USA lukker Kina forsigtigt ind i Afghanistan

Udgivet den 18. februar 2015 af flemmingytzen

Vejen til en fredsordning i Centralasien tager et sving omkring Beijing. 

Flere års diskret pres ser nu ud til at give resultater. Amerikanske bestræbelser på at få Kina til at påtage sig en mere aktiv rolle i stabiliseringen af Afghanistan er ved at lykkes. Om det på sigt kan hjælpe det plagede land ud af den langvarige spiral af etnisk og religiøs vold, er det for tidligt at spå om, men det er et interessant spor, der lægges ud i disse måneder.

Før årsskiftet mødtes forhandlere fra USA, Kina og den nye afghanske regering til fortrolige forhandlinger i London. Et opsigtsvækkende møde, fordi Kina hidtil har modsat sig skridt, der kunne tolkes som indblanding i et andet lands anliggender.

Mødet kom få dage efter, at repræsentanter for Taleban havde været i Beijing for anden gang på kort tid. Amerikanske diplomater tolker udviklingen som et regulært politisk skifte, som først er blevet muligt, efter at præsident og generalsekretær Xi Jinping har justeret sin udenrigspolitik ind efter nye prioriteringer.

INTET AF dette burde overraske i betragtning af, at den afghanske præsident Ashraf Ghani valgte Beijing som sin første destination for et officielt besøg. Ghani skulle i det mindste takke for, at Kina i de kommende tre år har givet tilsagn om økonomisk bistand i størrelsesordenen 327 millioner dollars.

Bevillingerne er en adgangsbillet for Beijing til at få indflydelse på de stabiliseringsbestræbelser, der med stor sandsynlighed bliver sværere fremover, fordi den vestlige tilstedeværelse i Afghanistan, militært som civilt, reduceres.

cafg2810e

Og det giver mening i betragtning af, at Islamisk Stats nyeste frontlinje ser ud til at ligge i Afghanistan.

I SIDSTE uge forklarede det afghanske indenrigsministeriums talsmand Siddiq Siddiqi følgende i et interview med Radio Free Afghanistan: »Islamisk Stat eller de folk, der kalder sig for Islamisk Stat, er aktive i nogle af vore landområder. Det bekræftes af efterretningsrapporter, så vi kan ikke længere benægte det«.

Det sagde Siddiqi kun to dage efter, at han havde opfordret udenlandske medier til overhovedet ikke at nævnte ‘ den gruppe, der slet ikke eksisterer i Afghanistan’, fordi det ville fremme Islamisk Stats sag.Dagen forinden var Mullah Abdul Rauf blevet dræbt af et amerikansk droneangreb i Helmand-provinsen.

Rauf var en tidligere Talebanleder, indsat i Guantánamo i flere år som fange nr. 108 og sendt tilbage til Afghanistan i 2007, efter at myndighederne i Kabul havde vurderet ham til ikke længere at udgøre en sikkerhedsrisiko.I 2010 rapporteredes, at Rauf havde sluttet sig til Taleban, og i december i fjor blev hans loyalitetserklæring til Islamisk Stat refereret i både nationale afghanske og internationale medier.

31659988

DEN kinesiske regering er traditionen tro fåmælt, når det gælder involveringen i Afghanistan.Taleban har indrømmet, at gruppen har kontakt til Beijing, men afviser, at der er en kinesisk rolle i noget, der kan kaldes fredsforhandlinger.

Men på regeringssiden i Kabul er Kinas engagement håndgribeligt i form af træningsprogrammer for afghanske politistyrker og leverancer af sikkerhedsudstyr.Beijing var i oktober i fjor vært for en konference om Afghanistan, hvor amerikanske deltagere blev forundrede over, at en kinesisk general luftede muligheden af et amerikansk-kinesisk samarbejde om at udvikle og uddanne afghanske sikkerhedsstyrker.

Det er der indtil videre ikke kommet mere konkret ud af, men det interessante er, at USA ikke direkte advarer mod, men snarere opmuntrer til et øget kinesisk engagement i det hårdt plagede centralasiatiske land.

Logikken i dette spil er selvindlysende: Kina har noget, USA ikke har: gode diplomatiske kanaler til Rusland og Iran, uden hvem en afghansk fredsordning næppe lader sig realisere. Og Pakistan, ej at forglemme, er i denne sammenhæng et vigtigt land, der lytter til både Washington og Beijing.

EPA-Embajada-china-en-Kabul-web

Ashraf Ghani, den afghanske præsident, er fra sin tid i Verdensbanken fortrolig med kinesisk udenrigspolitisk tænkning. Straks efter Ghanis indsættelse i fjor ankom kinesiske diplomater og efterretningsfolk i betydeligt antal til Kabul, men interessen for et øget engagement går længere tilbage, mener den danske chef for EU-repræsentationen i Kabul, Franz-Michael Mellbin, der over for Wall Street Journal pointerer, at Kina længe har søgt efter muligheder for at føre en mere aktiv udenrigspolitik, men helst på en måde, der ikke vil blive opfattet af USA som en strategisk udfordring.

Truslen fra Islamisk Stat kan på sigt blive det, der bringer USA og Kina sammen i en pragmatisk sag til sag-alliance, båret af simpel nødvendighed.

(klumme i Politiken 18. febr. 2015)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

‘American Sniper’ starter kulturkrig i USA

Udgivet den 7. februar 2015 af flemmingytzen

Clint Eastwoods seneste epos om en snigskytte bliver en monstersucces og genstarter debat om USA’s våbenkultur

HOLLYWOODVETERANEN Clint Eastwood, 84, ser i sit livs aften ud til at få sin største kassesucces som instruktør. ‘ American Sniper’, der er bygget over finskytten Chris Kyles indsatser på krigsskuepladser i Irak, har netop passeret 250 millioner dollars i billetsalgsvolumen, og de tæller stadig videre derovre.

Chris Kyle var en ærkeamerikansk, kristen og konservativ familiefar fra Texas, der som medlem af elitekorpset Navy Seals deltog i George W.Bushs dybt kontroversielle krig i Irak med sin kikkertriffel og varetog sine kammeraters ve og vel ved at tegne sig for 160 bekræftede drab på irakiske fjender, størsteparten i det blodige år 2006.

04author_2-articleLarge

Ingen amerikansk soldat er tidligere nået op på det antal, og der er endda nogle af Kyles medudsendte, der mener, at han fik ram på en hel del flere. Ikke alle ofre var mænd i den krigsduelige alder.

Mellem udstationeringerne var Kyle hjemme hos sin smukke hustru og forsøgte at være far til sine to børn, og en stor del af filmen er helliget hans svære tilpasningsforsøg til familielivet. Hans liv får en brat ende en februardag i 2013, da han tager ud på en skydebane sammen med en anden Irak-veteran, der viser sig at være mentalt forstyrret, sandsynligvis på grund af diagnosen PTSD, og retter sit våben mod Kyle. Af slutteksterne fremgår det, at Kyle blev dræbt af en, han forsøgte at hjælpe.

chris-kyle-0-768

Virkelighedens American sniper fik en heltebegravelse uden fortilfælde. Langs motorvejene i Texas stod tusinder i silende regn og løftede stars and stripes til ære for afdøde. Retssagen mod Kyles drabsmand starter senere i denne måned.

MENS DE AMERIKANSKE biografteatre fortsat bestormes, raser debatten i medierne om, hvorvidt filmen er en heftig omgang højreorienteret patriotisme, en forherligelse af våbenkulturen i USA eller en ureflekteret hyldest til en ‘ krigspsykopat’.

De klassiske fronter i det, mange amerikanere kalder for en kulturkrig, er trukket op mellem patrioter på den ene side og venstreorienterede liberale på den anden.

En af Eastwoods kolleger, filmmanden og debattøren Michael Moore, der i sine film har angrebet flere af det konservative USA’s kerneværdier (det privat finansierede sundhedssystem og våbenlovgivningen ikke mindst), tweetede dette budskab, som blev refereret i mange aviser: »Min onkel blev dræbt af en tysk snigskytte i Anden Verdenskrig. Jeg er opdraget med det synspunkt, at en snigskytte er en kujon, fordi han skyder sine fjender bagfra.Snigskytter er ikke helte. Og soldater i invasionsstyrker er værre«.

clint-eastwood-best-moments-american-sniper

I Chicago Tribune noterer kommentatoren John Kass om ‘ American Sniper’, at han finder skuespilleren Bradley Cooper (der spiller Chris Kyle) værdig til at modtage den Oscar, han er nomineret til, men afviser, at filmen glorificerer Kyle som en klassisk krigshelt.

»Filmen skildrer de psykiske ar, som et godt menneske, der har været i krig, må forsøge at leve med. Coopers skytte er en mand, der tager til fronten med Bibelen i lommen. Han har ofte svært ved at åbne den, især når han har skudt og dræbt fjender. Hvis man som soldat begynder at opfatte sine fjender som mennesker, mister man forstanden. Kyles mission var at dræbe fjender for at redde amerikanske soldater og så komme hjem«.

ET KRAFTFULDT indlæg står ligeledes i Chicago Tribune (og syndikeres i en stribe andre amerikanske dagblade) og er skrevet af Lorraine Ali, en kvinde af irakisk oprindelse.Lorraine Ali beskylder Clint Eastwood for at ‘ dehumanisere’ almindelige irakere.»Irakerne i filmen er ikke mere end staffage og uhyggelige monstre, der torterer børn og formerer sig som kakerlakker«.

Når der kaldes til bøn i filmen, er det varsel om massakrer: »Arabere i den film kan ikke drikke te uden at komme til at ligne Satans bødler, hvilket står i skarp kontrast til den omhyggelige skildring af Kyles kamp med posttraumatisk stress syndrom (…) det er en fortælling om de gode mod de onde, ganske som da George Bush skulle sælge sin invasion af Irak til den amerikanske offentlighed i 2003«.

64278_535633773134042_2134717399_n-300x204

Filmens gigantiske indtjening kommenterer Lorraine Ali således: »Endelig er der kommet et succeshistorie ud af krigen i Irak«. Hendes detaljerede aviskommentar indledes med beskrivelsen af et attentat mod en bil i Bagdad for to måneder siden, der havde ni personer om bord. De skulle til begravelse, men blev ramt af en selvmordsbombe.

»Tre generationer blev udslettet i et splitsekund. Gamle mænd, midaldrende fædre og et par børn, der var så små, at de stadig havde deres mælketænder«. Lorraine Ali fik nyheden om drabene via Facebook. Et af de dræbte børn var en søn til hendes fætter, Kareem.

»Jeg forestillede mig, at denne dreng kunne have været legekammerat med min søn. På Facebook er der et foto af en af de andre drenge, der omkom. Deres historie vil der aldrig blive lavet en film om«.

Debatten om ‘ American Sniper’ er kun glimtvis sivet ud i europæiske medier: Det britiske dagblad The Guardian trak den krigskritiske frontlinje op med ordene: »Virkelighedens American sniper var en dræber fyldt med had. Hvorfor har simplificerende patrioter så travlt med at gøre han til en helt?«.

(artikel i Politiken 7. febr. 2015)

Udgivet i Globalt, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Kina bruger Dalai Lama til at teste den danske opinion

Udgivet den 4. februar 2015 af flemmingytzen

Den tibetanske leder frabeder sig en politisk rolle, men aktivister og politikere gør det umuligt. 

ENHVER, DER har mødt repræsentanter for det tibetanske eksilsamfund eller for den sags skyld Hans Hellighed Dalai Lama i egen høje person, går overvældet fra oplevelsen, medmindre man tilhører kategorien af benhårde materialister med et totalt rationelt verdenssyn.Ingen anden åndelig lederskikkelse rummer den spiritualitet, som alle vi frihedselskende, men åndsforladte ikke-religiøse individer higer efter, om end vi sjældent er villige til at erkende det.Nu er Dalai Lama igen på vej til Danmark og vil med sikkerhed få den form for opmærksomhed, mange af os ikke kunne drømme om at give vore egne præster, biskopper, filosoffer eller andre åndsfyrster.

For Hans Hellighed rammer noget dybt inde i vore hjertekamres sjæledyb.Når han lykkes så fint, skyldes det, at han er den åndelige leder for en kultur, hvor befolkningens livsform repræsenterer alt det, vi havde, inden vi blev et moderne samfund: opofrelse og medfølelse; den personlige og ubesmittede hengivenhed frem for den institutionelle og statslige; den, vi har sat i system med velfærdsstaten og høje skatter.

Dalai-Lama-Teacher-Quotes-Images1

FOR I DET Tibet, som Dalai Lama flygtede fra i 1959, er der hverken velfærdsstat eller høje skatter. Den tibetanske livsstil er af en sådan karakter, at den er uegnet til beskatning og dermed modernisering.I stedet har tibetanerne fået en frygtindgydende udviklingsmaskine, ledet af anonyme ateistiske tekno-og bureaukrater, som er i færd med at udvikle det tibetanske plateau til ikke bare Asiens, men hele verdens vandreservoir.

En halv snes af klodens største og vigtigste floder har deres udspring i Tibet, og uden kinesernes og indernes effektive udnyttelse af disse vandressourcer ville det meste af Asien være lige så forarmet som bundkategorien af afrikanske og arabiske samfund.Denne realitet forties, hver gang en vestlig leder trykker Hans Hellighed i hånden, Obama inklusive.

Da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen modtog Dalai Lama på Marienborg i 2003, lykkedes det at holde de kinesiske protestbrøl inden døre. Men da Lars Løkke Rasmussen gentog seancen i 2009, havde kineserne fået nok. De truede med at blive væk fra COP15 (klimatopmødet) og lukkede ned for en stribe ministerbesøg, hvorefter Danmark blev tvunget til at underskrive den såkaldte Tibet-note, hvor vi tilmed forpligter os til at modarbejde tibetansk selvstændighed.

1935995-lokke

At Kina fortsætter med at kritisere vestlige lederes møder med Tibets åndelige leder virker proportionsløst og ude af trit med virkeligheden, al den stund Dalai Lama for længst har præciseret, at hans eksilregering ikke har løsrivelse som mål.

Chonpel Tsering fra det tibetanske repræsentationskontor i London har en forklaring på dette: Gennem sin uforsonlige linje tester det kinesiske diplomati, i hvor høj grad man er i stand til at påvirke vestlige politikere og opinionen bag dem.Stort set alt i kinesisk retorik og diplomati kan forklares med ønsket om kontrol, mener Chonpel Tsering.

Det gælder indadtil i det tibetanske samfund og udadtil i den globale opinion.Det virker paradoksalt, at Kinas Kommunistparti under de seneste tre præsidenter har tilladt en betydelig vækst i religionsudøvelsen i det kinesiske samfund.Antallet af aktive kristne vokser hurtigere end noget andet sted på kloden, og selv præsident Xi Jinping har officielt anerkendt buddhismens betydning for landets udvikling.

Alligevel vil Kina ikke tillade, at Dalai Lama vender hjem til sit folk. Chonpel Tsering mener, at den virkelige risiko for kommunistpartiets ledere er, at en hjemvendt Dalai Lama bliver voldsomt populær, også i det etniske flertal i Kina, og dermed en åndelig modpol til præsident og generalsekretær Xi Jinping.

Selv om Kina kun accepterer religionsdyrkelse i det omfang, at den er totalt afpolitiseret, vil en mulig tilstedeværelse af Dalai Lama i hjemlandet få politiske konsekvenser i det kinesiske samfund, uanset at Hans Hellighed for længst har gennemført en adskillelse af religion og politik i sin egen bevægelse.

dalai-lama-life-quotes-sayings-lose-hope-wallpaper-1920x1440

DEN TIBETANSKE eksilleder repræsenterer derfor et levende paradoks: Han har undsagt muligheden for at gøre noget politisk for sit folk, men er tvunget ind i rollen som symbol for verdens dårlige samvittighed, fordi vestlige aktivister og politikere vil det sådan.

Et møde mellem statsministeren og Dalai Lama bliver der ikke noget af, men rollen som moralsk støtte vil blive udfyldt af blå blok, sekunderet af Enhedslisten. Intet vil være forandret; Kina vil fortsætte med at pumpe milliarder ind i Tibet til det, der kaldes udvikling og modernisering.Det vil lade Dalai Lamas værter i de vestlige samfund helt upåvirket.

(klumme i Politiken 4.02. 2015)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Lær at leve på frygtens kontinent

Udgivet den 29. januar 2015 af flemmingytzen

En kløgtig franskmand advarede os for seks år siden. Nu står vi ved modpolen til Murens fald. 

Virkningerne af terrorangrebet på det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo vil snart kunne mærkes overalt i europæisk politik.Det, som nogle frygtsomt kalder et nationalistisk vælgerskred mod højre, vil for andre være en fornuftig reaktion mod for stor en indvandring og en påstået multikulturalisme, der er kommet ud af kontrol.

Uanset hvor man vælger sine forklaringer, er der ingen vej uden om den realitet, at den endelige dom falder ved stemmeurnerne.Frygten vil være den faktor, der kan vælte regeringer og bringe nye partikonstellationer til magten i europæiske hovedstæder.Spænd bare sikkerhedsbæltet. Vi burde ikke være overraskede over, at frygt er blevet en politisk faktor, men er den også legitim i betydningen velbegrundet?

resize

De mest kvalificerede svar fik vi for seks år siden, da den franske politolog Dominique Moïsi udgav ‘ The Geopolitics of Emotion’. Bogen rystede det etablerede fundament i Europas politiske debat og sendte både konservative og liberale intellektuelle til tælling.Moïsi er grundlægger af det franske Institut for Internationale Relationer og søn af en overlever fra Auschwitz. Han har de stærkeste forudsætninger for at analysere sammenhængen mellem frygt og magtpolitik.

DA VI året efter bogens udgivelse fik inviteret Moïsi til at holde et oplæg her i Politikens Hus, var der mærker i gulvet efter alle de kæber, der tog turen den vej. Moïsis budskab i bogen og til sine tilhørere dengang kan i korthed sammenfattes således: Verdens tilstand kan forklares med tre grundfølelser: frygt, ydmygelse og håb.De bunder alle tre i tillid: håb er tillid i betydningen positive forventninger, frygt er mangel på tillid, altså mistro, og ydmygelse er tabt selvtillid, en kollektiv oplevelse af nederlag.

417T7dHo67L._AA160_

Ifølge Moïsi står Østasien ledet af Indien og Kina for håb og optimisme; de arabiske lande er hærget af opløsning og ydmygelse, mens frygt gennemsyrer det europæiske kontinent.For en generations tid siden mente et flertal af europæere, at kontinentet var et forbillede for resten af verden, men den oplevelse er ved at være gået fløjten. Det mærkes, når veluddannede asiater kommer til Europa og spørger: Hvordan kan I hævde en demokratisk ligeværdighed, når det er Tyskland, der dikterer betingelserne for alle jer andre?

AT EUROPA er forvandlet til et frygtens kontinent, lader sig forklare med en stribe lokaliteter og årstal: Madrid 2004, London 2005, Muhammedtegningerne 2006, finanskrisen 2008-09, Ukraine-krisen 2014 og Charlie Hebdo 2015.

I kombination med hvad mange naivt stadig insisterer på at kalde et arabisk forår (realister kalder det et sammenbrud), er der opstået en tilstand, der har bragt Europa over i den modsatte ende af den position af overlegenhed, vi så elegant landede i med Murens fald i 1989.

Det er frygten for det uoverskuelige og ukontrollable, der presser sig på, men den kan forklares rationelt ved at henvise til nyhederne om flygtningestrømmen øst-og sydfra.Grækenland, den europæiske civilisations vugge, er under dobbelt pres; indefra på grund af de folkevalgtes inkompetence og udefra som følge af sammenbruddene i Mellemøsten.

2r61fu0

VED SIN legendariske indsættelsestale 4.marts 1933 gik Franklin D. Roosevelt til angreb på fattigdommen ved at betone, hvad frygt kan betyde i politik: Det eneste, vi behøver at frygte, er selve frygten, sagde han.

Hvad Roosevelt mente var, at frygt ikke måtte hindre gennemførelsen af påtrængende politiske valg. Han ville skabe beskæftigelse ved at regulere Wall Street og appellerede til amerikanske kapitalister om at samarbejde med staten for at bringe arbejdsløse amerikanere i arbejde. Opgaven var gennemførlig, for der stod ikke tusinder af forfulgte og sultende mexicanere og bankede på ved Rio Grande.

Ikke en eneste regeringschef eller kommissær i Europa vil gøre retorisk brug af angsten som tema, for så fremstår de som inhumane. I stedet bruger de euroteknokraternes økonomiske fagsprog for at gøre problemerne til noget rent europæisk.Men de politiske konsekvenser får de alligevel at mærke: For vælgerne lader frygten være den primære faktor, der fører pennen, når krydset sættes på valgdagen. Den kløgtige franskmand Moïsi har fået mere ret, end godt er.

21506156-jpeg_preview_large

(klumme i Politiken 29. jan. 2015)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Ateisten Alexander fik 19 måneder i fængsel for blasfemi

Udgivet den 22. januar 2015 af flemmingytzen

Det multikulturelle Sydøstasien påberåber sig trosfrihed og religiøs tolerance. Den har dog sine grænser. 

Lederne i klodens folkerigeste muslimske land, Indonesien, forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve ørigets politiske og kulturelle dyder: at nationen er demokratisk, har udstrakte frihedsrettigheder og etnisk og kulturel tolerance.

Et langt stykke ad vejen er denne selvros berettiget, men der er også grænser for tolerancen, og de trækkes ofte skarpt op. Kort før årsskiftet, på 10-års dagen for tsunamien i 2004, der kostede mere end 200.000 indonesere livet, sagde landets vicepræsident, Jusuf Kalla, at hans land »er det mest harmoniske blandt alle lande med muslimsk befolkningsflertal. Vi har ingen af konflikter, der ligner det, andre har. Vi lever sammen på den mest harmoniske måde«.

Regeringen i Jakarta og i nabolandet Malaysia, der også har muslimsk befolkningsflertal, var hurtigt ude med fordømmelser af terrorangrebet på det franske magasin Charlie Hebdo. Alt sammen lige efter den diplomatiske håndbog, men det hører med i billedet, at en publikation som Charlie Hebdo ikke ville have overlevet mere end en uges tid, hvis den var blevet udgivet i Jakarta eller Kuala Lumpur. Oplaget ville være blevet konfiskeret, udgiverne ville have fået deres licens inddraget og retsmaskineriet ville være sat i gang.

INDONESIENS forfatning beskytter retten til religionsfrihed, men så skal den lille kvarte milliard indbyggere også bekende sig til de anerkendte verdensreligioner, dvs. islam, katolicisme, protestantisme, buddhisme og hinduisme. Ve den arme djævel, der kritiserer de nævnte trosretninger; for de risikerer op til fem års fængsel for ‘ fornærmelse mod troende’.

Det var, hvad der skete for dataspecialisten Alexander Aan fra det vestlige Sumatra.Han begyndte at stille spørgsmål ved, om der overhovedet er en Gud, og nåede efter grundige overvejelser til den erkendelse, at han er ateist. Budskabet bragte han ud på en facebookside for ateister startet af oversøiske indonesere i Holland, og så kom han i sikkerhedsmyndighedernes søgelys.

images

ATEISTEN Alexander Aan blev arresteret og anklaget for blasfemi. Indonesiens statslige ideologi kaldet Pancasila beskytter monoteisme og gør blasfemi til en lovovertrædelse, skønt forfatningen taler om trosfrihed. I 2012 blev Alexander Aan idømt 30 måneders fængsel for at sprede ateistiske budskaber på internettet. For et år siden blev han benådet efter at have afsonet 19 måneder af straffen, men efterfølgende slog en højesteretskendelse fast, at dommen havde været »passende«.

Dette på trods af at den lokale domstol havde forkastet anklagerne for blasfemi og ateisme og i stedet dømte ham for at have »opildnet til religiøst had« via internettet.

I DAG ER Aan en meget stille mand, men under retssagen havde han forklaret sig på følgende vis: »Jeg blev dårlig af at se tv-billeder af folk, der var ofre for krig, sult og fattigdom og kunne ikke se meningen med dette. Så jeg spurgte på en blog, om der overhovedet er en Gud. Ikke for at sprede had, men for at åbne op for diskussion«.

alexander-aan

Organisationen Christian Solidarity Worldwide mener, at dommen og straffen til Alexander Aan er næret af en voksende og konservativt præget tolkning af islam. Denne tendens kan få ubehagelige konsekvenser for de 10 procent af befolkningen i øriget, der er kristne. De er begyndt at mærke, at tolerancen, pluralismen og multikulturalismen har sine begrænsninger.

Ifølge organisationen Communion of Churches in Indonesia er mere end 430 kirker i landet blevet enten angrebet, lukket eller direkte raseret siden 2004.

Den indonesiske lovgivning vedrørende religionsfrihed er præget af de mange år, hvor landet blev styret af en militært domineret elite, og islamister fik jernhånden at føle. 16 års demokratisering har været vellykket, målt på mediernes frihed og udviklingen af civilsamfundet. Indonesien har tilstande, som det muslimske Afrika, den arabiske verden eller Iran indtil videre kun kan drømme om.

8edyz8y

Men sagen mod Alexander Aan viser, at verden uden for Indonesien ikke længere bør kalde landet for et forbillede. Paradokset er, at mere konservative fortolkninger af islam er vundet frem i takt med udviklingen af regionalt demokrati og politisk decentralisering. Hundredvis af lokalregioner har vedtaget lovgivning, som er inspireret af sharia, og det er her, at ateister eller religionskritikere kommer i vanskeligheder.Mange forbliver tavse; skræmt af det, der ramte Alexander Aan. Det var utvivlsomt også meningen med at dømme ham. Friheden har grænser.

(klumme i Politiken 22. jan. 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Lad 2015 blive Charlie Hebdos år

Udgivet den 9. januar 2015 af flemmingytzen

Bliver apologeterne klogere af erfaring eller fortsætter de med at gemme sig bag en naiv idealisme?

Vi har hævnet profeten. Gud er stor«. Sådan lød det fra drabsmændene, da de forlod gerningsstedet i det centrale Paris.Hvorfor er det så lige, at islam finder anvendelse i denne blodige sammenhæng?

Mens vi venter på, at den danske debat om sammenhængen mellem radikaliseret islam, ineffektiv integration og befolkningsgruppers behov for at finde identitetsmarkører, herunder voldshandlinger, når nye højder, må det være på sin plads at gøre brug af islamforskningens grand old man, Bernard Lewis.

En intellektuel sværvægter, der snart fylder 99, er still going strong og gennem årtier har været et hadeobjekt for pseudo-humanister, borgerlige som venstreorienterede.Tilbage i foråret 2007 skrev han i en opsigtsvækkende artikel om, at fanatiske muslimers krig mod kristendom og Europa var trådt ind i en ny fase, og han stillede spørgsmålet: Vil islam erobre verden, eller vil friheden i sidste ende være det mest tillokkende?

ED-AN327_winter_DV_20110401172825

LEWIS kaldte tiden efter 2001 for islams tredje angrebsbølge. Han forklarede, at den første bølge daterer sig tilbage til selve islams begyndelse, da den nye tro bredte sig ud fra Den Arabiske Halvø, hvor den havde sin vugge, til det øvrige Mellemøsten. Det var dengang, muslimerne erobrede Syrien, Palæstina, Egypten og Nordafrika; områder, der dengang var en del af den kristne verden.Et beslutsomt og velbevæbnet mindretal af islamister fortsatte nordpå, erobrede en stor del af det sydvestlige Europa, inklusive Spanien, Portugal og Syditalien, der blev en del af den islamiske verden, gik over Pyrenæerne og besatte for en tid dele af Frankrig.

The-Bernard-Lewis-Plan-for-the-Middle-East1

Den anden bølge bestod ifølge Lewis ikke af arabere og maurere, men af tyrkere og tatarer. Herefter kom hans virkelig kontroversielle pointe: Den tredje bølge har form af en ulyksalig og dramatisk kombination af terror og indvandring.

Terroren er håndgribelig, mens indvandringens virkninger er langt mere diffus. Det store uafklarede spørgsmål, som Lewis forsigtigt lagde op til, men ikke besvarede entydigt, er, om en massiv indvandring fra især de arabiske lande på sigt lægger kimen til terrorceller, uagtet at de indvandredes nye hjemlande har taget generøst imod dem som i tilfældet med især Frankrig.

why-2-pay-mosque3

FOR ISLAMISTERNE handler det ifølge Lewis ikke nødvendigvis om at missionere. Socialt marginaliserede befolkningsgrupper har ikke organisationskraft nok til radikalt at forandre højtudviklede og frie samfund i Vesten. Men realiteten er blevet, at de indvandrede muslimer får både ytringsfrihed og uddannelser, som de ikke havde i deres oprindelsesland, og paradokset er, at migrerende terrorister har langt større frihed til at forberede sig og operere i Europa end i de fleste lande med muslimsk befolkningsflertal. Multikulturalismen er således blevet en gave til marginaliserede, der vælger radikale fortolkninger af islam som en vej til ny og stærkere identitet end den, de havde i oprindelseslandet.

Savner vi eksempler på dette skred her i landet? Tvivlere bør se genudsendelsen af dokumentaren om Grimhøj-moskeen i Aarhus sendt tirsdag aften på DR 1. Den dokumenterer, hvad den frafaldne islamist Ahmed Akkari advarede om i fjor: Jihadister rekrutteres midt i Danmark.

8c34b86702304765bf4307c8787c4aa1_grimhoj2

Ingen danske politikere eller meningsdannere i det humanitært-industrielle kompleks vil forsvare hellige krigere som dem, der begik ugerningen i Paris. Men mindre kan også gøre rigeligt med skade.

INDEN LÆNGE vil vi høre argumenter i stil med, at der findes politisk motiveret vold så mange andre steder i verden, og at det jo ‘ bare’ er afsporede kriminelle.

Det er nok ikke lige i dag, at den mest prominente debattør i det Berlingske univers, fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen vil mindes om, hvad han udtalte i kølvandet på Muhammedkrisen for snart 9 år siden: (Weekendavisen 10.marts 2006):

»Forhåbentlig breder der sig en forståelse for, at vi må vise hinanden mere respekt.Især med det religiøse. Måske har vi for lidt religion i verden, når vi er så ufølsomme over for, hvad religiøse følelser er. Måske er man blevet så følelseskold selv, at man har tabt en del af forståelsen for, at andre mennesker kan tage det alvorligt (…) Når jeg er begyndt at lære om islam nu, er det, fordi det er blevet en del af hverdagen i Danmark nu, og hvis du skal forstå den hverdag, der omgiver den, skal du kende til den«.

Profeten er hævnet, Uffe. 2015 bliver Charlie Hebdos år.

(klumme i Politiken 9. januar 2015)

5237097-uffe-ellemann-jensen-tidl-udenrigsminister

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Asiens udviklingsbank ser mod vest. Bliver Europa forskrækket?

Udgivet den 8. januar 2015 af flemmingytzen

Den amerikanskledede økonomiske verdensorden er kommet under fornyet pres, men lidt konkurrence skader vel ikke?

En af de vigtigste nyheder op til årsskiftet var den kinesiske udmelding om at hjælpe Rusland ud af det frie fald, som den aktuelle rubelkrise og olieprisens rutsjetur har forårsaget.

Beijings lommer er tilstrækkelig dybe til at kunne levere livsforlængende kreditter til præsident Putin, og vi kan med sindsro gå ud fra, at kineserne vil tage sig betalt i form af aftaler om langsigtede leverancer af olie og gas. Mon ikke også vi snart vil se kinesiske selskaber engagere sig i råstofudvinding hen over den næsten mennesketomme sibiriske tundra.

putin-and-xi

Håndsrækningen til Rusland kommer, kort efter at Beijing har udstedt massive hjælpepakker til både Venezuela og Argentina.Men det er især i Kinas nære udland, at Beijings investeringer skal gøre gavn.

Tilbage i oktober underskrev 21 asiatiske lande en aftale om at oprette AIIB, Den Asiatiske Infrastruktur-Investerings Bank; selvfølgelig en idé, der har groet i Kinas have. Det er her interessant, at traditionelt Kina-skeptiske lande som Indien og Vietnam er blandt de stiftende medlemmer.

TRE MÅNEDER tidligere blev verden vidne til oprettelsen af Den Nye Udviklingsbank, NDB – et initiativ, hvor kineserne har fået sine partnere i Briks-gruppen med, dvs. Brasilien, Rusland, Indien og Sydafrika.

Hvis de to nye udviklingsbanker og de mange bilaterale hjælpepakker er udtryk for en forandret indretning af verden, hvilke konsekvenser, om overhovedet nogen, vil det så få for den vestligt dominerede orden, der har drevet verdensøkonomiens indretning stort set siden 1945?

Naturligvis har bekymringen bredt sig i Verdensbankens og Valutafondens hovedkvarterer i Washington og hos den japanskledede Asiatiske Udviklingsbank (ADB) i den filippinske hovedstad Manila.Foruroligelsen mærkes også i det amerikanske udenrigsministerium og hos USA’s traditionelle allierede som f. eks.Australien og Sydkorea.

De to sidstnævnte var ganske sigende ikke til stede ved den ceremoni, hvor AIIB blev lanceret. Den amerikanske bekymring ved AIIB og NDB forklares i formelle vendinger med, at ledelsesprincipperne er uklare, og at kinesiske investeringer ikke bygger på betingelser, der er en del af universelle, men ofte vestligt definerede udviklingsprincipper: dvs. miljøhensyn, respekt for marginaliserede befolkningsgrupper, erstatning til lokale for eksproprieret jord osv.

Alt sammen er det fint, og kineserne hævder tilmed, at de vil følge de retningslinjer, som er vedtaget multilateralt, men næppe mange i den vestlige lejr tror dem.

FOR SYV årtier siden lagde USA og dets allierede grunden til en økonomisk, valutarisk og handelspolitisk orden gennem oprettelse af de såkaldte Bretton Woodsinstitutioner, dvs. Verdensbanken og Valutafonden. Bretton Woods er den lokalitet i New Hampshire, hvor idégrundlaget blev vedtaget.

360_bretton_woods_1020

Det tjente verden udmærket op gennem den kolde krig, men afspejler ingenlunde den multipolære verdensorden, som er vokset frem især siden årtusindeskiftet.Verdensbankens chef er altid en amerikaner, Valutafonden ledes altid af en europæer, og Den Asiatiske Udviklingsbank er japansk domineret; en afspejling af magtdeling og alliancer, der hører en anden tid til.

Oprettelsen af Den Asiatiske Infrastruktur-Investerings Bank handler også om at levere et modspil til den frihandelsaftale mellem USA og Japan, kaldet Trans-Pacific Partnership (TPP), som er et forsøg på at give den gamle økonomiske orden nye klæder, hidtil uden resultat på grund af modstand fra især stærke japanske interessegrupper.

I dette komplekse spil har Europa modsætningsfyldte interesser. Sanktionspolitikken har drevet Rusland i armene på Kina, men den bevægelse var kommet før eller siden alligevel. De russiske og kinesiske økonomier er komplementære, og både Europa, de såkaldte stan-lande i Centralasien og naturligvis Kina selv har interesse i, at Eurasien får en infrastruktur, der kan løfte de deltagende økonomier gennem øget samhandel.

bretton-woods-part-of

USA og Europa kan af politiske grunde vælge at holde sig udenfor her og nu, men er det klogt? Ved oprettelsen af AIIB meddelte Kina, at banken i sin første opbygningsfase kun vil have asiatiske medlemmer, men at vestlige lande vil få tilbudt medlemskab senere. Det er noget af et paradoks, i betragtning af at de vestlige hovedaktionærer i Bretton Woods-institutionerne nægter at reformere sig, men alligevel bliver mødt med åbenhed af deres største rival.

(klumme i Politiken 8. jan. 2015)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Sverige som Nordens Hongkong

Udgivet den 1. januar 2015 af flemmingytzen

En type blokpolitik afløser en anden hinsidan. Om den største udfordring af alle hersker der tavshed. 

Med den såkaldte decemberaftale er der skrevet politisk historie i Sverige. Prøv som tankeeksperiment at overveje, hvordan en tilsvarende udvikling kunne få det parlamentariske landskab i Danmark til at se ud: Socialdemokraterne, Venstre, de radikale og Det Konservative Folkeparti går sammen om en håndfæstning, der skal sikre vedtagelsen af finanslove og anden tung lovgivning to valgperioder frem og holder Dansk Folkeparti og Enhedslisten uden for indflydelse. Ville det være kønt? Det er oplagt udlændingepolitikken, der har drevet de gamle partier i Sverige sammen, fordi de for enhver pris vil holde opkomlingen Sverigedemokraterna uden for indflydelse. Men på det pressemøde, hvor statsminister Stefan Löfven præsenterede aftalen, blev det for svenskerne så betændte område ikke nævnt med en stavelse.

1355936

HÅNDFÆSTNINGEN betyder, at en mindretalsregering får vished for at kunne få sin finanslov vedtaget. Hvilket lyder bekvemt, men forudsætningen er, at regeringen – Socialdemokratiet og Miljöpartiet – bliver enige med den borgerlige blok, Alliancen, om tre vigtige politikområder: forsvars-og sikkerhedspolitikken, energiog miljøpolitik og pensionsdækning. Specielt de to førstnævnte kan skabe problemer, når det dominerende borgerlige parti, Moderaterne, skal kunne tilslutte sig det, som en regering med Miljöpartiet skal forvalte. Miljöpartiet er besynderligt nok ikke en del af det, der kaldes ‘ pensionsgruppen’, men stemmer for love på området, sålænge det sidder i regeringen.Umiddelbart ser det ud, som om aftalen ophæver grænserne mellem de traditionelle højre-og venstrefløje. Men den udlægning holder ikke. Det er et flertal af partier, der har ladet en blok erstatte af en anden. Flertallet fortæller de 800.000 vælgere, der har stemt på Sverigedemokraterna, at i adskillige år fremover vil partiets mandater ikke give nogen som helst indflydelse.Hvad blev der lige af det højt besungne samarbejdende folkestyre?

TRADITIONELLE svenske konservative går svære tider i møde. De er mildt sagt ikke hjulpet særlig godt på vej af deres egne ledere.Den tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt, der tabte regeringsmagten ved valget i september, leverede ekstra ammunition til et borgerligt opgør, da han juleaftensmorgen i TV4 gjorde op med selve grundelementet i svensk og europæisk borgerlighed: »Sverige er det, som indvandrerne gør det til«. Og videre: »Er det her et land, som ejes af dem, som har boet her i tre eller fi-re generationer, eller er Sverige det, som mennesker, som kommer hertil midt i livet, udvikler det til?«.

Fredrik-Reinfeldt-440x314

Budskabet lyder smukt og idealistisk, men havde givet mere mening, hvis det var kommet ud af munden på en aktivist i yderkanten af Vänsterpartiet eller Miljöpartiet.I Interviewet på TV4 forklarede den afgåede partileder, at Sveriges grænser er ‘ opfundne’, og at de nytilkomne ‘ ikke bare skal tilpasse sig det svenske samfund’. Unægtelig noget af en markering efter et år, hvor den politiske polarisering er taget til i form af stribevis af ildspåsættelser på moskeer.Partifællerne opretholdt klogt nok radiotavshed om Reinfeldts sensationelle udtalelser. At udlændingepolitikken ikke er gjort til et af de store områder, der skal føres særlige forhandlinger om her i starten af det nye år, giver kun yderligere grobund for både højreekstremister og frustrerede borgerlige. Decemberaftalens partier kan ignorere Sverigedemokraterna her og nu, men ikke det kommende oprør fra egne rækker i lokalområderne. Modsætningerne mellem højre-og venstrefløje vil blive afløst af et opgør mellem magtcenteret i Stockholm og de pressede lokalsamfund.

r688204_5155261

SVENSK POLITIK er på vej ind i en ubehagelig gråzone, hvor et helt parti og en syvendedel af vælgerkorpset er noget, flertallet systematisk marginaliserer, alt imens konflikterne om integrationen tårner sig op. Parlamentarisk ligner tilstanden den, vi kender fra hybridsamfund som Hongkong, hvor udvalgte grupper har ret til politisk indflydelse gennem valgte repræsentanter, mens andre holdes helt ude.

Vist har internationaliseringen lavet meget om i Tage Erlanders legendariske folkehjem, men den renovering af bygningen, der er brug for, hedder dialog og ikke marginalisering. Nu venter vi på næste bombe i Rosengård.

(klumme i Politiken 1. januar 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kims Nordkorea har leveret en farce. I Hollywood

Udgivet den 25. december 2014 af flemmingytzen

Det absurde klanregime kunne tilsyneladende leve med ‘Det Røde Kapel’, men ikke med ‘The Interview’.

Hvor ville det være befriende, hvis vi bare kunne skraldgrine af denne verdens diktatorer, sådan som en af det 20. århundredes allerstørste filmkunstnere, Charlie Chaplin, ville det, da han i 1940 udsendte ‘ The Great Dictator’, en mageløs parodi på Adolf Hitler i skikkelse af Adenoid Hynkel, den ubestridte leder af den fiktive stat Tomania.

The-Great-Dictator

Nærværende signatur har gjort det til et af julens faste ritualer at gense dette mesterværk, som ubestridt må ligge i filmhistoriens top-10. En foromtale forleden her i avisen sagde i nogle få linjer det hele med denne formulering: Hynkel af Tomanias diktatortale har ikke så meget med indhold at gøre som med tom, men kraftfuld overbevisning: »Das Straf nicht hyggensecht der Wienerschnitzel mit Lager wirken unter der SauerKRAUT!«.

I DET FOR danskerne fjerne Nordkorea er der hverken wienerschnitzel eller sauerkraut på juletallerkenerne for de hundredtusinder af koreanere på både åndelig og fysisk smalkost gennem et halvt århundrede.

Men resten af verden behøver ikke at kede sig: Dette surrealistiske klanregime har gjort et gigantisk propagandakup ved at presse mediegiganten Sony til at aflyse premieren 1. juledag på komedien ‘ The Interview’, instrueret af det canadiske komikerpar Seth Rogen og Evan Goldberg.

'The Interview' Barcelona Photocall

Filmen lader en tv-vært og hans producer skaffe sig adgang til den nordkoreanske diktator Kim Jong-un ved at anmode om et interview. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA får nys om planerne og hyrer de to tv-folk til at myrde denne nutidens Adenoid Hynkel. Attentatet lykkes, hvis vi skal tro de trailers, der er sluppet ud på bl. a. YouTube.

AFLYSNINGEN, som siden er gjort om (Sony fortrød, og mon ikke filmen snart kommer på Netflix) er dybt ubehagelig, hvis den er udtryk for en begyndende tendens i medieverdenen til at rette ind, når et diktatur bruger cyberterror til at skræmme ideologiske modstandere til lydighed.

Men der er et kunstnerisk og etisk dilemma, der trænger sig på i affæren om den satire, som det canadiske filmmakkerpar har forberedt for verdens publikum: Er det overhovedet anstændigt at more sig over et regime, der har sendt hundredtusinder af sine borgere i arbejdslejre, hvor sult og underernæring er udbredt, og hvor regimet forsøger at sikre sig politisk overlevelse ved at bygge atomvåben, der truer naboerne?

169159893__823419c

I sin selvbiografi fra 1964 kommer Charlie Chaplin ind på de reaktioner, han blev mødt med under forberedelserne til og produktionen af ‘ The Great Dictator’. Ikke kun tyske diplomater forsøgte at presse ham til at opgive projektet; også i hans eget hjemland, Storbritannien, var der bekymringer over den latterliggørelse, han udsatte Tysklands fører for. For Chaplin trådte en potentiel allieret i kampen mod kommunismen over tæerne.

Chaplin gennemførte heldigvis sin produktion, men ikke uden samvittighedskvaler.Han indrømmede siden, at hvis han havde kendt til de nazistiske koncentrationslejre, ville han ikke have været i stand til at lave en farce over et folkemorderisk regime.

I VALGET AF metoder er Nordkorea mere sofistikeret end f. eks. de sammenbrudte arabiske regimer eller det mere anonyme Cuba. Da den amerikanske filminstruktør Oliver Stone i 2003 udsendte sin dokumentarfilm ‘ Comandante’ om den cubanske leder, fik verden et afslørende portræt af en ynkelig Fidel Castro som en overlevende antikvitet i spidsen for den vestlige halvkugles største frilandsmuseum.

At Castro-regimet stadig er harmløst, er nu også gået op for USA, om end man kan mistænke den republikanske højrefløj for at sabotere tilnærmelsen, når som helst lejlighed giver sig.

asset.dr

FILMSELSKABET bag ‘ The Interview’ burde have lært af den danske filmmand Mads Brügger, som i sin film ‘ Det Røde Kapel’ lod en dansk teatertrup underholde håndplukkede nordkoreanske publikummer med god dansk gøgl.

Hjemlige puritanere kaldte Brüggers film uetisk og farlig, hvilket var helt misforstået. De nordkoreanske medvirkende blev ikke bedt om at gøre noget, de ikke havde lov til eller ikke brød sig om. De spillede bare sig selv, og ‘ Det røde kapel’ har utvivlsomt ansporet vestlige publikummer til at søge mere information om Nordkorea på nettet. Historierne om arbejdslejre, sult og undertrykkelse er kun få klik væk.

Men det ændrer ikke ved, at Kims klanstyre har gjort et propagandakup af dimensioner.En revideret version af ‘ The Interview’ udspiller sig nu i Hollywood og omegn.

(klumme i Politikens e-avis 25. december 2014)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Hongkongs paraplyer er hængt til tørre

Udgivet den 18. december 2014 af flemmingytzen

Eftertanken har indfundet sig i det store kapitalistiske eksperimentarium. 

For nylig blev jeg overfaldet af en kristen aktivist. Verbalt overfaldet, altså. Gerningsstedet var Facebook, og emnet var afslutningen på demonstrationerne i Hongkong.

»Pray for Hongkong«, skrev aktivisten, efter at byens politi under udramatiske former havde fjernet de tilbageblevne demonstranter fra Occupy Central-bevægelsen og bragt millionbyen tilbage til sin normaltilstand. Paraplyerne, som blev bevægelsens kendemærke, er nu hængt til tørre i Hongkongs baggårde.

umbrella-revolution

Aktivistens fortørnelse skyldtes også, at myndighederne havde afvist indrejse til en lille gruppe britiske parlamentarikere.De ville forsøge sig som ‘ demokratiaktivister’ i kolonien, som Storbritannien tilbageleverede for over 17 år siden.

Min bemærkning til ham: Hvordan mon David Camerons regering og medlemmer af Underhuset ville reagere, hvis repræsentanter for Det Kinesiske Kommunistpartis Centralkomite eller Folkekongressen i Beijing mødte op i London for at give britiske folkevalgte en belæring i ansvarlig regeringsførelse?

DET ER en indlysende sympatisk tanke, at Hongkong bør have et mere repræsentativt og socialt bevidst styre, der vil forsøge at udjævne de store uligheder i den økonomisk velfungerende region. Men aktivisterne og deres sympatisører vil hjælpe deres sag mere på vej, hvis de kendte de historiske forløb, der har gjort Hongkong til det, som regionen er blevet til. De kan passende starte med at læse regionens forfatning.

APTOPIX Hong Kong Democracy Protest

Tre årtier er der gået, siden britiske og kinesiske myndigheder underskrev en aftale om fredelig tilbagelevering af regionen til Kina – tilmed udstyret med en jura, en økonomi og et politisk-administrativt system, der unægtelig er bedre end det, som andre kinesiske samfund har.

Briterne fik afleveret et kapitalistisk eksperimentarium til et Kina, der søgte efter en reformeret og mere effektiv samfundsmodel uden dog at ville indføre en renskuret demokratisk velfærdsstat efter europæisk forbillede med et fingerknips.

Mange af aktivisterne i Occupy Centralbevægelsen var ikke født, da den britiskkinesiske aftale blev underskrevet, mens seniorerne blandt demonstranterne tilhører et lille politisk mindretal, der fra starten var modstandere af aftalen.

APTOPIX Hong Kong Democracy Protest

DE SENESTE måneders bølger af demonstrationer kan til dels forklares med, at voksende grupper af især unge ikke er omfattet af de særlige valgkollegier, der ifølge regionens forfatning skal sikre bestemte interessegrupper repræsentation i de politiske organer. Økonomisk marginaliserede grupper har ikke (undskyld udtrykket) en kinamands chance i det system.

Hvis demonstranterne fik deres vilje om adgang til opstilling for et bredere udvalg af kandidater til ledelsesposter, ville man komme tættere på et demokratisk rettighedsideal, der ligner den samfundsmodel, vi har i vor del af verden.

Men det er langtfra givet, at det ville gøre Hongkong nemmere at regere, og hvem har patentet på én bestemt model for demokratisering og liberalisering?

Præmissen for Hongkongs særlige regeringsmodel er den formel, der kendes under overskriften ‘ Et land, to systemer’.Det er altså en integration af en region, der fra midten af 1800-tallet var under britisk (udemokratisk) styre, ind i et regime, der ved den kinesiske borgerkrigs afslutning i 1949 fik en politisk model baseret på sovjetiskinspireret leninisme.

Det kom til at koste Kina dyrt med årtiers hasarderet ideologisk tyranni under Mao Zedong – med millioner af døde til følge. Da efterfølgeren Deng Xiaoping kom til, blev bolden givet op til reformer i stadig større skala. Aftalen med Storbritannien i 1984 blev en del af komplekset.

peoples_republic_of_capitalism_01

DETTE gigantiske reformeksperiment har ikke været uden forhindringer, men resultaterne har hidtil tjent Kina, dets borgere og resten af Asien godt.

Ligner tilstanden i Hongkong den virkelighed, der kendes fra Beirut, Palæstina, Bagdad, Peshawar, det halve af Mexico eller Ferguson i Missouri for den sags skyld? Tag lige og vågn op.

Hongkong har nogle udfordringer, men udmærker sig ved en enestående politisk stabilitet og trods alt en række friheder og rettigheder, som dag kan blive fremtid for andre kinesere uden for regionen.

Der er ikke så få rablende demagoger og selverklærede demokratifortalere, der har brug for at blive klogere på virkeligheden i Hongkong og omegn.

Min kristne overfaldsmand skrev efterfølgende og bad om godt vejr, efter at jeg havde koblet ham af på Facebook. Dialogen er tilbage.

(klumme i Politiken 18. dec. 2014) 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar