Farvel til krigshelten fra Obamas ørige

Udgivet den 10. januar 2013 af flemmingytzen

USA har taget afsked med en af sine mest formidable politikere, den etnisk japanske Daniel Inouye.

Lyshavet over den hawaiianske hovedby var livsbekræftende efter ni timers flyvning over Stillehavet, når kalendertallet gik baglæns, fordi datolinjen blev krydset. Så det bidrog til forvirringen, at flagene på mange bygninger i Honolulu stod på halv, hvilket ikke rimede med, at Air Force One var landet på øens luftbase få timer tidligere. Flagning på halv, netop som Obamas fly ankommer?

Forklaringen viste sig at være den triste, at Hawaiis vigtigste politiker gennem et halvt århundrede, Daniel Inouye, skulle bisættes dagen efter. Inouye er ikke et navn, der får klokkerne til at ringe hos mange danskere. Men for os nørder, der er fascineret af nyere amerikansk politisk historie, er han en stor skikkelse.

In state

DENNE monumentale kongresmand blev Amerikas mest kendte af japansk oprindelse, fordi han kom til at repræsentere dette særegne multikulturelle øsamfund i 53 år. Øgruppen var ukendt uden for USA indtil den decemberdag for 71 år siden, da det japanske kejserdømme søsatte verdenskrigen ved at sønderbombe den amerikanske Stillehavsflåde opankret i Pearl Harbor. I efterkrigsårene leverede Inouye en historisk ironi: En etnisk japaner fik sagt ‘ undskyld’ på sin oprindelsesnations vegne ved at udvikle sig til en så fuldblods kongrespolitiker, at ingen amerikanere efterfølgende kunne slippe af sted med at være antijapanske.

Følelser af revanchisme eller bittert had kunne der ellers have været grundlag for, når man erindrer, hvad det var, de amerikanske myndigheder gjorde ved japanere i tiden efter angrebet på Pearl Harbor. I historieskrivningen kendes det som ‘ interneringen’. Mere end 100.000 japanere, de fleste med amerikansk statsborgerskab, blev kommanderet ud af deres hjem og sat i interneringslejre spredt ud over det vestlige, knastørre USA.

Solider

Begrundelsen havde rødder i folkeviddet, fordi de værste chauvinister i Kongressen frygtede, at denne ellers fint integrerede befolkningsgruppe ville blive en femtekolonne for kejser Hirohitos afsindige generaler.

Hvilket ikke forhindrede Pentagon i at sende hundredvis af nisei, unge japanskamerikanske mænd, i felten for Onkel Sam til Europas slagmarker. Inouye var en af dem.

En aprildag i 1945 ledte han sin deling i et angreb på en tysk maskingeværstilling i Norditalien, blev såret af flere skud under et angreb, som han afsluttede med at sprænge en tysk bunker med en håndgranat, mens han blødte fra skudsår i maven og en sønderskudt arm.

Siden blev Inouye den højest dekorerede krigshelt, der gjorde politisk karriere i Kongressen. Da hans højre arm var bortamputeret, kunne han ikke opfylde drømmen om at blive kirurg. Som 29-årig afsluttede han studier i politisk administration og jura og blev omgående valgt til lokalparlamentet i Hawaii, mens øterritoriet forberedte sig på at blive optaget i unionen som delstat.

President Kennedy and Daniel Inouye

Inouyes valg til Repræsentanternes Hus skete i 1959, og han blev dermed den første til at tale Hawaiis sag som folkevalgt i Washington. Fire år senere fulgte skiftet til Senatet, hvor han forblev til sin død som 88-årig en uge før jul. Genvalgt med tårnhøje stemmetal var han Hawaiis fremmeste politiker og sikrede delstatens massive forandring i Det Demokratiske Parti.

KONGRESSEN oplevede politiske stjernestunder, når Inouye sad i formandsstolen i de komitéhøringer, der med mellemrum gør amerikansk politik til noget unikt, og som forklarer, hvorfor konservative militarister i begge lejre frygtede den enarmede krigshelt.

I en asiatisk kontekst bidrog han i 1979 afgørende til udarbejdelsen af Taiwan Relations Act, et effektivt politisk håndværk, der sikrede amerikansk militær beskyttelse af ‘ Republikken Kina’, da præsident Carter flyttede USA’s diplomatiske anerkendelse til Beijing.

daniel-inouye2-e1355789594423

Langt større opsigt vakte det i indenrigspolitikken, da Inouye fra 1987 ledte undersøgelserne af Iran-contra-skandalen. Det var her, Inouye rystede Det Hvide Hus og Reagan-republikanerne med denne bemærkning: »Vi har fået en skyggeregering med sit eget luftvåben, sin egen flåde, egne måder at skaffe penge på og dermed en kapacitet til at føre sin egen udenrigs-og sikkerhedspolitik frigjort fra lovgivning og politisk kontrol«. Ord, der ikke kunne ignoreres, når de kom fra et individ, der var så behængt med hædersbevisninger, amerikanske som internationale, at han snildt kunne have brugt en ekstra brystkasse.

For det rigtige bryst på denne hædersmand var lettere bøjet. En tysk maskingeværkugle blev i 1944 stoppet af to dollarmønter, han havde i brystlommen.

(klumme i Politiken 10. januar 2012)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Sydkoreas vælgere ønsker ‘ broderfjenden’ på afstand

Udgivet den 18. december 2012 af flemmingytzen

Præsidentvalget i Sydkorea ændrer ikke på den realitet, at Nordkorea skal inddæmmes. Status quo garanteres af USA og Kina.

DEN SENESTE nordkoreanske missilaffyring kan vise sig at blive den faktor, der gør, at tvivlende sydkoreanske vælgere i denne uge bestemmer sig for en politisk kurs, der ligner det velkendte: en konservativ præsident, der økonomisk læner sig op ad erhvervslivets giganter og udenrigspolitisk holder fast i den alliance med USA, der er en garant mod nye militære amokløb udløst af ‘ broderfjenden’ på den anden side af den 38. breddegrad, Nordkorea.

Samtidig er valgkampen for mange af landets ældre vælgere blevet et tankevækkende møde med en broget fortid, som indhenter den politiske virkelighed i et af Østasiens mest vellykkede samfund. Valgkampens kvindelige kandidat og hovedperson, Park Geun-hye, er et levende vidnesbyrd om, hvorledes en nation, der for et halvt århundrede siden lignede en ludfattig, fejlslagen stat ledet af generaler, i dag rummer en af klodens mest veluddannede befolkninger, har demokratiseret stort set ublodigt og er en trendsætter inden for informationsteknologi og den kulturelle dynamik, vi kender som Korean wave. Et skoleeksempel på, hvad et samfund i den kungfutsianskbuddhistiske kulturkreds kan levere i løbet af en generations tid.

LIDT HISTORIE først: Park Geun-hye var i 1961 en 9-årig skolepige, da hendes far, en generalmajor, tog magten ved et kup, efter en periode med studenteroprør og politisk turbulens. Den sydkoreanske økonomi var dengang på niveau med udviklingslande i Vestafrika, sult og fattigdom var udbredt; den trængte nation var konfronteret med et militaristisk Nordkorea, der var bakket op af de to kommunistiske giganter, Sovjetunionen og Kina.

park-geun-hye-dictators-daughter-strongmans-daughter-time-magazine-300x200

I 1974, da Park var en 22-årig studine, mistede hun sin mor ved et attentat, midt i hovedstaden Seoul, forårsaget af nordkoreanske agenter. Kuglen, der dræbte moderen, var tiltænkt faderen. Den sydkoreanske republik havde været inde i en lovende fase, hvor et jernhårdt autoritært styre var begyndt at bløde op og tre år tidligere havde givet plads til et præsidentvalg, som faderen, præsident Park, var tæt på at tabe.

Hen over de 15 år, hvor den unge Park var blevet voksen, havde Sydkorea udviklet sig fra at være et tiggerland til at blive en tigerøkonomi. Fader Park nåede ikke at krone sin dygtigt gennemførte moderniseringspolitik med at give sin befolkning fuldt demokrati og borgerlige rettigheder. I oktober 1979 blev han skudt af sin egen sikkerhedschef i præsidentpaladset.

Men forudsætningerne for en demokratisering og et moderne samfund blev lagt af den tidligere generalmajor, hvilket siden er blevet anerkendt af flere af datidens aktivister i oppositionen. Mindre end ti år senere tog Sydkorea tigerspringet ud i tilstanden som fuldgyldigt demokrati og anerkendtes som et højt udviklet moderne samfund. En udvikling, der omtrentligt faldt sammen med, at hovedstaden Seoul var vært for de olympiske lege. Resten er historie, og den er positiv.

ULYKKELIGVIS er Sydkorea stadig konfronteret med en fjende, der hører til blandt klodens mest dystre regimer. Så meget mere forbløffende er det, at vælgerne ikke er nævneværdigt optaget af at høre så meget om ‘ landsmændene’ i nord. Der er kommet noget ‘ Fawlty Towers’ over Sydkoreas forhold til truslen fra nord: Don’t mention the war!

daugther

Hvor meget har Sydkoreas forhold til ‘ broderfjenden’ i nord ændret sig gennem de mere end tre årtier, der er gået, siden Park Geun-hyes fader styrede det meste? De tre seneste præsidenter har forsøgt sig med en tilnærmelsespolitik over for det nordkoreanske militærdiktatur, der har kostet millionbeløb, men kun én er blevet belønnet: Kim Dae-jung fik i 2000 en nobelfredspris for sin såkaldte ‘ solskinspolitik’, som havde til formål at tø ‘ den kære leder’ Kim Jong-il, op. Siden har der været generationsskifte, og nordkoreanerne bærer nu masker med smil, men intet taler for, at nye solskinsinitiativer er undervejs. Den unge Kim, der er sat op som kølerfigur på den monstrøse militærmaskine, der kontrollerer stort og småt i det nordkoreanske samfund, vil næppe få besked af sine generaler på at vise hverken generøsitet eller venlighed over for broderfolket i syd.

Når sydkoreanerne kan tage det relativt roligt, skyldes det, at naboerne besindigt og klogt har inddæmmet den nordkoreanske trussel: USA leverer den nødvendige militære afskrækkelse, mens Kina håndterer værtsrollen for de forhandlinger, der med mellemrum trækker de nordkoreanske diplomater til Beijing og minder dem om de konsekvenser, der venter, hvis de ikke retter ind.

(klumme i Politiken 18.12.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Japans politiske landskab fragmenterer, mens Kina presser

Udgivet den 14. december 2012 af flemmingytzen

Uklarhed om energipolitikken og pres fra Kina er de største udfordringer for Japans vælgere og politikere op til valget 16. december.

JAPANS POLITISKE landskab er ved at fragmentere forud for landets måske mest afgørende parlamentsvalg i årtier. Ganske vist peger meningsmålinger på, at det Liberal-Demokratiske Parti ( LDP) efter valghandlingen 16. december vender tilbage til regeringstaburetterne efter at have forsøgt at udfylde den uvante rolle som opposition i lidt over tre år. Men de kommende års beslutninger vil dette konservative partis ledere sandsynligvis skulle træffe i skiftende koalitioner med deltagelse af uerfarne små partier, der er nye på den parlamentariske scene.

Da regeringschefen for Japans Demokratiske Parti, Yoshihiko Noda, udskrev valget, lignede hans beslutning en øvelse i moderne politisk kamikaze: Opinionstallene for partiet er i bund, og flere af en stribe nye eller reformerede mindre partier ser ud til at komme i Underhuset med forøgede mandattal.

SÅ RISIKOEN for et Japan, der både er politisk impotent og inkompetent, er overhængende.

Impotent, fordi de nye partier vil gøre en koalition ustabil; inkompetent, fordi de nye småpartier fører sig frem på enkeltsager, der negligerer de overordnede udfordringer, Japan længe har stået over for.

Valget afholdes i skyggen af en energipolitik, der i bogstaveligste forstand er havareret. ‘ Fukushima’ er ikke længere kun et mindesmærke over en energipolitisk æra, der er ved at rinde ud, men også et symbol på et fravær af politiske alternativer og handlekraft. Man forstår derfor, hvorfor guvernør Yukiko Kada, der har en akademisk baggrund i miljøpolitik og sociologi, har fundet det nødvendigt at oprette det nye japanske Parti for Fremtiden.

Hun har dristigt foreslået en hurtig og fuldstændig udfasning af kernekraften, hvilket ligner en umulighed. Inden katastrofen på Fukushima-værket i fjor stod kernekraften for omkring en tredjedel af Japans energiforsyning, og regeringen havde planlagt at øge dette til omkring halvdelen fra 2030.

r

De japanske vælgere er for længst begyndt at mærke virkningerne af det, som fremtidsforskere kalder ‘ knaphedens århundrede’, eftersom kun to af landets godt 50 kernekraftreaktorer for nuværende arbejder på fuld kapacitet. Massiv import af naturgas holder i dag de japanske husholdninger og virksomheder flydende og bidrager dermed til en økonomisk ubalance, der tipper den gale vej.

Da Japan i 2011 oplevede sit første underskud på handelsbalancen i 31 år, skyldtes det ikke mindst den 60 milliarder dollar store import af naturgas. Her er det unægtelig svært at se vindenergi som et realistisk alternativ, men det forventede olie-og gaseventyr i Nordamerika kan vise sig at blive Japans forsyningsmæssige redningsplanke i al overskuelig fremtid.

Det Demokratiske Parti har forsøgt sig i valgkampen med en selverklæret energipolitisk realisme ved at tale for udfasning af kernekraften i løbet af 2030′ erne; en målsætning som LDP hverken kan eller vil tilslutte sig grundet partiets symbiotiske tilknytning til Japans overdimensionerede byggesektor.

MED ANDRE ord ligner Japans tilstand noget, der kunne få politikere til at tale om nødret. Så meget desto mere absurd bliver det, når Tokyos tidligere overborgmester Shintaro Ishihara med sit nye parti for Japans Genopbygning fører sig frem med sin antikverede, militante højrenationalisme.

Det var Ishihara, der forgangne sommer ophidsede folkestemningen ved at gøre territorialstriden om Senkaku-øerne til en blafrende rød klud for næsen af den nationalistiske drage, der nok er den farligste politiske kraft i Kina.

Det kinesiske marked tegner sig for næsten en tredjedel af den samlede japanske eksport og er det eneste, der for alvor har holdt gang i de japanske eksportindustrier under fire års finanskrise.

Aktuelle handelstal bekræfter, at kinesiske forbrugere og virksomheder, utvivlsomt ansporet af centralmagten i Beijing, har iværksat en handelsboykot af japanske produkter.

KINESERNE EFTERLEVER blot filosoffen Sun Tzus årtusindegamle diktum, at den højeste krigskunst består i at besejre fjenden uden brug af våben: Det er selve motivet til at føre krig, der skal elimineres.

Hvilket kineserne nu gør ved at minde japanerne om, hvor afhængige de er blevet af det kinesiske marked.

Kombinationen af den japanske stats gældsætning, en overvurderet yen og landets hastigt aldrende befolkning repræsenterer en sårbarhed, der gør landets økonomi særdeles udsat for den form for pres, som kun Kina er i stand til at udøve, og som USA ikke længere er i stand til at redde sin vigtigste allierede i Østasien ud af. Der er ingen samaritanere til at hjælpe Japan ud af den klemme.

(klumme i Politiken 13.12.2012)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Obama i Sydøstasien. En balance, der går i plus

Udgivet den 21. november 2012 af flemmingytzen

Den amerikanske præsident besøger en region i fremgang, men som har behov for en ny balance.

FOR FØRSTE gang i mere end fire årtier er en amerikansk præsident på besøg i den del af Sydøstasien, som med et lettere brutalt udtryk kan kaldes ‘ Kinas baggård’.
Thailand, Myanmar og Cambodja er målene for Barack Obamas første offi-cielle rundrejse siden genvalget. Destinationer, der ikke er forvænt med, at lederen af verdens førende supermagt lægger vejen forbi. Så hvorfor lige nu? USA har brug for at score udenrigspolitiske point i en tid, hvor dødsspiralen i Mellemøsten tager endnu en runde nedad. Tag ikke fejl: Formålet er at ‘ rebalancere’ de geopolitiske magtforhold i en region, der alt for længe har været negligeret af USA. Læs: Kinas indflydelse i Sydøstasien er blevet så stor, at der er brug for andre lodder i vægtskålen.

Den nye orientering mod en verdensdel, hvor USA har en lang og ofte traumatisk historie, begyndte i 2010, hvor Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton besøgte Indonesien, øriget, hvor præsidenten tilbragte en del af sin barndom, og som rummer verdens største muslimske befolkning. For et lille års tid siden sendte præsidenten sin udenrigsminister til Myanmar som en anerkendelse af landets reformtiltag, og i disse dage følger han selv efter. Kritikere peger ganske vist på, at den amerikanske belønning af Myanmar kommer for tidligt. Bevares, regimet har netop løsladt 452 fanger, heraf flere politiske.Men landets økonomiske og politiske elite består stadig af militærfolk, om end flere er trukket i civil. Først ved næste valg, i 2015, vil verden vide, om reformerne udstrækkes til, at landets populæreste politiske parti, Den Nationale Liga for Demokrati, kan sætte sig på et flertal af pladserne i parlamentet.

VILJEN HOS DEN regerende elite i Myanmar til at opbygge en forståelse med USA er næppe udtryk for en demokratisk opvågnen i et land, der gennem et halvt århundrede blev holdt nede af militære jernhæle. Den reelle årsag er, at Kinas økonomiske dominans er blevet for stor.’ Rebalanceringen’ i Sydøstasien kan derfor ske med økonomiske og diplomatiske midler frem for militære.

Med Thailand har USA et sikkerhedspolitisk partnerskab, der går tilbage til den kolde krigs allertidligste år. Skiftende amerikanske præsidenter stod last og brast med autoritære ledere i Bangkok, der kom og gik, som vindene blæste, men Thailand forblev en frontlinjestat, så længe Vietnam, Laos og Cambodja tilhørte den sovjetiske indflydelsessfære.

Alt ændrede sig efter 1991, men vi skulle helt frem til 2000, før en amerikansk præsident, Bill Clinton, fandt tiden inde til at komme til Hanoi. I dag tales der realistisk om et potentielt allianceforhold mellem Vietnam og dets gamle krigsmodstander: Hvis de territorielle konflikter i Det Sydkinesiske Hav spidser til, kan vietnameserne få brug for at ‘ rebalancere’ i forhold til Kina. Hvilket bliver med militære midler frem for økonomiske. Men Vietnams ledelse er pragmatisk: Den ved, at landet ikke har råd til et langvarigt fjendskab med den store nabo i nord.

VI SKAL LÆNGERE mod syd for at se hele balancen: Australien er tiltænkt en fornyet rolle i USA’s ændrede positionering i Østasien. Udenrigsminister Hillary Clinton og forsvarsminister Leon Panetta har netop besøgt Australien for at deltage i et sikkerhedstopmøde, der bekræftede det mangeårige partnerskab.

Hillary Clintons tale i Adelaide fortjener opmærksomhed: »Der er dem, som fremstiller situationen herude som et valg mellem Australiens langvarige forbindelser til USA og dets voksende økonomiske forbindelser med Kina. Dette er en falsk modsætning; der er ikke tale om et nulsumsspil. Stillehavet er stort nok til os alle«. Hun kunne også have sagt: Stillehavet er for stort til, at der kan føres gammeldags inddæmningspolitik. Eller: Kinas militær er en dværg, men Kinas økonomiske magt er for stor til at kunne inddæmmes.

FOR ØKONOMI bliver hovedemnet, når Barack Obama afrunder sit besøg i regionen med at deltage i et stillehavstopmøde i Cambodjas beskedne hovedstad, Phnom Penh. Den økonomiske dagsorden vil være frihandelsorienteret, hvilket fortsat vil give problemer for regionens næststørste økonomi, Japan, der afventer et parlamentsvalg i næste måned.
I en historisk fodnote bør verden lytte til, om Barack Obama til sine cambodjanske værter vil komme ind på et af de mest dystre kapitler i amerikansk-asiatisk historie: de hemmelige bombardementer i årene 1969-73, der lagde store dele af landet øde og banede vejen for De Røde Khmerers magtovertagelse. Måske en beklagelse vil være på sin plads?

(klumme i Politiken 20.11.2012) 

Udgivet i Globalt, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Når millionærerne migrerer ud af Kina

Udgivet den 15. november 2012 af flemmingytzen

Kan den nye partiledelse forhindre, at entreprenørklassen flygter og tager pengene med sig?

I LØBET af i dag kender vi navnene på de syv mænd, der kommer til at lede Kina de kommende ti år. Forud for dagens præsentation har kun to navne været sikre: Xi Jinping og Li Keqiang, der står til at blive præsident og regeringschef, når Folkekongressen næste forår bekræfter dem i embederne.

Hvilken arv er det så, at disse to skal forvalte i samarbejde med de fem øvrige topfolk i politbureauets stående udvalg? De overtager et samfund, der har oplevet stor materiel fremgang: Gennemsnitsindkomsten per indbygger er firedoblet på ti år, nationen har nu klodens største transportinfrastruktur inden for højhastighedstog og motorveje, og ophobningen af udenlandske valutareserver betyder, at Kina nu låner mere ud til verden uden for riget end Verdensbanken.

MEN FREMGANGEN er blevet ledsaget af massive sociale efterslæb, som burde give den ny ledelse søvnløse nætter. Det kinesiske samfund nærmer sig en global rekord i ulighed og sociale spændinger, der giver mindelser om USA’s udvikling i første halvdel af det 20. århundrede. Antallet af årlige ‘ masseincidenter’ ( officiel jargon for protestdemonstrationer) er angiveligt fordoblet hen over de forgangne ti år og har passeret 180.000.

Hvis den ny ledelse er i tvivl om, hvilken kur der behøves for at rette op på de sociale skævheder, behøver den blot at nærlæse partiets egne medier. En meningsundersøgelse offentliggjort af det nationalistiske partiorgan Global Times umiddelbart før kongressens start viser, at 80 procent af befolkningen ønsker sig politiske reformer, mens 70 procent ønsker sig sociale velfærdsreformer inden for sundhedsforsikring, miljøbeskyttelse og fødevaresikkerhed.

DIAGNOSEN er for længst udstillet for offentligheden, så hvorfor sker der ikke mere? En analytiker her i Hongkong har en forklaring: særinteresser. Og hvilke? De statsejede virksomheder, der i givet fald skal betale regningerne, hvis den afgående ledelses løfter om at realisere ‘ det harmoniske samfund’ skal indfries.
Disse virksomheder har tjent tykt på det seneste tiårs eksportorienterede industrialisering og satsninger på infrastruktur. Det er via kontrollen med disse virksomheder, at den nyrige entreprenørklasse har konsolideret sig, ligesom det er her, at en stor del af samfundets opsparing finder sted.

Især den afgående regeringschef, Wen Jiabao, har brugt retorik om nødvendigheden af tiltag for samfundets underklasse, men bag dette slør af propaganda har partiets økonomiske strateger for længst lagt linjen for global ekspansion. Kinesiske investeringer omdirigeres nu i voksende grad fra afrikanske råstoffer til europæisk infrastruktur og nordamerikanske energikilder.

SÅ DE MEST velkonsoliderede særinteresser skal nok klare sig, men rækker det til at skabe social balance i det kinesiske samfund? Ikke hvis vi skal tro en undersøgelse, der viser, at under de forgangne ti år har hver fjerde kinesiske rigmand med formuer på 100 millioner kroner og derover valgt at forlade landet, mens andre 47 procent overvejer at gøre det. Disse ‘ millionærmigranter’ er utilfredse med, at der ikke gøres tilstrækkeligt for at sikre livskvalitet i form af miljøbeskyttelse, sundhed og uddannelse.

Med andre ord: En voksende andel af den nye middelklasse oplever, at fundamentet for dens velstand slides ned.

Debatten om et alternativ til ‘ entreprenørmodellen’ er for længst begyndt. En af Kinas førende sociologer, Sun Liping, konkluderede tidligere i år i en advarende rapport for Tsinghua Universitet, at den største trussel mod Kinas videre udvikling ikke er socialt kaos, men socialt forfald. Sun, der var ph. d.-vejleder for den nye generalsekretær og kommende præsident Xi Jinping, peger på det, han ser som nationens største problem: at magtfulde særinteresser har taget reformerne som gidsel.

Hvis Xi Jinping ønsker at realisere elementer af den politik, som den afgående ledelse bekendte sig til, men i katastrofal grad forsømte at leve op til, kan de starte i Hongkongs naboprovins, Guangdong, hvor markedsreformerne startede for tre årtier siden og gjorde provinsen til ‘ verdens fabrikshal’.

Guangdongs partichef, Wang Yang, talte i fjor om nødvendigheden af at sikre befolkningens rettigheder, og han tillod afholdelsen af de frieste landsbyvalg i Kinas nyere historie, hvor lederne af en stribe protestaktioner i byen Wukan blev indvalgt i den lokale administration. Så tjek lige efter: Er selvsamme Wang kommet i den ny ledelse, hvis sammensætning netop er offentliggjort? Hvis ikke, er det dårlige nyheder.

(klumme i Politiken 15.11.2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Amerikanske medier er redskaber i kinesisk opgør

Udgivet den 7. november 2012 af flemmingytzen

AFSLØRINGERNE i The New York Times af, at den afgående kinesiske regeringschef, Wen Jiabaos, nære slægtninge skal have høstet formuer på at udnytte politiske og forretningsmæssige netværk, er opsigtsvækkende på flere niveauer.
Det opgør om Kinas politiske linje, som er blevet udkæmpet i årevis på de indre linjer, er for alvor rykket ud på en slagmark, hvor verden uden for Kina kan være med: de store amerikanske medieplatforme.

Tidspunktet for publiceringen var ingen tilfældighed: De kom ud, netop som myndighederne i Beijing meddelte, at Bo Xilai, den detroniserede partichef i Kinas og verdens største by, Chongquing, havde mistet sin sidste officielle post som medlem af Kinas Nationale Folkekongres. Meddelelsen i de kinesiske statsmedier om, at Bo Xilai også er ekskluderet fra Kommunistpartiet, kom i weekenden.

Bo førte gennem flere år politiske kampagner, som var han en vestlig politiker. Selv om sagen mod ham har vist, at han selv og hustruen ikke savnede noget i velstand, tordnede han mod uligheden i det samfund, hvis ledelse han var en del af i årevis.

POPULISTEN Bo Xilai og teknokraten Wen Jiabao blev ærkerivaler, fordi Bo satte ord på fænomener i det kinesiske samfund, som Wen mente, at han havde monopol på at udtale sig om. Bo Xilai begyndte derfor at ligne en egentlig opposition i et politisk system, der er bygget på, at uenigheder om væsentlige samfundsanliggender afklares bag lukkede døre, inden politiske kompromiser meddeles offentligheden.

Med den kontrol, som det kinesiske magtapparat har med alle sensitive informationer om topledere, er der ingen tvivl om, at angrebet på Wen Jiabao er orkestreret indefra: Det er Bo Xilais støtter, der har hjulpet New York Times-journalisten David Barboza med adgangen til de personoplysninger, der hører til i kategorien statshemmeligheder i Kina.

I SIN LANGE gennemgang af Wen-dynastiets firmamæssige og finansielle aktiviteter kommer Barboza kun sporadisk ind på den mulighed, at ‘ lækagen’ er et politisk instrument i opgøret forud for Kommunistpartiets 18. kongres. Den amerikanske journalist har næppe skullet gøre alverden selv for at afsløre de aktiviteter, som næppe er formelt ulovlige i henhold til kinesisk jura, men som kaster et ubehageligt lys over en topleder, der over en halv snes år har gjort sig de yderste anstrengelser for at fremstå som de fattiges beskytter. Journalisten har fået det meste serveret i en veltilrettelagt kampagne.

New York Times er ikke de første på banen: Tidligere i år var det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg ude med oplysninger om, at vicepræsident Xi Jinpings nære slægtninge udgør et finansielt og erhvervspolitisk netværk, som har kunnet berige sig gennem de forbindelser, som enhver kinesisk topleder har i det, der uden overdrivelse må betegnes som klodens mest sofistikerede statskapitalistiske system. Det er som bekendt Xi Jinping, der om få dage formelt udpeges som generalsekretær i det parti, der administrerer klodens næststørste økonomi.

AT TOPFOLK i den kinesiske partistat nu aktivt gør brug af amerikanske medier i det, der må kaldes et frontalangreb på den herskende elite i landet, er opsigtsvækkende og kan på sigt vise sig at få følgevirkninger, positive eller negative, i fremtidige reformer.

Systemet kan vælge at øge lukketheden og skærpe kontrollen med informationsstrømmene, hvilket dog bliver svært i en tid, hvor Kinas sociale, digitale medier har vendt op og ned på landets debatkultur.

Eller systemet kan give medierne relativt mere ( men stadig reguleret) frihed. Det kan være interessant at lytte til, hvad den afgående generalsekretær på kongressen vil sige om mediernes rolle i partiets aktuelle antikorruptionskampagne.

Den kinesiske offentlighed er med de aktuelle afsløringer, som Wen Jiabao nu har bebudet en intern undersøgelse af, blevet mindet om nogle af de alvorligste mangler i systemet: fraværet af en kritisk offentlighed, der kan afkræve partistatens ledere forklaringer på den kolossale sociale ulighed, som er den faste følgesvend for Kinas reformer.

PÅ PARTIKONGRESSEN vil folk i korridorerne naturligvis stille spørgsmålet: Hvorfor gik myndighederne med ildhu til sagen for at få Bo Xilai og hustruen dømt for korruption, når systemets topmand, Wen Jiabao, kan være ansvarlig for noget lignende? Forklaring: Bo Xilai repræsenterede den ‘ neomaoisme’, der er i fremmarch i partiet. Dens tilhængere mener, at privatiseringsbølgen er gået for langt, og at staten
skal generobre kontrollen med kinesisk økonomi.

Troede vi, at Mao, Den Store Rorgænger, døde i 1976? Tænk om.

(klumme i Politiken 7.11.2012)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Burma demokratiseres og udplyndres af de rige

Udgivet den 4. november 2012 af flemmingytzen

En lille stenrig elite har i tæt alliance med den tidligere militærjunta fået magten over alle virksomheder af betydning i Myanmar. De er med til at bane vej for, at Kina sætter sig på landets naturrigdomme.

B ygningen ved grænseovergangen mellem Kinas maleriske Yunnanprovins og Shanstaten i Myanmar ( det tidligere Burma) tager sig topmoderne ud. De gæstearbejdere, der skal ind og søge lykken på kinesiske byggepladser, glider hurtigt igennem kontrollen. Lidt længere tid tager det med besøgende fra Europa, som der stadig kun er få af i dette hjørne af Sydøstasien.

Men med en times forsinkelse – visumoplysningerne var forsvundet i det kinesiske it-system, så alle data skulle indtastes forfra – kan vi forlade den velpolerede kinesiske boomtown Ruili med moderne butiks-og kontorcentre i glas og stål og tage ind i det rodede, støvede og snavsede Mu Se, der ligner burmesiske provinsbyer, som de er flest: brunt, gyldent og grønt i talrige nuancer, fra en verden af i går. Velkommen til Sydøstasiens nyeste klondike.

Turen ned gennem den nordlige del af Shanstaten går gennem enestående landskaber med buddhistiske templer og stupaer ad elendige, hullede veje. Men at forandringer er på vej i Myanmars nedslidte infrastruktur, vidner de mange lastbiler og byggepladser om, samt ikke mindst de stabler af kæmpestore, ufærdige rørledninger, der ligger på jorden overalt langs ruten ned til en af områdets historiske byer, Hsipaw.

Her er kinesiske og sydkoreanske selskaber i gang med at opføre en olierørledning, der skal gøre det muligt at transportere mellemøstlig olie til Kina uden at skulle igennem Det Sydkinesiske Hav. Her har Kina store kontroverser om grænsedragninger og udvindingsrettigheder med flere lande, især Vietnam og Filippinerne. Energipolitisk er Kinas strategiske ‘ Burmavej’ gennem Shanstaten en genvej, der vil styrke vækstmulighederne for kinesisk økonomi i årtier fremover.

Myanmars rigeste mænd

Smukke buddhistiske templer til trods: De moderne indslag på ruten er de stationer, hvor der opkræves vejskat og gennemføres politikontrol. Her er bygningerne dekoreret med skilte for et eneste firma: Asia World.

»Læg mærke til det navn«, bemærker Politikens tolk. »Asia World er et af Burmas rigeste firmaer. De har stort set alle kontrakterne med de kinesiske virksomheder her. Det er ren udplyndring. Kineserne stjæler vore naturrigdomme ved at bruge de rigeste familier som forretningsforbindelser«. Asia World ledes af Tun Myint Naing, der også kendes som ‘ Steven Law’, etnisk kineser og søn af Lo Hsing Han, som de amerikanske myndigheder siden 1970′ erne har kaldt ‘ heroinets Godfather’. Asia World har stået for moderniseringen af Myanmars største havne og moderniseringen af Yangons lufthavn.

Da vi nogle dage senere er nået frem til Myanmars tidligere hovedstad Yangon og kører ad et af byens kendteste hovedstrøg, University Avenue, passerer vi først den forfaldne bungalow, hvor landets populæreste politiker, Aung San Suu Kyi, stadig bor. Minutter senere kører vi forbi det nyopførte amerikanske ambassadekompleks, der giver mindelser om en militær fæstning.

Få hundrede meter længere henne rejser der sig et ekstravagant byggeri omkranset af høje, pigtrådsspækkede mure.

Guiden bliver lettere ophidset: »Der bor Myanmars rigeste mand. Kan du se de dyre biler inde i gården? Ferrari og Lamborghini!«. Fysisk tættere på Myanmars lille elite af nyrige er der kun få, som kommer. Frigivne dissidenter forsøger møjsommeligt at styrke landets politiske opposition gennem organisering af et voksende civilsamfund.

Og blandt dem cirkulerer oplysninger, som giver et foruroligende billede af, hvor den økonomiske magt er placeret i landet med de forsigtige demokratiserende reformtiltag og en afgrundsdyb fattigdom blandt flertallet af de knap 60 millioner indbyggere.

Den gule Lamborghini

I det land, som statsminister Helle Thorning-Schmidt besøger i morgen, er der gjort lovende reformtiltag. Ved et suppleringsvalg i april i år blev Aung San Suu Kyi og 42 af hendes partifæller valgt ind i parlamentet.

Hundredvis af politiske fanger er blevet løsladt, og medierne har opnået en vis frihed. Men under et dække af liberalisering og demokratisering har en lille klike af rige familier med tætte forbindelser til den tidligere junta taget kontrollen med landets største virksomheder og naturrigdomme.

Manden i den forskansede neoklassiske villa, hvor flere luksusbiler er parkeret bag murene ( herunder en kanariegul Lamborghini), hedder Tay Za. Medierne, som nu rapporterer friere om forholdene i det land, der gennem et halvt århundrede blev styret af militæret, må lede forgæves efter omtaler af Tay Za, for han har aldrig ladet sig interviewe. Men en af de indberetninger, som WikiLeaks offentliggjorde i fjor, nævner, at sønnen Pye Phyo Tayza på sin Facebookprofil i fjor havde offentliggjort fotos af sig selv siddende i faderens Ferrari bevæbnet med halvautomatiske våben.

Det amerikanske skattedepartement ved rigeligt om denne økonomiske oligark og kalder ham i et internt dokument for »en berygtet bøddel og våbenhandler«. Tay Za og hans slægtninge står derfor på den amerikanske sanktionsliste, der har betydet, at familiens oversøiske besiddelser er indefrosset, og at de har været ramt af indrejseforbud til USA.

Tay Zas rigdomme er opbygget gennem den lille snes år, hvor Myanmars junta privatiserede en stribe statslige selskaber inden for især minedrift, tømmer, transport og turisme. Hans 25-årige søn fortalte i et sjældent interview tidligere i år, at faderen i dag er så velhavende, at han nu kun ønsker at blive en moderne fi-lantrop, der bidrager til Myanmars økonomiske genopbygning.

De 20 familier

De amerikanske opgørelser over det, som kaldes ‘ de sammenspiste kapitalister’ tæller en snes familier, der alle plejede tætte relationer med generalen og diktatoren Than Shwe, som tog magten for tyve år siden og accepterede en frivillig pensionering i foråret 2011. Than Shwe var manden, der ifølge en redegørelse fra Harvard Law School i 2009 stod i spidsen for en økonomi, der byggede på tvangsarbejde, tortur og rydninger af hele landsbysamfund.

I takt med at Than Shwes junta tillod privatiseringer af statsejede selskaber, blev hans børn og slægtninge på lige fod med andre juntaofficerers slægtninge givet ejerskab og bestyrelsesposter i Myanmars mest lukrative sektorer: olie og gasudvinding, ejendomme og logistik.

Både USA og EU har opmærksomheden rettet mod den lille klike af oligarker, som under dække af liberaliseringen og nogle beskedne reformtiltag har taget kontrollen med landets største erhvervsaktiver.

Det var disse, som USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, henviste til, da hun under sit besøg i december i fjor talte om, at nogle af de amerikanske sanktioner vil forblive i kraft over for »de individer og institutioner, som stadig vil være på den forkerte side af reformprocessen«. Dernæst føjede hun til: »Fordelen ved at hæve sanktionerne skal mærkes bredt i befolkningen og ikke kun af nogle få«. Men selv Hillary Clinton havde svært ved at leve op til en sådan henstilling. Under sit ophold i hovedstaden Naypyidaw var hun og hendes følge indlogeret på et luksushotel, der hedder Thingaha, som ejes af en af Myanmars 20 rigeste familier.

Oplysninger om deres formuer er ikke tilgængelige for offentligheden.

(reportage i Politiken 4.11.2012)

Udgivet i Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Hvem vil håndtere Asien bedst, Obama eller Romney?

Udgivet den 1. november 2012 af flemmingytzen

De to kandidater undgik ikke fristelsen at bebrejde Kina problemer, der skyldes interne forhold i USA.

DEN RETORISKE støj i slutspurten af den amerikanske præsidentvalgkamp synes at have overskygget den realitet, at de to kandidater er tæt på komplet enighed om ét stort emne: forholdet til Kina og dets naboer i Østasien. Så hvorfor slå på tromme for en succes i amerikansk udenrigspolitik? I sidste uges tv-duel mellem de to kandidater blev Kina nævnt 32 gange, men begge undlod at bruge hård og uforsonlig retorik mod den fjernøstlige gigant.

Kinas ledere kan med sindsro gå ud fra, at skulle Mitt Romney rykke ind i Det Hvide Hus til januar, vil USA håndtere udfordringerne i denne verdensdel på stort set samme måde, som det er sket under forgængerne siden normaliseringen med Beijing for 33 år siden.

OBAMA gentog et gammelt mantra: »Kina er både en modstander og en partner… en partner, når vi kan få dem til at følge de samme regler som alle andre… vi har indklaget Kina i mange sager til Verdenshandelsorganisationen for at få lige vilkår i samhandelen«. Romney replicerede, at Kina holder sin valuta kunstigt nede, hvorved amerikanske forbrugere foretrækker kinesisk fremstillede varer frem for varer, der er ‘ Made in USA’.

Kandidaterne undgik dermed ikke at beskylde Kina for vanskeligheder, der alene skyldes indenrigspolitiske faktorer. Ikke et ord om, at den kinesiske valuta, yuan, er steget i forhold til dollaren med 11 procent siden 2010 og hele 30 procent siden 2005. Obama forklarede dette med amerikansk pres frem for kinesisk føjelighed.
For den aktuelle udvikling i de kinesisk-amerikanske handelsrelationer er i USA’s favør. Heller ikke et ord om, at Kinas vækstmodel er ved at blive skiftet ud, så der åbnes op for mere import af vestlige produkter. Kina er den eneste eksterne aktør af betydning, der har potentialet til at rette op på ubalancerne i USA’s økonomi.

DEN GODE nyhed for resten af verden i alt dette er den ensidige fokusering på økonomiske emner. Slyngelstaten Nordkorea, engang udråbt til medlem af ‘ ondskabens akse’ ( George W. Bush) blev slet ikke nævnt. USA’s hovedallierede siden 1945, Japan, heller ikke – verdensøkonomiens tredjestørste aktør lever i forbløffende anonymitet. Og Taiwanspørgsmålet? Radiotavshed. Amerikanske flådepatruljers sejlads nær Kinas kyster? Tys-tys.

Er der stadig nogen, der husker Bill Clintons kanonbådsdiplomati i 1996, da Kina med missilaffyringer forsøgte at skræmme de taiwanske vælgere fra at stemme på en kandidat, som Beijing ikke brød sig om? Det har virket frem til i dag. Amerikansk Kinapolitik er en flerdimensional succes.

DET AMERIKANSKE bidrag til effektiv terrorbekæmpelse i verdens folkerigeste muslimske land, Indonesien, kunne have være nævnt som en enestående succes. Den lovende liberalisering i Myanmar/Burma som et eksempel på en mangeårig sanktionspolitiks positive nyttevirkning ligeledes. Men hvorfor slå på tromme for positive resultater? USA’s nukleare partnerskab med Asiens største demokrati, Indien, blev også forbigået i tavshed; for man vil nødig irritere kineserne mere end højst nødvendigt. USA’s helt store udfordring ligger selvsagt vest for Delhi: atomstaten Pakistan og den potentielle atomstat Iran.

IRAN BLEV debattens dominerende emne.Obama kunne utvivlsomt ønske sig, at han engang vil kunne lave en ‘ model Burma’ på Teheran, men dette har lange udsigter, for der er ikke opposition i Iran, som Vesten kan yde aktiv støtte til. Præsidenten argumenterede, at hans regering har »organiseret de stærkeste sanktioner nogensinde mod Iran, og at de kværker den iranske økonomi«. Romney erklærede sig enig i, at sanktionerne »forkrøbler« den iranske økonomi, og »jeg ville have iværksat dem tidligere, men det er godt, at vi har dem«.

Hvad de to kandidater overhovedet ikke havde lyst til at tale om, er den realitet, at om en halv snes år vil Kinas økonomi med stor sandsynlighed være på størrelse med den amerikanske. Og den røde gigant vil ligge i overhalingsbanen.

Hvis en kommende præsident vil presse Kina til at overholde internationale spilleregler i samhandelen, betyder det så i realiteten, at USA dermed vil forsøge at tage dampen ud af det kinesiske vækstlokomotiv? I så fald kan det gå ud over kinesiske investeringer i amerikansk jobskabelse.

USA og Kina har en sund skepsis over for hinanden, men rummer et gensidigt samarbejdspotentiale, hvis betydning kommer til at overstige rivaliseringen. Koldkrigsretorikerne i USA overser den faktor, der handler om gensidig afhængighed.

(Klumme i Politiken 1.11.2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Når Helle Thorning kommer til Myanmar…

Udgivet den 25. oktober 2012 af flemmingytzen

Her er nogle forslag til statsministeren, inden hun lander i Yangon.

TRAFIKPROPPER er et vedvarende problem her i Myanmars tidligere hovedstad, Yangon. I løbet af få år er befolkningstallet noget nær fordoblet og nærmer sig de seks millioner.

Tusinder af unge forlader de udpinte og isolerede landdistrikter for at prøve lykken i Sydøstasiens nyeste klondike.

University Avenue lidt nord for centrum er kendt for en verdensberømt adresse: bopælen for landets oppositionsleder, nobelpristageren Aung San Suu Kyi. Muren rundt om boligen er blevet forstærket, så den begynder at ligne et fænomen, der kendes fra andre asiatiske storbyer: at politiske topfigurer må forskanse sig bag høje mure og pigtråd.

MEN DET bliver ikke kun på University Avenue, at statsminister Helle Thorning-Schmidt ( S) skal holde møder, når hun i begyndelsen af næste måned tager på of-ficielt besøg i Myanmar ( det tidl. Burma).

Statsministeren må rejse de 400 kilometer nordpå til den nybyggede hovedstad Naypyidaw, som med en arkitektur, der giver mindelser om tilstanden i Nordkorea, rummer både regeringskontorer og parlament. Flertallet af burmesere og alle udlændinge skal have specialtilladelse til at besøge Naypyidaw.

Så hvilke budskaber bør Helle Thorning-Schmidt have med til præsident Thein Sein og landets populære politiske partileder Aung San Suu Kyi? Udviklingsminister Christian Friis Bach ( R) har for længst været forbi, så derfor må Thorning-Schmidts budskaber handle mere om politik end om udviklingsbudgetter.

HER ER nogle bud på, hvilke emner statsministeren bør tale med Myanmars politiske topfigurer om:

1) Den forsigtige liberalisering og begyndende demokratisering tegner lovende, men Myanmar bliver ikke et menneskeværdigt samfund uden en dyb og reel dialog med landets etniske mindretal.
2) Eksilgrupperne i nabolandene, især i Thailand, skal forberedes til sikker tilbagevenden til det hjemland, de har været isoleret fra i årtier.
3) Danmark kan sammen med Storbritannien stille sig i spidsen for et minerydningsprogram, der skal gøre jordarealer dyrkbare især i grænseregionerne.
4) Ytrings-og mediefriheden skal hjælpes yderligere på vej. En dansk indsats har allerede vist lovende resultater, men bør udbygges, f. eks. i form af en journalistskole.Tal med Unesco.
5) Danmark kan via EU og FN-systemet tage initiativer til at forhindre yderligere rovdrift på Myanmars naturrigdomme.
Der er behov for en uafhængig institution, der kan sikre en balanceret tilgang til anvendelsen af Myanmars kolossale ‘ skatkammer’ af råstoffer – fra olie, gas og tømmer til ædelstene og mineraler.
6) Danmark kan hjælpe oppositionen i Myanmars parlament til at forberede lovforslag, der kan reformere vilkårene for erhvervslivet. Der er behov for at afvikle monopolerne i energisektoren. Det er uholdbart, at de franske og amerikanske olieselskaber, der i mange år har sponsoreret den tidligere junta, kun har konkurrence fra statslige kinesiske selskaber, der bygger olie-og gasrørledninger i den nordlige del af landet.
7) Mange politiske fanger er blevet løsladt, men et ukendt antal sidder fortsat inde. Danmark bør assistere med et særligt udslusningsprogram for de tilbageværende.
8) Nationale og multinationale selskaber er i hastig vækst, så der er behov for at skabe grundlag for en uafhængig fagbevægelse.
De danske virksomheder, der planlægger at flytte produktion ud fra nabolandene, kan bidrage med at være foregangseksempler inden for både miljøpolitik og faglige rettigheder.
9) Danmark bør stille et hold forfatningseksperter til rådighed ( som vi gjorde i Nepal for en snes år siden). Der er brug for reformtiltag inden næste valg i 2015.
10) Og måske tør vi også håbe på en ambassade i en ikke så fjern fremtid.

REN ØNSKETÆNKNING? Så se lige på erfaringerne fra nabolandene. Danmark genoptog udviklingsbistand til Vietnam for en lille snes år siden, og landet blev derefter et dydsmønster inden for effektiv fattigdomsbekæmpelse. Og danske bidrag gjorde også en eksemplarisk forskel i et andet naboland, Cambodja, inden for bl. a. minerydning, mediefrihed og menneskerettigheder tilbage i 1990′ erne.

Sammenlignet med de store aktører, f. eks. USA, Storbritannien og Frankrig, har vi indlysende fordele: Vi er ikke tynget af hverken en fortid som kolonimagt eller kortsynede erhvervsinteresser. Vi er velrenommerede – der er ingen risici for værdipolitiske sammenstød som i Mellemøsten. Vi risikerer i Sydøstasien kun at blive modtaget som frelsere og forbilleder.

God tur herud og held og lykke med møderne, statsminister Helle Thorning-Schmidt.

(klumme i Politiken 25.10.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Indokinas overlever

Udgivet den 24. oktober 2012 af flemmingytzen

Cambodias tidligere konge, Norodom Sihanouk, 89.

Cambodjas tidligere konge Norodom Sihanouk blev symbolet på landets overlevelse under årtiers morderiske konflikter. Han blev den sidste overlevende statsleder fra den generation af tredjeverdensledere, der oplevede at se kolonimagterne rejse hjem som et resultat af uafhængighedsbestræbelserne i 1950′ erne. I Cambodja skete det, i modsætning til nabolandet Vietnam, stort set uden at der blev løsnet et skud. Franskmændenes interesser i Cambodja var begrænsede, og de havde for længst opgivet at styre den uforudsigelige, gådefulde og karismatiske monark.

Sihanouk blev kronet til konge af Cambodja som 19-årig i 1941 og genindsat som monark i 1993 efter FN-overvågede frie valg. I disse år overlevede han det utroligste.

Den lille, temperamentsfulde, fedladne konge med den skingre falsetstemme stod igennem fransk kolonialisme, Vietnamkrig, amerikanske sønderbombinger, Røde Khmer-terror og vietnamesisk besættelse og krigsførelse, indtil han i 1991 vendte tilbage til sit land for at spille en nøglerolle i en FN-initieret fredsproces, der bragte Cambodja ud af årtiers krig og konflikt og førte til indførelse af en form for demokrati.

Talløse gange blev han afskrevet af en bedrevidende omverden, og hver gang viste han en formidabel evne til at vende tilbage til den storpolitiske scene og gøre sig til samlingsfigur for sin mishandlede nation.

DET VAR DET franske kolonistyre i Indokina, der gjorde den unge prins til regent i 1941. Franskmændene troede, at Sihanouk ville blive nemmere at manipulere end sine forgængere. De tog grusomt fejl.

Sihanouk forhandlede sig til sit lands uafhængighed i november 1953, året før de ydmygede franskmænd trak sig endeligt ud af Vietnam og Laos. Den befrielse, som i Vietnam kostede tusinder af menneskeliv, gav Sihanouk sit land, uden at der blev løsnet et eneste skud.

Han abdicerede til fordel for sin far i 1955, men kun for at blive politiker og regeringsleder. Han grundlagde et parti, der kaldte sig socialistisk, og som forsøgte at forene buddhisme, royalisme og en meget moderat socialisme.

Substansen i denne besynderlige ideologiske cocktail var dog, at Sihanouk blandede sig i stort set alle politiske anliggender i landet. Styret var både autoritært og korrupt, men Sihanouks magtudøvelse var mindre brutal, end det var tilfældet i nabostaterne – det delte Vietnam og det i perioder militært styrede Thailand.Ved faderens død i 1960 undlod han at gøre sig til konge igen, men valgte titlen ‘ samdech’, som betyder fyrste eller regent.

VAR SIHANOUKS private stil underholdende, var hans styres politiske karakter mere tvivlsom.

Regimet blev belastet af misadministration og korruption, som forstærkedes af fyrstens aldrig svigtende evne til intrigemageri. Det politiske miljø i 1960′ ernes Cambodja blev gradvis mere polariseret, og Sihanouk fandt det stadig vanskeligere at balancere mellem en dogmatisk venstrefløj og en forbitret, reaktionær og proamerikansk højrefløj. Polariseringen skærpedes yderligere af USA’s optrapning af krigen i nabolandet Vietnam.

Sihanouk forsøgte at holde sit land ude af Vietnamkrigen, men bøjede sig for de nordvietnamesiske kommunisters pres ved at tillade, at våbenforsyninger til Vietcongpartisanerne i Sydvietnam gik gennem Cambodja. Denne politik gav den cambodjanske højre-fløj det nødvendige påskud til at styrte Sihanouk. Det skete i marts 1970, mens fyrsten var undervejs fra besøg i Moskva til Beijing. Sihanouk reagerede ved at etablere en eksilregering, som hans dødsfjender, de Røde Khmerer, snart tilsluttede sig, og som fik hovedkvarter i Kina.

Da det USA-støttede regime faldt i april 1975, og de Røde Khmerer under Pol Pots ledelse tog magten, vendte Sihanouk hjem fra fem års eksil i Kina. Her blev han sat i husarrest i det nu totalt isolerede land. Året efter blev han tvunget til at gå af som statschef. De Røde Khmerer omdøbte landet til Kampuchea, landets oprindelige navn på khmersproget.

FØRST I januar 1979, da den vietnamesiske hær invaderede Cambodja for at styrte Pol Pots rædselsregime, hørte omverdenen atter om Sihanouk.

I 1982 indvilgede Sihanouk i at stille sig i spidsen for en koalition af de tre partisangrupper, der bekæmpede Cambodjas vietnamesiske besættelsesmagt. Talrige gange truede han med at gå af som leder af koalitionen, som et flertal i FN anerkendte som Cambodjas lovlige regering. Samtidig med at han vedholdende beskyldte de Røde Khmerer for at have foranstaltet et folkedrab i Cambodja, fastslog han, at Vietnams intention var at »opsluge og kolonisere« hans land.

Det var en stor sejr for ham at kunne bosætte sig i sit elskede kongepalads i 1991, også selv om Cambodjas trængsler langtfra var ovre. Fyrsten abdicerede i 2004 til fordel for sin søn og døde mandag af et hjerteanfald i Beijing i Kina, hvor han havde boet siden januar.Han forblev et symbol på en forpint, men smuk nation, et offer for større magters magtspil.

Hans adfærd kunne kalde på smilene, men ingen var i tvivl om, at hans kuriøse politiske teater havde til formål at redde nationen fra grumme og uforsonlige rivaler. Norodom Sihanouk blev 89 år.

(nekrolog i Politiken 16.10.2012)

Udgivet i Sydøstasien | Skriv en kommentar