Suu Kyi lover forsoning, ikke tilgivelse

Udgivet den 31. marts 2012 af flemmingytzen

Myanmars demokratiikon, Aung San Suu Kyi, ser søndagens valghandling som begyndelsen på en lang forsoningsproces. Årtiers menneskeretskrænkelser vil ikke blive glemt, lover hun.

De første minutter af Aung San Suu Kyis møde med et par hundrede internationale mediefolk i haven uden for privatboligen på University Avenue i Yangon går med at løse tekniske problemer. Nogle af demokratiikonets velkomstord forsvinder i et skingert elektrisk hyl, og hendes hjælpere må have råd og vejledning fra besøgende tv-folk for at få lyden til at fungere.

Derefter går det tjept derudad på skiftevis engelsk og burmesisk i nøjagtig 100 minutter, hvor den snart 67-årige nobelpristager demonstrerer sin elegante, men også polerede retorik og enestående evne til at manøvrere i det politiske minefelt, hun har befundet sig i gennem mere end et par årtier med mangeårig chikane, husarrest, sygdom og isolation.

Suu Kyi var en uge tidligere kollapset af overanstrengelse og dehydrering under en flodsejlads i forbindelse med et af sine kampagnebesøg i provinsen.

»Jeg blev syg og havde brug for hvile. Min tilstand er stadig en anelse skrøbelig«, forklarer hun.

Hun gør samtidig en pointe ud af, at hun har nået at være rundt i alle landets provinser og især har mødt folk fra de områder, hvor de væbnede konflikter har stået på, siden landet fik selvstændighed.

»Jeg tror på en ægte demokratisk union, hvor vore folkeslag kan leve fredeligt sammen«, siger hun og antyder dermed, hvor hendes fremtidige politiske rolle kan få sin største betydning: som mægler mellem parlamentet og de regionale oprørsgrupper, der endnu ikke tror på regeringens tilbud om fredsaftaler.

Så følger en stribe svar på en række af de presserende spørgsmål om det suppleringsvalg, der ventes at give hende og et antal partifæller nogle af de 45 pladser, der er i spil.

»En fri og retfærdig valgkamp har der ikke været tale om. Vi har dokumenteret foreløbig to tilfælde af overfald på vore kandidater. Men dette rokker ikke vort partis vilje til at deltage. Formålet for os har været at vække befolkningens politiske bevidsthed. I de dage, da jeg var syg, voksede antallet af deltagere ved vort partis møder kun endnu mere«, lyder den optimistiske udmelding.

Om hun frygter at blive udnyttet af et militærstyre, som forlods har sikret sig et markant flertal i parlamentet?

»Så længe det kan gavne nationen, har jeg intet imod at blive udnyttet«.

I det kontroversielle spørgsmål om EU-sanktioner, som skal til revision om en måned, svarede Suu Kyi:

»Vi venter med at komme med anbefalinger til efter valget«.

I samme åndedrag hilser hun udenlandske investeringer velkommen, hvis de gennemføres på et etisk forsvarligt grundlag. De skal ikke kun gavne den militære elite, men den brede befolkning.

Og turisterne? »De er velkomne, hvis da de ellers kan få hotelværelser«, siger Aung San Suu Kyi.

Politiken spurgte om, hvorvidt hun fra sin plads i parlamentet vil bakke op bag forslag til internationale undersøgelser af årtiers menneskeretskrænkelser i landet.

»Vi vil støtte ethvert politisk skridt, der forbedrer menneskerettighederne i landet. Men den menneskeretskommission, som regeringen har nedsat, er mit parti ikke blevet inviteret med i. Der foregår lokalt en stribe overgreb, og dem rapporterer vi om«.

Vil en repræsentation i parlamentet betyde, at hun kommer til at tilgive militærets overgreb på civilbefolkningen?

»Vi deltager i den politiske proces for at udføre politisk arbejde, og hverken tilgivelse eller gengældelse er en del af dette. Vi arbejder for national forsoning gennem ikkevoldelige midler. På lang sigt er det ændringer af forfatningen, vi har som mål. Men I får mig ikke til spekulere i valgkampen til præsidentposten i 2015!«.

Om hun har tillid til, at samarbejdet med den reformvenlige præsident Thein Sein kan vare ved?

»Han mener det oprigtigt. Hvad der er uklart, er, om han har hele militæret bag sig. NLD ( Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, NLD) arbejder på at bygge et tillidsforhold op til militæret«.

Om Myanmars vanskelige balancegang mellem Asiens to giganter, Indien og Kina:

»I Indien har jeg mange venner, som jeg nærer varme følelser for. Indien er verdens største demokrati og kan altid gøre mere, end det har gjort. Kina? Husk, at Burma var et af de første lande til at anerkende det kommunistiske Kina efter grundlæggelsen i 1949. Vi er naboer og vil altid være det. Min kampagnerådgiver er halvt kineser«.

Om hvilken model for demokrati hun gerne ser, at Myanmar bevæger sig imod?

»Der er forskellige modeller for demokrati, og Burma skal nok finde sin egen vej. Den bliver lang, og vi er kun nået til det allerførste stadie. På en skala fra et til ti står vi på etteren«.

Hvilket af landets navne, Myanmar eller Burma, ser hun helst anvendt?

»Burma, tak. Det lyder pænere end Myanmar og er nemmere at udtale for udlændinge«.

Hvordan hun vil huskes, når hun engang forlader politik?

»Som en, der gjorde sin pligt«.

Efter 100 minutters retorisk pingpong er den internationale medieverdens møde med demokratiikonet ovre. Et smil, om på hælen og ind i den berømte bungalow. Ikke flere kampagnemøder, af sted til valgdistriktet lørdag aften, og søndag morgen ud til valglokalerne, halvanden time ude af Yangon.

(reportage i Politiken 31.3.2012)

Fakta: FAKTA VALG I MYANMAR
Omkring seks millioner vælgere er stemmeberettigede ved det suppleringsvalg, hvor 45 pladser ( syv procent) ud af 600 i Myanmars parlament skal besættes. Pladserne er ledige, fordi de tidligere medlemmer, der blev valgt ind ved en militært styret valghandling i 2010, siden er blevet udpeget til poster i regeringsapparatet. Søndagens valg er ikke overensstemmelse med internationale standarder. Men det har betydning, fordi det største oppositionsparti NLD, ledet af Aung San Suu Kyi, kan deltage.

Udgivet i Interviews, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Stalins ånd svæver over Myanmars valg

Udgivet den 29. marts 2012 af flemmingytzen

Suppleringsvalg har historisk symbolsk betydning, men ændrer ikke magtforholdene i Myanmar.

(skrevet fra Yangon, Myanmar/Burma)

DEN SOVJETISKE diktator Josef Stalin skal engang have sagt, at det vigtigste ved en valghandling ikke er at gennemføre selve stemmeafgivningen, men at kontrollere resultatet. Denne formel passer kun alt for godt på det suppleringsvalg, som holdes her i Myanmar, det tidligere Burma, nu på søndag.

I landets største by, Yangon ( den tidligere hovedstad Rangoon), er trafikken så travl som aldrig før, men kun i enkelte distrikter kan man se valgplakater. De er sat op af det ledende oppositionsparti, Den Nationale Liga for Demokrati ( NLD), ledet af nobelpristageren Aung San Suu Kyi. Regeringspartiet, der hedder Unionspartiet for Solidaritet og Udvikling, holder enkelte møder, som udmærker sig ved et næsten totalt fravær af tilskuere andre end apatiske forbipasserende.

Søndagens stemmeafgivning er et suppleringsvalg, hvor 45 pladser ud af parlamentets 600 er i spil. Selv hvis oppositionen vinder de fleste af disse, ændrer det ikke fundamentalt på magtfordelingen i det parlament, som blev sammensat ved et valg i november 2010, hvor militæret kontrollerede hele processen.

Valghandlingens største betydning bliver derfor alene symbolsk, i den forstand at Aung San Suu Kyi og hendes partifæller i NLD vil få et antal pladser i det parlament, hvor militæret og dets partirepræsentanter for længst har sikret sig et massivt flertal. Men NLD får dermed forhandlingsmuligheder, som ikke eksisterede tidligere, da partiet var illegalt.

FORLØBET op til valghandlingen har antaget både groteske og komiske former. Valglister er blevet fremlagt til gennemsyn, og oppositionens aktivister har opdaget, at nogle vælgere optræder på flere lister samtidig.

Et lyspunkt i dette brogede politiske billede er, at de militære myndigheder har lempet på censuren. I de private medier har journalister fået større frihed til at rapportere om begivenheder, som tidligere var umulige at nævne. Landets største engelsksprogede avis, Myanmar Times, har med en forbløffende åbenhed kunnet rapportere, at der er dukket »spøgelser« ( afdøde vælgere) op på valglisterne i valgdistrikter nær landets næststørste by, Mandalay.

En repræsentant for et af landets nye partier, Folkets Demokratiske Parti, dr. Than Htike Oo, siger til avisen, at hans parti også har fundet omkring 100 navne på vælgere, der optræder mellem 15 og 20 gange på forskellige valglister. Dr. Than er i tvivl om, hvorvidt listerne overhovedet er aktuelle, eller om der er tale om genbrug fra valgene i 2010. Hans parti har fremsendt en formel klage til regeringens valgkommission. Får de få valgobservatører fra nabolandene i Asean mulighed for at protestere, og får dette konsekvenser? Det er usandsynligt.

Men valgobservatørerne er vigtige deltagere i det symbolske spil, der fundamentalt handler om at blåstemple den forsoningsproces, der gennem de seneste måneder har fundet sted mellem præsident og eksgeneral Thein Sein og oppositionslederen Aung San Suu Kyi.

En europæisk diplomat og analytiker siger, at nabolandene i Sydøstasien, EU og USA alle ønsker at se en normalisering af de politiske forhold i Myanmar, men at processen i denne normalisering reelt bygger på disse to personer, Thein Sein og Suu Kyi. Førstnævnte går med pacemaker, sidstnævnte er kollapset og befinder sig under lægeovervågning i sit hjem på University Avenue. Fremtiden tegner skrøbelig.

ALLIGEVEL kan søndagens symbolske handling vise sig at få stor betydning for Myanmars videre udvikling. Alle store donorer af betydning – EU-landene, Japan og USA – er parate til at yde både bistand og hjælpe erhvervsinvesteringer i gang.

Men der er ikke enighed om, hvilke betingelser der skal opfyldes, før pengestrømmen kan begynde at rulle. Det største problem er her, at et halvt århundredes isolation og militær dominans betyder, at landets kapacitet til at administrere store summer af investeringer og bistand er yderst beskeden.

Men hvis pengene flyder ind på betingelser, hvor donorerne stiller kritiske krav om f. eks. miljøhensyn og menneskerettigheder, ligger der endnu et sydøstasiatisk vækstmirakel og venter på at blive forløst. For Myanmar har rigeligt af, hvad de fleste af landene i Sydøstasien har knaphed på: vand og god landbrugsjord.

I kolonitiden var datidens Burma det ‘ spisekammer’, som briterne benyttede, når de skulle skaffe ris til sultplagede regioner i andre dele af imperiet.

Den aktuelle tilstand i Myanmar er således spækket med paradokser: Alle kan se et kolossalt økonomisk potentiale i det fattigdomsplagede land, hvor kun hver fjerde af de 58 millioner indbyggere har adgang til elektricitet. Men for at kunne frigive disse udviklingsmuligheder skal den demokratiske verden acceptere en politisk proces, som vi troede gik bort med kommunismens død. Stalins ånd svæver over de gyldne pagoders land. Fremtiden tegner skrøbelig.

(klumme i Politiken 29.3.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Østasien har de gode erfaringer med sanktioner

Udgivet den 15. marts 2012 af flemmingytzen

Man kunne ønske sig, at Syrien havde lært af Vietnam. Det har til gengæld den burmesiske officerselite.

VILLE rettidige og målrettede økonomiske sanktioner kunne have gjort en forskel over for det Syrien, hvor regimets massakrer og overgreb mod dets modstandere vokser i omfang dag for dag? Kan ‘ smarte’ sanktioner gøre en forskel over for det Iran, som er på vej til at blive en kernevåbenmagt?

Oliegiganten Shell, det mest værdifulde selskab på Londons børs, er direkte forbundet til de økonomiske interesser i Bashar al-Assads styre. Shell har en 21-procents andel i Al Furat Petroleum Company, hvoraf 50 procent er ejet af den syriske stat. En konsekvens af Shells investering er, at Assad har rigeligt med midler til at styrke sit undertrykkelsesapparat, så argumenterne for at tvinge Shell og andre investorer til at trække sig ud af landet vejer indlysende nok tungt.

EU har indført rejseforbud for regimets medlemmer og indefrosset nogle af deres aktiver. Virkningen er begrænset, fordi Assad og hans nærmeste har placeret store beløb i schweiziske banker og derfor er uden for EU’s kontrol. Man kan undre sig over, at det først var i maj 2011, at EU besluttede at indføre våbenembargo mod Syrien. Forbuddet mod import af syrisk olie kom først i november i fjor. Da EU importerede over 90 pct. af Syriens olie, og olie giver den syriske stat 25 procent af dens indtægter, har dette kunnet mærkes på regimet, men Assad har haft rigeligt med tid til at finde nye kunder.

EKSEMPLET viser, at sanktioner skal anvendes med omtanke. De lande, der indfører dem, skal desuden være parate til at yde politiske og økonomiske belønninger, hvis et sanktionsramt regime skifter kurs og forbedrer sig. Hvor meget tid skal Libyens nye ledere have til at vise så mange forbedringer, at de skal belønnes med andet og mere end diplomatisk anerkendelse? Diskussionen bliver svær, hvis det viser sig, at Libyen om fire-fem år fortsat hærges af stridende klaner.

Brugen af sanktioner er ofte blevet kritiseret med henvisning til, at civilbefolkningen rammes, men en så forsimplet udlægning er ingen tjent med. Hos tilhængere af sanktioner henvises der til erfaringerne med det apartheidstyrede Sydafrika, som op gennem 1980′ erne mærkede et pres fra vestlig side, indtil et reformgennembrud kom. De økonomiske smerter har nok været begrænsede for de hvide sydafrikanere, men de moralske tømmermænd har utvivlsomt været massive. Apartheidregimets repræsentanter blev udfordret på deres kristne etik, hvilket gjorde ondt.

I en anden del af verden udfordres militære autokrater på deres buddhistiske etik. Den aktuelle udvikling i Myanmar, det tidligere Burma, demonstrerer, at selv et stålsat nationalistisk militærregime ikke i længden kan holde til at være isoleret. Hverken indadtil, hvor munkesamfundet vendte generalerne ryggen, eller udadtil, hvor juntastyret var den slemme dreng i klassen, som kun få ville skåle med på de bonede gulve.

EU’s sanktioner, der nu er ved at blive lempet, var beskedne, for regimet tjente stort på salg af naturgas til Thailand, men den burmesiske officerselite kunne ikke i længden leve med den voksende økonomiske afhængighed af Kina.

ET EKSEMPEL på positive politiske virkninger af økonomiske sanktioner findes blandt Myanmars naboer. Tilbage i 1980′ erne blev Vietnam og Cambodja isoleret af Vesten, Japan og de provestlige lande i Øst-og Sydøstasien i en sanktionspolitik, der blev begrundet med, at Vietnam opretholdt en militær tilstedeværelse i Cambodja. Ikke nok med at Vietnam blev set som en sikkerhedstrussel af sine naboer, men de militære engagementer drænede den vietnamesiske økonomi så meget, at landet kørte fast i en fattigdomsspiral. Det gjorde ondt at blive forarmet, mens naboerne oplevede mere velstand.

Fra 1987 tog reformkræfterne i det vietnamesiske kommunistparti over og viste vejen ind i den internationalisering, som siden har gjort landet til en af regionens store økonomiske succeshistorier. Sanktioner gjorde her en positiv forskel, fordi de bidrog til at fremkalde et reformalternativ i et styre, der i mange år var forstenet i ideologisk dogmatik.

NATIONALISTISKE dogmer får derimod lov til at leve videre i det Nordkorea, som i voldsom grad har behov for at lære af både Vietnam og Myanmar. Men der er lys for enden af tunnelen. Nordkorea har for nylig indgået en aftale med USA om at modtage 240.000 ton fødevarebistand til gengæld for at indstille atomprøvesprængninger, uranberigelse og test af langtrækkende missiler. De internationale atominspektører meldes i gang med at forberede afrejse til Pyongyang. Så sanktioner giver mening, hvis de har indbyggede belønninger, men intet land er så uberegneligt som Nordkorea.

(klumme i Politiken 15.3.2012)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma | Skriv en kommentar

Kinamandens guide til mødet med Obama

Udgivet den 16. februar 2012 af flemmingytzen

Hvad Xi Jinpings rådgivere kan have fortalt deres chef inden mødet med Obama.

NÅR LEDERE af stormagter mødes, rulles der en særlig diplomatisk praksis ud. Taler og udsagn er nøje afstemt, så begge parter kan leve med de velkendte uenigheder og glæde sig over det, der gør, at der er fremdrift i dialogen på tværs af interessemodsætninger og ideologiske forskelle.

Den kinesiske vicepræsident Xi Jinpings møder i Washington var en lang række af sådanne øvelser, og især vicepræsident Joe Biden fik afleveret de nødvendige budskaber om, at Kinas økonomiske politik må justeres, så der i højere grad tages hensyn til beskæftigelsen i den amerikanske fremstillingsindustri. Med Kina som verdens største produktionshal og USA som det største forbrugersamfund er det altafgørende, at parterne når den rette balance.

LAD OS for en stund glemme den politiske koreografiog gøre et tankeeksperiment: Hvad har Xi Jinpings embedsværk rådet ham til at svare Obama og Biden i de samtaler, der er foregået bag lukkede døre? Hvad kan der have stået i de papirer, Xi har læst forud for ankomsten til Det Hvide Hus? Her følger nogle bud:

Jobskabelse. Kammerat vicepræsident, når Obama og Biden siger, at vi i Kina ikke følger de basale regler for fri og fair konkurrence, må vi fremhæve den positive udvikling, der har gavnet begge lande gennem tre årtier. I løbet af bare det seneste tiår er den amerikanske eksport til Kina vokset med 468 procent, hvilket har skabt tre millioner job i USA. 47 ud af 50 amerikanske stater har oplevet trecifrede vækstrater i deres salg til det kinesiske marked. Ved at købe kinesiskfremstillede produkter har amerikanske forbrugere sparet noget nær 600 millioner dollar. Hr. Smith og fru Jones i Iowa og Wyoming kan fylde meget mere i indkøbskurven for en 100-dollar-seddel, end de kunne for 20 år siden, takket være millioner af kineseres flittige indsats ved samlebåndene i Guangdong og Fujian. Lavtlønsjob og forbud mod fagforeninger? Så mind lige vore amerikanske værter om, at for seks år siden fik de 28.000 ansatte i Wal-Marts kinesiske afdelinger ret til at organisere sig. Det var noget, som mange af deres kolleger hjemme i USA stadig kun kan drømme om.

Økonomisk ubalance. Klagerne over vort store overskud i samhandelen er en gammel melodi, der spilles. Sig til vore værter, at der sker en regulær eksplosion i lønudviklingen i store sektorer af kinesisk industri. Den udvikling vil fortsætte og får den samme virkning som en opskrivning af vor valuta. Altså: Vore arbejdere får bedre lønvilkår, samtidig med at amerikanerne får den bedre handelsbalance, de har bedt om så længe. Hvad kan de forlange mere?

Vore naboer i Asien. Den største fælles udfordring er stadig dette ubegribelige dynasti i Nordkorea, som nu ledes af en meget ung mand. Vi har i ganske mange år arbejdet tæt sammen med USA om at inddæmme denne besynderlige anakronisme, og amerikanerne har for længst erkendt, at vor indflydelse på den nordkoreanske lederklan er stærkt begrænset. Ved at skrue op og ned for leverancer til Nordkorea bruger vi på vor egen diskrete måde sanktioner mod regimet, men lad os være enige med Obama om ikke at fortælle dette offentligt. I Myanmar går det heldigvis den rigtige vej, og lad os fortsætte stille og roligt med den arbejdsdeling, der ligger i kortene. Vi finansierer størsteparten af den burmesiske infrastruktur, mens USA og EU hjælper til med den politiske liberalisering, så dette land med tiden kommer til at ligne noget, der er mere stabilt og tolerant og på overfladen har noget demokratisk over sig. Så er der lige det allersværeste: territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav. Lad os begge være enige om at sejle langsomt, for der er tale om usikkert farvand. Vi har ingen hast.

Syrien. Helt ærligt, vi mener heller ikke, at Assad og hans slæng er værd at samle på.Men han er russernes særlige ven, og de har en lang historie sammen. Der, hvor Syrien ligger i dag, var der for et par tusinde år siden en vigtig post på en af de handelsruter, som var en del af det, der i historieskrivningen kaldes Silkevejen. Den dag, der kommer ro på i Syrien, vil vi gerne bidrage til at gøre dette hjørne af Levanten til en moderne handelsstation for transit af kinesiske varer til hele Middelhavsområdet. Det kommer nok til at vare noget tid, men vi kinesere er jo tålmodige folk.

Den Europæiske Union. De to EU-ledere Van Rompuy og Barroso er under et besøg i Beijing blevet beroliget af regeringschef Wen Jiabao og vor nationalbankdirektør. De to gæster fik at vide, at Kina vil fortsætte med europæiske obligationer, for vi har en interesse i, at vort største eksportmarked ikke kollapser. Så det skal nok gå alt sammen, men lad venligst være med at gå i detaljer med Grækenland, for her er et land, der ser ud til at være uden for pædagogisk rækkevidde.

(klumme i Politiken 16. februar 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Supermagtens sidste suk høres ikke på væddeløbsbanen

Udgivet den 5. februar 2012 af flemmingytzen

En berømt herre fra Indien kom til byen og afleverede et budskab, som alt for få opdagede.

UNDER ET hestevæddeløb hvirvles en masse jord og småsten op, mens dyrene gungrer løs hen ad banen. Når løbet er overstået, ser alt ud som før. Tilskuerne går hjem efter at have fulgt løbet med en intens interesse. Efterfølgende viser det sig, at ingen opdagede, at hele væddeløbsbanen langsomt synker og tilskuerbalkonernes cement slår revner. Ved starten af næste løb er banens ejer gået fallit, så der er ingen penge til at reparere banen og de tilhørende anlæg for.

Billedet af væddeløbsbanen dukker op efter observationer af det politiske væddeløb mellem Mitt Romney og Newt Gingrich. De hælder skidtspande ud, først på Barack Obama, dernæst på hinanden, og derfor ser de ikke, at væddeløbsbanen smuldrer under dem. Må Gud velsigne Amerikas Forenede Stater.

Budskabet, der burde få de amerikanske præsidentkandidater til at vågne op til dåd, stod i en stribe asiatiske medier i mandags: Om tre år bliver Shanghai det internationale center for international handel med renminbi, den kinesiske valuta. Afsenderen var Den Nationale Udviklings-og Reformkommission ( NDRC) i Beijing, der fremlagde sine målsætninger for det, der kaldes 2015-yuanplanen.

Analytikere siger, at verden nu har fået et bedre indblik i Kinas planer for liberaliseringen af landets kapitalmarkeder. Læs: Shanghai som rival til London og New York inden for få år.

En kinesisk storby som Asiens finansielle center, gys! Skal vi være foruroligede? Nej, for konkurrence er sundt. Det står i Kapitalismens Lærebog, kapitel 1. Men er der noget, Europas gældskrise har lært os, er det, at for en skyldner opleves kreditorer som skinbarlige diktatorer. Man forstår, hvorfor den græske arbejdsløshedshær råber ‘ fascist’ ad Angela Merkel.

NOK KAN de amerikanske primærvalg have fascinerende aspekter, men det er slående, som den amerikanske nations mest presserende udfordringer er nærmest totalt fraværende i valgkampdebatterne.

Forklaringen? Den uopslidelige tillid til, at amerikansk exceptionalisme kommer til at gøre forskellen: Ja, USA er noget særligt og kan ikke erstattes, og ja, Kina er på vej op, men vi her i Guds Eget Land skal nok finde ud af at møde denne udfordring og gøre alt det, som er nødvendigt for at afværge, at den kinesiske udfordring bliver en trussel mod vor dominans.

Amerikanernes selvforståelse minder om, hvad ireren Stephen Dedalus i James Joyces ‘ Ulysses’ svarer, da han bliver spurgt om, hvad den britiske borger er mest stolt over, og han ironisk svarer: »At solen går aldrig ned over hans imperium«.

Enhver stormagt i verdenshistorien har været båret af en følelse af, at dens dominans ville fortsætte.

USA’s NUVÆRENDE status i verden begynder at ligne den situation, Storbritannien kom i under Suezkrisen i 1956, da den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower modsatte sig den britiske militære intervention i Suezkanalen, som Egyptens præsident Nasser havde nationaliseret.

Det britiske pund var trængt, og fi-nansminister Harold Macmillan bad USA om finansiel bistand. Eisenhower svarede, at han kun ville give briterne adgang til hjælp fra Den Internationale Valutafond ( IMF), såfremt briterne respekterede FN’s resolution om Suez og trak sig ud af området. Hvilket skete. Briterne tog retræten, Macmillan fik gigantiske lån fra både USA og IMF, og Macmillan forklarede efterfølgende, at hans land havde oplevet »en faldende stormagts sidste suk«.

Inspirationen til disse betragtninger kommer fra den indiske økonom Arvind Subramanian, der for nylig har gæstet Danmark. Alt for få opdagede det budskab, han fyrede af til en kreds af topledere: at Kina allerede har overhalet USA økonomisk, når der måles på købekraft.

Subramanian, der arbejder for Peterson Institute for International Economics i Washington har foretaget beregninger, der viser, at Kina allerede i 2010 blev klodens største økonomi, når der måles på det såkaldte købekraftskorrigerede nationalprodukt.

»Udviklingen går langt hurtigere, end de fleste forestiller sig, og USA’s position som økonomisk dominerende magt er på hastig retur«, forklarede den berømte økonom til Berlingske Business.

Tag lige endnu et citat fra Arvind Subramanian, og læg det ind i Europas og USA’s langtidsplanlægning ( hvis en sådan findes): »Der vil komme politiske forandringer i Kina, men spørgsmålet er, om forandringerne bliver ukontrollable. Hvis man ser på andre østasiatiske lande, har de skiftet fra diktatur til demokrati relativt gnidningsfrit. Det mest sandsynlige er gradvise ændringer uden voldsom ustabilitet. De næste 20 år vil der formentlig være et etpartisystem med en gradvis demokratisering af selve partiet«.

(klumme i Politiken 5. februar 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Beijings penge sikrede genvalg af Taiwans præsident

Udgivet den 18. januar 2012 af flemmingytzen

Østatens vælgere fortsætter på den sikre vej.

TAIWANS netop overståede præsidentvalg kan udlægges forskelligt, alt efter politisk temperament og valg af synsvinkel.

At præsident Ma Ying-jeou fra det kinesiske Nationalistparti, Kuomintang ( KMT), får en anden og sidste fireårig præsidentperiode, sender et budskab til resten af verden, som de færreste kan have dårlige fornemmelser over. For så bliver der ro på i forhold til både Kina og USA, de eneste to magter, der har interesse i og indflydelse på østatens fremtid.

Blandt Taiwans vælgere vil meningerne om østatens fremtid fortsat være præget af kiv og splid. En formel for, hvorledes taiwanerne kan finde en vej frem uden at tage vidtrækkende hensyn til Kina og USA, er det umuligt at få øje på.

SOM EN illustration af disse pointer følger her et eksperiment. Lad os forestille os en debatblog for aktører med interesse i Taiwans fremtid. De diskuterer under nummererede pseudonymer.

‘ Wang-100’, der repræsenterer det sejrende Nationalistparti, skriver: »Pyha, godt vi hev sejren hjem. Hvis oppositionen havde vundet, ville millioner af fanatiske nationalister på det kinesiske fastland have udsat os for et sandt bombardement i cyberspace, og vi ville have været forsvarsløse. Den eneste sikre vej til fredelig sameksistens med Kina er penge, penge og penge. Efterhånden som vi på begge sider af Taiwan Strædet erkender nødvendigheden af økonomisk integration som grundlaget for opbygning af fælles velstand, må vi overbevise vore partnere på fastlandet om, at de skal demokratisere deres politiske system, så en politisk tilnærmelse kan komme på tale«.

‘ Dong-101’, der tilhører det tabende oppositionsparti, Det Demokratiske Fremskridtsparti ( DPP), skriver i sit indlæg: »Vi må erkende, at det er uoverkommeligt at skulle hamle op med to så stenrige politiske partier som Kuomintang her på øen og Kommunistpartiet på fastlandet. De tænker kun på profitter, fester og fede middage. Mange af os almindelige taiwanere har efterhånden en oplevelse af at blive kørt over af meget store økonomiske interesser, som de færreste har mulighed for at gennemskue. Efterhånden som vi bliver opslugt af den gigantiske altfortærende drage, risikerer vi, at vor handlefrihed ryger med i købet. At de lukker for kreditgivningen den dag, vi gør noget, de ikke bryder os om«.

‘Fang-102’, der er en højtplaceret rådgiver i regeringsapparatet i Beijing, byder ind i diskussionen med dette indlæg: »Vi er lettede over forløbet af regionalvalgene i Taiwan. Det har været tankevækkende at følge valgkampen, og vi har med tilfredshed konstateret, at det tabende oppositionsparti ikke længere anser løsrivelse for en realistisk vej frem.

Hvis Taiwan ønsker sig flere friheder end dem, de allerede har fået gennem et kvart århundredes reformpolitik, ja så er det jo noget, vi må forhandle om; dog naturligvis med respekt for de fundamentale realiteter, som vi og amerikanerne har været enige om, siden præsident Nixon kom hertil og bad om godt vejr for 40 år siden. Vi har siden sagt, at Taiwan kan beholde det system, øens politikere har opbygget, når bare man respekterer, hvor det er, man som samfund hører til. Denne model er til fælles bedste, fordi den respekterer flest mulig legitime interesser«.

HEREFTER melder ‘ Hong-103’ sig fra udenrigsministeriet i Washington:

»Tak for interessante indlæg. Herfra er der ikke meget at tilføje. Vores formel for Taiwans fremtid er enkel og ligetil: hverken uafhængighed eller genforening. Vi er fuldstændig på det rene med, at Taiwan ikke kan blive en politisk del af det nuværende Kina, så længe der ikke er sket en gennemgribende demokratisering af fastlandets system. Taiwan kan naturligvis først genforenes med sin kulturelle Big Brother, den dag han er værd at genforenes med. Her er der altså et stykke vej endnu. Mens vi venter på nye politiske reformtiltag i Kina, som tidligst kommer efter generationsskiftet senere i år, glæder vi os over, at vort strategiske samarbejde med Kina om en lang række globale udfordringer kan fortsætte. Ingen ved sine fulde fem kan ønske sig konfrontationer mellem Kina og USA, og slet ikke Taiwans befolkning, som i ly af det gode amerikansk-kinesiske forhold har opbygget et af Asiens mest velfungerende demokratier«.

AFSLUTNINGSVIS byder ‘ Jiang-104’ ind fra Bruxelles med følgende: »Det er sandelig tankevækkende at følge udviklingen set her fra Den Europæiske Union, hvor den allerstørste økonomi forsøger at sætte insolvente medlemslande under administration. Jeg er blevet spurgt, hvor jeg helst vil se mine børn vokse op, i Grækenland eller i Taiwan. Sidstnævnte, tak! Men selvfølgelig bliver Sydeuropa et interessant sted at besøge, og vi bør interessere os grundigt for verden af i går«.

(klumme i Politiken 18.01.2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kims død bringer næppe en koreansk genforening nærmere

Udgivet den 20. december 2011 af flemmingytzen

Stormagterne har en interesse i status quo i Korea et stykke tid endnu.

VERDEN er blevet et lidt bedre sted at leve i, efter at førstemanden i klodens sidste stalinistiske dynasti har forladt den. Men hvor meget vi end ønsker os, at de forarmede nordkoreanere skal blive en del af de omgivende samfund, gør vi klogt i ikke at nære illusioner om, at der venter en ‘ tysk’ model for de to koreanske stater.

En koreansk genforening forudsætter, at befolkningen i Sydkorea ønsker den og har råd til at finansiere alt det, der følger efter. Det økonomiske gab mellem Syd- og Nordkorea er langt større, end den tilsvarende forskel mellem de to tyske stater var ved Murens fald i 1989. ‘ Broderkærligheden’ har sine indlysende begrænsninger, og de handler om økonomiske ofre og levestandard.

SER MAN nærmere på de eksterne aktørers interesser, tegner der sig en broget ligning, hvor der på bundlinjen står: Behold status quo en rum tid endnu. Gyseligt at tænke på, når vi ved, hvor slemt det store flertal af nordkoreanere har det, men her er der ikke råd til blåøjede illusioner.

Den sydkoreanske forfatning forpligter landets politikere til at arbejde for en genforening, men den har ingen hast.

‘ Landsmændene’ i Nordkorea skal have tid til selv at løfte sig ud af den økonomiske og politiske elendighed, som 60 års klanvælde og dysfunktionel planøkonomi har skabt.

Hvorfor kan så ikke Nordkoreas velstående naboer række hånden frem og sige: Nu skal vi hjælpe jer ind i noget, der er mere normalt, og som vil gøre jer accepterede?

Det nukleare ‘ kort’, som den netop afdøde diktator Kim Jong-Il har spillet meget dygtigt, gør hele forskellen. Verdenssamfundet har gennem snart en halv snes år forsøgt at overtale og bestikke Nordkorea til at tillade inspektion af de atomfaciliteter, som regimet har arbejdet på siden midten af 1990′ erne.

Sydkorea, Japan, USA og Kina har ydet bistand i milliardklassen, inklusive energiforsyninger, uden at Nordkorea har ydet noget til gengæld. To gange i fjor oplevede Sydkorea regulære militære aggressioner fra nordkoreansk side. En korvet blev sænket i det Gule Hav, og en ø blev bombarderet med artillerigranater. Sådan siger et klanvælde ‘ tak for mad’ til de magter, som i årtier med engleagtig tålmodighed har sendt nødhjælp og penge.

LAD OS blot lege lidt med tanken: at arvtageren i Nordkorea, den 28-årige firestjernede general Kim Jong Un, rækker hånden frem til Sydkorea og siger: Lad os finde ud af en føderation af en slags og lad os bruge en snes år på at få det til at fungere.

Hvem har så interesse i et genforenet Korea, der i løbet af et par generationer kunne løfte sig økonomisk og at kunne skaffe sig kernevåben?

Ikke USA, for så vil de amerikanske baser i Sydkorea vil blive lukket, og vi vil se et forstærket våbenkapløb i Nordøstasien. USA vil blive stillet over for revision af sin sikkerhedspolitik, hvis truslen fra Nordkorea og dermed begrundelsen for amerikansk militær tilstedeværelse og atomparaplyen over Japan og Sydkorea forsvinder.

Heller ikke Japan, som vil se sig nødsaget til at ruste sig med kernevåben. For Japan vil det være nærmest uacceptabelt at have en stærk økonomisk konkurrent kombineret med atomvåben som sin nærmeste nabo.

EJ HELLER KINA, som lever fint med at have tætte relationer til det økonomisk stærke Sydkorea, hvis investeringer bidrager til vækst og udvikling i kinesisk økonomi. En sydkoreansk finansieret opbygning af den nordkoreanske økonomi vil trække sydkoreanske resurser ud af Kina. Kina vil minde verden om sit højt hellige ikke-indblandingsprincip.

Rusland og EU? Glem det, for begge steder har man rigeligt med interne vanskeligheder at slås med i lang tid fremover.

Hvor brutalt det end kan være, ikke mindst for de 22 millioner frysende og sultende nordkoreanere, så er et politisk status quo i Nordøstasien noget, som flertallet af aktører har det udmærket med. Den nordkoreanske ledelse har for længst erkendt, at landet står sig bedst ved aldrig at indgå en aftale om atominspektion og nedrustning forstået på den måde, at usikkerhed omkring dets atomvåben tjener det bedst gennem fastholdelse af tvivlen om, hvorvidt Nordkorea er tæt på at have disse våben.

Dermed holder stormagterne sig på passende politisk afstand, og ‘ afpresningen’ over for naboerne og FN-systemet i form af fødevarehjælp og sydkoreanske investeringer kan fortsætte. Uden politisk tilbagebetaling i form af indrømmelser og forhandlinger.

Hvad kan verden så håbe på i Nordkorea? At der et eller andet sted i regimet udvikler sig en lokal ‘ Deng Xiaoping’: en lederfigur, der kombinerer pragmatisme og udenrigspolitisk realitetssans, og som kan overtale landets reelle magthavere, militæret, til at gøre den retræte, der kan give plads for et lidt mere civilt samfund.

Men der er ulykkeligvis ingen udsigt til en sådan.

(klumme i Politiken 20. dec. 2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Japans politiske Tjernobyl

Udgivet den 17. december 2011 af flemmingytzen

Atomhavariet vil næppe ændre på en stagneret politisk kultur

HVAD bliver de langvarige konsekvenser af Japans ‘ Tjernobyl’, det forurenede område omkring det havarerede atomkraftværk Fukushima Daiichi på landets nordøstlige kyst? Kommer der politiske følgevirkninger? Forandres Japans politiske kultur? Svarene handler selvsagt om meget mere end tekniske løsninger og disses finansiering.

Fundamentalt er det Japans evne og vilje til politisk handling, der er på spil. De japanske myndigheder har stillet i udsigt, at det forgiftede område kan bringes tilbage til sin oprindelige tilstand, og nogle ser endda denne monumentale udfordring som en historisk chance for at få genskabt den økonomiske og politiske dynamik, som landet har manglet i nu mere end en snes år.

Selve katastrofezonen er defineret som det område, der ligger inden for en radius af 20 kilometer fra atomkraftværket. Herfra blev der evakueret næsten 90.000 indbyggere efter tsunamien i marts. Ifølge ekspertudsagn kan de evakuerede først vende tilbage til deres oprindelige boliger, når de øverste jordlag fra et område på mere end 13.000 kvadratkilometer er blevet fjernet og erstattet, og tusinder af bygninger er blevet vasket rene for radioaktive partikler.

Men viljen mangler ikke: »Vi er ikke som Tjernobyl. Vi er fast besluttede på at komme tilbage. Japan har både viljen og teknologien til at gøre dette«, som borgmester Toshitsuna Watanabe fra en af de evakuerede byer, Okuma, har udtrykt det. Watanabes slægt har boet i området gennem en lille snes generationer, så han er overbevist lokalpatriot.

En specialist i radioaktiv bestråling, Tatsuhiko Kodama, mener, at katastrofezonen bør genbosættes, men peger desuden på, at regeringen ikke har gjort det klart for de berørte, hvilke ulemper der følger med: »Jeg tror på, at samfundet omkring Fukushima kan bringes til at fungere igen, men mange af de evakuerede må acceptere, at det ikke kommer til at ske i deres levetid«, siger han til New York Times.

FLERE af de tekniske aspekter har fortilfælde fra Japans nyere historie. Efter de amerikanske atombombninger af Hiroshima og Nagasaki i 1945 blev overlevende indbyggere fra disse byområder i flere årtier gjort til genstand for undersøgelser af, hvor længe mennesker kan overleve efter at have været udsat for radioaktiv bestråling. Når de evakuerede er vendt tilbage til deres hjem nær Fukushima, vil de blive gjort til videnskabelige undersøgelsesobjekter, uanset om de vil det eller ej. Et markant fald i livskvaliteten, som næppe kan gøres op i penge.

Under tyve års stagnation har Japans naboer og dets vestlige OECD-partnere ventet på, at den store industrielle og teknologiske gigant skulle komme på benene. I en tid, hvor alle har erkendt, at tyngdepunktet i den globale økonomi er rykket til Asien, er den mindst synlige af regionens tungere aktører Japan, mens der tales heftigt om Kina, Indien og Sydkorea.

Der skulle altså en fysisk tsunami til for at bringe Japan tilbage i den globale medieoptik, men i et land, der på fem år har set seks regeringschefer komme og gå, er det hverken Japans demokrati eller administration, der imponerer.

I EN meningsmåling gennemført af dagbladet Yomiuri i august blev et repræsentant udsnit af vælgere spurgt, om de kunne sætte navn på landets mest populære politiker. 46 procent svarede: Ingen. Regeringschefen fra Japans Demokratiske Parti, Yoshihiko Noda, fik i målingen støtte fra kun 9 procent af vælgerne, tilmed i samme måned, som han overtog embedet.

Forvirret? Forklaringen er, at det er ikke vælgerne, men det regerende politiske parti, der udpeger Japans regeringschefer.

En fhv. amerikansk diplomat, Kevin Maher, som tilbragte en lille snes år i Japan og behersker sproget flydende, forklarer, at forløbet efter katastrofen på Fukushima endnu engang har demonstreret manglerne i det japanske politiske system.

I den første uge efter tsunamien var der ingen klar ledelse af landet, forklarer Maher. Alle relevante ministerier og regeringsagenturer havde vanskeligheder med at udveksle informationer, og der gik ufattelig kostbar tid med at nå den konsensus, der skal danne grundlag for beslutninger.

»Ingen i Japans politiske system var indstillet på at sige: Jeg tager ansvaret og træffer de nødvendige beslutninger. Det skyldes, at de politiske ledere ved, at de ikke sidder ret længe«, pointerer Kevin Maher.

Leverer Japans politiske ledere, hvad de skal? Er de så ansvarlige, som vi må forvente af et demokrati? Spørg de evakuerede. De bør nok forberede en tsunami af protestaktioner.

(klumme i Politiken 17.dec. 2011)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Clinton i Myanmar: Militærstatens koreanske atomprogram

Udgivet den 1. december 2011 af flemmingytzen

Masseødelæggelsesvåben står i vejen for en påstået ‘ normalisering’ af Burma.

I GÅR (30.11.2011) landede Hillary Clinton, den amerikanske udenrigsminister, i Myanmar, det tidligere Burma. Besøget, der slutter i morgen, har været ledsaget af en floromvunden retorik, der har rejst urealistiske og fantasifulde forhåbninger i flere lejre.

Et eksempel er følgende udtalelse fra Priscilla Clapp, der var chef for den amerikanske ambassade i Myanmar 1996-99: »Vi må forvente, at der åbnes et nyt kapitel i de amerikanske relationer med Myanmar, hvor USA vil gøre en indsats for at støtte de reformer, der er sat i værk. Hvis landet fortsætter med at udvikle sig i samme retning, som vi har set de seneste måneder, vil besøget lægge grunden for en normalisering, så der kan udvikles varige venskabelige forbindelser«.

DENNE retorik er rituel og taler uden om de afgørende geopolitiske modsætningsforhold, der er i spil. Præsident Obama har talt om, at USA er på vej tilbage til Østasien ‘ for at blive’, og det er blevet fremhævet, at de betydelige besparelser på det amerikanske militærbudget ikke har ramt Pentagons tropper og basefaciliteter i regionen.

Men på USA’s reelle dagsorden for Myanmar hedder bundlinjen: Brems Kinas økonomiske ( og på sigt militære) ekspansion i Sydøstasien og få skovlen under det atomprogram, som militærstyret for 10 år siden indledte med USA’s ældste og mest vedholdende militære modstander i Asien: Nordkorea.

Det republikanske medlem af Senatets udenrigskomité, Richard Lugar, mindede i sidste uge om, at komiteen i 2006 fik efterretningsrapporter om, at juntaen i Myanmar var i færd med at udvikle anlæg for atomfaciliteter i nært samarbejde med Nordkorea. Lugar udtalte til Washington Post: »Hvis USA på ny skal engagere sig i Burma, må vi kræve fuld åbenhed om omfanget og hensigterne i det burmesiske atomprogram«. USA er således bragt i en situation, hvor Myanmar før eller siden kan bruge ‘ det nukleare kort’ til på sigt at afpresse investeringer, bistand og politiske indrømmelser af et land, der styres af militæret.

For tag ikke fejl: De ‘ reformer’, som det militære magtapparat indledte for et år siden med et parlamentsvalg, hvor det meste var afgjort på forhånd ( den reelle opposition var ekskluderet fra valgprocessen), har ikke afgørende ændret på de politiske grundvilkår i Myanmar/Burma. Det er stadig officerseliten i landet, der kontrollerer alle ressourcer af betydning.

DERUDOVER er magtbalancerne ved at tippe: Hillary Clinton er i Myanmar for at lodde dybden af et udsagn, som blev formuleret af ingen ringere end den burmesiske præsident Thein Seins nærmeste rådgiver, Zaw Htay, i en kommentar i Washington Post 17. november: »Vesten må erkende, at i den geopolitiske tilstand, der er skabt af Kinas opstigning, har man brug for Myanmar. Washington og andre må hjælpe med at forbinde Myanmar med verden udenfor på dette afgørende tidspunkt (…) Hvis USA svigter denne mulighed, afkobler man sig fra den nye orden i Sydøstasien«. Rådgiveren minder om, at hans regering for nylig har suspenderet et stort kinesiskfinansieret dæmningsbyggeri, Myitsone. Kinas økonomiske dominans i det nordlige Myanmar er blevet et kvælertag.

Atomprogrammet har denne forhistorie: En afhopper fra regimet, major Sai Thein Win, har fortalt netavisen Asia Times, at han sammen med nogle officerskolleger helt tilbage i 2001 fik instruktioner om at udvikle et program for masseødelæggelsesvåben. 360 burmesiske officerer blev i maj samme år sendt til Rusland for at blive undervist i udviklingen af fremføringsmidler, dvs. missiler.

Det foregik på Moskvas Stats-Tekniske Institut ( MTSU), der også kendes som Bauman Tekniske Universitet, en anerkendt akademisk institution, hvor forskning i masseødelæggelsesvåben finder sted i relativ åbenhed. Sai Thein Win studerede her i sammenlagt fire år. Efter sin tilbagevenden til Myanmar i 2005 blev han ifølge Asia Times tilknyttet en tophemmelig militær forskningsinstitution nær Myanmars næststørste by Mandalay. I denne egenskab besøgte han flere faciliteter, der producerer dele til missiler.

I februar 2010 besluttede han at hoppe af, og i den burmesiske oppositions vigtigste medie, det Oslo-baserede Democratic Voice of Burma, skrev han i en lang kommentar bl. a. dette: »Jeg har afsløret min regerings militære projekter, ikke fordi disse truer verden, men fordi disse er hovedårsagen til, at befolkningen er ramt af sult. Halvdelen af regeringens budget bliver anvendt til militære formål«.

Når Hillary Clinton i aften møder oppositionslederen Aung San Suu Kyi over en middag, og begge i morgen holder et mere formelt møde, må vi gå ud fra, at et af samtaletemaerne bliver: Hvad kan verden og den burmesiske opposition gøre for at afmilitarisere Myanmar?.

(klumme i Politiken 1. dec. 2011)

Udgivet i Globalt, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Selvstyre i Tibet bør være nemt for Kina

Udgivet den 27. november 2011 af flemmingytzen

Det tibetanske eksilsamfund har i 2011 fået sin første folkevalgte regeringschef. Lobsang Sangay har brugt mange år på dialog med kinesiske kolleger. Indtil nu uden held. Men måske er der håb, for religionerne vokser i Kina.

Interview

Her en smuk drøm: Tibetansk selvstyre, selv under et Kina, der er proppet med penge og hver eneste dag får mere global magt. Lyder det vildt? Ikke for Lobsang Sangay, der er en 43-årig topjurist med papirerne i orden fra et af de fineste amerikanske universiteter, Harvard. Derudover bærer han også titlen Kalon Tripa, og hvad er så det for en størrelse? Jo, Sangay er formand for regeringen for Den Centrale Tibetanske Administration med base i byen Dharamsala i det nordlige Indien. Et eksilstyre med mere end et halvt århundrede bag sig.

Med andre ord: Her er manden, som den kinesiske regering burde tale med om tilstanden på verdens tag, Tibet. Lobsang Sangay er nemlig den første demokratisk valgte leder af det tibetanske eksilsamfund i en proces, der har fundet sted her i løbet af 2011.

Ikke nok med det, han har allerede mange års erfaring i at forhandle med kinesiske akademikerkolleger ved flere konferencer, der har været holdt både i USA og ( en enkelt) i Kina. Så ja, han har været på besøg hos modparten. Det var i 2005, han blev lukket ind i ‘ Dragens Hule’, og altså længe inden han blev et politisk navn, der kunne forbindes med den eksilregering, der som bekendt ikke anerkendes af Kina.

»Min far var død i en høj alder året før. Et af hans ønsker var, at jeg kunne tage til Lhasa ( Tibets hovedstad, red.) og gennemføre nogle ritualer til ære for ham. Så da jeg var kommet til Kina, fremførte jeg dette ønske. De kinesiske myndigheder svarede, at de ikke havde folk nok til at tage imod mig. Jeg tilbød, at jeg kunne gennemføre besøget på en enkelt dag. Lhasa var kun et par timers flyvning væk. Jeg kunne ankomme om morgenen og returnere om aftenen. Så jeg spurgte igen. Svaret var det samme: De havde ikke folk nok. I verdens folkerigeste land. Hvad det viser? At det er en maskine, der svarer, ikke mennesker«.

Når det er sagt, mener Lobsang Sangay alligevel, at den kinesiske ledelse bør gå seriøst til forhandlinger om at give tibetanerne nøjagtig det, som er nedfældet i den kinesiske forfatning: autonomi for landets mindretal. På elementært dansk: selvstyre.

Er det uoverkommeligt? Nej, mener Lobsang Sangay. For Kinas ledelse gør det allerede med succes i Hongkong og Macau, to tidligere kolonier, der i et århundrede hørte under henholdsvis Storbritannien og Portugal. Da disse to regioner fik selvstyre i slutningen af 1990′ erne, blev hele ideen om, at et land kunne have flere styreformer inden for samme stat, mødt med skepsis. Men tiden har vist, at selvstyreordningerne fungerer fint.

»I debatten om Taiwan ser vi nu, at Kina er villig til at gå langt. Taiwan har udviklet en demokratisk styreform, som Kina vil lade være uændret efter en genforening. Så Kina viser med sit eget eksempel, at riget kan have flere politiske modeller under samme tag. Jeg har spurgt kinesiske kolleger, om der er noget til hinder for, at vi tibetanere får de samme muligheder som indbyggerne i Hongkong, Macau og senere Taiwan? Svarene er enslydende: at Tibet ikke er som Hongkong. Og hvad viser det så? At Kinas hensigt er at gøre tibetanere til kinesere«, pointerer Lobsang Sangay.

Sekularisering

Kan modsætningsforholdet mellem tibetanere og kinesere forklares med, at det tibetanske samfund er meget religiøst? Kinas kommunistparti er formelt ateistisk, men Kinas forfatning accepterer de store verdensreligioner. Ville det hjælpe på forsoningen, hvis det tibetanske samfund var mere sekulært?

»Det tibetanske eksilsamfund har i år gennemført både en sekularisering og en demokratisering. Dalai Lama har frasagt sig alle politiske hverv. Tibetanerne har valgt mig som deres regeringschef, og jeg er ikke munk«.

Men den kinesiske skepsis bygger på en opfattelse af, at Tibet er et stærkt religiøst samfund?

»Prøv at se, hvad der sker i Kina i disse år. I takt med den økonomiske vækst og de forandringer, der er fulgt med, er flere og flere kinesere blevet religiøse. Sandsynligvis har Kina 200 millioner buddhister. Jeg har deltaget i religiøse møder i Dharamsala, hvor der kommer deltagere udefra – ja, også fra Kina!«.

Det hedder sig, at der er flere bekendende kristne kinesere, end der er medlemmer af kommunistpartiet med dets 80 millioner..

»Ja, vi ser en opsigtsvækkende udvikling i retning af, at det kinesiske samfund bliver mere religiøst, ikke mindre«.

Som leder af det tibetanske eksilsamfund er du så imod, at det tibetanske plateau bliver udviklet, økonomisk og materielt? Ikke bare Kinas og Tibets fremtid afhænger af, at der sker denne modernisering, hele Asiens fremtid er afhængig af, at plateauets vandressourcer udnyttes?

»Jeg er ikke imod, at Tibet udvikles. Men det, vi er vidne til, er, at den kinesiske modernisering kun gavner kinesere, ikke tibetanerne. Vi ønsker en retfærdig og balanceret udvikling, der tilgodeser tibetanernes behov. Ti af Asiens store floder har deres udspring i Tibet og sender vand til samfund og lande, der rummer 47 procent af klodens befolkning. På hver eneste af disse floder vil Kina bygge mindst ti dæmninger. Men disse projekter gavner alene kinesiske selskaber. Vi går ind for at dele ressourcerne med kineserne og med nabolandene i Asien«.

Tibets hvide guld

Det er vandressourcerne, der forklarer Tibets betydning for Kina og verden. Så nu taler vi også om miljø-og klimapolitik.

»Vand er Tibets hvide guld. Tibet er hjemsted for klodens tredjestørste reservoir af is. Kina har kun 8 procent af klodens ferskvandsressourcer, men næsten en femtedel af klodens befolkning. Så det vi tilbyder Kina er en win-win-politik i Tibet. Vejen frem for Kina og Tibet er en bæredygtig, kulturelt tolerant udvikling kombineret med en gradvis demokratisering, der bygger på diversitet. En model, der vil gave ikke kun tibetanerne, men hele Kina«.

»I mere end et halvt århundrede har vi stået for en ikkevoldspolitik, som Kina bør tage til sig for at demonstrere egne fredelige hensigter. Senest har vi udviklet demokrati, som vi gerne vil have mulighed for at lade blomstre inden for det tibetanske samfund i Kina. Vi tilbyder også at samarbejde om en økologisk og socialt balanceret udviklingsstrategi, som kan vise vejen for en politik, der sætter mennesker og ikke penge i centrum«.

Den aktuelle udvikling i det tibetanske samfund er foruroligende. Alene i år har der været rapporter om en halv snes selvbrændinger. Fænomenet er nyt i Tibet. Hvordan skal vi opfatte det?

»Kina fremfører i sin propaganda det argument, at disse handlinger er i strid med den ikkevoldsstrategi, som Dalai Lama står for. Vi er stærkt bekymrede og har diskuteret disse begivenheder på regeringsmøder. Vi har bedt for ofrene«.

Du kunne have valgt at beholde et akademisk topjob i USA med al den prestige, der hører til. I stedet har du valgt en politisk post, hvor udfordringen er monumental, og hvor din månedsløn er lige knap et par tusinde kroner. Forklar lige det.

»Nødvendighed. Jeg er tibetaner. Hvis verden glemmer vores sag, hvad er det så for en virkelighed, vi stilles over for? Tibets udvikling er et spejl af, hvad der rører sig i hele verden«.

Du er bekendt med, at den tidligere danske regering for to år siden skrev under på, at den ville modarbejde tibetansk selvstændighed. Hvad synes du om sådan en gestus?

»Begynder en regering at give den slags indrømmelser, er vejen åbnet for mere af samme slags. Kina skal nok vide at kræve mere. Hvornår er det så tiden at sige stop?«.

BLÅ BOG: LOBSANG SANGAY

Lobsang Sangay er født i Darjeeling i Indien i 1968. Hans far var munk, da kinesiske styrker genindlemmede det tibetanske plateau i Kina i 1950. I 1957 valgte faderen at slutte sig til den væbnede modstandsbevægelse, der modsatte sig den kinesiske tilstedeværelse. Han blev såret, da han i 1959 hjalp den nuværende Dalai Lama med at flygte over Himalayabjergene til Indien.

Lobsang Sangay er juristuddannet og organiserede 2003-2009 syv konferencer mellem tibetanske kinesiske, indiske og vestlige forskere på Harvard-universitetet i USA. I to af konferencerne deltog Dalai Lama og holdt to møder med kinesiske forskere. I marts i år valgte eksiltibetanere i 30 lande Sangay til ny regeringschef.

(publiceret i Politiken 27.11.2011)

Udgivet i Interviews, Kina | Skriv en kommentar