FN’s første asiatiske generalsekretær, burmeseren U Thant, spillede en nøglerolle under Cubakrisen i 1962. Thants indsats er blevet revideret af historieskrivningen, og hans familiebolig i Myanmars tidligere hovedstad bliver nu museum.
Der er rustne hegn med låste porte omkring hele området, og høje træer skjuler delvis bygningen.Så det kræver en særlig aftale at få adgang til den ejendom, hvor en vigtig del af det moderne Burmas historie begyndte, årtier inden landet skiftede navn til Myanmar.
Den toetagers bungalow levede indtil for nylig en anonym tilværelse pakket ind i en lille park i bydelen Kamayut. I dag håndværkeres hammerslag og saven.
Huset blev kort efter Burmas uafhængighed i 1948 overdraget til en af Asiens største diplomatiske begavelser, U Thant. (U er en titel, der svarer til det britiske ‘ Sir’).
Thant var en nøgleperson i datidens demokratiske og uafhængige Burma og blev siden den diplomat, der fra 1961 og ti år frem var generalsekretær for FN. Han var den første FN-chef fra den tredje verden og kom til jobbet efter en international tragedie, da han blev midlertidigt udpeget, efter at FN’s svenske generalsekretær Dag Hammarskjöld omkom ved et flystyrt i Afrika i september 1961.
Aye Aye Thant er datter af U Thant og i dag en elegant, gråsprængt kvinde på 76. Det meste af sit liv har hun boet i New York. Hun blev i sine yngre dage vænnet til, at der over middagsbordets skåle med ris, kylling og grøntsager blev talt om John F. Kennedy, Nikita Khrusjtjov og Fidel Castro.
Som pensionist har Aye Aye Thant skabt sig en ny mening i livet. Hun er vendt hjem til sit fødeland for at rette op på historiens uretfærdighed.
»Kom indenfor og oplev lidt af, hvad der var min og min fars verden«, siger hun i et mildt, skrøbeligt tonefald stående ved siden af et foto på væggen, der viser forsiden af nyhedsmagasinet Newsweek fra 3. oktober 1966, hvor hendes far er gjort til emnet for bladets cover story.
På væggene i husets to rummelige stuer er der ophængt en stribe historiske sort-hvide fotos fra FN-hovedkvarteret i New York under faderens krævende embedsperiode i de tidlige og meget turbulente 1960′ ere. Her er billeder af bl. a. de to forgængere i generalsekretærembedet, Dag Hammarskjöld og nordmanden Trygve Lie.
Sammen med sin søn, den britisk uddannede historiker Thant Myint-U har Aye Aye Thant oprettet en fond med det formål at omdanne den tidligere familiebolig til et museum, som skal hædre faderens minde og genskabe erindringen om, at datidens kendteste burmeser spillede en nøglerolle i at redde verden fra et nukleart ragnarok.
Milepæl for forsoning
I dag har huset og den historie, det repræsenterer, tilmed fået betydning for den skrøbelige demokratiseringsproces i Myanmar. Som Thant Myint-U udtrykker det: »Dette sted er en milepæl for politisk forsoning«.
Renoveringen er i fuld gang. Det rummelige soveværelse er helt uden udsmykning, men det skal indsamlinger og private bidrag råde bod på. Haven er forsømt, men dog ryddet. Bygningen havde stået tom i en snes år, da Thant Myint-U og Aye Aye Thant dukkede op for et par år siden, og nærmer sig nu noget, der er præsentabelt.
I 1957 kom U Thant til New York som sit lands FN-ambassadør. Verden befandt sig dengang midt i en bundfrossen kold krig mellem supermagterne, men samtidig i afkoloniseringens sidste fase med en stribe af nyudklækkede, uafhængige stater i Afrika og Asien, der alle søgte om medlemskab af FN.
Netop afkoloniseringen var en af tidens største udfordringer. Men U Thant, der personligt havde erfaringer med både britisk og japansk overherredømme i sit hjemland, var bedre rustet end nogen til at få lukket verdensorganisationen op for de nye stater fra Afrika og Asien.
Thant var anderledes end sine to skandinaviske forgængere. Den lille bebrillede asiatiske diplomat vakte opsigt ved at praktisere buddhistisk meditation, umiddelbart inden han skulle til møderne i FN’s Sikkerhedsråd. Derudover demonstrerede han så betydelige evner som forhandler, at han vakte beundring både i den vestlige og den kommunistiske lejr.
Cuba-krisen
Kun et års tid efter sin tiltrædelse sad U Thant med en overhængende global konfrontation i hænderne: Cuba-krisen, hvor USA og Sovjetunionen bevægede sig på kanten af et atomart ragnarok. De mere præcise omstændigheder om generalsekretærens meget aktive rolle er først blevet kendt længe efter Thants afgang i 1971 og hans tidlige død kun tre år senere.
Da krisen i oktober 1962 var afblæst og den halve verden åndede lettet op, fremførte den amerikanske regering den hovedforklaring, at det var Kennedy-regeringens trussel om magtanvendelse – i form af en flådeblokade mod Cuba og et massivt opbud af krigsskibe og fly i havet omkring den kommunistisk styrede ø – der var udslagsgivende for krisens demontering.
Kennedys udenrigsminister Dean Rusk brugte vendingen »vor modpart blinkede først« som et ordspil for, at Sovjetunionen var den første til at give efter for pres.
Flere år senere føjede diplomater og historikere den væsentlige detalje til, at USA som en modydelse for nedtagning af de sovjetiske missilramper på Cuba havde tilbudt at fjerne de amerikanske Jupitermissiler fra baser i Tyrkiet.
Altså en noget for noget-logik, som siden har holdt sin sejrsgang i historieskrivningen.Men der er en tredje faktor, der spillede ind i afmonteringen af missilkrisen i 1962: generalsekretær U Thants forhandlingsevner.
Da præsident Kennedy annoncerede blokaden mod Cuba, reagerede den sovjetiske ledelse vredt ved at kalde det amerikanske skridt for en »uhørt indblanding i et suverænt medlemslands indre anliggender«.
Den nye gruppe af alliancefri lande i FN anmodede herefter Thant om at påtage sig en mæglerrolle, hvilket han gjorde ved at foreslå et treugers moratorium, hvor de sovjetiske flådetransporter ville blive holdt tilbage, og de amerikanske foranstaltninger til en blokade ville blive sat i bero.
I første omgang reagerede den sovjetiske FN-ambassadør Valerian Sorin negativt, men det gjorde han uden at have spurgt hjemme i Moskva. Til amerikanernes overraskelse var sovjetlederen Nikita Khrusjtjov positiv. De fleste sovjetiske transportskibe blev beordret til at sænke farten eller vende om, men enkelte befandt sig betænkeligt nær den inspektionszone, amerikanerne havde defineret.
Dette problem løste den burmesiske generalsekretær ved at fremsætte et oprindeligt amerikansk forhandlingsforslag som sit eget. Thant bad Moskva om at sikre, at de sovjetiske transportskibe undervejs til Cuba sejlede så langsomt, at de ikke kom ind i den zone, hvor de risikerede amerikansk konfiskering – eller endnu værre: beskydning.
Tilsvarende bad FN-chefen præsident John F. Kennedy om at sikre, at de amerikanske flådefartøjer skulle gøre deres yderste for at undgå en direkte konfrontation med de sovjetiske skibe. Der skulle skabes mere tid til forhandlinger.Ved at gøre amerikanernes forslag til sit eget blev dette udspil neutralt og dermed acceptabelt i sovjetledelsens øjne, konkluderer to amerikanske historieforskere, A. Walter Dorn og Robert Pauk, i en minutiøs gennemgang af krisens forløb.
Amerikansk garanti
Herefter fulgte to døgns intensive forhandlinger – 26. til 28. oktober 1962 – mellem supermagterne, hvor den udløsende faktor, der førte til en fredelig udgang, også blev Thants værk:
Det blev en regulær studehandel. Sovjetunionen skulle fjerne alle militære installationer i Cuba, som var relateret til missilerne, og den amerikanske regering garanterede den cubanske stats ‘ territorielle integritet’. USA skulle forsikre, at man hverken ville bombe cubanske mål eller invadere den lille kommunistiske østat.
Præsident Kennedy købte ideen. Ganske vist kun i forhandlingsperioden, som havde en udløbsdato på et par uger, men nok til, at Thant fik den nødvendige tid til at gå videre.
Det gjorde han bl. a. ved at overtage et oprindeligt amerikansk forslag om at sende et FN-observatørkorps til Cuba for at verificere en tilbagetrækning og nedtagning af de sovjetiske militære installationer. FN-observatørerne blev der aldrig noget af, men Thant rejste selv til Cuba og sikrede aftalens gennemførelse. Han returnerede til New York uden at få nogen heltemodtagelse, for amerikanske diplomater havde travlt med at fremstille krisens afmontering som et resultat af såkaldt hårdt diplomati, dvs. militært pres.
Også et nationalt ikon
I en særlig national burmesisk kontekst har U Thant også spillet en rolle, interessant nok umiddelbart efter sin død af lungekræft i november 1974.
12 år tidligere var datidens Burma blevet overtaget af en xenofobisk militærdiktator ved navn Ne Win. Han lukkede landet af for omverdenen og indførte nordkoreanske tilstande: isolation og massiv undertrykkelse.Diktatoren Ne Win afskyede U Thant på grund af FN-diplomatens berømmelse og popularitet. Så Ne Win nægtede at give U Thant den forventede statsbegravelse. Der var derfor ingen æresgarde i Rangoons lufthavn, da flyet med U Thants kiste ankom.
Da selve bisættelsen skulle finde sted, 5.december 1974, var tusinder af burmesere mødt frem langs hovedstaden Rangoons hovedstrøg for at vise landets kendteste borger den sidste ære. Kisten blev kørt til en britisk bygget væddeløbsbane, hvor den skulle stå nogle få timer inden begravelsen på en af hovedstadens mange kirkegårde.
Så skete det utænkelige: En gruppe studenteraktivister fjernede kisten fra podiet og førte den til den lokalitet, hvor Rangoons tidligere studenterforenings hus havde ligget. Dette hus var blevet sprængt i luften af diktatoren Ne Wins soldater umiddelbart efter militærkuppet i marts 1962.
Studenteraktivisterne opførte et midlertidigt mausoleum for Thant og brugte stedet til at holde agitatoriske taler vendt mod diktaturet. Den revolutionære eufori blev dog kort. I de tidlige morgentimer 11. december 1974 blev stedet stormet af soldater, mange studenter blev dræbt og Thant efterfølgende begravet ved foden af den monumentale Shwedagon Pagode, hvor han har ligget siden.
Skiftende militærjuntaer forholdt sig tavse om U Thant i årtier. I 2011 skrev generalsekretærens barnebarn Thant Myint-U til landets præsident Thein Sein og bad om tilladelse til at indsamle penge til at renovere den gamle familiebolig og hædre morfaderen.
Der kom positivt svar to dage senere.FN’s første asiatiske generalsekretær, manden, der fik supermagterne væk fra afgrunden i 1962, får nu en mindehal, indrettet i sin oprindelige familiebolig.
(Reportage i Politikens søndagssektion PS 10. august 2014)
Flemming Ytzen 