Flytragedien dæmper ikke luftfartens ekspansion

Udgivet den 24. juli 2014 af flemmingytzen

Men sikkerhedsforskrifter og procedurer ændres efter MH17-tragedien.

Tusinder af danskere og andre europæere har gennem årene rejst på nøjagtig den rute, hvor det malaysiske passagerfly MH17 mødte sin skæbne.Ruten, eller ‘ korridoren’, som det hedder i den tekniske fagjargon, er nemlig en, som i årtier er blevet benyttet af Thai Airways på nonstopflyvningen København-Bangkok.

Samme dag som nedskydningen fandt sted, befandt der sig et fly fra Singapore Airlines kun 25 kilometer bag MH17. Ukrainsk luftrum har med andre ord været en hovedvej mellem Europa og Sydøstasien. Eftersom urolighederne i det østlige Ukraine havde stået på i flere måneder inden nedskydningen af MH17, forekommer det besynderligt, at korridoren fortsat blev benyttet, ikke mindst i lyset af, at flere flyselskaber af egen drift havde valgt alternative ruter.

Det gælder de to sydkoreanske selskaber Korean Air og Asiana Airlines, australske Quantas, Hongkongs Cathay Pacific og tyske Air Berlin.Helt tilbage til starten af marts meddelte Asiana, at man omdirigerede sit ugentlige fragtfly af sikkerhedsmæssige hensyn, uanset at dette øgede transporttid og omkostninger.

Det var en beslutning, som tilsyneladende gjorde indtryk hos European Aviation Safety Agency, der i april udsendte en sikkerhedsbulletin med råd til flyselskaber om at undgå ukrainsk luftrum. Henstillingen blev bakket op af anbefalinger fra både Den Internationale Organisation for Civil Luftfart (Icao) og Eurocontrol i Bruxelles, der har ansvaret for at regulere flytrafikken i europæisk luftrum. Men der var kun tale om henstillinger, som de ukrainske luftfartsmyndigheder ikke havde pligt til at følge.

1406082442590.jpg-620x349

FLYSELSKABER har indlysende nok egne kapaciteter til at indsamle efterretninger, der er relevante for sikkerheden i luften, og kunne, som Asiana Airlines gjorde som de første, have valgt at flyve uden om Ukraine. Med i billedet hører, at de ukrainske myndigheder havde lukket det luftrum, som MH17 befandt sig i, men kun op til 32.000 fod, og det malaysiske fly befandt sig 1.000 fod over denne højde, da det blev ramt, fremgår det af oplysninger fra Eurocontrol.

Forbedringer i de systemer, som luftfartsmyndigheder og flyselskaber benytter, diskuteres allerede af FN-organisationen Icao og brancheorganisationen Iata foranlediget af tragedien om det andet malaysiske passagerfly MH370.På et fællesmøde i Montreal i maj blev det klart, at det mest kontroversielle forslag vedrørende flysikkerhed handler om, hvorvidt de data, der tilgår et civilflys sorte bokse, automatisk skal kunne tilgå satellitter i tilfælde af en nødsituation.Dette forslag er utvivlsomt rykket nærmere sin realisering.

world-leaders-are-furious-with-russia-over-mh17-crash

HVIS BRANCHEN og det publikum, den betjener, frygter, at den internationale flytrafik går i chok efter to katastrofer i samme flyselskab med kort interval, er der kun at konstatere, at bekymringen er grundløs. Alt tegner til, at de gyldne tider for den civile luftfart fortsætter.

Om end det lige nu ser dystert ud for Malaysia Airlines, kan det være nyttigt at erindre to fortilfælde: Pan Am, engang en kæmpe blandt amerikanske flyselskaber, mistede et passagerfly i britisk luftrum 21. december 1988, bombesprængt til jorden af libyske gerningsmænd, og Korean Air Lines, som oplevede at få en jumbojet skudt ned af et sovjetisk kampfly over den sibiriske kystlinje 1. september 1983.

Tre år efter tragedien over Lockerbie gik Pan Am i betalingsstandsning og efterfølgende lukning, men brancheanalytikere var enige om, at attentatet ikke spillede nogen nævneværdig rolle. Selskabet havde siden 1970′ erne været ramt af voksende konkurrencepres og ledelsesproblemer.Modsætningsvis lykkedes det for ledelsen af det sydkoreanske flyselskab at få genrejst nationens flag carrier, og Korean Air er i dag et af Asiens og verdens mest effektive og veldrevne selskaber.

HVER GANG et stort passagerfly forliser, tiltrækker det massiv medieopmærksomhed.Dramaerne bør dog ikke sløre for den kendsgerning, at den internationale civilflyvning i løbet af få årtier er blevet en af historiens største kommercielle succeshistorier, ikke mindst set fra et kunde-eller forbrugersynspunkt.

v3-mh17-2

Hvert eneste døgn gennemføres omkring 120.000 kommercielle passager-flyvninger over den ganske klode. I 2013 blev der solgt 3,1 milliard flybilletter i de næsten 200 lande, der er medlemmer af Icao, som forventer, at tallet passerer de 4 milliarder i 2017.Overalt investeres der i nye og større lufthavne. Hvis du vil have et hurtigt tjek på, om et land er i fremgang, så tjek dets lufthavne, og tæl, hvor mange flyselskaber der lander der. Det er også et af tidens lykkeindeks.

(klumme i Politiken 24.7.2014)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Når Danmark rykker til Stillehavet

Udgivet den 19. juli 2014 af flemmingytzen

INTERVIEW

Arktis bliver Europas handelsvej til klodens nye vækstcentre i Østasien, og dermed får rigsfællesskabet en ny og større betydning. Klimaforandringerne er på vej til at gøre Danmark til en partner i ‘Stillehavets århundrede’, mener USA-analytikeren Mads Fuglede. 

Mads_Fuglede

Arktis bliver Europas handelsvej til klodens nye vækstcentre i Østasien, og dermed får rigsfællesskabet en ny og større betydning. Klimaforandringerne er på vej til at gøre Danmark til en partner i ‘ Stillehavets århundrede’, mener USA-analytikeren Mads Fuglede.

Danmark bliver endnu vigtigere for USA, end vi var under den kolde krig. Ligesom dengang er det Grønlands betydning, der gør, at danske regeringschefer har så let ved at komme ind ad magtens porte i Washington«.

Budskabets ophavsmand er USA-analytikeren Mads Fuglede. Han ser dette fremtidsscenarie for sig:

»Arktis kan om 20 år blive verdens nye silkevej. En handelsrute, der knytter Europa sammen med både det nordamerikanske kontinent og klodens nye vækstcentre i Østasien. Denne rute går lige forbi rigsfællesskabets territorium, nemlig det grønlandske. Det kommer Danmark til at skulle forholde sig til langt mere aktivt, end vi hidtil har gjort«, siger Mads Fuglede, der for nylig er begyndt at skrive folketingskandidat for Venstre på sit cv.

»Perspektiverne for Grønland og rigsfællesskabet er kolossale og transformative for verdens indretning. Vi ser ind i en helt ny global orden. Vi taler om et skifte, der allerede er begyndt, med USA’s nye fokus på Stillehavet«, pointerer Fuglede.

Hvordan?

»Amerikanerne har for alvor opdaget Arktis’ kommende betydning for verdensøkonomien, og det er sket inden for bare det sidste års tid. Grønlands betydning for det dansk-amerikanske sikkerhedsfællesskab var indlysende under den kolde krig. Når Arktis åbner sig for handelsruter, rykker vi, altså Danmark – igen – tættere på USA. Mellem 15 og 30 procent af verdenshandlen kan blive ført ad nye ruter, når ismasserne omkring Arktis takket være klimaforandringerne er reduceret så meget, at Arktis bliver den nye store silkevej, en handelsrute, der knytter kontinenter sammen«.

Map of Shipping routes

 Isen smelter ubønhørligt

Mads Fuglede mener, at det kun går én vej med klimaforandringerne: Isen smelter, og de arktiske farvande bliver mere tilgængelige. Denne tilgængelighed åbner for handelsveje, der kræver tilstedeværelse i form af satellitovervågning, patruljering og sikkerhed mod ‘ Titanic’-agtige trusler mod skibe.

Er klimaforandringerne på vej til at give os mere velstand?

»Sådan begynder det at se ud. USA be-finder sig atter i en global hovedrolle – som den ubestridte leder af et velstandseventyr, hvor vækstmulighederne ligger i de befolkningstunge økonomier i Østasien.

Ruterne derover bliver flere tusind kilometer kortere. De store avancerede økonomier i Europa og Nordamerika vil kunne sejle varer forbi Grønland, tværs gennem Arktis og over til den nye købedygtige milliardstore middelklasse i Østasien. Derfor er et af de store temaer i den amerikanske planlægning, hvorledes Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, skal indrette sine kapaciteter i en situation, mister betydning i forhold til farvandene omkring Nordgrønland og Alaska og hele vejen ned til Yokohama, Shanghai og Singapore«.

Hvordan?

»Planlægningen opererer med ikke bare én, men tre ruter: en hen over det nordlige sibiriske Rusland, en anden hen forbi Canada og Alaska og en tredje tværs igennem Nordpolen. I forhold til at sejle varer gennem Suezkanalen eller Panamakanalen vil der være sparet henholdsvis 5.000 og 7.000 kilometers transport. Det vil være faktorer, der rykker afgørende i verdensøkonomien, eftersom 90 procent af alle varer på kloden transporteres på skibe. 10 procent af disse varer fragtes på danske skibe«.

Både Asien og Rusland rykker

Ifølge Mads Fuglede bliver Arktis der, hvor global sikkerhedspolitik defineres.Ikke kun, fordi Kina for nylig har formuleret, at man opfatter sig som en arktisk nation, men også, fordi andre asiatiske lande vil følge efter. Det vil kræve store militære og teknologiske udfordringer, mener Fuglede.

»Det er stort set kun Rusland, der har de tunge isbrydere, der kan klare disse farvande. Russerne har otte af de store atomisbrydere, der er bygget til at klare arktiske farvande, mens Kina har en enkelt, der ikke engang er atomdrevet«. Og hvor står USA i dette? »Udfordringen for USA er, at man skal omprioritere sin flådekapacitet. Som det er nu, er det den amerikanske kystvagt, der har de skibe, der kan bruges i Arktis. Farvandene deroppe er meget vanskelige, og USA kan ikke bare sende sine hangarskibsgrupper derop. Der mangler også satellitter til at overvåge transporten. Her rækker radaren i Thule altså ikke. Amerikanerne er landet i en slags dilemma, og dets løsning får konsekvenser for alle andre, men især Danmark og rigsfællesskabet«.

global-warming-route

Hvad er USA’s interesse?

»USA leder ikke efter en ny handelsrute mellem Europa og Asien, for dem, man allerede har, fungerer udmærket. Men USA er nødt til at være i et område, som så mange andre store lande har interesse i. Amerikanerne vil forsøge at sikre, at Arktis udvikles som handelsvej, uden at den eksisterende globale orden forrykkes.

Det indebærer, at USA vil undgå en militarisering af Arktis, og USA er det eneste land, der hurtigst og bedst kan udvikle de kapaciteter, der kan sikre Arktis som handelsvej på en måde, der gavner flest mulig andre lande og ikke kun USA’s traditionelle allierede«.

 USA: Nej tak til russisk rute

Du nævner tre mulige ruter i Arktis. Hvordan vil USA prioritere mellem dem?

»Søvejen forbi det sibiriske Rusland kan vi allerede nu afskrive, fordi amerikanerne under ingen omstændigheder vil i lommen på russerne. Så det vil nok overraske de fleste at høre, at en rute lige igennem Nordpolen er den, som nogle i det amerikanske system anser for at være den, der først kan tages i brug. Helt indlysende får Grønland dermed en betydning, der rækker langt videre end den, som basen i Thule gav os under den kolde krig. Det store perspektiv er, at rigsfællesskabet dermed bliver en faktor, der kan forhindre den skilsmisse, der langsomt er ved at udvikle sig mellem Europa og USA«.

USA ønsker frihandel

Skilsmisse, det er da et hårdt ord for nationer, der har et stærkt værdifællesskab?

»Jeg taler ikke om den slags skilsmisse, hvor parterne smider familiens porcelæn efter hinanden. Der er snarere ved at opstå en situation, hvor vi, altså Europa og USA, sidder i hver sin ende af sofaen og ikke taler om det samme mere og heller ikke interesserer os for det samme længere«.

Skal Europa til at tænke i, hvorledes vi kan gøre os mere attraktive over for et USA, der i stigende grad ser mod både Arktis og Asien?

»Europæerne skal til at gøre noget for at sikre, at amerikanerne forbliver engagerede hos os og i vort nabolag. Der er fi-re faktorer, der gør, at USA bliver hos os: Putin skal fortsætte med sin aggressive adfærd, Iran skal fortsætte med sit a-våbenprogram, Egypten skal vedblivende være ustabilt, og Israel skal fortsætte med at have ufred med sine naboer. Alt sammen er det nogle forfærdeligt negative størrelser, så der er brug for, at vi engagerer amerikanerne med det positive, og intet er her bedre end frihandel«.

Hvordan kan Danmark bruge rigsfællesskabet til at fremme et amerikansk engagement, der bygger på netop det positive?

»Danmarks fokus skal ikke bare være at gå efter den gode forretning. Vores rolle skal være at understøtte Grønland i at blive udviklet på en måde, der gavner det grønlandske samfund. Resten skal nok komme af sig selv. Det vil især handle om at få klodens nye vækstcenter, Østasien, involveret. I hele den opbygning af kapacitet, der skal til omkring Arktis, skal vi sikre, at de store asiatiske lande er med«.

Er der risiko for, undskyld udtrykket, en ny kold krig om Arktis?

»Den kan sagtens undgås. Den store opmuntrende nyhed i den geopolitiske ligning er, at Kina i stigende grad demonstrerer respekt for de internationale målsætninger, f. eks. som vi ser det med piratbekæmpelse ud for Somalias kyst. Kinas aktive interesse for frihandel trækker i den retning«. Handler den amerikanske orientering mod Stillehavet ikke om at inddæmme det Kina, der er på vej op og er ved at blive en ny slags supermagt, nemlig en økonomisk? »Jo, men amerikanerne har intet imod, at kineserne bliver rige, hvis de blot lærer at respektere den globale orden, som USA har skabt. Når der opstår nye vækstcentre på kloden, tænker amerikanerne meget simpelt: Her skabes velstand, og vores virksomheder skal have del i denne. Lad os dominere dem militært, mens vi handler med dem. Det fantastisk positive er, at Kina ser ud til at acceptere denne logik. Der er noget overordentlig opmuntrende ved den udvikling, USA og Kina er inde i. Deres fællesskab bliver dybere og dybere, begge befolkninger er meget pragmatiske, og de er handelsfolk og har meget mere til fælles, end der er forhold, der skiller dem«.

(interview i Politiken 19.7.2014) 

 Fakta: BLÅ BOG MADS FUGLEDE

Mads Fuglede, f. 1971, er kandidat i historie og filosofi fra Aarhus Universitet og underviser i international politik, amerikansk politik og historie ved bl. a. Grundtvigs Højskole i Hillerød. Gennem en årrække USA-analytiker ved TV 2 News. Siden februar 2014 folketingskandidat for Venstre i Gladsaxe-kredsen. Forfatter til bogen ‘ USA – den universelle nation’ (2008). Mads Fuglede er efterkommer af en af de største ledere i Venstres historie, Christen Berg, som var medstifter af Venstre og sad i Folketinget fra 1866 til sin død i 1891.

Udgivet i Globalt, Interviews, USA | Skriv en kommentar

Når udviklingsbistand fører til fallit

Udgivet den 11. juli 2014 af flemmingytzen

tanzania_flag_map

Danidas kæledægge Tanzania er skoleeksempel på alt det, der er gået galt med bistanden.

Da socialdemokraten Mogens Jensen i februar fik en ministerpost, blev der til manges overraskelse tale om en ‘ dobbeltwhopper’: både udvikling og handel.

Fra en chef for udviklingsorganisationen Ibis lød følgende salut: »Det lyder ikke som en alt for køn cocktail. Det vil betyde, at udviklingsområdet kommer længere væk fra den politiske dagsorden, og man vil ikke i samme omfang diskutere de fattige landes tarv«. Andre så udnævnelsen som en tiltrængt nytænkning. Danmark har i et halvt århundrede gjort sig selv til en moralsk stormagt ved at leve rimelig pænt op til både kvalitative og kvantitative målsætninger i udviklingspolitikken.

Men undervejs er det blevet klart, at en række udviklingslande har formået at løse store udviklingsopgaver af egen kraft, hvilket i praksis vil sige ved at producere, handle og eksportere sig ud af det, der i bistandspolitikkens barndom blev kaldt underudvikling.

Tilsvarende er det blevet tydeligt, at udviklingslande, der forsømmer netop at producere og eksportere, sidder uhjælpeligt fast i stagnation. Et skoleeksempel følger om et øjeblik.

UDVIKLINGS-og handelsministeren har netop offentliggjort sit første regnskab for Danmarks ca. 15 milliarder kroner store budget til udviklingsmål, 2013-årsberetningen fra Danida.

Publiceringen var så stilfærdig, at man må mistænke, at ministeriets kommunikationsenhed bevidst vælger at lancere beretningen lige op til sankthans og skolernes sommerferie, hvor hele det meningsdannende Danmark er optaget af især Folkemødet på Bornholm.

Årsberetningen er en ren digital forestilling og imponerende udført. De interesserede får en video, hvor dobbeltministeren taler om alt det gode, vi gør, lige ind i et kamera og uden kritiske eller opklarende spørgsmål.

Ude i medierne blev der opretholdt radiotavshed om Danmarks udviklingspolitiske regnskabsaflæggelse. Det kan derfor ikke kun lægges ministeriet til last, at debatten om dansk udviklingspolitik i disse år skrumper til minimal størrelse uden for det, man kan kalde ‘ aktionærkredsen’; dvs. de allerede indviede og professionelle organisationer, som henter en stor del af deres budget i betonfæstningen på Asiatisk Plads.

MINISTERIETS og Mogens Jensens selvforståelse kan man afkode ved at læse årsberetningens åbningsside på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor det hedder: »Det danske udviklingssamarbejde nytter og har gennem årene bidraget til, at antallet af ekstremt fattige i verden siden 1990 er blevet reduceret med 700 millioner mennesker«. Objektivt er det ikke et direkte misvisende udsagn. Men det er en så selektiv udlægning af Danmarks udviklingsindsats, at det kommer betænkelig tæt på at fordreje realiteterne.

For der mangler i den udenrigsministerielle fremstilling en diskussion af tilstanden i de modtagerlande, hvor en langvarig dansk udviklingsbistand har reduceret de politiske og økonomiske incitamenter til at lade modtagernes befolkninger gøre mere selv.

Stribevis af udredninger har for længst dokumenteret, at jo mere bistand et land modtager, jo mere skades dets internationale konkurrenceevne, og jo mindre bliver landets eksportsektor, som er den motor, der for alvor kan løfte befolkningen ud af armoden. Bistandsmodtagerlande er også notorisk ringe til at få løst deres underskuds-og gældsproblemer.

Sagt på en anden måde: Jo mere bistand til et modtagerland, jo færre upopulære, men nødvendige beslutninger bliver landets ledere nødt til at tage.

Tanzanianshilling-large

SKOLEEKSEMPLET på denne donorpolitik finder vi hos det kroniske smertensbarn i dansk udviklingspolitik gennem et halvt århundrede, Tanzania. Problemerne har været kendt og fortiet længe.

Et såkaldt Global Household Survey, som de tanzanianske myndigheder selv tog del i at udarbejde, konkluderede i 2007, at fem årtier med tilsammen 2,3 billioner dollars i bistand til det østafrikanske land kun i marginalt omfang har bragt fattige tanzanianere ud af elendigheden.

Hver tredje indbygger i landet med de 48 millioner indbyggere var og er stadig under den officielle fattigdomsgrænse.

Danmark leverede en lille halv milliard kroner i udviklingsbistand til Tanzania i fjor. Mon ikke det er på tide at give de hårdt prøvede tanzanianere en håndsrækning ved at reducere bistanden, så de får lov til at vise, hvad de selv er i stand til?

(klumme i Politiken 11. juli 2014)

A bank employee counts one hundred dollar notes at a bank in Seoul

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Når historieskrivningen er nyttig for både Kina og Korea

Udgivet den 10. juli 2014 af flemmingytzen

Kina har lært af Obama og gennemfører en vigtig rebalancering i Korea.

NÅR POLITISKE systemer og værdier er forskellige mellem lande, der er tvunget til at samarbejde, er det nyttigt, at historieskrivningen tilbyder flere århundreder gammelt stof til at knytte nutidige forbindelser.

Denne lære benyttede den kinesiske præsident og partichef Xi Jinping sig af, da han i sidste uge besøgte en gammel krigsmodstander fra den kolde krig, Sydkorea, og betrådte et område, der er overordentlig følsomt i kinesisk og asiatisk historieopfattelse.

I en tale til en tætpakket skare af elitestuderende på Seouls Nationale Universitet mindede præsidenten om en tilstand i år 1590, da kinesiske og koreanske soldater kæmpede ‘ skulder ved skulder’, som han udtrykte det, for at modstå en japansk invasion. Budskabet ramte lige ned i værtsnationens folkesjæl, for alle koreanere, i hvert fald dem i syd, er flasket op med beretningerne om, hvorledes det kinesiske Ming-dynasti reddede det koreanske kejserdømme fra regulært sammenbrud, da en japansk invasion stod på.

Chinese_President_XiJinping_Lecture_Article_03

MAN SKAL dog kun seks årtier tilbage for at kunne drage en noget anderledes lære, som er, at det var den dengang nyoprettede kinesiske Folkerepublik, der reddede sin kommunistiske våbenbroder Nordkorea fra sammenbrud, da amerikanske styrker under FN-flag kom betænkeligt tæt på Yalufloden og grænsen til Kina.

Amerikanernes ærinde var at modstå kommunistisk aggression, og de var meget tæt på at kunne genforene Korea under et provestligt styre. Kun Kinas militære intervention forhindrede dette; resten er historie, og den har i det meste af perioden været ikke bare konfrontatorisk, men direkte uhyggelig, især i det klanstyrede Nordkorea.

Xi Jinpings spindoktorer har naturligvis vidst at gøre brug af de dele af historien, som tjener aktuelle kinesiske sikkerhedsinteresser bedst. For Sydkorea består udfordringen nu i at sikre det tættest mulige samarbejde med den kulturelle og spirituelle storebror uden at sætte sikkerhedsalliancen med USA over styr.

DA USA under præsident Barack Obama og daværende udenrigsminister Hillary Clinton for tre år siden lagde an til en ‘ rebalancering’ af den amerikanske Asienpolitik – kendt under betegnelsen ‘ pivot’ – stillede det Kina over for en ny udfordring: Hvordan imødegå USA uden at mindre lande skulle ofre alliancerne med supermagten? Og hvordan tackle Nordøstasiens altdominerende sikkerhedsproblem, det atombevæbnede Nordkorea? Kina og Sydkorea normaliserede forbindelserne umiddelbart efter ophøret af den kolde krig, hvilket dengang af den nordkoreanske ledelse blev opfattet som regulært forræderi. Siden har kinesiske topledere altid besøgt Pyongyang først, inden turen gik til Seoul. Lige indtil i sidste uge. Xi Jinping er kommet så tæt på en regulær nedkøling af relationerne til Kim-dynastiet, som han kan uden at klippe livlinerne fuldstændigt.

_76019336_023004488-1

Forklaringerne er enkle: Kinas samhandel med Sydkorea er nu i volumen større end hele den sydkoreanske samhandel med Japan, USA og Rusland lagt sammen. Og endnu vigtigere: Kina og Sydkorea ser fuldstændig ens på målet om at gøre den koreanske halvø atomfri.

HVOR VANDENE skiller, handler det om, hvordan Korea skal se ud den dag, Kimklanen er afløst af… noget andet. Hvad det kunne blive, er svært at spå om. Styret i Pyongyang har uhyggelige ligheder med både europæisk middelalder og arabiske og afrikanske stammesamfund, så den nordkoreanske folkesjæl lader sig næppe demokratisere og civilisere lige så hurtigt og gnidningsløst, som det for et kvart århundrede siden lykkedes med DDR-lederen Erich Honeckers tidligere undersåtter. Nok havde den daværende sydkoreanske præsident Kim Dae-jung en vision om at blive et koreansk svar på Willy Brandt, men et sådan projekt har ringe udsigter i Nordøstasien.

360_hfs_noko_military_1219

Spørgsmålet er, om Kina foretrækker et delt Korea også den dag, hvor den særlige Kim-kommunisme i Nordkorea er kollapset, for et genforenet Korea under et system som det, Sydkorea har i dag, vil ikke være nogen indlysende velsignelse for Beijing, eftersom det vil bringe det amerikanske alliancesystem helt op til Kinas grænse. Så er den kinesiske forventning snarere at tilstræbe en slags ‘ finlandisering’ af Den Koreanske Halvø.

 En sådan mulighed burde også være spiselig for det Japan, der i sidste uge tog et første skridt til at ændre sin internationale status gennem en nyfortolkning af forfatningens paragraf 9. De sikkerhedspolitiske brikker blev med få dages mellemrum lagt om. Ikke kun Obama rebalancerer, det gør Sydkorea og Japan også.

 Som al anden politik i Østasien handler det om at indrette hierarkier for at skabe pragmatisk orden.

(klumme i Politiken 10.7.2014)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Religion og etnicitet afsporer Myanmars demokratisering

Udgivet den 26. juni 2014 af flemmingytzen

09weYaThu

Buddhister i Myanmar bruger friheden til at gå løs på muslimsk mindretal.

For blot to år siden tegnede demokratiseringsprocessen i Myanmar, det tidligere Burma, lovende. Et suppleringsvalg til det nationale parlament legaliserede landets eneste oppositionsparti af betydning, og vælgerne gav partiet 43 pladser, svarende til 7 procent, i parlamentet.

Dermed fik Myanmar noget, der minder om demokrati, men forfatningen giver militæret vetoret i forfatningsanliggender og militære forlods en fjerdedel af alle pladser i parlamentet. På overfladen er meget forandret i det tidligere så plagede land, men ikke de fundamentale magtforhold og kontrollen med de kolossale naturrigdomme. Den værste undertrykkelse af oppositionelle er væk, medierne har fået større spillerum, foreningslivet blomstrer, og både investeringskapital, udviklingsbistand og turister vælter ind i landet. Militærjuntaens arvtagere er trukket i civil og forsøger at regere landet i retning af en slags normalisering. Størsteparten af de politiske fanger er givet fri, og i store dele af samfundet er der en atmosfære af optimisme og økonomisk fremdrift.

ALT GÅR således helt efter den drejebog, som landets militære elite skrev, da den i 2011 erkendte, at vejen ud af en status som international paria gik via en dialog mellem præsidenten og landets mest populære politiker, nobelpristageren Aung San Suu Kyi. Men den forståelse, som Thein Sein og Suu Kyi tilsyneladende byggede op, og som nød bifald fra den halve verden, er der ikke meget tilbage af i dag.

931821-myanmar-politics-suu-kyi-combo-files

Det politiske landskab i Myanmar har i dag ubehagelige træk, der minder om Balkan i 1990′ erne. Religion, etnicitet og identitetspolitik er de faktorer, der sætter en meget konfrontatorisk og intolerant dagsorden.

I sidste uge advarede et FN-udpeget ekspertpanel om konsekvenserne af et lovforslag, der er til behandling i parlamentet i regeringsbyen Naypyidaw. Forslaget indeholder en række restriktioner, der vil gøre det noget nær umuligt for borgere at konvertere mellem trosretninger.

Forslaget er en del af en større lovpakke, der også lægger op til, at buddhistiske kvinder kun kan gifte sig med mænd af samme tro. Et andet forslag sætter straf på ti års fængsel til en kristen eller muslim, der gifter sig med en buddhist. Forslagene falder ind i et mønster, der tegner etniske og religiøse skillelinjer stadig tydeligere i takt med den udvidede politiske frihed.

Tilbage i 2007 gik tusinder af buddhistiske munke ud i en åben opstand mod juntastyret. I dag er det yngre munke, der kræver et etnisk renere Myanmar. De er repræsenteret gennem Organisationen for Beskyttelse af Race og Religion, som presser på for at marginalisere Myanmars mest isolerede mindretal, de muslimske rohingyaer. Denne gruppe hører overvejende til i landets vestlige del, der grænser op til Bangladesh og det indiske Bengalen. Officielt kaldes mindretallet for bengalier, og både regimets embedsmænd og aktivister i Suu Kyis parti frabeder sig brugen af ordet rohingya.

SNESEVIS af humanitære organisationer advarer mod konsekvenserne af den foreslåede lovgivning. Kritikerne anfører, at ægteskaber mellem medlemmer af det buddhistiske flertal og de kristne grupper har været tolereret i generationer og kun sjældent været kilde til etniske eller religiøse spændinger. Hvis der findes eksempler på ægteskaber mellem buddhister og muslimer, lever de skjult.

Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) er delt i spørgsmålet, for mange af dets yngre aktivister støtter præsidentens og dermed militærets ønske om at ‘ beskytte’ Myanmars race og religion og sikre at give det etnisk-burmanske befolkningsflertal en politisk fortrinsstilling.

Et magtskifte ved næste års valg fører næppe til store forandringer. I sidste uge forlød det, at parlamentets forfatningskomite er tæt på et kompromis, der betyder ændring af forfatningens kapitel 436, som er den, der siger, at 75 procent af parlamentsmedlemmerne skal godkende forfatningsrevisioner. Denne tærskel sænkes muligvis, men på betingelse af, at paragraf 59 forbliver uændret.

Det er den, der forhindrer Suu Kyi i at blive præsident, fordi hendes afdøde ægtefælle var udlænding – britisk, ligesom hendes to sønner er det. Det bedste, oppositionslederen kan håbe på, er en position, der kommer til at ligne den, Sonia Gandhi har for Indiens Kongresparti: at hun kan påvirke det politiske liv fra sidelinjen.

121119_1-AungSanSuuKy-TheinSein

Suu Kyi befinder sig således i en umulig situation: Hun har ingen reel magt over for den militære elite, men utvivlsomt en stor indflydelse i det buddhistiske befolkningsflertal, som støtter et lovforslag, hun ikke selv går ind for. Der er stadig langt til etnisk og religiøs harmoni i Myanmar.

(klumme i Politiken 26. juni 2014)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Ban Ki-Moon er summen af FN’s erfaringer

Udgivet den 13. juni 2014 af flemmingytzen

Da den koreanske veterandiplomat Ban Ki-moon i 2006 blev valgt til ny generalsekretær for FN, blev der i diplomatiske kredse stillet et spørgsmål, der nogenlunde har lydt således: Bliver han mere sekretær end general? For udadtil lignede han en grå mand, der hellere ville finde konsensus end søge en konflikt.

Ban Ki-moons fremtræden og retorik bragte mindelser om den ghanesiske forgænger KofiAnnan, men det stod også snart klart, at koreaneren tegnede en skarpere profil end den eneste asiatiske forgænger i embedet, burmeseren U Thant, der sad på posten 1961-71.

At der dengang var enstemmighed om udnævnelsen blandt de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, blev tolket derhen, at de stærke medlemmer i verdensorganisationen ønskede en leder, der ikke afgørende ville udfordre den eksisterende orden, hvilket først og fremmest vil sige magtfordelingen i Sikkerhedsrådet.

Det hører med i billedet, at Ban Ki-moon er en repræsentant for summen af FN’s erfaringer i mere end én forstand.

B6D7152D-09A6-4698-BF1B-C77280823036_mw1024_s_n

Han kommer fra en stat, der bogstaveligt blev skabt af FN og to år efter sin grundlæggelse i 1948 forsvaret af verdensorganisationen, da Koreakrigen brød ud.

Bans hjemland, Sydkorea, repræsenterer en historie, som burde tjene som et eksempel for de snesevis af udviklingslande, der har ambitioner om at tage tigerspringet ud af fattigdommen, men den koreanske erfaring kan ingenlunde kopieres til hverken Afrika eller Mellemøsten.

Ban Ki-moon voksede op i fattigdom, krigsruiner og i skyggen af kanonløb. Efter at have vundet en essaykonkurrence, som Røde Kors havde udskrevet, kom Ban som 18-årig til USA og trykkede daværende præsident John F. Kennedy i hånden.

»Efter denne oplevelse besluttede jeg mig for at blive diplomat«, har han siden sagt.

Den videbegærlige unge bondesøn blev smittet af det håb om udvikling og forsoning, som var en del af Kennedygenerationens adelsmærke.

Han er uddannet politolog fra Seoul National University 1970 og supplerede i 1985 kundskaberne med en tur omkring Harvard Universitetets Kennedy School of Government.

I de 15 mellemliggende år var han bl. a. udstationeret på sit lands ambassade i New Delhi (her fik han indsigt i udviklingspolitik) og på den sydkoreanske FNmission i New York. I 1999 var han udsendt ambassadør til Wien, hvor han tjente som formand for den kommission, der skal overvåge overholdelsen af FN’s atomprøvesprængningsaftale. 2001 blev han sit lands FN-ambassadør.

ban-ki-moon1_0

BAN KI-MOON kommer fra et land i den konfuciansk-buddhistiske kulturkreds, men er ikke desto mindre erklæret kristen.

Altså en ægte multikulturel personlighed, der giver sig plads til etisk og filosofisk tankegods, hvor Kristus og Buddha er ligestillede som inspiratorer. »Hans høflighed og smil giver ikke megen karisma, men han har en stor indre styrke«, kommenterede dagbladet Korea Herald engang.

Karrieren i FN-systemet begyndte tidligt, da han blev en del af Sydkoreas faste observatørmission i 1974, dengang de to koreanske stater ikke havde fuldt medlemskab af verdensorganisationen. Det skete først i 1991 med den kolde krigs ophør.

Siden fulgte to udstationeringer ved den sydkoreanske ambassade i Washington, og logisk nok nåede han også en chefstilling som leder af Nordamerika-afdelingen i udenrigsministeriet i Seoul.

Både det nationale og det globale blev hans dagsorden, da han i 1992 blev viceformand i den kontrolkommission, der fik til opgave at skaffe Den Koreanske Halvø af med atomvåben. Dette mål er som bekendt ikke nået, men posten blev et springbræt til den vigtige post som national sikkerhedsrådgiver for Sydkoreas præsident, Kim Young-sam, i 1996. Otte år senere fulgte udnævnelsen til udenrigsminister.

Forsøgene på at reformere det stive og konservative FN-bureaukrati har den elegante koreaner ikke haft stort held med.

Kritikere peger på, at han i 2007 gik for ambitiøst til værks ved at foreslå departementerne for politik og nedrustning lagt sammen. I stedet er han lykkedes med at højne kravene til FN-medarbejderes jobindhold og præstationer og at sætte tidsbegrænsninger for ansættelsernes varighed.

images

De globale klimaforandringer har han gjort til et emneområde, der fylder stadig mere i FN’s arbejde, og det vil, når historien engang skal skrives, måske være for dette, at han vil blive husket.

(artikel i Politiken 13.6. i anledning af Ban Ki-Moons 70-års dag)

Udgivet i Globalt, Korea | Skriv en kommentar

Krisen om Ukraine skaffer Kina russisk gas

Udgivet den 12. juni 2014 af flemmingytzen

China-Russia-gas-accord

Putins gasaftale med Beijing understreger opfattelsen af Rusland som et ‘ Nigeria med sne’.

Alt tyder på, at uklarheden om Ukraines sikkerhed og selvstændighed bliver langvarig, men for nuværende har krisen i Europas sydøstlige hjørne fået en sikker vinder: Kina.

Udsigten til et mangeårigt køligt forhold mellem EU og Rusland på grund af Ukraine-spørgsmålet var den udløsende faktor, der fik præsident Vladimir Putin til at tage til Beijing og sætte sin underskrift på en 30-årig aftale med Kina om gasleverancer. Værdien af aftalen anslås til 400 milliarder dollars. Aftalen indebærer, at Rusland bygger en rørledning fra Chayandinskoye-feltet i Sibirien til Kina og eksporterer 38 milliarder kubikmeter gas årlig i perioden 2018-48.

Hvorfor lige nu? Den enkle forklaring er, at Rusland har fået brug for det kinesiske marked for at afbalancere den økonomiske nedkøling, som bliver konsekvensen af krisen om Ukraine. Helt så enkelt er billedet dog ikke.

1-Russia-GR

ENERGIMASTODONTEN Gasproms andel af det europæiske gasmarked var i fjor på 30 procent, men der bliver ikke tale om, at Rusland nu bliver i stand til at udfylde det hul i gasindtægter, som eksporten til Europa efterlader. Den planlagte russiske gaseksport til Kina det første år forventes kun at udgøre en fjerdedel af den mængde gas, Rusland eksporterede til Europa i 2013. Med andre ord vil der gå lang tid, inden indtægterne fra Kina erstatter det, som Rusland for nuværende tjener på at sælge til Europa.

For Europa er konsekvenserne af den russisk-kinesiske gasaftale ikke opmuntrende: faldende forsyningssikkerhed som følge af sanktioner, der hurtigt kan blive gensidige. Europæiske regeringer er tvunget til at tænke i alternativer til russisk gas.

Skifergasrevolutionen kan vende op og ned på meget, men der er betydelige ubekendte faktorer. Flere EU-lande er betænkelige ved miljømæssige konsekvenser af de fracking-metoder, der skal gøre skifergassen tilgængelig.

Frankrig og Bulgarien har indført forbud mod brug af denne teknik, og i Polen er der skuffelse over, at de formodede reserver ikke er så store som først antaget.

Vi har stadig til gode at se en europæisk skifergasrevolution i stil med den, der har udløst jubelråb på børserne i USA og Canada.

20140524_WWD000_0

I ET KINESISK perspektiv er gasaftalen med Rusland opmuntrende, både miljøpolitisk og når det gælder forsyningssikkerhed.

For nuværende får Kina 90 procent af sin importerede olie på skibe, der sejler gennem det besværlige og risikofyldte Malaccastræde. Med rørledninger først gennem Myanmar (Burma) og fra 2018 Rusland bliver kinesisk økonomi mindre sårbar. Vækstpolitikken kan fortsætte.

Gas udgør for nuværende mindre end 5 procent af Kinas energiforbrug, hvor kul dominerer og skaber uhyggelige miljøproblemer, som er årsag til betydelig social ustabilitet. Kina planlægger, at gassen i 2020 skal udgøre 10 procent af landets samlede energiforbrug, men forudsætter samtidig, at landet selv kan levere dobbelt så meget gas, som det importerer.

Kul forbliver en dominerende energikilde i Kina i lang tid fremover.

imrs

I WASHINGTON og Bruxelles diskuteres det, om Vladimir Putin og Xi Jinping har lagt grunden til en langtidsholdbar alliance.

Putin har taget sig betalt på den diplomatiske front: Kina har givet Rusland støtte til hele fire FN-vetoer i Syrien-kon-flikten, og Kinas naboer må med bekymring se frem til, at Rusland ikke vil være til nogen hjælp i territorialkonflikter i Det Syd-og Østkinesiske Hav. Vietnam, der i disse uger forsøger at råbe verden op, fordi en kinesisk olieplatform er sejlet ind i vietnamesisk farvand, får ingen håndsrækning fra Moskva.

Målt på økonomisk styrke er der ingen tvivl om, hvilken af de to der spiller rollen som storebror. Rørledningen til Sibirien bliver en del af det kompleks, der skal forbinde kinesisk økonomi med Centralasien og dermed Europa. Kina står forrest i de gamle ekssovjetiske ‘ stan-lande’, hvor behovet for udbygning af infrastruktur er stort. Alene i år har Rusland indgået 49 aftaler med Kina om infrastrukturprojekter, herunder en jernbanebro over grænsefloden Amur, som bliver 75 procent kinesisk finansieret.

china-russia-gas-deal-al-araby

Rusland vil gerne fremstå som en geopolitisk sværvægter, og landets militærudgifter har nu en højere andel af bruttonationalproduktet end selv USA. Men dette skal holdes op imod, at 77 procent af Ruslands eksport til Europa udgøres af olie og gas. Med andre ord har Rusland et strukturelt problem i sin økonomi, der i foruroligende grad ligner det, vi kender fra Nigeria. Putin har ikke fremtidssikret sit land.

(klumme i Politiken 12.6.2014)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Den himmelske freds djævelske fortrængning

Udgivet den 4. juni 2014 af flemmingytzen

25 år efter demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, er fortællingerne om aktivisterne og deres liv efter 1989 et billede på Kinas udvikling mod autoritær kapitalisme.

ET KVART århundredes glemsel og fortrængning.

Så kort kan de kinesiske myndigheders politiske regnskabsaflæggelse gøres op i et tilbageblik på den periode, der er forløbet, siden tusinder af demonstranter og aktivister gik på gaden i Beijing og adskillige andre kinesiske byer i et forsøg på at skabe en dialog med det daværende regime.

De demonstrerende ville vise, at de fandt, at styret var blevet blindt og tonedøvt over for krav om bekæmpelse af korruption og bedre respons på brede folkelige krav om ansvarlig regeringsførelse.

I dag er det 25 år siden, massakrerne i Beijings centrum fandt sted.

Mange hundreder, sandsynligvis et par tusinde, blev dræbt og endnu flere såret, da militære styrker fra landdistrikterne blev sat ind for at rydde Den Himmelske Freds Plads og de tilstødende gader og bydele for aktivister.

imgres

Kommunistpartiet har siden skiftet ledere et par gange, men alle har de modsat sig en åben og kritisk debat om de uden sammenligning mest dramatiske og blodigste konfrontationer mellem borgere og myndigheder i landets nu 35 år lange reformperiode.

ETHVERT FORSØG på at skaffe redelig information eller bare omfortolke de begivenheder, som i den officielle udlægning var en ‘ kontrarevolutionær opstand’, bliver der slået hårdt ned på. Eller snarere: Undertrykkelsen sker diskret, således som performancekunstneren Chen Guang oplevede det i sidste måned.

Chen var en af de soldater, der blev sat ind mod demonstranterne natten til 4. juni, og oplevelserne dengang har siden givet ham regelmæssige mareridt. Hans selv-terapi har gjort ham til en kunstner af den mest moderne slags.

Chens performance, der blev opført i en af Beijings kunstnerenklaver en aften i april, viser en pige, der lyser et mørkt rum op. Ind træder Chen iført en maske og begynder at kaste hvid maling over væggene, der er dekoreret med årstal – fra 1989 til 2014. Et kort show opført kun for særligt inviterede.

Men blandt publikum må der have været en angiver, for lidt over en uge senere dukkede civilklædte sikkerhedsfolk op på Chens privatadresse og bad ham om at følge med. Mon han forsvinder ud i det kinesiske Gulag (kendt som Laogai) langt ude vestpå i Tibet eller Xinjiang? Næppe. Sikkerhedsapparatets model for håndtering af disse lavmælte protester er at holde kritikerne i en slags husarrest – polititilhold, om man vil – for siden at lempe dem tilbage i samfundet, når anledningen til deres samfundskritik, dvs. 25-års dagen for massakrerne i Beijing – er kommet på passende afstand.

Performancekunstneren Chen har med andre ord fået en irettesættelse.

Uden tortur og uden Laogai (arbejdslejrsystemet, som regeringen siger, at man vil afvikle). Præventiv tilbageholdelse hedder den slags i moderne, global politijargon.

I de hektiske junidage efter rydningen af det centrale Beijing udsendte de kinesiske myndigheder en most wanted-liste over 21 såkaldt kontrarevolutionære, som man mente havde været de egentlige ledere og dem, som stod bag den flere uger lange sit-in på Den Himmelske Freds Plads.

De højest placerede på den liste var den dengang 23-årige psykologstuderende Chai Ling, studenteraktivisterne Wuer Kaixi, 21, Wang Dan, 20, og fagforeningsaktivisten Han Dongfang, dengang 26.

HVAD ER DER siden blevet af disse demokratiske forbilleder og aktivister? Kort efter massakren blev Han Dongfang og Wang Dan arresteret, mens det lykkedes Wuer Kaixi og Chai Ling at tage flugten ud af landet via Hongkong.

Wang Dan, som kun var 20, da han blev arresteret, fik en fængselsdom på 4 år. Umiddelbart efter sin løsladelse i 1993 forsøgte han at genoptage kontakten med både eksilerede og interne dissidenter, hvilket førte til en ny anholdelse og fængselsdom i 1995, denne gang på 11 år.

url

Kort efter domsafsigelsen blev han løsladt ‘ af helbredsgrunde’, som et led i en af regimets studehandler med USA og utvivlsomt drevet af Beijings ønske om at blive olympisk værtsland.

Siden er han blevet ph. d. i østasiatisk historie ved Harvard University i USA, hvilket har bragt ham videre til et undervisningsjob på et universitet i Taiwan. I 2004 forsøgte han at vende tilbage til Kina, men blev afvist ved sin ankomst til den selvstyrende region Hongkong.

Dissident Wang Dan, a former Chinese stu

I bagklogskabens skærende klare lys, hvordan mener han så, at Kina kan forandres? Kort før sin anden arrestation i 1995 gav han et interview til et af dissidentbevægelsens magasiner (udgivet i USA) og udtalte her følgende:

»Vi bør finde en helt ny vej og bruge kræfterne på at opbygge et civilsamfund, dvs. de sociale bevægelser, ikke de politiske. Vi bør være meget bevidst om at holde os fra politisk magt og politiske institutioner«.

Wang Dan har ikke markeret sig i den indenrigspolitiske debat i Taiwan om det altid følsomme forhold til ‘ fastlandet’, men koncentrerer sig om sin undervisning i det moderne Kinas historie.

WANG DANS medkæmper Wuer Kaixi, der tilhører det muslimske uighur-mindretal, tilbragte efter sin flugt nogle frugtesløse år i USA, hvor han en overgang tjente til dagen og vejen ved at arbejde på en tankstation, blev skrevet ind på et universitet og holdt en stribe foredrag for interesserede tilhørere.

Men han trivedes ikke i Frihedens Hjemland. Kina kaldte, og han kom tættere på ved at rejse til det eneste demokratiske kinesiske samfund på kloden, Taiwan. Her fik han en vellykket ny start på tilværelsen, en misundelsesværdig karriere med succes først i mediebranchen, siden i den finansielle sektor.

Først giftede han sig ind i en rig familie, der skaffe ham jobbet som discjockey på en lokal radiostation. Siden startede han et investeringsfirma, der rådgav kapitalejere om at bruge deres midler effektivt og profitabelt – i Kina.

imgres-1

I en samtale med nærværende kronikør i det radiostudie, der havde gjort ham til en af de mest populære mediepersonligheder i Taiwan, gav han siden udtryk for sit syn på de dramatiske begivenheder tilbage i forsommeren 1989:

»Den nat, skuddene lød i Beijing, døde den kommunistiske ideologi. Siden har Kina forandret sig. Nutidens frihedskæmpere i Kina sidder på radioog tv-stationerne. De er udsat for pres fra myndighedernes side, men de kæmper dagligt med at udvide rammerne for, hvad der kan ytres«.

Et af mine spørgsmål til Wuer Kaixi lød, om han mente, at efterfølgende årgange af studerende kunne og burde rejse sig mod styret, sådan som han selv havde forsøgt det. Han svarede:

»Det vil næppe ske, og jeg er dybt skuffet og desillusioneret over eftertidens studenter og de intellektuelle. Alt for mange af dem ser personlige fordele i at følge regimets linje og sikre karrieren. Næste gang bør det være arbejderne og bønderne, der baner vejen for forandringerne«.

Wuer Kaixis beskrivelse af den gruppe studenteraktivister, der førte an i Beijingforåret, kom i samtalen frem således:

»Vi var dengang en elite, der hungrede efter frihed. Det var nøjagtig vores allerstørste begrænsning, at vi var en elite, der ikke troede på folkedybet uden for universiteterne. Men jeg fortryder ikke det, vi gjorde dengang«.

»Vi havde moralsk ret i vores aktioner. Hvis det samme skete i dag, ville jeg nok have tænke mig om en ekstra gang i valget af midler. I dag kan jeg se, at måden at undgå den militære indgriben på ville have været opbygning af en alliance mellem studenterne og reformkræfterne i ledelsen«.

BLANDT DE eksilerede dissidenter er den mest kontroversielle person nok den i dag 48-årig Chai Ling. I forsommeren 89 havde hun netop taget en juniorgrad i psykologi ved et af Beijings universiteter.

images-2

Straks efter 4. juni-massakren udstedte myndighederne en arrestordre på hende.

Hun flygtede ud af Kina og kom til USA samme år, hvor hun indledte en bemærkelsesværdig karriere. Kom på universiteterne Princeton og Harvard og blev kandidat i både erhvervsledelse og international politik. Blev amerikansk gift, grundlagde i 1998 softwarefirmaet Jenzabar i Massachusetts og startede en ngo, der virker for at bringe Kinas etbarnspolitik til ophør.

Hendes rolle i 4. juni-begivenhederne er på en dramatisk og afslørende måde beskrevet i Carma Hintons og Richard Gordons mesterlige dokumentarfilm ‘ The Gate of Heavenly Peace’ (1995).

Filmen viser en videooptagelse på et hotelværelse i Beijing, hvor Chai Ling i et interview med journalist Philip Cunningham grådkvalt forklarer, at hun ville foretrække en blodig konfrontation mellem studenteraktivisterne og myndighederne, fordi det ville fremme demokratibevægelsens sag. Hendes budskab var, at aktivister på pladsen måtte give deres liv ‘ for sagen’.

Men dette politiske eftermæle bryder den i dag velhavende virksomhedsleder og mor til tre sig ikke om: at hun skulle have gået ind for at ‘ ofre’ medaktivister for at bringe det kinesiske styre til fald, mener hun er dokumentarfilmens »fordrejning« af begivenhederne. Til trods for, at hendes udtalelser i filmen ikke er til at misforstå.

Chai Ling har forsøgt sig med flere sagsanlæg mod filmens tilrettelæggere for bl. a. bagvaskelse, men alle er blevet afvist af retten i Massachusetts.

images-1

En anden spektakulær kontrovers gælder Chai Lings relationer til en medkæmper, en eksileret kvindelig aktivist, Jing Zhang. De to kvinder samarbejdede i en periode, og Jing fik ansættelse i Chais firma Jenzabar, men blev afskediget, angivelig fordi hun nægtede at deltage i gudstjenester og bønnemøder i arbejdstiden.

Chai Lings konvertering til kristen evangelist og hendes forsøg på ad rettens vej at korrigere sit eftermæle har isoleret hende fra de tidligere kampfæller på Den Himmelske Freds Plads. Hun har i alle årene afvist henvendelser fra medier om at lade sig interviewe om 4. juni-begivenhederne, men har udgivet en bog med sin egen version af forløbet.

HAN DONGFANG stiftede under studenteroprøret i forsommeren 89 Kinas første uafhængige fagforening. Han var dengang 26 år og jernbanearbejder. Fagforeningen blev omgående forbudt, og Han Dongfang overgav sig til myndighederne.

Under afsoning af en 2 år lang fængselsstraf pådrog han sig tuberkulose.

images

Han fik udrejsetilladelse til USA 1991 af helbredsgrunde og bosatte sig i Hongkong, hvor han 1994 stiftede organisationen China Labour Bulletin. Organisationen rådgiver og støtter kinesiske arbejdere, der udnyttes på Kinas mange store arbejdspladser.

På Radio Free Asia har han sit eget program, hvor han oplyser om de ofte nedværdigende arbejdsforhold for Kinas arbejdere.

I et tilbageblik en snes år senere forklarede han følgende under en samtale i København:

»Gadens magt er upålidelig. Den er ubrugelig, når man står over for overmagten. Du vender dig om – og den million aktivister, der stod bag dig, er pludselig borte. Opgøret i Beijing viste de illusioner, vi nærede, men vi var fanget af spændingen og båret af vore drømme.Da vi stod midt i det, troede vi, at alle var optændt af den samme drøm«.

»Jeg er ikke den, der vil presse på for et nyt opgør i stil med det, der skete på Den Himmelske Freds Plads. Jeg har erkendt, at der kun er en vej til forandring i Kina«.

»Det er lovgivningens vej. Der gik næsten 10 år efter 1989, inden jeg nåede til den erkendelse. I lang tid så jeg min rolle som journalistens. At beskrive og afsløre forholdene i Kina gennem dokumentation. Siden erkendte jeg, at juridisk rådgivning var vejen frem«. Han Dongfang fandt det ikke realistisk at forvente et systemskifte i Kina som det, Øst-og Centraleuropa oplevede i 1989.

»For mig er det ikke afgørende, om Kina opretholder etpartisystemet. Respekt for loven er langt vigtigere end en eventuel overgang til flere partier. Som Kina fungerer nu, bryder alle i landet lovgivningen. Folk må lære lovene at kende og respektere dem«.

»Hvis mit arbejde kan føre til ændringer, der på sigt betyder, at en tredjedel af Kinas fabrikker har overenskomster, der er forhandlet frit og uafhængigt, så har vi frembragt en situation, som intet diktatur kan overleve med«.

Såvidt Han Dongfang.

DISSIDENTERNES skæbne er på forunderlig vis blevet et spejl af eftertidens debat om Kinas udvikling efter de fatale begivenheder 4. juni 1989. Fundamentalister som Chai Ling har afskrevet sig muligheden for at gøre en positiv forskel for de tidligere landsmænd.

Wuer Kaixi har gjort forsøg på at komme ind i landet for at besøge sine aldrende forældre, men er blevet nægtet indrejsetilladelse. Wang Dan arbejder i relativ anonymitet som universitetsprofessor i Taiwan.

Han Dongfang er med sin organisation, China Labour Bulletin, den af de tidligere aktivister, der i sit daglige virke er tættest på Kinas virkelighed nu og i fremtiden.

(kronik i Politiken 4. juni 2014)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Her er de vigtigste forklaringer på Thailands tilstand

Udgivet den 29. maj 2014 af flemmingytzen

images

Kaos og inkompetence vil være faste elementer i thailandsk politik i lang tid fremover.

DANSKERE ER opflasket med Hal Kochs smukke dogme om, at demokrati forudsætter samtale. Hvad sker der så i samfund, der nok har flere politiske partier, hvor forfatningen sikrer ytrings-og organisationsfrihed og politik er en boldbane, hvor spillereglerne er klart definerede, men hvor den demokratiske samtale er fraværende? Hvis Hal Koch levede i dag og tog på en ferierejse til Thailand, ville han sandsynligvis bruge prædikatet ‘ demokratur’.

Kun faghistorikere har fuldstændig styr på, hvilket nummer i rækken man kan sætte på det ublodige kup forleden. Det bedste ved den nyhed var, at det var ublodigt. Vi er uendelig langt fra mellemøstlige tilstande, men der er ingen garanti for, at tingene forbliver på denne måde.

Thailandsk politik er som en defekt trykkoger, der kan eksplodere hvert øjeblik.

Titusinder af danskere har besøgt Thailand gennem mere end en menneskealder, også i perioder, hvor militæret og bureaukratiet havde mere reel magt end folkevalgte. De færreste har orket at spørge sig om årsagerne til, at frihedselskende borgere har det så svært i et land, der første gang forsøgte at tage demokratiet til sig for mere end 80 år siden og har snublet mange gange siden.

thailand_600

Så her er nogle forklaringer på den miserable tilstand i Thailands politik: Idépolitik, som vi kender den fra Europa – i form af liberale, konservative, kristendemokratiske, socialistiske og kommunistiske partidannelser – er stort set ikkeeksisterende i både Thailand og det resterende Øst-og Sydøstasien. Partier er netop ikke partier, som vi kender dem fra vore egne breddegrader. Undtagelsen i Thailand er Det Demokratiske Parti, landets ældste, der blev dannet i slutningen af 1940′ erne, og som fik en vigtig rolle i at gøre landet til en antikommunistisk, proamerikansk bastion og frontlinjestat i forhold til regionens kommunistiske og socialistiske oprørsbevægelser. Men partiet har i de senere år lidt under, at det uden for hovedstaden, Bangkok, opfattes som elitært.

STORT SET alle øvrige partier har været valgmaskiner, der har skullet fremme særinteresser, oftest militærets, andre gange enkeltpersoners, som regel meget velstående af slagsen. Kun et har de haft tilfælles. Alle partier i Thailand er for monarkiet.

En republikansk bevægelse eller organisation ville omgående blive dømt forfatningsstridig.

Under tidligere perioder med politisk ustabilitet og sociale oprør har monarkiet spillet en positiv, stabiliserende rolle om end med varierende gennemslagskraft.

images-1

Kongen har ved flere lejligheder interveneret på en måde, der forhindrede direkte militære magtovertagelser. Det skete således i 1992, da kongen indkaldte den daværende topgeneral og Bangkoks overborgmester til en tvungen forsoning på et tidspunkt, hvor generalen var på nippet til at overtage posten som regeringschef.

Resultatet blev et kompromis, hvor militæret foretog en retræte fra den politiske scene og accepterede en civil overgangsregering, der kunne forberede nyvalg senere samme år. Når det i dag forekommer usandsynligt med en intervention fra kongehuset, skyldes det kong Bhumipols svækkede helbred og usikkerheden om den politiske orden, der skal på plads, den dag kongen ikke er mere.

FOR KONGENS rolle bliver svær, sandsynligvis umulig, at udfylde. I en politisk kultur, hvor enkelte personligheder har status af noget ophøjet og uangribeligt, er de traditionelle politiske institutioner af indlysende grunde svage og både magt og ansvar diffust placeret. Thailands tilstand er særlig kompleks, fordi den eksilerede forhenværende regeringschef Thaksin Shinawatra angiveligt har opbygget nære personlige relationer til landets kronprins, der ingenlunde nyder samme ophøjede status som sin folkekære fader. Gennem et halvt århundrede har Thailand været en økonomisk succes.

images

Millioner er løftet ud af fattigdom, og der er skabt en middelklasse med betydelig politisk gennemslagskraft. Men det sociale og økonomiske løft har ikke kunnet skabe en thailandsk ‘ Hal Koch’. De, der har fulgt den offentlige debat gennem landets medier, ved, at debatten savner intellektuel tyngde og substans. Når dybe strukturelle reformer af forfatningen og anden lovgivning udebliver, skyldes det ikke mindst den tabuisering, der rammer ethvert forsøg på at diskutere monarkiets rolle i landets politik.

På den baggrund er der en vis logik i, at den populistiske leder, der umiddelbart har vundet mest ved militærkuppet, Suthep Thaugsuban, kræver, at landets ledelse overtages af udpegede frem for af folkevalgte.

Men det er selvfølgelig ikke en holdbar løsning. Populisme af værste skuffe har lammet thailandsk politik, og det ser ulykkeligvis ud, som om denne tilstand vil vare længe.

(klumme i Politiken 29. maj 2014)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Når højrefløjen kvæler rettighedskampen

Udgivet den 22. maj 2014 af flemmingytzen

hqdefault

Med venner som disse behøver Kinas systemkritikere ikke flere fjender

Er der stadig nogen, der husker Chen Guangcheng, den blinde menneskeretsaktivist og advokat, der efter en årelang kamp mod kinesiske myndigheder fik eksil i USA? Hans skæbne blev kendt for den ganske verden for to år siden, fordi ingen ringere end daværende udenrigsminister Hillary Clinton intervenerede og forhandlede hans vej ud i friheden.

For enhver systemkritiker er det et uomgængeligt moralsk, men også politisk risikabelt valg at vælge sig en profil i sit nye hjemland. Kan personligt mod omsættes til politisk handlekraft, og kan den berettigede kritik mod et undertrykkende regime bruges til at hjælpe og forbedre vilkårene for andre, der forfølges i hjemlandet? Chen Guangcheng har gennem to års ophold gjort sig nogle bitre erfaringer her i det USA, som tog gæstfrit imod ham og fulgte de bedste amerikanske traditioner for at give dissidenter asyl.

Den ubehagelige realitet er imidlertid, at manden med den retfærdige sag er blevet en kastebold mellem politikere og interessegrupper i det ideologisk betændte opgør om synspunkter i det, kritikere herovre spydigt kalder det religiøse humanitært-industrielle kompleks.

CINA_-_Famiglia_Chen

DEN BLINDE aktivist fik først stipendium til et ophold på New York Universitet ledsaget af advarsler fra sine sponsorer om at holde sig på afstand af de politiske kræfter, der udnytter systemkritikere til at fremme ideologiske synspunkter. Mere nøjagtigt den slags holdninger, der snævert definerer menneskerettigheder og ytringsfrihed i en specifik ideologisk og kristen, evangelisk og missionerende kontekst.

Opgøret kulminerede, da universitetsledelsen anklagede Bob Fu, lederen af China Aid, en højreorienteret kristen gruppe med base i Texas, for at overvåge Chens aktiviteter gennem den bærbare computer, som China Aid havde doneret til dissidenten.

Da Chen forlod universitetet efter et år, smækkede han med døren og anklagede sine sponsorer for at give efter for pres fra kinesiske diplomater. Chens rådgivere mente dengang, at universitetet gik for langt i bestræbelserne på at beskytte Chen mod at blive udnyttet af pressionsgrupper på den amerikanske højrefløj.

Hvad det er for et minefelt, kinesiske og andre systemkritikere risikerer deres fremtid i, stod klart under en kongreshøring, hvor Bob Fu fra China Aid blev kritiseret for at have manipuleret oplysninger om Chens flugt fra Kina for at rejse donorpenge fra pengestærke abortmodstandere til sin organisation.

120430-bobfu-349p

Bob Fu er selv en tidligere kinesisk dissident, der i 1997 fik asyl i USA, og som en af sine vigtigste samarbejdspartnere har et fremtrædende republikansk kongresmedlem, Christopher H. Smith. Republikaneren forsøgte at overtale Chen til at vidne ved en høring, hvis formål var at klarlægge, om Obama-administrationen havde begået ‘ fejl’ i håndteringen af Chens forsøg på at forlade Kina.

Chen afviste anmodningen, og høringen blev aldrig til noget, men Chen var nu indfanget i et af Kongressens vedvarende politiske slagsmål: hvordan amerikanske pressionsgrupper skal aftvinge Kina politiske indrømmelser, især i spørgsmålet om religionsfrihed.

Kontroverserne fik et sådant omfang, at en donororganisation, der havde tilbudt Chen at finansiere et treårigt forskerophold på Fordham University, trak tilbuddet tilbage. Det betød, at Chen stod tilbage med et enkelt jobtilbud fra Witherspoon Institute, en konservativ tænketank kendt for sin modstand mod bl. a. homoægteskaber og fri abort.

6a00d8341c511153ef01910380cae3970c-800wi

FRA DENNE ideologiske platform kan Chen nu kalde sig gæsteforsker i ‘ menneskerettigheder og politisk forskning’ og ‘ ledende rådgiver’ ved Lantos Foundation for Menneskerettigheder og Retfærdighed.

Mindre kan ikke gøre det, og aktivisten med den retfærdige sag har dermed gjort sig til et lydigt våben på den ideologiske højrefløj her i USA. Den tale, han holdt på Princeton Universitet 16. oktober i fjor, er et langt ideologisk kampråb til amerikanere om at føre ‘ menneskerettighedskamp’ mod Kina på alle niveauer, frem for alt internettet.

Dermed vinder han utvivlsomt en vigtig del af den amerikanske opinion og får kvitteret for sponsoratet hos sine donorer.

Men kampen om det kinesiske samfunds fremtid har han definitivt tabt. For ingen i det samfund, han kommer fra, vil længere kunne bruge hans erfaring og indsigt til at skabe de reformer, der må og skal komme indefra, hvis de skal vise sig langvarigt holdbare.

Chen har glemt den vigtigste lærdom i håndteringen af forholdet til Kina: at skal Kina forandres, hvad det naturligvis skal, må kineserne selv gøre det. Uden brug af dollarspækkede, bibelstærke bagmænd med tvivlsomme, politisk betændte og rabiate dagsordener.

(klumme i Politiken 21. maj 2014)

images

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar