået nok af den løbske kapitalisme, mens kineserne er trætte af magtfulde, korrupte bureaukrater. Det er to sider af samme orden«, siger Zhao Yuezhi.

»Så hvis vi mener det alvorligt med at skabe forandringer i den måde, verdensøkonomien fungerer på, så skal bevægelserne komme samtidigt og indefra i både USA og Kina. Det giver ikke mening, at Vesten siger til Kina: I skal ændre på jeres system.
Nu kommer protesterne og opbruddet i Vesten. Dermed kan Kina sige til Vesten: Se, jeres system er ikke perfekt. Kan vi lære af jer, kan I måske lære noget af os«.

Den 46-årige medieekspert er til daglig underviser på Simon Fraser University i det vestlige Canada, men bruger mindst et par måneder om året på at undervise i moderne journalistik på Beijings Kommunikations Universitet.

Zhaos rejse til Vesten begyndte, da hun som 21-årig kom til Canada som en undtagelse fra reglen om, at kinesiske gæstestuderende i vestlige samfund skulle holde sig fra politisk følsomme områder som frie og kritiske medier.

Et par år før opstanden i Beijing i 1989 erkendte Zhao, at hun ville blive i Vesten.

»Så jeg skrev til mit institut i Beijing: Send ikke flere penge. Jeg bliver – og skal nok klare mig«. I dag optræder hun på sit gamle institut som underviser i kritisk journalistik.

Nationalismen vokser

Som person er hun et levende bevis på den modsætningsfyldte fusion mellem Vesten og Kina.

Men systemerne – markedsøkonomien og den politiske etpartistat – de kan vel ikke fusioneres. For kineserne hungrer vel efter at overtage det vestlige system?

Zhao Yuzhi advarer mod forhastede konklusioner.

»Amerikanerne ville få sig en forskrækkelse, hvis de kendte omfanget af den offentlige debat i Kina, for den afspejler stærke kritiske røster vendt mod USA. Det stod tydeligt under OL i Beijing for tre år siden, at de nye, unge liberale middelklasse i Kina er meget nationalistisk og USA-kritisk. De vil ikke have bedrevidende prædikener fra Vesten, der fortæller, hvordan Kina skal indrette sig. Husk, at hjemmesiden anti-CNN. com blev oprettet af studerende fra Kina, der ikke kunne kende fremstillingen af Kina i de vestlige medier«. Er disse nye nationalister så manipulerede af den kinesiske propagandamaskine?

»Kinas medier censureres og styres, men der er store områder, der er umulige at kontrollere. Det mønster, vi ser, er, at debatter eksploderer i cyberspace, hvorefter de etablerede statsejede medier tager dem op. Kinesiske medieledere ved, at de er nødt til at tage befolkningens bekymringer og holdninger alvorligt. Partiets linje er som en kurve, der bugter sig i takt med folkestemningerne. Strategierne skifter hele tiden, man giver og tager, alt efter hvad der rører sig«.

Vækst kontra velfærd

Så hvad handler politisk debat i Kina om lige nu? Groft sagt er det eksportindustrien kontra velfærdsstaten, der er hovedemnet.
Debatten symboliseres af Guangdong – den sydlige provins, der er kendt som verdens fabrikshal – kontra Chongqing i det centrale Kina, hvor en landskendt partichef fører sig frem med maoistiskinspireret propaganda, der taler om social retfærdighed, kamp mod ulighed, organiseret kriminalitet, m. m. To modeller, der rivaliserer, mener Zhao. Og medierne deltager i denne rivalisering.

»De kinesiske medier ejes eller kontrolleres af staten, men når det gælder redaktionel politik har der længe været pluralistiske tilstande«, pointerer Zhao Yuezhi.

Men hvis staten stadig ejer og styrer medierne, er der vel grænser?

»Kinas mediemaskine er ikke længere en monolit. Kommercialiseringen holdt sit indtog for flere år siden. Når et statsstyret medie skal operere på markedets betingelser, sker der ændringer i den redaktionelle linje. Ja, staten kontrollerer, men markedet og læsernes behov styrer, hvad der prioriteres«.

Demokratiet og markedet

Zhao kommer med et udsagn, der i danske ører må lyde kættersk: »Lad være med at tro, at det kapitalistiske marked og det vestlige demokratiske system er hinandens forudsætninger.

Denne kombination er undtagelsen mere end reglen. Historien viser, at markeder har udviklet sig fint under politisk autoritære systemer med åbne økonomier. Medierne i Kina har derfor ikke fuld, men relativ frihed«. Medieforskeren har sin daglige base i Canada, men gæsteunderviser i Beijing.

Er der så nogle tabuer, der skal undgås?

»I min undervisning nævner jeg opstanden i 1989 og Falun Gong, og det er der ingen problemer med. Jeg har fået afvist en undervisningsbog med følsomt materiale, men fik den optaget af et andet forlag. Man må forsøge sig og forsøge at bryde rammer ned hele tiden«. Så hvad er de største udfordringer for kinesiske medier og journalister? »Alle de problemer, der er fulgt med den økonomiske modernisering. Spændingerne mellem land og by. Millioner af kinesere er flyttet fra en udsigtsløs tilværelse i landdistrikterne for at nyde frugterne af urbaniseringen. Så mediernes marked ligger i at rapportere om det moderne liv i byerne. Meget få er optaget af at beskrive fattigdommen på landet, de socialt udstødte«, siger Zhao Yuezhi.

»Den nye unge byelite vil leve som i Vesten. For dem er det, der var en amerikansk drøm for en generation eller to siden, blevet en kinesisk drøm. De har det fint med, at millioner af deres landsmænd slider og slæber ved samlebåndene på fabrikkerne i Guangdong, og de er helst fri for at høre for meget om arbejdsulykker i industrien. Her er det, at de kinesiske medier bør tage en stor udfordring: rapportere om alle dem, der ikke har nydt godt af det økonomiske boom«.

Blå bog: ZHAO YUEZHI

Født 1965 i Zhejiang-provinsen Begyndte som 18-årig at lære sig radiojournalistik i Beijing Kom som udvekslingsstudent til Canada i 1986 Lektor og medieforsker på Simon Fraser University School of Communication, British Colombia, Canada, og gæsteunderviser på Beijing Communication University. Forfatter til bl. a. ‘ Communication in China: Political Economy Power and Conflict’, 2008.

(Interview i Politiken 25.10.2011)

Udgivet i Interviews, Kina | Skriv en kommentar

Kina formaner: EU skal måles på resultater

Udgivet den 21. oktober 2011 af flemmingytzen

»I har jeres demokrati, og vi har vores. Lad os respektere hinanden«, lød det fra en selvsikker kinesisk udenrigsminister i København

Glem alt om Kina og Europa i systemkonflikt eller i en nyere udgave af civilisationernes sammenstød. De globale udfordringer betyder, at vi mere end nogensinde har brug for hinanden. Udnyttelse af de store potentialer i Europa og Kina forudsætter gensidig respekt for, at de politiske og sociale systemer er forskellige.

Et budskab leveret med robust optimisme og rigeligt med smil på læben hos afsenderen, udenrigsminister Yang Jiechi, da han torsdag formiddag (20.10.) talte for et par hundrede særligt inviterede i festsalen på Københavns Universitet.

Yang tog ved flere lejligheder ordet ‘ demokrati’ i sin mund. Først anerkendte han, at den langvarige europæiske integration har bygget på demokratiske principper.

Dernæst pointerede han, at Kinas kommunistparti gennem 30 års økonomiske reformer har udviklet sin egen variant af demokrati. Hvordan definerede han så dette? Såre enkelt: Et system, der lever op til befolkningens forventninger. På godt dansk: Leverer varen i form af højere levestandard for det store flertal.

Dagen forinden havde udenrigsminister Villy Søvndal ( SF) rost Kina for at have trukket mellem 300 og 400 millioner af sine borgere ud af den værste fattigdom.

Yang var en anelse mere beskeden og talte om 200 millioner. Her havde han taget tilløb til talens allervigtigste budskab: at regeringer skal måles på de resultater, der mærkes i befolkningerne. »Dette er Kinas højeste prioritet«, lød det. »Og vi er i stand til løbende at korrigere de systemfejl, der opstår undervejs«, tilføjede han.

Underforstået: Finans-og gældskrisen har vist, at lige netop dette har Europa svært ved. Den selvsikkerhed, som meldingen blev fremført med, lod næppe mange tilhørere i tvivl om, at Kina ser på Europa ovenfra og ned, mens Europa ser nedefra og op på Kina.

Yang Jiechis mange lovord om Danmark – vi er på mange måder et foregangsland i Europa og en strategisk partner for Kina – manede onsdagens forlydender i medierne om en krise i forholdet til Danmark i jorden.

På sidelinjen forklarede udenrigsministerielle embedsfolk, at Yangs fravær ved et møde med pressen sammen med udenrigsminister Villy Søvndal skyldtes tilfældigheder.

For Danmark befinder sig i en superliga i den kreds af lande, som giganten i øst knytter tættere kontakter til. Med det EU-formandskab, der venter lige om hjørnet, vokser vi flere centimeter i betydning i Beijings optik.

Talen til de særligt inviterede blev også brugt til at trække nogle velkendte kinesiske streger i det globale sand: Kina blander sig ikke i andre landes interne anliggender og forventer, at ingen lande blander sig i, hvad Kina opfatter som sine interne anliggender.

Der var efter Yangs tale tid til en håndfuld spørgsmål, og et af dem gik ud på følgende: Hvordan tackler Kinas regering det paradoks, at Kina står for et ikke-indblandingsprincip, men er økonomisk til stede i alle verdensdele og ‘ blander sig’ alene i kraft af sin vægt som eksportør, leverandør, producent, opkøber af råvarer, investor og meget mere? For slet ikke at tale om, at Kina er det medlem af Sikkerhedsrådet, der leverer det største antal soldater til FN’s fredsbevarende enheder.

Jo, forklaringen er meget enkel: Økonomisk udvikling og politisk stabilitet er forudsætninger. Derfor er princippet om ikke-indblanding helligt.

Tibet blev ikke nævnt direkte, hverken af gæsten eller af de få spørgere, der fik tildelt en bid af den stramt afmålte tid, men et andet for Kina meget følsomt område kom op: Taiwan.

Øen har som Republikken Kina styret sig selv på et demokratisk grundlag i snart 25 år og har i mere end 60 år støttet sig på amerikanske militære garantier, så hvordan har Beijing det med, at Taiwan om få måneder afholder præsidentvalg med mulighed for, at et oppositionsparti, som Kina ikke bryder sig om, kommer til magten? Udenrigsministerens svar: »Vi glæder os over de seneste års positive udvikling i samarbejdet tværs over Taiwanstrædet.

Uanset udfaldet af de kommende regionale valg er det vort håb, at dette samarbejde kan fortsætte med de kommende regionale ledere«. Sagt med andre ord: Kina er ikke et land som Europas nationalstater. Beijing lever fint med at have forskellige styreformer inden for samme stat.

(nyhedsanalyse i Politiken 21.10.2011)

Udgivet i Globalt, Kina | Skriv en kommentar

Handelskrig Kina-USA? Gys!

Udgivet den 21. oktober 2011 af flemmingytzen

Oh ve, oh skræk. Protektionisme er det sidste, verden har brug for

KAN udenrigsminister Villy Søvndal vise sig at være en af Europas mest energiske frihandelsaktivister? Spørgsmålet kan lyde som lidt af et tankeeksperiment, men på onsdagens møde mellem Søvndal og den besøgende kinesiske udenrigsminister, Yang Jiechi, har et af emnerne utvivlsomt været betingelserne for bedre global samhandel og mere specifikt handelsrelationerne EU-Kina.

USA er nok også blevet nævnt, og mon ikke begge de herrer udenrigsministre har været bekymrede? Som bekendt har det amerikanske Senat netop vedtaget et forslag, der anbefaler, at USA lægger en straftold på udvalgte varekategorier, som Kina eksporterer til det amerikanske marked. Begrundelsen er den velkendte, at fordi den kinesiske regering angiveligt holder landets valuta kunstigt lav, opstår der en økonomisk ubalance, hvorved den i forvejen høje amerikanske arbejdsløshed forværres.

Sagt mere direkte: En kunstigt lav kurs på den kinesiske yuan ( RMB) eksporterer arbejdspladser fra USA til Kina, mens millioner af kinesiskfremstillede produkter fylder hylderne op i Wal-Mart og andre steder.

STRAKS efter vedtagelsen i Senatet gjorde republikanerne i Repræsentanternes Hus det klart, at lovforslaget ikke kommer videre. Det Hvide Hus’ talsmand kom med en slet skjult trussel om et veto. Her følger forklaringerne på kongresmedlemmernes og præsidentens modvilje: Amerikanske beslutningstagere har længe kunnet observere, at Kina langsomt, men sikkert er i færd med et økonomisk kursskifte. Sigtet er at lade vækstmotoren i stigende grad være indenlandsk efterspørgsel og forbrug frem for eksport til vestlige markeder.

Ser man på kursudviklingen mellem dollar og yuan over et femårigt forløb, er den kinesiske valuta steget i værdi med næsten en tredjedel. Det kinesiske arbejdsmarked har oplevet så markante lønstigninger, at en del af den mere sofistikerede fremstillingsvirksomhed nu er ved at tage returrejsen fra Kina til USA. Hvad mere er: I den periode, hvor yuan’en steg mest i værdi, fortsatte det amerikanske handelsunderskud med at vokse. Der er derfor kun en begrænset sammenhæng mellem den kinesiske valutakurs og det amerikanske handelsunderskud.

Sidst, men ikke mindst: Den amerikanske eksport til Kina er i pæn vækst. Børsanalytikeren Andy Rothman har gjort op, at hen over et tiår er den amerikanske eksport til Kina vokset med 468 procent, langt foran nr. 2 på listen over amerikanske eksportmarkeder, Tyskland.

Giver øget protektionisme mening indenrigspolitisk i USA? Hvis en amerikansk familie for ti år siden købte nyt fjernsyn, var dette sandsynligvis fremstillet i Japan eller Sydkorea. I dag kommer det fra Kina.

Hvis USA via lovgivning sætter barrierer op mod import fra Kina, flytter det blot importen af tv-apparater et andet sted fra, f. eks. Indonesien eller Vietnam. Ingen nye job i USA her.

SKABELSEN af global velstand har som en af sine støttepiller, at USA og Kina får mest mulig gavn af hinandens potentialer. En øget diversificering af Kinas industri kan bidrage til at trække de skrantende vestlige økonomier i gang, hvis vel at mærke disse selv tager nødvendige reformskridt.

Der tales ofte om, at tidspunktet for, hvornår Kina indtager pladsen som klodens største økonomi, rykker tættere på for hver dag. Kan USA tillade en sådan udvikling? Ja, den er helt naturlig, eftersom et marked med 1,3 mia. forbrugere potentielt har et større volumen end et marked med 300 millioner ditto. Den amerikanske økonomi er i dag stadig mere end dobbelt så stor som den kinesiske. Måler man velstanden per indbygger, er gennemsnitsamerikaneren 12 gange rigere end kineseren.

Så selvfølgelig er det i USA’s interesse, at Kinas vækst fortsætter. Så kan flere kinesere melde sig ind i middelklassen og dermed blive i stand til at efterspørge de produkter og serviceydelser, der produceres i USA. Frem for alt kan flere kinesere få råd til at rejse til USA, opleve de amerikanske tolerance-og frihedsbegreber på nærmeste hold, få mulighed for at sende deres unge på amerikanske universiteter etc.

For det moderne og åbne USA har rigtig meget, som Kina kan lære af. Ikke fordi vi kan og skal forvente, at en fremtidig kinesisk ledergeneration med ét slag indfører et politisk system som det amerikanske. Mindre kan også gøre det: Kina har for længst lært at give plads til et større civilsamfund i form af forbrugergrupper, miljøorganisationer og andre interessebaserede foreninger.

Amerikanerne kan f. eks. lære kineserne en hel del om at styrke borgernes retssikkerhed via en mere konsekvent lovgivning. Hertil kræves ikke, at Kina indfører et topartisystem som i Washington.

(klumme i Politiken 21.10.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Forsinket forår i Myanmar

Udgivet den 14. oktober 2011 af flemmingytzen

De første politiske fanger er frigivet. Vestligt pres bør lempes gradvist

ET POLITISK forår har indfundet sig i Myanmar/Burma, netop som regntiden er ved at ebbe ud. Onsdag i denne uge løslod regeringen 200 politiske fanger som et led i en amnesti, der følger en vedtagelse i det ellers militært dominerede parlament.

At der er ændringer på vej i det førhen så fastfrosne politiske landskab, kan ikke længere drages i tvivl.Den dialog, som landets præsident, Thein Sein, har sat i værk med oppositionslederen Aung San Suu Kyi er en reel undsigelse af det militærstyre, der blev sat på pension tidligere i år. Derfor er der stor risiko for et kup, der sætter reformpræsidenten fra bestillingen. Moderne burmesisk historie savner ikke eksempler på den slags.

Kursændringen fremgår af flere andre begivenheder. Parlamentet er begyndt at reformere mange af de love, som den tidligere junta dekreterede.Censuren af flere medier og internettet er blevet lempet.

Suu Kyi fik i sidste måned offentliggjort en artikel i et af landets medier, en ugeavis interviewede hende, og en anden bragte på forsiden en reportage om hendes besøg i en provinsby. Hadekampagnerne, fordømmelserne mod ‘ statens fjender’ og den negative propaganda mod regimets modstandere er væk.

Eksiloppositionens medier, herunder magasinet irrawaddy.org og radiostationen Democratic Voice of Burma ( dvb. no), blokeres ikke længere på landets internetcafeer.

Så ja, der er tale om et tøbrud, men politisk er det stadig en gletsjer, der skal sættes i bevægelse.

En stribe af vestlige delegationsbesøg fra EU og USA er blevet gennemført. Blandt gæsterne har været en af juntaens hårdeste kritikere gennem årtier, den amerikanske senator og fhv. præsidentkandidat John McCain. Alle delegationer har fået ubesværet adgang til møder med Suu Kyi; en dramatisk forskel, når man erindrer sig tiden under den tidligere diktator Than Shwe.

ALLE parter tager skridt, som var det i et minefelt, for 60 års militærstyre går ikke væk af sig selv. Tilbage i 1988 kollapsede det daværende etpartistyre, efter at datidens junta åbent erkendte, at ansvaret for landets mangeårige økonomiske elendighed lå hos dem selv (!). Det lignede et scenarie, hvor drejebogen kunne have været skrevet af en burmesisk Gorbatjov: I maj 1990 blev der afholdt et parlamentsvalg, som Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, vandt stort. Efterfølgende meddelte juntaen, at valgets resultat ikke ville blive respekteret. Gletsjeren gik i stå.

Da den daværende juntachef Than Shwe i november lod afholde et manipuleret parlamentsvalg, overlod han den politiske ledelse af landet til det, han troede var svage ledere, svage partier, et pseudoparlament og et splittet militær, som han troede ville forblive loyalt over for landets seniorer.

Men afløseren, Thein Sein, ved som tidligere general, at det burmesiske samfund med en sådan ledelse risikerer en gentagelse af den tilstand, der eksploderede i landet i 1988. Der er kun én vej ud af kviksandet: reformer, og de skal komme indefra.

THEIN SEINS regering ønsker sig formandskabet for den regionale samarbejdsorganisation Asean i 2014. Det nuværende formandsland, Indonesien, har tilbudt at sende sin udenrigsminister på besøg for at afprøve, om Myanmar er ‘ parat’ til formandsrollen. Interessant, fordi en sådan formel godkendelse ikke tidligere er taget i anvendelse.

Hvad der i disse måneder bløder de politiske fronter op, er kombinationen af stok og gulerod. USA svinger stokken ved sine meget vidtgående sanktioner, og Hillary Clinton lover lempelser, hvis styret leverer mere på områder som frigivelser af flere politiske fanger og fortsat dialog med oppositionen. Hvis Asean giver formandskabet til Myanmar, åbnes der op for besøg af politikere på topniveau fra de vestlige stormagter. Derfor har Thein Sein stærkt brug for Suu Kyi, den eneste oppositionsleder med reel legitimitet.

Den store nabo i nord, Kina, ser nervøst til. Den burmesiske regering meddelte for et par uger siden, at den indstiller et stort dæmningsbyggeri i Myitsone i den nordlige Kachinstat, hvor et statsejet kinesisk selskab står for et milliardprojekt på den største af Myanmars floder, Irrawaddy. Beijing har bedt om forhandlinger.

Beslutningen om at sætte dæmningsprojektet i bero er interessant: Thein Sein viser vilje til at smyge sig ud af Kinas økonomiske omklamring og nærme sig Vesten. I denne måned ankommer en delegation fra Den Internationale Valutafond for at forhandle reformer af det burmesiske pengesystem og dermed mulighed for internationale pengeoverførsler.

Udsigten til en gradvis lempelse af de amerikanske sanktioner, der blev indført 1997, men som fritager Myanmars største indtægtskilder, olie og gas, tegner sig nu i horisonten bag Den Grå Moulmein Pagode.

Vi taler om en noget for noget-politik: Kun med fortsatte reformer indefra kommer der flere håndsrækninger fra Vesten.

(klumme i Politiken 14.10.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Politisk farce i ferieparadiset

Udgivet den 6. oktober 2011 af flemmingytzen

Inden vinterferien planlægges: Alt er ved det gamle i Thailand

VELKOMMEN til ugens gættekonkurrence. Emnet er denne gang eksotiske lande. Her følger to landebeskrivelser.

Første land har en ældgammel monarkisk tradition, dyb respekt for religiøse værdier og social og politisk tolerance. Nationen skabte respekt i verden ved for snart 80 år siden at lade et absolut monarki afløse af en moderne demokratisk styreform med respekt for meningspluralisme og fri dannelse af politiske partier. Landets elite forstod at holde sig uden for de krige og konflikter, der rasede i nabolandene. Man opbyggede et tæt forhold til den vigtigste af alle demokratiske stater, USA, og accepterede en betydelig amerikansk indflydelse. I perioder var landets demokratiske system udsat for kriser og uhensigtsmæssig indflydelse fra magtfulde grupper, men man kom altid igennem prøvelserne med friheden intakt.

Socialt er landet præget af stor ulighed, men det er nærmest umuligt at finde folk i regulær sult og elendighed. Landet er kendt som gæstfrit og tager imod besøgende fra rige lande i stort tal. Af samme grund er det en udbredt opfattelse hos besøgende, at landet besidder en harmoni og venlighed, som er unik. Titusinder af danskere har været der, og titusinder er vendt tilbage.

LAND NR. 2 har en mudret og ujævn politisk historie. Der har været lange perioder med militærdiktatur og forfølgelse af grupper og individer, der kritiserede de herskende eliter. Gennem årtier har landet eksperimenteret med demokrati, men det har været vanskeligt af få en demokratisk kultur til at slå rod. Der har gennem et halvt århundrede været afholdt så mange parlamentsvalg og gennemført så mange justeringer af forfatning og valglove, at det vil kræve et helt fakultet af samfundsforskere at holde styr på sagerne.

Politiske kampagner og valghandlinger er stadig kontrolleret af pengestærke individer og klaner, der hader hinanden og lader kriminelle bander organisere gadevold, overfald og ildspåsættelser. Statsmagten har et magtfuldt militær og mange særlige sikkerheds-og politistyrker. For nogle år siden blev flere hundrede formodede narkohandlere likvideret af politiagenter og statsbetalte lejemordere.

Landets rigeste personer er også de mest magtfulde, hvilket dog er bredt accepteret i store dele af befolkningen, så længe de rige hjælper de fattigste. Eller lader som om.

SÅ HVILKE to nationer er der tale om? Kære læser, du er blevet udsat for et trick. Vi taler om et og samme land: danskernes foretrukne ferieparadis øst for Suez, Thailand.

Ganske som hos os har Thailand nu en kvindelig regeringschef. Hun hedder Yingluck Shinawatra og vandt sommerens parlamentsvalg. Som efternavnet demonstrerer, er hun søster til den mest kontroversielle person i thailandsk politik i nyere tid: den landflygtige milliardær Thaksin Shinawatra.

Vi har her et moderne klanvælde, der er kommet til magten på tilsyneladende helt legal vis, om end en sammenligning med Hækkerupklanen i Danmark næppe holder vand.

Thailand har netop passeret femårsdagen for det ublodige militærkup, der satte Thaksin Shinawatra fra magten. Siden har han fjernstyret sine tilhængere fra skiftende eksilbaser i Asien og Mellemøsten. Ved effektiv brug af sociale medier er det lykkedes Shinawatraklanen at udkommandere tusinder af tilhængere på gaderne i Bangkok, hvor de er blevet konfronteret med andre klanledere, der ikke synes godt om, at en velbeslået populist har vendt op og ned på den eksisterende orden i solskinslandet.

FOR TRE år siden blev Thaksin dømt for korruption, men der er i det nye parlament et voksende pres for at få vedtaget en amnestilov, der vil indebære, at han snart kan vende hjem som en fri og ustraffet mand. I lillesøsters regering sidder ministre, der indlysende taler om, at den arme rigmand blev dømt af politiske grunde, for som bekendt kan hverken kongehuset eller den magtfulde militære elite holde ham ud. Det var jo deres privilegerede positioner, han angreb i årene 2001-2006, da han var en yderst populær regeringschef.

Thaksin rejser verden tyndt på et pas udstedt af – Montenegro. Hvor morsomt kan det blive? For nylig tog han turen fra luksusboligen i Dubai til Tokyo og derfra videre til Phnom Penh, Cambodja, hvor han er udpeget som særlig rådgiver for en anden af Sydøstasiens oligarker, regeringschefen Hun Sen.

På Institut for Sydøstasiatiske Studier i Singapore siger forskeren Pavin Chachavalpongkun om tilstanden i sit hjemland: »For et par måneder siden ville jeg have sagt, at der er to regeringschefer i Thailand, Yingluck og hendes bror. Nu er der bare én, Thaksin«.

(klumme i Politiken 6.10.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar