Lys for enden af den japanske tunnel?

Udgivet den 30. maj 2013 af flemmingytzen

Japans regeringschef ligner en mand, der kan gøre en forskel for sit land. Men ikke nødvendigvis til det bedre for det øvrige Østasien.

EN SJÆLDENT optimistisk atmosfære har indfundet sig i Tokyo, hvor premierminister Shinzo Abe snart runder det første halve år ved magten efter sidste års alt andet end overraskende parlamentsvalg.

Formodningen har været, at med det Liberal-Demokratiske Parti ( LDP) tilbage i regeringskontorerne kunne ethvert håb om et japansk opbrud i politik og økonomi pakkes af vejen. Som bekendt er LDP ikke spor liberalt, ej heller demokratisk i vestlig forstand, og om det også kan kaldes et politisk parti kan da diskuteres. ‘ Interessekoalition’ er det rigtige ord.

Men Abe har overrasket med sine ‘ abenomics’, som i første omgang har betydet en lavere kurs på yen, hvilket nok har hjulpet de japanske eksporterhverv, men også har fordyret importen af især fossile brændstoffer, som Japan er blevet mere afhængigt af, efter at alle atomkraftværker på nær to er sat på pause.

949273-shinzo-abe

Overraskelserne mærkes først og fremmest på aktiemarkedet, som har løftet sig mere end 60 procent siden december. Og hvis væksttallene for den samlede økonomi for årets første kvartal holder året ud, ser japanerne frem mod en vækstprocent for hele året på sensationelle 3,5 procent. Sker det, er der basis for konstateringer af, at den opgående sols land langt om længe er på vej ud af en snes år med lavvækst og deflation.

ABES REGERING fremlagde i april et lovforslag om liberalisering af en af de mest betændte sektorer i japansk økonomi: energisektoren. Japans elektricitetsselskaber er ikke kun i dyb gæld, de er også ineffektive og leverer til verdens højeste elpriser. Katastrofen på Fukushima-anlægget for to år siden forklarer nogle af problemerne, men langtfra alle.

Energiselskaberne er et billede på, hvad der er galt i flere andre sektorer i Japans alt for regulerede og konkurrencebeskyttede økonomi, men Shinzo Abe siger, at tiden er kommet til et opgør med disse magtfulde særinteresser. Både forbrug og investeringer skal øges, hvilket kan gøres trods statens store gæld og budgetunderskud.

article-1371793-0B7008C500000578-391_634x389

FINANSFOLKETS optimisme har imidlertid overskygget andre og langt mere ambitiøse og problematiske elementer af Shinzo Abes reformprogram. Ikke nok med at han vil løfte verdens tredjestørste økonomi ud af stagnation; han vil også omdefinere betingelserne for Japans forsvars-og sikkerhedspolitik. Naboerne Sydkorea og Kina kigger nervøst med.

Det handler om revision af den 66 år gamle ‘ fredsforfatning’ skrevet med ført hånd af den amerikanske besættelsesmagt i atombombernes paddehatteskygge.

Japans efterkrigstidsgrundlov har været urørt siden vedtagelsen, men Aberegeringen vil forsøge at ændre artikel 96, som definerer betingelserne for ændringer af forfatningen: Der kræves mindst to tredjedeles flertal i begge parlamentets kamre og efterfølgende et simpelt flertal ved en folkeafstemning.

Det nye i LDP’s forslag er, at der fremover kun skal opnås simpelt flertal i begge parlamentskamre. Skulle en forfatningsrevision blive en realitet, vil det blive den såkaldte fredsklausul, dvs. artikel 9, der står for ændring. Den definerer Japans forsvar som ‘ selvforsvarsstyrker’. En revision kunne give Japan noget, der ligner et traditionelt militær, dvs. med kapaciteter til at gennemføre operationer, der handler om mere end at forsvare japansk territorium. Læs: Det Øst-og Sydkinesiske Hav.

AJ201305030052M

RELATIVT ubemærket af omverdenen lægger LDP også op til en revision af Japan som en liberal retsstat. Partiets forfatningsudspil taler om at sætte hensynet til offentlig orden og samfundsinteresser over fundamentale friheds-og menneskerettigheder.

Læs f. eks. denne formulering fra udkastet: »Aktiviteter, der skader samfundets interesser eller opfordrer borgere til noget sådant, er uacceptable«. Det kunne være taget ud af den lærebog, der skrives hos Japans arvefjende, Kina.

Vi ser her konturerne af den neonationalisme, som er et regulært minefelt ikke bare i Japan, men også de modstandere og mulige allierede i Østasien, som vil spille med, når regionens sikkerhedspolitiske landskab skal tegnes om. Dette er sprængfarligt for stabiliteten og dermed det velstandsmirakel, som først Japan og siden Kina har stået i spidsen for i et halvt århundrede.

Dermed forstår vi bedre, at Kina for længst har accepteret, at USA forbliver militært i regionen. Da Japan vedtog sin forfatning i 1947, fraskrev landet sig retten til at agere med en selvstændig udenrigspolitik.

Kina vil vide at lade USA fastholde et jerngreb om Japans nationalister.

(klumme i Politiken 30.05. 2013)

 

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Big Mac? Endnu større, når kineserne vil have mere

Udgivet den 16. maj 2013 af flemmingytzen

Glem gældsproblemet. Velstandsstigningen i Kina er en god nyhed for amerikansk erhvervsliv.

OM FÅ DAGE udløber fristen for det såkaldte gældsloft, som Kongressen i Washington vedtog tilbage i januar. De føderale myndigheder kan bruge forskellige bogholderkneb for at kunne fortsætte med at betale udgifterne for de fælles goder et par måneder endnu, mens spørgsmålet lyder i folkedybet: flere lån i Kina?

Når debatten om gælden genoptages, vil de udenlandske kreditorers rolle næppe fylde det helt store. Men sådan har det ikke altid været. Da Barack Obama i 2008 kritiserede republikanernes økonomiske politik, yndede han at beskylde daværende præsident Bush for »at have skaffet sig et kreditkort i Bank of China for derefter at sende regningerne til kommende amerikanske generationer«. Tilsvarende beskyldte den republikanske kandidat Mitt Romney under valgkampen i fjor sin modstander Obama for »at lade Kina løbe os over ende«.

I WASHINGTON sidder en topøkonom, Nicholas R. Lardy, og følger debatten med både smil og hovedrysten. Lardy har studeret udviklingen i kinesisk økonomi gennem tre årtier og har dokumenteret sin indsigt gennem en stribe af bogudgivelser: Misforståelserne er massive, siger han. Manden på gaden i Amerika tror, at nationen står i gæld til kineserne til op over ørerne. Men realiteten er, at det amerikanske samfund skylder sig selv størsteparten af gælden.

nick-lardy-and-book

»Vore politikere har intet gjort for at sikre en mere redelig debat om emnet«, bemærker han ( Associated Press, 29.4.).

De største kreditorer i det amerikanske gældscirkus hedder Federal Reserve ( nationalbanken), Social Security og de talrige pensionsfonde for både offentligt og privat ansatte. Kinesiske banker tegner sig for beskedne 7 procent af gældsbjerget, hvad der nok gør Kina til USA’s største långiver, men den kinesiske andel er på det seneste faldet betragteligt.

De folkevalgte i USA må naturligvis sikre, at gældsproblemerne ikke skubbes videre til børn og kommende generationer.

Hvis disse politikere mangler anledning til optimisme, bør de studere den aktuelle udvikling på valuta-og finansmarkederne.

Her er kursen på den kinesiske valuta, renminbi ( RMB), i daglig tale kaldet yuan, på vej op i forhold til dollaren. Den udslaggivende faktor var udmeldinger i starten af forrige uge fra den kinesiske regering om nye reformtiltag. Ikke i form af en gigantisk stimuluspakke, som vi så det i 2009, men liberaliseringer, der peger i retning af at gøre yuanen konvertibel.

Kina begynder dermed at ligne en finansiel stormagt, der kan fungere som verdensøkonomiens lokomotiv. Nyheder som disse bør vække glæde hos amerikanerne.

På kort sigt bliver den amerikanske gæld til Kina større, men det er ikke det afgørende på langt sigt. De kinesiske liberaliseringstiltag sker på baggrund af en velstandsstigning uden fortilfælde. Kinas middelklasse haler ind på den amerikanske, ikke målt på individets købekraft, men i samlet volumen.

endframe_5

IFØLGE TAL fra Michael Silverstein, seniorpartner i Boston Consulting Group ( BCG), tegnede Kina sig i 2009 kun for 3 procent af klodens middelklasseforbrugere, mens USA stod for hele 21 procent.

I 2020 vil Kina have 13 procent i denne kategori, mens USA’s andel vil være faldet til 12 procent. Ikke fordi gennemsnitsamerikaneren forvandles til en fattig proletar, men fordi kineserne, ganske som mange andre østasiater, bliver mere velstående i rekordtempo ( Japan undtaget, men her lever man med stagnation på et meget højt velstandsniveau).

De rigtig gode nyheder for amerikansk økonomi ligger i udsigten til en kolossal kinesisk efterspørgsel på især fødevarer.

En kinesisk borger født i 2009 vil konsumere 38 gange så mange kalorier som den farfar eller mormor, der blev født et halvt århundrede tidligere, har BCG beregnet.

Det kinesiske samfund er midt i en gigantisk forandring af spisevaner og ernæring, hvor kød kommer til at fylde mere, end sundhedsapostlene vil bryde sig om.

bicmac-china

MAJS OG sojabønner, som USA er klodens største producent af, vil i de kommende år blive skovlet ind i Kina for at tilfredsstille behovet for dyrefoder. Bagsiden af dette velstandsmirakel er ikke kun fedmeproblemerne.

Ifølge BCG vil den forventede amerikanske fødevareeksport til Kina kræve 18 procents årlige stigninger i vandforbruget. Intet under, at miljøeksperterne er højlydt bekymrede over Coloradofloden. Michael Silverstein er behersket optimist og mener, at USA har potentialet til at levere mad til ikke bare Kina, men det meste af verden. Der skal dog lige gennemføres en landbrugsrevolution først. Brug fantasien, tilråder han.

Kinas forbrugere venter ikke.

(klumme i Politiken 16. maj 2013)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Koreas jernlady er sin fars datter

Udgivet den 9. maj 2013 af flemmingytzen

Glem alt om tyske tilstande på Den Koreanske Halvø.

TAG IKKE fejl af Park Geun-hye, den sydkoreanske præsident, som i dag bliver den første kvindelige stats-og regeringschef, der taler i den amerikanske Kongres iWashington. Hun er gjort af et robust stof, hvad præsident Barack Obama utvivlsomt også har erfaret under gårsdagens samtaler med ‘jernladyen’ fra Morgenstilhedens Land.

262962-barack-obama-south-korean-president-park-geun-hye

Park nærer en erklæret beundring for Margaret Thatcher, men det er ikke sandsynligt, at hun kommer til at opleve en triumf, der matcher begivenhederne i Europa i 1989. For jernvilje er også et prædikat, der på ulyksaligste vis er dækkende for lederklanen hos ‘ broderfjenden’ i Nordkorea.

HVAD VERDEN kan forvente, er en sydkoreansk ‘ nordpolitik’, der er blottet for illusioner. I den bedste af alle verdener kunne man have ønsket sig en sydkoreansk præsident, der havde Willy Brandt og hans ‘ østpolitik’ hellere end Margaret Thatchers stålsatte beslutningskraft som forbillede, men den mulighed er passé.

Sydkoreas svar på Willy Brandt hed Kim Dae-jung, den mangeårige dissident og senere præsident, som i 2000 modtog Nobels Fredspris for sin tyskinspirerede tilnærmelsespolitik over for Nordkorea. Kim døde i 2009, og året efter skød nordkoreanerne et sydkoreansk militærfartøj i sænk. Siden er de interkoreanske relationer vendt tilbage til en uhyggelig normaltilstand, hvilket de nylige krigstrusler fra Pyongyang understreger.

2012122001135_0

Det er tilstande, som Park Geun-hye har haft helt inde på kroppen i årtier. Da hun i februar rykkede ind i Det Blå Hus, den sydkoreanske præsidentbolig, var det barndomshjemmet, hun vendte tilbage til. Hun var 9, da hendes far, generalmajor i hæren Park Chung-hee, tog magten i et land præget af politisk kaos, polarisering og undertrykkelse. Da hun var 22, blev moderen dræbt af en attentatmands kugle, om end denne var tiltænkt faderen. Datteren afbrød et studieophold i Frankrig og vendte hjem for at overtage rollen som førstedame.

46b2b67d3dcdb8d86014fd47b8b9aa69

Da faderen fem år senere blev dræbt af sin sikkerhedschef under et ophedet middagsselskab på paladsets område, lød datterens første reaktion: Er vi tilstrækkeligt forberedt på en nordkoreansk invasion? De færreste havde dengang i 1979 fantasi til at forestille sig, at Sydkorea efter 18 års autokratisk styre under Parks jernhånd siden ville springe ud som en demokratisk, teknologisk og økonomisk rollemodel i Østasien. Ej heller at det myrdede præsidentpars datter ville følge i faderens fodspor og blive løftet ind i Det Blå Hus af bred folkelig opbakning.

Familiens historiske arv deler stadig vandene i Morgenstilhedens Land. Da Park Geun-hye blev overfaldet i 2006 af en attentatmand bevæbnet med barberblade, blev der straks spekuleret i et blodhævnsmotiv. Så det kan ligne et paradoks, når meningsmålinger afspejler en positiv omvurdering af faderens politiske gerning: Nok var han en autokrat, der brugte politistatsmetoder, men han løftede på rekordtid sin nation fra at være et tilbagestående tredjeverdensland til at blive en moderne industrination ledet af højtuddannede.

NOGLE AF de vælgere, der bidrog til hendes valgsejr i december, ser i Park Geunhye nogle kvaliteter, der handler om meget mere, end at hun er en ugift kvinde, der skal repræsentere det moderne Korea. En akademiker i Seoul, Bong Youngshik, siger rent ud, at »hun er fader Park, personificeret i en kvindekrop«. Så hvad stiller Asiens Jernlady her og nu op med det uforudsigelige og evigt militaristiske Nordkorea? Præsident Parks problem er, at Kimklanen vil i dialog med USA uden at bruge Sydkorea som genvej.

Den nordkoreanske nylige beslutning om at afvikle det industrikompleks i grænsebyen Kaesong, som har leveret hård valuta til militærdynastiet i Pyongyang, skal ses i dette perspektiv. Intet økonomisk samkvem med kapitalisterne i syd og heller ingen forhandlinger, genforeningsbesøg for delte familier eller andre forsoningsinitiativer. Kort sagt, ikke det ringeste med mindelser om relationerne mellem Øst-og Vesttyskland tilbage i de europæiske koldkrigsår.

Læren fra det tyske eksempel er, at tilnærmelser ender med etpartistatens kollaps.
Ingen sydkoreansk politiker kan offentligt erklære sig som modstander af koreansk genforening, men emnet kan ties ihjel. Parks tale til den amerikanske Kongres i dag vil ikke rumme faderens brutale retorik ( »kommunister skal udryddes«, lød det) fra 1970′ erne, men substansen vil der ikke være lavet om på: Vi lever fint med delingen af Korea og taler ikke om alternativet.

SKAL NORDKOREA ændre adfærd, bliver det som et resultat af at kombinere et mere aktivt amerikansk diplomati med kinesisk pres. De aktuelle oplysninger om, at en af de største kinesiske banker har lukket for pengetilførslerne til Nordkorea er et tegn på, at forholdene i Nordøstasien trods alt er i bevægelse. Næste stop for Park Geun-hye bør være Beijing.

(klumme i Politiken 9. maj 2013)

park-geun-hye-on-the-front-cover-of-time-magazine

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Så er det officielt: Kinesisk støtte til Aung San Suu Kyi

Udgivet den 25. april 2013 af flemmingytzen

Beijing gør sig klar til ændrede magtforhold i Myanmar.

DA EU’s udenrigsministre mandag eftermiddag ophævede stort set alle resterende sanktioner mod Myanmar, det tidligere Burma, skete det med en vis nervøs skelen til den stribe af voldelige overgreb mod mindretalsgrupper, som har hærget landet i måneder. I en erklæring advarede de europæiske ledere om, at det sydøstasiatiske land står over for betydelige udfordringer, i særdeleshed i spørgsmålet om de muslimske minoriteters status.

Det politiske og kulturelle klima i det førhen så isolerede land er mildest talt anstrengt, efter at buddhistiske bander i sidste måned angreb byen Meiktila, hvor et halvt hundrede civile blev dræbt, heraf 20 drenge og unge mænd, der først blev hakket og stukket til døde med knive og derefter brændt.

Overraskende er det, at repræsentanterne for dette militante buddhistiske samfund ikke længere holder sig tilbage, demokratisering eller ej. Ashin Wirathu, en 45-årig munk fra Mandalay, skjuler ikke sit had mod muslimerne, når britiske BBC citerer ham for følgende: »Vi buddhister er for bløde og mangler patriotisk stolthed. Muslimerne er dygtige til økonomi og handel. De kontrollerer allerede transport og byggeri. Nu er de i gang med at overtage vore politiske partier indefra. Hvis dette fortsætter, ender vi som Afghanistan eller Indonesien«. Munken opfordrer herefter landets buddhister til at boykotte butikker, der er ejede af muslimer.

th

Denne militante retorik er giftig og virker meningsløs, når man erindrer sig, at de muslimske befolkningsgrupper tæller mindre end en halv snes procent ud af Myanmars anslåede knap 60 millioner indbyggere.

NÅR EU valgte at opretholde våbenembargoen som den eneste rest af mange års sanktionspolitik, har det været begrundet i, at det militært dominerede styre har fortsat en stribe angreb mod og overgreb på det overvejende kristne mindretal i den nordlige Kachin-stat. Et par måneders relativ stilstand i Kachin kan sandsynligvis forklares med, at der foregår forhandlinger mellem regeringen og Kachin-oprørernes repræsentanter på kinesisk jord, hvilket er usædvanligt.

DEN KINESISKE Myanmar-ambassades hjemmeside har for nylig afvist forlydender i den burmesiske presse om, at en udskydelse af fredsforhandlingerne var resultatet af en kinesisk beslutning. Dernæst følger den interessante oplysning, at forhandlingerne har stået på i grænsebyen Ruili siden slutningen af december. Læg hertil, at en stribe pro-militære politikere fra det burmesiske parlament har været på goodwill-ture i den store kinesiske naboprovins Yunnan.

Kineserne er således i gang med en heftig omgang øvelser i soft power, som skal rette op på det blakkede ry, som skyldes de lyssky partnerskaber, der er indgået mellem store kinesiske selskaber og burmesiske ditto med tætte forbindelseslinjer til burmesiske officersfamilier.

379838_458864007522991_789033311_n

KURSSKIFTET i Beijing over for Myanmar har været under gradvis forandring siden den daværende militærjunta formelt slap magtens tøjler i 2010. En folkelig udgave af Beijings Myanmarpolitik er formuleret i kommunistpartiets nationalistiske tabloidavis, Global Times, som i en kommentar i sidste måned forklarede, at selv om Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, kun sidder på 43 parlamentspladser, har hun voksende indflydelse overalt i landet. Muligheden for, at også de militære repræsentanter i parlamentet stemmer hende ind på præsidentposten i 2015, er nu reel, pointerede kommentaren: »Nu giver det mening at anerkende Suu Kyi og oppositionens status i landet, og der bør udvikles et formelt og offentligt samarbejde. Dermed respekteres det valg, som befolkningen i Myanmar har truffet. Nu kan vi blot håbe på, at Kinas regering inviterer Aung San Suu Kyi på et passende tidspunkt () Et sådant besøg indebærer ikke, at Kina alene står bag hende og hendes parti, men at isen bliver brudt. Kina kan dermed vise respekt for de særlige betingelser i Myanmar«, hed det i Global Times.

SAGT MED elementær hverdagsjargon: Kina ser gerne, at regering og opposition efter parlamentsvalget i 2015 skaber et stort nationalt kompromis, også hvis dette sender Suu Kyi ind i præsidentpaladset.
Kina forventer, at dets betydelige økonomiske interesser hos naboen ( råstoffer og infrastruktur) respekteres. Det afgørende er stabiliteten i landet.

529282_452748321467893_1290720429_n

Lige nu er problemet, at stabiliteten ser skrøbelig ud. EU bør selvfølgelig gøre mere end at ophæve sanktionerne. I Kachin-konflikten er forhandlingerne i Ruili fortsat i gang. Kunne EU-landenes diplomater sikre, at der placeres civile observatører i nogle af de egne og byer, hvor muslimske grupper er under pres? Det ville være klædeligt.

(klumme i Politiken 24.4.2013)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Myanmar må undgå religiøse sammenstød

Udgivet den 22. april 2013 af flemmingytzen

Partipolitik er vigtig, men det er ikke der, jeg vil gøre gavn, siger Min Ko Naing, som er er en af veteranerne fra Myanmars dissidentbevægelse.

Hvordan trækker almindelige borgere deres land ud af et halvt århundredes undertrykkelse og diktatur, uden at undertrykkernes slægtninge og venner beriger sig hæmningsløst, mens forandringen til et friere samfund finder sted? Og hvad stiller de samme borgere op med den realitet, at pengene fra Asiens og nu også hele verdens største handelsnation flyder ind i rå mængder, men uden kontrol fra folkevalgte?

Spørg Min Ko Naing. Han kommer fra Myanmar, det tidligere Burma, som er blevet verdens nye politiske darling. Virksomheder og turister falder i denne tid over hinandens ben i kapløbet om at komme ind og høste frugterne i det, der allerede kaldes Sydøstasiens mest lovende vækstmirakel. Min Ko Naing, 50 år, var en af lederne af det studenteroprør, der eksploderede i den daværende hovedstad Rangoons gader i 1988. Hans formandskab dengang i organisationen All Burma Federation of Students Union førte til, at det daværende militærstyre år ud og år ind gav ham en stribe fængselsdomme. Så sent som i 2007 lød straffen på hele 65 år. Alt ændrede sig i januar 2012, da han og aktivistgruppen fra 1988-opstanden blev sat på fri fod. I dag er de aktivister i den reformbevægelse, som strømmer gennem landet.

Min Ko Naing

Men går det nu den rigtige vej? Politiken har mødt den tidligere studenterleder, der som midaldrende forsøger at fortsætte, hvor han blev forhindret for et kvart århundrede siden.

MILITÆRET bekæmper det kristne kachinmindretal i nord, mens militante buddhister går hårdt til de muslimske mindretal. Er reformprocessen en luftspejling?

»Spændingerne mellem buddhisterne og muslimerne begyndte med en voldtægt. Kriminelle sager må ikke udvikle sig til religiøse og etniske sammenstød. Hvad militærets offensiv mod kachinfolket angår, er der tale om, at generalerne forsøger et etablere en styrkeposition, inden forhandlinger kan indledes«.

Det internationale samfund engagerer sig i Myanmar både økonomisk og politisk. De fleste sanktioner er suspenderet. Er tiden inde til at hæve dem helt?

»Investeringer i Myanmar er velkomne, hvis man nøje overvejer sine valg af forretningspartnere. Problemet er, at stort set hele det erhvervsliv, der betyder noget, kontrolleres af en klike, der er tæt forbundet med topfolk fra både den gamle junta og den nuværende militære elite. Skal der flyde penge til landet nu, må en lang række uløste problemer inddrages. Hvem har glæde af investeringerne og handelen med omverdenen? Her mangler vi åbenhed«.

Min+Ko+Naing

»Vi i systemkritikerbevægelsen ønsker os en langt større gennemskuelighed omkring de forretningsaftaler, der er indgået, før reformerne begyndte. Derudover ønsker vi ressourcer kanaliseret til sociale formål, især fattigdomsbekæmpelse. Et af de mest presserende emner lige nu er de oversøiske flygtninges tilbagevenden. De kommer hjem efter mange års ophold i lejre i Thailand, men mange af dem har meget lidt eller slet intet at komme hjem til, så de placeres i nye lejre. Hvem hjælper dem? Vor præsident siger højtideligt, at alle i landet skal deltage i socialt hjælpearbejde og bekæmpelse af fattigdom. Men der er langt igen«.

Sidste års suppleringsvalg blev vundet stort af Aung San Suu Kyi. Har du meldt dig ind i hendes parti, den Nationale Liga for Demokrati?

»Nej da. Partipolitik er vigtig, men det er ikke der, jeg vil gøre gavn. Jeg forsætter som aktivist i civilsamfundet«.

Næste parlamentsvalg er i 2015. Der spekuleres i en alliance mellem militærets parti og Suu Kyis parti, som kan gøre hende til præsident?

»Jeg er bekendt med, at folk taler om dette. Men andre kombinationer er mulige, f. eks. samarbejde med de etniske partier. Den bedste måde, som Danmark, EU og andre kan hjælpe, er at sikre, at valget i 2015 holdes i overensstemmelse med de principper, der gælder i et demokratisk, parlamentarisk system. Burma har i hele min levetid kun holdt den slags valg, hvor kun det parti, som militæret kontrollerede, vandt. Hjælp os med at komme ud af den tilstand«.

4.-Min-Ko-Naing-on-youtube

 

Er der stadig politiske fanger i Myanmar?

»Det arbejder vi på at få klarhed over. Muligvis kun et par hundrede. Men der er usikkerhed om selve de-finitionen af, hvad en politisk fange er. Parlamentet har nedsat en kommission, der skal udarbejde klarere bestemmelser for, hvornår en lovovertrædelse er politisk, og hvornår den ikke er det. Min bekymring er, at regeringen bruger dette arbejde som et skalkeskjul. At man siger, at alle politiske fanger er lukket ud, mens andre spærres inde«.

(bragt i Politikens Debatsektion, 20. april 2013)

Udgivet i Interviews, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Triumf eller kup i australsk Kina-aftale

Udgivet den 18. april 2013 af flemmingytzen

Australiens leder, Julia Gillard, har været på den lange march til Beijing.

ØSTASIENS sikkerhedspolitiske og økonomiske landskab blev tegnet om i forgangne uge. Det skete, da den australske regeringschef og leder af partiet Labour, Julia Gillard, under et besøg i Beijing offentliggjorde en strategisk partnerskabsaftale med den nyudnævnte kinesiske topleder, Li Keqiang; manden, der er nr. 2 i det kinesiske magthierarki.

Avisen Sydney Morning Herald tøvede ikke med at kalde aftalen både en »triumf og et kup«, for ingen havde været forberedt på, at noget så stort var i vente, da den walisiskfødte regeringschef rejste til den kinesiske hovedstad.

79d5fd23-a590-4b81-8dd3-61b00aa2dd4c

Partnerskabsaftalen indebærer afholdelse af årlige møder på topniveau mellem den asiatiske gigant og en af USA’s vigtigste allierede i regionen. Dermed får Australien en formel status, som kun tre andre lande har: Tyskland, Storbritannien og Rusland. Aftalen definerer rammerne for en strategisk økonomisk dialog, der bl. a. indebærer direkte handel mellem de to landes valutaer.

Australien får som det tredje land en status, som foreløbig kun USA og Japan har opnået. En dollar-yuan-zone i stillehavssamarbejdet begynder at tage form, og herefter er det kun et spørgsmål om tid, før Korea og de sydøstasiatiske lande følger efter.

art-gillard-203-620x349

AFTALEN SÆTTER i relief de begrænsninger, der ligger i USA’s såkaldte rebalancering i forhold til Kina, som blev Obamaregeringens initiativ over for Kina efter genvalget i 2012. Sikkerhedspolitiske analytikere får fremover travlt med at diskutere, om Kina har brugt Julia Gillards velvilje til at udhule den bevægelse fra amerikansk side, som af konservative kinesiske høge blev set som en begyndende inddæmning.

Debatten i kinesiske medier har været heftig, for flere har set ‘ rebalanceringen’ som et amerikansk forsøg på at sætte hegnspæle omkring et Kina, der via sin økonomiske tyngde er allestedsnærværende i Østasien. Duerne fremførte det oversete argument: at økonomisk integration er det bedste redskab til at neutralisere sikkerhedspolitiske spændinger.

For Kina er blevet Australiens største samhandelspartner. ‘ Aussierne’ sender en tredjedel af landets samlede eksport op til giganten i nord. Julia Gillard har gjort meget ud af, at det ikke kun er mineraler, der skal fylde op i skibslasterne.

Hendes understregning af, at der også skal leveres velfærdsmodeller, forureningsbekæmpelse og fødevaresundhed til kineserne, lyder som noget, der kunne have været talt ud af Helle Thorning-Schmidts mund ( og jo, Danmark har også en partnerskabsaftale med Kina, hvis nogen skulle have glemt det).

75fda2a2-a0ea-11e2-ba96-3567734839cb_726870307--646x363

Tilsyneladende har australsk Kina-politik været præget af paradokser: En såkaldt hvidbog fra forsvarsministeriet kaldte for få år siden Kina en sikkerhedspolitisk trussel og talte om at bygge 12 undervandsbåde for at imødegå selvsamme trussel. Men efterfølgende definerede udenrigsministeriet i Canberra Australien som en nation, der bør stræbe efter at opnå det maksimale i det »asiatiske århundrede«. Landene i Østasien har i det mindste undgået at komme i den klemme, som lammede EU for en lille halv snes år siden, da Frankrig og Tyskland pressede på for at ophæve den våbenembargo, som de europæiske regeringer indførte i 1989 som en reaktion på de blodige begivenheder i Beijings centrum. USA ( Bushregeringen) brugte i 2004 Storbritanniens Labourregering ( Blair) til at presse EU til ikke at opgive embargoen, uanset at denne i dag er reduceret til ren symbolpolitik.

Amerikanernes argument var, at europæiske våbensystemer ikke skulle kunne anvendes af Kina i et opgør med USA om f. eks. forsvaret af Taiwan.

Når Kina i dag køber stort op af australske råvarearsenaler, melder et tilsvarende dilemma sig: Australsk jernmalm risikerer at blive anvendt til at bygge kinesiske krigsskibe. Nok har Australien en rolle i Obamas ‘ rebalancering’, men at placere 2.500 amerikanske marinesoldater i Darwin rokker ikke afgørende ved den præmis, at et kommende opgør med et opstigende Kina skal tages i de forhandlinger, der føres, om betingelser for frihandel og investeringsstrømme frem for at sende amerikanske og australske flådeenheder op til de omstridte øgrupper i det det Syd-og Østkinesiske Hav.

86656586

DET ER DEN hastigt forøgede volumen i samhandelen, der tæller. Fra 2012 blev Australien den største modtager af oversøiske kinesiske investeringer, hvilket kan forklares med de mineselskaber og råvareproducenter, der er hovedrolleindehavere i australsk økonomi.

I fjor besøgte 600.000 kinesiske turister Australien, og en ny kampagne taler om at fordoble antallet. Kan det tænkes, at grønlandske politikere allerede har lagt øre til, hvad de har gang i down under..

(klumme i Politiken 18. april 2013)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Nøglen til Nordkoreas adfærd: Massepsykosens mobilisering

Udgivet den 4. april 2013 af flemmingytzen

Kimklanens retorik har historiske og psykologiske rødder i ekstrem nationalisme og ønsket om etnisk renhed.

HVIS IKKE det var, fordi vi har at gøre med den mest militariserede stat på kloden, kunne vi blot trække på skulderen ad den retorik og de trusler, der hen over de seneste uger er udgået fra den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.

Lige syd for den 38. breddegrad, som er den sidste højspændte grænse mellem to modstandere fra den kolde krigs tid, sidder der en mindre hær af ( syd) koreanske ‘ landsmænd’, der løbende dissekerer al den galde, der flyder ud fra den betonkommunistiske propagandabunker i nord. Sydkoreanerne ved om nogen, hvilke psykologiske og kulturelle faktorer der udgør det mentale og ideologiske brændstof i den nordkoreanske lederkult, for den ligner et fænomen, der også har optrådt i syd: etnisk nationalisme.

‘ Stalinistisk’ er en hyppig betegnelse for regimet i nord, men vi skal langt ned under Marx og Lenin for at begribe karakteren af det nordkoreanske folkedyb, og det er ikke noget kønt syn, vi møder her. Dynastiets grundlægger, Kim Il-sung, der i 1930′ erne fik en militær skoling i Sovjetunionens Røde Hær, miksede for et halvt århundrede siden en bizar ideologisk cocktail, der inkorporerede stalinistisk personkult og kungfutsiansk paternalisme med en udviklingspolitisk filosofikaldet Juche, der havde økonomisk selvforsyning som sit højeste mål.

2northkoreawarpic_20130330

SIDEN Den Koreanske Halvø ophørte med at være japansk koloni i 1945, har ledereliter på begge sider af den 38. breddegrad opbygget politisk legitimitet på den målsætning, at Korea er et årtusindgammelt etnisk og kulturelt homogent rige, som ingen fremmede magter kan dominere. Derfor er genforening en målsætning, der forfølges af begge koreanske stater.

Kapløbet mellem de to ‘ broderfjender’ om økonomisk modernisering er for længst vundet af Sydkorea, som i dag er en af Asiens højest udviklede stater. Men den 70 år gamle sydkoreanske alliance med USA har leveret rigeligt med ammunition til Pyongyangs systematiske psykologiske krigsførelse vendt mod ikke bare sydkoreanerne, men også brugt som et redskab til moralsk og politisk mobilisering indadtil. Kald det bare massepsykose på højt niveau.

North-Korea-says-it-s-in-state-of-war-with-South-Ko

HVIS VI et øjeblik forestiller os den manual, som de nordkoreanske spindoktorer benytter sig af i håndteringen af en kritisk og fjendtlig omverden, vil de vigtigste doktriner lyde nogenlunde således:

1) Vi i Den Demokratiske Folkerepublik Korea er de ægte, rene og oprindelige koreanere, mens vore landsmænd i syd er marionetter, evigt fortabte og undertrykte af amerikansk aggression og imperialisme.

2) Alle koreanere er forbundet af blodets bånd og en usvigelig loyalitet over for den koreanske kultur og nationale arv. Det Koreanske Arbejderparti er den eneste sande forsvarer af ægte og oprindelig koreansk identitet.

3) Vore tidligere allierede Rusland og Kina har svigtet den koreanske kamp for uafhængighed og frigørelse fra imperialistisk aggression og bruger nu FN som redskab til at underminere vor retfærdige sag. Sydkoreansk og kinesisk bistand er kamuflerede forsøg på at indføre kapitalisme ad bagdøren og dermed fremme et sammenbrud hos os.

GENNEM årtiers gentagne iscenesættelser af militære konfrontationer med USA har Kimklanen kunnet opretholde en politisk totalmobilisering af samtlige resurser i det forarmede land.

Strækmarch

De nordkoreanske generaler spiller med stor dygtighed på den realitet, at USA ikke har hverken mod eller vilje til at gå ud i en militær konfrontation i større skala. Amerikanske bombetogter tæt på grænsen til Kina og Rusland? Nej, vel? Så hellere inddæmning. Folkelige oprør mod magteliten, som det skete i andre kommunistiske regimer ( Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og Polen 1980-81), kendes der ikke til i Nordkorea.

Forklaringen er, at den psykologiske krigsførelse vendt mod ‘ broderfjenden’ i syd og USA går begge veje: Den er også virkningsfuld indadtil. Budskaberne handler om at redde den koreanske race og kultur fra fremmed ‘ forurening’.

Noget, vi har set før? Jo da. Disciplinen, offerviljen, fanatismen, nationalismen, den næsten psykotiske lydighed over for den kejserlige autoritet: Den slags var også ingredienser i den uhyggeligt effektive organisation, der drev japansk krigsførelse og kolonisering af Den Koreanske Halvø i første halvdel af det 20. århundrede.

Sydkoreanerne, amerikanerne og kineserne kender udmærket karakteren af den modstander, de står over for. Så hellere leve med psykologisk krigsførelse frem for at udkæmpe en rigtig krig.

(klumme i Politiken 4. april 2013)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Folkekongressen er elendig til at sælge de gode fortællinger

Udgivet den 13. marts 2013 af flemmingytzen

Kinas vækst bygger på verdenshistoriens største migration. Er det holdbart?

KAN DE dog snart få det lært, derovre i Beijing? At levere de gode fortællinger.

Et par dage mere må vi nøjes med tvkameraernes panorerende billeder ud over de godt tre tusinde delegerede i Folkets Store Hal, lejlighedsvis afbrudt af klip til de storskærme, hvor partiets ledere kedsommeligt gør rede for magtapparatets planer for rigets fremtid.

ihMe5yUuZaGg

Naturligvis er partiets Nationale Folkekongres ikke et parlament, som vi kender det fra vestlige samfund. Folkekongressen er et forum for partistatens konsultationer med befolkningen og en kontrolleret debat om emner af relevans for riget.

Centralregeringen forelægger sine planer for de repræsentanter for provinserne, som kommer til at mærke konsekvenserne af beslutninger, der allerede er truffet i lukkede fora i Beijing. Kan de delegerede ytre utilfredshed? Jovist, men retter ledelsen ind? Muligvis. Her savnes moderne politisk kommunikation.

SÅ SKAL vi bare betragte Folkekongressen som et sæt af politiske ritualer, der ikke kommer os ved? Selvfølgelig ikke. Planernes realisering bliver mærkbare også i vores del af verden, alene på grund af de økonomiske dimensioner. Her følger nogle detaljer fra en europæisk analytiker i Beijing: Trods al snakken om et skifte til en mere forbrugsdrevet vækst fortsætter de massive satsninger på infrastruktur. Det tager sig ikke logisk ud, når man følger de mange afsløringer af mennesketomme spøgelsesbyer flere steder i riget.

china-poor-migrant-workers

Hvornår brister boblen på ejendomsmarkedet, spørger finansfolket. Det foreløbig svar er, at Kinas bureaukrater indtil nu har haft held til at forhindre noget sådant. For økonomien er befriet for de finansielle produkter, der satte en ødelæggende lavine i gang i de vestlige økonomier i 2008, men kinesiske opsparere har stadig alt for få steder at placere deres formuer. Så byggeboomet fortsætter og vil blive ledsaget af verdenshistoriens største migration.

Hen over den kommende halve snes år skal anslået 400 millioner indbyggere flyttes fra lavproduktive landområder ind i storbycentre. De store grupper af bygningsarbejdere og servicepersonale, der konstant er på vandring mellem landets vækstcentre, vil ikke gå på skrump. ‘ Den flydende befolkning’, som den er blevet kaldt, menes nu at udgøre 200 millioner, svarende til næsten hver syvende indbygger. Skal vi tro planlæggerne, vil 70 procent af den kinesiske befolkning bo i storbyer i år 2020.

2007_China_MigrantWorkers

De største udfordringer i at skulle realisere dette løft består i at kunne levere en mere effektiv bekæmpelse af korruption, at præstere en effektiv miljø-og ressourcepolitik og at udjævne de massive indkomstforskelle, som tiltager i disse år. Sociale spændinger er kilde til tusinder af lokale protestaktioner. Centralregeringen har endnu ikke kunnet forhindre lokale embedsfolks kollaborationer med den entreprenørklasse, der beriger sig uhæmmet på bekostning af lokale bønder og arbejdere. Det ‘ proletariatets diktatur’, som er den centrale del af partiets ideologiske og historiske selvforståelse, er blevet til en gigantisk vittighed!

SOM FORTÆLLING har denne udviklingshistorie om Kinas transformation fra landbrugsland til en avanceret økonomi ingen bred appel uden for rigets grænser. Generalsekretær ( og snart præsident) Xi Jinpings tale om den kinesiske drøm efter udnævnelsen i november var tydeligvis inspireret af det 20. århundredes amerikanske drøm, men denne østasiatiske variant sælger ikke billetter hos et vestligt publikum. Magtapparatet i Beijing kan ikke levere hverken det effektive spin eller de dragende fortællinger.

Djævlene finder vi i detaljerne, men der er gjort tiltag, der burde vække opsigt i vores del af verden. Allerede inden Folkekongressen samledes, blev det offentliggjort, at det berygtede arbejdslejrsystem vil blive afviklet. Men det er uklart, hvad myndighederne vil sætte i stedet.

840739-china-and-labour-camp
Den amerikanske menneskerettighedsorganisation Dui Hua, der fra en base i Hongkong både overvåger menneskerettighedernes tilstand og virker for at skabe positive forandringer i kinesisk retspraksis, har opgjort, at antallet af internerede i arbejdslejrene er faldet fra godt 300.000 i 2003 til lidt over 50.000 i 2012. Det er i den periode, hvor generalsekretær Hu Jintao og regeringschef Wen Jiabao har regeret. Tilsvarende har Dui Hua opgjort, at antallet af henrettelser er faldet fra 12.000 til 3.000 i samme periode.

Det er unægtelig mangelfuld politisk kommunikation, at det kinesiske magtapparat ikke for længst har solgt disse budskaber til den vestlige offentlighed. Så her er en udfordring for ethvert kommunikationsbureau med hede og våde drømme om at spinde guld på den kinesiske fortælling om modernitet.

(klumme i Politiken 13.marts 2013)

china-national-peoples-congress-ceremonial-girls-2008-preview

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Rule by Skype. Thailand styres af en milliardær i eksil

Udgivet den 14. februar 2013 af flemmingytzen

Digital magtudøvelse gør det muligt at sidde i udlandet og regere et land med 65 millioner indbyggere.

MENS VERDEN ruster sig til cyberkrigenes tidsalder, står det klart, at nettets mange digitale redskaber også åbner mulighed for mere fredelige politiske formål. Sociale medier som Twitter og Facebook har ændret på begreber som tid og afstand, og de fleste oplever de digitale kommunikationsformer som noget, der har givet dem afgørende kvalitative løft i tilværelsen.

Mange af de vintertrætte danskere, der i disse uger tilbringer et par uger eller tre ved en strand i Thailand, tager en del arbejdsopgaver med ud på feriedestinationen.

Så bliver en hotelbalkon på en tropeø en filial af firmaets bogholderi. Man under vel disse vore landsmænd den oplevelse at rådføre sig med kolleger på kontoret til lyden af palmesus og i 25 graders varme. Men de er næppe klar over, at de er gæster i et land, hvor de digitale kommunikationsformer er blevet de afgørende styringsredskaber på allerhøjeste regeringsniveau. Danskernes foretrukne feriemål øst for Suez er blevet landet, der styres via fjernkontrol. Et flertal af Thailands 65 millioner indbyggere lader til at affinde sig med tilstanden.

Thaksin-Shinawatra_1382583c

HOVEDPERSONEN i denne besynderlige fortælling er den kontroversielle tidligere regeringschef, milliardæren Thaksin Shinawatra. Han var landets folkevalgte regeringschef i fem år, indtil et ublodigt militærkup satte ham fra bestillingen i september 2006, mens han var til FN’s generalforsamling i New York. Siden har han med en enkelt afbrydelse befundet sig i eksil og har levet et luksuriøst nomadeliv i pendul mellem især London, Dubai og Hongkong.

Fra disse og andre destinationer holder han sig i løbende kontakt med politikere, forretningskolleger, embedsmænd og lejlighedsvis også sine vælgere.
Familieformuen, der fortrinsvis er bygget op gennem køb og salg i telesektoren, er blevet brugt til bl. a. politiske kampagneformål, der i 2011 fik den interessante konsekvens, at Thaksins 18 år yngre søster, Yingluck, blev landets regeringschef. Helt efter bogen ved et valg, hvor vi må gå ud fra, at vælgerne stemte efter overbevisning – og lidt til.

Thailands retsvæsen har været på nakken af Thaksin Shinawatra i flere omgange og er langtfra færdig med ham. Den 63-årige tidligere politiofficer har været anklaget for korruption, magtmisbrug, skatteunddragelse, majestætsfornærmelse og en hel del mere.
I oktober 2008 blev det til en fængselsdom på to år, som den driftige erhvervsmand selvfølgelig ikke havde tænkt sig at afsone. Så blev lillesøster Yingluck kørt i stilling, godt hjulpet på vej af de millioner, der også bruges til at skaffe familiedynastiet solid opbakning især blandt Thailands dårligere stillede landsbysamfund i den nordlige del af landet.
Det er regeringsansvar via fjernbetjening: Hvad betyder det, at landets stærke mand har travlt med at inspicere sine guldminer i Sydafrika, hvis han kan nå ministeriernes topembedsmænd via Skype nårsomhelst?

Charupong Ruangsuwan, der er indenrigsminister og generalsekretær i det politiske parti Pheu Thai, som Thaksinfamilien kontrollerer, er forbløffende åbenhjertig i en udtalelse til New York Times: »Vi kan komme i kontakt med ham på alle tider af døgnet. Vi lever i en grænseløs verden. Det er jo ikke som for hundrede år siden, da vi måtte bruge telegrafen.
Så snart vi har problemer, vi skal løse, ringer vi til ham«.

U112P5029T2D379834F24DT20110704112629

LILLESØSTEREN og regeringschefen Yingluck Shinawatra har forsøgt at nedtone sin brors rolle. Hun begrænser sig til at indrømme, at Thaksin tilbyder »moralsk opbakning«, når han på de ugentlige regeringsmøder kobles op til mødebordet via Skype. Men Noppadan Pattama, der er politisk rådgiver for regeringspartiet og familiens advokat, er meget direkte: »Stort set alle de politiske emner ved det seneste valg var formuleret af Thaksin«.

Da Bangkoks gader tilbage i 2010 blev hærget af voldelige sammenstød mellem ‘ rødskjorter’ ( Thaksins støtter) og de ‘ gulskjorter’, der omfattede en meget spraglet og uhomogen oppositionsbevægelse, hed Thaksins argeste modstander Sondhi Limthongkul. I dag har han givet op: »Thaksin bestemmer alt. Hvis man vil starte et stort projekt i milliardklassen, kommer man ikke uden om den mand«, siger han til New York Times.
THAILANDS forsøg på en demokratisk udvikling begyndte for 80 år siden, da en of-ficerselite reducerede det absolutte monarki til en moralsk og religiøs magtfaktor.
Siden gik der årtier, hvor militærets folk gik ind og ud af magtens korridorer.
Thaksin har overbevist sine vælgere om, at pengenes og de sociale mediers magt er at foretrække for den, der udgår fra kasernerne og kongepaladset.

(klumme i Politiken 14.2.2013)

20120903.091513_afp_yingluck-thaksin

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Australien vil bygge bro mellem USA og Kina

Udgivet den 24. januar 2013 af flemmingytzen

USA’s ældste alliancepartner i Stillehavsregionen har taget konsekvenserne af de ændrede globale styrkeforhold.

NOGLE AF deltagerne i denne uges møde i World Economic Forum i Davos har nok rynket brynene, da de hørte en af de indkaldte eksperter, Ian Bremmer fra det store risikoanalyseinstitut Euroasia Group, bede beslutningstagere verden over om at revurdere opfattelsen af, hvad der kan gøre 2013 til året, hvor det geopolitiske liv leves farligt.

Ikke balladen i den amerikanske Kongres om budgetunderskud og gæld. Ikke de syriske slagmarker. Ikke konfrontationen mellem præstestyret i Iran og omverdenen. Hvad er det så?

De voksende spændinger mellem klodens nr. 2 og 3 i økonomisk volumen, Kina og Japan. For de to asiatiske giganters strid om en lille ubeboet øgruppe i Det Østkinesiske Hav er kun et symbol på et større skifte af vidtrækkende global betydning.

20130119_LDM938

»Kineserne føler ikke længere, at de har brug for Japan på samme måde som tidligere; hverken investeringerne eller teknologien. Og i modsætning til Vietnam og Filippinerne, hvor de lokale kinesiske mindretal kontrollerer en stor del af de to landes økonomier, har Kina ingen redskaber til at påvirke det japanske samfund«, lød det advarende fra Bremmer.

OM USA har noget på spil her? Jo, for årtiers magtbalance i Østasien hvilede på den forudsætning, at Japan ikke udfordrede sin store nabo på det euroasiatiske kontinent. Dette har ændret sig efter det japanske parlamentsvalg i sidste måned.

Resten af verden har således en interesse i at bidrage til at bringe Japan og Kina ud af det højspændte dødvande, de to har befundet sig i, siden regeringen i Tokyo i fjor købte den ubeboede øgruppe af en forretningsmand. Dermed åbnedes muligheden for, at det japanske forsvarsministerium installerer overvågningsudstyr på øerne, hvilket med sikkerhed vil udløse vrede i Kina. Og noget, der kunne være værre.

Kina vender sig traditionelt imod, at udenforstående forsøger sig som mægler i konflikter, hvor man hævder at have kerneinteresser. Men mandag fik tonerne i Beijing en ny og overraskende lyd.

Talsmanden for udenrigsministeriet mindede Washington om »det ufravigelige historiske ansvar«, USA har for øgruppens tilhørsforhold.

Striden om øerne bliver dermed en prøveklud for, hvorledes lederne af klodens tre største økonomier vælger at håndtere hinanden på et tidspunkt, hvor de globale økonomiske faktorer er radikalt forandrede i forhold til for 40 år siden, da Kinas økonomiske betydning var mikroskopisk og Japan helt udramatisk fik tilbageleveret øerne efter 27 års amerikansk administration.

Vil Barack Obama i sin anden præsidentperiode demonstrere, at USA er indstillet på at tilpasse sig Kinas opstigning som økonomisk supermagt ved at undlade aktivt at støtte det japanske standpunkt? Ifølge de seneste fremskrivninger fra OECD er det i denne præsidentperiode, at Kina vil overhale USA økonomisk.

KORT FØR årsskiftet afslørede den australske forsvarschef, David Hurley, at fælles militære øvelser mellem Australien og Kina er i støbeskeen.

CHINA NAVY SYDNEY

Disse vil automatisk også involvere amerikanske flådeenheder. Hurley forklarede, at australske og kinesiske militære ledere allerede har drøftet principperne for, hvorledes sådanne øvelser skal gennemføres. I december lagde tre kinesiske militærfartøjer til i Sydney, og i 2013 vil flere komme til.

Udmeldingen var sammenfaldende med nyheden om, at den fhv. australske udenrigs-og premierminister Kevin Rudd havde besøgt Det Nationale Forsvarsakademi i Beijing, Kinas svar på det amerikanske West Point, og advaret en forsamling på flere hundrede officerer om de risici, der truer stabiliteten i Østasien, hvis ikke Beijing og Tokyo skifter kurs.

Initiativet var usædvanligt. En markant australsk politiker, der talte direkte til den militære elite i et land, som australsk udenrigspolitik længe har defineret som en potentiel trussel. Men han sparede ikke på advarsler om den ny regering i Tokyo, selv om Japan er en mangeårig australsk alliancepartner.

Rudd kender sit territorium, for han har universitetsgrader i kinesisk sprog og historie. Til forsamlingen af uniformerede tilhørere i Beijing pointerede han, at han har brugt årtier på tæt at følge udviklingen mellem Kina og Japan.

269354-kevin-rudd

»Men jeg har aldrig oplevet en tilstand så alvorlig som den nuværende«, lød det fra podiet.

Hovedforklaringen: den omsiggribende nationalisme, som regeringerne i Tokyo og Beijing får stadig sværere ved at kontrollere. Så tak for en god nyhed: Australien er blevet en sikkerhedspolitisk brobygger med globale perspektiver.

China oz27

(klumme i Politiken 24.01.2013)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar