USA’s næste præsident får en blød landing i Beijing

Udgivet den 24. oktober 2012 af flemmingytzen

Kan det tænkes, at Kina foretrækker Romney frem for Obama? Se, hvad historien har lært os.

OBAMA ELLER Romney, hvem er Kinas foretrukne kandidat til Det Hvide Hus? Om dette emne hersker der radiotavshed i de officielle kinesiske medier. Men et tilbageblik over fire årtiers historie om det amerikansk-kinesiske forhold viser nogle interessante pejlemærker.

Fra grundlæggelsen af Folkerepublikken i 1949 og en snes år frem var forholdet politisk dybfrossent og i perioder militært glohedt. Amerikanske og kinesiske hærstyrker udkæmpede en slags stedfortræderkrig på Den Koreanske Halvø 1950-53, der endte med uafgjort. I 1958 var det tæt på at gå galt i Taiwanstrædet, og glemmes skal det heller ikke, at CIA i hemmelighed trænede og udstyrede tibetanske partisaner på nogenlunde samme tid. Kombinationen af den sovjetiskkinesiske splittelse og USA’s udsigtsløse krigsførelse i Vietnam skabte for fire årtier siden åbninger, der banede vej for en diplomatisk og politisk normalisering mellem Washington og Beijing i 1979. I dag er de to giganter økonomisk så forbundne og gensidigt afhængige, at det ligner et uformelt partnerskab påtvunget af globaliseringens betingelser.

REPUBLIKANSKE topfolk og præsidenter har banet vejen trods erklæret antikommunisme.

Fra den daværende sikkerhedsrådgiver Henry Kissingers formidable bog ‘ On China’ fra i fjor ved vi, at præsident Richard Nixon forud for et møde med Kinas ‘ Kissinger’, Zhou Enlai, i februar 1972 sagde til sin rejseledsager: »Tænk, hvis dette enestående kulturfolk en skønne dag fik en anstændig regering. Vi ville ikke kunne matche dem«. Tre år senere bliver det amerikanske forbindelseskontor i Beijing – forløberen for den ambassade, der blev åbnet i 1979 – ledet af en fhv. FN-ambassadør ved navn George H. W. Bush ( altså den ældre Bush, siden vicepræsident under Ronald Reagan og 1988-92 republikansk præsident).

Samme Bush stod dygtigt i spidsen for den normalisering af det bilaterale forhold, som blev nødvendigt efter det kinesiske militærs massakre på civile i Beijings centrum i forsommeren 1989.

I STRIBEVIS af præsidentvalgkampe siden 1980, da Ronald Reagan slog Jimmy Carter, har et mønster gentaget sig: Den kandidat, der er udfordreren, lover en hårdere kurs over for Kina i menneskeretsanliggender.

Efterfølgende falder valgvinderen ned som et lam, rejser til Kina og lovpriser »den storslåede kinesiske civilisation« under sin vandring på Den KinesiskeMur.

Det har været situationen for alle, der fulgte i Nixons fodspor: Reagan, Bush senior, Clinton, Bush junior, Obama.

Præsident Obamas forsøg på at revitalisere sin Østasienpolitik gennem en mere proaktiv politik smager af fornyelse, men hvad er realiteterne? Opgraderingen af militære faciliteter på en base i Darwin til ca. 3.000 mand hører til i småtingsafdelingen.

Forsvarsminister Leon Panetta balancerede omhyggeligt hensynet til sin allierede, Japan, og hensynet til sin ‘ verdensbank’, Kina: Panettas retorik handlede først og fremmest om at sikre velstand og stabilitet i Østasien, ikke at bakke de japanske territorialkrav op.

Status quo med Beijing er fællesnævneren for den amerikanske tilstedeværelse i farvandene øst og syd for det store kinesiske rige. Se på Taiwanpolitikken og Den Koreanske Halvø. Kina og USA samarbejder intensivt om at inddæmme den sikkerhedstrussel, som det surrealistiske regime i Pyongyang repræsenterer.

Den taiwanske oppositions forsøg på at give østaten end anden status end den, som Kina og USA aftalte allerede i den fælleserklæring, som Richard Nixon og Zhou Enlai underskrev i Shanghai i februar 1972, og som blev suppleret af Reagan i samme by ti år senere, er faldet på stenet grund. Som en taiwansk akademiker har udtrykt det: »USA og Kina konspirerer om at kontrollere Taiwan«. Kina og USA har et strategisk partnerskab, der bare ikke må have navn af et sådant.

HANDELSKRIG og valutastrid? Ifølge Obama skal USA eksportere sig ud af sine aktuelle økonomiske vanskeligheder: en planlagt fordobling over de næste fem år.

I samme periode vil Kina med stor sandsynlighed overhale USA som verdens største importør, og det rapporteres fra Beijing, at kæmperiget med en middelklasse svarende til hele den amerikanske befolkning agter at fordoble sin import.

De gensidige fordele i samarbejdet er selvindlysende.

Kinas kommende leder, Xi Jinping, ved fra sin ungdoms studieophold i det driftige Midtvesten, hvilket samfund han skal engagere. Han vil foretrække at efterligne det økonomisk frem for at udfordre det strategisk. Uanset om den kommende præsident hedder Obama eller Romney, får han en blød landing på en højrød løber i Beijing.

(klumme i Politiken 11.10.2012) 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

EU er ikke længere rollemodel for Østasien

Udgivet den 23. oktober 2012 af flemmingytzen

Når udenrigsminister Villy Søvndal om kort tid besøger Japan og Sydkorea, bør det ikke være lærebøgerne fra Wall Street, der er hans rejselekture.

VIST HAR Den Europæiske Union da været et fredsskabende projekt, men burde Nobelprisen ikke have være tildelt Bruxelles for fem, ti eller femten år siden? Ingen forening er stærkere end sine svageste medlemmer, og blandt asiatiske analytikere har det siden eurokrisens begyndelse heddet sig, at den europæiske integrationsproces var for ambitiøs, for urealistisk, gik for hurtigt og var for dårligt forberedt.

Den positive side af historien ligger før 2007, og dens budskab er, at EU i mange år tjente som nyttig inspiration for det ældste og mest robuste regionale samarbejdsprojekt i Asien: Asean, Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, som for ganske nylig har fejret sit 45 års jubilæum.

ASEAN BLEV grundlagt i 1967 på baggrund af et militærkup i regionens folkerigeste land, Indonesien, to år forinden, og fordi landene havde brug for at håndtere voksende politisk indflydelse fra USA og økonomisk ditto fra Japan. Og frem for alt skulle sammenslutningen være et bolværk mod det Kina, som havde støttet kommunistiske grupper i især Thailand, Malaysia og Indonesien.

Den dominoteori, der havde tjent som begrundelse for den amerikanske krigsførelse i Vietnam, blev vendt på hovedet efter amerikanernes retræte i 1975: Asean repræsenterede en prokapitalistisk politik, der skabte formidable udviklingsresultater i Singapore, Malaysia, Indonesien og Thailand og siden blev rollemodel for den tidligere hovedmodstander i den kommunistiske lejr, Vietnam.

EU og Asean fandt for alvor hinanden i slutningen af 1990′ erne på et tidspunkt, hvor den asiatiske valuta-og finanskrise sendte chokbølger fra Bangkok over Jakarta til Seoul.

Når krisen dengang blev overstået på mindre end to år, skyldtes det, dels at de asiatiske nationale valutaer ikke var koordinerede i samme grad som det, de ledende europæiske valutaer siden udviklede sig til, dels at Kina undlod at devaluere og dermed indirekte blev finansiel redningskrans for flere af sine sydlige nabolande.

TI ÅR EFTER at asiaterne kom sig efter den finansielle og valutariske tsunami, er rollerne byttet om. Det er nu Europa, der beder Østasien om kapitaltilførsler. En ubehagelig realitet for Bruxelles, men den forklarer, hvorfor forbundskansler Angela Merkel har brugt så megen politisk kapital på at opbygge en økonomisk og strategisk alliance mellem Berlin og Beijing.

Asean er nået langt med økonomisk integration både internt og i forhold til sine nordlige naboer, som er regionens tre dominerende økonomier, Kina, Japan og Sydkorea, men den politiske og institutionelle integration er beskeden.

Den asiatiske klub rummer både lovende demokratier som Indonesien og nødlidende ditto som Thailand og Filippinerne; hybrid-modellerne Malaysia, Singapore og Cambodja, der kombinerer demokratiske og autoritære instrumenter; samt etpartisystemerne i Vietnam og Laos.

Disse forskelle gør, at sammenhængskraften baserer sig på pragmatiske konsultationer, hvor kun få beslutninger er bindende for medlemmerne.

Disse begrænsninger til trods er det lykkedes for Asean at lægge rammerne for et økonomisk fællesmarked, som fra 2015 vil tillade en fri udveksling af varer, arbejdskraft og serviceydelser i et marked med et befolkningstal i samme vægtklasse som EU.

I stedet for valutarisk integration har Asean valgt en stabiliseringsmekanisme inspireret af den ‘ valutaslange’ ( EMS’en), der tjente Europa ganske godt, indtil det britiske pund gik gennem gulvbrædderne på de globale finansmarkeder i sensommeren 1992. Morale: Når ‘ landeklubber’ er så politisk og økonomisk uhomogene, som tilfældet er i Østasien, duer det ikke at trække den politiske integration så langt, som det er sket i Europa.

ØSTASIENS VALUTARESERVER repræsenterer en soliditet, som gør det muligt for asiaterne at føre en økonomisk ekspansiv politik i lang tid fremover. Med andre ord kan regionen det, som er blevet noget nær umuligt for Europa, nemlig øge gældsætning og kreditgivning. Østasien kunne vokse i flere år uden at løbe ind i vanskeligheder, og EU er, beklageligvis vil nogen sige, ophørt med at være rollemodel for asiaterne.

Den dag verdensøkonomien for alvor tager en vending i retning af vækst og fornyelse, vil det være Østasien, der bliver lokomotivet.

Vi må gå ud fra, at når udenrigsminister Villy Søvndal om kort tid besøger Japan og Sydkorea, er det ikke lærebøgerne fra Wall Street, der er hans rejselekture.

Snarere er det klassiske asiatiske dyder som kulturel tolerance og pragmatisme, han får brug for at tage til sig.

(klumme i Politiken 18. oktober 2012)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Hvornår rejser ‘ The Lady’ til Beijing, Seoul og Tokyo?

Udgivet den 27. september 2012 af flemmingytzen

Aung San Suu Kyi har fået rigeligt med hyldest. Hendes næste rejser må gå østpå, hvis Myanmar skal lykkes økonomisk.

FØRST HYLDEST, dernæst hårdt arbejde. Efter forsommerens europæiske rundrejse er Myanmars oppositionsleder Aung San Suu Kyi nu på en hyldestturné i USA. Hun har mødt præsident Obama, modtaget Kongressens Guldmedalje og har talt intensivt om sit lands fremtid i Østasien. Hun er blevet modtaget som en kvindelig Nelson Mandela.

‘ The Lady’ har i taler og interview berørt et af de mest følsomme emner i sit lands demokratiseringsforsøg: USA’s engagement i det tidligere så lukkede land. »Jeg foretrækker at se Burma som et område, hvor Kina og USA kan styrke forståelsen af hinanden () jeg ønsker udenlandske investeringer i Burma, men på den ordentlige måde. Jeg siger ikke: Kom og sæt jeres penge i Burma. Jeg siger: Kom med jeres investeringer, men på den rigtige måde«. Langvarig isolation, påtvunget af et xenofobisk militærstyre gennem et halvt århundrede, har gjort Myanmar til et af Østasiens fattigste lande. Potentialet for et kraftigt økonomisk løft er til stede, og skal dette lykkes, må landet holde døren åben for landets største investor, Kina.

Hvilket forklarer, hvorfor præsident Thein Sein i sidste uge gennemførte en rundrejse i det store naboland mod nord. Præsidenten fik tilmed et møde med Kinas kommende leder, Xi Jinping.

Forholdet er spændt. I fjor indstillede Thein Sein det mest kontroversielle samarbejdsprojekt mellem Kina og Myanmar, det store dæmningsbyggeri Myitsone i den konflikthærgede Kachin-stat. Intet i de statskontrollerede kinesiske mediers referater af besøget indikerer, at der er fundet løsninger på striden om Myitsone, der især handler om tvangsflytninger af bønder og etniske mindretal.

NÅR PRÆSIDENTEN i dag holder tale til FN’s Generalforsamling, vil der blive lyttet efter budskaber om, hvordan Myanmar vil balancere i det geopolitiske felt mellem Kina, Indien, partnerlandene i Sydøstasien og USA.

Men tag ikke fejl: Midlerne til at gøre Myanmar til et bedre sted at leve vil primært komme fra Kina og det øvrige Asien.

Amerikansk og europæisk tilstedeværelse bliver beskeden, men naturligvis politisk vigtig. EU og USA er økonomisk på knæene og optaget af at løse egne interne vanskeligheder. Der er hverken vilje eller penge til at gøre, hvad USA var i stand til i Thailand for et halvt århundrede siden.

Hvis Thein Sein og Suu Kyi er bekymret for, at Kinas dominans i Myanmars økonomi bliver for stor, er det partnerlandene i Asean, Sydøstasiens svar på EU, de skal søge til. Asean rummer viljen og styrken til at placere regionen i en velfungerende balance mellem USA og Kina. Kinesisk samhandel med Sydøstasien har for længst overhalet den amerikanske.

Asean har samarbejdsaftaler med Kina, Indien, Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand. På tyve år er regionens samhandel med omverdenen blevet syvdoblet. I ingen anden verdensdel reduceres fattigdommen hurtigere end i Østasien. Midlerne til at løfte Myanmars fattige befolkningsgrupper ud af årtiers elendighed vil komme fra asiatiske kilder i et omfang, der reducerer amerikanske og europæiske investorer til beskedne biroller.

HVIS Myanmar skal blive en del af det asiatiske velstandsmirakel, må Aung San Suu Kyi til at planlægge rundrejser i sit nærområde. Hun har modtaget al den hyldest og hæder, hun fortjener i Europa og USA. Men taler, medaljer og fine middage med kongresmedlemmer rækker ikke. Hun skal snarest se at få planlagt besøg i Singapore, Seoul, Tokyo og frem for alt Beijing. Og mon ikke der kan blive plads til New Delhi? Her tilbragte hun flere af sine ungdomsår, og hun har stadig nære venskabsbånd til landet.

Når den tid kommer, vil hun ikke blive modtaget på samme gloriøse måde, som det skete i London, Oslo, Washington og New York. Men det gør mindre. Hos de store asiatiske partnere har hun mere brug for at lytte frem for at holde taler. Hendes partner i Myanmars normaliseringsproces, præsident Thein Sein, har allerede demonstreret en sådan pragmatisme under sit nylige besøg i Kina. Hvis Myanmar skal lykkes økonomisk, er det primært Østasien, der skal involveres. Europæiske og amerikanske partnere kan bidrage med rådgivning om etiske og miljømæssigt forsvarlige investeringer. Dermed kan Myanmar forhåbentlig undgå de problemer, der tidligere ramte især Thailand, Malaysia og Indonesien, da den ukritiske fokus på vækst førte til dramatiske skader på miljø og ressourcer.

Lad pengene komme fra Asien, ledsaget af indsigt, teknologi og etiske principper fra Vesten.

(klumme i Politiken 27.09.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Japan-Kina: Reaktioner på et århundredes ydmygelser

Udgivet den 20. september 2012 af flemmingytzen

Konflikten mellem Østasiens to giganter går dybt, men kommer ikke ud af kontrol. Der sker en langsigtet tilpasning til ændrede globale styrkeforhold.

NÅR AVISER og tv-kanaler viser billeder af unge demonstranter, der smadrer butiksruder og udstillinger for japanske firmaer i storbyer på det kinesiske fastland, er det fristende at slå disse aktiviteter hen som udslag af et løssluppent nationalistisk ungdomsoprør. Hvem ved; det kan jo tænkes, at i et samfund, der ikke tillader organiseret politisk opposition, er det bekvemt at lade utilfredse unge rase ud mod en historisk arvefjende – frem for at rette vreden mod en regering, som har svært ved at leve op til befolkningens forventninger på andre områder.

En fristende udlægning, der risikerer at reducere det aktuelle konfliktbillede til en tegneserie. Den dybere dimension af de aktuelle spændinger mellem Kina og Japan handler om flere generationers mangel på gensidig forståelse og tolerance i en grad, som de færreste europæere kan gøre sig forestillinger om.

MISTROEN OG DE periodiske udbrud af fjendskab mellem Japan og Kina har rødder i den krig, der i 1895 førte til, at Kina måtte afstå Taiwan til Japan. Få år senere brød det kinesiske kejserdømme sammen og blev efterfulgt af en republikansk statsdannelse, hvis første år blev dramatisk vanskelige. Tilstedeværelsen af de store vestlige kolonimagter i dele af Kina bidrog til den oplevelse af ydmygelse, som er en kilde til kinesisk nationalisme helt frem til i dag. Men intet af det, som briterne, amerikanerne og tyskerne foretog sig i Kina i første halvdel af det 20. århundrede, tåler sammenligning med det, som de kejserlige japanske tropper foretog sig i Kina mellem 1931 og 1945.

Tirsdag i denne uge passerede årsdagen for det angreb, der indledte Japans invasion af det nordøstlige Kina og den kolonisering, der forvandlede Manchuriet til lydstaten Manchukuo. Senere i denne måned skulle såkaldte ‘ venskabsmøder’ i Tokyo og Beijing markere 40-året for oprettelsen af diplomatiske forbindelser. De fleste er med kort varsel blevet aflyst.

Hukommelsen er dyb og lang i Østasien. De ledende lag i Tokyo og Beijing har ikke gjort tilstrækkeligt for at fremme den udsoning, som kunne bidrage til forhandlede løsninger af territorielle kon-flikter i Det Østkinesiske Hav. Begge kunne lære af det, som Tyskland og Frankrig præsterede efter 1945, og som banede vejen for et mere helt Europa.

Når den nationalistiske stolthed i Japan ikke tilnærmelsesvis har et omfang som tilsvarende kræfter i Kina, skyldes det moderation hos den nuværende centrum-venstre-regering i Japan. Den har hænderne fulde med at bringe landets økonomi på fode efter katastrofen på værket i Fukushima, og den trækkes med eftervirkningerne af mere end en snes år med økonomisk tilstand. Om mindre end en generations tid står Japan med en altoverskyggende udfordring: at skulle skabe velstand i et samfund, hvor der statistisk kun er to lønmodtagere for hver pensionist. Intet andet højt industrialiseret land ældes så hurtigt som Japan.

DEN ØKONOMISKE integration i Østasien er en succeshistorie, og i kombination med den demografiske faktor betyder den, at Japan er mere afhængig af Kina end omvendt. Kinas ledere er sig helt bevidst, hvorledes det økonomiske styrkeforhold er vendt om i løbet af en generations tid. At en forstokket højrenationalist som Tokyos borgmester, Shintaro Ishihara, forsøger at score billige point på at tirre den kinesiske offentlighed, kan Beijing tage med ro, men politbureauets spindoktorer har utvivlsomt tilrådet at lukke lidt af den nationalistiske damp ud af egne kedler.

Den amerikanske forsvarsminister Leon Panettas besøg i først Tokyo og siden Beijing demonstrerer USA’s vilje til en balancegang, der ikke mindst skal sikre, at det eksisterende samarbejde om at inddæmme Nordkorea ikke kuldsejler.
Præsident Barack Obama har bebudet en såkaldt ‘ rebalancering’ af USA’s militære styrkeposition i Østasien, hvilket er blevet tolket som en begyndende, koldkrigslignende inddæmning af Kina. Men sådanne udlægninger er proportionsløse. At Pentagon opgraderer en base i Darwin fra et par hundrede til 2.500 mand er symbolpolitik i småtingsafdelingen.

Terrorbekæmpelse i Mellemøsten og Afrika vil fortsat have førsteprioritet også for en kommende amerikansk præsident, som vil være sig fuldstændig bevidst, at Kina med sin finansiering af USA’s massive gæld indirekte gør Beijing til en aktør på USA’s side. Ikke mange europæiske ledere vil sige det rent ud: Kina er ikke blot blevet verdens største pengetank, men også den status quo-magt, USA og Europa mere end nogensinde har brug for i en tid, hvor den muslimske verden slår revner på kryds og tværs.

(klumme i Politiken 20.9.2012)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Tokyos borgmester garanterer fjendskabet med Kina

Udgivet den 6. september 2012 af flemmingytzen

Årtiers japanske bestræbelser på en udsoning med Kina er atter spoleret af en enkelt politiker: Shintaro Ishihara.

I SIDSTE måned blev ubehagelige minder om Anden Verdenskrig vakt til live i to lande, der er gigantiske nøglespillere i den globale økonomi. 67-års dagen for afslutningen på Stillehavskrigen blev markeret, og især ældre japanere og kinesere blev mindet om, at de to lande har temmelig langt igen, inden det giver mening at tale om en reel og dyb forsoning.

Hen over sommeren har japanske aktivisters landgang på den lille gruppe af otte ubeboede øer, der af Japan kaldes Senkaku og af Kina Diaoyutai demonstreret, at tiden ikke læger alle sår.

Blandt de ca. 150 japanske aktivister, der gjorde landgang på øerne, var flere parlamentsmedlemmer, der før rejsen sagde, at de ville afholde en mindehøjtidelighed for de japanske soldater, der omkom under Anden Verdenskrig, hvor Japan besatte det østlige Kina. Reaktionen i Kina var forventet: Antijapanske protester brød ud i flere kinesiske storbyer. Demonstranterne angreb japanske forretninger og restauranter og japansk producerede politibiler blev smadret.

TRE AF de fem øer ejes af den japanske forretningsmand Kunioki Kurihara, der har lejet øerne ud til den japanske stat, som fik dem tilbageleveret af besættelsesmagten USA i 1972. Når striden nu påkalder sig særlig opmærksomhed, skyldes det en enkelt japansk toppolitiker, Tokyos borgmester Shintaro Ishihara. Han er uden overdrivelse Kinas fjende og hadeobjekt nr. 1 i Japans politiske landskab.

I april erklærede Ishihara, at han vil bruge penge fra Tokyos kommunale budget til at købe de tre øer, som ejes af Kunioki Kurihara. Begrundelse: »At beskytte øerne fra en kinesisk overtagelse«. Da Kina protesterede, iværksatte Ishihara en indsamling blandt private, som gav et beløb svarende til godt 100 millioner kroner.

Dette var den japanske regering nødt til at reagere på, og ministerpræsident Yoshihiko Noda måtte ud med en erklæring om, at hans regering selv vil finde penge til købet. Nationalisering med andre ord. Men det interessante er, at Noda nægtede kommunale opmålere fra Tokyo at gå i land på øerne. Der bliver derfor ikke noget salg her og nu, men det er den japanske stat, der bestemmer, hvad der skal ske med øerne.

Næsten samtidig enedes japanske, kinesiske og sydkoreanske embedsmænd om, at de tre landes forhandlinger om en frihandelsaftale ikke skal kobles sammen med territorielle konflikter. For Sydkorea og Japan er på kant med hinanden om de mindre øer mellem Japan og Korea, som hedder Dokdo på koreansk og Takeshima på japansk.

KONFLIKTEN om begge øgrupper er vævet af det stof, som operettekrige er gjort af, og japanske medier hånede i kommentarer den fond, som borgmester Ishihara oprettede for at indsamle donationer til købet. Hverken Japan eller Kina har noget at vinde ved en optrapning af konflikten andet end at oppiske nationalistiske følelser i begge lejre. Kina bygger sit krav på, at øerne administrativt har hørt til ‘ provinsen’ Taiwan, hvilket unægtelig kompliceres af, at Taiwan ( Republikken Kina) ikke just er en provins. Østatens præsident Ma Ying-jeou benyttede i begyndelsen af august 60-års dagen for indgåelse af en fredsaftale mellem Japan og Republikken Kina til at søsætte et fredsinitiativ for det, der i Taiwan hedder Østhavet.

Med San Francisco-traktaten i 1951 måtte Japan afstå suverænitetskravet over en række af sine sydlige øer, men med USA’s tilbagelevering af Okinawa 20 år senere fulgte Senkaku ( Daioyutai) med. Et af de japanske argumenter i striden er, at både Kina og Taiwan først efter tilbageleveringen til Japan begyndte at rejse krav om øerne – sammenfaldende med at det blev sandsynliggjort, at der er olieforekomster nær øerne.

Så længe japanske vælgere bakker op om en politikertype som Ishihara, vil det give næring til høgene i det kinesiske kommunistpartis militærindustrielle kompleks. Det var sådanne kredse, der tidligere i år arrangerede øvelser, der simulerede landgange på Senkaku/Daioyutai.

Den kinesiske adfærd har sammenhæng med den nært forestående partikongres, og der kommer utvivlsomt mere aggressiv retorik, inden portene slås op til magtens haller i Beijing.

Ishiharas succes kommer af, at han som så mange andre højrenationalister over den ganske klode hævder at beskytte sit lands identitet, ære og kultur. Vælgernes opbakning til ham er en indikation på den utryghed, som Japan føler ved det opstigende Kina. Hvad Japan har brug for, er en politikertype, der kan gøre, hvad Willy Brandt formåede i forhold til datidens Østeuropa for fire årtier siden. Hvis en sådan politiker findes i Tokyo, bedes han venligst træde et skridt frem.

(klumme i Politiken 6. september 2012)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Dømt for mord på udlænding – tidligst fri om en halv snes år

Udgivet den 30. august 2012 af flemmingytzen

Gu Kailai er dømt, så hvad er der sket i kinesisk retspolitik hen over tre årtier? Alt for lidt.

UDFALDET var forudsigeligt. Gu Kailai, hustru til Bo Xilai, den udrensede partichef i den kinesiske by Chongqing, blev kendt skyldig i mordet på den britiske forretningsmand Neil Heywood og idømt en dødsstraf af den mere lempelige slags: Hendes straf vil om to år blive konverteret til fængsel på livstid, hvilket indebærer, at Gu Kailais advokater efter yderligere syv år kan søge om benådning med henvisning til humanitære grunde.

Med andre ord: Om mindre end en halv snes år kan Kinas mest omtalte kvinde på ‘ dødsgangen’ være en fri kvinde.

Dette forekommer sandsynligt, eftersom anklagemyndigheden har fremlagt redegørelser for, at Gu Kailai har været behandlet for søvnløshed, depression, angst og afhængighed af beroligende og ‘ hypnotiske’ stoffer.

Men intet er sikkert. Avisen Yanzhao Metropolis oplyser, at varigheden af fængslinger for dødsdømte, der får konverteret straffen til livstidsfængsel, har nået et gennemsnit af 18 år.

DET MEST interessante fortilfælde er dødsdommen i 1981 over Jiang Qing, enken efter Folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong. To år senere fik denne ultravenstreorienterede ‘ afviger’ og ‘ fjende af både partiet og det kinesiske folk’ sin dom konverteret til livsvarigt fængsel.

Jiang Qing blev som 77-årig løsladt i 1991 for kort tid efter at begå selvmord ved at hænge sig selv på et hospitalstoilet.

Der er ligheder mellem Maos enke og Gu Kailai, men de er kun overfladiske.

Sidstnævntes mand, Bo Xilai, skabte sig en betydelig lokal popularitet ved at føre sig frem med retoriske propagandakampagner, der genoplivede Mao-tidens egalitære og kulturrevolutionære politik, hvilket overhovedet ikke passede centralregeringens teknokrater.

De frabeder sig populisme, der kan forstyrre den vision om et harmonisk samfund, som de påberåber sig som målet for regeringens og partiets økonomiske moderniseringspolitik. Lokal folkelig opposition på gadeplan kan inddæmmes, mens det straks er sværere, når en eller flere af partiets topfolk stiller sig i spidsen for større bevægelser. Det kunne medføre organiseret og åbenlys opposition inden for partiets egne rækker.

SÅ SELVFØLGELIG er dommen over Gu Kailai spækket med politik, hvilket ikke bliver bedre af, at Bo Xilai indtil videre er forsvundet ud i anonymitetens gulag.

Der er naturligvis ikke tale om en domsafsigelse fra et uafhængigt retssystem, men snarere, at kommunistpartiets disciplinkommission er nået frem til et kompromis om Bo Xilai og hans nærmeste families politiske skæbne. Regel nr. 1 for enhver toppolitikers overlevelse i det kinesiske partisystem er, at interne uenigheder ikke må eksponeres for offentligheden.

I forsommeren 1989 var det denne regel, som den daværende partichef, Zhao Ziyang, brød, da han en tidlig morgen bevægede sig ned blandt studenteraktivisterne i Beijings centrum og meddelte, at kravene om reformer var blevet fejet til side af partiledelsen. Zhaos skæbne blev 16 år i husarrest. Hvad risikerer magthaverne, hvis eller når Gu Kailai løslades? Der findes et interessant fortilfælde i Beijings daværende borgmester, Chen Xitong.

Han var medansvarlig for beslutning om at erklære hovedstaden i undtagelsestilstand under de demonstrationerne i forsommeren 1989. Efterfølgende udfordrede han Zhao Ziyangs efterfølger som generalsekretær, Jiang Zemin, og blev udrenset i 1995. 3 år senere blev Chen idømt 16 års fængsel for korruption og pligtforsømmelser. I 2006 blev Chen frigivet, og tidligere i år udkom en erindringsbog, hvor han i interviewform fortæller om fortiden. Ikke overraskende kalder han korruptionsdommen for justitsmord, men endnu mere interessant er det, at han beklager indsættelsen af militær mod demonstranterne i juni 1989.

OM Gu Kailai også vil tale ud, når hun engang løslades, vil til den tid kun interessere historikerne. Her og nu er skaden allerede sket, selv om partitoppen har forsøgt at begrænse virkningerne. Kommunistpartiets venstrefløj af socialt indignerede, der er dybt utilfreds med de kolossale uligheder i det kinesiske samfund, har fået et ikon og en martyr, de kan mobilisere omkring. Bo Xilai var et levende paradoks med sine mafialignende populistiske metoder og økonomisk forkælelse af sine nærmeste. Men det ændrer ikke ved, at han pegede på et betændt område, som bliver en uomgængelig udfordring for den generation af ledere, der tager over til oktober: Væksten skal opretholdes, men med større social balance.

Kan det lykkes, nu hvor økonomien allerede er på vej ned i gear? Tvivlen breder sig i partirækkerne og i befolkningen.

(klumme i Politiken 30.9.2012)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Censur reduceres, mens etnisk opgør spidser til i Myanmar

Udgivet den 23. august 2012 af flemmingytzen

Spændingerne mellem det muslimske mindretal og det buddhistiske flertal kaster mørke skygger over liberaliseringen i Myanmar.

REGNTIDEN i Myanmar, det tidligere Burma, er endnu ikke overstået, men der er blevet langt mellem solstrålerne i det politiske tøbrud, der begyndte i fjor, da reformbestræbelserne anført af landets præsident Thein Sein, forhenværende general, og demokratilederen Aung San Suu Kyi blev indledt. Stribevis af reformer er vedtaget af det parlament, hvor militærets repræsentanter stadig dominerer.

Men det er ikke længere modsætningsforholdet mellem militæret og dets civile repræsentanter på den ene side og Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, på den anden, der dominerer den politiske scene i det førhen så isolerede land.

Mens turister og erhvervsfolk nærmest bestormer landet, er de politiske spændinger mellem centralregeringen og flere af landets etniske mindretal optrappet.

Tydeligst er konflikten i den vestlige delstat Rakhine ( tidligere Arakan), der grænser op til Bangladesh, hvor buddhistiske aktivister er gået til angreb på det muslimske rohingyamindretal.

Mindst 80 personer er blevet dræbt, efter at en buddhistisk kvinde blev voldtaget og dræbt og efterfølgende ti muslimske mænd lynchet i noget, der lignede en hævnaktion. En rohingyatalsmand taler om 650 dræbte hen over sommeren.

Myanmars centralregering er blevet mødt med massiv kritik fra især muslimske lande, som opfatter de seneste begivenheder i Rakhine som etnisk udrensning.

For to måneder siden blev hele delstaten i undtagelsestilstand. Da FN’s flygtningehøjkommissær Antonio Guterres besøgte Myanmar i juli, erklærede præsident Thein Sein, at den eneste løsning på problemet er deportering af rohingyaerne til tredjeland eller lejre drevet af FN-systemet.

Men den kritik, som også er lydt fra Myanmars partnerlande i den sydøstasiatiske Asean-sammenslutning, har utvivlsomt haft en virkning. Tidligere på ugen tog Thein Sein initiativ til at nedsætte en kommission, der skal udrede konflikten og dens årsager.

Den 27 medlemmer store kommission, der ledes af en tidligere topembedsmand for Ministeriet for Religiøse Anliggender, har fået pålagt at finde løsninger, der kan fremme en »harmonisk sameksistens« mellem de mange etniske og religiøse grupper.

Blandt kommissionens medlemmer er Ko Ko Gyi, en mangeårig systemkritiker og modstander af den tidligere militærjunta, som Politiken interviewede op til afholdelsen af suppleringsvalgene i april i år. Han har en høj status i det burmesiske miljø af oppositionelle, men har chokeret mange af sine kampfæller ved at kræve rohingyaerne sendt ud af Myanmar.

Emnet er dybt betændt og risikerer at afspore den skrøbelige politiske reformproces.

Aung San Suu Kyi har kun udtalt sig i meget forsigtige vendinger ved at pointere behovet for juridisk holdbare løsninger. Hun og præsidentens forsøg på at fremme en etnisk og religiøs forsoning er ikke blevet hjulpet af, at 24 politiske partier er gået sammen om en opfordring til at kræve FN’s særlige rapportør for menneskerettigheder i Myanmar, Tomas Quintana, fjernet fra posten.

MIDT i dette brogede billede er der et lille lyspunkt: Først på ugen ophævede centralregeringen den forhåndscensur, som har domineret mediebilledet i Myanmar i et halvt århundrede. Det er først og fremmest en håndsrækning til en række private medier, men nye regulativer sætter fortsat grænser for, hvad journalister og blogskribenter kan tillade sig.

Da volden i Rakhine eskalerede, fik lokale journalister besked på ikke at rapportere om den etniske vold i området.

Det har ikke forhindret nyhedsstrømmen fra området i at alarmere omverdenen om overgrebene. I de nye retningslinjer for mediedækning, som har afløst forhåndscensuren, tales der udtrykkeligt om at beskytte nationale interesser, såsom at »sikre nationens sammenhæng og sikkerhed«. Vokabulariet er hentet i den kogebog, som blev bragt i spil, da militæret første gang tog magten i 1962.

Så alt ligner det i mistænkelig grad gammel vin på nye flasker. Myanmar er ikke længere det jernhårde diktatur, vi kendte indtil for blot et par år siden, men er også langt fra de demokratiske frihedstilstande, som oppositionen drømmer om. Medierne kan referere den legale oppositions synspunkter, rapportere kritik af magthaveres overgreb af f. eks. embedsmænds konfiskering af jordområder og lignende. Men der er stadig store tabuområder, som journalisterne skal holde sig fra. Især de etniske spændinger.

Velkommen til det sydøstasiatiske gråzoneområde.

Vi er i et landskab, hvor Indonesien, Malaysia og Singapore er gamle kendinge.

(klumme i Politiken 23. august 2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | 1 kommentar

Gratulerer! En tibetaner vandt en medalje ved OL

Udgivet den 16. august 2012 af flemmingytzen

Når nu Taiwan og Hongkong kunne deltage i OL under egne flag, hvorfor så ikke Tibet?

HVILKEN jubel! For første gang i idrættens historie har en tibetaner kunnet hænge en OL-medalje om sin hals. Choeyang Kyi deltog i kvindernes 20 kilometer kapgang i lørdags og vandt bronze.

Men ved overrækkelsen af medaljerne var det ikke det Sneløvens flag, hun skulle vise sin respekt, men det røde kinesiske.

Hvis hun havde det dårligt med at skulle ære flaget for sit hjemlands herskere frem for sine etniske landsmænd, viste hun det ikke. Der er nok heller ingen, der har fortalt hende, at det tibetanske flag blev anvendt i 1950′ erne inden den tibetanske opstand. Dalai Lama skal i 1955 have udtalt, at det var hærens flag og kun blev brugt af de tibetanske hærstyrker, som dengang eksisterede side om side med de kinesiske.

De kinesiske OL-gæster i London hyldede Qieyang Shenjie, mens det tibetanske eksilsamfund lykønskede Choeyang Kyi – én og samme person.

KUN FÅ detaljer om Choeyang Kyis baggrund er kendte. Hun stammer fra Qinghai, Tibets naboprovins. Hendes tibetanske navn betyder ‘ solen’. Af hendes blog fremgår det, at hun inden afrejsen til London aflagde en troskabsed til det kinesiske kommunistparti, og at denne handling gjorde hende ‘ en smule nervøs’.

Reaktioner fra andre blogskribenter er mildt sagt blandede. ‘ Afskyeligt’, skriver nogle og stiller spørgsmålet: ‘ Hvorfor skal du være medlem af verdens største mafia?’, mens andre skriver rosende: ‘ gratulerer’, ‘ imponerende’ og ‘ meget fint’.

Eksiltibetaneren Yangchen Kikhang opsummerede, hvad mange tibetanere utvivlsomt har følt: »Som individ kalder hun på vores stolthed. Men vi er ikke glade for, at det er Kina, hun repræsenterer. I sin sjæl er hun stadig tibetaner«.

BEGIVENHEDEN rejser naturligt nok spørgsmålet: Når nu Taiwan og Hongkong kunne deltage i OL under egne flag, hvorfor så ikke Tibet? De tre regioner har varierende grader af tilknytning til det historiske Kina, men kan ikke ligefrem siges at hylde den nuværende statsdannelse, Folkerepublikken.

En moderne verden holdes sammen af fornuft, og grundstoffet i fornuften er pragmatiske kompromiser: Hongkongs og Taiwans særlige OL-historie kunne i den bedste af alle verdener være en inspiration for fremtidens tibetanske OL-deltagere.

Taiwan deltog som ‘ Republikken Kina’ helt tilbage ved OL i Melbourne 1956 og siden under varierende betegnelser frem til OL i Montreal 1976, da canadierne valgte at ekskludere Taiwan og give plads til rivalen, den kommunistiske Folkerepublik.

I 1979 enedes IOC om den kompromisformel, der har været gældende siden: Taiwan er afskåret fra at deltage med en betegnelse, hvor navnet Kina indgår, men kaldes Chinese Taipei, hvilket fik virkning fra vinterlegene i Sarajevo i 1984.

Kan man se følgende for sig: et fremtidigt OL, hvor en delegation med betegnelsen ‘ Chinese Tibet’ marcherer ind ved en åbningsceremoni på et olympisk stadion? Umuligt. Her vil vestlig empati med tibetanerne komme i kollision med kinesisk nationalfølelse og stolthed.

De gange, hvor delegationerne med banneret Chinese Taipei er blevet hilst velkommen ved åbningsceremonierne, er det forløbet fuldstændig uproblematisk.

Klapsalver og jubelråb fra både fastlandskinesere og taiwanere. I sportens sammenhæng er de alle kinesere, men ikke i Folkerepublikken alene. Kald det tolerance eller sameksistens; det kunne andre kulturer lære meget af.

Den uafviselige forklaring på den olympiske forbrødring er etnisk og kulturel: Befolkningsflertallet i Taiwan tilhører samme etniske kategori som flertallet på fastlandet; de såkaldte han-folk. Ubehageligt vil nogen sige, men det hjælper nok på forståelsen, når man minder om, at selveste Taiwans folkevalgte præsident ved udvalgte lejligheder kalder sine landsmænd for ‘ sønner og døtre af den Gule Kejser’.

Af velkendte årsager er det en formel, som de færreste tibetanere, hvis overhovedet nogen, vil tilslutte sig. De er i kulturel, etnisk og religiøs forstand sønner og døtre af Dalai Lama, og ham vil det kinesiske han-flertal ikke give plads til, hverken politisk eller sportsligt.

Bliver Choeyang Kyi mere kinesisk af at have vundet en medalje som deltager i Folkerepublikkens hold? Næppe.

Kan hendes præstation blive begyndelsen til en større kinesisk accept af den tibetanske befolkningsgruppe, ganske som det er sket med taiwanerne? Muligvis.

Og kunne vi ved næste OL opleve en grønlænder tage en medalje hjem til Danmark? I kajakroning burde der være et potentiale, eller…?

(klumme i Politiken 16.8.2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Er det historiens mindst politiserede OL, vi oplever lige nu?

Udgivet den 2. august 2012 af flemmingytzen

Tokyo 1964, Seoul 1988 og Beijing 2008 bandt verden bedre sammen. I 2016 er det Brasilien, der får chancen. Er det snart Sydafrikas tur?

SIKKE en pomp og pragt, da de olympiske deltagere marcherede ind på det festlige stadion i London. Flag, farver og festivitas, også da turen kom til delegationen fra Syrian Arab Republic. Ja, det borgerkrigshærgede Syrien. Holddeltagerne smilede og vinkede, men hvad tænkte de mon på? Hvilke bekymringer gemte der sig bag smilehullerne? Måske gjorde disse tillidsambassadører for den syriske nation sig forestillinger om, hvem derhjemme i Damaskus og omegn der vil tage imod, trykke hænder og gratulere, når OL er ovre. Assad bliver det næppe, men hvem så? Venter der en bedre fremtid, når krudtrøgen har lagt sig? Indtil videre må vi håbe på, at de syriske deltagere får lov at opleve det bedste af den olympiske ånd. Hvorfor ikke, når meget taler for, at dette års OL bliver det mest afpolitiserede i mands minde.

ET AFPOLITISERET OL? Som bekendt lyder kapitel fem i det olympiske charter således: ‘ Ingen demonstration af politisk, religiøs eller racemæssig karakter er tilladt på de olympiske områder’. Så hvad er det nu, historieskrivningen kan minde os om: De sort-hvide dokumentarfilm af heilende idrætsfolk og publikummer i Berlin 1936 genbruges jævnligt på tv. Ellers ligger der rigeligt på YouTube.

Men det er nok glemt af de fleste, at verdenskrigens tabere, Tyskland og Japan, ikke blev inviteret til London i 1948. Befolkningerne i de to lande kunne ellers nok have behov for, at sejrherrerne viste dem tillid; freden var trods alt ankommet.

Melbournes værtskab i 1956 betød, at sommerlegene blev holdt i november og december på et politisk brandvarmt tidspunkt: kun få uger efter Suezkrisen og den sovjetiske nedkæmpelse af opstanden i Ungarn.

Egypten, Irak og Libanon meddelte, at de ikke ville deltage på grund af Israels militære aktioner, mens kun Holland, Schweiz og generalissimo Francos Spanien trak sig i protest mod den sovjetiske deltagelse. Den Internationale Olympiske Komités anerkendelse af Taiwan betød, at Folkerepublikken Kina ikke deltog.

Så den kolde krig var på sit højeste, hvilket ikke forhindrede et fælles tysk hold i årene 1956-64, længe før begge tyske stater fik fuldt FN-medlemskab og på et tidspunkt, hvor de fleste var ved at indstille sig på en permanent tysk deling. I sportens verden tog tyskerne forskud på fremtiden.

ET ANDERLEDES perspektiv på verdens indretning blev åbnet efter legene i 1960 i Rom, som var det sidste for det apartheidstyrede Sydafrika. Der skulle gå 32 år, inden et forandret Sydafrika kunne vende tilbage, og det var som bekendt i Barcelona.

Da Tokyo blev vært i 1964, åbnede det verdens øjne for Japans vellykkede genopbygning og nye rolle som global økonomisk sværvægter. Japanerne fik respekt, også da kejser Hirohito åbnede legene officielt, selv om en og anden nok kunne have spurgt, om ikke det var samme Hirohito, der var kransekagefiguren for det politiske projekt, der blev kendt som ‘ Det Store Østasiatiske Velstandsområde’, påbegyndt i 1931 og afsluttet i 1945? I MONTREAL 1976 blev det sydafrikanske spørgsmål atter nærværende, da en snes afrikanske nationer valgte at boykotte på grund af New Zealands deltagelse, fordi det newzealandske rugbylandshold havde spillet i det Sydafrika, som havde været ekskluderet siden 1964. Kina nåede en beskeden deltagelse i Helsinki 1952 og vendte først tilbage til OL-familien ved vinterlegene i 1980. Den kinesiske broderstrid betød, at Taiwan først fra 1984 blev OL-deltager, om end under navnet Chinese Taipei. Utroligt, hvad bogstaver kan gøre ved den politiske virkelighed.

DEN sovjetiske invasion i Afghanistan 1979 betød, at 65 inviterede lande udeblev i protest, da OL i 1980 kom til Moskva.

De 80 deltagerhold repræsenterede det laveste antal lande siden 1956. Da turen kom til Los Angeles i 1984, kunne en sovjetisk ledet boykot kun få følgeskab af et dusin kommunistiske og socialistiske allierede. De færreste kunne se det, men ‘ Østblokken’ lå allerede i dødskramper.

Det sydkoreanske værtskab i Seoul 1988 blev det første OL uden en organiseret boykotaktion. Ingen sydkoreaner er i dag i tvivl om, at værtskabet hjalp en dengang skrøbelig demokratisering på vej.

Tokyo 1964, Seoul 1988 og Beijing 2008 markerede i hver sit tiår tre store asiatiske aktørers vellykkede indtræden på den globale scene og gjorde kontinenter og kulturer mere forbundne. Godt for det! I 2016 er det Latinamerikas tur, når Rio de Janeiro får æren. Så er det ikke snart på tide at få Sydafrika på banen? Johannesburg eller Cape Town?.

(klumme i Politiken 2.8.2012)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Et jernhårdt kastesystem, langt fra Indien

Udgivet den 1. august 2012 af flemmingytzen

Glimt af forandring i Nordkoreas top, men ikke i bunden og opefter

MON IKKE der er folk i Østasien, der gerne ser, at den syriske smitte breder sig til et andet af verdens tilbageværende familiedynastier, Kim-klanen i Nordkorea? Jo, ikke bare de 70 millioner indbyggere på den koreanske halvø, men også resten af Asien ville være et bedre sted uden det stærkt militariserede regime, der har været en nordkoreansk specialitet i mere end seks årtier. Men jo tættere man kommer på de politiske realiteter i Nordøstasien, jo tydeligere bliver det, at et arabisk forår ikke er det mest realistiske scenario for et fremtidigt Korea. Et nordkoreansk kollaps ville udløse flygtningestrømme, som ville få de humanitære problemer i Irak til at ligne en skovtur.Hvem skulle betale den regning? De sydkoreanske skatteydere?

NÅR DER i denne tid spekuleres i begyndende forandringer i det tilknappede Nordkorea, skyldes det ikke mindst en politisk udrensning på topniveau. Den handler om, at den 29-årige leder af familiedynastiet, Kim Jong-un i sidste uge blev udnævnt til øverste marskal for landets væbnede styrker på angiveligt 1,2 millioner mænd og kvinder. Ud røg den 69-årige hærchef Ri Yong-ho. Og så var der bal bagefter. Tusinder af smilende, uniformerede nordkoreanere tog sig en svingom i Pyongyangs gader.

Kun kynikere vil ikke ønske sig bedre vilkår for de millioner af fattige, isolerede koreanere, der lever i klodens mest militariserede stat. Selv uden et egentligt regime-og systemskifte burde der kunne gøres plads til sociale og økonomiske forbedringer.

Se blot på, hvor langt Vietnam er nået uden at have kopieret en vestlig ( eller filippinsk) samfundsorden.

MEN DER er uhyggeligt langt igen for Nordkorea. To forskere ved det sydkoreanske Institut for National Genforening i Seoul har interviewet 230 nordkoreanske afhoppere om de sociale, humanitære og menneskeretlige vilkår i det land, de er flygtet fra. De konkluderer ganske vist, at antallet af henrettelser af regime-modstandere er reduceret. En årsag hertil kan være, at den internationale kritik gør indtryk.

Magteliten har trods alt adgang til informationer udefra. En mere sandsynlig årsag er, at pengene flyder lidt mere rigeligt i Nordkorea, og at korruptionen derfor breder sig. Flere afhoppere har således fortalt, hvorledes flere dødsdømte nordkoreanere har undgået henrettelsespladsen, fordi deres slægtninge har bestukket myndighederne til at konvertere dommen til for eksempel langvarigt strafarbejde.

Forskernes redegørelse, der offentliggøres i det sydkoreanske tidsskrift Vantage Point, vurderer, at antallet af nordkoreanske samvittighedsfanger sandsynligvis ligger på et sted mellem 150.000 og 200.000. For de nordkoreanere, der har held til at tage flugten via Kina til Sydkorea, er der ikke megen trøst at hente i den realitet, at flere af deres tilbageblevne slægtninge straffes med ophold i arbejdslejre for familiens angivelige mangel på loyalitet over for Kim-klanen og den nordkoreanske stat.

I en anden rapport udgivet af Komiteen for Menneskerettigheder i Nordkorea redegør Robert Collins, en tidligere medarbejder ved det amerikanske forsvarsministerium, for det nordkoreanske system kaldet songbun: Et klassificeringssystem med mindelser om det, vi kender fra det indiske kastehierarki.

I songbun er den nordkoreanske befolkning klassificeret i 51 kategorier fordelt på tre hovedgrupper: ‘ Kernen’ ( de loyale), de ‘ usikre’ og de ‘ fjendtlige’. Alle økonomiske og sociale goder fordeles ud fra den grad af loyalitet over for regimet, som de 51 grupper formodes at have eller mangle.

PARTIAVISEN ‘ Arbejdernes Dagblad’ lægger ikke fingrene imellem i en kommentar: »Vi skjuler ikke vor klassebevidsthed eller vor bevidsthed om partiets rolle. Socialistiske menneskerettigheder er ikke af den slags, der giver rettigheder til fjendtlige elementer, som modsætter sig socialismen, eller til de urene, som krænker folkets interesser«. ‘ Kernekasten’ – den politiske overklasse, om man vil – menes at udgøre en fjerdedel af befolkningen, det vil sige fem millioner, hvoraf militærets elite udgør en væsentlig del. Lad os forestille os, at der udbryder et oprør i ‘ mellemklassen’ ( de ‘ usikre’ i regimets terminologi). Det ville næppe være svært for Kim-klanen at lade det militære hierarki splitte denne store midtergruppe, der sandsynligvis udgør omkring halvdelen af befolkningen.

Konsekvenserne i et så højt militariseret samfund kan man kun gyse om. Talrige politiske ledere i Sydkorea har talt om tilnærmelser til ‘ broderfjenden’, andre har betalt gigantsummer til Kim-dynastiet for at få ro, men realiteten er, at de fleste aktører foretrækker status quo, Kina, USA og Japan inklusive.

(klumme i Politiken 26.7.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar