Dansk aktivist har i årevis levet et diskret liv som underviser og folkeoplyser om mineulykker blandt etniske minoriteter langs grænsen mellem Thailand og Myanmar.
Fjern en landmine. Red et barn. Stands en unødvendig krig. Send dig selv ud, lad andre sende penge.
Mange danskere vil gerne gøre en forskel for mennesker, hvis eksistens og helbred er truet af krige, konflikter, forfølgelse og fattigdom. Mens de fleste betaler sig til en bedre samvittighed, er der andre, der sætter eget liv ind i engagementer, der handler om at redde liv.
Kald dem de anonyme aktivister. De bryder sig ikke om at blive kaldt helte.De bevæger sig på begge sider af en frontlinje, først hos oprørere, siden regeringsstyrker. De er der, hvor slagmarken skal forvandles til et sted, hvor der helst skal dyrkes ris og grøntsager. Hvor fjenden er en person, der en dag vælger at lægge sit våben for at forvandle afbrændt jord til en kilde til mad og velstand.
Efter flere år i anonymitet er en af disse pionerer nu i stand til træde mere officielt frem, efter at han endelig har fået bureaukratiske forhindringer af vejen, så han lovligt kan udføre sit humanitære arbejde.
Mød Bjarne Ussing, 52 år og ekspert i faren ved landminer. Han er en humanitær kriger og oplysningsaktivist langs den flere hundrede kilometer lange grænse mellem Thailand og Myanmar, det tidligere Burma, og det har han været i diskretion gennem en længere årrække.
Der vil næppe nogen sinde blive hængt en tapperhedsmedalje eller et storkors på ham, selv om hans indsats utvivlsomt redder liv hver eneste dag.
»Nu har jeg endelig fået papir på det, jeg gør. Det gør alt nemmere«, smiler han og fortsætter: »Og der ligger vel også en slags anerkendelse i, at myndigheder på begge sider af grænsen har sagt god for indsatsen«. Bjarnes håndvåben er en bærbar computer, en projektor, en bunke plancher med fotos fra årtiers slagmarker, hvor hundredvis af bjergbønder og andre uskyldige er blevet dræbt og lemlæstet af det burmesiske militærs landminer. Eller af nogle partisangruppers miner.
»Jeg har ikke fjernet en eneste mine personligt«, gør han klart. »Og det er heller ikke meningen. Jeg og mine kolleger forsøger at oplyse lokalbefolkningen om, hvorledes de skal undgå miner. Hvordan de kun skal gå ad betrådte stier i junglen.
Landsbyboerne ved kun svagt, hvad en mine er, for der har været borgerkrig i mange årtier. Men de ved ikke, hvem der har lagt dem og hvorfor, og det var nærmest forbudt at tale om dem«, fortæller han.
»Så jeg viser dem fotos – af minerne og de lemlæstede og dræbte ofre. Forklarer, at minerne typisk er i et bestemt mønster. Hvordan de skal bevæge sig fra punkt A til punkt B og undgå minerne. Hvad de skal gøre, hvis det ulykkelige sker for et menneske, man rejser sammen med og skal transporteres til nærmeste klinik. Underviser de lokale i at undervise andre lokale«, føjer han til.
Skildpadder og kartofler
Vi er ude i det dødsensfarlige grænseland, hvor krigshistoriens billigste våben venter på at sprede død og lemlæstelse blandt nogle af Asiens fattigste og mest trængte minoritetsfolk. De har været forfulgt og er ofre for den længstvarende krig i Asien: Myanmars centralregering har under skiftende omstændigheder været i konflikt med etniske oprørsgrupper, kommunister og narkobaroner, siden landet fik sin uafhængighed i 1948. Hundredtusinder er omkommet og endnu flere lemlæstet i konflikter, der kun haft sporadisk interesse i omverdenen.
Men i løbet af kort tid er der sat en forsoningsproces i gang. Ordet ‘ fred’ begynder at give lidt mening i Myanmar. På topniveau er der nu løbende dialog mellem landets militær og de etniske mindretalsgrupper, hvis landsbyer regeringssoldater har brændt ned, efter at kvinderne er blevet voldtaget.
Ussing begyndte som en idealistisk backpacker for mange år tilbage, da han blev suget ind i Sydøstasiens længste ikkeerklærede krig. Han begyndte at bygge netværk op mellem den myriade af etniske organisationer, der har levet et skjult, farligt liv i det farverige jungleland, hvor den britiske kolonimagt gav op i 1800-tallets erobring af datidens Burma.
Den sydøstlige del af Myanmar er en af de mest minespækkede regioner på kloden. Geneva Call, en schweizisk humanitær organisation, skønner, at flere end fem millioner burmesere lever i isolerede områder, hvor der er lagt landminer ud.
Ifølge en Internationale Kampagne for Forbud mod Landminer (ICBL) er Myanmar et af det eneste lande på kloden, der har lagt miner ud hvert eneste år, siden traktaten mod landminer, som blev internationalt vedtaget i 1997, men som Myanmars regering endnu ikke har underskrevet.
Landminer kaldes i Myanmar for ‘ sovende soldater’, ‘ skildpadder’ eller ‘ karto-fler’, og det er ikke kun regeringshæren, der benytter sig af dem. Civile fremstiller dem selv og bruger dem som beskyttelse mod regeringshæren.
»De mærkelige navne skyldes, at der har været tabu om landminer, og mange steder måtte man ikke kritisere landminerne, fordi de var lagt ud af forskellige grupper som ‘ beskyttelse’ af folket«, siger Bjarne Ussing.
Når både regeringshæren og dens modstandere i de etniske oprørsgrupper nu er ved at nærme sig en samlet indsats mod denne svøbe, skyldes det, at Myanmars reformorienterede præsident, Thein Sein, i 2012 som den første på regeringsniveau anerkendte problemet. Det skete, omtrent samtidig med at han gik i dialog med landets politiske opposition, ledet af nobelpristageren Aung San Suu Kyi.
Myanmars regering underskrev dengang en aftale med Norsk Folkehjælp om at rydde dette uhyggelige våben væk i fem af de mest minerede provinser. Minerydning er nu på vej til at blive en del af aktiviteterne hos Myanmar Peace Center, som drives af midler fra Norge og EU.
ICBL-kampagnen kunne i 2013 sende medarbejdere til Myanmar for første gang nogensinde.
Regeringen i Myanmar har sagt, at den vil overveje at underskrive traktaten mod minelægning, men der er intet sket, som peger i retning af en snarlig underskrivelse.
I fjor tog en gruppe organisationer i Myanmar første skridt til at starte en national kampagne for rydning af miner. Og den er indtil videre ikke blevet modarbejdet af landets ledere.
Bjarne Ussing mener, at Myanmar med de seneste våbenhvileaftaler er på rette vej: »Jeg tror på, at freden kommer for de fleste af de etniske grupper. Men billedet er modsætningsfyldt: Der bliver færre internt fordrevne i det sydøstlige Myanmar, men flere i både den nordlige stat Kachin og den vestlige Rakhine. Dette her kommer til at tage årtier. I Cambodja begyndte minerydningen for 20 år siden, og her er man sandsynligvis kun halvvejs igennem.
Så længe der er tusinder af internt fordrevne i Myanmar, vil der være civile, der får sprængt arme og ben af«.
Karrierevej: katastrofer og krig
For en snes år siden var Bjarne Ussing en ung journalist, der arbejdede som nødhjælpsmedarbejder for det humanitære organisationsmiljø. Han debuterede i det irakiske Kurdistan i 1991, umiddelbart efter at diktatoren Saddam Hussein havde kastet sit land ud i en konfrontation med Vesten efter sin invasion af Kuwait.
Bjarne Ussing ser yngre ud end sine 52 år. Fortæller morsomheder med en teenagers tonefald. Taler som et brusende vandfald og er generøs med smil og latter trods alvoren i det arbejde, han udfører.
Den ivrigt gestikulerende journalist blev humanitær udsending i Bagdad lige efter den første Golfkrig i 1991. Siden gik turen til både Congo og Rwanda, hvor borgerkrig og politisk kaos gjorde det noget nær umuligt for dansk hjælpeindsats at gøre den positive forskel, man havde til hensigt. Balkan og Mozambique landede også på aktivistens generalieblad.
»I Rwanda så jeg hundredvis af døde mennesker langs vejkanter og i floder, det var ondskab i den mest grusomme form«, bemærker han. »I Myanmar er ofrene sjældent synlige«. I 2004 rejste han til Congo, hvor han for Folkekirkens Nødhjælp tog del i oplysningsarbejdet både om minerydning og hiv/aids. Siden gik rejsen til Myanmar og Thailand, som bortset fra en kort afstikker til Congo, har været base siden.
Engagementet i at forbyde landminerne begyndte med oplysnings-og kampagneindsatser hjemme i Danmark i 1990′ erne. Han mødte danske militærfolk, der hovedrystende afviste forestillingen om at fjerne landminer. De kom siden på andre tanker.
En beskeden bungalow i en forstad til Nordthailands største by, Chiang Mai, er i dag hovedkvarter for Folkekirkens Nødhjælp og Bjarne Ussings humanitære indsats.
Den organisatoriske platform er en fond, der har tætte venskabelige relationer til thailandske krigsveteraner. Dermed er der opbygget en goodwill, der gør det muligt for Bjarne Ussing at arbejde på begge sider af grænsen.
I Myanmar er det FN’s børnefond Unicef, de etniske minoritetsgrupper og regeringen repræsenteret ved socialministeriet, der har givet tilladelsen til Danmarks humanitære kriger. Han pointerer, at hovedparten af indsatsen udføres af frivillige i felten. Det gør, at programmet også kan køre videre i fremtiden.
»Undervisning i faren ved landminer er flerdoblet fra 2012 til 2013. Hovedårsagen er, at de etniske minoritetsskoler har taget undervisning i faren ved landminer ind i pensum. At denne undervisning har nået skolerne for etniske minoriteter kan man takke Operation Dagsværk og Spejderhjælpen for«, forklarer Bjarne Ussing.
Og føjer så til, at der blandt andre donorer også er det danske udviklingsministerium, og US Department of State, altså præsident Obamas udenrigsministerium.
(reportage i Politikens søndagssektion PS 9. febr. 2014)
Flemming Ytzen 