Den tredje verden? Den ligger nu rundt om Middelhavet

Udgivet den 19. juli 2012 af flemmingytzen

På ganske få år er der vendt radikalt op og ned på vante forestillinger om globale styrkeforhold og udvikling.

ER DER stadig nogen, der kan huske, da vi talte og skrev om ‘ den tredje verden’? Begrebets ophavsmand, den franske antropolog Alfred Sauvy, brugte det i 1952 om de lande, der stod alliancefrit i forhold til de amerikanske og sovjetiske magtblokke.

Siden antog tredjeverdensbegrebet en bredere betydning og blev en samlebetegnelse for udviklingslande i Latinamerika, Afrika og Asien, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom.

Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel og etnisk identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald, bragte traditionelle tredjeverdens-konflikter ind på det europæiske kontinent i form af 1990′ ernes krige på Balkan. Omkring årtusindeskiftet udvikledes den opfattelse i europæiske politiske eliter, at udvidet økonomisk og politisk integration var den eneste vej til social stabilitet og udbredelse af demokrati og frihedsrettigheder, også i Europas randområder. Disse forestillinger har mildt sagt fået det vanskeligt.

TAGER MAN en helikoptertur hen over Middelhavsregionen, tegner der sig et billede, der ikke giver næring til optimisme: Det største arabiske land ledes af en uskøn koalition af generaler og islamister, tilmed velsignet med både stemmesedler og Koranen; i et andet arabisk land er borgerkrigen nu en uafviselig realitet, og i et par små arabiske enklaver i Middelhavets østligste ende føres en regulær apartheidpolitik drevet af magthavere, ligeledes velsignet af stemmesedler.

Langs Middelhavets nordlige kyster er den europæiske kulturs vugge sat under de facto tysk administration, mens et par større europæiske lande er på vej mod samme status. Sikkerhedsberedskabet i spanske og græske byer skrues op i takt med arbejdsløshedsprocenterne. Sydeuropæisk kaosfrygt, valutauro og social ustabilitet er fænomener, der smager ubehageligt af det, vi engang kendte som ‘ den tredje verden’.

FOR GODT og vel 45 år siden var nærværende signatur en nysgerrig teenager, der slugte alt, hvad der blev skrevet om The Rolling Stones. Med i nyhedsstrømmen fulgte dramatiske nyheder om krige, kup og oprør i fjerne, konflikthærgede lande som Vietnam og Indonesien ( og hvem husker ikke, da The Beatles i 1966 bogstaveligt blev jaget ud af Manila af datidens Berlusconi, den filippinske kleptokrat Ferdinand Marcos og fru Imelda). Sådan var datidens ‘ tredje verden’: økonomisk deroute, ustabilitet og flamboyante, korrupte politikere.

Nutidens europæiske ungdom morer sig nok over forældrenes dyrkelse af 50-års jubilaren Rolling Stones og tager så på dannelsesrejser i et Østasien, der leverer økonomisk, social og demokratisk fremgang som aldrig tidligere. De vender forundrede og forvirrede hjem til Rom, Madrid og Paris og møder det, som den franske politolog Dominique Moïsi ikke tøver med at kalde »frygtens kontinent«. For en halv snes år siden blev europrojektet præsenteret som en universel løsning; i dag er euroen patient på den intensive. Vi venter stadig på europolitikernes undskyldninger.

Ingen har stillet diagnosen mere præcist end den nobelprisbelønnede indiske økonom Amartya Sen, der i The Guardian skriver: »De problemer, vi ser i Europa i dag, er hovedsagelig et resultat af politiske fejltagelser. Hvad vi ser, er afstraffelse for en forkert rækkefølge ( valutaenhed først, politisk enhed senere), for et forfejlet økonomisk ræsonnement, for en autoritær beslutningstagning og for en vedvarende intellektuel sammenblanding mellem nødvendige reformer og skånselsløse sparekrav«.

SCENESKIFT til Indonesiens hovedstad, Jakarta, i sidste uge: Forbundskansler Angela Merkel og chefen for Den Internationale Valutafond ( IMF), Christine Lagarde, besøger og takker præsident Susilo Bambang Yudhoyono for et indonesisk lånebidrag til IMF på 1milliard dollar.

Indonesien er med sine 235 millioner borgere verdens folkerigeste muslimske nation og var for kun 15 år siden Asiens syge mand, dengang den asiatiske fi-nanskrise ramte landet med et kølleslag.

Men allerede i 1999 var hele Sydøstasien tilbage på samme niveau som før krisen. Indonesien reformerede og demokratiserede stort set uden blodsudgydelser på kun fire år ( 1998-2004).

Østasien har en samarbejdsstruktur, der er langt løsere organiseret end den, vi har bygget op i Europa; den kunne Bruxelles have lært af, men det er for sent nu.

Østasiens særlige krisefond fordobles i år til 240 milliarder dollar, selv om det ikke engang er sikkert, at der overhovedet bliver brug for pengene. Så hvad med at låne lidt ud til de stakkels europæere?

(klumme i Politiken 19.7.2012)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Myanmar risikerer jugoslaviske tilstande

Udgivet den 13. juli 2012 af flemmingytzen

Etniske spændinger kan afspore den svære demokratiseringsproces.

DER ER glimt af optimisme og håb i den strøm af nyheder, der flyder ud af Myanmar, det tidligere Burma. Tidligere på ugen kunne landets medier offentliggøre de retningslinjer og direktiver, der udgør den nye lov om demonstrationsfrihed.

Loven er blevet hilst velkommen af oppositionen, herunder de mange aktivistgrupper, der i stigende omfang er blevet en del af det politiske landskab, i takt med at en forsigtig demokratiseringsproces er skredet frem.

Men naturligvis knytter der sig stor usikkerhed til, hvorledes de genvundne friheder vil blive praktiseret og reguleret.

Aung Htoo fra landets uafhængige advokatråd siger, at det nye lovkompleks er fyldt med fælder. Hvis en demonstration ses som en trussel mod national sikkerhed, kan sikkerhedsmyndighederne skride til forbud og anholdelser. Enhver demonstration skal anmeldes til både politi og byråd mindst en uge inden afholdelsen, og enhver, der vil tale ved en demonstration, skal aflevere en kortfattet levnedsbeskrivelse.Tillid er godt, kontrol er bedre.

Lederen af den studentergeneration, der i 1988 stod i spidsen for et oprør mod det daværende militærdiktatur og etpartistyre, Ko Ko Gyi, konstaterer, at loven indeholder restriktioner, men »lad os prøve det af og se, hvordan det fungerer i praksis«.

LANGT mere risikobetonet end administrationen af demonstrationsfriheden er håndteringen af Myanmars store etniske komplekser. Månedlange uroligheder og militære kampagner i to regioner, Arakan i vest og Kachin i nord, har lagt pres på præsident Thein Sein og hans vigtigste allierede i reformprocessen, oppositionslederen Aung San Suu Kyi. Begge steder handler det om forfølgelse af to af landets store religiøse og etniske mindretal, de muslimske rohingyaer i Arakan og det overvejende kristne mindretal i Kachin-staten. I begge regioner skal antallet af internt fordrevne tælles i titusinder.

Kernen i konflikten er en 30 år gammel statsborgerskabslov, der fastlægger de kriterier, der giver de 135 definerede mindretal i Myanmar ret til at være statsborgere.

Den daværende junta undlod at tildele rohingyaerne de rettigheder, de havde fået i den lov om statsborgerskab, der fulgte med uafhængigheden i 1948. Rohingyaerne er etniske bengalere, der helt tilbage under det britiske kolonistyre fra slutningen af 1800-tallet blev bragt ind fra det område, der først blev til Østpakistan og siden Bangladesh. I flere årtier har rohingyaerne oplevet forfølgelser og fordrivelser, sat i værk af skiftende burmesiske militærjuntaer.

Præsident Thein Sein og oppositionsleder Suu Kyi er grundlæggende enige om den politiske formel for, hvorledes Myanmars etniske komplekser skal håndteres.

Kodeordet er ‘ Panglong’, som refererer til en aftale, der i 1947 blev forhandlet af Suu Kyis far, uafhængighedslederen Aung San, med tre af datidens etniske repræsentanter for henholdsvis Shan-, Kachinog Chin-befolkningerne. Panglong-aftalen giver principielt fuld autonomi for landets anerkendte mindretal ( anslået 18 millioner ud af en samlet befolkning på ca. 55 millioner).

HISTORISK er der Ikke meget, der taler for, at det militærapparat, som Thein Sein kommer fra, er villigt til at afgive politisk magt. Fem årtier med skiftende militære juntaer huskes for brutal og centralistisk administration af landet. I perioder gennemførte militæret regulære etniske udrensningskampagner under påberåbelse af, at landets ‘ enhed’ som føderal union var på spil.

Virkelig problematisk bliver det derfor, når de nyvundne friheder for Myanmars sociale medier bliver brugt til etniske og religiøse hadkampagner rettet mod rohingyaerne.

Flere bloggere har kaldt Suu Kyi for en ‘ forræder’, når hun har nævnt muligheden for en fornyet Panglong-aftale, dvs. genforhandling af autonomi for etniske grupper, herunder også rohingyaerne.

Relativt ubemærket af det internationale samfund har præsident Thein Sein indført undtagelsestilstand i Arakan-staten ( hvilket er første gang siden regeringsskiftet i 2011) og givet FN-folk adgang til regionen.

Demokratiseringens fortsættelse står og falder med, om præsident, opposition, parlament og det militære apparat finder sammen om en fælles tilgang til spørgsmålet om de etniske gruppers autonomi.

For 50 år siden var det nøjagtig dette spørgsmål, der udløste et militærkup og sendte datidens Burma ud i årtiers isolation, despoti og økonomisk deroute.

De uafklarede etniske konflikter er tikkende politiske bomber i alle Myanmars grænseregioner. Det dybt ironiske i situationen er, at den større frihed, landets medier har fået, risikerer at blive brugt på en måde, der sender udviklingen baglæns.

(klumme i Politiken 12.07.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma | Skriv en kommentar

Den danske skandale i succesregionen Hongkong

Udgivet den 5. juli 2012 af flemmingytzen

Med udgangen af denne måned lukker det danske generalkonsulat i Hongkong. Det er en skandale af de mellemstore.

NÅR JULI måned går på hæld, afsluttes et stykke dansk diplomatisk historie i Østasien. Det sker, når Udenrigsministeriet drejer nøglen om for det danske generalkonsulat i Hongkong. Beslutningen blev truffet af VK-regeringen, men dens efterfølger har ikke kunnet finde visdommen og ( små) pengene til at omgøre den.

Da afviklingen blev meddelt for to år siden, skrev en dansk erhvervsmand: »Med Hongkongs særstatus i Kina, med regionens pålidelige lovgivning, med en fri konvertibel valuta, med et internationalt banksystem, god kommunikation og infrastruktur er Hongkong fortsat ideelt positioneret som det ypperligste springbræt for især små-og mellemstore danske virksomheders opstart i Kina«.

UPÅVIRKET af eurokrisen er den tidligere britiske koloni både et af klodens vigtigste finanscentre og et fristed for mange aktivister, der ikke får lov at ytre sig på det kinesiske fastland. Som f. eks. Han Dongfang, der med China Labour Bulletin driver et vigtigt oplysningsarbejde om kinesiske industriarbejderes manglende rettigheder. Amnesty International og meditationsbevægelsen Falun Gong har også husly i regionen, som er det eneste sted i Kina, hvor der hvert år kan demonstreres til minde om de aktivister, der blev dræbt af militæret i Beijings centrum i juni 1989. Hongkong SAR ( Særlig Administrativ Region) fastholder en kombination af frihed og retsstat, som fremtidens Kina gør bedst i at lære af.

For ganske nylig var et hold folketingsmedlemmer derude og tage sagerne i øjesyn, og der var ingen grænser for de mange lovord fra bl. a. Venstres Eva Kjer Hansen og den radikale Rasmus Helveg Petersen. Deres ord må være prellet af på de nålestribede kommandanter i betonfæstningen på Asiatisk Plads.

DEN FORGANGNE weekend passerede Hongkong 15-året for overdragelsen fra Storbritannien til Den Kinesiske Folkerepublik. I den anledning har Jonathan Fenby, chefredaktør for Hongkongs førende dagblad South China Morning Post i perioden 1995-2000 og før dette redaktør på de britiske aviser The Observer, The Guardian og The Independent, gjort status over sin tidligere hjembys erfaringer med de 15 seneste år under Beijing.

Fenby starter med at slå fast, at det op til koloniens tilbagelevering 1. juli 1997 ikke skortede på dommedagsprofetier om, hvorledes dette unikke, britisk inspirerede samfund ville ‘ stagnere som enhver anden kinesisk by’.

»15 år efter må det konstateres, at dette ikke er sket. Skal vi være helt realistiske, så var der heller aldrig nogen risiko for, at det ville gå dårligt«, skriver han.

Den tidligere chefredaktør og forfatter til adskillige anmelderroste bøger om kinesisk historie noterer korrekt, at de demokratiske reformer, som koloniens sidste guvernør, Chris Patten, indførte, blev ophævet af Beijing. Men den særlige samfundsindretning, som Kina har lovet at bevare i et halvt århundrede efter overdragelsen, er der ikke ændret på. Hverken befolkning eller kapital har taget flugten; tværtimod har Hongkong draget store fordele af naboskabet med den dynamiske provins Guangdong.

Og jo, også i danske medier var der i 1990′ erne grædekoner, der hylede med i dommedagskoret. Mon de er blevet klogere?

Mediernes frihed i Hongkong har et niveau, der er himmelhøjt over, hvad man kender til på ‘ fastlandet’, og ligner det, vi kender fra de semi-demokratiske, blødt autoritære regimer som Singapore og Malaysia. Kritik af statens institutioner er udbredt, men der er tabuer, pressen skal manøvrere uden om. I en nylig meningsundersøgelse svarer 79 pct. af journaliststanden i Hongkong, at selvcensuren er taget til siden 2005.

Men grænser flytter sig jævnligt, forklarer Fenby med et eksempel fra sin gamle arbejdsplads: South China Morning Post har i dag en chefredaktør fra ‘ fastlandet’. I forrige uge skrev 30 af avisens journalister under på en protest, fordi redaktionsledelsen havde nedtonet dækningen af en kinesisk dissidents dødsfald. Den blev publiceret.

Det relevante ved Hongkong er ikke kun regionens økonomiske dynamik, men dens status som uformelt laboratorium for gradvise demokratiske eksperimenter, der sender vigtige signaler til kejsermagten i Beijing. Jonathan Fenby konkluderer, at Hongkong er ‘ a work in progress’, hvor regeringschefen ganske vist ikke vælges direkte af alle, men hvor borgerne nyder en retssikkerhed og frihedsgrader, som millioner af borgere i resten af Kina kun kan drømme om.

En kilde til lokal, kinesisk, global og dansk velstand. Et åndehul for systemkritikere og en inspiration for Beijing. Og her lukker Danmark ned. Kan nogen se visdommen?

(klumme i Politiken 5.juli 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

…og Villy Søvndal fik nok ikke spurgt til Bo Xilai

Udgivet den 2. juli 2012 af flemmingytzen

En ældgammel disciplineringstradition fra kejsertiden lever videre i Kinas retssystem. Eller rettere: uden for.

ALT GIK efter diplomatiets drejebog, da koncerndirektøren og bestyrelsesformanden for klodens største pengetank forleden lagde vejen forbi lille Danmark.

Alt imens euroen balancerer på en klippekant, er det blevet lune tider i de dansk-kinesiske ordrebøger. Ifølge nøgternt realistiske prognoser kan dansk erhvervsliv om ikke ret mange år vælge at ignorere de sydeuropæiske økonomier, hvis vi gør, hvad vi er bedst til. Spørg blot overborgmester Frank Jensen, som netop er vendt hjem fra Beijing og har givet København en venskabsby.

Præsident og generalsekretær Hu Jintao, chefen for China Incorporated, var ikke manden, der gav interview. Vi kan derfor kun gisne om, i hvilket omfang og med hvilket ordvalg de følsomme emner omkring Kinas manglende overholdelse af menneskerettigheder blev taget op. En del af vokabulariet er velkendt. Udenrigsminister Villy Søvndal har utvivlsomt brugt ordet ‘ bekymring’, som naturligvis er bedre end ‘ påtale’.

MEN EN dansk-kinesisk dialog bør være konkret. Måske kunne man have forestillet sig, at Søvndal havde spurgt til en sag, der handler om en kendt kinesisk politiker, der virkelig er ved at miste noget: Bo Xilai, kommunistpartiets detroniserede topmand fra megabyen Chongqing.

Bo Xilai er manden, der begyndte at opføre sig lige så flamboyant som en toppolitiker i et sydeuropæisk land og ikke slap godt fra det. Retorisk dyrkede han Maotidens revolutionsromantiske lighedsidealer. Hustruen, Gu Kallai, førte sig frem som en anden glamourskuespillerinde med tætte forbindelser til det pengestærke jetset – så tætte, at hun nu er anklaget for at have givet ordre til mordet på en britisk forretningsmand, Neil Heywood.

Her er med andre ord stof til en kriminalsag, der i et åbent samfund og en retsstat ville være forsidestof i medierne.

Som bekendt er Kina ingen af delene, så hvad ved vi aktuelt om Bo Xilai? Han er på vej igennem det frygtede disciplinære apparat, der kendes som shuanggui. I dette retspolitiske kældermørke udsættes den ‘ anklagede’ for endeløse forhør, der nedbryder modstandskraften hos den formodede lovbryder. Når der falder en slags tilståelse, ryger partimedlemskabet og boligen, og den eventuelle formue bliver konfiskeret.

De metoder, der er kernen i shuanggui, har rødder tilbage i kejsertiden. De blev genoplivet under borgerkrigen i 1930′ erne, når Folkets Befrielseshær skulle disciplinere illoyale soldater. Efter systemskiftet i 1949 er systemet blevet benyttet mod ‘ klassefjender’ eller ‘ afvigere’. For kun få årtier siden ville Bo Xilai have været en klassefjende – i dag er han en afviger, der ikke har villet følge flertalslinjen i ledelsen.

DE STATSLIGE nyhedsmedier har overraskende ladet nogle detaljer slippe ud om shuanggui. Ifølge nyhedsbureauet Xinhua er 880.000 partimedlemmer blevet ‘ disciplineret’ i perioden 2003-2008, mens kun 25.000 embedsmænd har fået deres sager behandlet som egentlige kriminalsager ved domstolene. Disse tal skal holdes op mod, at kommunistpartiet har 80 millioner medlemmer, svarende til 6 procent af befolkningen.

Alle sager i shanggui hører under kommunistpartiets disciplinkommission, og alle væsentlige afgørelser her skal godkendes i den politiske topledelse. En aktuel sag, der nåede offentlighedens kendskab, handlede om ministeren for jernbanedrift Liu Zhijun, der blev draget til ansvar for en meget spektakulær togkatastrofe i Wenzhou i fjor. Da de kinesiske medier i maj i år meddelte, at den fhv. minister var ekskluderet af partiet, hed det sig, at han var skyldig i »moralsk korruption«, herunder at han havde opbygget en milliardformue gennem korruption og forsødet tilværelsen med mindst en halv snes elskerinder.

Denne noget aparte form for retssystem diskuteres jævnligt af juridiske eksperter i Kina. He Jiahong, der er leder af det juridiske fakultet ved Renmin-universitetet i Beijing, sammenligner shuanggui med de metoder, som USA bruger i sin internationale kamp mod terrorisme, hvor hemmelige fængslinger på fremmed jord er en del af den magtpolitiske værktøjskasse.

Til New York Times siger He Jiahong, at han og andre juridiske fagfolk ofte kritiserer shuanggui, fordi det fungerer uden for de juridiske rammer, som kinesisk lovgivning stiller op: »Men det er da et meget effektivt system. Der er ingen dommere eller nævninge, der kan bestikkes.Det eneste, der kræves, er pen og papir og en mistænkt, der taler ud«.
Bo Xilai har det ikke sjovt i denne tid.

(klumme i Politiken 2.7.2012)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Europæisk genrejsning med kinesisk kapital? Vent og se..

Udgivet den 13. juni 2012 af flemmingytzen

Stationerne på det 21. århundredes Silkevej bliver kinesiske investeringsselskaber.

NÆSTE GANG en kinesisk topleder ønsker at mellemlande i en europæisk hovedstad undervejs til et topmøde for verdensøkonomiske sværvægtere, bør valget falde på Bruxelles. Eller sagt på en anden måde: Kina er ved at bringe sig i en situation, hvor det kan bidrage til at fremme europæisk økonomisk og finansiel integration, tilmed på et tidspunkt, hvor et nødlidende Europa har hårdt brug for et rygstød udefra i form af kapitaltilførsler.

Vi har for ikke så længe siden forladt et årti, hvor ‘ made in China’ var et kodeord for den økonomiske side af globaliseringen. Denne formulering vil i løbet af det kommende årti blive erstattet af ‘ owned by China’, når Kina om få år ikke blot er klodens største økonomi ( målt på købekraft), men også kontrollerer dens største pengetanke. Ikke forstået sådan, at Kina har til hensigt at opkøbe massivt i europæiske gældspapirer, snarere og hellere, at kinesiske investeringsselskaber får adgang til at investere i den fornyelse af europæiske transportsystemer og infrastruktur, der kan blive grundlaget for en styrket euroasiatisk samhandel.

EUROPAS ledere har mere end nogensinde tidligere behov for at udnytte de muligheder, som den kinesiske renæssance bringer med sig. Euroasiens nye ‘ Silkevej’ vil blive bygget på skinner, der fører højhastighedstog med sig, som kan bringe rejsende og gods fra Shanghai til Paris på ikke meget over 48 timer, spår kinesiske fremtidsforskere. Stationerne på fremtidens Silkevej bliver gigantiske kinesiske finansselskaber og teknologiske innovationscentre.

Måske vil fremtidens historikere beskrive 2010′ erne som den periode, hvor et skrantende Europa blev løftet af asiatiske muskler. Nogle kan blive fristet til at drage en parallel til det første tiår efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor amerikanske muskler i form af Marshallhjælp og militær opbygning i Nato bidrog til at genopbygge et Europa, der havde skudt sig selv i smadder.

Som EU-formand bør statsminister Helle Thorning-Schmidt måske driste sig til at spørge sin gæst, præsident Hu Jintao, om, hvornår han har tænkt sig at offentliggøre Kinas Europa-plan frem til f. eks. 2025. Hun kan desuden fortælle i Bruxelles, at EU bør overveje at komme Verdenshandelsorganisationen WTO i forkøbet med at give Kinas status som markedsøkonomi ( hvilket sker i WTO-regi med udgangen af 2016).

Og jo, Thorning-Schmidt kan lade sin udenrigsminister, Villy Søvndal, fortælle sin britiske kollega, at det ikke længere giver mening, at Storbritannien giver USA en indirekte vetoret i spørgsmålet om den nu 23 år gamle europæiske våbenembargo.

Denne handler ikke længere om kinesisk adgang til våben, for Beijing køber moderne våben hos andre leverandører, men den udstiller EU’s svigtende evne til at handle samlet.

DEN POLITISKE dagsorden mellem EU og Kina er også kulturel og værdibaseret.
Med afsæt i liberalt demokrati, markedsøkonomi og universelle menneskerettigheder kunne europæiske politikere i årtier betvivle det kinesiske systems evne til at bringe sociale og økonomiske fremskridt til den kinesiske befolkning.

Her har vi siden finanskrisens start set et interessant rollebytte. I dag er det kinesiske medier, universiteter og intellektuelle, der udtrykker bekymring over den økonomiske og sociale holdbarhed i det europæiske projekt og den manglede effektivitet i europæisk ledelse.

Ikke fordi de vil os det dårligt. Gennem et halvt århundrede har det været en konsistent kinesisk politik at fremme et samarbejdende Europa som en del af en verden, der ikke domineres af en enkelt supermagt, men hvor flere spiller sammen på kryds og tværs. Som den tidligere kommissionsformand Romano Prodi sagde i en tale i Shanghai i marts 2010: »Da vi udviklede ideen om euroen, viste de kinesiske ledere omgående en stærk interesse, og da jeg sagde, at euroen også handlede om politik, reagerede den kinesiske præsident Jiang Zemin med at sige, at han ønsker sig en multipolær verden«.

Kolossale muligheder tegner sig, økonomisk som politisk, i at lade den kinesiske renæssance ledsage af en euroasiatisk renæssance. David Cameron kan vælge at sætte foden på bremsen, ikke kun i den europæiske integrationsproces, men også når Tyskland og Frankrig vil åbne Europas døre for kinesiske investeringer, men vil det så være Europa, som briterne hjælper?

Det er en forandret balance i verden, der her tegner sig. Præsident Obama er i færd med at lade USA vende tilbage til Asien militært. EU kan som en passende reaktion lade kinesisk kapital være en europæisk vækstfremmer og dermed en kilde til global velstand.

(klumme i Politiken 13.juni 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Lyt lige en ekstra gang til Chen Guangcheng

Udgivet den 6. juni 2012 af flemmingytzen

Den kinesiske kritiker leverer i Washington et budskab, der har overrasket de fleste. Læs videre her.

23-ÅRS DAGEN for det kinesiske militærs brutale nedkæmpelse af demokratiaktivisters demonstrationer i det centrale Beijing forløb uden spektakulære episoder.

I alle årene siden denne massive tragedie har myndighederne sænket et mørkt tæppe af tavshed over en af de mest traumatiske begivenheder i det moderne Kinas historie. Men mandag måtte censorerne op af stolene nok en gang.

Det skete, efter at børsen i Shanghai angav et helt absurd tal: et fald på 64.89 point – en direkte reference til selve datoen: 4. juni 89. Straks blev millioner af brugere på de kinesiske blogs ramt af den velkendte firewall, hvis de tastede ‘ Shanghai Stock market’.

Vanen tro sagde en amerikansk udenrigstalsmand, at de kinesiske myndigheder stadig mangler at levere en fuldstændig redegørelse over de dræbte, sårede og savnede fra de blodige junidage i 1989.

Lige så traditionelt afviste en kinesisk regeringstalsmand enhver indblanding i Kinas indenrigs anliggender.

I SIDSTE UGE holdt USA’s for tiden mest kendte kineser, den blinde advokat og aktivist Chen Guangcheng, sin første tale siden sin spektakulære udrejse fra Beijing.

Talen overraskede mange, fordi den ikke faldt inden for den klassiske skabelon for amerikansk kritik af menneskerettighedernes tilstand i Kina. Chen var optimist på sit lands vegne og mener, at han fremover vil kunne rejse frit ind og ud af Kina; ligesom han mener, at landet er på vej mod mere frihed og større retssikkerhed for kritiske individer. Vesten bør derfor ikke indstille sin kritik, for han pointerer, at Kina befinder sig midt i en historisk overgang, og at kritik udefra, hvis den fremføres klogt, kan fremme denne udvikling.

Nogle uddrag fra talen i Washington: Det vigtigste emne af alle, siger Chen, er de lokale myndigheders manglende overholdelse af kinesisk lovgivning. Han har garantier fra de centrale myndigheder for, at han er ‘ en fri og lovlig borger’.

Overgrebene på Chens familie efter afrejsen fra Shandong er noget, de lokale sikkerhedsmyndigheder har sat i værk, forklarer han. Broren og dennes søn blev tævet af bøller, hyret af den lokale politichef. Familien fik fjernet computere og mobiltelefoner.

Da Chen blev indlagt på et hospital i Chaoyang, sendte centralregeringen repræsentanter for at høre hans sag.

»Vi talte detaljeret og længe om min sag. Om alt det ubehagelige, som jeg og mine familiemedlemmer er blevet udsat for gennem syv år. Jeg fik klare og utvetydige garantier for, at disse sager alle vil blive undersøgt. Hvis der er tale om, at de lokale myndigheder har brudt kinesisk lovgivning, vil kendsgerningerne blive lagt frem. Dette er løfter, jeg har fået flere gange. Så jeg venter på udfaldet af de centrale myndigheders undersøgelser«.

CHEN bliver på mødet i Council of Foreign Relations i Washington stillet dette spørgsmål: Kinas ledere siger, at demokrati i den vestlige udformning er uacceptabelt. Hvad er din egen holdning?

»Jeg har hørt flere gange, at vestligt demokrati ikke uden videre kan kopieres i Kina. Min umiddelbare fornemmelse er, at dette er et rigtigt argument; vi kan ikke bare kopiere vestligt demokrati. Vi må lære os en form for asiatisk demokrati – Japan og Sydkorea er gode eksempler. Hvad er der galt med at have vor helt egen form? Se blot på Taiwan. Det var Konfutse, der sagde, at vi må lære fra det gode og undgå det dårlige, lige meget hvor det kommer fra«.

Efterfølgende bliver Chen spurgt om forholdet mellem borgere, centralregeringen og de lokale myndigheder. Han svarer: »De ( centralregeringen, red.) får en masse indberetninger fra lokale myndigheder, men har kun få egne kanaler til at kunne kommunikere direkte med befolkningen. Flere af disse kanaler bliver blokeret. Og det, centralmyndighederne får at vide, er ensidig information (…) Men ingen kan stoppe historiens fremskridt.  Selv hvis regeringen ikke vil gøre fremskridt, bliver den tvunget til det. Det er som med Marx og produktivkræfterne. Politiske fremskridt vil tage tid, og regeringen behøver befolkningens opbakning.Så lad være med at gøre forkerte antagelser.Regeringen har givet mig tilladelse til at studere i USA. Dette er et skridt i den rigtige retning. De gør noget rigtigt nu, og det bør anerkendes«.

NATURLIGVIS bliver Chen også spurgt om sin holdning til massakrerne på civile aktivister for 23 år siden. Han svarer: »Centralregeringen bør gøre det, som de gør med min egen sag: Den skal revurderes, de reelle kendsgerninger skal frem, og man skal holde op med at lægge låg på (…) det er ikke en monolit, vi har at gøre med. Kina befinder sig i en historisk overgangsfase, og den internationale optagethed skal være oprigtig, ansvarlig og være indstillet på at hjælpe. Man flytter ikke et bjerg på en uge. Vi må rykke lidt ad gangen«. Sådan taler en moderne marxist.

(klumme i Politiken 6. juni 2012)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Magtdeling USA-EU-Kina er en global win-win-winner

Udgivet den 24. maj 2012 af flemmingytzen

Men Kinas udenrigspolitik minder for meget om, hvad USA gjorde i mellemkrigstiden.

FØRST PÅ UGEN blev vi mindet om, at en verdenshistorisk realitet er ved at indhente os. Nemlig den, at Asien om føje år vil stå for ikke kun halvdelen af klodens befolkning, men også halvdelen af dens produktion.

Sådan var verden også skruet sammen omkring år 1800, altså lige omkring det tidspunkt, hvor de vestlige landes industrialisering tog fart og blev ledsaget af europæiske stormagters erobring og kolonisering af oversøiske territorier.

Den amerikanske professor og tidligere topembedsmand Joseph Nye kom forbi og leverede et budskab, der efterhånden er kendt for de fleste, men han ledsagede dem med konklusioner, som mange har brug for at lære af. Især dem, der bestandigt forveksler Kina med hedengangne Sovjetunionen. Så her kommer der en udlægning af flere af hans pointer fra talen i DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

Der er udbredt frygt for, hvad Kinas opstigning som global økonomisk magt får af konsekvenser. Men slap lige af: Magtpolitisk befinder Kina, USA og EU sig ikke i et såkaldt zero sum game ( på dansk: nulsumsspil; vist lyder det rædsomt, men det betyder, at nogle lande overtrumfer nogle andre).

Kina er selvfølgelig ikke på vej til at vinde over hverken EU eller USA trods den østasiatiske gigants dramatiske økonomiske væksttal. Tværtimod har den verdensorden, som USA skabte efter 1945 i kølvandet på de tre årtiers kaos, som Europa havde forårsaget, været til fantastisk stor gavn for ikke bare Kina, men også andre lande i Østasien.

NOK HAR DET amerikansk-kinesiske forhold været igennem en mindre nedtur ( 2009-10), men Beijing har tænkt sig om en ekstra gang, og nu kører de strategiske dialoger på bedste vis, som det senest blev demonstreret med den blinde advokat Chen Guangchengs udrejse til USA. Hillary Clinton og hendes folk kunne forhandle videre i Beijing om større og vigtigere emner og samtidig signalere, at USA ikke gav køb på sine værdier.

Efterhånden er det blevet en banalitet at konstatere, at USA stadig militært er massivt overlegent, og at Kina trods markant forøgede militære budgetter ikke når amerikanerne til ret meget over knæene. Lige så banalt er det at konstatere, at Kina er fremragende til noget af det, som Vesten har forsømt: at man på samme tid både kan producere, spare op og vise store og udsatte befolkningsgrupper en vej ud af fattigdommen og adgang til det moderne liv ( læs: arbejdskraft ud af landdistrikterne og ind i storbyernes tilbud af uddannelse og job). Moderniseringen stopper ikke ved fabrikkernes porte. Kina får snart brug for at opbygge en gigantisk ældreforsorg og andre velfærdsforanstaltninger, og hvem andre end europæerne vil være bedre i stand til at levere den vare?

MEN ET ER økonomien, hvad så med den traditionelle magtpolitik? Ligner Kina det Tyskland, som omkring år 1900 overhalede Storbritannien økonomisk, hvilket lagde grunden til krigsforberedelser i begge lande? Hverken amerikanske eller europæiske beslutningstagere mener det. Derimod er der, siger Joseph Nye, en dybtliggende frygt i Indien for, hvad Kinas hensigter er. De førte kortvarigt krig mod hinanden for 50 år siden, hvilket ikke er glemt. Medvirkende til Indiens frygt er den realitet, at det økonomiske kapløb mellem de to giganter for længst er vundet af Kina.

Men det af Joseph Nyes budskaber, som Indien, Japan og andre af Kinas foruroligede naboer har mest behov for at tage til sig, er dette, som han formulerede helt tilbage i 1995: Hvis Kina skal inddæmmes, er det kun kineserne selv, der kan gøre det. En provokerende adfærd i f. eks.Det Sydkinesiske Hav sender Kinas naboer lige lukt i armene på USA, og det har de kinesiske beslutningstagere naturligvis lært af. »Kina er ikke en statisk monolit«, siger Nye.

DET 21. århundrede har brug for smart og klog magt. Det er den slags, der kommer til udtryk, når Obamas finansminister, Timothy Geithner, tager til Beijing og forhandler kinesisk långivning til amerikanerne. Og når Pentagons folk udveksler viden med kineserne om cyberterror.

Kinas økonomiske fremgang hen over 30 år har overskygget den realitet, at kineserne har kørt på fribillet i den amerikanskdominerede verdensorden, mener Nye og sammenligner Kinas adfærd med USA’s passivitet i mellemkrigsårene.

Vejen frem ligger i at dele ansvaret for de store globale udfordringer: klimaet, ressourceknapheden, terrorbekæmpelsen, fattigdomsreduktionen. I denne ansvarsdeling ligger den ‘ smarte’ magt, som hele kloden har brug for.

(klumme i Politiken 24. maj 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Retsopgør er en skandale og farce

Udgivet den 8. maj 2012 af flemmingytzen

Kritikken af tribunalet mod lederne af Røde Khmer-styret tager til efter at to af tribunalets internationale dommere har sagt deres stillinger op.

Får indbyggerne i Cambodja nogensinde oplevet bare en snert af retfærdighed efter flere års forsøg på et retsopgør mod de få overlevende Røde Khmer-ledere? Hvorfor er FN-systemet tavst om en juridisk og menneskeretlig farce og hvorfor fortsætter donorerne med at sende millionbeløb til en institution, der lader hånt om alle tænkelige retsprincipper? Spørgsmålene rejses af flere kritikere, efter at det såkaldte krigsforbrydertribunal i den cambodjanske hovedstad Phnom Penh er blevet ramt af endnu en skandale. En af tribunalets internationale dommere, schweizeren Laurent Kasper-Ansermet kalder tribunalet for ‘ dysfunktionelt’ og har trukket sig fra sit hverv i protest.

Kasper-Ansermets begrunder sin opsigelse med, at ‘ de nuværende arbejdsbetingelser i tribunalets dommerpanel ikke gør det muligt for ham at udføre sine pligter’. Hans opgave bestod i at skulle udvælge og vurdere det bevismateriale, der kunne gøre det muligt at bringe flere af de aldrende Røde Khmer-ledere for retten.

Hidtil er kun en enkelt blevet dømt, mens sagen mod fire andre fortsat er i gang.

Formålet med tribunalet har fra starten været at placere skyld og ansvar for de massedrab og overgreb, som det ultrakommunistiske Røde Khmer-styre gennemførte i dets regeringsperiode 1975-79.

Historikere anslår antallet af omkomne for sult, tvangsarbejde og henrettelser til at være omkring 1,7 millioner, tæt på en femtedel af hele befolkningen i datidens Cambodja.

Opsigelsen er ikke den første. Sidste efterår var det den tyske dommer Siegfried Blunt, der havde fået nok. Både Kasper-Ansermet og Blunt nævner som begrundelse, at deres cambodjanske dommerkollega, You Bunleng, direkte blokerer for nye forundersøgelser af flere ex-Røde Khmerer. Den schweiziske jurist har i to tilfælde modtaget direkte skriftlige forbud af You Bunleng mod at forberede to kommende retssager ved domstolen.

DET KONTROVERSIELLE tribunal blev oprettet i 2006 efter lange og komplicerede forhandlinger mellem FN-systemet og den cambodjanske regering. De første afhøringer fandt sted i 2007, og i 2010 faldt den første dom. Den domfældte, Kaing Guek Eav ( kendt som ‘ Duch’), der havde været chef for Røde Khmer-styrets største torturcenter fik en livstidsdom. Han er i dag 70. De fire politiske topledere, hvis sager pågår, er alle i 80′ erne.

Forløbet har været omstridt. Tribunalet i Phnom Penh, som det tog FN-systemet næsten en halv snes år at få forhandlet på plads med den cambodjanske regering, adskiller sig fra andre krigsforbryderdomstole ved at være et såkaldt blandet tribunal, dvs. gruppen af dommere er både nationale og internationale.

Her ligger selve hovedproblemet med gennemførelsen af retssagerne, mener en af tribunalets hårdeste kritikere, den amerikanske journalist Nate Thayer:

»Alle internationale retsprincipper er tilsidesat. Det, der her legitimeres, er det 21. århundredes version af en stalinistisk skueproces. Hele det juridiske forarbejde kontrolleres af tidligere Røde Khmerfolk, der i dag sidder i det cambodjanske regeringsapparat. Chefdommeren er helt åbenlyst købt og betalt af regeringen. Det er en uhørt skandale, at FN overhovedet accepterer at være aktør i denne farce«, siger Thayer i en blog på New York Times’ hjemmeside.

Thayer udtaler sig med en vis vægt. Han opsporede Røde Khmer-gruppens ledere op gennem 1980′ ernes partisankrig, efter at regimet var blevet fordrevet af en vietnamesisk invasion i januar 1979. I 1997 præsterede han et internationalt mediescoop, da han interviewede den tidligere topfigur i styret, Pol Pot, efter at denne var faldet i unåde blandt sine kolleger i partisanhærens ledelse.

Joshua Kurlantzick, en amerikansk skribent og analytiker, der har fulgt udviklingen i Sydøstasien gennem mange år, skriver på tidsskriftet The Atlantics hjemmeside om sagen:

»Retssagen mod de Røde Khmerer går nu fra slemt til værre () det er velkendt, at Cambodjas regeringschef Hun Sen længe har været modstander af at der indledes forundersøgelser mod flere tidligere regimefolk.

Han har fortalt befolkningen, at han ønsker at lægge Røde Khmer-perioden bag sig. Hun Sen har selv en fortid som embedsmand i Røde Khmer-regimet, omend han befandt sig på et så lavt niveau i systemet, at tribunalet aldrig ville være kommet i nærheden af ham. Men han har mange gamle kampfæller, som kunne have kommet i dommernes søgelys«. Kurlantzick fortsætter: »I mange år mente jeg, at Røde Khmer-tribunalet stadig var værd at gennemføre, trods de mange forsinkelser, trods at mange af de gamle Røde Khmer-topfolk var så højt oppe i årene, at langvarige fængselsstraffe ville være illusoriske, trods de urimeligt høje omkostninger, betalt af udenlandske donorer. Men nu står det helt klart, at tribunalet er en farce«.

Youk Chang er af en anden opfattelse. Han leder Documentation Center of Cambodia i Phnom Penh, en organisation, der har opbygget et arkiv og en database over de forbrydelser, der blev begået i Cambodja under Røde Khmer-perioden.

»Tribunalet handler også om retfærdighed«, siger han til New York Times. »For første gang i cambodjansk historie, har vi fået en debatkultur. Det betyder, at volden er reduceret, og at demokratiet har bedre vilkår«.

FRANCOIS PONCHAUD er den franske præst, der for 35 år siden var blandt de allerførste til at skabe international opmærksomhed om de massive overgreb, som Røde Khmer-regimet begik mod sine borgere. Han kritiserer også tribunalet i Phnom Penh, men ud fra et helt andet grundsynspunkt.

Ponchaud, der i dag er 73, siger til avisen Jakarta Globe: »Tribunalet er en monumental fejltagelse () og jeg vil nægte FN-systemet retten til at være den myndighed, som kan dømme Røde Khmer-lederne. ‘ FN beskyttede af geopolitiske årsager de Røde Khmerer under den Kolde Krig. Så jeg kan ikke se, hvordan FN i dag kan have retten til at dømme dem, som man dengang støttede«. Den franske teolog mener også, at tribunalet påfører det cambodjanske samfund et retfærdighedsideal, som ikke er egnet for et buddhistisk samfund.

Ponchaud var blandt de sidste vesterlændinge, der flygtede ud af Phnom Penh, da de Røde Khmerer tog magten i april 1975. Da han vendte hjem til Frankrig berettede han til medierne, at de Røde Khmerer var begyndt at tømme Phnom Penh for at sende befolkningen ud til arbejdslejre i landdistrikterne. Meget få troede på ham, men to år senere dokumenterede han Røde Khmer-regimets politik i en bog, der siden blev en klassiker: ‘ Cambodja: År Nul’.

Netop evakueringen af Phnom Penh i foråret 1975 er en af de begivenheder, som en fortsat retssag skulle have fokuseret på. Ponchaud har været nævnt som et muligt vidne i denne sammenhæng.

»Hvis jeg indkaldes, vil jeg ikke tøve med at fortælle retten, hvad jeg mener er sandheden«, siger han til Jakarta Globe.

Tilbage står også spørgsmålet om de omkostninger, som tribunalet i Phnom Penh er løbet op i. I sidste måned betalte Storbritannien og Australien henholdsvis 750.000 pund og 1,7 millioner dollar for at sikre retssagens fortsættelse.

(artikel i Politikens debatsektion 5. maj 2012)

Udgivet i Sydøstasien | Skriv en kommentar

Et enkelt døgn, der ændrede østasiatisk historie

Udgivet den 19. april 2012 af flemmingytzen

En fuser i Nordkorea og en aftale i Myanmar. Men koreanerne mangler, hvad burmeserne har: fornemmelsen for virkeligheden.

I LØBET af et enkelt døgns tid ændredes østasiatisk historie dramatisk og til det bedre.

På den koreanske halvø forsøgte klodens mest isolerede regime sig med en i egen forståelse legitimitetsprøve ved at sende en raket til vejrs. Missilet, der skulle have sat en satellit i kredsløb og have demonstreret Nordkoreas evne og vilje til at affyre langtrækkende våben, fejlede demonstrativt. Der kan ikke tænkes nogen større ydmygelse for Kim-familiens yngste ledestjerne Kim Jong-Un, for han ville bruge affyringen til at markere 100-året for sin farfars fødsel – det nordkoreanske dynastis grundlægger, Kim Il-Sung – og dermed foretage den symbolpolitiske konsolidering af sin egen ret til magten.

Efter den eklatante fuser må selv de mest indoktrinerede nordkoreanere spørge: Er dette et signal om, at unge Kim ikke har retten til det kejserlige himmelske mandat? Missilet skulle have været det guddommelige bevis på unge Kims ejerskab til magten, idet det skulle demonstrere landets evne til at afskrække et eventuelt angreb fra arvefjenden USA. Hvad tænker strategerne i Pyongyang nu: Skal vi finde en anden måde at demonstrere magt på, eller er det selve dynastiet, der ikke længere duer? Fuseren er både militær og politisk, og det geopolitiske landskab i Nordøstasien vil blive ændret. Tvivlen har sneget sig ind bag de nordkoreanske bjerge.

ANDERLEDES opmuntrende er det politiske billede i et land, der indtil for nylig havde en pariastatus ikke ulig Nordkoreas.

Myanmar, det tidligere Burma, fik fornemt besøg af ingen ringere end regeringschefen fra den tidligere kolonimagt, Storbritannien. David Cameron fik trykket hænder med først præsident Thein Sein og flere af dennes kolleger fra den tidligere junta og efterfølgendemed landets demokratileder, Aung San Suu Kyi. Cameron er manden, der har Europas nøgle til et fremtidigt engagement i det land, der har påbegyndt en forsigtig og trinvis rejse ind i mere civile tilstande.

Når EU’s udenrigsministre mødes på mandag, vil beskeden fra briterne være, at de fleste EU-sanktioner kan ‘ suspenderes’, men endnu ikke ophæves, og at våbenembargoen forbliver, hvor den er.

For det er, hvad Cameron fortalte præsident Thein Sein, mens de sad i pompøse omgivelser, der kunne have været designet af nordkoreanere: Vi støtter reformerne, men hvis nogle af jeres generaler slår bremsen i, lukker vi for både pengestrøm og besøg ( læs: ingen europæisk deltagelse, når Myanmar i 2014 bliver formand for Asean og skal være topmødevært).

I lidt blidere vendinger var det også budskabet fra Aung San Suu Kyi, da hun stod side om side med Cameron på terrassen ved boligen på University Avenue 54: »Hvis reformerne obstrueres, vender sanktionerne tilbage«. Et umisforståeligt budskab fra en politisk leder, hvis parti nu har 43 pladser i det burmesiske parlament efter det suppleringsvalg, der reelt var en popularitetsafstemning, hun vandt massivt. Et forspil til det næste parlamentsvalg i 2015.

Den pensionerede officerselite har læst teksten og må spørge: Står hun reelt lige uden for præsidentpaladset?

SOM ET konstruktivt resultat af de gulerod og stok-metoder, der har været EUs politik over for Myanmar i en lille snes år, er Europa nu på vej ind i et fuldtonet engagement i det engang så isolerede land.

De politiske kontrolmekanismer er på plads via Suu Kyis parti, den Nationale Liga for Demokrati. Et dansk engagement i form af uddannelse af burmesiske parlamentarikere er under forberedelse.

Burmesere deltager snart i det sydøstasiatiske velstandsmirakel. Summen af de europæiske erfaringer med Myanmar hen over et par årtier er derfor positiv og opmuntrende. De moderate sanktioner virkede, fordi de havde indbyggede belønninger, der kan foldes ud nu, hvor Den Nationale Liga for Demokrati er helt uden for konkurrence, når det gælder folkelig opbakning og popularitet. EU og USA har den partner, vi behøver, og militæret ved det.

TILBAGE står den nedslående konklusion, at en tilsvarende strategi ikke har muligheder for at virke over for Østasiens nu sidste pariastat, Nordkorea. Hvad de fleste har glemt er, at gulerodspolitikken allerede har været forsøgt her. Tilbage i 1990′ erne blev Nordkorea stillet energiforsyninger i udsigt – tilmed opførelse af en letvandsreaktor, betalt af Vesten, Sydkorea og Japan. Men for den militære elite blev det tilsyneladende for meget at skulle have amerikanske og europæiske teknikere gående omkring. Nordkoreanerne mangler burmesernes sans for virkeligheden.

(klumme i Politiken 18.04.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Tøv en kende med at sende en pengestrøm mod Myanmar

Udgivet den 14. april 2012 af flemmingytzen

Hvis Myanmar drukner i investeringer nu, vil udviklingen køre skævt. Principper først, dernæst penge.

KNAP er støvet fejet ud af valglokalerne her i Myanmar, før hotellerne i landets forretningscenter, den tidligere hovedstad Yangon, gør klar til at modtage en stribe af investorer og rådgivere fra internationale institutioner, der vil sende millioner af dollar, yen og euro ind i det fattigdomsplagede land.

EU-KOMMISSÆREN for udvikling, Abdris Pielbags, har allerede været forbi og fortalt det militært dominerede styres civile repræsentanter, at EU har sat 150 millioner euro af til udviklingsformål for perioden 2012-13. Tallet er en ren symbolsk tilkendegivelse, eftersom Pielbags satte modtagernavne på: sundhed, uddannelse, landbrug og frem for alt de titusinder af internt fordrevne især i landets nordlige regioner. Det er urealistisk at tro, at store summer kan finde vej til Myanmars mest isolerede regioner på så kort tid.

Men EU’s budskab er vigtigt, for mellem linjerne lyder det: Luk op for områder, hvor der har foregået etniske udrensninger i årtier, så binder vi efterfølgende pengene op på hjælpeaktiviteter og udviklingsinvesteringer.

NÅR OPPOSITIONENS nyvalgte medlemmer til parlamentet har indtaget deres pladser i det surrealistiske bygningskompleks i hovedstaden Naypyidaw, vil der lyde et tilsvarende krav: Tatmadaw, det burmesiske navn for det frygtede militær, skal tilbage til barakkerne og give plads for FN-systemet og de internationale hjælpeorganisationer, der står på spring for at komme ind. Præsident Thein Sein skal overbevise generalerne i det system, han selv har været en del af, om det nødvendige i at fortsætte den retræte, som er en forudsætning for en normalisering af Myanmars forhold til omverdenen.

Et 14 år gammelt fortilfælde fra Sydøstasiens folkerigeste land viser, at sådan en udvikling ikke er en utopisk forestilling. Indonesiens officerselite lempede i 1998 præsident Suharto ud af præsidentpaladset i Jakarta. Suhartos yngre officerskollega Bambang Yudhyono er i dag folkevalgt præsident og leder af klodens folkerigeste muslimske land i en imponerende fremgang (og hvornår lærer de arabiske lande noget af dette sydøstasiatiske skoleeksempel?).

INTERNATIONALE investeringer bør kun komme forsigtigt til Myanmar, dvs. i et moderat tempo. Den afgåede officerselite har ophobet store summer i statsselskaber inden for energiudvikling, ædelstene og råvarer.

Hvad de nyvalgte parlamentarikere her i Myanmar må gøre, er at bede EU, USA, Kina og nabolandene om at formulere principper for fremtidige investeringer i pagodelandet, lovfæstede rettigheder og økonomisk kompensation til de berørte mindretalsgrupper.

Senere på måneden skal EU’s udenrigsministre drøfte yderligere lempelser af de i forvejen meget moderate sanktioner mod Myanmar. Frankrig, der via energi-firmaet Total allerede har fedtet fingrene ind i burmesisk naturgas, vil slå til lyd for, at EU’s erhvervsliv skal ind med fuld skrue, mens Danmark, Storbritannien og Sverige vil mane til forsigtighed.

Det kinesisk-finansierede dæmningsbyggeri i Myitsone i den nordlige Kachin-delstat kan blive prøvestenen for en balanceret økonomisk udvikling i Myanmar. Præsident Thein Sein suspenderede byggeriet i fjor for at signalere, at han er bekymret over Kinas økonomiske dominans og gerne vil åbne op for vestlig tilstedeværelse. Men suspensionen gælder kun til 2015, og anslået 1.000 kinesiske arbejdere befinder sig stadig i Myitsone.

På det lange sigt kan Myanmar ikke undvære investeringerne i infrastruktur fra giganten i nord, der har uanede ressourcer til formålet. Verdensbanken, FN-systemet, EU og USA kan hjælpe den nu legaliserede opposition til at sikre, at satsningerne på infrastruktur ledsages af civile programmer inden for fødevareproduktion, sundhed og miljø.

FORDI Myanmar gennem årtier har sendt alt for mange unge talenter i uniform og brugt penge på våben og atomprogrammer ( med Nordkorea og Rusland som villige hjælpere), er landet ekstremt underforsynet med folk, der magter at planlægge rammerne for en balanceret udvikling inden for jordreformer, finansiel regulering og investering.

Mange love er rene museumsstykker fra den britiske kolonitid, og en stor del af embedsværket er præget af den systemtænkning, udgået fra et militærsystem, der reelt har været en stat i staten, hvad monstrøse luksusvillaer med tilhørende golfbaner i Yangons forstæder vidner om.

EUROPÆISKE engagementer skal konsekvent have fokus på kravene om frigivelse af de resterende politiske fanger. Megen lovgivning er kun midlertidig. En ansvarlig EU-politik må bidrage til at gøre de foreløbige forbedringer permanente.Tjek med oppositionspartiet NLD, når det sker.

I de danske og europæiske overvejelser skal opmærksomheden ikke kun rettes mod de to hovedpersoner i processen, men flest mulige lag i samfundet og uden for militæret. De absurde og opportunistiske påstande om, at vestlige sanktioner var årsag til elendigheden i Myanmar, er for længst havnet på historiens mødding. Europas vej frem i pagodelandet må bæres af først principper, dernæst realisme.

(klumme i Politiken 3.4. 2012)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar