Flemming Ytzen

Tusinder af aktivister laver atter larm i Bangkoks gader, men Thailand er som nation i god gænge.

THAILAND er unikt. En multikulturel udviklingssucces, der i løbet af et par generationer har løftet sig ud af fattigdom og autoritære ledertraditioner til at blive et af Sydøstasiens frieste samfund.

Uden dermed at være nogen demokratisk rollemodel, for der er rigeligt med skønhedspletter på Thailands demokrati, og politisk populisme har i en årrække været den alvorligste udfordring for landets stabilitet.

Den aktuelle turbulens rokker dog ikke afgørende ved Thailands økonomiske robusthed. En god bekendt, der er forretningsdrivende, skulle været kommet til Danmark sidst i denne uge og meddeler i en mail, at han udskyder besøget. Han frygter, at demonstranter vil afspærre adgangen til lufthavnen, sådan som det skete i 2008.

Den aktuelle uro i Bangkoks gader tager sig dramatisk ud på tv-billeder, men byens politiledelse har demonstreret tilstrækkeligt med krisemanagement, til at det virker usandsynligt, at volden vil eskalere.

BBC’s korrespondent i byen fortæller, at politi og demonstranter skyggebokser med hinanden. Politiledelsen har lært af de erfaringer med et kaos, der for 3 år siden førte til anslået 90 dødsofre og mange ødelagte forretningsbygninger.

UDEN FOR Bangkoks hovedstrøg leves livet videre som altid. I landdistrikterne udfolder det politiske engagement sig fredeligt foran tv-skærmene i de tusindvis af restauranter, hoteller og cafeer, der repræsenterer en økonomisk kerneaktivitet og livsgrundlaget for millioner i et land, der leverer et imponerende overskud af fødevarer.

Glem ikke, at Thailand har en gunstig geografisom det vigtigste land i den del af Sydøstasien, der forbinder Kina med befolkningsgiganten Indonesien. Thailandsk eksport når ud til mere end 600 millioner forbrugere i Asean-landene, der ( med Filippinerne som den markante undtagelse) oplever voksende købekraft og højere levestandard.

Sydøstasien er i positiv fremdrift: Kinas præsident, Xi Jinpings, nylige debut som gæstetaler i det indonesiske parlament i Jakarta er i denne sammenhæng regionens mest lovende nyhed i lang tid. Ikke kun er Indonesien med sine 240 millioner indbyggere et lovende marked; ønationen er også oplagt som mægler i de territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, som aktuelt har forpestet relationerne mellem især Kina og Filippinerne.

THAILAND rider med på regionens velstands-og vækstbølge: De japanske og koreanske bilproducenter har for længst opdaget den effektive thailandske fremstillingsindustri med snesevis af topmoderne fabrikker og produktionsfaciliteter.

Siden årtusindeskiftet er den årlige bilproduktion steget fra 400.000 enheder til nu 3 millioner. Kongedømmet har 150 højere læreanstalter med tæt på 2 millioner studerende. Mere end 18.000 ingeniører tager afgangseksaminer hver år ledsaget af 87.000 industriteknikere.

Regeringen har længe målrettet arbejdet på at rette op på skævhederne i et alt for konservativt og traditionsbundet uddannelsessystem, og resultaterne heraf begynder at vise sig.

ALT SAMMEN er det værd at minde om, mens medieindustrien danser endnu et par runder om Thailands mest kontroversielle politiske lederskikkelse i en generation, Thaksin Shinawatra.Han er manden, der bortset fra et par korte gæstebesøg i landets retssale har befundet sig i eksil, siden han som folkevalgt blev kuppet ublodigt fra magten i september 2006.

Thaksin Shinawatra regerer via fjernbetjening stadig en stor del af landbefolkningen i et samfund, hvor kongehuset, militæret og de dominerende middelklassemiljøer i Bangkok ikke vil vide af ham. Han bruger de sociale medier til at mobilisere opinionen i de nordlige provinser, der i sin tid stemte ham til magten ved to på hinanden følgende valg.

Inden sit eksil havde han beriget sig hæmningsløst gennem privatiseringer i først og fremmest telesektoren, og han lod mange af både egne og statens penge sive ud i de lokalsamfund, som tidligere forholdt sig passive og uvidende over for det elitære politiske liv i Bangkok.

Paradokset i dette politiske drama er, at en af Thailands rigeste mænd er blevet fortaler for nationens socialt og økonomisk dårligst stillede. En populistisk, men målbevidst fordelingspolitik har givet Thaksin politisk kapital, som han kan holde sig kørende på i mange år fremover.

Men uden for karnevalsdramaet går det økonomiske liv videre, og Thailand vil sammen med det øvrige Sydøstasien og Kina levere klodens hurtigst voksende middelklasse i de kommende år. Successen stopper ikke her.

(klumme i Politiken 28.11.2013) 

Øriget er plaget af andet end naturkatastrofer. Den filippinske udviklingsfiasko er kulturelt betinget.

IMPERIALISMENS hofdigter Rudyard Kipling skrev et digt stilet til sine amerikanske venner, da USA i 1898 havde slået Spanien hjem til Europa og i krigsbytte fik overdraget det store filippinske ørige. Digtet hed ‘ Den hvide mands byrde: De Forenede Stater og de filippinske øer’.

Kiplings budskab var, at de europæiske imperiemagter nok havde en pligt til at udvikle de kolonier, de kontrollerede og udbyttede, men at specielt USA, som selv havde frigjort sig fra britisk overherredømme, havde en særlig forpligtelse til at opføre sig mere ansvarligt end europæerne og i sidste ende hjælpe de nye, uafhængige stater til udvikling og demokratisk selvstyre. Denne ansvarsbyrde kunne passende, mente digteren, blive afprøvet i det sydøstasiatiske protektorat, som amerikanerne havde overtaget fra Spanien.

Hvis Kipling i dag kunne vende tilbage til nutidens Filippinerne, ville han slå syv kors for sig. Naturkatastrofer er landet selvfølgelig uden skyld i, men mange af de kulturelle, politiske og sociale faktorer, der i dag udgør kerneelementer i det filippinske samfund, betyder, at landet fremtræder som Østasiens store triste fortælling om social og udviklingsmæssig elendighed.

SÅDAN har det ikke altid været. For et halvt århundrede siden var øriget blandt Østasiens mest velstående per indbygger, kun overgået af Japan. Ved uafhængigheden i 1946 stod den nyfødte republik med noget, der lignede et optimalt udgangspunkt: Man havde kopieret det amerikanske demokrati, modtog massiv amerikansk bistand ( foruden den militære beskyttelse fra supermagten), byggede skoler og sendte sine bedste hoveder til universiteter i USA.

Men udviklingsøkonomerne overså i deres optimisme den vigtigste magtfaktor: den katolske kirke. Præsteskabet modsatte sig familieplanlægning og dermed kvindernes frisættelse i samfundet, hvilket førte til en eksplosion i befolkningstilvæksten.

SANDSYNLIGVIS næste år passerer Filippinerne 100 millioners-tallet; i 1960 blev befolkningen målt til 27 millioner, i 1980 var den på 48 millioner og i 1990 på 60 millioner. En tikkende social bombe og en hindring for fremskridt i levestandard og velfærd. Hen over disse årtier har landets moderate økonomiske fremgang ikke kunnet holde trit med befolkningstilvæksten, og sagt i meget brutal og kort form: Kirkens indflydelse i kombination med en svag og ineffektiv centralmagt og fraværet af jordreformer har forarmet det engang så lovende land.

Filippinerne begyndte sin tilværelse som et demokrati efter den mest simple opskrift: en mand, en stemme og mindst to partier, men resultatet af årtier med stribevis af præsident-, parlaments-og lokalvalg har ikke bragt ønationen ud af de velkendte dårligdommes kroniske sump.

Lokalbefolkningerne har alt for ofte stemt på politikere, der enten lå i med de rige og mafiøse eller lod sig købe af dem. Når aktivister forsøgte at tale for social omfordeling, blev kommuniststemplet trukket frem, og de, der i handling forsøgte at gøre en forskel, blev skydeskiver for lokale lejemordere, betalt af folk på højere sted.

Øriget er i dag et af Sydøstasiens farligste lande at bevæge sig i og ikke kun på grund af vejrliget. På det globale index over menneskelig sikkerhed, Global Peace Index 2013, der udarbejdes af et australsk analyseinstitut, ligger Filippinerne på en 129.-plads (ud af samlet 162), hvilket er en bundplacering i forhold til de lande i regionen, som det giver mening af sammenligne med.

De to kommunistiske lande Laos og Vietnam ligger langt foran på henholdsvis plads nr. 39 og 41, mens naboøriget Indonesien ligger rimeligt pænt på en 54.- plads.Global Peace Index måler især omfanget af interne væbnede konflikter og kriminalitet, og her er Filippinerne i samme ubehagelige kategori som Sydafrika ( 121), Thailand ( 130) og Mexico ( 133).

I ANDRE verdensdele er Filippinerne kendt for sin største eksportvare: arbejdskraft.

Flere end hver 10. filippiner arbejder på oversøiske arbejdspladser, typisk som stuepiger eller søfolk, og uden de penge, som de oversøiske gæstearbejdere sender hjem til familierne, ville landets økonomi bryde sammen.

Eksport af arbejdskraft er en elendig måde at bruge et lands vigtigste ressource på; det er udtryk for, at det hjemlige samfund mangler tilstrækkeligt med incitamenter til de flittigste og dygtigste.

Tyfonen er en naturskabt katastrofe, de hjemlige problemer er kulturbetingede.

På den lange bane har Filippinerne brug for meget mere end nødhjælp.En revolte mod traditionerne ville kunne gøre en forskel, men er helt urealistisk.

(klumme i Politiken 14.11.2013)

Sydøstasiens ferieland nr. 1 er langt mere komplekst end palmesuset og badestrandene giver indtryk af.

STORM, BLÆST, regn og snart sne og kulde. Man forstår, hvorfor tusinder af danskere har købt et vinterferieophold i Thailand, og at andre tusinder står i køen.

Solskinslandet med palmesus, pagoder og buddhistiske templer rummer en politisk, kulturel og social kompleksitet, som de færreste besøgende har tid og kræfter til at tage til sig.

Det burde ikke være svært, i betragtning af at mange thailandske traditioner trives fint her i Danmark som en sympatisk og stilfærdig subkultur. Man kan kalde det værdieksport.

Et hold kyndige repræsentanter for det ældgamle kongedømme har netop aflagt Danmark et besøg for at forklare nogle af de traditionelle værdier, som er en del af landets historiske udviklingserfaringer.

For kendere af nyere thailandsk historie var der næppe mange overraskelser i de budskaber, gæsterne afleverede, men man kan fundere over, hvorfor en udviklingsfilosofi, der første gang blev formuleret officielt for mere end et halvt århundrede siden, nu genbruges i en ganske sofistikeret markedsføring af landet: at Thailand er mere end det, turisterne er bekendte med.

KONCEPTET kan oversættes med ‘ tilstrækkelighedsfilosofien’ og smager af noget, som udviklingsøkonomer prædikede i de år, hvor en række tredjeverdenslande gjorde sig fri af vestlig dominans.

Lige akkurat Thailand var i 1950′ erne, da landets højt elskede monark Bhumibol Adulyadej første gang formulerede dette tankesæt, en undtagelse fra det øvrige Sydøstasien, som havde været under fransk, britisk og hollandsk indflydelse.

Thailand havde styret uden om koloniseringen ved at spille stormagterne ud mod hinanden og derigennem definere sin egen vej til modernitet og delvis ‘ vestliggørelse’.

Vesten ( inklusive Danmark via især Østasiatisk Kompagni) fik i begyndelsen af det 20. århundrede mulighed for at sætte betydelige fingeraftryk på Thailands udvikling. Den dominerende magt i dette spil var USA, som efter 1945 så kongedømmet som Sydøstasiens vigtigste bolværk mod kommunistisk ekspansion, dvs. sovjetisk og kinesisk indflydelse i regionen.

THAILAND har siden 1960′ erne gennemgået en imponerende økonomisk udvikling, som også har trukket betydelige sociale spændinger med sig, ligesom belastningerne på miljøet har været kolossale.

Det er i denne kontekst, at kongehusets aktuelle fremhævelse af ‘ tilstrækkelighedsfilosofien’ giver mening.

Årtiers migration af arbejdskraft til Bangkok fra de fattige landdistrikter i nord og nordøst har betydet, at gennemsnitsindkomsten i hovedstadsregionen er noget nær ti gange større end i de fattigste landdistrikter. Mange landbofamilier oplever kun social fremgang, fordi sønner og døtre deler deres indkomster fra storbyerhvervene med forældre og ældre slægtninge hjemme i landsbyen.

Som en moralsk og religiøs vejleder af sit folk har monarken derfor regelmæssigt fundet det nødvendigt at tale for synspunkter, der byggede på en back-to-basis livsopfattelse. En hyldest til den traditionelle landsbyidyl, fjernt fra og i modsætning til den hæsblæsende modernitet og urbanisering, som Bangkok og de kendte turistdestinationer i Sydthailand er eksponenter for. Der er to modpoler i Thailand – og mange brogede samfund imellem disse yderpunkter. Kongen er den moralske autoritet, der vejleder befolkningen gennem denne dualismes dilemmaer.

Da Sydøstasien i 1997-98 blev ramt af en massiv finanskrise, begyndte det hele i Thailand. Regionen blev rystet politisk, økonomisk og socialt, men Thailand holdt stand trods den notoriske skrøbelighed i landets demokrati.

Det var i 1997, at kong Bhumibol holdt en nu legendarisk tale, hvor han anbefalede en tilbagevenden til en mere selvbærende økonomisk udviklingsmodel. Han mente, at en fjerdedel af landets produktion skulle indrettes på at opfylde lokale behov. »Vi skal bruge mindre sofistikerede metoder«, lød hans råd. Han kunne i stedet have sagt: Flere må blive hjemme i landsbyen. Storbylivet er farligt, fristende og fremmer grådighed.

BUDSKABET klinger smukt, men forbliver en idealistisk vision. For Thailand ændrer ikke på den politik, der har givet landet en gunstig plads i globaliseringen. Landet har ikke råd til at opgive sin eksportorienterede industrialiseringsstrategi, men ideen om at opfylde flere lokale behov kan sagtens rummes i landets turistpolitik.

De tusinder af gæster holder beskæftigelsen i servicesektoren høj. Men den moralske side af denne udvikling fortjener nok et eftersyn. Sydøstasiens moderne hedonisme har vilkår i Thailand, som ikke findes i nær samme udstrækning som hos naboerne.

(klumme i Politiken 31.10.2013)