Dampen er gået af verdensøkonomiens vækstlokomotiver

Udgivet den 5. september 2013 af flemmingytzen

Indien og Brasilien har bremset hårdt op, og der er ingen trøst at hente for G20 hos de engang så lovende vækstmarkeder.

ER DER stadig nogen, der husker dengang, da økonomer talte optimistisk om, at Brik-landene skulle trække alle os andre i gang?

Vi genopfrisker lige hukommelsen hos nogle: Begrebet Brik står for Brasilien, Rusland, Indien og Kina, og blev opfundet af økonomen Jim O’Neill i investeringsbanken Goldman Sachs tilbage i 2001. Han forklarede dengang i en omfattende analyse, at tyngden og fremdriften i verdensøkonomien ville flytte fra de økonomier i det, der dengang hed G7 ( USA, Canada, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Japan og Italien), til de nye store markeder i udviklingslande og nye markeder, der gør maksimal brug af den globale kapitalisme.

BRIC-001

Men ingen bør forvente sig jubeloptimisme, når G7′ s afløser G20 i dag og morgen (5.9. og 6.9.) for første gang holder topmøde i et Brik-land. Det foregår i russiske Skt. Petersborg, hvor udfordringen er at sparke gang i en verdensøkonomi, der pruster og stønner på flere kontinenter. For flere af Brik’erne er begyndt at stå med udfordringer, der ligner de gamle økonomier, som de skulle agere træklokomotiver for.

Særlig tungt ser det ud for Indien og Brasilien. Den brasilianske økonomi kunne kun præstere en enkelt procents vækst i fjor, og prognosen for i år er beskedne 2 procent. Indien havde pæne væksttal i 2010-2011, men hen over de seneste måneder har alarmklokkerne lydt i Delhi og finanscenteret Bombay. Nogle analytikere taler om den hårdeste udfordring for Indien, siden landet reelt gik i frivillig, kortvarig betalingsstandsning i 1991.

Den kinesiske økonomi gik ned på 7,8 procents vækst i 2012, hvilket kun lige akkurat er acceptabelt ifølge Beijing-regeringens egne mål, og selv de høje oliepriser kan ikke hjælpe Rusland op over et vækstniveau på et par procent.

BRIC-Breaker-logo

DEN AKTUELLE tilstand demonstrerer svagheden i hele Brik-konceptet. Eller rettere: ønsketænkningen. Naturligvis har ingen af disse befolkningstunge økonomier kunnet skærme sig mod virkningerne af recessionen i eurozonen og den kun moderate vækst i USA. Spørgsmålet, der rejser sig nu, er selvfølgelig: Hvilket af de tidligere så lovende vækstdynamoer er bedst i stand til at skabe en alternativ model, der viser vejen ud af den globale lavvækst? I den asiatiske ende af spektret er forskellighederne mellem Indien og Kina for længst blevet markant demonstreret.

Den nobelprisbelønnede indiske økonom Amartya Sen har provokeret sine landsmænd med udsagn om, at selv med alle sine demokratiske kvaliteter og dyder har Indien ikke den fjerneste udsigt til at kunne indhente Kina, når der måles både på vækstvolumen, fattigdomsbekæmpelse og social inklusion. Ulighed er voksende i begge lande, siger han, men kineserne har investeret massivt mere i befolkningens uddannelse og forlænget levetid.

Amartya-Sen_1

Kinas investeringer i sundhed er det dobbelte af, hvad de er i Indien: Statskapitalisme med indbyggede sociale tiltag har effektive og positive sider, mens mangel på centralistisk beslutningskraft i Indiens demokratiske system har sin pris og sine skyggesider.

TAGER man den økonomiske udviklingshistorie til hjælp, viser Asiens historie os, at teknologisk innovation og finansiel regulering langtfra rækker som brændstof til at løfte rollen som bæredygtig vækstdynamo.

En vækst, der også skal være kvalitativ, må bygge på investeringer i befolkningen. Det viste Japan så tidligt som i slutningen af 1800-tallet med sin tidlige opbygning af et uddannelsessystem og et sundhedsvæsen. Begge er hovedfaktorer i udviklingen af en arbejdsstyrke, der løbende kan forbedre produktiviteten. Det er her, siger Amartya Sen til sine landsmænd, at Indien svigter. Han kunne snildt have tilføjet Rusland, hvor mænds forventede levetid er på niveau med Nigeria.

Paradokset i ligningen er, at Indien ideologisk repræsenterer et forbillede for andre lande med vækstambitioner, hvad Kina bestemt ikke gør. På dagens og morgendagens G20-møde vil vi muligvis kunne referere kinesiske delegerede for det synspunkt, at de ikke opfordrer andre til at kopiere den særlige kinesiske erfaring: Nej tak, lad venligst være, for hvad vi gør, er et resultat af vore helt egen og unikke historie og erfaringer.

HVILKET BUDSKAB kan vi forvente os at få fra Indiens regeringschef, den 80-årige Manmohan Singh i Skt. Petersborg? Her er et bud: Forvent ikke for meget af os, for vi har nogle interne udfordringer, der skal klares først, inden vi kan begynde at trække andre i gang.

(klumme i Politiken 5.9.2013)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Lad Kina, USA og EU lede verden

Udgivet den 15. august 2013 af flemmingytzen

Verdensdanskeren Sven Burmester gør i sine erindringer, som udkommer om få uger, status efter mere end 40 år i Verdensbankens, FN-systemets og globaliseringens tjeneste.

Demokrati i den vestlige version er en luksus, som store udviklingslande først skal bruge kræfter på, når de har fået styr på de afgørende udfordringer: bekæmpelse af fattigdom og begrænsning af befolkningstilvæksten.

»Dragernes Rige, de østasiatiske lande, hvor moralfilosoffen Kongfutse hersker over sjælene, har gjort det: vist vejen ud af social nød og forarmelse. Mellemøsten, hvor Allah, profeten Muhammed og halvmånen regerer, er enten gået i stå eller ruller baglæns ind i vold, kaos og fundamentalisme, som det aktuelt ses i Syrien og Egypten. Sandsynligvis har vi stadig det værste i vente fra de arabiske himmelstrøg«.

Ophavsmanden til disse synspunkter er en særdeles globaliseret dansker. Sven Burmester har præsteret at leve tre tilværelser samtidig: i USA, Egypten og Kina.

images

»Skal globaliseringen lykkes til gavn for flest mulig på kloden, må de tre aktører, der virkelig betyder noget for verdens udvikling, finde fælles forståelser om de største udfordringer: klimaet, finansiel stabilitet, sundhed og reproduktion, fattigdomsbekæmpelse og fornuftige magtbalancer«, lyder Burmesters bud på en bedre verdensorden i det 21. århundrede.

De tre er den overlevende supermagt og de to potentielle supermagter: USA, Kina og EU. Næppe realistisk med et formaliseret G3, som verden ser ud lige nu, men ønskværdigt på den lange bane.

Med en aktuel tilgang giver det mening at bede Sven Burmester om et syn på det såkaldte arabiske forår. For i sin forrige bog forudsagde han, hvad der ville ske.

Men det, som andre stadig kalder et forår, varslede han som et sammenbrud. Og det var altså i 2007, inden det for alvor gik løs i Tunis, Kairo og Damaskus.

For den arabisktalende nordjyde sagde dengang, at uden reformer vil den islamiske civilisation ikke være levedygtig i en moderne, globaliseret verden.

Og reformer, det er altså meget mere end bare stemmesedler og mindst to partier at sætte kryds ved, fastholder han.

»Ser vi på Irak og Syrien, er det gået værre, end jeg turde tænke på dengang«, noterer han. »Og Egypten? Det går baglæns«, siger manden med deltidsbopæl i Alexandria.

»Jeg synes, at debatten om foråret mangler sin måske allervæsentligste dimension: de fattige egypteres tilstand. Opstanden i Kairo var noget, som en lille oplyst gruppe stod bag. Ingen talte om de store fattige flertal af de 85 millioner egyptere. Man må forstå, at disse 85 millioner skal leve af vand og jord på et areal, der ikke er større end Danmarks, eftersom ørkenen ikke tæller med i ressourceregnskabet. Egyptens største problem er og bliver, at de bliver en million mere hvert år«.

Så egypterne må vente med demokratiet, indtil de store udviklingsudfordringer er håndteret?

»Ja! Egypten har brug for den kinesiske erfaring. Og den kommer bare ikke, for egypterne er som bekendt ikke kinesere. At demokrati og fattigdomsbekæmpelse er hinandens forudsætninger, er vestlig ortodoksi, som passer fint til – vestlige lande«.

Vi kommer ikke uden om det, Burmester. Du er elev af den tidligere præsident for Verdensbanken Robert McNamara, men lyder som forfatteren og politologen Samuel Huntington, når du sammenligner civilisationer. Og du beundrer Kina, som USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger gør det.
Forklar venligst!

»Kina er en både-og-civilisation, der kombinerer østasiatiske traditioner med vestlige udviklingserfaringer. Derfor vokser Chengdu med en million indbyggere om året, som får boliger og arbejde. Hvorfor bede kineserne om at skifte politisk system, når borgerne får det nødvendige og mere til? Det kan et kompetent teknokratstyre gøre. Danskerne må til at lære, hvad et kungfutsiansk meritokrati er for en størrelse. Det handler om, at et stort udviklingsland skal og bør ledes af de dygtigste«.

confucius2

Taler kinesisk og arabisk

Den nu 73-årige nordjyde landede i 1971 i et topjob i Verdensbankens hovedkontor i Washington og blev i organisationen et kvart århundrede, afsluttende med en udstationering i Egypten. Fra Kairo gik springet til Kina, hvor han frem til 2001 stod i spidsen for FN’s Befolkningsfond, UNFPA. Sven Burmester var i årtier manden, der for Verdensbanken og FN-systemet håndterede balancen mellem penge og folk, mellem ressourcer og menneskelig udvikling.

Familiebasen har han i Washington, men året igennem fordeler han sin tid som gæsteforsker på to universiteter: et arabisk i egyptiske Alexandria og et kinesisk i den gigantiske provinshovedstad Chengdu. Undervejs har han lært sig både arabisk og kinesisk som supplement til den håndfuld europæiske sprog, han har behersket siden ungdommen.

Så den globale nordjyde har klodens tre vigtigste civilisationer – korsets, dragens og halvmånens – tæt inde på livet. Hvordan spiller de tre med og mod hinanden?

kors_i_forrude

Dette tema drev ham til at skrive den provokerende bog ‘ Fred og fare’ i 2007, og det gennemsyrer den erindringsbog, han udsender om få uger. Den har fået titlen ‘ Jorden rundt i 70 år – Erindringer fra et liv i Vesten, Østen og den islamiske verden’.

De to udgivelser er logisk forbundne i indholdet, om end med den forskel, at erindringerne er langt mere spækket med oplevelser, anekdoter og subjektive observationer end forgængerens mere analytiske tilgang.

Vi runder lige Egypten af. Skal vi som liberale demokrater stiltiende glæde os over, at militæret er vendt tilbage?

»Militæret havde kørt Egypten i årtier uden succes. Men alternativet kan være kaos. Så Vesten må her og nu stille nogle krav til militæret. De skal holde op med at forfølge Broderskabet, og de skal gøre noget ved befolkningseksplosionen«.

Du skrev i 2007, at hvis der ikke kommer reformer, kommer der et sammenbrud i islam som civilisation.

»Det står jeg ved. Synspunktet gælder også i dag. Og er bekræftet af udviklingen«.

Tyrkiet og Indonesien er muslimske nationer, hvor det går ganske pænt!

»Jo nærmere du kommer centeret, altså Mekka og Medina, jo mere forstærkes problemet, hvis kerne er at adskille politik og religion. Jeg er blevet meget betaget af Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger. Med Tyrkiet har du det eksempel, man bør sætte op for araberne«.

Du var manden, der åbnede Verdensbankens kontor i Kairo i 1992, og du har set milliarderne blive pumpet ind i det egyptiske samfund til meget begrænset nytte.

»Egypten fik eftergivet halvdelen af sin gæld dengang som belønning for støtte til den første Golfkrig. Vi kunne ikke dengang give støtte til det egyptiske civilsamfund. Men milliarderne rullede stort set til ingen nytte. Egypterne er dygtige forhandlere, men elendige til udvikling. Og Vesten var naiv«.

Grønland og DDR

I din kommende bog skriver du så, at ingen rigtig ved, om udviklingsbistand virker, for det har ikke rigtig været forsøgt. Forklar venligst!

»Pointen er, at sammenholdt med, hvad verden ellers bruger penge på, er den globale bistand fra rige til fattige lande meget beskeden. Jeg bruger Grønland og Østtyskland som eksempler på, hvor meget der skal til. Danskerne giver 10.000 dollar per grønlænder hvert år, og stadig er problemerne i Grønland betydelige. Den tyske forbundsrepublik gav de første ti år efter genforeningen økonomisk bistand til det gamle DDR-område svarende til et omfang på størrelse med den samlede globale udviklingsbistand fra ilande til ulande. Det siger noget om proportionerne, hvis man vil lykkes«.

Dit favoritland, Kina, er begyndt at give bistand i et betydeligt omfang. 

»… og er selv et land, der har løftet sig stort set uden bistand! Så selvfølgelig kan det lade sig gøre: at løfte et befolkningstungt land ud af fattigdom. Bare ikke i Egypten og heller ikke i Afrika. Når egypterne alligevel fortsætter med at få penge, har det en sammenhæng med USA og Israel.
Det har bare intet med udvikling af samfundet at gøre«.

Hvilket Mellemøsten har vi om fem eller ti år?

»Et, hvor USA ikke vil intervenere militært, medmindre amerikanske interesser er direkte truet. Uviljen skyldes de dystre erfaringer fra Irak og Afghanistan. Og et Mellemøsten, der står i stampe, så længe befolkningstilvæksten fortsætter. Kun en leder af Atatürks format vil kunne lave de reformer, der er nødvendige for at ændre dette miserable billede«.

Alt imens amerikanere og kinesere samarbejder mere og mere. Vi ser vel her konturerne af en ny verdensorden?

»Kineserne vil sige til amerikanerne, at de altid har vidst, at militære interventioner som den i Irak ikke vil virke. Og et langt større problem end det arabiske efterår er det pakistansk-iranske problem.
Kernevåbenbevæbnede islamiske lande med ryggen mod muren! Må jeg minde om, at min mangeårige chef McNamara på sine gamle dage blev en korsfarer, der ville af med kernevåbnene i verden, helst dem alle. Han nåede inden sin død at komme til Cuba og tale med Castro. Han fik at vide, at der i 1962 var stationeret 28 kernevåben på øen, og spurgte, hvad Castro ville have gjort, hvis amerikanerne var gået i land. Den cubanske diktator ville have angrebet den amerikanske østkyst. Dette sagt for at illustrere den iranske og nordkoreanske risikofaktor«.

Fra G2 til G3

Hvad Nordkorea angår, tyder det på, at Kina i voksende omfang deler politiske mål med USA. Der tales om et voksende amerikansk-kinesisk interessefællesskab?

»Her må ligge det store håb for verden. Men det er amerikanerne, der er udfordret i den opstilling. USA har selvfølgelig problemer med Kinas opstigning. Efter Murens fald troede de, at de kunne bestemme alt på kloden. Problemet med Kina for USA er, at den, der mister magt, er et mere usikkert kort end den, der vinder magt. Vil amerikanerne finde sig i, at den kinesiske økonomi bliver større end USA’s? Men de to har en interesse i fælles indsatser i løsningen af klimaudfordringerne. Det gensidige potentiale er stort, for begge er interesserede i økonomisk stabilitet og skabelse af velstand for egne befolkninger«.

Og Den Europæiske Union?

»Vi bør tænke i et G3 i stedet for et G2! Problemet er, at finanskrisen har sat Europa tilbage. Kineserne håndterer ikke Europa gennem Bruxelles, de bruger Berlin. Jeg synes, det er synd og skam, at Europa ikke har mere vægt. Både Kina og USA kan bruge noget mere EU-visdom. Europa burde have mere prestige, så vi kunne være mægler, når USA og Kina har uenigheder. Jeg vil dog fastholde, at trods finanskrisen er EU stadig en succeshistorie. Men lige nu er tilstanden skuffende, og da især, hvis Storbritanniens konservative lykkes med at få landet ud af EU«.

Sven Burmester illustrerer Europas tilstand med en pointe, han har hentet fra en af sine venner, en anden Verdensbankveteran, tysk-brasiliansktyskeren Caio Koch-Weser, der ved sin fratrædelse fik tilbudt ministerjob i både Tyskland og Brasilien og valgte førstnævnte. Koch-Weser var til stede ved et EU-topmøde, da Silvio Berlusconi var formand og lagde ud med følgende: »Jeg ved ikke, hvad vi skal tale om, men lad os forsøge med kvinder og fodbold«.

Demokratiet kan have sine mangler og teknokratiet sine fordele, konkluderer verdensdanskeren. Kulturen er altafgørende for, om et samfund lykkes. Korsets og dragens civilisationer lykkes, mens halvmånens synker og synker.

imgres

Fakta: SVEN BURMESTER

F. 1940. Cand. scient. fra Københavns Universitet 1967. Master of public affairs (MPA) fra Princeton University 1971.

Fra 1971 til 1997 var han ansat i Verdensbanken, bl. a. som sekretær for bankens chef, Robert McNamara.
Leder af flere forskellige af bankens afdelinger, vicedirektør samt bankens repræsentant i Egypten. Fra 1997 til 2001 leder af FN’s Befolkningsfond i Kina og Nordkorea. Forsker og adjungeret professor ved flere læreanstalter. Medlem af Den Trilaterale Kommission.

‘ Jorden rundt i 70 år – Erindringer fra et liv i Vesten, Østen og den islamiske verden’ udkommer i næste måned.

TIDLIGERE UDGIVELSER
‘Danmark dejligst – men hvor længe?’, 1982

‘ Mellem Harlem og Hollywood – USA fra Midten’, 1985

‘ Verden er så stor, så stor’, 1990 ( sammen med Ritt Bjerregaard) ‘

Arbejdsløshedens under. Himmel eller helvede?’, 1992

‘ Korset, halvmånen og dragen’, 2001 ‘ Fred og fare – Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit’, 2007 ‘

En verden til forskel – Tre familier, tre civilisationer’, 2008.

(artikel i Politiken 15.8.2013)

Udgivet i Globalt, Interviews, Kina, USA | Skriv en kommentar

Snowdens forgænger hedder Daniel Ellsberg. Han gik fri!

Udgivet den 8. august 2013 af flemmingytzen

Edward Snowden glemte lærdommen fra en forgænger i 1971: at bruge retssamfundets muligheder.

KUN FOLK, der nærmer sig pensionsalderen, har en klar erindring om amerikaneren Daniel Ellsberg og sagen om The Pentagon Papers, der eksploderede i medierne i 1971. Nærværende signatur har haft den fornøjelse at interviewe manden ( det er dog mere end 32 år siden), for dengang var han det 20. århundredes mest berømte whistleblower.

Ellsberg blev verdensberømt for at lække de topklassificerede Pentagon-dokumenter om krigen i Vietnam til en stribe amerikanske aviser. Han havde arbejdet som militæranalytiker i Vietnam i 1960′ erne og erkendte, at USA var på gale veje.
Han opdagede, hvorledes hans opdragsgiver, Forsvarsministeriet, vildledte om udviklingen i USA’s militære engagement i Vietnam: De ca. 7.000 dokumenter, som Ellsberg gav offentligheden indsigt i, var med hans egne ord »systematisk bedrag fra regeringens side og dokumentation for fejlslagne beslutninger truffet af fire præsidenters regeringer«.

ellsberg

Hans begrundelse for handlingen: »Jeg gjorde dette som en ansvarlig borger, da jeg ikke mente, at disse oplysninger burde holdes skjult for den amerikanske offentlighed«. Lovens maksimumstraf for overtrædelse af spionageloven var og er 115 års fængsel, men fire måneder efter retssagens start i foråret 1973 var Ellsberg en fri mand.

SOM 82-årig er Ellsberg gået i brechen for Edward Snowden og har advaret om, hvad han mener, at USA er på vej ud i. I en kommentar i den britiske avis The Guardian hylder han Snowden for at have forhindret, hvad han kalder et ‘ præsidentkup’ mod den amerikanske forfatning.

Denne kryptiske formulering skal forstås således, at de amerikanske efterretningsorganer i dag underminerer stort set alle de rettigheder til frihed og privatliv, som USA’s forfatning garanterer og beskytter.

daniel_ellsberg_

Ellsberg mener, at den kontrol, som det politiske system skal have over regeringens efterretningsagenturer, reelt er overtaget af de organer, de skal forestille at overvåge. Rollerne er byttet om og forfatningen undermineret, lyder hans argument.

Den berømte ‘ selvkontrol-model’ ( checks and balances), som er fundamentet for det amerikanske politiske system, er skredet ud i digitaliseringens mudderpøl, og USA begynder at ligne den type politistater, som amerikanerne brugte en god del af det 20. århundrede på at bekæmpe: »Red os fra The United Stasi of America«, lyder Ellsbergs dommedagsagtige advarsel.

Hvorefter han straks tilføjer et forbehold: »Tydeligvis er USA ikke en politistat, men sådan som borgernes privatsfære er blevet invaderet og kontrolleret, eksisterer der nu den infrastruktur, der kan gøre politistaten til virkelighed«.

Den tidligere whistleblower erkender, at der er gode grunde til at opretholde fortrolighed i håndteringen af klassificeret information.

Det er angiveligt derfor, at både Bradley Manning og Ellsberg selv undlod at videregive oplysninger med en højere klassifikationsgrad end ‘ tophemmelig’. Af samme grund mener Ellsberg, at Snowden sandsynligvis har undladt at offentliggøre størsteparten af det materiale, han har haft adgang til.

tumblr_ll9s8ivSVj1qjab9ao1_r8_1280

Både Mannings og Snowdens handlinger burde efterfølgende kunne gavne det amerikanske samfund, hvis man fik de højeste retsinstansers afgørelse af, om og hvornår statsapparatet i handler i strid med forfatningens bogstav og ånd.

FOR DET var retsstatens principper og redskaber, der i sin tid reddede Ellsberg fra en langvarig fængselsstraf og historiens skændsel. To uger efter offentliggørelsen af Pentagon-dokumenterne meldte Ellsberg sig til myndighederne. Han blev anklaget for overtrædelse af spionageloven fra 1917, som er den samme. som Bradley Manning for nylig blev dømt efter.

Men allerede i maj 1973 blev Ellsberg reddet af en dommer i Los Angeles. Begrundelse: Regeringen ( Nixon-administrationen) havde ulovligt aflyttet Ellsberg i et forsøg på at skaffe bevismateriale.

daniel_ellsberg

Når staten blev afsløret som skyldig i overtrædelse af sine egne love, kom det den borger til gavn, som havde påpeget uoverensstemmelser mellem politik, lov og handlinger. Borgerens rettigheder blev sat højere end statens.

VED AT søge tilflugt i Moskva har Edward Snowden fravalgt netop de muligheder, der hjalp Daniel Ellsberg. Snowden ville ikke have haft svært ved at finde allierede iUSA: frie og kritiske medier, en debatlysten offentlighed og uafhængige jurister.
Putins Rusland er den dårligst tænkelige partner for enhver whistleblower.

(klumme i Politiken 8. august 2013)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Uncategorized | Skriv en kommentar

Så er kinesiske kamptropper landet i Afrika

Udgivet den 1. august 2013 af flemmingytzen

Mali er en test for det voksende kinesiske engagement i Afrika.

BEGIVENHEDEN kunne nok have fortjent større medieopmærksomhed, for det er noget af en korsvej, Kina er kommet til med udstationeringen her i juli af 400 soldater til Mali, hvor den kinesiske militære enhed indgår i FN’s fredsbevarende styrke. Der forventes yderligere 200.

Kina har gennem en snes år sendt tusinder af ingeniørtropper og lægepersonale til andre FN-missioner, men det interessante i Mali er, at kontingentet her omfatter regulært infanteri. Officielt insisterer Beijing på, at de udsendte soldater ikke er kamptropper, men en bevogtningsenhed.

Den forklaring var amerikanske militærsagkyndige hurtige til at pille ned: Den kinesiske enhed kom fra 16. hær i Folkets Befrielseshær. 16. hær er en eliteenhed.

China-UN[1]

UDSTATIONERINGEN i Mali er anden gang inden for kun to år, at Kina sender soldater til et afrikansk land for at deltage i fredsbevarende opgaver. I 2011 var der også infanteri i det kontingent af ingeniørsoldater, som blev sendt til FN-missionen i Sydsudan.

Den voksende kinesiske deltagelse i internationale militære operationer falder ind i et mønster, der siger noget om en verdensorden under forandring. Beijings fokus på Afrika forstærkes i disse år: Kinesiske flådeenheder har længe deltaget i piratbekæmpelse ud for de østafrikanske kyster.

Engagementet i Sydsudan og Mali afspejler både et voksende FN-engagement og et ønske om at kunne varetage Kinas økonomiske interesser. Hen over den seneste halve snes år har kinesiske virksomheder foretaget massive investeringer i afrikanske råstoffer og infrastruktur, og heraf er der opstået en selvindlysende interesse i at beskytte kinesisk arbejdskraft på kontinentet.

Da oprøret mod den libyske diktator Gaddafitog fart i begyndelsen af 2011, sendte Beijing både militære transportfly og en missilbevæbnet destroyer af sted for at bringe tusinder af kinesiske gæstearbejdere sikkert ud af landet.

Chinese-Peacekeepers[1]

DEN AMERIKANSKE professor Deborah Brautigam, der har skrevet bøger om Kinas afrikapolitik, mener ifølge tidsskriftet Foreign Policy, at Kina pragmatisk kombinerer varetagelse af egne økonomiske interesser med et ønske om et voksende engagement gennem FN-missioner.

David Chinn, der er USA’s tidligere ambassadør i Etiopien og Burkina Faso, vurderer, at fremtidige FN-missioner kommer til at give plads til flere kinesiske kampenheder.

Da Kina blev medlem af FN i 1971, afviste landet principielt fredsbevarende FNmissioner med henvisning til et nærmest helligt dogme om ikkeindblanding i et lands interne anliggender.

En kursændring kom i 1992 med udsendelse af ingeniørtropper til den store FN-mission i Cambodja. I dag har Kina flere soldater i FN-missioner end de øvrige fire permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet lagt sammen.

Men i finansieringen af disse opgaver har Kina langtfra den vægt, som landets økonomiske volumen kan begrunde.

Den dominerende bidragyder er stadig USA, der betaler 28 procent af de samlede udgifter. Nr. 2 er Japan med knap 11 procent.

Herefter følger på donorlisten fire lande med omtrentlig lige store bidrag: Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Kina, hver med 6 til 7 procent af den samlede finansiering. Rusland bidrager med beskedne 3 procent.

NÅR DET gælder bidrag med mandskab til FN-missionerne ( både militær og politienheder), er der en klar sydasiatisk dominans.

Befolkningsgiganterne Pakistan, Bangladesh og Indien udgør top-3 og bidrager hver med godt 8.000 mand, langt over Kinas 1.800, der giver landet end 17.- plads.

Dethøjest placerede vestlige land på listen er Frankrig ( nr. 25) med 954 mand efterfulgt af Storbritanniens 282 ( nr. 44), mens USA og Rusland ligger som nr. 62 og 63 med henholdsvis 101 og 100 mand.

chinaun_1[1]

DA FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, besøgte Beijing i juni, viste samtalerne med udenrigsminister Wang Yi, at han har forventninger om et voksende kinesisk FN-engagement i andre regionale konflikter. Beijing fik tak for bidragene i Afrika, men det blev mere end antydet, at der forventes mere.

Den dag våbnene tier i Syrien, vil Beijing blive spurgt om både penge og mandskab til en stabiliserende mission her. Forbilledet kunne være Untac-missionen i Cambodja 1992-93, som havde deltagelse af næsten 30 lande, og som lykkedes på de fleste fronter.

(klumme i Politiken 1.08. 2013)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Japans valg hjælper ikke på landets største udfordringer

Udgivet den 25. juli 2013 af flemmingytzen

Aktuelle lyspunkter i økonomien ændrer ikke på, at langtidsudsigterne for Japan er dystre.

FORGANGNE weekends valg til det japanske overhus blev som ventet en succes for regeringschefen Shinzo Abe og hans parti, Liberal-Demokraterne, LDP.

Hans popularitet rider på en aktuel bølge af optimisme i økonomien, men ingen bør forledes til at tro, at Den Opgående Sols Land står ved et vendepunkt efter snart et kvart århundrede med stagnation.

For de afgørende udfordringer for klodens tredjestørste økonomi blev slet ikke taget op i valgkampen. Denne forsømmelse bør dog ikke kun bebrejdes kandidaterne.

ET JAPANSK kursskifte kræver en håndtering af landets store demografiske udfordring. Her er de vigtigste nøgletal: 44 procent af de japanske vælgere er over 60, en andel, der er fordoblet på tre årtier. Til sammenligning er befolkningsandelen i USA af folk i aldersgruppen 60+ mindre end det halve af den japanske. Læg hertil, at andelen af japanske vælgere under 30 over en tilsvarende periode er faldet fra 20 procent til 13 procent.

abebaby

Ikke overraskende er vælgerdeltagelsen blandt de ældre langt større end blandt de yngre: Japans ‘ grå guld’ har virkelig noget i klemme, mens apatien breder sig i ungdommen.

Ubalancerne forstærkes yderligere af, at i de valgkredse, hvor der er en stor andel af ældre, tæller stemmerne mere end i de kredse, hvor der er relativt flere yngre vælgere. Valgsystemet favoriserer de tyndt befolkede landdistrikter.

På den lange bane tegner der sig nogle dramatiske forskydninger i landets befolkningssammensætning. Om 50 år vil Japans folketal blive reduceret fra de nuværende 127 millioner til 84 millioner. Andelen i den arbejdsduelige alder vil i samme periode blive reduceret fra 80 millioner til 42 millioner, altså noget nær en halvering.

Japan kan se frem til en tilstand, hvor den befolkningsandel, der er over 65 år, vil udgøre 40 procent af det samlede folketal. Det er hverken socialt eller økonomisk bæredygtigt.

japan-fertility-japanfocus[1]

Der kunne måske vise sig lys for enden af denne tunnel, hvis japanske kvinder i den fødedygtige alder ville tage sig sammen og gøre deres borgerpligt. Men fødselsraten har været lav i årtier, og der er intet, der tyder på, at der er system-eller holdningsændringer undervejs. Det er hele mentaliteten, der skal gøres op med, og her gør LDP’s komfortable flertal i parlamentet ingen forskel. Partiet er domineret af halvgamle og ældre mænd, som ikke er interesseret i at finde midler til f. eks. daginstitutioner i et omfang, som kendes under skandinaviske himmelstrøg.

Begyndelsen til en forandring kunne være reformer af indvandringspolitikken i kombination med en større åbenhed over for udenlandske investeringer. Japan bør importere arbejdskraft i langt større omfang end hidtil.

fertility_detail_image[1]

Det burde være muligt. Organisationen Japan Foundation opgjorde i 2009, at antallet af studerende, der læste japansk sprog ( langt de fleste i andre østasiatiske lande) var på 3,6 millioner. Hvert år går 600.000 overvejende asiatiske studerende op til en sprogprøve i japansk, og alligevel er antallet af indvandrede udlændinge, der får arbejds-og opholdstilladelse, beskedent.

En mere proaktiv indvandringspolitik kunne også have positive effekter udenrigspolitisk. Kinesiske og sydkoreanske arbejdssøgende kunne komme over til den gamle koloniherre og opleve, hvad mellemfolkelige kontakter kan betyde, og at det japanske samfund faktisk har andet end avanceret elektronik og velsmagende sushi at byde på!

MANGLER Japan nogle forbilleder at lære af? Så afgjort.

Når det gælder den nødvendige indvandring, kunne man se på Australiens vellykkede accept af overvejende østasiatisk indvandring hen over tre årtier. ‘ White Australia’ er noget, der hører fortiden til, og det store lands økonomi blomstrer ikke mindst som følge af, hvad store grupper af vietnamesere, kinesere og indonesere kan bidrage med.

Japan introducerede i 2012 en pointbaseret indvandringspolitik rettet mod højtuddannede, i store træk kalkeret over det australske system. En kvote på 2.000 blev vedtaget, og hvor mange er sluppet ind? Sølle 500!

I udenrigspolitikken mangler Japan stadig at gøre, hvad efterkrigstidens tyske Forbundsrepublik gjorde over for resten af Europa: erkendte sin politiske arv, leverede en ærlig historieskrivning og åbnede portene for arbejdskraft.
Teknologisk innovation gjorde Japan til en økonomisk verdensmagt, men landet forblev en politisk dværg bundet op på amerikansk beskyttelse og formynderi.

Kan vi forvente, at LDP leverer fornyelse? Det virker ikke sandsynligt.

(klumme i Politiken 25.7.2013) 

_68862552_68833430[1]

Udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kunsten at overleve som kvinde i australsk politik

Udgivet den 17. juli 2013 af flemmingytzen

Australien er forvandlet: Debatten raser om, hvorfor Labours Julia Gillard blev udstødt af sine egne.

FOLKELIGE fremstillinger af Australien bygger meget på maskuline fortællinger om filmhelten Crocodile Dundee, krokodillebøffer skyllet ned med Foster’s øl, historier om Flying Doctors og klatring på Ayers Rock.

Muligvis har den nyligt afsatte premierminister Julia Gillard udfordret det, der i årtier lignede et fortidigt mandesamfund, men i så fald skyldtes det, at hun i for høj grad spillede med i de opgør, mandlige politikerkolleger er så gode til, og at hun ikke i tilstrækkelig grad repræsenterede et alternativ, der handlede om andet og mere end kønsforskelle. Herom vil de politiske kommentatorer og historikerne strides i lang tid fremover.

210808-julia-cartoon

Tonen i australsk politik har gennem årtier haft ry for at være mere brutal og upoleret, end den kendes i det oprindelige britiske moderland, hvor megen politisk inspiration ellers kommer fra. Så hvis nogle krønikeskrivere skulle føle sig fristet til at drage sammenligninger til det danske lederopgør mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken i 1992, bør de vide, at den danske broderstrid blev håndteret i et høfligt tonefald og med udtalt gensidig respekt, mens der i Australien har været knytnæveretorik, smædekampagner og åbenlyse chikanerier i en grad, der ville ligge dansk politisk kultur meget fjernt.

DEN kontroversielle Julia Gillard blev fældet af den mand, der først hjalp hende til tops, og som hun siden skubbede fra magten. Gennem de tre år, hun stod i spidsen for et stadig mere fraktionshærget Labour, dukkede sexismetemaet op med stadig stigende styrke. I fjor fandt en tidligere toprådgiver i partiet, Anne Summers, det nødvendigt at pointere, at Gillard »forfølges, fordi hun er kvinde, men med metoder, der ville være umulige at bruge mod mandlige politikere«. Tilbage i februar 2012 så det ellers ud til, at Gillard havde fået renset så effektivt ud i partiets ledelse, at rivalen Rudd ikke så anden udvej end at meddele en fuld retræte fra aktiv politik.

843397-110924-leak

To år tidligere havde Gillard fra en position som vicestatsminister udfordret Rudd tilsyneladende kun med afsæt i den realitet, at Labours popularitetskurve i meningsmålingerne var faldende. Emner af politisk substans, som Gillard og Rudd var uenige om, havde australske medier meget svært ved at finde. Alle indikationer i opgøret pegede kun på personsager, temperamentsforskelle og loyalitetskonflikter.

MEN den ene lederkrise fulgte den næste og ligeså afstemningerne i Labours kompetente organer. Da den seneste konfrontation i slutningen af juni faldt ud i Rudds favør, skrev førnævnte Anne Summers i Sydney Morning Herald: »Denne gang handlede det ikke kun om hende, men om os alle. For vi lever i et land, hvor chikanerier, bagholdsangreb, personforfølgelser og regulært forræderi ikke kun tolereres, men simpelthen er blevet faste ingredienser i den måde, vi leder nationen på. Så næste gang dine børn kommer hjem fra skole og klager over, at de forfølges af skolegårdens bøller, er du nødt til at sige: Du må leve med det, for sådan er vi australiere bare. Eller næste gang din kæreste, din søster eller en hvilken som helst anden kvinde, du kender, klager over sexchikane på jobbet, må du bare sige: Jamen, vi havde en regeringschef, der måtte finde sig i den slags, så det må du altså også«.

MEN DEN ministerrokade, der fulgte i kølvandet på Gillards nederlag, var interessant nok præget af mandlige ministre, der forlod regeringen sammen med taberen, og kvindelige ministre, der indtog pladserne i Kevin Rudds omdannede og fornyede kabinet. Alle ser nu frem mod det valg, der sandsynligvis afholdes i december, og der spekuleres i, om den konservative opposition under Tony Abbott vil have kvinder som frontfigurer i valgkampen.

images1

Så vil det vise sig, om Julia Gillard får ret i følgende udtalelse fremsat i nederlagets stund: »At jeg blev landets første kvindelige regeringschef, forklarer ikke alt om den måde, der er blevet regeret på. Hvad jeg derimod er helt overbevist om, er, at det fremover vil det blive nemmere for en kvinde at nå toppen af det politiske system. Og lettere for efterfølgende kvinder at gentage dette«.

DEN KONSERVATIVE opposition er begyndt at løbe valgkampen i gang. Der vil blive brugt interessante videoklip fra forhenværende ministre, der i det bitre lederopgør ikke holdt sig tilbage med kritik af Rudds enerådende ledelsesstil. Men tre uger efter opgøret viser meningsmålingerne billedet af et Labour, der er godt rustet til en valgkamp. Kedeligt bliver det ikke.

(klumme i Politiken 17.7.2013)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Historiens lærdom om militærkup med lykkelig udgang

Udgivet den 11. juli 2013 af flemmingytzen

Der er eksempler på, at kupgeneraler og autokrater har skabt succeshistorier. Men de er få.

MILITÆRE magtovertagelser er altid tragiske, om end de i gerningsøjeblikket kan ligne en farce. Som den irakiske præsident, Jalal Talabani, engang bemærkede: »Et militærkup forudsætter en offervilje og et mod, som ikke findes i en hær, som har fortabt sin moral«.

Især i dårligt udviklede lande er selve magtovertagelsen en smal sag. Det virkelig svære kommer først, når magten skal videreføres og eventuelt deles. Især afrikansk og mellemøstlig historie har eksempler på en høvdingementalitet, hvor kupmagere har købt sig loyalitet og skaffet sig politisk ro på bagsmækken ved at uddele økonomiske belønninger til udvalgte klaner og stammeledere.

Men historien kender også eksempler på militærkup, hvis eftervirkninger ikke var ubetinget negative. De fleste kupledere har kort efter gerningsøjeblikket talt om nødvendigheden af at redde eller genindføre enten stabilitet eller demokrati, og mange har gjort det på en måde, der sikrede en kreds af topofficerer førstefødselsret til magten, også efter at de var trukket i civil. De positive følgevirkninger kom, når det lykkedes de tidligere officerer at opbygge kompetente civile stater.

EFTERKRIGSTIDENS skoleeksempler på militære magtovertagelser med lykkelig udgang finder vi i Sydkorea, Taiwan og Thailand. Den kupgeneral, der virkelig rager op over mængden, er sydkoreaneren Park Chung-hee. I 1950′ erne mærkede han på egen krop vanskelighederne ved at leve i et krigsødelagt land, der også skulle forsøge at få et demokrati til at fungere. Da han i 1961 som generalmajor stillede sig i spidsen for en junta, der skubbede en civil regering fra magten, var den gennemsnitlige sydkoreaners årsindkomst på 75 dollar og levestandarden på niveau med Ghanas. Da Park 18 år senere blev skudt af sin sikkerhedschef under en paladsmiddag, havde nationen nået et niveau svarende til Sydeuropas og lå i den økonomiske overhalingsbane.

pak-chung-hee-day-1

En tilsvarende udvikling kunne i samme periode observeres hos en anden østasiatisk ‘ drage’, Taiwan ( republikken Kina, hvis nogen skulle have glemt det), som i løbet af 38 års undtagelsestilstand løftede et samfund fra tigger-til tiger-niveau.

I denne kategori finder vi også Hongkong og Singapore, som implementerede demokratiske delelementer meget selektivt. Thailand er landet med verdensrekord i militærkup i det 20. århundrede, men i ly af officersparaderne er det lykkedes at opbygge tilstrækkeligt stærke civilsamfund og institutioner, der i nogen grad kompenserer for manglerne ved de uduelige og korrupte parlamentarikere i Bangkok.

Men drop venligst alle forestillinger om, at ‘ tiger’-erfaringen kan kopieres til arabiske eller afrikanske samfund, for disse ejer ikke den meritokratiske forvaltningstradition, der er forudsætningen for opbygningen af kompetente statsapparater.

suharto2

I SYDØSTASIENS to store øriger, Indonesien og Filippinerne, er erfaringerne mere blandede. For ca. 50 år siden var Indonesien i kaos. Efter en militær magtovertagelse i 1965, der udløste et folkedrab på mindst en halv million formodede venstreorienterede, gjorde den daværende general Suharto sig til præsident og satte en flok amerikansk uddannede økonomer ( siden kendt som ‘ Berkeley-mafiaen’) til at rette op på tilstande, der minder om dem i nutidens Egypten. Korruptionen fik Suharto aldrig bugt med. Han berigede sine slægtninge i kriminelt omfang, og i 1998 havde hans underofficerer fået nok. Resten er historie. I dag er Indonesien den muslimske verdens mest civile, sekulære og multireligiøse samfund med en virkelighed, som den arabiske verden kun kan drømme om.

DEN STORE fiasko i ligningen er Filippinerne.

Da den kleptokratiske præsident Ferdinand Marcos kom til magten med stemmesedler i 1965, havde denne hyperkatolske ørepublik Asiens næsthøjeste levestandard, kun overgået af Japan. Siden er kursen kun gået én vej: mod bunden.

Nok satte militæret Marcos fra magten i 1986, men stagnationen er der ikke ændret på. Landet er et af Asiens mest usikre og dødelige med bølger af snigmord og attentater på journalister og oppositionelle.

Ferdinand-Marcos-Statue

Landets store forbundsfælle USA har kun sporadisk kunnet gøre en positiv forskel i sin tidligere koloni.

Morale? Den er ikke universel. Demokratiske institutioner er nødvendige overalt, men de præges af kultur, historie og tradition. Bestræbelserne på at kalkere vestlige samfundsmodeller ind over den arabiske, sydasiatiske ( Afghanistan og Pakistan) og afrikanske verden har et skær af både naivitet og idealisme over sig, og på den konto kan der brændes mange udviklings-og militærbudgetter af. Held og lykke, Christian Friis Bach og Nick Hækkerup.

(klumme i Politiken 11.7.2013)

Udgivet i Globalt, Korea, Sydøstasien | Skriv en kommentar

G20 kommer til at mærke suset fra en boomerang

Udgivet den 4. juli 2013 af flemmingytzen

Australiens Kevin Rudd har gjort et overraskende comeback. Han er vigtig for både USA og Asien.

SIDSTE UGES dramatiske lederopgør i det australske arbejderparti, hvor Kevin Rudd tilbageerobrede den post, som rivalen Julia Gillard tog fra ham tre år tidligere, har betydning langt ud over de australske sandstrande og ørkenlandskaber.

ipad-art-wide-4_Selfinterest-420x0

For den genindsatte regeringschef bliver ham, der kommer til at bidrage afgørende til de spilleregler for samarbejdet mellem Østasien, USA og Europa, som bliver det overordnede tema på G20-landenes topmøde i den russiske by Skt. Petersburg til september.

Sjældent har ‘ boomerang’ passet bedre ind på et politisk fænomen i det land, hvor ordet har sin oprindelse. Kevin Rudd står foran et stort oprydningsarbejde i et parti, der har slået revner på kryds og tværs. Politiske spøgefugle spekulerer allerede i muligheden for, at Julia Gillard får en ambassadørpost i det Beijing, hvis politiske miljø Rudd kender som sin egen bukselomme. Han taler et robust rigskinesisk. Og så kan hun lære det, kan hun.

julia-gillard

Først får Rudd brug for at ændre på forgængerens beslutning om afholdelse af parlamentsvalg 14. september, for det vil være utænkeligt, at en australsk regeringsleder afbryder en valgkamp for at trykke hænder med verdens ledere i en stor metropol ved Østersøen. Eftersom Labour ikke ligger alt for godt i meningsmålingerne, er det usandsynligt, at Rudd vil fremskynde valget, da han indlysende nok ikke vil overdrage lederstaffen til den konservativ-liberale opposition under den uerfarne Tony Abbott.

FOR DET store spil handler om det australske formandskab for G20 i 2014.

Rudd kan vente helt til 30. november med at udskrive valg og risikerer naturligvis at se G20-lederskabet glide sig af hænde inden årsskiftet. Dette vil gøre ondt på en politiker, der mere end nogen anden har sat al sin politiske styrke ind på at placere Australien gunstigt i det, både højre og venstre side i det politiske landskab kalder det asiatiske århundrede.

At G20 har overtaget førertrøjen fra G8 i det globale lederskab skyldtes ikke mindst beslutninger truffet af Rudd i hans første regeringsperiode. Sikkerhedspolitisk har han fastholdt forankringen til USA, samtidig med at han taget tilløbet til et tættere samarbejde med store asiatiske partnere, Indonesien, Indien, Sydkorea og frem for alt Kina.

Med sine akademiske grader i kinesisk sprog, kultur og historie er ingen anden vestlig politiker så stærkt intellektuelt udrustet som han til at fortælle magtens mænd i Beijing om nødvendigheden af et partnerskab med USA. Så det må have gjort ærgret ham at se rivalen Julia Gillard rejse til Beijing i april og underskrive den strategiske partnerskabsaftale, han havde støbt alle kuglerne til.

luckycountry2

Australiens position i Asien er ikke ulig den, Tyskland har i Europa: Med intakte forbindelseslinjer til Washington og Pentagon skal landet forsøge at favne den altfortærende kinesiske drage uden at blive fortæret i processen. Eftersom kineserne allerede køber heftigt op af australske råvarer, vil det handle om at overbevise Beijings lederelite om det fornuftige i at respektere fælles målsætninger i det globale samarbejde.

ØSTASIEN har mange uløste territorialkonflikter, og ingen af de regionale magter er bedre positioneret til at spille mæglerrollen end Australien. Dette har Beijing forlængst erkendt, og derfor gik man med i partnerskabsaftalen.

De fleste på vore breddegrader har glemt det, men Østasien gennemlevede nogle kritiske år 1997-2000, da en finans- og valutakrise rystede regionen og rev den indonesiske autokrat Suharto og hans næste 30 år lange besættelse af den tidligere portugisiske koloni Østtimor med sig i faldet. Det var australsk militær, der gik forrest, da et begyndende blodbad på Timor blev stoppet, og siden bidrog til en stabilisering. En rollemodel var skabt.

ISAF

G20 HAR endnu ikke vænnet sig til at overtage de opgaver, som før lå i G8. De store aktører stoler ikke på hinanden, og resten af verden, både små og mellemstore lande, stoler ikke på giganterne og slet ikke efter syndfloden af aflytningsskandaler.

Kan en nation med 23 millioner indbyggere påvirke en verden, hvor 193 lande i stadig mindre grad lader sig lede af nogen? Selve ideen med G20 er at komme ud over, at befolkningstunge nationer, økonomiske sværvægtere og store militære muskler kan rette ind efter universelle principper, som mellemstore og mindre lande har defineret.

Australien leverer i Østasien, hvad den tysk-franske akse i sin tid gjorde for europæisk forsoning og integration hen over de gamle jerntæppegrænser. Down Under er ikke længere langt væk.

(klumme i Politiken 4.7.2013)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Demokraturets logik: Blød politistat med folkelig opbakning

Udgivet den 19. juni 2013 af flemmingytzen

USA og Kina ligger lige dårligt på det netop offentliggjorte trygheds- og sikkerhedsindeks for verdens lande. Sædvanen tro ligger de nordiske lande højt.

IDEOLOGISKE demagoger af konservativ observans har for vane at dele klodens lande op i to (og kun to) kategorier: demokratier og diktaturer.

Dermed gøres verden sort-hvid, og ingen bliver klogere, tværtimod. For der findes stribevis af mellemformer med både autoritære og demokratiske træk, og disse hybridsamfund bliver der flere af i disse år.

For nemheds skyld kan man kalde denne gråzone for demokraturernes holdeplads. Erdogans Tyrkiet passer fint ind i denne kategori. Manden er jo en folkevalgt politiker med klare autoritære træk.

TURKEY-MIDEAST-JEWS-CONFLICT-POLITICS

Samfundsmodeller med demokratisk indhold har hen over et par årtier bredt sig på flere kontinenter, hvis vi alene skal vurdere udviklingen ud fra anvendelsen af stemmeurner og ditto sedler. Men udviklingen er ledsaget af en foruroligende tendens: Mange demokratiserende lande er blevet mere usikre, ufredelige og præget af vold.

Dette tilsyneladende paradoks er indgående analyseret i 2013 Global Peace Index, offentliggjort i sidste uge af tænketanken Institute for Economics and Peace ( IEP), der har kontorer i New York og Sydney.

BETEGNELSEN globalt fredsindeks er en smule misvisende, for det, der måles i denne ganske omfattende analyse, er et samfunds evne til at give sine borgere en betryggende tilværelse. Den tager temperaturen på et lands indbyggede fredsommelighed og byder på interessant læsning: som for eksempel at etpartistaten Kina og ‘ topartistaten’ USA scorer lige lavt som henholdsvis nr. 101 og 99, begge dog langt foran demokratiske Mexico på en 133.-plads og knap så demokratiske Rusland humpende langt bagefter på en 155.-plads.

usa_police_state_by_digger318-d4w3w0q

Analysen vurderer både interne og internationale konflikters påvirkning af i alt 162 landes sikkerhedssituation, herunder graden af samfundenes militarisering og udbredelsen af vold. Der er derfor intet overraskende i, at Syrien, Somalia og Afghanistan er undersøgelsens tre bundskrabere.

Mexico ligger lavt på grund af de fortsatte narkokrige, som alene i 2012 kostede 2.500 livet, hvilket er dobbelt så mange som ofrene for krigshandlinger i henholdsvis Irak og Afghanistan.

Samlet set er verden blevet mere ufredelig. I 110 lande er trygheden faldende og usikkerheden stigende. Hvor finder vi så klodens oaser af tryghed? Ikke overraskende ligger de nordiske lande i top med Island som nr. 1, Danmark nr. 2, Finland nr. 7, Sverige nr. 9 og Norge nr. 11. Den nordiske dominans ledsages af New Zealand på en 3.-plads, Østrig som nr. 4, Schweiz nr. 5, Japan nr. 6, Canada nr. 8 og Belgien på en 10.-plads. Så det kan virkelig undre, at Holland er helt nede på en 22.-plads, overhalet af bl. a. knap så demokratiske Singapore og Qatar som henholdsvis nr. 16 og 19.

ist2_8578267-cartoon-viking

Der er overraskende store spring mellem de lande, vi i Norden sædvanligvis sammenligner os med: Tyskland er nr. 15, Spanien nr. 27, Italien nr. 35, Storbritannien nr. 44 og Frankrig nr. 53. Finans-og eurokrisen har sat sig dybe, brutale spor med voldsomme sociale brudflader og massive underskud af tillid mellem folkevalgte og befolkninger.

PÅ DEN anden side at Atlanten springer det i øjnene, at der er så massiv en forskel på naboerne USA ( nr. 99) og Canada ( nr. 8). Det amerikanske samfunds ydmyge placering forklares med det meget store antal borgere, der sidder fængslet, størrelsen af landets militære styrker og dets involvering i oversøiske konflikter og frem for alt den høje rate for voldelig kriminalitet.

images

Trods demokratisk udvikling forbliver Sydasien klodens mest utrygge og voldelige verdensdel ( Afghanistan og Pakistan trækker ned, men heller ikke det demokratiske Indien leverer megen tryghed for sine borgere). Tilstandene i Mellemøsten, Nordafrika, Rusland og de centralasiatiske lande er kun marginalt bedre.Og i Mellemøsten gnubber Iran skulder med Israel på henholdsvis plads nr.
137 og nr. 150.

DEMOKRATISK ANSVARLIGHED leveres ikke alene af stemmesedler, for disse kan sætte populisme, inkompetence og etnisk og/eller religiøst fundamentalistisk flertalsdiktatur til magten. Især Østasien er leveringsdygtig i teknokratisk effektive flertalsregimer, der nægter mindretalspartier enhver indflydelse.

Tankevækkende er det, at de to af regionens lande, der tidligst demokratiserede, Thailand og Filippinerne, scorer uhyggeligt lavt som henholdsvis nr. 130 og 129, begge overgået af etpartistaten Laos, der overrasker på en 39.-plads tilmed foran verdens folkerigeste muslimske demokrati, Indonesien på plads nr. 54.

Stemmesedler alene skaber ikke trygge samfund. Den bløde politistat (læs: Singapore-modellen) har ofte befolkningernes opbakning.

(klumme i Politiken 19.6.2013)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Ti gode råd fra Barack Obama til Xi Jinping

Udgivet den 6. juni 2013 af flemmingytzen

Obama er kommet tæt på at realisere den vision for forholdet USA-Kina, som forgængeren Nixon udstak for 41 år siden.

KLODENS vigtigste bilaterale forhold kommer til sit årlige serviceeftersyn i morgen, når præsident Barack Obama møder sin kinesiske kollega, Xi Jinping i naturskønne omgivelser på Rancho Mirage i Californien.

Vi ved med sikkerhed, at en stribe problemer, der er relateret til cyberspace, vil være på dagsordenen. Chefen for den amerikanske Cyber Command og leder af National Security Agency, general Keith B. Alexander har forud for mødet kaldt de kinesiske hackerangreb på amerikanske virksomheder og institutioner for »historiens største overførsel af velstand«.

China-is-waging-cyberwar1

Råd nr. 1 fra Obama til gæsten fra Kina: Lad os formulere et regelsæt for overvågning af it-virksomheder, i USA såvel som Kina, som både amerikanske og kinesiske myndigheder skal kunne administrere.Med gensidig informationspligt.

Råd nr. 2: De digitale slagmarker er udstrakt til ikke kun amerikansk og kinesisk territorium, men den ganske klode. Lad USA og Kina gå forrest med et globalt cyberspacepoliti.

AMERIKANSKE analytikere er overraskende optimistiske i vurderingen af, om et sådant kontrolsæt kan blive en realitet De har set, hvorledes præsident og generalsekretær Xi Jinping meget hurtigt efter sin overtagelse af topposter i kommunistpartiet og statsapparatet har taget kontrollen med de øverste lag af det militære hierarki.

Råd nr. 3: Forbindelsesofficerer på flest mulige militære niveauer.

Nordkorea bliver et uundgåeligt emne på møderne i Rancho Mirage, men anderledes håndterligt, eftersom forsøgene på at overtale nordkoreanerne til atominspektion er gået i stå. Råd nr. 4: Giv USA adgang til de kinesiske myndigheder, der kontrollerer tilgangen af ressourcer til Nordkorea.

34c0f_xi-jinping-barack-obama.gi.top

KAN DET amerikansk-kinesiske samarbejde udstrækkes til flere end de kendte problemfelter? Betydningen af den amerikanske militære ‘ rebalancering’ i Østasien har været overdrevet. Obama har ikke gjort andet end at bekræfte eksisterende alliancer med de lande i Asien, som USA har samarbejdet med siden den kolde krig, hvilket blot har understreget, at Kina ingen allierede har, og slet ikke i sit eget nærområde.

Naboerne ser gerne et Kina, der udvikler sig økonomisk, men helst uden at der følger en militær profilering med. Fremskrivninger viser, at selv når USA ca. 2025 mærker suset fra den røde gigant i overhalingsbanen i det globale økonomiske kapløb, vil Kina militært stadig være en dværg over for den amerikanske gigant. Råd nr. 5: Lad USA følge det australske eksempel. Fælles militære øvelser med kinesiske enheder i Det Øst-og Sydkinesiske Hav.

Den store opmuntrende faktor er, at de amerikansk-kinesiske relationer ikke længere er drevet af indbyrdes fjendtlige ideologier. Kina accepterer den amerikanske version af det liberale demokrati og dets retsstat, og USA kan tage en betydelig del af æren for Kinas transformation fra ideologisk maoisme til et kungfutsiansk meritokrati.

KINAS økonomiske succes og den store middelklasse, der er skabt, forøger presset for systemforandringer, som betyder, at rigets særlige variant af meritokratisk statskapitalisme får mekanismer og institutioner, der gør den faktiske politik mere ansvarlig og responsiv over for folkelige krav. Råd nr. 6: Oprettelse af et amerikansk-kinesisk institut for udvikling af retsstatslige principper og moderne, ansvarlig regeringsførelse. Lokalitet: Hongkong eller Taipei.

Obama kan på den californiske ranch passende minde sin kinesiske gæst om, hvad forgængeren Richard Nixon fortalte sin sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger for 41 år siden, da de sad i gæstehuset i Beijing og forberedte møderne med Mao Zedong: »Tænk, hvad denne urgamle civilisation kunne udrette, hvis kineserne havde et anstændigt politisk system. Vi ville ikke kunne matche dem«.

Midt i alle spekulationerne om det opstigende Kina og det (muligvis) stagnerende USA er det værd at minde om, at mere end 100.000 kinesiske studerende studerer på amerikanske universiteter, og at et voksende antal amerikanere både studerer og arbejder på kinesiske institutioner og virksomheder.

Råd nr. 7: Universiteter og forskningsinstitutter drevet i fællesskab.

Utopi eller snart realiteter? Forarbejdet blev gjort i januar 2011, da Obama enedes med Xi Jinpings forgænger, Hu Jintao, om at indlede opbygningen af et regulært amerikansk-kinesisk partnerskab for det 21. århundrede.Det skrev de begge under på.

C8616-29

Så det handler blot for Barack Obama om at fortsætte, hvad der blev påbegyndt af Richard Nixon (og sikkerhedsrådgiveren Henry Kissinger), Jimmy Carter (og sikkerhedsrådgiveren Zbiegniew Brzezinski), Ronald Reagan, George H. W. Bush, Bill Clinton og George W. Bush.

Råd nr. 8, 9 og 10: Bliv ved. Fortsæt denne succeshistorie. Giv det bedste, I har, til hinanden.

(klumme i Politiken 6. juni 2013)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar