USA’s mest betydelige diplomatiske håndværker i det 20. århundrede gør regnebrættet op og giver kun plads til en beskeden optimisme.
Historie. Henry Kissinger: World Order. Penguin Press. 11 pund. Fem hjerter.
Høj moral og idealisme hører ikke hjemme i udenrigspolitik.Statsmandskunst skal bygge på pragmatiske magtbalancer.
Nøjagtig sådan har han ikke sagt det, men det er en holdning, der i årtier er blevet tilskrevet Henry Kissinger, der nu i en høj alder atter er blevet bogaktuel.
Folk på den anden side af de 50 ved eller burde vide, hvem Kissinger er, og hvilke begivenheder han forbindes med: Vietnamkrigen, USA’s udsoning med Kina, den amerikanske støtte til latinamerikanske militærdiktaturer, nedrustningsaftaler med Sovjetunionen und so weiter.
Jo, det var ham, der lod sin præsident sønderbombe Vietnam, Laos og Cambodja, inden han satte sin underskrift på en fredsaftale, der aldrig kom til at virke, men som han ikke desto mindre høstede Nobels Fredspris for. En beslutning, som historikerne og Kissingers apologeter siden har haft vanskeligheder ved at forklare og forsvare.
Det var også ham, der fik to præsidenter, Richard Nixon og Gerald Ford, til at indgå nedrustningsaftaler med Sovjetunionen, så der blev en slags ro om kernevåbenoprustningen.
SÅ KISSINGER kalder på både beundring og kritik, og i nogle tilfælde afsky, for alt det, han nåede at udrette i det 20.århundrede som sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister i årene 1968-75. Efter sin afgang fortsatte han med at have indflydelse – som privat rådgiver, analytiker og historiker.
Hans bøger, en lille snes er det blevet til, er en sand perlerække af indsigt i verdens ubehagelige indretning og især USA’s forsøg på at forandre kloden til noget friere og bedre. Statsledere, diktatorer som folkevalgte, på flere kontinenter har stået i kø for at få ham som gæsteforelæser.Han får ubesværet adgang til de helligste haller i Beijing, når det passer ham.
Tyskfødte Heinz Alfred Kissingers seneste publikation er, må vi formode, den sidste fra den 91-årige og dermed et slags testamente. Titlen, ‘ World Order’, siger det hele i kombination med det berømte forfatternavn: Her er verdenshistorien forklaret, som den er, og som den burde være, hvis en højere magt havde givet forfatteren et ekstra liv eller to, så han kunne have tjent samtlige amerikanske præsidenter op til i dag.
Bogen er meget mere end kun analyser af det 20. århundredes kalamiteter. Kissinger kan i detaljer forklare kalifaternes opståen og de årtusinder gamle kejserlige hierarkiers logik i Østasien. Men det er i Europa, hvor han blev født i 1923, at han er på hjemmebane.
For det er i Europa, at hans politiske ledestjerne, Den Westfalske Fred, blev skabt i 1648 og stabiliserede kontinentet. De pragmatiske magtbalancer mellem velordnede stater er Henrys katedral, hvis ikke en slags bibel. Bogen er imponerende i sin gennemgang af, hvad Metternich, Talleyrand, Richelieu, Woodrow Wilson og Teddy Roosevelt har stået for; en slags tour de force i verdens uorden gennem især de seneste fire århundreder.
Den røde tråd hele vejen igennem de 421 sider er, at Kissinger beundrer den form for magtbalance, der udspringer af magtlogikken fra 1648, på trods af at det USA, han har tjent, har gjort ikke så lidt for at sætte en anden og mere idealistisk orden på spil.
KORT FORTALT opstår den westfalske orden med den aftale, der i 1648 bragte en afslutning på Trediveårskrigen mellem Europas katolikker og protestanter. Det var ved dette skæringspunkt i historien, at europæiske ledere skabte et pluralistisk system, hvor stater kunne konkurrere og rivalisere med hinanden, men hvor der kunne holdes orden gennem magtbalancer. Udenrigspolitikken blev dermed forsøgt adskilt fra indenrigsanliggender.
Modsætningen til de europæiske balanceprincipper finder Kissinger i islam, som han kalder både en religion, en multietnisk superstat og århundredlange forsøg på at fremme en religiøst drevet verdensorden ledet af arabere, tyrkere eller persere. Den islamiske verden ligner ingen anden kultur eller civilisation, mener han, fordi den gør troen til undersåtternes totale identitet og omsætter dette til ekspansiv politisk magt. Konverter eller dø!
Men var de kristne korstog måske ikke lige så vederstyggelige? Ikke tale om, svarer Kissinger, for nok udryddede de spanske erobrere et par højkulturer i Latinamerika, men de kristne kolonisatorer lærte sig at skelne mellem, hvad der Guds rige, og hvad der var kejserens. Sekularismen er en kristen opfindelse:
»Med tiden blev kristendommen et filosofisk og historisk koncept i stedet for en operationel strategi eller et organisationsprincip for en verdensorden«, lyder forklaringen. Kolonitiden, da især Spanien, Portugal, Storbritannien og Frankrig blev verdensmagter, var drevet af konkurrence og rivalisering, altså mere af økonomiske motiver end af religiøse.
Det 20. århundredes verdenskrige gjorde op med det alt sammen, men der blev skabt ro med den kolde krig, der fungerede takket være atomvåben og magtbalancer. Dem var forfatteren selv med til at udforme og kan derfor tale med overbevisning om deres nytteværdi.Naturligvis er bogen et forsvar for Kissingers eget håndværk som den, der afgørende rokkede ved den globale magtbalance ved i begyndelsen af 1970′ erne at trække Kina ud af den sovjetiskledede østblok.
MEN ARGUMENTERNES svaghed er indlysende: Hvordan bruge magtbalancelogik, der var nyttig i det 17., 18. og 19. århundrede, når nutidens konfliktformer er grænseoverskridende, frem for alt den terrorisme, som stort set bliver forbigået i bogen?
Et paradoks i verdens tilstand er, at mens Europa og USA har taget afsked med den westfalske orden gennem den europæiske integrationsproces og de amerikanskledede interventioner i især Mellemøsten, har giganterne i Østasien i overvældende grad taget principperne fra 1648 til sig.
Intet sted finder man et mere konsekvent og principielt forsvar for ikke-intervention og nødvendigheden af magtbalancer end i Beijing, Tokyo, Jakarta og Delhi. Statsmanden emeritus beundrer de asiatiske lederes evne og vilje til at holde klodens mest dynamiske verdensdel kørende med hjælp af principper, som er forladt på det kontinent, hvor de opstod. Europa har givet verden velfungerende indretninger, der kun rakte til starten af det 20. århundrede, og som efter den kolde krigs ophør er afgørende udfordret af, at flere af de tidligere kolonier har vokset sig økonomisk stærke.
USA har udviklet fornuftsbetonede balanceforhold til både Indien og Kina, mens relationerne til Rusland er splintret (vi må formode, at manuskriptet blev gjort færdig lige inden Ukraine-krisen).
Tilsyneladende er Kissinger ude i en begyndende fortrydelse i forhold til den konklusion, hvormed han sluttede sit forrige storværk, ‘ On China’. Her både forudsiger og anbefaler han et praktisk ‘ G2’, at USA og Kina etablerer et globalt partnerskab, og argumenterer for, at de to giganter har et komplementært forhold, hvor de ideologiske modsætninger er elimineret.
Men i ‘ World Order’ drejer han halvvejs om på hælen og siger, at USA nok er en slags partner i Kinas opstigning, men konstaterer derefter, at »partnerskab ikke kan opnås ved proklamationer«.
Han er overhovedet ikke optimistisk på sit eget lands, dvs. supermagtens, vegne. For USA er ved at være kendt som ‘ retræte-magten’, der forlod både Vietnam, Irak og Afghanistan. Afgørende er det her, at de principper, der har gjort Amerika stort, retsstaten, demokratisk praksis og dyrkelsen af individets frihed, fejler, når de skal implementeres med magt i lande, hvor forudsætningerne for gennemførelsen ikke er til stede. Det er Woodrow Wilsons idealisme, han endnu en gang er ude efter. Så hellere Theodore Roosevelts pragmatisme.
Klassisk diplomati er ikke indifferent over for moral i udenrigspolitikken, men Kissinger gør det i stedet til den højeste moral, at stater ikke kaster sig ud i gensidige ødelæggelsesforsøg gennem krig. Den højeste moral er altså staters gensidige respekt. Tag den, menneskeretsforkæmpere og ytringsfrihedsfundamentalister.
KISSINGER GØR KORT proces med dem, der med det såkaldte arabiske forår troede, at befolkningerne gjorde opgør mod tyrannerne for at få demokrati og frihed til afløsning for despoti og undertrykkelse.Nej, oprørerne var kun interesserede i ‘ demokrati’, så længe de kunne bruge dette til at sætte sig på magten og fjerne rivaler. Krigen i Syrien er ikke en konfrontation mellem en diktator og tilhængere af demokrati, men et opgør mellem sekter om, hvem der skal kontrollere det, der måtte være tilbage af en syrisk stat. Dermed er konflikten gjort til en stedfortræderkrig mellem Iran på den ene side og de konservative Golfstater på den anden.
KONKLUDERENDE ADVARER Kissinger om, at konflikterne i Syrien og Irak indvarsler, at statsapparaterne ophører med at fungere (begge var i forvejen kunstige statsdannelser, kan man indvende).Vi er med andre ord tilbage ved Thomas Hobbes’ kaotiske samfundstilstand.
Fjernelsen af arabiske eneherskere har ikke skabt folkelige bevægelser for demokratisering, men stammers hævn over arvefjender. Staters kollaps skaber arnesteder for ikke bare terror, men ‘ alles krig mod alle’.
Nogle vil hade Henry Kissinger for hans kulturpessimistiske udlægning af elendigheden i den arabiske verden; andre vil klappe og sige: endelig en realist, der kalder en spade for en spade.Uanset hvilken vinkel man anlægger, er bogen en sand skatkiste af vise betragtninger over verdens uorden. Men selvfølgelig retfærdiggør den 91-årige også sin egen rolle i historien i dette formidable og uomgængelige værk.
(anmeldelse i Politikens bogsektion 12.10.2014)
Flemming Ytzen 