Flemming Ytzen

ANMELDELSE Jung Chang (Vilde Svaner) lukker endnu et dramatisk kapitel af Kinas historie op. Resultatet er medrivende, men ikke uproblematisk.

Jung Chang: Enkekejserinden. Cixi, konkubinen, der banede vejen for det moderne Kina. Oversat af Michael Krefeld. Rosinante, 544 sider, 349, 95 kroner. Har du Pluskort, får du 15 procent rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo. com.. Læs mere på politiken. dk/plus. Udkommer i morgen. Fire hjerter.

Forfatteren Jung Chang (f. 1952) har gjort sig til en bemærkelsesværdig og imponerende enlig sejler i det ocean af historisk litteratur om kinesisk historie, som har set dagens lys hen over et kvart århundrede. Hendes familiekrønike ‘ Vilde Svaner, tre døtre af Kina’ fra 1991 gav hende et velfortjent internationalt gennembrud ved at gøre Kinas moderne historie nærværende gennem en familiekrønike om forfatteren selv, hendes mor og bedstemor.

I 2005 fulgte hun op med ‘ Mao – den ukendte historie’ om den kommunistiske folkerepubliks grundlægger og leder indtil 1976, Mao Zedong. Bogen blev godt modtaget af det brede publikum, men fik knubbede ord af især britiske og amerikanske faghistorikere på grund af sin svage kildekritik og det deraf følgende fravær af en egentlig diskussion af sit kontroversielle tema.

Nu har Jung Chang så taget fat på perioden frem til det sidste dynasti, Qing, og dets fald, hvilket dækker anden halvdel det af det 19. århundrede. Qing var grundlagt af en klan fra Manchuriet i 1644, og det var dette dynasti, som lagde de geografiske rammer til det Kina, vi kender i dag, minus Mongoliet. Manchu-dynastiet gik det ilde. Sammenbruddet kom i 1911, og vejen var herefter banet for Republikken Kina. I vestlig historieskrivning forbindes Qing især med interne opgør og ustabilitet, som Taiping-oprøret (1850-64), som var den kinesiske version af den amerikanske borgerkrig, bokseropstanden 1898-1900 og vestlige imperiemagters kolonisering af Kinas kystregioner.

HVORDAN KAN MAN skildre denne undergangshistorie, så det bliver nærværende? Fortællingens hovedperson er enkekejserinde Cixi, den faktiske leder af Qing gennem et halvt århundrede.

Bogen leverer et fascinerende nærbillede af en person, som historiens tilfældigheder sætter i spidsen for en opgave, der ser umulig ud: at redde et gigantisk feudalsamfund, der er i langsom opløsning. Biografien rummer mange overraskelser for historieskrivningen.

Jung Chang skildrer Cixi som en viljestærk kvinde, der introducerede reformer, der kunne bringe Kina ind i den moderne verden. Forfatterens positive tolkninger af sin hovedperson får en vis vægt af, at hun (igen) har fået adgang til arkiver i Beijing, der er no-go for vestlige historikere.

Hidtil har den gængse opfattelse af Cixi været, at hun var en reaktionær, der modsatte sig forandringer, men den holder ikke, mener Jung Chang. Feudale traditioner, herunder snøring af pigers fødder, blev afskaffet og ligeså de mest barbariske strafformer. Cixi så skriften på væggen og introducerede reformer inden for militær, administration og uddannelsessystem.

JUNG CHANG GØR sig til en apologet for Cixi i en sådan grad, at det nærmer sig helgengørelse. Forfatteren har ingen troværdige forklaringer på, hvorfor en bred folkelig uvilje mod Qing-hoffets inkompetence var så udbredt, at dynastiet klappede sammen kun tre år efter Cixis død. I Jung Changs optik var enkekejserinden en repræsentant for visionen om et frit og værdigt samfund, som siden blev knust af borgerkrig, republikansk og kommunistisk tyranni.

Hvad er det så, der har gjort det moderne Kina i stand til at overhale stort set alle andre udviklingslande i økonomisk fremgang på kun 30 år? Magthaverne i Beijing peger på Mao Zedong, hvilket er et propagandistisk bedrag af dimensioner.

Vestlige historikere peger i dag på Maos modstander i borgerkrigen, Chiang Kai-shek, der fra 1949 udviklede Republikken Kina (Taiwan) på rekordtid, som manden, der nok tabte på slagmarken, men fire årtier efter sin død har vundet ‘ krigen’ om Kinas fremtid. Det er Chiangs samfundsmodel, der i dag praktiseres i Kina med stor succes.

Jung Changs bog leverer det mest usandsynlige svar af alle tænkelige: Når det går Kina så forholdsvis godt i dag, må æren tilfalde Cixi. Jo, det skriver forfatteren i bogens korte epilog. Og nej, det er ikke troværdigt.

Men det ændrer ikke på, at bogen leverer en enestående og detaljeret indsigt i en del af Kinas historie, som kun er kendt af få i vor del af verden.

Jung Chang, der bor i London, er blevet millionær på sine bøger. Hun kan skrive dem, fordi hun stadig kan rejse ind og ud af Folkerepublikken. For nylig har hun indrømmet, at hendes adgang til arkiver i Kina er betinget af, at hun ikke taler ved offentlige møder, ikke giver interview og kun besøger sin aldrende mor og nogle få venner.

Lovprisningen af Cixi er derfor den logiske konklusion på den aftale, hun har med de kinesiske myndigheder. Ligesom det var ufarligt at kritisere Mao i 2005 (hans politik er for længst afviklet), lige så ufarligt er det at helgengøre en figur, som forbindes med en historisk fallit.

(anmeldelse i Politikens sektion Bøger 27.04.2014) 

Uighur-aktivisters terrorhandlinger er en reaktion på etnisk og økonomisk marginalisering.

WEEKENDENS blodige terrorangreb i den sydkinesiske metropol Kunming er en ubehagelig påmindelse om de etniske spændinger, som den kinesiske moderniseringspolitik har skabt i rigets grænseregioner mod vest. Kunming er hovedstad i Yunnan, som er den mest etnisk varierede af alle Kinas provinser, men angriberne tilhørte den muslimske minoritetsgruppe uighurerne, som er et centralasiatisk folk tilhørende den tyrkiske sprogfamilie og har sit hjemland i Xinjiang-provinsen, der geografisk har nogenlunde samme størrelse som Iran.

Bag uighurernes terrorisme, som har været tiltagende hen over den seneste halve snes år også uden for Xinjiang, ligger en utopisk forestilling om et frit land for uighurerne kaldet Østturkestan.

Siden Xinjiangs naboer mod vest, de såkaldte stan-lande, slap ud af Sovjetunionens jerngreb i 1991, har en voksende uighur-nationalisme fået næring af, at det kinesiske centralstyre sender milliardinvesteringer ind i den råstofrige region, og at pengene trækker en betydelig indvandring af etniske flertalskinesere med sig ind i det, der populært kaldes ‘ Kinas Vilde Vesten’. Olieboringstårne, tusinder af kilometer nyanlagte togspor og omfattende infrastrukturarbejder er vidnesbyrd om en massiv økonomisk fremmarch mod vest dirigeret af udviklingsstrateger i Beijing.

XINJIANG er som Tibet udsat for en moderniseringspolitik ikke ulig den, som USA gennemførte med sin ‘ Go West’-politik fra midten af 1800-tallet.

Den amerikanske udviklings-og koloniseringspolitik ramte som bekendt urbefolkningerne hårdt. De, der ikke gik under i epidemier og de krigskampagner, der i dag kun fortjener betegnelsen etniske udrensninger, blev henvist til reservater.

Men uden erobringen af Det Vilde Vesten ville det nordamerikanske kontinent ikke have fået et moderne USA. Indianernes kultur gik under, og de spansktalende grupper måtte underlægge sig de hvide angloamerikanske protestanters overherredømme. Resten er historie, og den er overvejende positiv, men har ikke været omkostningsfri for taberne.

DET ER i dette sammenlignende perspektiv, at man skal forstå uighurbefolkningens voldsomme frustrationer over flertalskinesernes march mod vest. Uighurerne var for et par generationer siden i flertal i Xinjiang, men er i dag et mindretal, som helt mangler den evne til statsopbygning og entreprenørkraft, som kendetegner den kinesiske kernekultur.

‘ Uighurland’ er i et kinesisk perspektiv ikke meget mere end et fremtidigt ‘ Disneyland’.Uighurernes selvstændighedsorganisationer har ikke et eneste repræsentationskontor på kloden. De kaldes terrorgrupper af det officielle Kina, og et par af dem er på både USA’s og EU’s terrorlister.

FORLØBEREN for de senere diffuse og flygtige statsdannelser, der blev kendt som Østturkestan (første gang i 1933, siden i 1945) var en række nomadiske fyrstendømmer (khanater) i Centralasien.

Området var under mongolsk kontrol og indflydelse indtil 1700-tallet, da Kinas manchuriske Qing-dynasti sikrede sig kontrol ved at nedkæmpe Zhungar Khanatet i 1759. Kejser Qianlong introducerede i 1764 ordet Xinjiang, der betyder ‘ nyt grænseland’. I 1882 fik regionen formelt status af provins.

De uighurer, der taler for et ‘ Frit Turkestan’ i Xinjiang, kalder ikke på nævneværdig interesse i hverken Washington eller Bruxelles. Xinjiang beskrives i populære fremstillinger som en del af den nye ‘ silkevej’, hvis formål er at koble en ekspanderende kinesisk økonomi op på den vestlige del af Euroasien, herunder Rusland og de store økonomier i EU.

Regionens etniske kludetæppe er broget. I den gamle silkevejsby Kashgar tæller uighurerne i omegnen af 90 procent. I provinshovedstaden Urumchi er forholdet det omvendte, hvilket er resultatet af den indvandring af kinesisk arbejdskraft, som har fundet sted under tre årtiers moderniseringspolitik.

For hele provinsen er balancen mellem uighurer og kinesere tæt på at være lige. Begge grupper tæller omkring 40 til 45 procent, mens den resterende del er fordelt på de øvrige mindretal, inklusive mongoler, kasakher og andre centralasiatiske grupper.

DISKRIMINATIONEN af uighurer i Xinjiang er ikke religiøs. Regionen er spækket med moskeer, og der bygges nye overalt. De frekventeres ikke kun af uighurer, men frem for alt af Kinas største og mest fremgangsrige muslimske gruppe, Huifolket.

Uighur-familier er børnerige, for de er ikke omfattet af etbarnspolitikken, men de unge uighurer stirrer ind i arbejdsløshed og social marginalisering, mens udviklingen tordner forbi dem. Mod vest.

(klumme i Politiken 6.3.2014)